Guds barmhjertighed udfoldes i Har-Magedon

 1, 2. (a) I hvis ægteskab skildrede Jehova sit eget ægteskab med fortidens Israel? (b) Hvordan blev Israel troløst under kong Jeroboam I?

MANGE ægteskaber er løbet ind i vanskeligheder som følge af syndens og ufuldkommenhedens herredømme. Det samme skete for Guds ægteskab med Israels nation i fortiden.

² Gud lod sit ægteskab, skildre ved profeten Hoseas’ ægteskab. På Guds befaling havde Hoseas giftet sig med Gomer, Diblajims datter. Dette skildrede symbolsk hvordan Jehova havde ægtet Israel ved indgåelsen af Lovpagten ved Sinaj bjerg i 1513 f.v.t. Efter kong Salomons død i 997 f.v.t. blev Israels nation efter mange års ægteskab med Jehova delt i to riger. Judas og Benjamins stammer kom til at udgøre Juda rige, og de øvrige ti stammer Israels rige. Den første konge over ti-stammeriget var Jeroboam, Nebats søn, af Efraims stamme. Under denne konge, Jeroboam I, begik Israels rige ægteskabsbrud mod Jehova; israelitterne holdt op med at tilbede Jehova i Jerusalem og indførte deres egen nationale gudsdyrkelse, idet de begyndte at tilbede to guldkalve, den ene i Dan og den anden i Betel. Ligesom Gomer, der var gift med profeten Hoseas, blev Israels ti-stammerige altså utro mod sin Ægtemand.

 3. Hvad sagde Jehova at Gomers andet barn skulle kaldes, og hvorfor?

³ Gomer fødte først sønnen Jizre’el, som Hoseas selv var fader til. Hvordan gik det derefter i deres ægteskab, svarende til forholdet mellem Jehova og Israels tolv-stammenation? Hoseas fortæller: „Atter blev hun frugtsommelig og fødte en datter. Og [Jehova] sagde til ham: ’Kald hende Nådeløs [hebraisk: Lo-Ruhama]; thi jeg vil ikke længer være Israels hus nådig og tilgive dem. Men Judas hus vil jeg være nådig og frelse ved [Jehova] deres Gud; dog frelser jeg dem ikke ved bue, sværd eller stridsvåben, ved heste eller ryttere.’“ — Hos. 1:6, 7.

 4. Hvem var fader til Gomers datter, og hvem tog hendes navn profetisk sigte på?

⁴ Hoseas siger ikke her at Gomer fødte „ham“ en datter. Man antager derfor almindeligvis at denne datter, der på hebraisk blev kaldt Lo-Ruhama, var et ’horebarn’. (Hos. 1:2) Gomers utroskab mod Hoseas svarede til Israels troløshed mod Jehova Gud. Det væsentlige her er imidlertid betydningen af det navn Gomers datter fik — og årsagen til at Jehova gav Hoseas besked på at give hende dette ubehagelige, ildevarslende navn. Navnet Lo-Ruhama betyder „Nådeløs“ eller „Ikke ynket“. Jehova møntede profetisk dette navn på det åndeligt troløse ti-stammerige med kongesædet i byen Jizre’el. Med hvilken begrundelse?

 5. Hvad medførte det at Jehova ikke viste Israels ti-stammerige barmhjertighed, og hvordan vil det på lignende måde gå kristenheden?

⁵ Kristenheden her i det tyvende århundrede burde mærke sig den begrundelse Jehova giver, for navnet Lo-Ruhama har betydning i dag. Den grund Jehova anfører, tager sigte på nutidens kristenhed: „Thi jeg vil ikke længer være Israels hus nådig.“ (Hos. 1:6) I vor tid er det kristenheden der ikke ynkes, der ikke bliver vist nåde eller barmhjertighed. I lighed med Israels ti-stammerige har kristenheden hengivet sig til åndelig utroskab mod Jehova Gud, som den gør krav på at stå i et ægteskabeligt forhold til i kraft af den ’nye pagt’ der blev formidlet af Jesus Kristus i år 33. (Jer. 31:31-34, NW; Luk. 22:19, 20; Hebr. 8:6-12) Hvad medførte det at Jehova fra Hoseas’ tid ikke længere ville vise Israels ti-stammerige barmhjertighed? Mindre end hundrede år senere, nemlig i 740 f.v.t., blev dette åndeligt troløse rige ødelagt. At Jehova ikke længere har barmhjertighed med Israels nutidige modstykke, vil på tilsvarende måde ende med at kristenheden bliver tilintetgjort i den kommende ’store trængsel’, der kulminerer i Har-Magedon. — Matt. 24:21, 22.

 6. Havde Jehova, ifølge Hoseas 1:7, taget sin barmhjertighed fuldstændig bort fra hele Israel dengang ti-stammeriget blev ødelagt?

⁶ Havde Jehova fuldstændig forhærdet sit hjerte da han udslettede Israels ti-stammerige? Havde han fuldstændig lukket af for sin barmhjertighed over for alle stammer i den nation der oprindelig indgik ægteskab med ham dengang Lovpagten blev indstiftet ved Sinaj bjerg? Jehova besvarer selv disse spørgsmål, idet han siger: „Men Judas hus vil jeg være nådig og frelse ved [Jehova] deres Gud; dog frelser jeg dem ikke ved bue, sværd eller stridsvåben, ved heste eller ryttere.“ — Hos. 1:7.

 7, 8. (a) Hvad var grunden til at Jehova viste barmhjertighed mod Judas hus? (b) Hvad måtte Jehova, i betragtning af forholdene, gøre for at frelse Juda uden brug af krigsmateriel?

⁷ Vi gør klogt i at mærke os hvorfor Jehova valgte at være barmhjertig mod Judas to-stammerige med hovedstaden Jerusalem. I Hoseas 11:12 (NW) klargør han den tvingende grund idet han siger: „Med løgn har Efraim [den dominerende stamme i ti-stammeriget] omgivet mig, og med svig Israels hus. Men Juda strejfer endnu om hos Gud, og mod den Helligste er han pålidelig.“a Judas hus ’strejfede endnu om’ hos Jehova og anså ham for at være den Helligste, den sande Gud. Så for sit navns skyld var Jehova nødt til at frelse Judas hus. Det var derfor han sagde: „Judas hus vil jeg . . . frelse ved [Jehova] deres Gud.“

⁸ Mens Jehova fjernede ti-stammeriget eller ’gjorde ende på Israels hus’ rige, havde han samtidig i sinde at frelse Judas hus. For at dette kunne ske, måtte det komme til en konfrontation mellem ham og det assyriske rige. I kraft af sine bevæbnede hærstyrker var Assyrien blevet datidens dominerende magt, en verdensmagt. Af den grund måtte Jehova, for at frelse Judas hus uden at bruge hverken bue, sværd, stridsvåben, heste eller ryttere, gribe ind på en usædvanlig måde.

Et profetisk glimt af Guds barmhjertighed i Har-Magedon

 9. Hvilken udfordring blev Jehova stillet over for i forbindelse med Jerusalem efter at Samaria var blevet ødelagt?

⁹ I 740 f.v.t. benyttede Jehova det assyriske verdensrige som sin økse hvormed han omhuggede det afguderiske og troløse „Israels hus“. Kongepaladset i Jizre’el blev tømt, hovedstaden Samaria blev indtaget, og de overlevende israelitter blev ført i landflygtighed til fjerne provinser i assyrerriget. (Es. 10:15) Dette blev en trussel for Jerusalem, hvor kong Ezekias af Davids slægt herskede over Judas to-stammerige. Otte år senere trængte de assyriske hærstyrker ind i Judas land og begyndte at underlægge sig dets byer. Den invaderende assyrerkonge, Sankerib, medførte buer, sværd, stridsvåben, heste og ryttere i stort tal. På hvilken måde ville Jehova nu vise barmhjertighed mod Judas hus? Situationen var en udfordring til Jehova.

10, 11. Hvordan frelste Jehova Judas hus for at ophøje sit eget navn?

¹⁰ Mens Sankerib belejrede byen Libna, sendte han i trods mod Gud en delegation til Jerusalem godt tredive kilometer derfra med et ultimatum til kong Ezekias. I harme inspirerede Jehova sin profet Esajas til at svare med et afvisende og udfordrende budskab, som den assyriske delegation foran Jerusalems mure kunne bringe med sig tilbage til den gudsbespottende Sankerib. Efter at assyrerkongen havde fået det advarende budskab, frelste Jehova Juda for at ophøje sit eget navn.

¹¹ „Samme nat,“ fortæller beretningen i Anden Kongebog 19:35-37, „gik [Jehovas] engel ud og ihjelslog i assyrernes lejr 185.000 mand; og se, næste morgen tidlig lå de alle døde. Da brød assyrerkongen Sankerib op, vendte hjem og blev siden i Nineve. Men da han engang tilbad i sin gud Nisroks hus, slog Adrammelek og Sar’ezer ham ihjel med deres sværd, hvorefter de flygtede til Ararats land; og hans søn Asarhaddon blev konge i hans sted.“

12. Hvad var dette udtryk for barmhjertighed mod Judas hus et profetisk glimt af?

¹² Hvilket enestående udtryk for barmhjertighed mod Juda rige, som på det tidspunkt var trofast i sit åndelige ægteskab med Jehova. Til trøst og opmuntring for os i dag var det et profetisk glimt af den barmhjertighed Jehova vil udfolde under Harmagedonkrigen. (Åb. 16:14, 16) Han vil ikke vise nogen barmhjertighed mod de jordiske horder der, under ledelse af Satan Djævelen, vil kæmpe mod hans trofaste vidner i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ på det sted der kaldes Har-Magedon.b Derimod vil han frelse sine trofaste vidner, uden at de behøver at ty til buer, sværd, stridsvåben, heste og ryttere eller andre krigsmidler.

13. Hvem i dag passer navnet Lo-Ruhama på, og hvem vil overleve når Gud viser sin vrede mod „vredens kar“?

¹³ Til den tid vil Gud vise sin vrede mod „vredens kar“ og vise barmhjertighed mod den salvede rest af Kristi medarvinger, der billedligt skildres ved „Judas hus“. (Rom. 9:22) De der udgør denne rest vil holde fast ved den nye pagt, den pagt hvorved Jehova er gift med det åndelige Israel. Eftersom de er trofaste åndelige israelitter, passer navnet Lo-Ruhama (Nådeløs, Ikke ynket) ikke på dem, sådan som det nu passer på kristenheden. (Gal. 6:16; Jak. 1:1; Åb. 7:4-8) „Ved [Jehova] deres Gud“ vil resten af de åndelige israelitter blive frelst. De vil overleve.

14, 15. (a) Hvilken forbindelse havde Rekabs søn Jonadab med kong Jehu? (b) Hvilke nationale ulykker overlevede Jonadabs efterkommere, og hvem i dag er disse rekabitter et billede på?

¹⁴ Da kong Sankerib i fortiden truede Jerusalem, var det ikke kun „Judas hus“ der nød gavn af Jehovas barmhjertighed. Det gjorde rekabitterne også. De var ikke-jøder, efterkommere af Jonadab, kenitten Rekabs søn. Da kong Jehu af Israel var på vej mod Samaria for at udrydde ba’alsdyrkelsen, sådan som Jehova havde pålagt ham, opfordrede han Jonadab til at tage med, og sagde: „Følg mig og se min nidkærhed for [Jehova]!“ (2 Kong. 10:1-5-27) Det gjorde Jonadab.

¹⁵ Da Samaria faldt i 740 f.v.t. overlevede rekabitten Jonadabs efterkommere. De overlevede også da Sankerib invaderede Judas land i 732 f.v.t. Senere finder vi dem i Juda rige mens Jeremias profeterede. Det var i Jerusalems sidste dage, kort før byen blev ødelagt af babylonierne i 607 f.v.t. På grund af deres trofasthed lovede Jehova at beskytte dem under Jerusalems ødelæggelse. (Jer. 35:1-19) Hvem var disse rekabitter, der nød gavn af Jehovas barmhjertighed, et billede på? På ’den store skare’ som i dag tilbeder Jehova sammen med den salvede rest. Denne skare vil også overleve den kommende ’store trængsel’, med udsigt til liv på en paradisisk jord. — Åb. 7:9-17.

De der ikke er Jehovas folk

16. (a) Hvad vil det betyde for kristenheden at den er forkastet fordi den ikke er en del af Jehovas folk? (b) Hvad blev Gomers anden søn kaldt, og hvorfor?

¹⁶ Det er nu, i den korte tid der er tilbage før ’den store trængsel’ bryder løs, vi må drage nytte af Jehovas barmhjertighed. Lad os huske at kristenheden ikke vil møde nogen barmhjertighed under den kommende trængsel. Derfor bør vi skille os ud fra den. Når trængselen begynder vil det blive kendt og være hævet over enhver tvivl at kristenheden er blevet forkastet fordi den ikke er en del af Jehovas folk. Den vil blive ødelagt! Den er vor tids Lo-Ruhama. Den kan ikke vente nogen nåde fra Jehova. (Hos. 1:6) At kristenheden ville blive fuldstændig forkastet, blev forudskildret ved det næste der skete i ægteskabet mellem Hoseas og Gomer. Hoseas fortæller: „Så vænnede hun Nådeløs fra og blev atter frugtsommelig og fødte en søn. Og [Jehova] sagde: ’Kald ham Ikke-mit-Folk [hebraisk: Lo-Ammi]; thi I er ikke mit folk, og jeg er ikke eders Gud.’“ (Hos. 1:8, 9) Her slutter det første kapitel i Hoseas’ profetiske bog i de jødiske bibeludgaver og i den græske Septuaginta-oversættelse.

17. Hvorfor var Lo-Ammi et passende navn til Gomers anden søn, og hvad sagde Jehova i denne forbindelse, henvendt til Israels ti-stammerige?

¹⁷ Dette var Gomers anden søn, men Hoseas var efter al sandsynlighed heller ikke fader til dette barn. Han siger ikke at Gomer fødte ham denne anden søn. Jehova kunne derfor med god grund lade drengen kalde Lo-Ammi, der betyder Ikke-mit-Folk. Navnet havde profetisk betydning. Som begrundelse for at give drengen et så ildevarslende navn sagde Jehova, henvendt til de ti stammer som udgjorde „Israels hus“: „Thi I er ikke mit folk, og jeg er ikke eders Gud.“ Hermed erklærede Jehova at „Israels hus“, der havde brudt hans pagt, ikke længere kunne betragte ham som sin himmelske Ægtemand.

18. Hvornår og hvordan gav Jehova til kende at Israels ti-stammerige ikke var hans folk?

¹⁸ Jehova viste klart og tydeligt at han ikke længere var Gud og åndelig Ægtemand for det frafaldne „Israels hus“, da han tillod assyrerne at indtage Israels hovedstad Samaria i 740 f.v.t. „Israels hus“ var altså ikke længere Jehovas folk; det var, som han sagde, Lo-Ammi eller „Ikke-mit-Folk“. Som en fraskilt hustru blev folket ført i landflygtighed til Assyrien. Det åndeligt troløse „Israels hus“ havde ladet hånt om den mulighed det havde fået tilbudt i den mosaiske lovpagt, muligheden for at blive Jehova „et kongerige af præster“. — 2 Mos. 19:5, 6.

19. Hvilke ord af Jesus vil gå i opfyldelse når han lader kristenheden vide at den ikke har nogen andel i den nye pagt?

¹⁹ Formålet med Jehovas ’nye pagt’, der blev formidlet af den større Moses, Jesus Kristus, går i samme retning. Dette formål vil ikke blive opfyldt på Israels nutidige modstykke, kristenheden. Ved at optræde som en religiøs gemalinde til de politiske ledere har kristenheden søgt at udøve jordisk herredømme i den nuværende tingenes ordning. At den ikke kommer til at arve det himmelske rige sammen med Jesus Kristus, vil han vise den når det sker som han sagde: „Ikke enhver som siger til mig: ’Herre, Herre,’ vil komme ind i himlenes rige, men kun den der gør min himmelske Faders vilje. Mange vil sige til mig på den dag: ’Herre, Herre, har vi ikke profeteret i dit navn, og uddrevet dæmoner i dit navn, og gjort mange kraftige gerninger i dit navn?’ Og alligevel vil jeg da erklære over for dem: Jeg har aldrig kendt jer! Gå væk fra mig, I som øver lovløshed.“ — Matt. 7:21-23.

Håb om barmhjertighed for enkeltpersoner

20, 21. (a) Hvornår fik enkeltpersoner af „Israels hus“ i landflygtigheden mulighed for at drage nytte af Jehovas barmhjertighed, og på hvilken måde? (b) Hvordan pegede Jehova frem til dette i Hoseas 1:10, 11?

²⁰ Kristenhedens profetiske forbillede, Israels ti-stammerige, blev aldrig genoprettet i sit gudgivne land i det mellemste østen. Dog ville enkeltpersoner af det forkastede „Israels hus“ få mulighed for at drage nytte af Jehovas barmhjertighed og vende om til ham og blive en del af hans godkendte folk. Dette privilegium ville de få når Assyriens efterfølger, det babyloniske verdensrige, engang blev omstyrtet. Til den tid ville erobreren Kyros udfri de landflygtige som tilbad Abrahams, Isaks og Jakobs Gud. Med henvisning til dette sagde Jehova videre ved profeten Hoseas:

²¹ „Men israelitternes tal skal blive som sandet ved havet, der ikke kan måles eller tælles. Og i stedet for ’I er ikke mit Folk’ skal de kaldes ’Den levende Guds Børn’. Judæerne og israelitterne skal slå sig sammen og sætte en og samme høvding over sig og drage op af landet; thi stor er Jizre’els dag.“ — Hos. 1:10, 11.

22. Hvornår fik denne profeti en forbilledlig opfyldelse, og hvordan blev „Jizre’els dag“ stor i denne forbindelse?

²² Denne nåderige profeti fik en forbilledlig opfyldelse i 537 f.v.t., da Babylons erobrer, perserkongen Kyros, gav en trofast rest af „judæerne og israelitterne“ frihed til at rejse, så de kunne „drage op“ af det land hvor de havde levet som landflygtige. I enhed drog de af sted, med pålæg fra Jehovas tjener Kyros om at genopbygge Jehovas tempel i Jerusalem. (2 Krøn. 36:20-23; Ezra 1:1-11) Denne rest kunne blive talrig igen i sit eget land, som sandet ved havet der ikke kan måles eller tælles. På denne måde ville „Jizre’els dag“ blive stor. Her skal navnet Jizre’el, som betyder „Gud vil så“, opfyldes på en gunstig måde. Gud sår sit hjemvendte folks sønner ud som sædekorn idet han øger deres antal.

23. (a) Hvem tog Israels nation ikke imod, og hvad gjorde Jehova da, så nationen ophørte med at være hans folk? (b) Hvem i den forkastede nation viste Jehova barmhjertighed, og hvordan?

²³ Jehova ville altså ikke længere sige „Lo-Ammi“ eller „Ikke-mit-Folk“ til dem. I billedlig forstand skulle de derimod kaldes „Den levende Guds Børn“. Den modbilledlige opfyldelse af dette inden for det kristne domæne berøres af apostlene Paulus og Peter i Romerbrevet 9:25, 26 og i Første Petersbrev 2:9, 10. Da Israels kødelige børn i år 33 forkastede Jesus som Messias, ophørte de med at være Jehovas folk. Jehova ophævede sin lovpagt, i kraft af hvilken han på Moses’ tid var trådt ind i et ægteskabeligt forhold til Israels tolv-stammenation. Men han godkendte barmhjertigt en troende rest af det kødelige Israel og førte denne rest ind i den nye pagt som blev formidlet af hans søn, Jesus Messias. På denne måde grundlagde han en ny nation, et åndeligt Israel. — Gal. 6:16; Jak. 1:1; Rom. 2:28, 29; Åb. 7:4-8.

24. Hvorfor og hvornår vendte Jehova sig til dem der aldrig havde været hans folk, og hvordan gjorde han dem til sit folk?

²⁴ Sørgeligt nok for de kødelige israelitter var denne rest der tog imod kristendommen, ikke tilstrækkelig til at udgøre den fuldtallige „Abrahams sæd“, i hvem alle jordens nationer skulle velsignes. Derfor vendte Jehova sig til dem der aldrig havde været hans folk, og som derfor kunne kaldes „Lo-Ammi“ eller „Ikke-mit-Folk“. I år 36 begyndte han at give troende ikke-israelitter mulighed for at blive en del af det åndelige Israel i den nye pagt. De blev således en del af „Abrahams sæd“, der skulle blive talrig som sandet ved havets bred. — Gal. 3:8-29; 1 Mos. 22:18.

25. (a) Hvem er den „høvding“ som resten af de åndelige israelitter har ’sat over sig’, og hvilken udfrielse har dette medført? (b) Hvem venter at overleve Harmagedonkrigen sammen med dem?

²⁵ Den ’ene og samme høvding’ som de forenede åndelige israelitter har ’sat over sig’, er Jesus Kristus, der nu hersker som konge. I kraft af ham som den større Kyros blev en angrende rest af de åndelige israelitter udfriet fra Babylon den Stores magt i 1919, efter den første verdenskrig. Denne rest blev benyttet til at genoprette den rene tilbedelse af Jehova på jorden. Jehova har gjort disse udfriede åndelige israelitter til „Den levende Guds Børn“. De ser frem til, ved hans barmhjertighed, at blive frelst under den forestående krig på „Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Har-Magedon, ja til at overleve denne krig og se hans nye orden begynde. Og i lighed med fortidens rekabitter er der „en stor skare“ som tilbeder sammen med den og som også venter at få del i Guds barmhjertighed og at overleve sammen med den.

26, 27. (a) Hvad må de der nu håber på Guds barmhjertighed indse vedrørende kristenheden, og hvorfor ønsker de ikke at være „børn“ af kristenheden? (b) Hvad pålægger Jehova dem at kalde dem der er genstand for hans barmhjertighed?

²⁶ Håber vi selv på Jehovas barmhjertighed? Da må vi indse og anerkende at kristenheden er den åndelige horkvinde den er. Ved at besmitte sig med babylonisk religion har den gjort sig selv til en del af det store Babylon. Sammen med dette verdensimperium af falsk religion vil den blive tilintetgjort i den kommende ’store trængsel’. Vi skulle ikke ønske at være dens „horebørn“. For at få del i Jehovas barmhjertighed må vi gøre som han nu pålægger os:

²⁷ „Kald eders broder Mit-Folk og eders søster Nåderig [hebraisk: Ruhama]. Gå i rette med eders moder, gå i rette, thi hun er ikke min hustru, og jeg er ej hendes mand. For hormærket fri hun sit ansigt, for bolemærket sit bryst. Jeg klæder hende ellers nøgen, stiller hende frem, som hun fødtes; jeg reder hende til som en ørk, som et tørkeland gør jeg hende, lader hende tørste ihjel. Jeg ynkes ej over hendes børn, fordi de er horebørn; thi horkvinde var deres moder, skamløs var hun, som bar dem. Thi hun sagde: ’Mine elskere holder jeg mig til, som giver mig mit brød og mit vand, min uld og min hør, min olie og vin.’“ — Hos. 2:1-5.

28. I hvilken forbindelse må man stille sig på Jehovas side, og hvad vil vi fuldt ud billige at han gør i ’den store trængsel’?

²⁸ Lad os derfor lydigt tage standpunkt for Jehova, den himmelske Ægtemand, når han går i rette med kristenheden, der hyklerisk gør krav på at stå i et pagtsforhold til ham som hans hustru. Lad os over for universets øverste domstol bevidne at hun har gjort sig skyldig i åndelig utugt, åndeligt ægteskabsbrud, idet hun har gjort sig til ven med verden. (Jak. 4:4) Hun har holdt sig til de fremtrædende, de indflydelsesrige og de velstående i denne verden for at de skulle tilfredsstille hendes selviske, materialistiske begær. På trods af den guddommelige formaning har hun stædigt nægtet at fri sit ansigt for hormærket og sit bryst for bolemærket. Hendes religiøse børn, medlemmerne af hendes kirker, er i åndelig forstand horebørn. Af hele vort hjerte kan vi billige det når Jehova udsletter kristenheden i ’den store trængsel’.

29. Hvem bør vi nu føle et familieforhold til, og hvornår kan vi gøre os håb om stadig at være genstand for Jehovas barmhjertighed?

²⁹ Lad os føle et sandt broderskab med dem vi ser er Jehovas folk, dem han kalder „Mit-Folk“. Lad os føle et søsterligt familieforhold til den rensede, trofaste organisation som Jehova har vist barmhjertighed her i „endens tid“ før den forestående ’store trængsel’. (Matt. 24:21, 22; Åb. 7:14) Lad os betragte den som den nutidige Ruhama, den som Jehova viser barmhjertighed. (Hos. 2:1) Gør vi det af et oprigtigt hjerte, kan vi gøre os håb om at Jehova stadig vil vise os barmhjertighed når han forbarmer sig over dem han godkender under „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ på det sted der på hebraisk kaldes Har-Magedon. — Åb. 16:14, 16.

(Fortsættes)

[Fodnoter]

[Oversigt på side 283]

Profetiske paralleller

Hoseas’ ægteskab med Gomer

Jehovas ægteskab med Israel, indgået i 1513 f.v.t.

Jehovas ægteskab med det åndelige Israel, indgået i år 33

„Hor“

Dyrkelse af falske guder

Venskab med verden under dens gud, Satan

Jizre’el (Gud vil så)

Jehova ville sprede og ødelægge Israels ti-stammerige i 740 f.v.t.

Jehova vil udslette kristenheden i ’den store trængsel’

Lo-Ruhama (Ikke ynket)

Det troløse ti-stammerige som blev forkastet af Jehova

Kristenheden, som ikke længere vises barmhjertighed af Gud men ødelægges

Judas hus frelses

Jerusalem, to-stammerigets hovedstad, frelses af Jehova fra de assyriske angribere (rekabitterne blev også skånet)

Resten af det åndelige Israel frelses af Jehova i Har-Magedon (’den store skare’ bliver også skånet)

Lo-Ammi (Ikke-mit-Folk)

Israels ti-stammerige, som havde brudt pagten

Kristenheden, som er troløs mod den der har oprettet ’den nye pagt’

I stedet for „I er ikke mit Folk“ skal de kaldes „Den levende Guds børn“

Israelitterne vendte hjem fra landflygtigheden i Babylon i 537 f.v.t.

Troende hedninger kom med i det åndelige Israel (fra år 36); de åndelige israelitter blev genrejst i 1919

„En og samme høvding“

Kong Kyros

Jesus Kristus

„Stor er Jizre’els dag“

Gud øgede de hjemvendte israelitters antal

Siden 1919 har Jehova ’sået’ sit genrejste folk ved at øge dets antal