Spørgsmål fra læserne

● Hvad betyder ordene i Åbenbaringen 19:10 (NW): „Det at vidne om Jesus er dét der inspirerer til at profetere“? — U.S.A.

Denne passage forekommer i en udtalelse som en engel fremsatte over for den aldrende apostel Johannes da denne stærkt bevæget kastede sig ned for engelen. Engelen sagde: „Pas på! Gør det ikke! Jeg er kun din og dine brødres medtræl, som har den gerning at vidne om Jesus. Tilbed Gud; for det at vidne om Jesus er dét der inspirerer til at profetere [ordret: er profetiens ånd].“ (Åb. 19:10, NW) Den omtalte passage betyder at bibelprofetiens „ånd“ eller hele formål er at pege frem til Jesus Kristus.

Jehova har tildelt sin søn Jesus nøglestillingen i opfyldelsen af sin hensigt i forbindelse med sit navns helligelse og jordens og dens befolknings genindsættelse i deres rette plads i Guds ordning. (Ef. 1:9, 10; Kol. 2:3) Opfyldelsen af Guds store hensigt er nært knyttet til Jesus; hovedformålet med bibelprofetien eller de inspirerede budskaber som Gud fremsatte ved sine tjenere er derfor at pege frem til Jesus.

Gud selv begyndte at profetere om denne sin hensigt da han forudsagde den „sæd“ der til sidst skulle knuse slangens, Guds modstander Djævelens, hoved. (1 Mos. 3:15; Åb. 12:9) De talrige inspirerede profetier om sæden, dens stilling og alt hvad den ville udrette, vidnede alle sammen om Jesus. (1 Mos. 22:18; 2 Sam. 7:12-16; Sl. 2:6-12; 110:1-7; Es. 53:1-12; Mika 5:1-5) Som apostelen Peter sagde: „Om ham [Kristus] vidner alle profeterne.“ (Ap. G. 10:43) De profetiske syner i Åbenbaringens bog drejer sig også ofte om Jesus som Guds sejrende konge. — Åb. 5:12-6:2; 19:11-16.

Selv de trofaste engle i himmelen var interesseret i De hebraiske Skrifters profetier om Kristus. (1 Pet. 1:10-12) Så snart Jesus havde bevist sin trofasthed til døden og var blevet oprejst, kunne de, sammen med Guds tjenere på jorden, se at „alle Guds forjættelser har i ham deres ’ja’“. (2 Kor. 1:20) Den engel der talte til Johannes kunne derfor med rette påpege at alle disse profetiers „ånd“ eller hele formål var at vidne om Jesus.

Det samme kan siges om den profeteren og de profetier der nævnes i De kristne græske Skrifter. Disse omfatter både aflæggelsen af et direkte vidnesbyrd om Jesus, fuldbyrdelsen af den forkyndelse han påbød og forståelsen af Guds hensigter, specielt dem der er knyttet til det rige som Jesus skulle være konge over. (Ap. G. 21:9-13; 1 Kor. 14:22-25) Det forholder sig på samme måde med den profeteren som skulle udføres af Guds tjenere i disse „sidste dage“ før „[Jehovas] store og frygtelige dag.“ (Joel 3:1-5) Jehovas vidner fremsætter ikke nogen nye profetier, men de forkynder den nutidige og fremtidige opfyldelse af de profetier der er nedskrevet i Bibelen, samtidig med at de profeterer i den betydning at de forkynder Guds budskab i dag. Under udførelsen af denne opgave fremhæver de Jesus som den der indtager den vigtigste plads i Jehovas hensigter, nemlig som kongen i Guds rige.

● Hvordan er det kristne syn på betaling af regninger? — L. D., U.S.A.

Der findes utallige situationer der kan give anledning til at stille dette spørgsmål, og det grundlæggende svar er ganske enkelt. Den vejledning der gives i Romerbrevet 13:8 siger direkte: „Bliv ingen noget skyldige uden det at elske hverandre.“ Det er i høj grad ukærligt at lade være med at betale penge som man skylder en anden, enten det er nogle man har lånt eller nogle man har modtaget varer eller tjenesteydelser for. I samme retning går salmistens ord: „Den gudløse låner og bliver i gælden, den retfærdige ynkes og giver.“ — Sl. 37:21.

Af betydning for hvordan man bør se på dette spørgsmål er også det forhold at kristne må være ærlige. Apostelen Paulus udtrykte sig således: „Vi er os bevidst, at vi har en god samvittighed, da vi i alle forhold gerne vil færdes på rette vis.“ (Hebr. 13:18) Når man foretager et indkøb, siger man i realiteten at man går ind på at betale den vare man modtager. Af flere forskellige grunde er det som regel klogest at betale kontant og ikke at købe på konto.a Dog kan der være tilfælde hvor man ikke betaler kontant, men beløbet skrives på regning. De fleste steder er man forpligtet til at betale for hvad man har købt eller man risikerer et sagsanlæg. Men den kristne bør, mere end af frygt herfor, lade sig lede af et personligt ønske om at opfylde den stiltiende overenskomst han indgik da han købte varen. Han anerkender og følger Jesu vejledning: „Lad blot jeres ja betyde ja, og jeres nej, nej.“ — Matt. 5:37, NW.

Det er meget almindeligt at mennesker i verden, som ikke lægger særlig vægt på at have Guds godkendelse, med vilje er forsømmelige med at betale deres regninger. De ville absolut føle sig frastødt af tanken om at bryde ind i en butik og stjæle varer fra hylderne, men de har ikke noget imod at tage de samme varer med sig ud gennem butiksdøren og med fuldt overlæg undlade at betale for dem. Hvad er i grunden forskellen?

Undertiden modtager man en regning på en tjeneste der er ydet en, måske fra en reparatør, en læge eller et hospital. Den omstændighed at man ikke har modtaget varer, forandrer intet ved ens forpligtelse til at betale. Som eksempel på den lov der gælder de fleste steder, kan anføres hvad det juridiske værk American Jurisprudence siger: „Såfremt andet ikke er sagt, er det underforstået at en der anmoder en anden om at udføre et arbejde for sig, går ind på at betale for den ydede tjeneste.“ (Bind 58, side 512) For at forhindre vanskeligheder senere er det klogt på forhånd at afgøre, så nøjagtigt som muligt, hvad honoraret vil blive. Det gælder hvad enten man har at gøre med en tandlæge, en sagfører eller en læge, eller med en håndværker, som for eksempel en tømrer, en maler eller en elektriker. Jesus anbefalede en sådan omtanke på forhånd da han sagde: „Hvis nogen af jer vil bygge et tårn, sætter han sig så ikke først hen og regner ud, hvad det vil koste — om han har nok til at få det færdigt?“ — Luk. 14:28.

Jehovas vidner er kendt for deres ærlighed i alle forhold, og det er som det bør være. De ved at man for at have Guds godkendelse må være lige så ærlig i sine pengesager som på alle andre områder. De benytter sig derfor ikke af „smarte“ forretningsmetoder hvorved de snyder kunderne eller staten, eller benytter aktieselskabsloven eller andre juridiske finesser som et dække eller en undskyldning for uærlige eller uetiske forretningsmetoder, eller misligholder med vilje deres finansielle forpligtelser.b Det ville ikke være i overensstemmelse med den bibelske vejledning om at være ærlig og ikke lyve, stjæle, bedrage og være fyldt af havesyge. — Kol. 3:9; Ef. 4:28; 1 Kor. 6:8-10.

I det sjældne tilfælde hvor der sker noget uventet, for eksempel et ulykkestilfælde, som gør det umuligt for en kristen i øjeblikket at betale en regning, vil hans ærlighed og retskaffenhed tjene som en rettesnor for ham. Af hensyn til sin kreditor vil han for eksempel sætte sig i forbindelse med ham og forklare hvad der er sket. Kreditoren vil højst sandsynligt sætte pris på den kristnes oprigtighed og vil gå ind på en ordning med mindre afdrag eller noget i den retning, i stedet for at overgive fordringen til inddrivning gennem en sagfører. Den kristnes åbenlyse ærlighed og hans udtrykte erklæring om at ville betale regningen, vil stå i skarp kontrast til dem der blot ignorerer en regning som de ikke kan eller ikke vil betale.

Også med hensyn til at betale sine regninger kan et Jehovas vidne være med til at bevare det ry som Jehovas vidner har for at være ærlige. Der vil ikke blive sat nogen plet på menighedens rygte, og sandhedens vej vil således ikke blive spottet. — 2 Pet. 2:2.

[Fodnoter]