Den mærkeligste by mennesker har bygget

Hvordan det gamle Petras skæbne bekræfter at Bibelen er Guds ord

HUNDREDE kilometer syd for Det døde Hav ligger ruinerne af hvad en digter engang kaldte „den rosenrøde by, halv så gammel som tiden selv“. Det er Petra, af mangen en opdagelsesrejsende kaldt den mærkeligste by mennesker har bygget. I gammel tid var denne by faktisk uindtagelig. Og intet under! Den lå omkranset af bjerge. En lang, smal slugt var den eneste vej ind og ud af byen. Indbyggerne boede i huler der var hugget ind i stejle klipper. De følte sig trygge i deres klippehjem og var stolte af deres sikkerhed. Selv dens navn, Petra, et græsk ord der betyder klippe, vidner om denne sikkerhed. Men trods dens højt priste uindtagelighed og trods dens ry som centrum for handelskaravaner gik den til grunde og dens beboere uddøde. Hvorfor er en by der var så vigtig og sikker som Petra, i dag en samling trøstesløse ruiner?

Bibelen giver os besked derom. De første indbyggeres historie finder vi optegnet i Bibelen. Se’irs bjerge er et af de navne Bibelen giver landet omkring Petra. Oprindelig var denne bjergegn hjemsted for horitterne, der var huleboere. Men Esaus, Isaks søns, efterkommere fordrev horitterne. „Esau bosatte sig i Se’irs bjerge; Esau, det er Edom.“ (1 Mos. 36:8) Denne egn kaldtes Edom og dens indbyggere edomitter.

En ørneslægt

Edomitterne var en ørneslægt. De levede i en labyrint af bjerge, klipper, afsatser og vilde slugter, her og der brudt af frugtbare dale. En ørn bygger sin rede på steder der er så godt som utilgængelige for mennesker: „Skyldes det bud fra dig, at ørn flyver højt og bygger sin højtsatte rede? Den bygger og bor på klipper, på klippens tinde og borg.“ Som ørne boede edomitterne på klippernes tinder og borge. Hvilken fjende kunne nå dem i deres klippehuler? Hvem kunne få dem ned? Hvem kunne bare få øje på dem?

Ja hvem kunne se dem? Petra lå så godt skjult i klipperne at man end ikke kunne se dem fra toppen af bjerget Hor der lå lige i nærheden. En fjende kunne kun vide at den eksisterede. En hær kunne kun skaffe sig adgang til den ved forræderi. Eftersom indfaldsvejen til Petra gik gennem en lang, smal slugt ville en angriber, for hvem det lykkedes at komme ind i kløften, stadig være uden for byen. I denne smalle, bugtede klippespalte ville en fjende snart blive omsluttet. Edomitterne følte sig så trygge som ørnen i sin rede.

Hvad hed denne ørnerede af en by før den blev kendt under det græske navn Petra? Man ved det ikke med absolut sikkerhed, men Petra bliver sædvanligvis regnet for at være identisk med den edomitiske by der i Bibelen kaldes Sela. (2 Kong. 14:7) Sela er et hebraisk ord der betyder klippe.

Den gamle handelsvej mellem Palæstina og Arabien gik gennem en mørk, smal klippeslugt i nærheden af Petra; det benyttede edomitterne sig af, for de ernærede sig ved at plyndre. De blev meget rige og fyldte deres klippehjem med kostbare skatte. Deres klippelagre bugnede af rigdomme, alt sammen stjålet bytte fra karavanerne, taget som told med løftet sværd! Esaus sønner levede op til Jakobs profeti om Esau: „Af dit sværd skal du leve.“ — 1 Mos. 27:40.

Et andet mærkeligt karaktertræk hos edomitterne var deres hang til at bekrige deres nære slægtninge, israelitterne. Israelitterne var Jakobs, Isaks søns, efterkommere. Eftersom Jakob og Esau var brødre, oven i købet tvillinger, skulle dette slægtskabsbånd have knyttet dem sammen i et endnu varmere venskab. Men lige det modsatte var tilfældet.

Edomitterne var ansvarlige for dette fjendskab. De gik aldrig glip af en lejlighed til at irritere deres slægtninge. Dengang israelitterne var på vej mod det forjættede land bad Moses kongen af Edom om lov til at passere gennem edomitternes landområde. Trods israelitternes løfte om ikke at ville røre ved Edoms vinhaver eller vandforsyninger, afslog Esaus sønner anmodningen og truede endogså med at bruge sværd mod dem.

Jehova forudsiger Edoms fald

Hvilke fjender Israel end måtte have, var edomitterne altid rede til øjeblikkelig at slutte forbund med disse fjender. Når Israel led nederlag frydede Edom sig. I år 607 f. Kr. ødelagde kongen af Babylon Jerusalem. Stor var jubelen i Edom. I Petra og Bozra festede man under grænseløs glæde.

Jehova huskede det. Kort efter Jerusalems ødelæggelse sagde han gennem sin profet Obadias til edomitterne: „For drab og vold mod din broder Jakob skal du skjules af skam; udryddes skal du for evigt, fordi du så til, da fremmede raned hans gods og udlændinge kom i hans porte; da de lodded Jerusalem bort, var og du som en af dem. At nyde din broders dag, hans vanhelds dag!“ — Ob. 10-12.

Men i klippebyerne, deriblandt Petra, lod man sig ikke skræmme. Boede de ikke i ørnereder? Dog sagde Jehova ved sin profet: „Dit hjertes hovmod bedrog dig, du, som bor i klippekløft, som troner i det høje og siger i hjertet: ’Hvo kan styrte mig til jorden?’ Bygger du end højt som ørnen, er end din rede blandt stjerner, jeg styrter dig ned derfra.“ — Ob. 3, 4.

Hvem skulle styrte Edom? Meget passende netop dem som edomitterne havde tilskyndet til at jævne Jerusalem med jorden — kaldæerne. Også det forudsagde Jehova. Ved profeten Jeremias’ mund lød Jehovas udsagn om flere af de hedenske riger, deriblandt Edom: „Nu giver jeg alle disse lande i min tjener kong Nebukadnezar af Babels hånd.“ — Jer. 27:6.

Omtrent fem år efter Jerusalems ødelæggelse drog Nebukadnezars hære op mod Edom. Nu kunne intet frelse edomitterne! Selv ikke Petras klippehøjder! Jehova havde forudsagt Edoms ødelæggelse. I pagt med profetien styrtede Nebukadnezar disse klippeboere ned fra deres ørnerede, og som Bibelen siger: „Hvor blev dog Esau ransaget, hans skatte opsporet! Alle dine forbundsfæller jog dig lige til grænsen, dine gode venner sveg dig, tog magten fra dig.“ Det uindtagelige Petra blev forrådt! — Ob. 6, 7.

Nebukadnezar udryddede imidlertid ikke edomitterne helt. De nærede endnu et håb. De ville atter opbygge deres rige. Ville det lykkes? Halvandet århundrede efter Edoms ødelæggelse sagde Jehova gennem sin profet Malakias: „Når Edom siger: ’Vi er slået, men vi vender tilbage og bygger atter på tomterne,’ så siger hærskarers Jehova: De bygger, men jeg river ned!“ — Mal. 1:4, AS.

Edomitterne gjorde sig vældige anstrengelser for at genopbygge ruinerne. I overensstemmelse med Jehovas ord var det forgæves. I løbet af kort tid drog en krigerisk araberstamme, nabatæerne, imod Edom. I 312 f. Kr. faldt det genopbyggede Petra. Nabatæerne fordrev edomitterne fra deres hjemland til Negeb i det sydlige Judæa. Det stolte Petra blev nu erobrernes hovedstad.

Hvad skete der med edomitterne? Omkring år 130 f. Kr. gjorde den jødiske konge Hyrkan I det af med de sidste spor af edomitternes uafhængighed. Den jødiske konge tvang de overlevende edomitter til at lade sig omskære eller dø. De som gik med dertil blev optaget i det jødiske folk. Således forsvandt Edom i opfyldelse af Jehovas ord: „For drab og vold mod din broder Jakob skal du skjules af skam; udryddes skal du for evigt.“ — Ob. 10.

Og Petra? Omkring år 105 e. Kr. erobrede Rom den nabatæiske hovedstad. En tid lang blev den en forpost i det umådelige romerrige, men snart ophørte man med at benytte den gamle karavanevej ved Petra. Med sin økonomis pulsåre overskåret gik snyltebyen Petra til grunde. Så bogstaveligt fik profeten Joels ord om at Edom skulle blive „en øde ørk“ sin opfyldelse, at selve Petras eksistens gik i glemmebogen. I over tusind år henlå Petra som havde den aldrig været til. — Joel 3:24.

Opdagelsen af den glemte by

I 1812 begav en schweizisk opdagelsesrejsende, Johann Burckhardt, sig ind i egnen syd for Det døde Hav. Beretninger om de bemærkelsesværdige ruiner dér var kommet ham for øre. Han talte arabisk, var velkendt med arabiske sæder og skikke og klædte sig som beduin. Han lod det forlyde at han havde aflagt et løfte om at ofre en buk i nærheden af det sted, han var interesseret i at besøge. En dag kom denne araberklædte europæer ind i en dal ved udkanten af ørkenen. Et vandløb skar sig gennem dalen og forsvandt ind i en klippevæg. Ved nærmere undersøgelse så vor rejsende at klippevæggen var spaltet fra øverst til nederst. Denne smalle kløft var knap fire meter bred og førte ned til et lavereliggende terræn. Araberne kaldte den Siq eller Kløft. Ind i denne mystiske, bugtede slugt banede den opdagelsesrejsende sig vej langs vandløbet der engang var blevet inddæmmet ad kunstig vej. Han spekulerede på hvor den førte hen.

Intetsteds kunne schweizeren se ret langt frem ad gangen. Når han løftede blikket så han momentvis lidt blå himmel. Klippesiderne tårnede sig op i så vældige højder at det fik et menneske til at føle sig som en myre. Der groede bregner i klipperevnerne. En kilometer eller to fulgte Burckhardt denne mystiske vej. Pludselig stod han stille. Kløften udvidede sig og en anden kløft skar sig igennem på tværs. Han følte sig som stod han på tærskelen til eventyrland. Lige foran ham, hugget ud af selve klippen, lå et tempel. Dette tempel til en ukendt gud, erfarede Burckhardt, kaldte araberne El Khazna, skatkammeret. Hele bygningen strålede koralrød i morgenlysets spæde skær.

Videre fra denne fortryllende plet fulgte den opdagelsesrejsende slugten der nu tog retning skarpt imod nordvest. Igen blev den smallere. En halvanden kilometer fortsatte han gennem denne vilde slugt, der varierede i bredde fra fire til tolv meter. Så mundede kløften ud i en bølgende slette der på alle sider var omgivet af stejle sandstensklipper.

Til venstre for slugten ud mod dalen fandt Burckhardt et romersk amfiteater hugget ud i klippen. Det havde femogtredive rækker med siddeplads til henved 4000. Siddende i amfiteateret kunne han se at dalen var omtrent halvanden kilometer lang og knap 800 meter bred. Sandstensklipperne rundt om dalen var udhugget så de lignede vokstavlerne i et bistade. De fremkomne nicher var enten boliger eller gravkamre. Hele dette udhugningsværk repræsenterede et gigantisk arbejde. Han havde opdaget det forsvundne Petra!

Vandløbet der fulgte den kløft gennem hvilken Burckhardt var kommet, delte dalen i to dele fra øst til vest og forsvandt ind i en anden slugt. Den schweiziske opdagelsesrejsende kunne se at Petra havde ligget i dalen på begge sider af vandløbet, og at folk i hvert tilfælde i en senere periode havde boet både i dalen og i klippeboligerne.

Hvad der greb Burckhardt var farvespillet i klipperne rundt om Petra. I hele denne klippemasse sås både rødt, purpur, gult, blåt, sort og hvidt enten lagvis eller farverne gik umærkeligt over i hinanden så de dannede enhver tænkelig farvetone eller nuance. De røde toner gik over i dybt rosa, ja selv i lilla eller violet. Den hvide farve skinnede som sne, hist og her med stænk af blåt eller rødt. Den blå farve var en skyfri himmels blåeste blå. Petras gule klipper lyste som safran. Petra var et farveorgie.

En tempel- og alterby

Hvad der også gjorde Petra så imponerende var dens talrige templer. Religiøse templer forefandtes i hundredvis. De bedst bevarede så ud til at have været udhugget af nabatæerne i romerrigets tid. Selv om de var pragtfulde udvendige fandt Burckhardt dog snart at de indvendigt var usle kamre eller næsten kun klippehuler.

Uden om byen lagde Burckhardt mærke til mange høje steder, hvor hedensk tilbedelse havde fundet sted, disse hellige høje der så ofte blev fordømt af Jehovas profeter. På disse høje havde Edoms sønner engang tilbedt deres edomitiske guder. For at tilbederne let kunne komme op på disse hellige høje havde man hugget trapper i klippesiden.

Det var en senere opdagelsesrejsende der opdagede Petras store offerhøj. Den blev fundet i året 1900 af G. L. Robinson og vendte mod øst, mod den opgående sol. En stejl klippetrappe førte op til den. Der fandtes også to tvillingsøjler over seks meter høje. De hedenske afgudsdyrkere lavede dem ved at hugge hele toppen af bjerget af. På denne vældige offerhøj fandt Robinson et offerbord og et firkantet alter der blot ventede på at hedenske præster skulle klatre op ad de stejle trin for at bringe deres offer.

Hvilke hedenske ceremonier blev ikke udført her! Bibellæseren kan så udmærket forestille sig hvad der gik for sig, for han husker at da kong Amazja „kom hjem fra sejren over edomitterne, havde han se’iritternes guder med, og han opstillede dem som sine guder, tilbad dem og tændte offerild for dem“. Men Edoms guder førte Amazja i ulykke. Jehovas profet sagde til ham: „Jeg indser, at Gud har i sinde at ødelægge dig, siden du bærer dig således ad.“ — 2 Krøn. 25:14, 16.

Edoms falske guder kunne ikke redde Amazja eller selv det stolte Petra, når Jehova, den levende og sande Gud, havde besluttet at ødelægge dem. I dag er Petra et vildnis, ingen bor der. Få er de besøgende der tager dens ruiner i øjesyn. I en mindre opfyldelse af Jehovas profeti om Edom, eksisterer det forbilledlige Edom ikke mere; højborgen Petra er et tilholdssted for vilde dyr. Dens ruiner står som et vidne om at Guds ord aldrig slår fejl: „Jeg gør dig til ørk for evigt, dine byer skal ikke bebos; og du skal kende, at jeg er [Jehova].“ — Ez. 35:9.