Find tilfredshed sammen med Jehovas organisation
„Herre! til hvem skal vi gå hen? Du har det evige livs ord.“ — Joh. 6:68.
1. Hvorfor kan Jehovas skabninger nære fuld tillid til ham?
JEHOVA har altid haft fuld kontrol over alt i universet. Det er hans almagt der holder stjernerne, solen, månen og planeterne på plads i deres baner, og det er ham der kærligt opretholder og bevarer jorden som menneskets hjem. Alt hvad han gør er absolut fuldkomment, og derfor kan hans skabninger nære fuld tillid til hans suveræne herredømme og barmhjertige omsorg.
2. (a) Hvordan udfolder Jehova sine egenskaber? (b) Hvorfor klager da nogle, og hvem er deres klage i realiteten rettet imod?
2 Når Jehova, som ser alt og formår alt, tager sig af sine skabninger og lægger sine ubegrænsede egenskaber, kærlighed, visdom, retfærdighed og magt, for dagen, hersker der altid fuldkommen balance mellem disse egenskaber. Han fører aldrig sin retfærdighed igennem til det yderste, men mildner den med kærlighed og barmhjertighed. Han misbruger aldrig sin uindskrænkede magt, men gør altid brug af den med kærlighed og visdom. Han modsiger aldrig sig selv, og er ikke inkonsekvent når han udfolder sine egenskaber. Hvorfor er der da nogle af hans skabninger der undertiden klager over hans ordning og hans måde at gøre tingene på? Mange gange skyldes det manglende forståelse af den måde hvorpå Jehova gennemfører sine hensigter, eller det skyldes en meget kortsynet opfattelse af hvordan Jehova griber ind i sine skabningers liv. Men selv om vi til tider ikke fuldt forstår hvorfor Jehova gør visse ting, ville en knurrende og klagende indstilling fra vor side være tegn på manglende tro på og tillid til Jehova Gud og hans evne til at gennemføre sine hensigter på hans egen måde og til hans egen tid. Det er en meget alvorlig fejltagelse. Da Guds folk Israel for 3500 år siden drog om i ørkenen i det sydlige Palæstina, begyndte det over for Moses og Aron at klage over at der ikke var mad nok. Moses viste dem hvor alvorlig denne klagende ånd var, da han sagde: „Det er ikke os, I knurrer imod, men [Jehova].“ — 2 Mos. 16:8.
Om at finde glæden ved vor tildelte opgave
3. Hvad får nogle til at ytre klager i forbindelse med forkyndelsen?
3 Nogle brødre som har været i sandheden i flere år begynder måske at lægge en misfornøjet ånd for dagen i lighed med israelitterne på Moses’ tid. De har i mange år fortalt deres venner og naboer at Harmagedonslaget står lige for døren. Uden tvivl har de besøgt de samme hjem gang på gang med budskabet om Guds rige. Nu synes de imidlertid at Harmagedonslaget snart burde komme, og de bliver utålmodige fordi Gud ikke med det samme gør ende på alt det onde. De begynder at give udtryk for deres misfornøjelse.
4, 5. (a) Genfortæl den bibelske beretning om hvad der skete da Jonas forkyndte for ninevitterne. (b) Hvilken stor fejltagelse var det Jonas begik, og hvordan gav Jehova ham en lektion i barmhjertighed?
4 Det vil være godt for sådanne brødre at tænke på profeten Jonas, som i det niende århundrede f.v.t. fik til opgave at forkynde for byen Nineves indbyggere. Hans budskab var alarmerende: „Om fyrretyve dage skal Nineve styrtes i grus!“ (Jon. 3:4) Så snart ninevitterne hørte dette, angrede de med det samme deres ondskab og vendte sig til Jehova. Selv kongen klædte sig i sørgedragt og befalede hele befolkningen at faste og bede Gud om barmhjertighed. Han sagde: „Måske vil Gud da angre og holde sin glødende vrede tilbage, så vi ikke omkommer.“ (Jon. 3:9) På grund af den anger og ydmyghed som hele befolkningen lagde for dagen, iværksatte Jehova ikke den lovede ødelæggelse efter de fyrre dages forløb. Hvordan reagerede Jonas på det?
5 Den inspirerede beretning fortæller: „Men det tog Jonas såre fortrydeligt op, og han blev vred.“ (Jon. 4:1) Jonas havde en meget uligevægtig og selvisk indstilling til hele situationen. På et tidspunkt da titusinder af menneskeliv stod på spil, var han mere optaget af sine egne følelser, idet han mente at han havde tabt ansigt fordi hans profeti ikke straks var blevet opfyldt. Utålmodigt ønskede han at Nineves ødelæggelse skulle komme umiddelbart efter de fyrretyve dage, og som følge heraf glemte han barmhjertigheden. Mens han surmulende sad og plejede sin misfornøjelse under den brændende sol, lod Jehova en stor plante vokse op og skygge for ham. Men den følgende dag lod han en orm stikke planten så den visnede, og straks begyndte Jonas at klage igen. Netop i dette betimelige øjeblik brød Jehova ind og gav Jonas følgende belæring: „Du ynkes over olieplanten, som du ingen møje har haft med eller opelsket, som blev til på én nat og gik ud på én nat. Og jeg skulle ikke ynkes over Nineve, den store stad med mer end tolv gange 10.000 mennesker, som ikke kan skelne højre fra venstre, og meget kvæg.“ — Jon. 4:10, 11.
6. Hvordan var Peters syn på Guds barmhjertighed, og hvordan kan vi undgå at få en utålmodig og klagende indstilling når vi udfører tjenesten?
6 Ja, Jehova er barmhjertig og rig på kærlig godhed, og hele den tid han lader hengå før han udsletter de onde i Harmagedon, er et vidunderligt udtryk for hans kærlighed og langmodighed. „Herren nøler ikke med at opfylde forjættelsen . . ., men han har langmodighed med jer, da han ikke vil, at nogen skal fortabes, men at alle skal nå til omvendelse.“ (2 Pet. 3:9) Hvilken ophøjet indstilling! Hvis vi forstår Jehovas hensigter og prøver at tilegne os hans uforlignelige egenskaber, vil vi aldrig blive utålmodige men vil være tilfredse med at vente på ham, til hans tid er inde. Vi vil fortsætte med at forkynde, tilskyndet af kærlighed, idet vi benytter hvert minut Jehova giver os til at hjælpe folk til omvendelse. Gør vi det, vil vi opnå glæde i tjenesten og vil undgå at blive ulykkelige mennesker der altid klager.
7. Forklar hvordan en missionær kan udvikle en klagende ånd.
7 En broder bliver måske sendt som missionær til et distrikt i et fremmed land og falder i den snare at han begynder at klage. Hvordan sker det? Jo, han har fået den opfattelse at alt i det nye land skal være på højde med forholdene i hans eget land. Han venter måske at finde den samme levestandard og de samme bekvemmeligheder som på missionærskolen Gilead. Når han så opdager at det ikke er tilfældet, begynder han at blive utilfreds og misfornøjet. Misfornøjelsen breder sig hurtigt til andre ting, som for eksempel den stedlige befolknings sprog og vaner. Han begynder åbent at kritisere disse og mange andre ubetydelige ting som han mener ikke er som de bør være. Nogle af de ting han kritiserer har slet intet at gøre med forkyndelsen af den gode nyhed om Riget, men alligevel generer han sig ikke for åbenlyst at kritisere dem. Han klager over ting som han normalt aldrig ville klage over i sit eget land, for nu er han blevet grebet af en utilfredshedens og misfornøjelsens ånd. Sådanne brødre bliver aldrig glade i deres distrikt så længe de har denne indstilling.
8. Hvem i fortiden blev utilfredse med forholdene, og havde de virkelig grund til at klage?
8 Dette minder os om en blandet skare flygtninge der forlod Ægypten for at slutte sig til israelitterne på deres vandring i ørkenen. Det var 1500 år før Jesus levede på jorden. De havde vandret om i over et år under Jehovas ledelse da de begyndte at klage. De havde ikke sultet, og deres sko og deres klæder var ikke blevet slidt på vandringen. De havde fået opfyldt deres daglige behov. Alligevel var de ikke tilfredse. De begyndte at sammenligne deres liv som nomader med deres tidligere liv i Ægypten, og derfor begyndte de at klage, og selv israelitterne klagede sammen med dem: „Vi mindes fiskene, vi fik at spise for intet i Ægypten, og agurkerne, vandmelonerne, porrerne, hvidløgene og skalotterne, og nu vansmægter vi; her er hverken det ene eller det andet, vi ser aldrig andet end manna.“ (4 Mos. 11:5, 6) Hvilken utaknemmelighed for det brød som Jehova mirakuløst havde ladet falde fra himmelen!
9. Hvordan er apostelen Paulus et godt eksempel for missionærer og specialpionerer i vor tid, og hvad vil de undgå hvis de efterligner ham?
9 I stedet for at efterligne denne utaknemmelige blandede skare og disse israelitter skulle vi bestræbe os for at være som apostelen Paulus, der kom ud for mange forskelligartede forhold i de mange lande han besøgte. Om sine mange oplevelser som missionær skrev han til de kristne i Filippi: „Jeg har lært at nøjes med det, jeg har. Jeg ved, hvad det er at have trange kår, og jeg ved, hvad det er at have overflod; i alt og i alle ting er jeg indviet, både i at være mæt og i at sulte, både i at have overflod og i at lide mangel. Alt formår jeg i ham, som giver mig kraft.“ (Fil. 4:11-13) Lige meget hvor Paulus kom hen, havde han lært at tilpasse sig forholdene og at være glad og tilfreds i et hvilket som helst distrikt han fik tildelt af Jehova. Missionærer og specialpionerer i dag kan lære meget af hans gode eksempel og vil således undgå de skuffelser og sorger som bliver resultatet når man begynder at beklage sig over det tildelte distrikt.
Respekt for teokratisk myndighed
10. Hvorfor har nogle vanskeligt ved at respektere teokratisk myndighed, og hvad kan dette føre til?
10 Som følge af at Jehova bruger ufuldkomne mennesker til at repræsentere sig i sin jordiske organisation, hænder det at det er vanskeligt for nogle at anerkende og respektere teokratisk myndighed. De har glemt at det er Jehova der udnævner disse brødre, og de begynder kun at kunne se det svage, ufuldkomne menneske. I stedet for at respektere den stilling som en broder indtager, er de hurtige til at klage når han begår nogle mindre fejl på grund af sin medfødte ufuldkommenhed. Det er en alvorlig fejltagelse og kan medføre en misfornøjet og utilfreds stemning i en menighed af Jehovas folk.
11. (a) Hvilken klage fremsatte over 250 israelitter imod Moses og Aron i ørkenen, og hvilken prøve førte det til? (b) Hvordan gav Jehova udtryk for sin vrede over denne mangel på respekt for hans udnævnte repræsentanter?
11 For mange hundrede år siden begik en gruppe på over 250 mænd netop den fejl med hensyn til Jehovas repræsentanter Moses og Aron. Disse mænd følte at de var lige så kvalificerede til at føre tilsyn med Israels folk som disse to, og derfor „samlede [de] sig og trådte op imod Moses og Aron og sagde til dem: ’Lad det nu være nok, thi hele menigheden er hellig, hver og en, og [Jehova] er i dens midte; hvorfor vil I da ophøje eder over [Jehovas] forsamling?’“ På denne måde anklagede de med urette Moses og Aron for at spille herrer over menigheden. To i denne gruppe, nemlig Datan og Abiram, sagde senere til Moses at han prøvede at ’opkaste sig til herre’ over dem. Var det sandt? Havde Moses og Aron indsat sig selv i deres tilsynsembede for at tjene deres eget selviske formål, eller var det Jehova der havde indsat dem? Den følgende dag fik hele folket svaret herpå af Jehova selv. Med en fortærende ild og ved at lade jorden åbne sig udslettede Jehova oprørerne og deres familier og bekræftede således Moses’ ord: „Derpå skal I kende, at [Jehova] har sendt mig for at gøre alle disse gerninger, og at jeg ikke handler i egenrådighed.“ Måtte vi aldrig begå en så skæbnesvanger fejltagelse ved at klage over Jehovas udnævnte repræsentanter! — 4 Mos. 16:3, 13, 28.
12. Hvorfor er det farligt at betragte udnævnte tjenere ud fra et kødeligt synspunkt, og hvordan gjorde Jehova Samuel opmærksom på dette ifølge Første Samuelsbog 16:7?
12 Som disse respektløse oprørere i fortiden vil ingen broder i dag opnå at blive virkelig tilfreds med Jehovas organisation så længe han betragter de udnævnte tjenere ud fra et kødeligt, menneskeligt, standpunkt. Han vil bestandig lægge mærke til tjenerens svage sider og vil åbenlyst klage over den måde han gør tingene på, idet han måske oven i købet mener at han kunne gøre det bedre selv. Det er imidlertid godt at erindre sig hvad Jehova sagde til sin profet Samuel, som fik det ansvarsfulde hverv at salve Israels næste konge. Så snart Samuel så Eliab, der var en af Isajs sønner, var han på grund af Eliabs statelige ydre sikker på at han måtte være den der var udvalgt af Jehova. Jehova advarede imidlertid Samuel: „Se ikke på hans ydre eller høje vækst; thi jeg har vraget ham; Gud ser jo ikke, som mennesker ser, thi mennesker ser på det, som er for øjnene, men [Jehova] ser på hjertet.“ (1 Sam. 16:7) I erkendelse heraf vil alle indviede kristne respektere Jehovas udnævnelse af et menneske, selv om det efter det ydre at dømme og fra et verdsligt synspunkt ser ud til at vedkommende ikke er den bedst egnede.
13. Hvad vil gøre glæden ved arbejdet større for en udnævnt tjener, og hvad kan ødelægge glæden ved arbejdet?
13 Hvis forkynderne og pionererne i en menighed på denne måde respekterer en udnævnt tjener, underordner sig ham og helhjertet samarbejder med ham, vil det medvirke til at lette ham arbejdet og gøre det til en glæde for ham. Derfor sagde Paulus også til de kristne hebræere: „Lyd jeres vejledere og ret jer efter dem; thi de våger over jeres sjæle som de, der engang skal gøre regnskab; sørg for, at de kan gøre det med glæde og ikke sukkende, thi det ville ikke være godt for jer.“ (Hebr. 13:17) Alle klager som er rettet mod sådanne brødre der fører tilsyn med menigheden ville berøve menigheden megen glæde. Det ville „ikke være godt“ for menigheden og ville være tegn på misfornøjelse med Jehovas måde at ordne tingene på.
14. Hvad bør man aldrig gøre, selv om en tilsynsmand bliver forsømmelig med sine pligter? Giv et bibelsk eksempel som støtte for dit svar.
14 Men hvordan stiller sagen sig hvis en menighedstilsynsmand virkelig bliver forsømmelig, ikke tilrettelægger møderne og ikke fører an i tjenesten? Måske det varer to eller tre måneder før zonetjeneren skal besøge menigheden. Ville det så ikke være rigtigt om en broder offentligt gav udtryk for sin misbilligelse herover, måske endog gik så vidt som til at lade alle forkynderne underskrive en anmodning til Selskabet om at denne broder blev fjernet fra sin tilsynspost? Nej, det ville afgjort ikke være rigtigt! Husk på at David ikke gjorde forsøg på at tilrane sig den onde kong Sauls trone i Israel, selv om han vidste at han skulle være den næste konge. Han følte ikke at han havde ret til at gribe ind og dræbe Saul, selv om Saul var blevet ond og havde mistet Guds gunst. Ham respekterede at Saul var „[Jehovas] salvede“, og han var villig til at bøje sig for denne ordning indtil det behagede Jehova at fjerne ham fra hans post. — 1 Sam. 24:7.
15. (a) Vis hvordan en der klager over en udnævnt tjener i virkeligheden viser mangel på tillid til Jehova. (b) Hvad vil en moden broder gøre i tilfælde af at en tilsynsmand forsømmer sit arbejde?
15 David nærede altid stor tillid til Jehova. Han vidste at Jehova havde fuld kontrol over situationen, og han var tilfreds med at vente til Guds tid var inde til at gribe ind. Ulig David viser enhver broder der på demokratisk vis træffer foranstaltning til at indsende en anmodning til Selskabet eller åbenlyst klager over en udnævnt broder, en beklagelig mangel på tro på og tillid til Jehovas evne til at føre tilsyn med sin organisation. I realiteten siger en sådan broder at han selv er nødt til at gøre noget ved sagen eftersom Gud ikke er hurtig nok til at tage sig af den. Hvilken kortsynethed og umodenhed! Jehova handler ikke altid på den måde vi mener er den rigtige, men vi kan være forvissede om at Jehova vil tage sig af sagen på rette måde og i rette øjeblik. Det vi skal gøre er derfor blot at vente til Jehova griber ind, være travlt optaget af tjenesten, kærligt at hjælpe vore brødre og opmuntre dem til respekt for den teokratiske ordning. Enhver forhastet indgriben vil blot underminere respekten for teokratisk myndighed og volde menigheden stor åndelig skade.
16. Hvad kan vi nære tillid til, og hvad bør vi derfor være optaget af at gøre?
16 Vi kan nære fuld tillid til at Jehova ved hvad der sker i hver eneste menighed inden for hans folk. „Ingen skabning er usynlig for ham, alt ligger blottet og udbredt for hans øjne; og ham skal vi stå til regnskab.“ (Hebr. 4:13) Han sover ikke, og intet undgår hans opmærksomhed. Han behøver ikke at blive underrettet af en klagende broder hvis der er noget der skal rettes. Bibelen siger: „Alle vegne er [Jehovas] øjne, de udspejder onde og gode.“ (Ordsp. 15:3) Holder vi os disse trøsterige ord for øje kan vi være tilfredse med at udføre vor tildelte opgave, lykkelige i bevidstheden om at den almægtige Suveræn selv har fuld kontrol over sin synlige organisation.
17. (a) Hvordan kan en udnævnt tjener begynde at lægge en klagende ånd for dagen? (b) Hvad har denne broder tabt af syne, og hvad må han derfor gøre?
17 Undertiden kan selv en udnævnt tjener blive grebet af en klagende ånd fordi han føler han har for meget at gøre. Han føler måske at arbejdet med at tage sig af Guds hjord er for stor en byrde for ham, eller han bliver måske utålmodig med brødrene og klager over at de ikke samarbejder med ham eller fatter tingene så hurtigt som han kunne ønske. Denne broder har i et øjebliks svaghed tabt den kendsgerning af syne at det er Jehovas organisation han samarbejder med og at det er Jehovas „får“ han fører tilsyn med. Han føler det som om hele byrden hviler på hans skuldre. Men det er ikke tilfældet. Det er Jehova der selv påtager sig ansvaret for sine „får“, og det er hans søn Jesus Kristus der har givet sit liv for dem. Ingen tilsynsmand bør forsøge alene at påtage sig ansvaret for Jehovas „får“. Han må støtte sig stærkt til Jehova og nære fuldstændig tillid til ham. David, som havde treogtredive års erfaring som tilsynsmand for et helt folk, har givet følgende formaning: „Kast din byrde på [Jehova], så sørger han for dig, den retfærdige lader han ikke i evighed rokkes.“ — Sl. 55:23.
18, 19. (a) Hvordan gav Moses ved en lejlighed udtryk for en klagende ånd, men vil det være rigtigt at sige at han altid klagede? (b) Hvorfor har tilsynsmænd i dag al grund til at være optimistiske?
18 Moses, en udnævnt tilsynsmand, tillod engang sig selv at blive grebet af en klagende ånd mens han ledte de oprørske israelitter i ørkenen. Han gav endog udtryk for sin klage i en bøn til Gud: „Hvorfor har du handlet så ilde med din tjener, og hvorfor har jeg ikke fundet nåde for dine øjne, siden du har lagt hele dette folk som en byrde på mig? Mon det er mig, der har undfanget hele dette folk, mon det er mig, der har født det, siden du forlanger, at jeg i min favn skal bære det hen til det land, du tilsvor dets fædre, som en fosterfader bærer det diende barn? . . . Jeg kan ikke ene bære hele dette folk, det er mig for tungt. Hvis du vil handle således med mig, så dræb mig hellere!“ — 4 Mos. 11:11, 12, 14, 15.
19 Moses var som regel en glad og tilfreds tjener for Jehova og havde absolut ikke for vane at klage. Men alligevel blev israelitternes knurren ham ved denne lejlighed for meget, og han blev smittet af den klagende ånd. Imidlertid har ingen jordisk tilsynsmand i dag så stor en menighed at sørge for som Moses, og få har så vanskelige situationer at klare som han havde. Endvidere har tilsynsmændene i dag organisationens kærlige vejledning at støtte sig til, foruden Jehova og hans indsatte konge. Der er således ingen grund til at klage og at føle sig overbebyrdet. Hvis de holder sig deres store privilegium for øje og betragter det med glæde, efterligner de Jesus, „troens banebryder og fuldender“. Gør tilsynsmanden dette, og tager han sig kærligt af brødrene uden at forvente for meget af dem, vil han ikke forfalde til at klage men vil tværtimod være optimistisk og glad, og vil således sprede en atmosfære af glæde i hele menigheden. — Hebr. 12:2.
Tilfreds med åbenbarede sandheder
20. Hvorfor klager nogle over Selskabets forklaringer til Bibelen, og hvorfor er dette farligt både for dem selv og andre?
20 Undertiden hører vi brødre klage over de bibelske forklaringer og sandheder der offentliggøres i Vagttårnet. De har ikke forstået hvorfor et bestemt punkt er blevet anført eller hvorfor der er kommet en klarere forståelse af et bestemt punkt, og de begynder at udtrykke deres tvivl over for andre. Dette skaber naturligvis forvirring blandt brødrene, især blandt de nye, og det hjælper sandelig ikke på nogen måde den der klager. Han lægger misfornøjelse med Jehovas meddelelseskanal for dagen, i mange tilfælde alt for forhastet og uden at være fuldt på det rene med alle kendsgerningerne.
21. (a) Hvorfor holdt nogle af Jesu disciple op med at følge ham? (b) Hvilken rosværdig indstilling havde de tolv apostle i modsætning hertil, og hvad blev resultatet for dem?
21 Denne samme ånd herskede blandt nogle af Jesu første disciple. Engang da de havde hørt Jesus udtale nogle nye, stærke sandheder, sagde nogle af dem: „Det er en hård tale; hvem kan holde ud at høre på den?“ Den inspirerede beretning fortæller os hvad det endte med: „Af den grund trak mange af hans disciple sig tilbage og vandrede ikke mere med ham.“ Derfor spurgte Jesus sine tolv apostle: „Vil I også gå bort?“ hvortil Peter straks svarede: „Herre! til hvem skal vi gå hen? Du har det evige livs ord.“ (Joh. 6:60, 66-68) De der tog anstød blev hurtigt misfornøjede. De tog sig ikke tid til eller gjorde sig den anstrengelse at undersøge om det Jesus fortalte var sandt og i overensstemmelse med Guds ord. Apostlene, derimod, var tilfredse med at blive hos Jesus og lidt efter lidt at lade sig oplære af ham. Det vil ikke sige at de fuldt forstod alt hvad han dengang fortalte dem, for der var virkelig mange ting de ikke kunne fatte. Imidlertid havde de tro. De vidste at Jehova ikke ville give dem en sten hvis de bad om brød, og derfor var de tilfredse med at lytte og lære, og de stillede spørgsmål når de ikke helt forstod en ting. (Matt. 7:9-11) De blev rigt velsignet herfor, og da de modtog den hellige ånd på pinsedagen i år 33 fik de et klart syn af hvad der var Jehovas vilje på den tid.
22. Forklar hvad man må gøre når man har svært ved at forstå et bestemt punkt, og vis hvorfor dette er det eneste fornuftige at gøre.
22 Vi kan lære meget af disse trofaste mænds eksempel. Det er rigtigt at der kan være ting der er vanskelige at forstå til at begynde med, men var det ikke langt klogere at undersøge spørgsmålet nærmere, i stedet for at være misfornøjet med det der er kommet frem og give sig til at diskutere rigtigheden af det? Herved stiller man jo i virkeligheden sin beskedne kundskab op imod Jehovas almægtige visdom og den erfaring som hans organisation, der ledes af hans ånd, har erhvervet sig. Har man omhyggeligt undersøgt spørgsmålet, kan man tale med modne brødre om det, ikke for at udtrykke sine beklagelser men for at høre hvordan deres opfattelse er. Hvis man derefter stadig har vanskeligt ved at forstå spørgsmålet, vil det måske være bedst at lade det hvile et stykke tid, mens man venter på en yderligere afklaring af spørgsmålet; det var det apostlene gjorde. Fremlæg sagen for Jehova i bøn og bed om visdom til at forstå det pågældende punkt. Vi vil få fuld forståelse af spørgsmålet når tiden er inde til det og Jehova gennem sin organisation åbenbarer yderligere sandheder, forudsat vi holder os nær til denne organisation i tro.
23. Hvordan kan vi undgå at blive som de frafaldne der beskrives i Første Timoteusbrev 6:3-5?
23 Det er helt sikkert at vi ikke ønsker at blive som dem Paulus nævnte i Første Timoteusbrev 6:3-5: „Hvis nogen fører fremmed lære og ikke holder sig til vor Herres Jesu Kristi sunde ord og den lære, som sigter på gudsfrygt, så er han opblæst, skønt han intet forstår, men er syg efter ordstrid og mundhuggeri. Deraf kommer misundelse, kiv, smædeord, ondsindet mistanke og idelige rivninger mellem mennesker, der har et fordærvet sind og har sat sandheden til.“ Mange er faldet fra fordi de har ladet en klagende ånd fylde dem med bitterhed mod Jehovas organisation. For at undgå at blive som de, må vi undgå at klage, også over småting, og at være tilfredse med de åbenbarede sandheder der kommer fra Jehova.
24. Hvad røber de der klager over Jehovas organisation, og hvad kan man gøre for at undgå tendensen til at klage?
24 Som de her nævnte eksempler viser, er det som regel manglende forståelse af Jehovas måde at gøre tingene på og manglende tillid til ham og hans ordning der fører til at nogle beklager sig over organisationen. Hvis vi skal overvinde en tendens til at klage, må vi derfor opbygge vor tillid til Jehova og hans organisation ved at få større indsigt og en mere moden forståelse; det får vi ved personligt studium, bøn og et nært samfund med Guds folk.
25. Hvordan kan vi være sikre på at erfare mange glæder både nu og i de „kommende tingenes ordninger“?
25 Lad os derfor alle være tilfredse med at arbejde på den plads vi har fået tildelt i organisationen, mens vi anerkender Jehova som sit folks eneste Grundlægger og Organisator og værdsætter at Jesus Kristus er hans udnævnte konge og at han nu er indsat på tronen i himmelen. Udfører vi vort arbejde uden at klage, vil vi erfare mange glæder nu sammen med vore brødre i menigheden, og i „de kommende tingenes ordninger“ større velsignelser end vort sind nu kan rumme, efterhånden som Jehova åbenbarer sine vidunderlige hensigter i løbet af de kommende århundreder. Gå ikke glip af denne herlige fremtid ved at blive en ulykkelig, kortsynet kværulant, men oplev sand tilfredshed og fred i sindet sammen med Jehovas prøvede og trofaste folk. — Ef. 2:7, NW.