Nineve — „den blodige stad“

„Ve den blodige stad!“ — erklærede Gud med tanke på Nineve, som dengang var jordens dronningeby. Nineve var som Assyriens hovedstad under dets største konger at ligne med en løvehule: grusomhed og rovlyst var sat i højsædet. Nineve berigede sig ved krigsførelse så den blev den største og mest frygtede by på jordens flade. — Nah. 3:1, AV.

Det er ikke overraskende at krig og blodsudgydelse og grusomhed var yndet tidsfordriv for Nineves herskere. Selve Nineves grundlægger var jo den grusomme, skånselsløse Nimrod: „Fra dette land drog han til Assyrien og byggede Nineve, Rehobot — Ir, Kela og Resen mellem Nineve og Kela; det er den store by.“ — 1 Mos. 10:11, 12.

Nineve udgjorde sammen med sine forstæder, som Kela og Resen, én stor by. På grund af dens store ondskab sendte Gud profeten Jonas til Nineve. Ninevitterne angrede da de hørte Jonas’ forkyndelse og det frelste byen fra hurtig ødelæggelse ved Guds hånd. Men indbyggerne i den store by faldt tilbage og fortsatte deres onde gerninger. Under kongerne Sargons, Sankeribs, Asarhaddons og Assurbanipals styre nåede Nineve højdepunktet af ondskab og blodige gerninger.

Nineve plejede at overfalde en by, tage byttet med sig og behandle fangerne grusomt. C. W. Ceram siger i sin bog Fund, Forskere og Fortids Gaader: „Ninive blev præget ind i Menneskenes Bevidsthed saa godt som udelukkende ved Mord, Plyndring, Undertrykkelse, Udryddelse af de svage, Krig og Rædsler af enhver Art, ved en blodig Række af Herskere, som kun regerede ved Terror, sjælden opnaaede at dø en naturlig Død og derpaa blev afløst af endnu frygteligere Tyranner.“

Når de assyriske hære vendte tilbage til Nineve med fanger, blev disse udsat for en ubeskrivelig grusomhed. De blev ofte ført rundt i snore der var fastgjort til kroge som gennemborede deres næse eller læber. Nineves konge blindede somme tider sine fanger ved at stikke øjnene ud på dem med spidsen af et spyd. Andre fanger blev spiddet eller flået levende. Nineve var centret for en stor militærmaskine der ubarmhjertigt malede alle svagere stater og folkeslag til støv.

Grådige købmænd og præster

Byens købmænd, der var talrige som himmelens stjerner, drog fordel af krigene. Det strømmede ind med bytte i den store by. Nineves forretninger blev forsynet med alle de luksusting datidens verden kunne frembyde. Hvilke skatte der fyldte byen! Guds profet Nahum udbrød: „Der er liggendefæ uden ende, alskens kostbare ting i store måder.“ — Nah. 2:10.

Trods al sin grusomhed var Nineve overmåde religiøs. Der var et helt pantheon af guder, hvoraf mange var blevet bragt dertil fra Babylon. Læg mærke til alle de guder der nævnes i denne passage fra Annals of Ashurbanipal: „På befaling fra Assur, Sin, Shamash, Ramman, Bel, Nabu, Nineves Ishtar, Ninib, Nergal og Nusku gik jeg ind i mannæernes land og marcherede sejrrigt gennem det. Dets byer, store og små, hvorpå der ikke er tal, lige til Izirtu, erobrede, ødelagde, hærgede og brændte jeg med ild.“

Præsterne i Nineve var på ingen måde modstandere af krig. „Krigsførelse var nationens beskæftigelse,“ siger værket Ancient Cities, „og præsterne var stadige anstiftere af krig. De forsørgedes hovedsageligt med sejrsbytte, hvoraf en fastsat procentdel ufravigeligt blev tildelt dem før de andre delte, for denne plyndrerslægt var usædvanlig religiøs.“ Grådige præster jublede ved synet af hære der drog af sted og kom tilbage med bytte.

Jehova befaler Nineves ødelæggelse

Hvad skal vi tro om denne røverby? Hvad skal vi tro om en by hvis indbyggere frydede sig over djævelsk grusomhed? Hvad skal vi tro om en stolt, arrogant by som sagde til sig selv: „Jeg og ellers ingen“? Den fortjente ødelæggelse. Men hvem kunne ødelægge sådan en stor stad som Nineve? Det kunne Jehova, himmelens og jordens Gud, og gennem sin profet Nahum erklærede Jehova: „Jeg [kommer] over dig, lyder det fra Hærskarers [Jehova]; dit slæb slår jeg op i ansigtet på dig, lader folkeslag se din blusel, riger din skam, dænger dig til med skarn og vanærer dig, ja, sætter dig i gabestok. Enhver, som får dig at se, skal fly fra dig og sige: ’Nineve er ødelagt, hvem vil ynke det.’“ — Zef. 2:15; Nah. 3:5-7.

Men hvorledes ville Jehova tilintetgøre Nineve? Fjendtlige hære skulle belejre byen. „Skjoldtaget er rejst.“ Fjendtlige soldater skulle skaffe sig adgang til byen: „Flodporten bliver åbnet, kongsgården vakler.“ I et malende sprog forudsagde Jehovas profet Nineves skæbne: „Hør smæld og raslende vogne, jagende heste, stridsvognenes vilde dans og stejlende heste! Sværdblink og lynende spyd, faldne i mængde, masser af døde, endeløse dynger af lig, man snubler over lig!“ Døde assyriske soldater ville komme til at ligge strøet ud over jorden; sejrherrerne ville træde på ligene og snuble over dem. — Nah. 2:6, 7; 3:2, 3.

Nineves plyndringsdage var ved at nå deres afslutning, og folk ville undre sig over hvad der var blevet af den store løvernes by. Guds profet siger: „Hvor er nu løvernes bo, ungløvernes hule, hvor løven trak sig tilbage, hvor ungløven ej kunne skræmmes? Den røved til ungernes tarv og myrded til løvinderne, fyldte sine hier med bytte, sit bo med rov.“ — Nah. 2:12, 13.

Hvis fyrsterne og købmændene i Nineve syntes at denne profeti lød utrolig og usandsynlig, så mindede Guds profet dem om at tænke på den skæbne som den berømte ægyptiske by Theben led. Trods en anselig militær styrke og trods den uindtagelighed man havde pralet af, blev Theben dog jævnet med jorden; og den blev tilintetgjort af ingen anden end assyrerkongen selv. Kong Assurbanipal lavede endog en inskription om Thebens fald: „Jeg [indtog] egenhændigt denne by i hele dens omfang. Sølv, guld, ædelstene, alt gods, der fandtes i hans palads, klæder af brogede stoffer samt linned, store heste, mandspersoner og kvinder.“ Derfor siger profeten til Nineve: „Mon du er bedre en No-Amon [Teben], der lå ved strømme . . .? Dog førtes det bort, i fangenskab måtte det vandre, på alle gadehjørner knustes også dets spæde; . . . Også du skal drikke og synke i afmagt, også du skal søge i ly for fjenden.“ — Nah. 3:8-11.

Forvandlet til en ruin

Nineves undergang var beseglet, for Jehovas ord kan aldrig slå fejl. Det skete omkring år 633 f. Kr. Nineves formodede uindtagelige fæstning faldt let i hænderne på belejrerne, mederne og kaldæerne. Den babyloniske konge Nabopolassar beskriver i sine annaler medernes og babyloniernes indtagelse af Nineve: „De marcherede langs Tigris’ bred imod Nineve: de foretog et vældigt angreb på byen, . . . der blev anrettet et stort blodbad på anførerne . . . De plyndrede byen for bytte, så meget at det er umuligt at opregne, og forvandlede byen til en dynge jord og en ruin.“ — Ancient Near Eastern Texts Relating to The Old Testament.

Hvilken jubel der blev i hele verden ved nyheden om Nineves fald! Selv denne glæde blev forudsagt af Guds profet: „Alle, som hører om dig, klapper i hånd; thi hvem fik ikke din ondskab stadig at føle?“ Den „blodige stad“ fortjente sin skæbne. Ville Nineve rejse sig igen? Nej, aldrig; Gud ville ikke have nødig at bringe endnu en ødelæggelse over Nineve: „Han tilintetgør i bund og grund; ej kommer der to gange nød.“ Hvilket frygteligt endeligt for Nineve! „Nineve gør han til ødemark.“ — Nah. 3:19; 1:9; Zef. 2:13.

Nineves fald var dens undergang. Dens undergang var så fuldstændig at man snart havde glemt endog hvor den lå. Xenofons Anabasis viser os at da denne græske historiker kom forbi Nineve ved begyndelsen af det femte århundrede f. Kr. var den så fuldstændig gået til grunde at han ikke engang hørte dens navn nævnet. Hvad med Herodot? Denne historiker omtaler Tigris som „floden hvor byen Nineve tidligere lå“. Der var knap nok gået to hundrede år siden Nineves fald, og dog lader Herodot den uænset som om historiens gab havde åbnet sig og opslugt byen uden at efterlade så meget som en rest der var værd at se på. Alexander den Store må have marcheret hen over ruinerne af Nineve; han vandt sejren ved Gaugamela næsten med udsigt til Nineves ruiner. På trods af dette, ikke så meget som hentyder Alexanders historikere til Nineve, med undtagelse af Arrian. Den græske skribent Lucian skrev omkring 150 e. Kr. at „ikke ét spor er tilbage af den“. Forsvundet ud af historien!

Før de store arkæologiske opdagelsers tid, hånede skeptikere Bibelen og nægtede at tro at det Nineve som Bibelen omtaler nogen sinde havde eksisteret. Den tid kom da folk besøgte den almindeligt udseende egn for at søge efter spor af Nineve. Ved slutningen af det sekstende århundrede besøgte sir Anthony Shirley egnen og sagde: „Af Nineve, som Gud selv kalder Den store Stad, er der ikke en eneste sten tilbage der kan minde én om at her engang lå en by.“

Udgravninger i Nineve og dens forstæder

Arkæologerne har siden begyndelsen af det nittende århundrede udgravet forskellige dele af Nineve og dens forstæder. Udgravningsarealet er kæmpemæssigt. En af de største jordhøje i Mesopotamien findes på området, og man har anslået at der skulle fjernes 14.000.000 tons jord for fuldstændig at grave den ud. „Nineve dækker over så stort et område,“ siger Harper’s Bible Dictionary, „at den sikkert aldrig vil blive fuldstændig udgravet, således som Albrecht Götze gjorde opmærksom på. . . . Selv om videnskabsmænd har undersøgt Nineve i henved 100 år, ligger de lavere lag stadig uberørte hen.“

Hvad har videnskabsmænd fundet i ruinerne af Nineve? Utallige genstande, monumenter af forskellige slags og rester af paladser som må have været pragtfulde underværker i datidens verden.

Inskriptioner og monumenter samstemmer med Bibelens udsagn om at Nineve var en løvehule. Ja, man har fundet kolossale løver med menneskehoveder, tillige med kæmpemæssige vingede tyre der bevogtede templerne og paladserne. Løven synes at have været et nationalt symbol. Gaderne i Nineve som engang genlød af soldaternes trampen, var belagt med kalkstensblokke der afslører de dybe hjulspor stridsvognene lavede for omkring femogtyve hundrede år siden.

Sir Austen Layard, den berømte forfatter til Nineveh and Its Remains, sagde i en tale han holdt i London i 1854: „Hvem kunne imidlertid have forestillet sig at der ville blive fundet optegnelser som til de mindste detaljer og ved deres udsagns vidunderlige nøjagtighed, næsten ord for ord ville bekræfte teksten i Bibelen?“ Der er blevet fundet inskriptioner der omtaler sådanne bibelske skikkelser som Jehu, Menahem, Omri og Hazael. Ezekias omtales i Sankeribs egen beretning om invasionen i Palæstina.

Sankeribs palads er blevet afdækket, hvorved er blevet blotlagt enoghalvfjerds værelser og cirka tre kilometer med skulpturer. Dets pragtfulde indgang var dekoreret med ti kolossale vingede tyre med menneskehoveder. Disse tyre var beskrevet med annaler fra seks af hans regeringsår. Indersiden af murene i hans palads strålede engang af blå, orange og røde glaserede mursten. Gulvene var af marmor med indlagte metalarabesker. På en af murene i paladset ser man assyriske krigere spidde fanger og flå dem levende. Man ser Sankerib sidde på en trone og en lang procession af fanger bevæge sig hen imod kongen. En inskription lyder: „Sankerib, konge over alverden, konge af Assyrien.“

Et andet palads der er blevet afdækket tilhørte kong Assurbanipal. Hvilken overraskelse der mødte videnskabsmændene på dette sted — kongens hofbibliotek! Det bestod af mange tusind lertavler. Kongen havde erhvervet sig nogle af tavlerne fra private kilder, men størstedelen var kopier han havde lavet efter originaler fra alle provinserne i sit rige. Blandt de tavler man fandt var også den babyloniske beretning om skabelsen og Vandfloden. Nogle af inskriptionerne på tavlerne var skrevet med så fine skrifttegn at man var nødt til at have forstørrelsesglas for at læse dem. En inskription fortæller os om den store interesse kong Assurbanipal havde for sit bibliotek: „Jeg læste de smukke lertavler fra Sumer og den uklare akkadiske indskrift som er svær at tyde. Jeg glædede mig over at læse inskriptioner på sten fra tiden før Vandfloden.“

Kong Assurbanipal var ligesom de andre assyriske konger grusom og ubarmhjertig. Han lukkede fanger ind i bure og udsatte dem for hånende tilskueres bespottelse; han tvang fanger til i processioner at bære hovederne af deres tidligere soldaterkammerater. På grundlag af de assyriske kongers egne indrømmelser og deres egne beretninger har vi vidnesbyrd om at Nineve var en af de mest krigeriske byer på jordens flade. „Ve den blodige stad!“

Nineve fortjente sin uundgåelige skæbne. I dag er dens forladte ruiner og jorddynger tilholdssted for vilde dyr, og fuglene slår sig ned på paladsets søjler. De rejsende i Iraq som besøger Nineves ruiner gør vel i at grunde over profeten Zefanias’ ord, der udtrykker Guds bestemmelse: „Nineve gør han til ødemark, tørt som en ørk; hjorde skal lejre sig deri, hvert slettens dyr; på dets søjlehoveder sover pelikan og rørdrum, i vinduet skriger uglen, ravnen på tærsklen; . . . Hvor er den dog blevet øde, et raststed for dyr!“ — Zef. 2:13-15.

[Illustration på side 529]

Fra en paladsmur i Nimrud (Kela)