„Lad ikke hænderne synke“

Et foredrag holdt af præsidenten for Vagttaarnets Bibel- og Traktatselskab søndag den 6. august 1950 som afslutning på Jehovas vidners 8 dages internationale stævne i Yankee Stadium, New York.

 1. Hvorledes er det blevet fastslået, at Gud har et folk på jorden, der bærer hans navn? Hvem er det?

EFTER års verdensomfattende forkyndervirksomhed siden 1914, efter års intenst arbejde lige indtil jordens ender, efter års hån og forfølgelse og efter års guddommelig beskyttelse og fremgang er det blevet fastslået for hele menneskeheden, at Jehova Gud har et folk på jorden, der bærer hans navn. Dette har slået kristenheden med forfærdelse og uro. I seksten århundreder har den påstået at være Guds begunstigede organisation. Men det er ikke kristenheden, der har bragt Guds navn frem i forgrunden. Den har ikke forkyndt hans undergerninger i denne kritiske tid, eller hvad der er hans hensigter i forbindelse med menneskeheden i den nærmeste fremtid. Den har ikke taget standpunkt for ham i det store stridsspørgsmål, der står over for sin afgørelse: Er Jehova Gud universets hersker, eller skal Satan have verdensherredømmet? Det har været et foragtet og forfulgt lille folk, der ved Guds ledelse har gjort disse ting. Jehovas vidner! Og deres arbejde er ikke færdigt endnu. Det bliver mere og mere betydningsfuldt, efterhånden som verdenssituationen bliver mere kritisk, og som følge af Guds velsignelse vil resultaterne blive større og større.

 2. Hvilken kraft virker på jorden i vor tid? Hvorledes? Hvem er ophav til den?

² Hvem kan benægte, at Jehova Guds uovervindelige kraft eller ånd nu virker på jorden, som den gjorde i fortiden: Den har omsvøbt det folk, der bærer hans navn, som en klædning, der identificerer dem for hele verden. Denne ånd er den aktive kraft, der udgår fra Riget, som den højeste Gud har oprettet i himlene i året 1914 og lagt i sin søns, Jesu Kristi, hænder, og denne ånd må nu anerkendes af alle nationerne. Jehovas vidners aktivitet og voksende fremgang til ophøjelse af Jehovas navn har udspring hos ham. Det sker i overensstemmelse med hans vilje og ejer hans velsignelse, ellers ville denne vækst ikke have været mulig. Ved at give Riget i Jesu Kristi hånd i 1914 oprejste Jehova signalet, der er alle folkeslagenes håb. Alle kan nu vende blikket imod det, ligesom israelitterne i ørkenen, der var blevet bidt af de giftige slanger, kunne se hen til kobberslangen, Moses havde anbragt på en stang, og blive helbredt for virkningerne af den dødbringende gift. — 4 Mosebog 21:4-9; Johannes 3:14, 15; 8:28.

 3. Hvad gjorde Satan i sin modstand mod Riget, men hvorledes gav Gud folkeslagene et nyt håbets budskab?

³ I sin modstand imod Guds nyoprettede rige vækkede Djævelen nationernes vrede og styrtede dem ud i en krig om verdensherredømmet. Han benyttede sig af verdenskrigen fra 1914-1918 til særlig hårdhændet forfølgelse af Guds vidner. Men fra 1919 og fremefter udfriede, genoplivede og genindsamlede Jehova sit indviede folk, for at de kunne forkynde budskabet om Riget for alle nationerne inden verdens tilintetgørelse i Harmagedon. På denne måde giver han folkeslagene et nyt håbets budskab. Som profetien i Zefanias 3:9 forudsagde, giver han folkene rene læber eller et rent sprog.

 4. Hvilken bøn har Gud besvaret? Hvem har han derigennem draget sammen?

⁴ Vor himmelske fader har besvaret en længe bedt bøn om hans rige. Han har oprettet Riget helt uafhængigt af den religiøse kristenhed og over alle jordiske regeringer, ja, højt hævet over de Forenede Nationers „babelstårn“ eller skyskrabers hovedsæde i New York. Denne kendsgerning har haft indflydelse på Guds folks sprog og været en rettesnor for det. Det har været grundlaget for lutringen af deres sprog som hans vidner. Det har draget dem til det himmelske signal, Riget, og har forenet dem over hele jorden uden ringeste hensyn til denne verdens racemæssige, sociale, sproglige, politiske, nationale og religiøse forskelle og opdelinger.

 5. Hvortil er disse adspredte kommet? Hvordan som „bedende“?

⁵ Ganske uanset hvor langt de har været spredt omkring på jorden, så har Rigets budskabs rene sprog lydt som basunstød ved en konges tronbestigelse og har nået deres ører, og disse adspredte er blevet samlet om Riget. Fra alle verdenshjørner er de blevet samlet som et folk, idet deres hjerter er blevet vendt mod Guds rige. De er kommet som „bedende“, der anmoder om Jehova Guds og hans regerende konges gunst, og deres bønner er steget op som røgelse, en liflig duft for Gud. Om denne tid, da de verdslige nationer og riger er blevet samlet for at blive fortæret af Guds vrede og harmglød, har Jehova udtalt en profeti, der nu er blevet opfyldt: „Thi da vil jeg give folkene et rent sprog, så de alle påkalder Jehova og tjener ham endrægtigt. Fra hinsides Ætiopiens floder skal mine bedende, mine adspredtes datter, bringe mig ofre.“ — Zefanias 3:9, 10; AS.

 6. Hvilke beviser har vi for denne forening af de adspredte?

⁶ Som bevis herfor kan vi omtale Jehovas vidners forenede aktivitet i 106 nationer, ledet af 64 afdelingskontorer og med 357.889 aktive rigsforkyndere, som rapporterede i april 1950, og heri er ikke indbefattet forkyndere i Rusland og Jugoslavien. Men intet større bevis for denne forening af Herrens adspredte kunne man erfare, inden for et lille begrænset område, end Jehovas vidners stævne, „Teokratiets Vækst“, i Yankee Stadium, New York, i de otte dage fra den 30. juli til den 6. august 1950. Blandt de 89.451 delegerede var der ikke alene repræsentanter fra „hinsides Ætiopiens floder“, men også fra halvfjerdsindstyve andre nationer. Lovprisningsofrene og deres hengivenhed for Guds rige, de bragte, var tegn på de store ofre, deres medvidner frembærer i alle de lande, de repræsenterede.

Deres tilflugt og deres sprog

 7. Hvilke slags mennesker er Jehovas vidner, som det også blev forudsagt i profetien?

⁷ Det var at vente, at kristenheden og resten af verden ville se ned på dem. Men Jehovas vidner har aldrig gjort krav på at indtage en fremtrædende religiøs, social eller politisk magtstilling i denne verden. Den Højeste, al herligheds Gud, behøver ikke sådanne menneskers ære, penge eller indflydelse. Hvad mere er, han har ikke lovet at samle den slags mennesker og af dem danne eet folk ved at give dem sit „rene sprog“. Jehovas vidner er mennesker, der var overtrædere ligesom alle andre i verden, men deres overtrædelser har fået guddommelig tilgivelse gennem Kristus. De er kun et „lille folk“ i sammenligning med andre, ydmyge og ringe midt i en fremmed verden. Men det passer netop til den beskrivelse, der gives af dem, som Gud har lovet at samle rundt om sit rigssignal på det himmelske Zions bjerg. I sin omtale af „Jehovas dag“ sagde han: „Hin dag skal du ikke beskæmmes i al din id, med hvilken du synded mod mig; thi da vil jeg fjerne fra dig de jublende stolte, du skal ikke hovmode dig mer på mit hellige bjerg. Jeg levner i din midte et folk, som er ydmygt og ringe, og Israels rest skal lide på Jehovas navn.“ — Zefanias 3:11, 12.

 8. Hvorfor gør de Jehovas navn til deres tilflugt?

⁸ Deres tillid til dette navn er noget ganske enestående ved dem. Jehovas navn har været et næsten ukendt navn i denne verden, selv i kristenheden. Tendensen hos gejstligheden, der stræber efter at opnå verdslig anerkendelse og anseelse, er at komme bort fra dette navn, som de anser for navnet på et foragtet folks stammegud. Intet andet navn er blevet i den grad hånet og vanæret, i særdeleshed i kristenheden, siden hans vidner i 1931 offentligt valgte at blive kaldt ved dette navn. Men hans vidner ved ud fra bibelen, hvad dette navn indebærer. De kender dets storslåede forhistorie. De kender alle de guddommelige løfter, pagter og profetier, der er blevet givet og opfyldt ved dette navn. De ved også, at hver eneste nation i denne verden skal komme til at kende dette navn, som navnet på universets almægtige og suveræne Gud. Derfor har Jehovas vidner tilstrækkelig tro, tilstrækkelig kristen respekt for og tilstrækkelig barnlig tillid til „at lide på Jehovas navn“. For dem står det som garanti for den eneste retmæssige regering, for Guds faderskab til Kongen, Jesus Kristus, for vor evige frelse fra Satans verden og for vort liv i endeløs fred, sundhed og lykke i en evigvarende ny verden. Derfor betragter vi det som en forret at bære de forhånelser, som Djævelen kaster på dette navn. Vi betragter det som en ære at påkalde dette navn og forkynde det for alle, som længes efter kundskab om den eneste sande Gud.

 9. Hvorfor øver Israels rest ikke mere uret?

⁹ Nu findes der kun en lille rest af åndelige israelitter tilbage. (Galaterne 6:16) Disse Jesu Kristi salvede efterfølgere danner kernen i Jehova Guds synlige organisation i dag. Profetien omtaler resultaterne, der beviser, at denne rest fik et rent sprog efter 1919: „Uret øver de ikke og taler ej løgn, der findes ej i deres mund en svigefuld tunge; thi de skal græsse og raste uden at skræmmes.“ (Zefanias 3:13) Uret, løgn, bedrag, vold eller fredsforstyrrelser vil ikke finde rum i den nye verden. Allerede nu hører ingen af disse ting hjemme i den teokratiske organisation, der har fået et rent sprog, og som er den eneste synlige organisation, der vil overleve denne verdens ende og fortsætte i den rene nye verden. De åndelige israelitter kan ikke længer følge lovløshedens vej eller gøre, som de hver især selv vil, således som det var tilfældet, dengang der ingen konge var i Israel, og da enhver handlede efter eget forgodtbefindende. Vi anerkender nu, at Riget er blevet oprettet, og at vi har en regerende konge. Dette gør hele forskellen, og derfor tager vi nu imod ordrer fra vor konge. Vi er teokratiske. — Dommerne 18:1; 19:1; 21:25.

10. Hvorfor er der ingen svigefuld tunge i deres mund, og hvorledes græsser de uden at skræmmes?

¹⁰ Vort sprog er blevet renset for de traditionelle religiøse løgne, som vi lærte og blev besmittet af under vort fangenskab i den babyloniske kristenhed, og vi har valgt at lade Gud være sanddru, om så det gør hver eneste af kristenhedens religiøse lærere til løgner. Det åndelige Israels rest forkynder nu sandheden, som den findes i Guds ord. Vi forkynder derfor det gode budskab om hans regering og giver afkald på at føre løgnetunge. Vi er ikke Guds ords kræmmere, der forfalsker deres produkt for at bedrage deres kunder og berige sig selv på andres bekostning. Frimodigt forkynder vi sandheden og lader dens enkle renhed anbefale sig til alle ærlige sandhedssøgende og retfærdselskende mennesker. Vi frygter Gud og er ansvarlige ind for ham og stoler på hans beskyttelse. Som får under hans hyrde Jesus Kristus græsser vi på de åndelige græsgange og raster uden at frygte for fredsforstyrrere inden for organisationen. De åndelige israelitter i dag udgør måske kun en rest, men nu samler Jehovas hyrde ved vor side en stor skare „andre får“ til sammen med os at nyde godt af den teokratiske organisations velsignelser. — Johannes 10:11, 14, 16.

Kongens nærværelse udelukker det onde

11, 12. Hvem bør nu råbe højt og fryde og glæde sig, og hvorfor?

¹¹ Hvad gør det, at verden ikke kan lide os, forfølger og undertrykker os? Nu da forholdene inden for Guds indviede folk er forandrede til et skønt paradis, er tiden ikke inde til at sukke og sørge og tabe modet. Fra årtusinder tilbage lyder den inspirerede profeti til os i dag: „Jubl, du Zions datter, Israel, råb højt, glæd dig og fryd dig af hele dit hjerte, Jerusalems datter! Jehova har slettet din dom, bortdrevet dine fjender. I din midte er Israels konge, Jehova, ej mere skuer du ondt.“ — Zefanias 3:14, 15.

¹² Fra regeringssædet til den teokratiske organisations yderste grænser, fra det himmelske Zions bjerg, hvor Jesus sidder som konge, ned til Israels åndelige rest og alle de „fremmede“ fra alle tungemål og folkeslag, der nu er samlet med os, er tiden inde til at synge, ja juble og fryde og glæde sig af et helt hjerte. Tænk over det: Jehova Gud er i vor midte. Han, universets suveræne hersker, er vor konge! I 1914 tog han sin store magt og begyndte at herske som konge i forbindelse med denne jord, hvor vi åndelige israelitter og velvillige mennesker bor. Guds rige, der er blevet bedt om i århundreder, er endelig blevet oprettet, og som et bevis derfor har Jehova Gud indsat sin salvede søn Jesus Kristus på kongetronen for nu at herske midt iblandt sine fjender indtil Harmagedonslaget. Som et urokkeligt bevis for, at Jehova nu hersker i himlene, der er hans trone, har han ved sin konge, Jesus Kristus, kastet vor store fjende ud af himlene og styrtet Djævelen og hele hans dæmonhær ned til sin fodskammel, jorden, hvor de vil blive tilintetgjort om kort tid. (Åbenbaringen 12:1-3) Syng derfor med fryd!

13, 14. a) Hvem er vor konge, og hvorfor? b) Hvorledes har han slettet vor dom, nedkastet vor fjende og udfriet os fra frygt?

¹³ Vi tilhører Jehova Gud gennem vor indvielse til ham. Hans søn, den sande hyrde, overgav sin menneskesjæl for at løskøbe os, og vi anerkender, at han med rette ejer os. Gud har derfor enhver ret til at være vor konge. Det er os en uendelig glæde, at han har åbenbaret sit kongedømme siden 1914 for os. Vi vil adlyde ham som hersker fremfor mennesker, og hans søn, Jesus Kristus, som han har indsat på tronen, vil vi anerkende som vor store leder fremfor en hvilken som helst diktator. — Apostlenes Gerninger 5:29; Mattæus 23:10.

¹⁴ Jehova har godkendt os som værdige undersåtter. Derfor har han slettet al dom imod os, fordi vi engang har været besmittet og vildledt af den babyloniske verdens falske lærdomme, i hvilken verden vi var fanger. Han har renset os fra denne verdslige besmittelse. Han har givet os et rent sprog i vor mund. Han har givet os klæder, der identificerer os som hans undersåtter og vidner. Fra sit folks organisation har han fjernet alle uteokratiske træk og personer. Han har borttaget forbandelsen, som der står skrevet: „Og der vil ikke mere være nogen forbandelse. Men Guds og Lammets trone vil være i den, og hans slaver vil yde ham hellig tjeneste, og de skal se hans ansigt, og hans navn skal stå på deres pander.“ (Åbenbaringen 22:3, 4; NW) Og så siger han: „Ej mere skuer du ondt.“ (Zefanias 3:15) Det vil sige, at Jehova vil lede sin teokratiske organisation oppefra og nedefter, som han har gjort det siden 1919, og han vil føre den ad de rette veje, så at hans vrede aldrig mere skal komme over hans organiserede folk. Trængsel eller noget ondt vil ikke mere komme over dem som irettesættelse eller straf fra ham.

15. a) Vil det sige, at enkeltpersoner ikke kan blive ramt af en ugunstig dom? b) Hvorfor bør vi derfor holde os nær til organisationen, og hvordan?

¹⁵ Hvilken trøst det er at vide, at Jehovas ugunstige dom ikke mere vil ramme hans organiserede folk, nu da han har gjort det teokratisk! Ganske vist, enkelte iblandt os kan blive oprørske og genstridige og falde fra og således komme under hans dom, hvilket vil betyde den enkeltes undergang. Jehova har lovet at fjerne dem, som er blevet hovmodige og egenrådige og stolte over deres egen betydning: „Thi da vil jeg fjerne fra dig de jublende stolte, du skal ikke hovmode dig mer på mit hellige bjerg.“ (Zefanias 3:11) Lad de, som mener, at de kan klare sig uden organisationen, blot gå deres vej. Lad de som føler, at de har direkte kontakt med Gud og ikke er bundet af nogen teokratiske forordninger, følge deres egen vej og derigennem blive fjernet fra Guds organisation gennem hans engle, selv om de ikke forstår, hvad det er der foregår. Men lad os på den anden side udvise moden forståelse af vort forhold til Skaberen nu, da Riget er her. Lad os være det ydmyge og ringe folk, som profetien taler om, og derfor forblive i harmoni og eet med den teokratiske organisation, Jehova har opbygget. Lad os arbejde loyalt sammen med den og høste dens velsignelser og modtage hjælp, beskyttelse og vejledning, forenet med alle andre, som trofast holder sig til den. Vi ønsker at have Jehova til konge, for han er den højeste i universet. Vi ønsker gudsstyret, Teokratiet, og vi beder for dets vækst. I overensstemmelse med hans bud følger vi med glæde den leder, han har salvet for os, „kongers konge og herrers herre“, Jesus Kristus. Vi indbyder andre til at følges med os.

Frygtløs handling!

16. Hvad opfordrer profetien os dernæst til at gøre? Hvorfor bør vi adlyde?

¹⁶ På dette fremskredne tidspunkt ved verdens ende er summen af bibelens profetier en opfordring til HANDLING, frygtløs handling, fra Jehovas teokratiske organisations side. „På hin dag,“ siger profetien, „skal der siges til Jerusalem: Frygt ikke, Zion, lad ikke hænderne synke!“ Vor leder, Kristus Jesus, der hersker i det himmelske Jerusalem, frygter ikke for nogen del af Djævelens organisation. Han er frygtløs og modig som en løve. På det himmelske Zions bjerg, hvor han har taget sin magt, lader han ikke hænderne synke. Han svinger sit scepter, sin vældes jernspir, og virkningerne deraf udgår fra Zion. Det gælder for os, hans undersåtter, om at være villige på denne dag, da han har taget kongemagten. Med Jehova som den suveræne konge i vor midte og med en uforfærdet leder, som han har givet os i sin søn, Jesus Kristus, hvad skulle vi så frygte, selv om hele verden bliver underkastet et totalitært regime? Lad os ikke lammes af frygt, så vi lader hænderne synke hjælpeløst. „Lad ikke hænderne synke“, er den guddommelige befaling i dag til Jehovas salvede rest og deres retsindige medarbejdere. Og hvorfor ikke?

17. Hvorfor bør vi ikke frygte? Hvorledes kan vi forpurre hensigten med forfølgelsen?

¹⁷ Profetien inspirerer os til frygtløst at virke med disse ord: „I dig er Jehova din Gud, en helt, som frelser. Han glæder sig over dig med fryd, han [hviler, AS] i sin kærlighed, han fryder sig over dig med jubel som på festens dag.“ (Zefanias 3:17) Eftersom vi har vor Gud i vor midte og for os, hvem kan da med held stå os imod? Ingen! Ved vor trofasthed imod ham kan vi forpurre den onde hensigt med al forfølgelse imod os. Fjenden vil måske kaste os i fængsel og holde os bogstaveligt bundet, men dersom vi frygtløst taler bibelens rene sprog til alle, vi kommer i kontakt med selv under de mest ugunstige forhold, så vil Guds ord, budskabet om Riget, ikke være bundet. (2 Timoteus 2:8, 9) Men vor Gud er mægtig til at hjælpe os og udfri os til sin egen tid og på sin egen måde. Han erfarer nu stor glæde, og „Jehovas glæde er jeres styrke“. — Nehemias 8:10.

18. Hvorfor glæder Jehova sig over sit folk? Hvorledes hviler han i sin kærlighed?

¹⁸ Husk, at han vil frelse sin teokratiske organisation, som han her henvender sig til, så lad derfor vort ønske om tryghed og udfrielse være en spore til at holde os tæt knyttet til organisationen. Med en hengiven ægtemands glæde over sin elskede „kvinde“ fryder Jehova sig over sin teokratiske organisation på grund af dens gudfrygtige underkastelse og lydighed midt i en fjendsk verden. Han finder hvile i sin kærlighed til sit organiserede folk. Han er ikke ophidset, urolig eller mistænksom, for han iagttager urokkelige beviser for vor kærlighed til ham. Der er mere glæde i himmelen over en synder, der angrer, end over ni og halvfems selvretfærdige i kristenheden, der ikke føler trang til at angre og vende sig til Jehova Gud. (Lukas 15:7) Hans organiserede folk er atter blevet genstand for hans kærlighed. Han er så fyldt af glæde over det, at han synger og jubler.

19. Hvilket bevis har Gud for nylig givet derfor? Hvordan bør vi reagere?

¹⁹ Hvor sås det ikke tydeligt ved Jehovas vidners stævne, Teokratiets vækst, i Yankee Stadium i New York i 1950! Han fyldte sine vidner med en sang, ikke blot deres sang fra den nye sangbog, men lagde Rigets vidunderlige „nye sang“ i deres mund. Den ene nye bog efter den anden blev frigivet: New World Translation of the Christian Greek Scriptures; et større Watchtower; den nye indbundne bog „This Means Everlasting Life“ på engelsk og på spansk; den nye brochure Can You Live Forever in Happiness on Earth?; Evolution versus the New World; Defending and Legally Establishing the Good News foruden 25 andre frigivelser på 16 forskellige sprog. Den stadige strøm af åndelige gaver nedkaldte gentagne bifaldsråb fra hans forsamlede folk, og siden har de udråbt budskabet om Riget som aldrig nogen sinde før. Eftersom Jehova glæder sig over sin organisation og hviler i sin kærlighed til den, lad os så ikke som enkeltpersoner give ham anledning til bekymring for os, men lad os bevare os selv i hans kærlighed. — Judas 21.

20, 21. Hvad længtes vi engang efter? I hvilken henseende vil vi ikke mere lide skam?

²⁰ Der var engang, og det ikke alene mens hans vidner var i fangenskab under den første verdenskrig, men også da vi som enkeltpersoner, inden vi kom i berøring med sandheden, længtes efter, at den sande Gud ville føre os til sit folk, et folk, hvorom der ikke herskede mindste tvivl om, at det virkelig var hans folk. Nu har han her i denne „endens tid“, hvor vi står lige over for den nye verden, samlet os til sin organisation i opfyldelse af sit løfte: „Jeg vil samle dem, som sukker efter den store indsamling, som var dine, og for hvem deres byrde var en skam. Se, til den tid vil jeg gribe ind over for alle, der plager dig; og jeg vil frelse det, som haltede, og samle det, som var adspredt; og jeg vil vinde dem ære og ry, som var en skam på hele jorden.“ — Zefanias 3:18, 19; AS.

²¹ Vore tidligere synder under Guds mishag holdt os borte fra hans organisation. For vore synders skyld blev vi overgivet i fjendens magt. Fjenden holdt os fangen og søgte at forhindre os i at samles om Jehovas ophøjede signal på Zions bjerg, hvor vi kunne tjene den Højeste i templet sammen med alle hans indviede tjenere og undersåtter. Men nu har Jehova vist, at han er Konge og Frelser ved at udfri os fra fjendernes magt og føre os til højtidsstævne. Den skam at være spredt og desorganiseret, underkastet verdens luner, har han borttaget fra os, der repræsenterer hans teokratiske organisation. Vi kan ikke længere spottes for at være en organisation, der er menneskeværk, eller som følger en jordisk leder. Nu står vi samlet og organiseret på teokratisk vis og har en retmæssig hersker over os, Evighedens Konge.

22. Hvad knytter os sammen som et enigt folk?

²² Lad fjenden blot fortsætte med at forfølge os. Vor konge har lovet, at han til sin tid vil tage sig af dem, der slår os, håner os og undertrykker os. Han vil gøre det for sit eget navns skyld. Fjenden vil aldrig igen være i stand til at sprænge vor verdensomfattende enhed. Selv om vi er spredt ud over hele jorden blandt de mange nationer, så er Jehova konge over al jorden, og han kan være vor fælles hersker, uanset hvor vi befinder os. Det er hans kongedømme over os, der forener os. Ved at give os sit rene sprog og vore hænder arbejde i sin tjeneste og ved fra tid til anden at lade os samles til stævner og sammenkomster har fredens og enhedens Gud knyttet os endnu stærkere til hinanden. Gennem den fælles tilbedelse og tro, som han har skænket os i sin bog, bibelen, og gennem hans ene teokratiske organisation har han føjet os sammen til et enigt folk for den nye verden. Han har brændt ind i vor bevidsthed, at vi er et folk, der står adskilt fra denne verden, og er Jehovas folk, ubrydelige i enhed. Kærligheden, han har opelsket i os, er „det fuldkomne bånd“, som fjenden aldrig kan bryde. — Kolossenserne 3:14.

Ry og ære

23. Hvilke grunde har vi til at tage arbejdet op?

²³ I er optaget af et opbyggende arbejde for den nye verden, der nu står for døren. Dette opbygningsarbejde er den tjeneste, den nye verdens skaber har anvist os. I er den nye verdens pionerer! Lad altid den guddommelige opmuntring lyde i jeres ører: „Frygt ikke!“ og „Lad ikke jeres hænder synke!“ Og hvilke nyttige redskaber har Jehova ikke givet os i hænde, især siden det teokratiske stævne i New York i 1950! Det er redskaber, der skal bruges. Hele det virkeområde, der ligger foran, og den fremtid, der venter os inden Harmagedon, giver ikke anledning til at lade hænderne synke, hverken af dovenskab eller af frygt. Een ting er sikker: Tiden er kort! Løft jeres hænder og læg dem på ploven med beslutsomhed. Kun hvis vi udfører det arbejde, hvortil Gud har samlet os som et folk, vil vi få del i opfyldelsen af hans løfte: „På hin tid bringer jeg jer hjem, og på hin tid samler jeg jer; thi jeg giver jer ry og ære blandt alle jordens folkeslag, når jeg vender jeres skæbne for jeres øjne, siger Jehova.“ — Zefanias 3:20.

24. Hvorledes har Jehova vundet os ry og navn blandt folkene?

²⁴ Fordi vi ikke i frygtagtighed har ladet vore hænder synke, efter at han har udfriet os fra vor fangne tilstand i 1919, har han opfyldt sit løfte på vidunderlig vis. For den skam, vi har båret, har han vundet Jehovas vidner et navn og ry blandt jordens folk. Ikke blandt de stivsindede, der latterliggør og nægter at modtage budskabet om Riget, men blandt de gudfrygtige i landet, som sukker og jamrer over de religiøse, kommercielle, politiske og sociale vederstyggeligheder, der går i svang, og som længes efter et tilfredsstillende forhold mellem dem og Gud. Til dem har Jehova sendt sine vidner med et rent sprog, et budskab, som de sørgende har set ikke stammer fra den urene, gamle verden, men fra kristendommens Gud, de nye himle og den nye jords Skaber. Med iver og forståelse tager de imod budskabet, det rene sprog, og de priser det navn, som vidnerne bærer. De gør godt imod disse, som repræsenterer Jehovas Konge, Jesus. De søger ydmyghed og retfærd og Jehovas gunst, for at de kan blive skjult på hans vredes dag. — Zefanias 2:3.

25. Hvad bør vi derfor fortsætte med?

²⁵ Dette er allerede sket for hundredetusinders vedkommende. Hvem ved, hvor mange flere hundredetusinder vil gøre det samme inden slaget ved Harmagedon? Lad der derfor aldrig komme vanære over Jehovas navn gennem noget, du måtte gøre. Lad ikke lovsangen til ham tage af eller forstumme på grund af ugidelighed, frygt eller forræderi fra din side. Lad jeres liv såvel som jeres rensede læber tale et rent sprog. Fjendernes navne, der er store i denne gamle verden, vil blive udslettet, men Jehovas vidners navn og lovsangen vil mindes i evighedernes evigheder til Guds ære. Tag den sidste gerning op! „Når vi gør det rette, da lad os ikke blive trætte, thi vi skal høste til sin tid, såfremt vi ikke giver tabt.“ (Galaterne 6:9) Lad os, indtil vi høster vor andel i ophøjelsen af Jehovas navn og hans sejr på Harmagedons slagmark, ikke lade vore hænder synke, men løfte dem og vor røst i lovsang til ham og hans konge.

(The Watchtower, 1. oktober 1950)