Hvad siger Bibelen om „et liv efter døden“? — 3. del

I de to foregående dele af denne artikel, der er i tre dele, så læseren, hvordan kristenhedens præsteskab, såvel som nogle af dens civile og militære stormænd har tyet til okkultisme i den hensigt at skaffe sig forhåndsviden, vejledning og trøst, nøjagtig ligesom fortidens folkeførere gjorde det. Skønt vor tids største videnskabsmænd ved hjælp af særlige instrumenter har undersøgt spiritistiske fænomener, må de indrømme, at de stadig står over for noget gådefuldt og er ude af stand til at finde til bunds i disse fænomener. Spiritismen, denne hastigt omsiggribende moderne religion, fastholder, at de usynlige åndeskabninger, som taler med og på anden vis meddeler sig til villige menneskelige redskaber, i virkeligheden er „udødelige sjæle“ af mænd, kvinder og børn, der engang levede på jorden og døde. Som en pure benægtelse af denne spiritisternes påstand lærer Bibelen ganske konsekvent, at menneskesjælen dør. Menneskesjælens forgængelighed fastslås gang på gang i Bibelens beretning ved magtfulde prædikener af Jesus Kristus, Peter og Paulus, såvel som i de skrifter, der er optegnet af Moses og andre af fortidens hebraiske vidner for Jesu Fader, den levende Gud, JEHOVA. Også Bibelens detaillerede beretning om vanhellige, oprørske skabninger, både mennesker og engle (der levede for årtusinder siden på jorden), kaster et væld af lys over den bedrageriske virksomhed, der udfoldes af nogle af disse usynlige engle, der stadig er i live, idet de taler med mennesker og søger at få dem til at tro på „et liv efter døden“. Farerne ved at have fordærvende samkvem med oprørske engle, og hvordan man kan værge sig imod deres snigende angreb, drøftes åbent og indgående i denne afsluttende artikel.

 1. a) Hvornår og hvordan gjorde oprindelig hellige „gudssønner“ blandt englene sig til onde dæmoner? b) Hvilket skriftligt vidnesbyrd har vi om den retskendelse, Jehova afsagde over disse engle, der med overlæg forlod deres gudgivne hverv?

I BETRAGTNING af det usømmelige, uåndelige liv, som de selvfornedrede „gudssønner“ førte, da de over en længere periode materialiserede sig som mennesker og levede sammen med een eller flere hustruer, efter at de havde forladt deres gudgivne bolig, kan det ikke siges, at de varetog deres høje hverv eller bevarede deres oprindelige stilling. Tværtimod valgte de at bo sammen med syndige kvinder uden for Edens have. Ved denne selviske, vellystige, uteokratiske levemåde gjorde disse åndelige „gudssønner“ sig til dæmoner og stillede sig på Satans side, hvorfor de i lighed med Satan Djævelen fortjener den dødsdom, Gud har udtalt over dem. Det er uden tvivl til disse engle, der har gjort sig selv til dæmoner, at disciplen Judas hentyder i sit brev med følgende argument: „Skønt . . . Herren havde frelst sit folk ud af Ægyptens Land, tilintetgjorde han dog senere dem, der ikke troede; og de engle, som ikke varetog deres høje hverv [ikke bevarede deres oprindelige stilling, NW], men forlod deres bolig, har han holdt forvaret med evige lænker i mørket indtil dommen på den store dag. Ligeledes er Sodoma og Gomorra og de omliggende byer, der på samme måde som de var hengivne til utugt og søgte omgang mod naturen, sat til et advarende eksempel, idet de lider straf i evig ild.“ — Jud. 5-7.

 2. I hvilke henseender kan disse afvegne åndelige „gudssønners“ adfærd sammenlignes med den vej, den første kvinde og hendes mand valgte at følge på jorden?

² Disse „gudssønner“ havde oprindelig deres plads i himmelen, i de åndelige regioner, hvor de færdedes, før grundvolden blev lagt til jorden, der er ment som et hjem for menneskeheden og den lavere dyreskabning og ikke som et hjem for himmelske engle. Sammen med de øvrige af Guds åndelige engle og med direkte adgang til at træde frem for Guds åsyn havde de deres rette bolig i himmelens højere, usynlige regioner og ikke nede på jorden i kødeligt samliv med syndige kvinder, som var deres hustruer og mødre til et unaturligt afkom. Adam fulgte Eva i synd og oprør mod Gud; disse „gudssønner“ fulgte „menneskedøtrene“ i synd og dæmonisk oprør mod Gud. Det er de engle, Judas henviste til, for han sammenlignede Sodoma og Gomorra med dem, fordi disse byer drev grov utugt og søgte omgang mod naturen, idet de endogså begærede omgang med de to engle, der havde materialiseret sig for at besøge Lot i hans hjem i Sodoma. (1 Mos. 19:1-11) Også israelitterne bedrev afguderisk utugt med de hedenske kvinder, der ikke hørte til Israels hellige folk. (4 Mos. 25:1-9; 31:15, 16) „Gudssønnerne“ gjorde sig skyldige i en lignende synd.

 3, 4. a) Hvilken øjeblikkelig og hvilken fremtidig straf for de ulydige „gudssønner“ blandt englene omtaler Bibelen? b) Hvilke symbolske betegnelser bruger Bibelen for den øjeblikkelige straf, der ramte de vanhellige engle, og for den varige og den midlertidige straf, der rammer vanhellige mennesker?

³ På grund af deres syndige ulydighed er disse „gudssønner“, der forlod Guds himmelske tjeneste, blevet idømt dødsstraf sammen med Satan Djævelen som hans „sæd“ eller afkom. Judas’ brev røber dette, for han anbringer sin henvisning til disse engle midt imellem sin omtale af de israelitter, der blev frelst fra Ægypten, men som senere blev tilintetgjort, fordi de ikke troede på Jehova, og byerne Sodoma og Gomorra, der blev straffet med evig ild på grund af deres rystende umoralitet. (1 Mos. 19:12-29) I sin profeti om verdens ende stillede Jesus Kristus de antikristne bukke i klasse med disse faldne engle og sagde: „Gå bort fra mig, I forbandede! til den evige ild, som er beredt Djævelen og hans engle.“ (Matt. 25:41) Denne evige dødsstraf blev imidlertid ikke eksekveret på disse ulydige engle ved tidspunktet for Vandfloden. Deres unaturlige afkom, nefilim, gik til grunde i Vandfloden, for de var kun mennesker, og de fik ikke lov til at komme ind i den ark, Noa havde bygget til frelse for sin familie og udvalgte par af den lavere dyreskabning. „Gudssønnernes“ hustruer, mødrene til nefilim, druknede i Vandfloden, for de var også kun mennesker, og „gudssønnerne“ kunne ikke tage dem med sig, da de dematerialiserede sig for at redde sig fra vandmasserne og vende tilbage til de åndelige regioner.

⁴ Hvilken straf har disse ulydige „gudssønner“ måttet lide i tiden mellem dengang og deres kommende og endelige undergang? Judas siger, at Gud holder dem „forvaret med evige lænker i mørket indtil dommen på den store dag“. Apostelen Peter skildrer også deres øjeblikkelige straf: „Thi Gud skånede ikke de engle, der syndede, men styrtede dem i afgrunden [græsk: tartaros] og lod dem bevogte i mørkets huler indtil dommen. Ej heller skånede han den gamle verden, men bevarede kun retfærdighedens forkynder, Noa, tillige med syv andre, da han lod Syndfloden komme over de ugudeliges verden. Og byerne Sodoma og Gomorra dømte han til ødelæggelse og lagde dem i aske, idet ham satte dem til advarende eksempel for ugudelige mennesker i kommende tider. Men han udfriede den retfærdige Lot, som led under de tøjlesløse menneskers udsvævende liv.“ (2 Pet. 2:4-7) Lige siden Vandfloden og til dommen på Jehovas store dag, da han opretter sit rige ved Jesus Kristus, har „de engle, der syndede“, været straffet med at bo i tartaros, uden mulighed for at vende tilbage til deres „høje hverv“ eller „oprindelige stilling“. Tartaros (i almindelighed fejlagtigt oversat „helvede“) er ikke det samme som gehenna og hades (der ligeledes fejlagtigt oversættes „helvede“). Mens gehenna er et billede på Guds foranstaltning til onde menneskesjæles evige udslettelse og hades er menneskehedens fælles grav, er tartaros det sted, hvor „de engle, der syndede“, holdes i forvaring.

 5, 6. a) Hvilke lighedspunkter er der mellem Bibelens og mytologiens tartaros? b) Hvordan definerer Bibelen de vanhellige åndeskabningers fornedrelse?

⁵ Det bibelske tartaros er ikke de hedenske mytologiers tartaros, nemlig de allerlaveste regioner, beliggende lige så dybt under hades som jorden under himmelen. Dér var det, de mindre guder, Kronos og andre åndelige titaner, blev holdt i fangenskab af den sejrrige gud Zeus eller Jupiter. Det var et mørkets sted og omfattede alle de lavere regioner, ligesom himmelen omfattede alt, hvad der var højere end jorden. I lighed med den mytologiske betydning er tartaros et billede på den dybeste fornedrelse og tykt mørke, ikke for menneskesjæle, men for onde ånder, oprørere mod Gud. I harmoni hermed bruger den syriske oversættelse af 2 Peter 2:4 udtrykket „de laveste steder“ og ikke tartaros. Disse oprørsånder, Satan Djævelen indbefattet, er blevet fornedret, som var de kastet i et bogstaveligt tartaros, idet de er drevet ud af Guds tjeneste og dømt til undergang, til at få deres hoved knust som slanger, og det er Guds kvindes sæd, den herliggjorte Jesus Kristus, der skal knuse dem.

⁶ Det betød dog ikke, at de øjeblikkelig blev forvist fra himmelen og afskåret fra forbindelse med de trofaste, hellige engle. I bogen om Job, der levede syv hundrede år efter Vandfloden, skildres der, hvordan Satan havde adgang til himmelen og kunne træde frem i „gudssønnernes“ forsamling og udfordre Jehova og få hans minde til at sætte Jobs retskaffenhed på prøve. (Job 1:6 til 2:10) Åbenbaringen 12:1-7 viser, at indtil det tidspunkt, da Jehovas rige ved Jesus Kristus blev født i himmelen i 1914 (e. Kr.), havde Satan og hans engle været tålt i himmelen. Hvad mere er, Satan og hans dæmoner udgør denne verdens symbolske himle, de himle, der har behersket det jordiske menneskes samfund, og som skal tilintetgøres som med ild i Harmagedonslaget. (2 Pet. 3:10-12) I Bibelen betyder tartaros således en fornedret tilstand, afskåret fra tjenesteforrettigheder i Guds organisation, snarere end en stilling eller et sted.

 7. Hvilken større forståelse af de oprørske engles nuværende tilstand og virksomhed i tartaros burde vi nu anerkende og gøre kendt?

⁷ Satan og de andre engle, der syndede, holdes med evige lænker forvaret i det sorteste mørke i denne fornedrede tilstand eller i mørkets huler. Det er et åndeligt, ikke et bogstaveligt mørke, uden sundhedslys eller åbenbaringer eller gunst hos Gud. „Over de retfærdige oprinder lys“, men ikke over ånder, der har gjort sig selv til dæmoner. (Sl. 97:11) Det er grunden til, at åndernes budskaber, der lyder gennem medier, ikke rummer nogen forklaring på Bibelen eller kaster lys over Bibelens profetier. At disse ånder opholder sig i mørkets huler vil ikke sige, at deres virkefelt i forbindelse med menneskeheden er begrænset til seancer, der afholdes i mørke ved hjælp af åndemedier. De kan også virke gennem menneskelige redskaber ved fuldt dagslys.

 8. Hvilken nøjagtig opfattelse kan vi nu danne os af de manifestationer og meddelelser, som spiritismen med urette definerer som afdøde menneskers sjæles fortsatte virke?

⁸ At de er forvaret „med evige lænker“ vil øjensynlig sige, at de ikke længer har lov til at materialisere sig som før Vandfloden. I årtusinder efter Vandfloden, nemlig helt frem til Kristi trofaste apostles tid, ejede Guds trofaste engle, deriblandt Jesus Kristus, stadig denne magt til at materialisere sig og udøvede den i overensstemmelse med Guds vilje og for at tjene hans hellige hensigter. De syndige engle fik ikke tilladelse til at udøve denne magt længere, for de ville kun misbruge den. De materialisationer, der ifølge spiritisterne finder sted under mediumistiske seancer, er ikke at sammenligne med de materialisationer, „gudssønnerne“ foretog forud for Vandfloden. Deres materialisationer var øjeblikkelige og skete i fuldt dagslys uden mediers assistance og i uafhængige legemer. Vor tids spiritistiske materialisationer består kun i, at der fra mediets legeme tages protoplasma eller stof, der udstødes fra dette legeme i form af „ektoplasma“, som derpå antager form af en menneskeskikkelse. Ved slutningen af apparitionen forsvinder eller opløses ektoplasmaet ikke, heller ikke dematerialiseres det, men det vender tilbage til mediets legeme, og mediet bliver atter normalt og kommer til bevidsthed. Eftersom de ulydige ånder ikke længere kan materialisere sig, er de nødsaget til at virke gennem medier. De søger også at besætte deres ofre for at få dem helt i deres magt. Det var sådanne dæmonbesatte mennesker, Jesus og hans apostle på deres tid traf på, og de uddrev mangen en dæmon og befriede de stakkels ofre. (Matt. 4:24; 10:1, 8; 12:28; Luk. 9:1; 10:17; Ap. G. 16:16-18) De gjorde dette ved Guds ånd for at holde sandheden og Jehova Guds universelle overhøjhed i hævd og ikke ved Djævelens magt, således som åndemedier og religiøse besværgere gør det for at holde liv i de falske religionssystemers og sekters læresætninger, trosbekendelser og skikke. Når disse dæmoner giver sig til kende gennem medier ved seancer eller ved borddans eller bankesignaler eller andre spiritistiske fænomener, foregiver de at være afdøde menneskers „hedengangne sjæle“ og holder dermed liv i den løgn, at de døde ikke er døde, men er mere levende og har større kundskab end nogen sinde.

Jesus prædikede for ånderne, der var i forvaring

9-12. a) Hvem identificerer Jesu apostel Peter som „de ånder, der er i forvaring“? b) Hvornår og hvordan prædikede Jesus for disse ånder i forvaring? c) Hvilken forskel er der mellem Jesu prædiken for ånderne og vor forudsagte prædiken af Jehovas rige over hele jorden?

⁹ Apostelen Peter identificerer yderligere de „gudssønner“, der ægtede „menneskedøtre“ forud for Vandfloden, og siger, at det var de åndeskabninger, der handlede ulydigt og således gjorde sig selv til dæmoner. Bemærk, hvordan Peter fremkommer med denne identifikation: „Thi også Kristus døde een gang for synder, en retfærdig for uretfærdige, for at han kunne føre jer til Gud. Han led døden i kødet, men blev vakt til live i ånden, i hvilken [i denne tilstand, NW] han også drog hen og prædikede for de ånder, der var i forvaring, de, som fordum var ulydige, dengang Gud i sin langmodighed biede i Noas dage, medens arken blev bygget. I den blev nogle få, nemlig otte, sjæle frelst gennem vand, der er et forbillede på det vand, som nu frelser også jer, nemlig dåben, som ikke er en fjernelse af legemets smuds [ved at man følger Moseloven, der blev givet jøderne], men en god samvittigheds pagt med Gud ved Jesu Kristi opstandelse [i ånden], han, som er faret til himmelen og er ved Guds højre hånd, efter at engle og myndigheder og kræfter er blevet ham underlagt.“ — 1 Pet. 3:18-22.

¹⁰ De „ånder, der var i forvaring“, er de åndelige „gudssønner“, som tog „menneskedøtrene“ til ægte og avlede nefilim, og som efter Vandfloden, da de dematerialiserede sig og vendte tilbage til de åndelige regioner, blev kastet ned i tartaros og „holdt forvaret med evige lænker i mørket indtil dommen på den store dag“. Om denne dom sagde apostelen Paulus til den kristne menighed: „Når verden skal dømmes ved jer, er I da uværdige til at sidde til doms i de mindste retssager? Ved I ikke, at vi skal dømme engle?“ (1 Kor. 6:2, 3) Disse ånder i forvaring befinder sig ikke i det såkaldte helvede eller sheol eller hades. Dengang Jesus Kristus var i sheol eller hades, kunne han ikke prædike for nogen som helst, for sheol eller hades eller dødsriget er menneskehedens fælles grav, og i de knap tre dage, Jesus lå der, var han død. (Ap. G. 2:27, 31, 32; Sl. 16:10) „Gør efter evne alt, hvad din hånd finder styrke til; thi der er hverken virke eller tanke eller kundskab eller visdom i dødsriget [helvede, Dy], hvor du stævner hen.“ „I sheol, hvor du går hen.“ (RS; AS) — Præd. 9:10.

¹¹ Det var ikke, dengang Jesus lå død i sheol, hades eller menneskehedens fælles grav, efter at han havde lidt „døden i kødet“, men nogen tid efter, at han var blevet „vakt til live i ånden“ ved en opstandelse fra de døde, at han prædikede for „de ånder, der var i forvaring“. Det var „i denne tilstand“ som en ånd, der nu var guddommelig, udødelig, uforkrænkelig, at Jesus kunne prædike for disse ånder. Hvornår gjorde han det? I de fyrretyve dage efter sin opstandelse, mens han endnu var på jorden sammen med sine disciple? Nej, næppe i de fyrretyve dage efter opstandelsen, for da fremstillede han sig „med mange beviser . . . som den levende, idet han viste sig for dem i fyrretyve dage og talte om, hvad der hører Guds rige til“. Det var altså sine disciple, han gav bevis på sin opstandelse, for de skulle være hans vidner, og ikke sine fjender, for eksempel dæmonerne, ånderne i forvaring. (Ap. G. 1:3-11; 2:32; 3:15; 10:40-42) Prædikede han da for ånderne i de ti dage, mellem sin himmelfart fra Oliebjerget og Pinsedagen? Nej, for i de ti dage steg Jesus op til sin himmelske Fader — hvor mange milliarder af lysår, han måtte tilbagelægge, ved vi ikke — så han som ypperstepræst kunne træde frem for den Allerhelligstes, Jehova Guds, åsyn med sit opofrede menneskeliv. (Hebr. 9:24-26; 10:12, 13) Det er ikke tænkeligt, at han, mens han var i så vigtigt et ærinde, ville gøre en omvej for at prædike for de dødsdømte ånder i forvaring, for hvem der ikke gives noget syndoffer.

¹² Altså kan det først have været efter, at Jesus Kristus var trådt frem for Jehova Guds åsyn og havde taget sæde ved hans højre hånd, og efter, at engle, magter og myndigheder var blevet ham underlagt, at han i ånden drog hen og prædikede for de ånder, der var i forvaring, ånderne i tartaros. Det, han prædikede for dem, var ikke evangeliet, det gode budskab eller den gode nyhed om Riget. Ordet „prædikede“ er forskelligt fra „evangeliserede“, også i det græske grundsprog, hvorpå Peter skrev. At „evangelisere“ betyder at bringe et godt budskab. At „prædike“ (ke·rysʹso, LXX) betyder blot at forkynde, meddele eller melde noget, der skal offentliggøres. Forkyndelsen, meddelelsen eller meldingen kan være ildevarslende, som for eksempel da Jonas blev sendt for at udråbe Guds budskab mod Nineve, og råbet lød: „Om fyrretyve dage skal Nineve styrtes i grus!“ Det var et budskab om en ugunstig dom. (Jon. 1:2; 3:2, 4, 5, 7; Septuaginta-oversættelsen bruger her det græske ord ke·rysʹso, på dansk gengivet med „udråbe“.) Ligeledes den befaling, der står at læse i Joel 3:14: „Råb det ud [ke·rysʹso, LXX] blandt folkene, helliger en krig, væk heltene op! Lad alle våbenføre mænd komme og drage op!“ Samt i Hoseas 5:8: „Opløft råb [ke·rysʹso, LXX] i Bet-Aven.“

13, 14. Ved hvilke i Bibelen omtalte lejligheder prædikede Jesus som Jehovas ærkeengel i åndernes verden allerede forud for sin opstandelse fra de døde, og for hvem?

¹³ Eftersom disse ånder i forvaring holdes i evige lænker til dommen på Jehovas store dag, kunne Jesus Kristus, da han var oprejst til de åndelige regioner, kun forkynde dem et domsbudskab. Dette havde han gjort som en af Guds åndelige sønner, også inden han gav afkald på sin åndelige magt og herlighed og ved sin fødsel som menneske blev kød og blod, mennesket Jesu Kristus. (Fil. 2:5-8) Ved hvilke lejligheder?

¹⁴ Den første gang var, da profeten Moses døde på toppen af Nebobjerget. Guds søn „vovede ikke at udtale nogen spottende dom, dengang han tvistedes og skiftede ord med Djævelen om Moses’ lig; han sagde kun: Herren [Jehova, NW] straffe dig!“ Guds åndelige søn, ærkeengelen Mikael, stod vagt ved Moses’ lig og begravede det for Jehova Gud et sted i en dal i Moab. Intet menneske har fundet hans grav, og intet medium kan fortælle, hvor den er. (Jud. 9; 5 Mos. 34:1-6) Den anden gang får vi besked om i profetien i Zakarias 3:1, 2, der taler om ypperstepræsten Josua, efter at han og andre jøder vendte tilbage fra Babylon til det ødelagte Jerusalem og begyndte at genopbygge Jehova Guds tempel der. Vi læser: „Derpå lod han mig se ypperstepræsten Josua, og han stod foran HERRENS [Jehovas] engel, medens Satan stod ved hans højre side for at føre klage imod ham. Men HERREN [den Syriske Version siger: Og Jehovas engel] sagde til Satan: HERREN [Jehova] true [straffe, AS] dig, Satan, HERREN [Jehova] true [straffe, AS] dig.“ (Se også AT; Mo; Ka) Jehovas straf over Satan er eksekveringen af Guds dom over ham på Jehovas store dommedag, når han gør ende på Satans onde verden eller verdensordning og indfører sin retfærdige verden under Jesus Kristus, kongernes Konge. I de århundreder inden Jesus led døden i kødet og blev vakt til live i ånden ved en opstandelse fra de døde, var tiden endnu ikke moden til, at Jehova ved sin englesøn ville „straffe“ Satan.

15-17. a) Hvorfor og hvordan kan der drages en sammenligning mellem Noas forkyndelse før Vandfloden og Jesu forkyndelse for de ånder, der var i forvaring? b) Hvordan traf det sig, at der var navnkundige personer på Noas tid, som vidste besked med eller hørte hans forkyndelse før Vandfloden?

¹⁵ Har du nogen sinde undret dig over, hvorfor apostelen i 1 Peter 3:18-22, hvor han taler om, at Jesus Kristus led en uretfærdig død og blev oprejst til liv i åndeverdenen, pludselig taler om ånderne, der var ulydige årtusinder inden, nemlig på Noas tid? Peters overraskende omtale af, at den oprejste Kristus prædikede for disse ånder i forvaring, skyldes den omstændighed, at der er et lighedspunkt mellem begivenhederne på Noas tid og de ting, Peter drøfter her. Ifølge Jesu egne ord i Mattæus 24:37-39 var Noa et profetisk billede på Jesus Kristus. Noas hustru var derfor et billede på „bruden, Lammets hustru“, det vil sige den sande kirke eller menighed, der består af Jesu åndsavlede efterfølgere. Noas tre sønner og deres tre hustruer var et billede på den „store skare“, der tror på Kristus. Kristus vil blive deres Evigheds-Fader under sin tusindårige regering i den kommende nye verden. De vil ikke blive herliggjort med Kristus i himmelen og skal ikke herske med ham på hans trone, således som dem trofaste menighed af hans åndelige efterfølgere skal. De skal arve det jordiske paradis, som Kristi regering vil genoprette på jorden efter Harmagedonslaget. Siden 1914 har vi levet i „endens tid“ for denne onde verden, og en „stor skare“ af de troende, der har et jordisk håb, er allerede blevet indsamlet fra folkeslagene og ført ind i den nye verdens samfund sammen med de sidste medlemmer på jorden af „bruden, Lammets hustru“. — Åb. 21:9.

¹⁶ Ligesom Noa byggede en ark, så hans familie kunne overleve Vandfloden, således bygger Jesus Kristus som den større Noa en ny tingenes ordning. Inden for dens rammer kan medlemmerne af hans „brud“ og af den „store skare“, hans fremtidige sønner og døtre, overleve den vældige eksekvering af Jehovas dom i det kommende Harmagedonslag. Inden for denne nye tingenes ordnings ark må de døbe til den større Noa som deres frelser, leder og forbillede, så de kan undgå at blive døbt sammen med verden i den brændende ildregn i Harmagedonslaget. — 1 Pet. 3:21.

¹⁷ Apostelen Peter minder os om, at Noa var en „retfærdighedens forkynder“ i endens tid for den daværende verden. (2 Pet. 2:5) Da kun de syv andre medlemmer af hans familie skulle frelses i arken, må det, han prædikede for beboerne i den daværende verden, have været om Jehovas kommende dom over dem i Vandfloden. Blandt dem, han prædikede for, var nefilim og deres fædre, de materialiserede og gifte „gudssønner“. Noa prædikede således for de ånder, der efter Vandfloden blev holdt i forvaring i tartaros, men han kunne gøre det i kødet, fordi de selv havde materialiseret sig i kød og blod.

18, 19. a) Hvor hos Johannes finder vi nogle hovedpunkter vedrørende Jesu prædiken for ånderne i forvaring? b) Hvordan og hvornår skulle den forudsagte straf over ærkeoprøreren og hans usynlige forbundsfæller begynde at iværksættes, og med hvilket forudsagt resultat?

¹⁸ På tilsvarende vis prædikede den større Noa, den opstandne Jesus, for disse samme ånder, der var holdt i forvaring siden Vandfloden. Kort tid før han led døden i kødet, sagde han til sine efterfølgere: „Nu går der dam over denne verden, nu skal denne verdens fyrste [Satan] kastes ud.“ (Joh. 12:31) Efter at Jesus „blev vakt til live i ånden“, udgød han på Pinsedagen fra himmelen den hellige ånd over de første medlemmer af sin brudeskare og begyndte at bygge den nye tingenes ordnings ark. I harmoni med det profetiske forbillede, som fortidens Noa udgjorde, var det rimeligt, at den større Noa i himmelen prædikede for ånderne i forvaring. Omkring år 96 (e. Kr.) gav Gud den herliggjorte Jesus Kristus en vidunderlig åbenbaring, som han skulle lade gå videre til den alderstegne apostel Johannes. Denne åbenbaring har meget at sige om Satan Djævelen og dæmonerne, hans engle. Overgivelsen af denne åbenbaring til Johannes var bestemt en forkyndelse for ånderne i forvaring, thi fra det tolvte kapitel og fremefter taler den indgående om deres virksomhed i vore dage og om deres nederlag, deres nedstyrtning i afgrunden samt deres endelige undergang.

¹⁹ I 1914, den første verdenskrigs indledende år, begyndte Jehova Gud at iværksætte en svidende straf over Satan og hans dæmoner, der stadig havde adgang til himmelen og bevægelsesfrihed i de himmelske regioner. I efteråret 1914 udløb „hedningernes tider“, og da var tiden kommet til, at Jehova Gud ville oprette sit rige og overgive det i sin Søn Jesu Kristi hænder. (Luk. 21:24) Som det symbolsk skildres i det tolvte kapitel i Åbenbaringen, lod Gud sit rige føde, for at det skulle herske midt iblandt de verdslige nationer og sluttelig sønderknuse dem i det kommende Harmagedonslag. Umiddelbart efter Rigets fødsel stred Jehovas øverste engel eller ærkeengel, hans indsatte konge, der i himmelen er kendt under navnet Mikael, „mod dragen, og dragen og dens engle stred mod dem“. Satan Dragen og hans dæmonengle led nederlag og blev kastet ud af himmelen og ned til jordens nærhed, hvortil deres virksomhed nu er begrænset lige til Harmagedonslagets komme. (Åb. 12:7-9) Det var i sandhed en fornedrelse i rent fysisk forstand, foruden at de allerede befandt sig i deres fornedrede tartaros-tilstand. Det betød et bogstaveligt fangenskab for dem, foruden at de havde været i „forvaring“ i tartaros siden Vandfloden, idet de nu for evigt blev forment adgang til himmelen og ikke måtte vise sig på noget højere sted end jorden, hvor Satan begyndte sit oprør. Intet under, at Dragen, Urslangen, under denne straf nu udspyr gift og galde over Jehovas organisation.

20-22. a) Hvordan kan vi nu med sikkerhed identificere den fulde og endelige opfyldelse af den gudgivne forudsigelse i Zakarias 3:1, 2? b) Hvorfor og hvordan finder Jesu prædiken for de ånder, der er i forvaring, stadig sted, og hvornår vil denne forkyndelse ophøre?

²⁰ Om Satans nedstyrtning fra himmelen læser vi i Åbenbaringen 12:10: „Fra nu af er frelsen og kraften og Riget vor Guds, og magten hans Salvedes; thi nedstyrtet er vore brødres anklager, som anklagede dem for vor Gud dag og nat.“ Vi ser således nu en fuldstændig og endelig opfyldelse af den før citerede profeti i Zakarias 3:1, 2 (side 9, § 14). I Zakarias’ profeti er „Jehovas engel“ den samme som „pagtens engel“, om hvem der i Malakias 3:1 profeteres, at han skulle komme sammen med Herren Jehova til templet for at holde dom, nemlig den herliggjorte Jesus Kristus. Ikke alene er han Jehovas øverste engel eller ærkeengel, men han er Jehovas ypperstepræst. På jorden er han repræsenteret af sine brødre, underpræsterne, der følger i hans fodspor og skal være „et kongeligt præsteskab“ sammen med ham. (1 Pet. 2:9) Det er disse, Dragen, Satan Djævelen, anklager. Når han anklager dem, anklager han i virkeligheden deres overhoved, ypperstepræsten Jesus Kristus, for hvad der bliver gjort imod dem, bliver gjort imod ham. (Matt. 10:40; 25:40, 45) Ligesom Zakarias’ profeti viser, at Satan var en modstander af Josua, der var ypperstepræst, dengang jøderne vendte tilbage fra Babylon for at genopbygge templet i Jerusalem, således har Satan kæmpet imod resten af Jesu Kristi, ypperstepræstens, præstelige efterfølgere og anklaget dem, lige siden de i 1919 blev udfriet fra nutidens Babylon.

²¹ De kendsgerninger, der er en opfyldelse af profetien i Malakias 3:1, beviser, at Jehova og hans „pagtens engel“ kom til det åndelige tempel i foråret 1918. Siden da har „Jehovas engel“ med andre ord været i templet, optaget af et domsarbejde, og hans domme rammer også Satan Djævelen. Når Satan træder op som en modstander af Jehovas ypperstepræst Jesus Kristus ved at modstå resten af hans præstelige efterfølgere på jorden, siger Jesus Kristus, „Jehovas engel“, i templet til Satan: „Jehova straffe dig, o Satan! Ja, Jehova, der har udvalgt Jerusalem, straffe dig!“ (Zak. 3:2, Da) Dengang Jesus Kristus, Jehovas øverste engel eller ærkeengel, havde kastet Satan ud af himmelen og ned til jorden, gik han ikke straks i gang med at udkæmpe Harmagedonslaget og dermed sætte Satan fuldstændig ud af spillet. Han har givet Satan en kort tid, før han atter tager kampen op i Harmagedonslaget. Trængselen over Satans organisation er altså blevet så meget kortere, og dette har været til fordel for Jehovas udvalgte og „kongelige præsteskab“. Følgelig har Jesus Kristus, „Jehovas engel“, siden sit komme til templet ikke kunnet sige mere til Satan end: „Jehova straffe dig.“ På denne måde prædiker den herliggjorte Jesus Kristus i de himmelske regioner for Satan og de andre ånder, der er i forvaring. At bede Jehova om at straffe dem er et domsbudskab over dem. I det kommende Harmagedonslag vil Jehova straffe Satan og hans dæmonånder ved at eksekvere dommen over dem.

²² Den opstandne Jesus Kristus fortsætter således med at prædike for ånderne i forvaring lige til Harmagedon. Satan og de andre fangne ånder befinder sig stadig i det bibelske tartaros og dets mulm og mørke, hvad angår Guds gunst og forståelsen af hans hensigter. Deres fornedrede tilstand i denne jords nærhed forudsiges i Ezekiels profeti under betegnelsen „Magogs land“, og dette lands hersker, Gog, står som et profetisk symbol på Satan Djævelen. — Ez. 38:1 til 39:11.

23. a) Hvilken yderligere straf venter der de oprørske engle? b) Hvordan vil disse oprørske åndeskabninger derefter som forudsagt komme til at dele den skæbne, Jehova har bestemt for de fejge, for løgnerne og for enhver, som øver spiritisme?

²³ Om kort tid vil Jehova, når han straffer Satan i Harmagedonslaget, ved sin ærkeengel binde Satan og hans dæmoner og styrte dem ned i afgrunden for der at holde dem under lukke og segl i tusinde år, mens Jesus Kristus regerer sammen med sit herliggjorte kongehus af præster. (Åb. 16:14-16; 20:1-6) Det bibelske tartaros vil da ophøre med at eksistere. Denne onde verdenshimle vil forsvinde, og Kristi nye himle og hans herlige „brud“ vil regere den retfærdige nye verden. (2 Pet. 3:13) For nitten århundreder siden, dengang Jesus var knap tre dage i afgrunden, var det ikke tartaros, han befandt sig i, men dødstilstanden, indtil han blev oprejst fra de døde. (Rom. 10:6-8; 5 Mos. 30:12-14) Således vil også Satan og hans dæmonånder befinde sig i en dødlignende tilstand, idet de vil være fuldstændig uvirksomme, ude af stand til at komme i forbindelse med mennesker, ude af stand til at give sig ud for at være afdøde menneskers udødelige ånder. Spiritismen med dens medier vil derfor blive tilintetgjort i Harmagedonslaget, og de, som dyrker den, vil blive tilintetgjort sammen med den i den „anden død“, der er et symbol på total ødelæggelse, udslettelse. Om Guds kommende nye verden siger Åbenbaringen 21:8: „De fejge og tro og afskyelige og morderne og de utugtige og troldmændene [de, som øver spiritisme, NW] og afgudsdyrkerne og alle løgnerne, deres plads er i søen, som brænder med ild og svovl; det er den anden død.“

Opstandelse, ikke kontakt med ånder

24, 25. a) Hvilken handling venter nu de, som tror fuldt og fast på Bibelen, at den levende Gud, Jehova, skal gøre, for at de kan komme til at tale med de mange mænd, kvinder og børn, der engang levede på jorden og døde? b) Hvilken tilknytning har Jesu død og opstandelse til de herlige fremtidsudsigter, der venter de millioner, som har levet på jorden og er døde?

²⁴ De, som bliver udryddet i Harmagedonslaget, vil ikke erfare noget „liv efter døden“. Derimod vil de mennesker, som holder sig fri af spiritisme og al falsk religion, og som tilbeder Jehova som Gud og følger i Kristi fodspor, overleve Harmagedonslaget, og uden at dø vil de drage ind i Guds retfærdige nye verden. (2 Pet. 3:10-15) De, som overlever, vil ikke søge at komme i forbindelse med dem, der bliver udryddet under dette slag. De vil vide, at de døde er døde, og at der ikke gives noget liv efter døden. Der vil ingen medier være i live til at optræde som mellemled mellem løgneånder og mennesker, for disse ånder vil være berøvet al magt og befinde sig i en dødlignende tilstand i afgrunden, ude af stand til at bedrage menneskene under Kristi tusindårige regering. I stedet for at forsøge på at gøre det umulige, nemlig at meddele sig til de døde, vil de, som overlever Harmagedonslaget, afvente opstandelsen og glade gøre alt rede til de dødes tilbagekomst. I kærlighed vil de træffe forberedelser til at tage imod alle dem i menneskehedens fælles grav, hades eller sheol, som Gud har givet plads i sin hukommelse. (Joh. 5:28, 29; Åb. 20:12, 13) Når de døde kommer tilbage fra graven, bliver det ikke i kraft af materialisationer ved hjælp af åndemedier, der udstøder plasma fra deres legemer tig dannelse af de dødes nye legemer, men det bliver i kraft af Jehova Guds opstandelsesmagt, idet han giver hvert enkelt menneske dets eget uafhængige legeme, alt efter som det behager ham. (1 Kor. 15:36-38) Dette vil være en sand og sikker og varig trøst for de levende.

²⁵ De døde vil vende tilbage, men de vil ikke komme tilbage og fortælle om en åndeverden eller en æterisk tilværelse, hvor de følte sig langt friere uden deres menneskelegeme og vidste mere, end før de døde; derimod vil de berette om, hvor sandfærdig Bibelen er, at de døde er døde og er i graven, at menneskesjælen er dødelig, at de døde intet ved, intet foretager sig, intet føler. Den sidste tanke, de tænkte, før de døde, vil danne baggrunden for det første sindsindtryk, de modtager, når de vågner op af dødens søvn. (Sl. 6:6; 115:17; Præd. 9:5, 10; Es. 38:10, 18, 19) De vil have de samme personlige egenskaber, som dengang de døde, og andre vil kunne genkende dem med det samme. Ingen af de døde, hverken spædbørnene, de større børn, de unge eller de gamle, vil være blevet ældre eller have lært mere, mens de var døde. Når de bliver vakt til live igen på jorden, vil de få lejlighed til at lære om Jehova Gud og hans rige ved Kristus samt om de foranstaltninger, Gud har truffet med henblik på at skænke dem evigt liv på en paradisisk jord. Da vil alle de lydige blandt menneskeheden blive løftet op til fuldkommenhed som menneskesjæle, der er skabt i Guds billede og lighed. Det vil alt sammen ske, fordi Guds søn døde for menneskeheden, blev oprejst fra de døde og „vakt til live i ånden“, for at han atter kunne træde frem i himmelen og for Guds åsyn frembære værdien af sit opofrede menneskeliv.

26, 27. a) Hvordan vil jordens beboere ved slutningen af Kristi tusindårige regering vise sig værdige til at leve evigt på jorden? b) Hvem af jordens milliarder indbyggere vil da blive kastet i „ildsøen“, og hvad er „ildsøen“?

²⁶ Når menneskehedens fælles grav, sheol eller hades, giver de sidste af sine fanger fri, vil der ingen døde være mere, det vil sige ingen mennesker, der er døde på grund af den synd og den dødsstraf, Adam og Eva, vore første forældre, har ladet gå i arv til os. Denne fjende, døden, og dens følgesvend, menneskehedens fælles grav, vil være udryddet, og dermed vil det være forbi med enhver tilskyndelse til at meddele sig til de døde, for der vil ingen døde være. „Thi han [Kristus] bør være konge, indtil han får lagt alle fjender under sine fødder. Den sidste fjende, der tilintetgøres, er dø den.“ (1 Kor. 15:25, 26) Spørgsmålet er da: Vil de vise sig værdige til at leve evigt, ikke i himmelens åndelige regioner, men som fuldkomne menneskesjæle i kød og blod på en paradisisk jord? Enhver må selv afgøre dette spørgsmål ved slutningen af Kristi tusindårige regering. Hvordan?

²⁷ Satans og hans dæmoners løsladelse vil give dem lejlighed til det. Under Kristi tusindårige regering vil han og hans dæmoner have været i fangenskab i afgrunden, ude af kontakt med menneskeheden og således ude af stand til at føre dem vild eller gribe forstyrrende ind i Kristi genrejsningsarbejde. „Når de tusinde år er til ende, skal Satan blive løsladt af sit fængsel. Og ham skal gå ud for at forføre folkeslagene ved jordens fire hjørner.“ (Åb. 20:7, 8) Han og hans dæmoner vil ikke længere kunne forføre menneskene med deres løgn om „et liv efter døden“, der får de levende til at tro, at de kan komme i forbindelse med de døde. Dog vil han forføre mange fuldkomne mennesker ved hjælp af en eller anden selvisk tillokkelse, der vil få dem til at slutte sig til Satans styrker imod den universelle Suveræn, Jehova Gud, akkurat ligesom det lykkedes ham over for den fuldkomne Adam i det oprindelige paradis i Eden. (Jak. 1:12-15) De, som giver efter for selviskhed, og som kæmper sammen med Satan imod den teokratiske nye verden, vil ikke bestå denne sidste prøve på menneskehedens retskaffenhed over for Jehova Gud. Deres navne vil ikke være indskrevet i hans „livets bog“. De vil blive henrettet som forsætlige oprørere, men da går de ikke ned i sheol eller hades for at dø på grund af nogen nedarvet synd fra Adam, men de bliver kastet i den „anden død“, der symboliseres ved „ildsøen“, hvor de vil lide døden for deres egen overlagte synd.

28, 29. a) Hvilke skriftsteder viser, hvem det er, Jehova har gjort „ildsøen“ rede til? b) Hvad har de mennesker i vente, som ikke svigter, når Jehova stiller dem på prøve ved Tusindårsrigets afslutning?

²⁸ Også Satan og hans dæmonengle vil blive kastet i denne symbolske „ildsø“, for de vil ligeledes blive straffet med den „anden død“, der er evig tilintetgørelse, en fuldstændig, endeløs udslettelse af tilværelsen. Der vil lige så lidt være noget liv efter denne „anden død“, som der var det efter den tidligere adamitiske død. Der vil ikke være nogen opstandelse fra ildsøen, gehenna, som der var det fra menneskehedens fælles grav, sheol eller hades. Satan, Urslangen, vil sammen med al sin sæd, både mennesker og ånder, stå uden redning og få hovedet totalt knust, som det blev forudsagt i Edens paradis. — 1 Mos. 3:15.

²⁹ De loyale og lydige blandt den til den tid fuldkomne menneskehed vil leve videre på jorden. De vil blive belønnet, fordi de har bestået denne hjerteransagende prøve, ikke med udødelighedens gave, men de vil blive retfærdiggjort eller erklæret retfærdige til evigt liv i den nye verden og få deres navne indskrevet i Jehovas „livets bog“ og glæde sig over endeløs lykke, omgærdet af Guds fuldkomne omsorg for dem i deres jordiske paradis. „Der skal ingen død være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere; thi det, som var før, er nu forsvundet.“ — Åb. 20:9 til 21:4.

Et værn mod skæbnesvangert bedrag

30, 31. Hvorfor er nøjagtig bibelkundskab vedrørende spiritismen og menneskesjælen nu af livsvigtig betydning?

³⁰ Bibelens holdning i spørgsmålet om den falske lære vedrørende „et liv efter døden“ er her klart blevet slået fast. Dog er det kun ganske få, der ved, hvad Bibelen har at sige imod læren om sjælens fortsatte eksistens efter døden. Det er årsagen til, at flere og flere, som sørger over tabet af deres venner og deres kære eller er grebet af den almindelige frygt og forvirring, der råder i verden, bliver ofre for spiritisme, der er dæmonisme. Profetierne i Bibelen forudsagde, at til trods for den plagelignende proklamation af Guds domme over denne onde verden ville selviske mennesker ikke omvende sig „fra deres hænders værk, så de holdt op med at tilbede de onde ånder og afgudsbillederne af guld og sølv og kobber og sten og træ, som hverken kan se eller høre eller gå. De omvendte sig ikke fra deres myrderier eller fra deres trolddomskunster [spiritistiske færd, NW] eller fra deres utugt eller fra deres tyverier.“ (Åb. 9:20, 21) Til trods for menneskenes voksende kundskab ville nogle dog „falde fra troen, idet de lytter til forførende ånder og dæmoners lærdomme“, de ville blive dæmonernes bytte til evig skade for sig selv. Situationen er i realiteten den, at alle nationerne med deres herskere i spidsen, hvad enten disse residerer i det Hvide Hus, på et kongeslot eller i det kommunistiske Kreml, står i fare for at blive ledt til deres egen undergang i Harmagedonslaget. Åbenbaringen, ved hvilken den herliggjorte Jesus Kristus har prædiket for de ånder, der er i forvaring, forudså, at der fra dæmonernes fyrstes, Dragens, mund og gennem hans synlige, vilddyragtige organisation skulle komme „ånder“ eller „dæmoninspirerede udtalelser“ (NW), og at de „går ud til kongerne på hele jorderige for at samle dem til krigen på Guds, den Almægtiges, store dag. . . . Og de samlede dem på det sted, der på hebraisk kaldes Harmagedon.“ (Åb. 16:14-16 og 1 Tim. 4:1) Ingen af dem, der lader sig forføre af dæmonerne, vil overleve Harmagedonslaget.

³¹ Alle folkeslagene, såvel de såkaldte kristne som de hedenske, trues på livet af dæmonangreb, der bærer undergang i deres skød. Man tør ikke forlade sig på kristenheden. Den har vist, at den ikke er noget værn mod spiritismen, for inden for dens område breder spiritismen sig på akkurat samme måde, som den gør det i den hedenske verden. Hvorfor? Fordi man i kristenheden, både fra romersk-katolsk, græsk-katolsk og protestantisk side, lærer det ukristelige dogme om „menneskesjælens udødelighed“, dogmet, der danner grundvold for spiritismen, og som gør dets tilhængere modtagelige for spiritismens argumenter og bedrag. Den romersk-katolske kirke kan påstå, at den er det stærkeste værn mod spiritismens anslag, men dens lære gør katolikkerne til et let bytte for dæmonernes onde indflydelse. For eksempel:

32. Hvordan besvarer den romersk-katolske kirke spørgsmål vedrørende a) spiritismens påstande, b) spiritistiske fænomener og c) budskaber fra afdøde mennesker?

³² Som svar på spørgsmålet (318): „Er der noget sandt i spiritismens påstande?“, der blev behandlet over den katolske radiostation 2SM i Sidney, Australien, sagde dr. Rumble, missionær for den katolske orden Det Hellige hjerte:

„Sand er påstanden om, at sjælen er adskilt fra og kan overleve legemet. Alle mennesker ved ganske instinktmæssigt dette, og når de mister troen på protestantismen, står denne fundamentale og fornuftbegrundede tro fast. Derfor vender mange af dem sig til spiritisme, og denne nye trosretning vinder indpas hos ikke-katolikker. Som et religiøst system er spiritismen et produkt af menneskelige bestræbelser og er på mode i visse kredse et stykke tid. . . .“

Som svar på spørgsmålet (319): „Hvorfor fordømmer Deres kirke spiritismen?“ svarer han:

„Den katolske kirke tror fuldt og fast på eksistensen af en åndeverden, på Gud og på, at der er skabt gode og onde ånder, samt på menneskesjælenes fortsatte eksistens. Men spiritismen som fænomen kan i bedste fald skyldes naturlige årsager, til tider bedrageri, meget ofte onde ånder. Ikke ethvert resultat, der skyldes ånders indflydelse, kan hidrøre fra gode ånders intervention. Mediet arbejder under en uhyggelig, feberagtig ophidselse; resultaterne er alt for ofte ondartede, og de budskaber, der modtages, såvel som de metoder, der benyttes, er ganske åbenlyst gudsbespottelige og umoralske, Gud absolut uværdige.“

Som svar på spørgsmålet (320): „Har den katolske kirke nogen sinde haft forbindelse med åndevæsener fra den anden verden?“ siger han:

„Den katolske kirkes historie kan fremvise mange beretninger om budskaber, der er blevet modtaget fra de hedengangnes sjæle. Sandfærdigheden af disse beretninger har været underkastet de almindelige love for historisk kritik; nogle af beretningerne har vist sig at være tvivlsomme, andre giver ikke nogen anledning til selv rimelig tvivl. Som regel tillader Gud kun, at en sjæl en gang imellem momentvis meddeler en advarsel eller en begæring om bønner, men intet fantastisk. Ligeledes er budskaberne spontane, og de skyldes ikke menneskers nysgerrige bestræbelser for at søge sandheden hos de døde. Kirken efterprøver de modtagne budskaber eller sådanne budskaber, der påstås at være modtaget, for at dømme om, hvorvidt det er gode eller onde ånder, der står bag meddelelserne. 1) Budskabet må på ingen måde være i modstrid med den katolske lære eller moralske principper. Gal. 1:9. . . .“ — Siderne 73, 74 i bogen Radio Replies af Rumble og Carty, med imprimatur af ærkebiskop J. G. Murray, St. Paul, Minnesota, den 11. februar 1938, og med forord af monsignor Fulton J. Sheen, dr. theol. (9. oplag, 1939)

33-36. a) Kan man trygt stole på katolicismen som et værn mod den fare, der ligger i, at spiritismen vinder større og større fremgang? b) Hvilket vidnesbyrd bekræfter dit svars pålidelighed?

³³ Er den katolske lære, som her fremholdt, et uigennemtrængeligt værn mod spiritismens invasion? Nej! Det er en opfordring til spiritisme. Forholdene i sådanne romersk-katolske lande som Peru, Costa Rica, Cuba og Haiti viser i sig selv, at katolicismen ikke er et værn mod denne omsiggribende fare. I de nævnte lande blander næsten 90 procent af den katolske befolkning spiritisme eller voodoo sammen med katolicisme, idet de praktiserer begge former for gudsdyrkelse på een og samme tid, uden at præsterne gør indvendinger eller idømmer bodsstraffe. Det overrasker ingen, at en vis Johannes Greber, tidligere katolsk præst, er blevet spiritist og har udgivet en bog, der hedder „Communication with the Spirit World, Its Laws and Its Purpose“. (1932, Macoy Publishing Company, New York) I forordet giver han udtryk for følgende typiske fejlvurdering: „Den mest betydningsfulde spiritistiske bog er Bibelen; for dens hovedindhold bygger på budskaber fra det hinsidige til det dennesidige.“

³⁴ Jean Brierre, en haitisk regeringsembedsmand, sagde følgende vedrørende de fremmede, der besøgte hans land, Haiti: „De fleste af dem kan ikke indse, at voodoo eller vodun, som vi også kalder det, slet ikke er sort magi, men en god religion, der dyrkes af over halvfems procent af vort folk — en religion, der i deres øjne ikke hindrer dem i også at være gode katolikker. Haitianeren går til et voodoo-tempel lørdag aften og tager del i dets ritualer hele natten, hvorpå han om morgenen går til den tidlige messe i den katolske kirke. . . . Hvis De undersøger sagen, vil De finde, at mange af voodoo-guderne og -gudinderne eller loas, som vi kalder dem, har deres nøjagtige genpart i de katolske helgener.“ (True (The Man’s Magazine), oktober 1949) Dette indbefatter „Jomfru Maria“, og korset indtager overalt en fremtrædende plads, navnlig for at det skal skræmme de onde ånder bort.

³⁵ I en artikel i bladet Rosenda, Matanzas, Cuba (i numrene for den 1. og 15. september 1934), sagde M. G. Consuegra: „På Cuba er en overmåde stor procentdel spiritister. I få lande har spiritismen vundet så mange tilhængere som på Cuba, når befolkningstallet tages i betragtning. Som et bevis herfor kan vi bekræfte den uimodsigelige kendsgerning, at al talen om spiritisme ikke mere får nogle til at trække på smilebåndet eller andre tid at fordømme den, men at alle, også de katolske præster (dens naturlige fjender), nærer større og større respekt for den for hver dag, der går, og man kan roligt sige, at om få år vil spiritismen være en dominerende trosretning på Cuba, Antillernes perle.“

³⁶ Der kunne nævnes mange andre eksempler på, hvor udbredt spiritismen eller dæmonismen er i romersk-katolske lande, men pladsen tillader det ikke.

37. Hvorfor burde forstandige, gudfrygtige mennesker i disse strenge tider afholde sig fra at betragte nogen del af kristenheden som en hjælp mod dæmonernes angreb?

³⁷ Nej, kristenheden, anført af det romersk-katolske religionssystem, har svigtet som værn mod dæmonismen i denne kritiske „endens tid“, da Satan og hans dæmoner er blevet styrtet ned fra himmelen til jorden og fulde af harme leder både den „kristne“ og den hedenske verden mod deres totale undergang i Harmagedonslaget. Af gode grunde lød derfor råbet fra himmelen: „Ve jorden og havet! thi Djævelen er kommen ned til jer; hans harme er stor, fordi han ved, hans tid er kort.“ — Åb. 12:12.

38-40. a) Hvilket skriftligt vidnesbyrd er alene et værn mod udøvelse af spiritisme? b) Hvordan formaner Paulus os i billedtale til at sejre over ondskabens usynlige åndemagters rasende horder?

³⁸ Hvor kan vi da finde beskyttelse mod dæmonernes intriger for at få Gud til at udrydde alle mennesker i Harmagedonslaget på grund af deres manglende retskaffenhed over for ham og hans rige? Vor beskyttelse er at hente i den antispiritistiske bog, den hellige skrift, Bibelen. Kun der finder vi Guds lære og vidnesbyrd, og herom sagde Jesus til Gud: „Dit ord er sandhed.“ (Joh. 17:17) På denne kritiske dag lyder der gennem profeten Esajas, der var et profetisk forbillede på Jesus Kristus, følgende påbud til os: „Bind vidnesbyrdet til og sæt segl for læren i mine disciples sind! Og siger de til eder: Søg genfærdene og ånderne, som hvisker og mumler! — skal et folk ikke søge sin Gud, skal man søge de døde for de levende? Nej! Til læren og vidnesbyrdet! [For det ord, de taler, er der visselig ingen morgenrøde. De vil . . . blive stødt ud i bælgmørke, RS].“ (Es. 8:16, 19-22) Vi må rådføre os med den levende Gud ved at rådføre os med hans lære og vidnesbyrd i hans skrevne ord — det er vor kilde til lys og vort aldrig svigtende værn mod ondsindede dæmoners dødbringende anslag.

³⁹ Nu da total undergang i Harmagedonslaget truer såvel kristenheden som den hedenske verden, og de usynlige dæmoner underfundigt leder verdensherskerne og folkene hen mod denne undergang, kan vi i sandhed sige, at vi lever på en ond dag. Alle vegne tager „kødets gerninger“ overhånd, og disse gerninger indbefatter spiritisme, „trolddom“, hvorom apostelen Paulus advarende siger, „at de, der øver sådanne ting, skal ikke arve Guds rige“. (Gal. 5:19-21) Heller ikke vil sådanne, der øver spiritisme, få lov at eksistere på den „nye jord“ under Guds rige ved Kristus. (Åb. 21:8; 22:14, 15) Hvis vi sætter livet i den nye verden over alt andet, må vi uafladelig kæmpe mod de usynlige fjender, der vil hindre os i at opnå det. Apostelen Paulus afslører disse fjender, samtidig med at han opmuntrer os til at bruge de eneste virkningsfulde våben for at drive dem tilbage, så vi kan stå som sejrvindere med det evige liv i Guds retfærdige nye verden i behold. Han siger:

⁴⁰ „Ifør jeg Guds fulde rustning, så I kan holde stand mod Djævelens snigløb. Thi den kamp, vi skal kæmpe, er ikke mod kød og blod, men mod magterne og myndighederne, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet. Tag derfor Guds fulde rustning på, for at I må kunne stå imod på den onde dag og holde stand efter at have besejret alt. Så stå da meld sandheden spændt som bælte om jeres lænder, og iførte retfærdigheden som brynje, tag som sko på jeres fødder villighed til at forkynde fredens evangelium, løft i al jeres færd troens skjold, hvormed I kan slukke alle den Ondes gloende pile, tag imod frelsens hjelm og åndens sværd, som er Guds ord. Gør dette til enhver tid under stadig påkaldelse og bøn, idet I altid beder i ånden, og vær årvågne dertil med stadig udholdenhed og bøn for alle de hellige.“ — Ef. 6:11-18.

41. Hvordan kan vi, når vi omsætter Paulus’ sunde formaning i praksis, „holde stand“ over for fjendens angreb, der har til hensigt a) at sætte ind over for vort sind og hjerte?

⁴¹ Det er på høje tid at følge denne formaning. Spænd Guds ords sandhed som et bælte om dit sinds lænder. Så vil du ikke svækkes i kampen mod al den usandfærdige propaganda, de onde åndemagter i himmelrummet udspyr. Lad dit sind suge til sig af sandheden om de dødes opstandelse. Så vil du kunne stå fast over for løgnen om menneskesjælens udødelighed og om „et liv efter døden“. Når du er iført retfærdighedens brynje, vil dit hjerte være beskyttet mod spiritismens sentimentale tillokkelse og imod dens forkastelse af Jesu Kristi genløsningsoffer, der er det eneste middel, hvorved vi syndere kan få opvejet vore synder og vinde evig retfærdighed, der vil gøre os værdige til evigt liv i den nye verden, i hvis himle og på hvis jord retfærdighed bor.

42. — b) at besnære og fange os?

⁴² Med fredens evangelium som sko på dine fødder vil du ikke pådrage dig ansvar for den ufred, der hersker i denne verden, og du vil ikke af de usynlige dæmoner blive samlet sammen på verdensherskernes side i Harmagedonslaget til en selvmorderisk kamp mod den almægtige Gud og hans regerende konge, Jesus Kristus. Du vil fremme freden og forsoningen med Gud.

43. — c) som en pludselig ild at fortære vor absolutte lydighed mod Jehova og hans regerende konge?

⁴³ Ved at løfte troens store skjold vil du kunne standse og slukke alle fjendens gloende og trosødelæggende pile og værne dig mod denne verdens troløse færd. På grundlag af din trosinspirerede lydighed mod Gud og hans konge, Jesus Kristus, vil du overvinde verden og vedblivende behage Gud, der belønner de trofaste med livets gave.

44. — d) at ødelægge vor evne til at ræsonnere som fornuftige og enige skabninger, der faste i håbet gør Guds vilje?

⁴⁴ Tager du imod frelsens hjelm, vil du bevare dit håb om Guds rige fra at lide overlast og rådføre dig med Gud om hans frelsesvej gennem Jesus Kristus og den nye verdens teokratiske regering. På fornuftig vis vil du arbejde på din egen frelse i overensstemmelse med Guds foranstaltninger, idet du offentligt bekender dit håb ved sammen med Jehovas vidner at forkynde „denne gode nyhed om Riget“ over hele jorden til et vidnesbyrd.

45. — e) at skræmme os eller såre os til døden med falsk filosofi eller forførende tillokkelser?

⁴⁵ Ved at tage imod åndens sværd, det vil sige Guds ord, kan du afparere angreb fra det verdslige sværd, nemlig dæmonernes ord, deres inspirerede udtalelser og menneskers religiøse traditioner og materialistiske filosofier. Du vil kunne klare dig i nærkamp mod den fjendtlige fægter og gennembore ham, få hans argumenter til at falde til jorden, modvirke hans indflydelse og undgå hans udfald ved at citere og stole på Guds skrevne ord, således som Jesus gjorde, da han blev fristet af Djævelen i ørkenen.

46. — f) at afbryde eller blokere forbindelseslinien mellem os (som en helhed eller som enkeltpersoner) og Jehova, kilden til vor evige kraft og styrke?

⁴⁶ Enhver form for bøn og påkaldelse under denne teokratiske kamp mod de onde ånder i de usynlige regioner vil bevirke, at du bestandig har Gud i tanke og sætter din lid til ham, din aldrig svigtende beskytter og hjælper, og ikke „holder kød for [din] arm“, det vil sige stoler på mennesker. Hver gang du tilskyndes til at øve spiritisme, og hver gang du udsættes for en besnærende okkult påvirkning fra spiritisters side, bør du henvende dig til Gud og bede ham om at give dig sejr over de onde ånder, deres bedrag og deres modstand, og om, at Guds hellige engle må komme dig til hjælp som tjenende ånder. Du vil ikke alene tænke på dig selv, men også på dine medkristne, der kæmper den samme kamp mod ondskabens overmenneskelige magter. Du vil adlyde Jesu belæring og bede om, at Guds navn Jehova må blive helliget og hans rige komme og sætte en stopper for de onde åndemagters virksomhed samt manifestere Jehovas universelle overhøjhed, bringe fred til menneskeheden, genoprette paradiset på jorden, oprejse de døde fra mindegravene og velsigne alle trofaste og lydige blandt jordens slægter med evigt liv i menneskelig fuldkommenhed. I vor kamp for at besejre de onde åndemagter er det ligeså nødvendigt for os, at Gud bønhører os, når vi beder til ham i overensstemmelse med Bibelens anvisninger, som det er, at vi har de øvrige dele af den fulde rustning, Gud har givet os, i orden.

47, 48. Hvad vil det føre til for Jehova, for hans indsatte konge og for os selv, hvis vi trofast forbliver på Jehovas side, idet vi gør flittig brug af den kundskab, vi har tilegnet os gennem dette studium?

⁴⁷ Når vi beder og kæmper iført vor gudgivne rustning, vil vi ikke være at finde blandt de dæmonbeherskede modstandere af Jehova Gud og hans rige ved Kristus den dag, Harmagedonslagets time slår. Vi vil stå på den levende Guds side, og han vil kæmpe for os og hævde og herliggøre sin egen overhøjhed og bevare os til liv i sin herlige nye verden. De onde himle, der består af Satan og hans onde åndestyrker, vil blive tilintetgjort, og den onde jord, der består af det menneskelige samfund, som disse åndemagter usynligt har dirigeret og ført vild, vil blive udryddet, og da vil den nye verden med Jesus Kristus og hans herliggjorte menighed som de nye himle være indført.

[Illustration på side 9]

Forbilleder & modbilleder

Kristus

Kristi brud

Noa & hustru

Arken

Nye tingenes ordning

Store skare

Noas 3 sønner og deres hustruer