Den kommende fred i tusind år

 1. Hvad er det folk ønsker — fred på månen eller fred her på jorden? Begrund svaret.

DA DE tre astronauter i deres menneskeskabte rumskib ti gange kredsede om månen ved juletid i 1968, så de at der var meget fredeligt på månen blot et hundrede og ti kilometer borte. Da de velbeholdent kom tilbage til jorden, vendte de tilbage til en verden hvor krige rasede og hvor der blev udtrykt stor frygt for at en tredje verdenskrig, en atomkrig, ville bryde ud. Dog var de yderst lykkelige over at komme tilbage til vor plagede jord. Og det er forståeligt nok. Hvem ønsker at rejse til månen for at komme til at leve på en planet med fred? Det som folk i almindelighed inderst inde ønsker er verdensfred her på jorden, her hvor vi hører til. Det er ikke forkert at sige „her“, for det er her på jorden der skal blive fred i tusind år, en fred som meget snart bliver en realitet. Hvad vil De synes om at være i live når den begynder? De ville sikkert betragte Dem selv som i høj grad begunstiget.

 2, 3. (a) Hvorfor har folk mistet tilliden til at verdenslederne kan indføre varig fred? (b) Hvordan forholder det sig med befolkningseksplosionen, og hvordan berører den freden?

² Verdensforholdene i dag vil uden tvivl få Dem til at spørge: „Hvem vil indføre og bevare denne fred i tusind år?“ Efter verdensledernes pralende optræden som fredsskabere og fredsbevarere er det kun naturligt om De har tabt tilliden til at mennesker kan udrette noget så stort. De vanskeligheder der hindrer oprettelsen af en varig verdensfred synes at være uoverstigelige for menneskene. Det er almindeligt kendt at jordens befolkning vokser eksplosivt. I forbindelse med en kampagne for kontrol af befolkningstilvæksten blev der i nogle lande indrykket helsides avisannoncer som den der stod i New York Times den 9. februar 1969. Den bar overskriften: „Befolkningsbomben truer verdensfreden.“ Under den chokerende overskrift „Englænderne forudser et helvede på jorden“ kunne man læse en udtalelse som Lord Ritchie-Calder, der er formand for en naturfredningsforening, fremkom med i London den 23. november 1968. Han sagde blandt andet:

³ „Det forfærder mig hver gang jeg hører folk tale ubekymret om befolkningseksplosionen som om det var noget der hørte fremtiden til, eller om verdenshungersnøden som om det var noget der blot truede os, når flere hundrede millioner kan bevidne at den allerede er her — med gispende åndedræt kan aflægge ed på det. . . . Det der bekymrer mig er ikke om man kan bevare menneskets ånd fra et hinsides helvede, men om man kan frelse den fra et helvede her på jorden.“ — New York Times, 24. november 1968.

 4. Hvad påpegede Huxley var verdens mest presserende problem, og hvilket spørgsmål giver os ikke fred i sindet?

⁴ Dette bekræfter blot hvad Julian Huxley, tidligere generaldirektør for De forenede Nationers Organisation for Uddannelse, Videnskab og Kultur, sagde i samme by fjorten år tidligere (7. september 1954) på en konference for parlamentarikere der går ind for en verdensregering. Han sagde dengang at „verdens mest presserende problem var befolkningstilvæksten, som truede med at gøre mængden af fødevarer alt for lille.“ (New York Times, 8. september 1954) Et tænkende menneske vil derfor spørge: Hvordan vil befolknings- og fødevaresituationen så være om andre fjorten år? Det vi rent logisk kan forvente giver os ikke fred i sindet.

 5. Hvorfor ændrer afgørelsen af mindre krige ikke helhedsbilledet, og hvilken foruroligende udvikling har fundet sted i det fjerne østen?

⁵ Afgørelsen af mindre krige som Vietnamkrigen og krigen i Mellemøsten kan ikke ændre helhedsbilledet. De to store politiske blokke står stadig som fjender over for hinanden. I en artikel i New York Times for den 6. december 1968 om De forenede Staters situation hed det (side 96, 4. og 5. afsnit): „. . . den kolde krig har i høj grad ændret sig, men er langtfra forbi. Dens faremomenter bliver ikke mindre. Tværtimod.“ Artiklen udtrykte frygt for at den fortsatte splittelse inden for Sovjetblokken kunne friste russerne til at tage nye og desperate forholdsregler. Dette minder os om at Sovjetunionens nabo, det kommunistiske Kina, er et stort problem for den, og for en stor del af den øvrige verden. Foruden at Kina har en frygtindgydende stor befolkning, er det også foruroligende at denne nation nu er en atommagt som også råder over langtrækkende raketter. Hvis kineserne fortsat har held med deres raketvåben og i 1972 kan begynde at opbygge et lager og derpå vedligeholde dette, vil de „være i stand til at bringe 15 eller 20 interkontinentale raketter i stilling omkring 1975“. — New York Times, den 3. februar 1969.

 6, 7. Hvem stillede sig den 20. januar 1969 til rådighed for verdensfredens sag, og med hvilke ord gjorde han det?

⁶ De problemer der skal løses hvis der skal opnås verdensfred ved menneskelige midler, er i sandhed enorme, og alligevel er der mennesker som stiller sig til rådighed for arbejdet med at løse disse problemer. En af dem er åbenbart De forenede Staters syvogtredivte præsident. I den tale han holdt efter sin indsættelse som præsident den 20. januar, sagde han:

⁷ „Jeg har i dag i nærværelse af Gud og mine landsmænd aflagt ed på at ville støtte og forsvare De forenede Staters forfatning. I forbindelse med denne ed aflægger jeg dette hellige løfte: Jeg vil hellige mit embede, min arbejdskraft og al den klogskab jeg kan opbyde, til verdensfredens sag. . . . Den største æresbevisning historien kan tildele nogen, er titlen: fredsstifter. Denne æresbevisning tilvinker nu Amerika. Vi har nu chancen for at hjælpe med til endelig at føre verden ud af denne forvirringens dal og frem til de fredens højsletter som mennesket har drømt om siden tidernes morgen. Hvis dette lykkes for os, vil de kommende generationer kunne sige om os der lever i dag, at vi formåede at gøre det som situationen krævede, at vi bidrog til at skabe en sikrere verden for menneskeheden. . . . Det er ikke et fortvivlelsens bæger vor skæbne tilbyder os; det er de store muligheders kalk. Så lad os da tage imod den, ikke i frygt, men med glæde — og alle I der ’rider med på vor jord’, lad os drage fremad, stærke i vor tro, standhaftige i vore bestræbelser, varsomme over for farerne, men styrkede af vor tiltro til Guds vilje og til menneskets løfter.“ — New York Times, 21. januar 1969; Berlingske Tidende, 21. januar 1969.

 8. Hvilken saligprisning udtalt af Kristus har den nyindsatte præsident muligvis tænkt på, og hvilken bibelprofeti har han i hvert fald haft i tanke?

⁸ Det er muligt at den amerikanske præsident tænkte på de berømte ord som blev udtalt af den mand han påstår at være en discipel af, de ord som Jesu levnedsskildrer Mattæus Levi har optegnet således: „Salige er de, som stifter fred thi de skal kaldes Guds børn.“ (Matt. 5:9) I hvert fald tænkte den amerikanske præsident på en gammel profeti fra det ottende århundrede før vor tidsregning. Hvordan kan vi nu vide det? Jo, da han aflagde ed som præsident med oprakt højre hånd, havde han lagt sin venstre hånd på to familiebibler som hans hustru holdt, den ene oven på den anden, og de var slået op på Esajas’ profeti, kapitel to, vers fire, der lyder: „Da dømmer han folk imellem, skifter ret mellem talrige folkeslag; deres sværd skal de smede til plovjern, deres spyd til vingårdsknive; folk skal ej løfte sværd mod folk, ej øve sig i våbenfærd mer.“ (New York Times, den 20. januar 1969, forsiden, sidste spalte) Det var ikke tilfældigt men tilsigtet at han holdt sin venstre hånd på dette bibelvers. Dette vers gav udtryk for „Guds vilje“ som den var for mere end to tusind år siden, og nu tilføjede den amerikanske præsident ordene „menneskets løfter“.

Kommer det an på politiske ledere?

 9. Er der knyttet en betingelse til opfyldelsen af denne bibelprofeti, og hvordan ville i bekræftende fald udsigterne da være til en verden uden krig?

⁹ Det er ganske givet at hvis de profetiske ord i Esajas’ bog, kapitel to, vers fire, udtrykker den almægtige Guds vilje, så vil de usvigelig sikkert blive opfyldt og der vil en dag blive universel fred. Men er der knyttet en betingelse til den endelige opfyldelse af disse profetiske ord? Kommer deres virkeliggørelse an på „menneskets løfter“? Afhænger deres virkeliggørelse af de „løfter“ som landenes og folkenes politiske ledere fremsætter? Hvis det var tilfældet, mon vi da nogen sinde her på jorden ville opnå en verden uden krig?

10, 11. (a) Hvordan har verdens ledende mænd tænkt sig at indføre den tilstand i verden som Gud ønsker? (b) Hvordan forholder Guds tanker sig til menneskers tanker?

¹⁰ Fremtrædende og indflydelsesrige mænd i verden ser måske for sig hvordan verden til sidst skal se ud ifølge Guds vilje. Religiøse følelser bevæger dem til i al oprigtighed at love at de vil bruge deres politiske embede, deres arbejdskraft og al den klogskab de kan opbyde for at få indført en tilstand i verden som er i overensstemmelse med Guds vilje. Men hvad nu hvis disse mænd, når de fremsætter deres løfte, tænker på at nå dette mål på deres egen måde, i overensstemmelse med denne verdens visdom, og ikke på Guds måde, i overensstemmelse med hans visdom som den er udtrykt i hans skrevne ord, Bibelen? Er der nogen grund til at tro at Gud vil støtte dem i deres bestræbelser for at opfylde deres „løfter“, i betragtning af at de følger deres egne veje? Eller kan det være at disse mennesker der har fremsat sådanne „løfter“, i virkeligheden arbejder imod „Guds vilje“? Har de veje mennesket hidtil har fulgt i forsøget på at indføre en varig verdensfred været Guds veje? Det er åbenbart at Gud ikke har velsignet mennesket på dets vej indtil nu, og svaret er derfor nej! Gud har imidlertid selv direkte besvaret dette vigtige spørgsmål, og han har gjort det gennem den samme profet, Esajas, med disse ord:

¹¹ „Mine tanker er ej eders, og eders veje ej mine, lyder det fra HERREN; nej, som himlen er højere end jorden, er mine veje højere end eders og mine tanker højere end eders. Thi . . . så skal det gå med mit ord, det, som går ud af min mund: det skal ej vende tomt tilbage, men udføre, hvad mig behager, og fuldbyrde hvervet, jeg gav det.“ — Es. 55:8-11.

12, 13. Med hvilket middel ville menneskene efter den første verdenskrig forhindre en ny verdenskrig? (b) Hvordan sagde Kristi Kirkers Fællesråd i Amerika god for dette middel som om det var et udtryk for Guds vilje?

¹² Guds talte og skrevne ord vil aldrig slå fejl. Men hvordan med de „løfter“ som politikere fremsætter? Ved afslutningen af den første verdenskrig i 1918 var politikerne indstillet på at forhindre en ny verdenskrig. Hvilken vej valgte politikerne som arbejdede med fredstraktaten, for at forhindre en ny krig? De valgte til fredstraktaten at knytte den såkaldte Folkeforbundspagt. Da fredstraktaten trådte i kraft, var samtidig Folkeforbundet stiftet. Gennem Folkeforbundet gav de mænd der støttede det, mange løfter. Det så ud som om Folkeforbundet var i overensstemmelse med Guds vilje, for det blev støttet af kristenhedens præster. Som om det talte på Guds vegne udtalte Kristi Kirkers Fællesråd i Amerika følgende:

¹³ „Et sådant forbund er ikke blot at betragte som et politisk redskab; det er snarere det politiske udtryk for Guds rige på jorden. . . . Kirken kan formidle den velviljens ånd uden hvilken intet forbund af nationer kan bestå. . . . Folkeforbundet har sin rod i evangeliet. Som evangeliets er dets mål ’fred på jorden, god vilje blandt mennesker’.“ — Federal Council Bulletin, bind II, nr. 1, januar 1919, siderne 12-14.

14. (a) Hvordan viste det sig at kirkerne tog fejl med hensyn til Folkeforbundet? (b) Hvilken holdning indtager religiøse ledere nu over for De forenede Nationer, og er det en garanti for at denne organisation vil bestå?

¹⁴ Det er åbenbart at disse kirker i kristenheden tog fejl dengang, for Folkeforbundet holdt ikke. Det var selve den ting som det efter menneskers visdom skulle have forhindret, der satte det ud af spillet, nemlig den anden verdenskrig. Folkeforbundet afleverede sine besiddelser til De forenede Nationer, den verdensorganisation for fred der blev til den 24. oktober 1945. Også denne internationale organisation for verdensfred og sikkerhed synes at være i overensstemmelse med „Guds vilje“ idet kristenhedens præster fromt støtter den. Selv Vatikanets paver har givet den deres støtte, og pave Paul VI har ved en lejlighed personligt talt i dens hovedkvarter i New York. I dag er et hundrede og seksogtyve nationer medlemmer af FN, og iblandt dem er også den nation som for nylig indsatte sin syvogtredivte præsident. Den nye præsident har vist hvordan han vil opfylde „menneskets løfter“, nemlig i samarbejde med De forenede Nationer og andre mindre internationale alliancer. At kristenhedens præster har givet De forenede Nationer deres velsignelse, vil imidlertid hjælpe denne organisation lige så lidt som det hjalp Folkeforbundet.

15. Findes der noget grundlag i historien for at beære Folkeforbundet og De forenede Nationer med titlen fredsstifter, og opfyldes den bibelprofeti der står på en mur ved De forenede Nationers bygning på denne organisation?

¹⁵ Historien kan ikke tildele Folkeforbundet den æresbevisning som titlen fredsstifter er. Historien har heller ikke noget grundlag for at beære De forenede Nationer med titlen fredsstifter. Mens De forenede Nationer taler store ord om fred og fører forhandlinger for at genoprette eller bevare freden i forskellige områder af jorden, forbereder medlemsnationerne sig på krig. De stærkeste medlemmer af sikkerhedsrådet er historiens stærkest oprustede nationer. Verdensfreden som den er i dag er en fred der bygger på terror, en fred som kun opretholdes på grund af den lammende frygt for en krig med atomvåben, bakteriologiske eller radiologiske våben, en krig der vil betyde den moderne civilisations undergang. Hvor opfyldes da de ord der tydeligt står at læse på en mur på den 42. gade i New York, ud til De forenede Nationers plads? Der står: „Deres sværd skal de smede til plovjern, deres spyd til vingårdsknive; folk skal ej løfte sværd mod folk, ej øve sig i våbenfærd mer.“

Det kommer ikke an på „menneskets løfter“

16. Hvilke indledende ord i Esajas 2:4 opfyldes ikke på de nationer der foregiver at være fredsstiftere?

¹⁶ Uanset hvad historien som den er skrevet af uinspirerede mennesker, vil gøre i retning af at ære mennesker eller nationer med titler, så har Gud selv ikke til hensigt at tildele nogen politiker her i den sidste halvdel af det tyvende århundrede „den største æresbevisning“, titlen fredsstifter. Denne æresbevisning fra hans hånd tilvinker ingen af De forenede Nationers medlemmer eller nogen nation uden for FN. Ikke én af verdens nationer accepterer de ord fra Guds mund som i profetien i Esajas 2:4 kommer før talen om at smede sværd til plovjern og spyd til vingårdsknive og om at folkene ikke mere skal øve sig i våbenfærd. De omtalte ord som dette profetiske vers begynder med, lyder: „Da dømmer han folk imellem, skifter ret mellem talrige folkeslag.“

17, 18. (a) I hvilken tilsvarende profeti gives der udtryk for noget lignende? (b) Hvordan stiller nationerne sig til dette, og hvilken titel vil historien som Gud skriver den, ikke tildele dem?

¹⁷ En profeti fra samme tid og som svarer til profetien i Esajas 2:4, findes i Mika 4:3 og lyder: „Da dømmer han mange folkeslag imellem, skifter ret mellem talrige, fjerne folk; deres sværd skal de smede til plovjern, deres spyd til vingårdsknive; folk skal ej løfte sværd mod folk, ej øve sig i våbenfærd mer.“

¹⁸ Folkeslagene lader sig ikke dømme af Herren Gud. De lader deres problemer behandle af generalforsamlingen eller sikkerhedsrådet i De forenede Nationer eller af den internationale domstol i Haag. De lader sig ikke lede af de domsafgørelser som er nedfældet i Guds skrevne ord, Bibelen. Nationerne, de „talrige, fjerne folk“, det vil sige de stærke nationer fjernt fra det sted hvor profeterne Esajas og Mika levede, tillader ikke at Herren Gud skifter ret imellem dem og irettesætter dem ud fra sit skrevne ord eller gennem sine tjenere som citerer dette skrevne ord. Hvis de accepterede og fulgte hans domme og irettesættelser, ville de smede deres sværd til plovjern og deres spyd til vingårdsknive og ikke løfte sværd mod hinanden eller øve sig i våbenfærd mere. Men enhver ved at de ikke følger Guds ord. Uanset „menneskets løfter“ kan man derfor ikke håbe på at nationerne, enten forenede i en organisation eller enkeltvis, vil kunne indføre varig verdensfred. Vi kan ikke forvente at nogen politisk leder eller nogen nation vil træde frem og af historien som Gud skriver den, modtage den store æresbevisning, titlen som fredsstifter.

19. Afhænger opfyldelsen af Esajas 2:4 af „menneskets løfter“, og hvad kan mennesker der længes efter fred hente trøst i?

¹⁹ Intet i retning af en afrustet verden der lærer at leve i fred kan ventes på grundlag af „menneskets løfter“, mennesket der følger menneskers veje og visdom og ikke Guds veje og visdom der er himmelhøjt hævet over menneskers. Den almægtige Gud, Skaberen af himmelen og jorden, er ikke afhængig af „menneskets løfter“. Hans forudsigelser vedrørende fremtiden kommer ikke an på menneskets løfter. Hans ord i Esajas 2:4 er en profeti der ikke er knyttet betingelser til. Selv om folk og nationer i dag lægger planer og foretager sig ting der går imod denne storslåede profeti, vil den gå i opfyldelse. Gud vil sørge for det, thi hvilket menneske, hvilket folk og hvilken stærk eller talrig nation kan udrette noget over for ham? Måtte alle der længes efter den evige og universelle fred der er forudsagt i Guds ord hente trøst i denne kendsgerning.

20, 21. (a) Hvorfor har Gud ikke skiftet sind med hensyn til sin erklærede hensigt? (b) Med hvilke ord i Esajas 9:6, 7 har Jehova forudsagt fredsstifterens komme?

²⁰ Gud skifter ikke sind med hensyn til sin erklærede hensigt. Det er nu næsten to tusind år siden han salvede eller helligede en fredsstifter for hele menneskeheden. Det var ved profeten Esajas Gud forudsagde at jordens beboere ville afruste og at de ikke ville øve sig i våbenfærd mere. Gennem den samme profet har Gud forudsagt fredsstifterens komme. Vi har allerede læst Esajas’ bog, kapitel to, vers fire. Lad os nu læse kapitel ni, vers seks og syv, hvor denne fredsstifters fødsel og gerning er omtalt:

²¹ „Thi et barn er født os, en søn er os givet, på hans skulder skal herredømmet hvile; og hans navn skal være: Underfuld-Rådgiver, Vældig-Gud, Evigheds-Fader, Fredsfyrste. Stort bliver herredømmet, endeløs freden over Davids trone og over hans rige, at det må grundes og fæstnes ved ret og retfærd fra nu og til evig tid. Hærskarers HERRES nidkærhed gør det.“

22. Hvordan udpeger profetien den fredsfyrste som skal herske i tusind år?

²² Hør igen disse profetiske ord: „Stort bliver herredømmet, endeløs freden.“ Med disse ord har Gud givet et ubrydeligt løfte om et evigt herredømme med endeløs fred. Herredømmet skal udøves af et barn der er født i kong Davids slægtslinje, en søn hvis navn skulle være „Fredsfyrste“. Hans liv må være som hans fredsherredømme — endeløst, udødeligt. Dette fremgår af at han desuden skulle bære navnet „Evigheds-Fader“. Han vil altså være kong Davids evige arving, idet den guddommelige profeti siger at hans endeløse fredsherredømme vil være „over Davids trone og over hans rige, at det må grundes og fæstnes ved ret og retfærd fra nu og til evig tid“. Det er fra denne evige arving til kong Davids trone, denne fredsfyrste, vi skal vente den kommende fred i tusind år. Det er ham Gud vil tildele den store æresbevisning, titlen fredsstifter, og ikke en eller anden politiker eller en eller anden nation her i det tyvende århundrede.

23. Hvorfor bør vi ikke miste troen på at Esajas’ profeti vil blive opfyldt, selv om den blev udtalt for så lang tid siden?

²³ Det er sandt at der er gået mere end to og et halvt årtusind siden profetien blev udtalt og skrevet ned af Guds profet Esajas, og nu befinder vi os i en tid hvor nationerne prøver at afværge en verdenskrig der ville blive den største og værste i historien. Vi må imidlertid ikke tabe troen på sandheden i Esajas’ profeti om fredsstifteren og den evige fred på jorden. Hærskarers Herres nidkærhed står bag denne profeti, som han selv har inspireret med sin hellige ånd. Profetien slutter med disse ord: „Hærskarers HERRES nidkærhed gør det.“ Hans nidkærhed for denne profeti er ikke kølnet i tidens løb, for hans navn og omdømme er forbundet med profetiens opfyldelse. Han har aldrig løjet i noget forhold; han vil heller ikke komme til at stå som en løgner med hensyn til denne profeti. Han omtales som „Gud, der ikke lyver“. — Tit. 1:2; Hebr. 6:18.

En der er større end kong Salomon

24. Hvad viser historien med hensyn til om nogen af Jerusalems konger fra Esajas’ tid og fremefter viste sig at være den lovede fredsfyrste?

²⁴ Guds talerør, profeten Esajas, fortsatte med at profetere efter at kong Ezekias af Jerusalem var kommet på tronen, men Ezekias viste sig ikke at være det lovede „barn“, den „søn“ som skulle beæres med titlen fredsstifter, fredsfyrste. Heller ingen af de syv konger der efterfulgte Ezekias på „Davids trone“ i Jerusalem, helt frem til den sidste konge, Zedekias, viste sig at være den lovede fredsfyrste. Tværtimod, for i kong Zedekias’ ellevte regeringsår blev den hellige by Jerusalem og dens tempel som kong Salomon tidligere havde bygget, ødelagt af det hedenske Babylons hære, og de besejrede blev som fanger ført bort til det fjerne Babylon. Først halvfjerds år senere vendte frigivne fanger tilbage og begyndte at genopbygge byen Jerusalem og et tempel for tilbedelsen af Gud.

25. Hvornår og hvor begyndte Esajas’ profeti at gå i opfyldelse, idet det lovede „barn“, den „søn“ der skulle være Davids evige arving, blev født?

²⁵ Vil det da sige at „Hærskarers HERRES nidkærhed“ var kommet til kort og blevet kold? På ingen måde! Det var kun tilsyneladende at Esajas’ profeti ikke var gået i opfyldelse. Guds nidkærhed var så brændende som aldrig før for opfyldelsen af denne profeti. „Davids trone“ blev ganske vist aldrig igen placeret i Jerusalem, men det betød intet. Davids kongelige slægt var ikke udryddet men havde stadig repræsentanter der levede. Fem hundrede og femogtredive år efter at man begyndte at genopbygge Jerusalem, begyndte Esajas’ profeti at gå i opfyldelse idet det lovede „barn“ blev født, den „søn“ som skulle være kong Davids evige arving. Dette skete i det andet år før vor tidsregnings begyndelse. Det skete i kong Davids fødeby, Betlehem i Juda, som en opfyldelse af Mikas profeti (5:1).

26, 27. Hvem lod Gud ifølge Lukas blive vidne til barnets fødsel samme nat den fandt sted?

²⁶ For at kunne bevise at denne gamle profeti var gået i opfyldelse ville den nidkære Hærskarers Herre sørge for at der var vidner til at den lovede fredsfyrste var blevet født. Først og fremmest lod han engle blive vidner til at barnet var født. Derefter lod han hyrder fra Betlehem blive vidner til begivenheden. Om natten først på efteråret i år 2 f.v.t. viste en Guds engel sig for nogle hyrder der vogtede deres får på en mark uden for Betlehem. En læge ved navn Lukas, som satte sig ind i kendsgerningerne vedrørende denne fødsel skønt han ikke selv hjalp til ved fødselen, skrev senere: „En Herrens engel stod pludselig for dem, Herrens herlighed skinnede overalt omkring dem. De var frygtelig bange, men engelen sagde til dem: ’Frygt ikke. Det er en god nyhed jeg bringer jer, en nyhed om en stor glæde der gælder hele folket. I dag er en frelser født jer i Davids by, Herren messias. Og her er et bevis I kan gå efter: I vil finde et spædbarn svøbt og liggende i en kvægstald.’ Derpå viste sig pludselig sammen med engelen en himmelsk hærskare som priste Gud og sagde: ’Ære til Gud i den høje himmel og fred på jorden for de mennesker han begunstiger!’“ — Luk. 2:8-14, Mo.

²⁷ Lægen Lukas fortæller at hyrderne gik ud og fandt det nyfødte barn, og de blev således sammen med de himmelske engle øjenvidner til at „Herren messias“ var blevet født. Lukas slutter denne del af beretningen med ordene: „Og hyrderne vendte tilbage og priste og lovede Gud for alt, hvad de havde hørt og set, således som der var blevet sagt til dem.“ — Luk. 2:15-20.

28. Hvem blev vidne til barnets fødsel fyrretyve dage senere?

²⁸ Fyrre dage senere fik den gudfrygtige mand Simeon og derpå profetinden Hanna lov til at se barnet da det blev bragt op til templet i Jerusalem, og de kunne sige hvem barnet var. De blev således også vidner til opfyldelsen af Esajas’ profeti om Fredsfyrsten. — Luk. 2:22-38.

29. Hvilket navn og hvilke titler fik barnet, og hvad betyder navnet?

²⁹ Engelen havde omtalt barnet som „Herren messias“. Græsktalende jøder på den tid ville have sagt „Herren Kristus“, idet „messias“ og „Kristus“ betyder det samme, nemlig „den salvede“, det vil sige Guds salvede. Ifølge Guds bud til moderen, jomfru Maria, fik han navnet Jeshua; men de græsktalende jøder, som for eksempel lægen Lukas, kaldte ham Jesus. Når hans titel blev taget med blev han altså kaldt Jeshua Messias eller Jesus Kristus. (Luk. 1:26-33; Matt. 1:1, 20-25) Da han stammede fra kong David, blev han også kaldt „Davids søn“. Hvorfor fik han navnet Jesus? Et bibelleksikon, Dictionary of the Bible, af dr. William Smith, udgaven af 1894 (side 1346), siger at navnet Jeshua eller Jesus betyder „Jehovas hjælp“ eller „Frelser“. Dette stemmer med det som Guds engel sagde til hans stedfader, tømreren Josef i Nazaret: „Ham skal du give navnet Jesus; thi han skal frelse sit folk fra dets synder.“ — Matt. 1:18-25.

30. (a) Hvorfor blev kong Salomon ikke den der indførte det tusindårige fredsrige? (b) Hvem var han et billede på så længe han forblev trofast?

³⁰ Blandt barnets kongelige forfædre var oldtidens viseste mand, kong Salomon, Davids søn. Hans navn betyder „fredelig“ eller „fred“. Det var meget passende at han var konge i Jerusalem, for dette bynavn betyder „ejer af dobbelt fred“. Trods disse navne blev Salomons styre ikke indledningen til tusind år med fred. Det medførte højst fred i fyrre år. Trods det at han begyndte at regere i Jerusalem med visdom, blev han en dårlig regent på sine gamle dage. Han begyndte at undertrykke Israels folk. Han gav efter for sine mange udenlandske hustruer og sluttede sig til dem i tilbedelsen af andre guder end Jehova Gud. Han mistede således den fred han havde haft med den eneste levende og sande Gud. Gud gav udtryk for sin vrede ved at rive ti af Israels tolv stammer bort fra Salomons efterfølgere på tronen. (1 Kong. 11:7–12:24; Neh. 13:26, 27) Men i over halvdelen af de fyrre år Salomon regerede var han trofast mod Jehova Gud og skrev tre af Bibelens bøger, og i den periode var han et profetisk billede på den sande Messias eller Kristus.

31. (a) Hvorfor kunne Jesus om sig selv sige at „her er mere end Salomon“? (b) Hvorfor fik han ikke Davids trone på jorden?

³¹ I modsætning til Salomon var Jesus Kristus som fuldkomment menneske på jorden aldrig troløs mod Gud. På værdig måde bar han navnet Jeshua eller Jesus, der betyder „Jehovas hjælp,“ eller „Jehovas frelse“. Hans forfader Salomon var blevet salvet med hellig olie til konge over hele Israel, men Jesus blev salvet med hellig ånd fra himmelen da han blev døbt i Jordanflodens vand, og Johannes Døber hørte ved den lejlighed Guds stemme sige: „Denne er min Søn, den elskede; i ham har jeg velbehag.“ (Matt. 3:13-17) Derved blev Jesus Guds salvede eller Kristus på en måde der gjorde ham større end Salomon. Uden at være indbildsk og uden at overdrive kunne Jesus om sig selv sige: „Her er mere end Salomon.“ (Matt. 12:42) Ved at forblive trofast bevarede han retten til „Davids trone“ eller det som tronen symboliserede: kongemagten over hele Israel. Gud gav imidlertid aldrig den salvede Jesus „Davids trone“ på jorden. (Luk. 1:32, 33) Først prøvede Gud Jesu trofasthed til det yderste idet han lod ham dø som et fuldkomment menneskeoffer på en henrettelsespæl, for at Jesus således kunne „frelse sit folk fra dets synder“. — Matt. 1:21.

32. (a) Hvad viser at Jesus bevarede freden med Gud indtil den nat han blev forrådt? (b) Hvorfor tog Jesus ikke imod en herskermagt som djævle og mennesker kunne tilbyde ham?

³² Den salvede Jesus bevarede sin fred med Jehova Gud lige til afslutningen på sit jordiske liv. Kort før han blev forrådt og overgivet til bødlerne sagde han til de elleve trofaste apostle: „Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver.“ (Joh. 14:27) Nogle timer senere da den fredelige Jesus blev ført frem for at blive dømt af den romerske landshøvding Pontius Pilatus, sagde han til ham: „Mit rige er ikke af denne verden.“ Det var ikke efter anmodning fra Jesus at Pontius Pilatus over hans hoved på henrettelsespælen anbragte et skilt hvorpå der stod: „Jesus fra Nazaret, jødernes konge.“ (Joh. 18:36; 19:16-22) Jesus nægtede at tage mod en herskermagt som djævle eller mennesker kunne tilbyde ham. Han døde på henrettelsespælen i tillid til at hans Gud Jehova ville give ham „Davids, hans faders, trone“, som han var den evige arving til. (Matt. 4:8-11; Luk. 1:32, 33; Joh. 6:14, 15) Han døde trofast og loyal mod det han havde forkyndt, nemlig at „Guds rige er kommet nær“. — Mark. 1:14, 15; Matt. 4:12-17.

33. Hvorfor lever Jesus Kristus i dag, i modsætning til Salomon, og hvorfor vil han kunne indføre den tusindårige fred?

³³ I dag, efter at der er gået næsten tre tusind år, sover den troløse Salomon stadig i døden sammen med sine forfædre. (1 Kong. 11:41-43) I dag, mere end nitten hundrede år efter at Jesus Kristus døde som et offer på henrettelsespælen uden for Jerusalems mure, lever Jesus Kristus! På tredjedagen efter hans død oprejste den almægtige Gud Jehova ham fra de døde til liv som sin åndelige Søn i himmelen, og iklædte ham udødelighed og uforkrænkelighed. Efter at Jesus var opstået fra de døde viste han sig for sine disciple i de fyrre dage der gik inden hans himmelfart, og omkring fem hundrede blev øjenvidner til at han var opstået. (Ap. G. 1:1-5; 2:22-36; 1 Kor. 15:3-9) Da han nu er levende og for bestandig vil være det, kan han blive „Evigheds-Fader“ for den døende menneskehed. Der vil ikke blive nogen afslutning på hans fredsrige over menneskeheden. Freden bliver „endeløs“. (Es. 9:6, 7) Han vil som himmelsk konge kunne skænke den krigsredne menneskehed fred i tusind år. Dette vil De forenede Nationer ikke kunne gøre!

Den tusindårige fred nærmer sig

34. (a) Hvorfor er det nu mere end nogen sinde betimeligt at indføre det fredfyldte herredømme? (b) Hvem må imidlertid først fjernes, og hvorfor?

³⁴ Men hvornår begynder Fredsfyrsten sit herredømme med den endeløse fred? I dag sukker retfærdigt indstillede mennesker efter et sådant herredømme. Afmærker ikke selve verdenssituationen tiden nu som den epoke hvori det i høj grad vil være betimeligt for Jehova Gud at indføre dette herredømme som hans ubrydelige løfte omtaler i Esajas 9:6, 7? Sådan ser det ud. Men først må de der forhindrer freden fjernes. Den største forhindring kan hverken De forenede Nationer eller nogen enkelt nation eller noget folk gøre noget ved, for det drejer sig om en overmenneskelig skabning. Det var ham der tilbød Jesus Kristus alle verdens riger hvis blot han ville holde op med at tilbede Jehova Gud og i stedet tilbede ham, den store frister. Denne største hindring for freden kaldes Djævelen og Satan. Han er fyrste for legioner af onde ånder eller dæmoner. (Matt. 4:8-11; 12:24-28) Jesus Kristus kaldte ham også „denne verdens fyrste“, mens den kristne apostel Paulus kaldte ham „denne verdens gud“. Apostelen Johannes sagde: „Hele verden er i den Ondes vold.“ — Joh. 12:31; 14:30; 2 Kor. 4:4; 1 Joh. 5:19.

35. (a) Ifølge hvilken profetisk titel vil Kristus være i stand til at fjerne Satan? (b) Hvem på jorden har vist sig at være modstandere af freden, og hvornår og hvordan vil Kristus fjerne dem?

³⁵ Der skal mere til end alle menneskers samlede indsats for at få denne, den største hindring for freden, fjernet som hersker over menneskeheden. Men den himmelske Jesus Kristus vil sørge for dette, for ifølge de forskellige navne han skulle få, ville han også være „Vældig-Gud“. Han vil gøre dette efter at han først har fjernet de synlige hindringer for fred her på jorden. (Åb. 19:11 til 20:3) Dette kræver af ham at han først optræder som krigerkonge, hersker midt iblandt sine fjender på jorden, og til sidst helt undertrykker dem, som forudsagt af kong David i Salme 110:1-6. Dette må han gøre, for siden „hedningernes tider“ udløb i året 1914 har denne verdens riger og nationer nægtet fredeligt at overgive deres jordiske riger til ham, ja selv kristenheden har nægtet at gøre dette. (Luk. 21:24; Sl. 2:1-6) Helt frem til dette år, efter at der er gået mere end et halvt århundrede, har nationerne nægtet at gøre dette. Hvad vil dette om kort tid betyde for hele menneskeheden? Det vil betyde at „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ vil bryde ud når verden er nået til den situation der kaldes Harmagedon. (Åb. 16:14, 16) Denne krig vil fjerne alle mennesker der hindrer freden.

36. Hvilken tidsperiode begynder når de der stiller sig i vejen for fredens indførelse er fjernet, og hvilken udtalelse i den amerikanske præsidents indsættelsestale minder os om dette?

³⁶ Når alle de mennesker og dæmoner der hindrer verdensfreden er fjernet, vil Fredsfyrstens styre over jorden begynde. Guds fastsatte tid for dette nærmer sig, og med den kommer den tusindårige fred. Dette minder os om noget som blev sagt i den førnævnte tale som den amerikanske præsident holdt den 20. januar 1969. Han nævnte kommende begivenheder af interesse for amerikanere og hele kristenheden. I det sjette afsnit i talen sagde den nyindsatte præsident: „Om otte år vil Amerika fejre sin 200-års dag som nation. Og i de fleste nulevende menneskers levetid vil menneskeheden fejre det store nytår som kun kommer én gang hvert tusinde år — begyndelsen til det tredje årtusind.“ Præsidenten refererede til år 2001.

37. Hvilket årtusind er gudfrygtige mennesker som studerer Bibelen mere interesseret i, og fra hvilket tidspunkt skal dette årtusind regnes?

³⁷ Præsidentens næste ord viste at han regner med at der er et Amerika i det første år af det tredje årtusind. Men for gudfrygtige mennesker som studerer Bibelen, både De hebraiske Skrifter og De kristne græske Skrifter, er der et vigtigere årtusind som kræver deres opmærksomhed. Det er det syvende årtusind! Ikke det syvende årtusind målt fra vor tidsregnings begyndelse, men det syvende årtusind af menneskets eksistens her på jorden, det syvende årtusind målt fra det tidspunkt da Gud skabte den fuldkomne mand og kvinde i Edens have. Efter denne tidsregning betegner man sædvanligvis årene med „anno mundi“, det vil sige „i det verdens år“, idet verden her betyder menneskeheden.

38. (a) I hvilket år holdt den amerikanske præsident sin indsættelsestale ifølge de ortodokse jøders kalender? (b) Hvornår vil der ifølge Usshers kronologi være gået seks tusind år efter menneskets skabelse?

³⁸ Har dette noget at gøre med den kommende fred i tusind år? Ja, det ser det i høj grad ud til! Ifølge de ortodokse jøders kalender holdt den nye præsident sin indsættelsestale i begyndelsen af den femte måne-måned i verdensåret 5729, idet dette år udelukkende er beregnet på grundlag af Bibelens hebraiske skrifter. Men ifølge de kronologer som også tager de inspirerede kristne græske skrifter i betragtning, er den jødiske kalender mere end to hundrede år bagefter. I visse udgaver af Bibelen, både katolske og protestantiske, har man anført årstal ifølge den kronologi som i sin tid blev udarbejdet af den kendte anglikanske prælat i Irland, ærkebiskop James Ussher (1581-1656). Usshers år for menneskets skabelse er 4004 f.v.t. Går man ud fra det, vil der i efteråret 1996 e.v.t. være gået seks tusind år efter menneskets skabelse, og da ville så det syvende årtusind efter menneskets skabelse begynde.

39. Hvornår ender de seks tusind år ifølge et nyere studium af kronologien?

³⁹ Inden for de senere år har alvorlige bibelforskere på ny gennemgået Bibelens kronologi. Ifølge deres beregninger vil det sjette årtusind efter menneskets skabelse udløbe midt i halvfjerdserne. Det syvende årtusind efter at Jehova Gud skabte mennesket vil således begynde før der er gået mindre end ti år.a

40. Hvilken lov om sabbaten gav Gud sit udvalgte folk til minde om at han hvilede på den syvende skabelsesdag?

⁴⁰ Bortset fra den globale forandring som de nuværende verdensforhold viser hurtigt nærmer sig, vil det syvende årtusind af menneskets eksistens på jorden betyde en glædelig forandring for den krigshærgede menneskehed. Ifølge de to første kapitler i Bibelen blev manden og kvinden skabt henimod slutningen af den sjette skabelsesdag. Vi lever nu på den syvende skabelsesdag, og på denne syvende dag har Jehova Gud hvilet fra sit jordiske skaberværk. Som en parallel til at Gud hvilede på den syvende skabelsesdag befalede han i det fjerde af de ti bud han gav sin profet Moses, at hans udvalgte folk skulle hvile på ugens syvende dag. (2 Mos. 20:8-11) Denne dag blev den ugentlige sabbatsdag, dagen hvor man afholdt sig fra arbejde.

41. (a) Hvilken større sabbat pegede Jesus frem til på en sabbatsdag? (b) Hvad svarer Kristi tusindårige styre til ifølge Guds måde at udmåle tiden på?

⁴¹ Herren Jesus Kristus, den kommende fredsfyrste, pegede frem til en større sabbatsdag. Det gjorde han da han på en ugentlig sabbat blev kritiseret og dertil svarede: „Menneskesønnen er herre over sabbaten.“ (Matt. 12:1-8) Han refererede til sit tusindårige fredsstyre. Jehova Gud udmåler det der sker på jorden i perioder på tusind år. Han inspirerede sin profet Moses til i Salme 90:4 at skrive: „Thi tusind år er i dine øjne som dagen i går.“ Han inspirerede også den kristne apostel Peter til at skrive: „Én dag er for Herren som tusinde år, og tusinde år som én dag.“ (2 Pet. 3:8) I et profetisk syn så apostelen Johannes Satan Djævelen og hans dæmoner bundne i afgrunden i et tusind år, og i disse tusind år ville Jesus Kristus regere sammen med sine sejrende disciple, over hele menneskeheden. (Åb. 5:9, 10, NW; 20:1-7) I overensstemmelse med Guds syn på tiden vil disse, hans søn Jesu Kristi tusind år, altså svare til blot „én dag“.

42. (a) Hvilken tidsperiode må Jesu tusindårige regering strække sig over hvis han skal være „herre over sabbaten“? (b) Hvorfor vil det være passende med en sabbatshvile efter at menneskene i seks tusind år har været i trældom under Satan?

⁴² Skal Herren Jesus Kristus være „herre over sabbaten“, må hans tusindårige regering strække sig over den syvende af en række tusindårige perioder. (Matt. 12:8) Hans rige må være et sabbatsrige. Tidligt i menneskehedens historie var Satan Djævelen på færde og forårsagede at menneskene kom i trældom og måtte arbejde hårdt samtidig med at jorden blev fyldt med uret i dagene før den jordomspændende vandflod på Noas tid, og han forårsager nu at den samme gamle jord fyldes med vold og uret i endnu højere grad. I seks årtusinder har han på ondskabsfuld måde udnyttet menneskene som sine trælle, men denne periode ender snart, inden for én generations levetid, den generation som har været vidne til verdensbegivenhederne siden hedningetidernes udløb i 1914, i overensstemmelse med Jesu profetiske ord i Mattæus 24:34. Vil det da ikke passe udmærket at Jehova Gud ved udløbet af seks årtusinder hvori menneskeheden har lidt møje under Satan Djævelens trældom, indfører en tusindårig sabbat for alle sine jordiske skabninger? Jo, det vil det i sandhed! Og hans konge, Jesus Kristus, vil være denne sabbats herre.

43. (a) Hvordan forholdt det sig med hensyn til arbejde på den gamle ugentlige sabbatsdag? (b) Vil Kristus og hans undersåtter på jorden være ubeskæftigede under hans sabbatsstyre?

⁴³ I fortiden, da Guds udvalgte folk var underlagt de ti bud der blev givet gennem Guds profet Moses, var den ugentlige sabbatsdag en dag med fred. På samme måde som Gud afholdt sig fra jordisk arbejde på sin syvende skabelsesdag, bød han sine tjenere at afholde sig fra det flittige arbejde de havde været optaget af de foregående seks dage, og dette gjaldt også deres dyr. (2 Mos. 20:1-11) På samme måde vil Kristi sabbatsrige blive tusind år med fred for jorden og dens beboere. Det vil blive en tid hvor man afholder sig fra krig og voldshandlinger, alt det som har præget de foregående seks årtusinder. Sværd, der symboliserer blodig krig, vil blive smedet til plovjern, og spyd til vingårdsknive. Tilværelsen vil ikke blive kedelig på denne tusindårige sabbat med dens hvile. Det vil ikke blive en periode med lediggang. Sabbatens herre, kongen Jesus Kristus, vil ikke være ubeskæftiget, og han vil heller ikke lade sine jordiske undersåtter være ubeskæftigede.

44. (a) Hvorfor gjorde Jesus så mange af sine mirakler på den ugentlige sabbatsdag? (b) Hvordan stemmer dette med Paulus’ ord i Hebræerne 10:1?

⁴⁴ Hvordan kan det være at Jesus Kristus, da han var på jorden, som jøde underlagt de ti bud, gjorde så mange af sine mirakler på den ugentlige sabbatsdag hvor han helbredte syge og lamme? Han gjorde det ikke blot for at vise at det var rigtigt at gøre godt på sabbaten. Han gjorde det også for at give et billede af hvordan han under sit sabbatsstyre vil udfri menneskeheden fra trældom under Satan Djævelen og hans dæmoner og befri dem for syndens og ufuldkommenhedens dødbringende virkninger, den synd og ufuldkommenhed menneskene har arvet fra deres første forældre, Adam og Eva. Krig og voldshandlinger har i de forløbne seks tusind år lagt millioner af mennesker i en alt for tidlig grav; men sabbatens herre, Jesus Kristus, vil føre de døde milliarder frem fra gravene, nøjagtig som han har forudsagt. (Joh. 5:28, 29) Når hans sandfærdige apostel Paulus skrev at Guds sabbatslov ejede „en skygge af de kommende goder“, var det ikke tomme ord. — Hebr. 10:1; Kol. 2:16, 17.

Plovjern og vingårdsknive til Paradiset

45. (a) På hvilken måde har Jehovas vidner allerede rettet sig efter Esajas 2:4? (b) Hvordan vil denne del af profetien fortsat blive opfyldt efter Harmagedon og efter at Satan er blevet kastet i afgrunden?

⁴⁵ Jehovas kristne vidner har allerede, selv nu hvor krigen truer, rettet sig efter profetien i Esajas 2:4 og smedet sværd til plovjern og spyd til vingårdsknive. Efter den universelle Harmagedonkrig og efter at Satan og hans dæmoner er blevet bundet og kastet i afgrunden, vil denne profeti fortsat få en opfyldelse, og de mennesker der overlever „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ vil bruge deres plovjern og vingårdsknive i arbejdet med at forvandle den krigshærgede jord til det herlige paradis som Jehova Gud sagde at mennesket oprindelig skulle gøre jorden til. (1 Mos. 1:26-28; 2:8-14) Guds ord vil ikke vende tomt tilbage. Det vil ikke forblive uopfyldt. Nej, i løbet af hans søns Jesu Kristi tusindårige regering vil hele jorden blive forvandlet til et evigt paradis fyldt med frie og fuldkomne mennesker. Inden for dette syvende sabbatsårtusind vil sabbatens konge og herre gøre alt det godt som er forvoldt af Satan Djævelen, den største af alle fredsforstyrrere. — Luk. 23:43, NW.

46. Hvad forudskildrede behandlingen af dem der overtrådte den gamle sabbatslov med hensyn til dem der søger at forstyrre freden under og umiddelbart efter det tusindårige sabbatsstyre?

⁴⁶ Da de ti bud var gældende blandt Guds udvalgte folk i fortiden, blev de der overtrådte budet om sabbaten straffet med døden, og på samme måde vil de der ikke er lydige mod Herren over den kommende tusindårige sabbat og som forstyrrer freden dér, blive tilintetgjort. (4 Mos. 15:32-36; 2 Mos. 31:13-17) Efter at Satan Djævelen og hans dæmoner er blevet løsladt fra afgrunden og endnu en gang har prøvet at forstyrre freden på jorden, vil de blive tilintetgjort og med dem alle som igen prøver at gøre denne jord til en slagmark, en krigsskueplads. (Åb. 20:7-10, 15) De der holder fred med Gud vil forblive på den paradisiske jord og til evig tid tage sig af den.

47. Hvor længe vil freden på jorden vare ifølge Salme 72:7, der taler om den større Salomon?

⁴⁷ Til den tid vil det ikke være nødvendigt at tage med en raket til månen for at finde en fredelig planet, for da vil den bøn der bedes for den større Salomon, kongen Jesus Kristus, som berettet i Salme 72:7, blive opfyldt: „I hans dage blomstrer retfærd, og dyb fred råder, til månen forgår.“ Denne fred vil aldrig ophøre, lige så lidt som månen vil forgå. Den fred der da er oprettet på jorden og som bevares under Messias’ tusindårige sabbat, vil fortsætte for evigt.

48. Hvem gør sig nu rede til det tusindårige fredsrige, og hvem indbydes til at gøre det samme?

⁴⁸ Vor tids kristne Jehovas vidner forbereder sig med glæde på den kommende fred i tusind år. Alle som længes efter den forudsagte „fred på jorden for de mennesker [Gud] begunstiger“ indbydes på det hjerteligste til sammen med dem at gøre sig rede til de velsignede tusind år med fred.

[Fodnote]