Hvad siger Bibelen?

Er det nok at gøre „gode gerninger“?

MANGE mennesker i dag lever i fattigdom. Andre lider på grund af sygdom eller bliver svækkede som følge af alderdom. For at hjælpe disse mennesker er der folk der yder penge til fremme af forskning i kampen mod sygdom, og til støtte for hospitaler og plejehjem til syge og ældre. Andre påtager sig endog frivilligt at bruge deres tid til sådanne formål. Måske gør De eller nogle af Deres venner eller slægtninge dette. Uden tvivl kender De i det mindste nogle der opnår personlig tilfredsstillelse ved et sådant arbejde.

Forsøg på at afhjælpe lidelser eller på at hjælpe de ulykkelige kunne meget vel kaldes „gode gerninger“. Bibelen omtaler rosende det at tage sig af faderløse og enker. Vi læser: „En ren og ubesmittet gudsdyrkelse for Gud, vor Fader, er dette: at besøge faderløse og enker i deres trængsel og bevare sig selv uplettet af verden.“ (Jak. 1:27) Men det at en person gør „gode gerninger“ beviser ikke i sig selv at vedkommende har Guds godkendelse. Gud dømmer ikke ud fra det ydre. „Gud ser jo ikke, som mennesker ser, thi mennesker ser på det, som er for øjnene, men [Jehova] ser på hjertet.“ — 1 Sam. 16:7.

Så hvordan tror De Gud ville betragte en der gav af sin tid og sine midler, blot for at vinde personlig berømmelse og dermed imponere andre? Hvad med en person der viser godgørenhed blot for at kunne trække det fra i skat? Og hvad med dem der påtager sig at hjælpe andre, først og fremmest for at berolige deres brødebetyngede samvittighed? Mon Gud ser med velvilje på deres „gode gerninger“?

Bibelen understreger at Jehova Gud ikke godkender et menneske blot fordi vedkommende gør nogle „gode gerninger“. Hele ens livsløb må vidne om hengivenhed for retfærdighed.

Én begynder måske rigtigt med at gøre Guds vilje men det vil ikke skåne ham for en ugunstig dom hvis han ikke fortsætter i den bane. „Min retfærdige skal leve af tro,“ siger Jehova, men „hvis han unddrager sig, har min sjæl ikke behag i ham.“ — Hebr. 10:38.

Denne regel belyses i tilfældet med Jehu, en mand der under guddommelig ledelse blev salvet til at være konge over det nordlige rige i det gamle Israel.

Da Jehu blev salvet blev der sagt til ham: „Så siger [Jehova], Israels Gud: ’Jeg salver dig til konge over [Jehovas] folk, over Israel! Du skal hugge din herre Akabs hus ned, så jeg får hævn over Jesabel for mine tjenere profeternes og alle [Jehovas] tjeneres blod. Hele Akabs hus skal omkomme.’“ — 2 Kong. 9:6-8.

Akabs hus var blodskyldigt over for Jehova. Det fortjente at omkomme for hænderne af en guddommeligt udnævnt autoritet. Dette var i harmoni med Guds lov til Israel: „Landet får kun soning for det blod, der er udgydt deri, ved dens blod, der har udgydt det.“ — 4 Mos. 35:33.

Uden tøven gennemførte Jehu sit hverv. Fordi han handlede således blev han belønnet, idet Jehova sagde til ham: „Fordi du har handlet vel og gjort, hvad der er ret i mine øjne, og handlet med Akabs hus ganske efter mit sind, skal dine sønner sidde på Israels trone indtil fjerde led!“ — 2 Kong. 10:30.

Efter Jehus dage fremkom Jehova imidlertid med en overraskende domsprofeti gennem profeten Hoseas: „Jeg [hjemsøger] Jizre’els [Akabs hus’ kongelige residens’] blodskyld på Jehus hus og gør ende på Israels hus’ rige.“ (Hos. 1:4) Denne blodskyld på Jehus hus kunne ikke være kommet fordi han gennemførte hvervet med at tilintetgøre Akabs hus. Jehu blev både rost og belønnet for dette. Blodskylden kunne heller ikke tillægges det at Jehu dræbte Ahazja af Juda og hans brødre. Da han blev beslægtet med Akab gennem dennes onde datter Ataljas ægteskab med Joram, havde Judas kongelige linje ikke nogen godkendt stilling ind for Jehova. Men hvad var det der gjorde Jehus hus blodskyldigt?

Lad os imidlertid erindre os at Jehu blev impliceret i alvorlige synder. Anden Kongebog 10:31 lyder: „Jehu tog ikke vare på at følge [Jehovas], Israels Guds, lov af hele sit hjerte; han veg ikke fra de synder, Jeroboam havde forledt Israel til.“ Ligesom de andre konger i ti-stammeriget udryddede Jehu ikke den kalvetilbedelse der var blevet indført af kong Jeroboam. Denne forsømmelse skyldtes uden tvivl ønsket om at holde ti-stammeriget adskilt fra Juda rige, med dets tempel i Jerusalem.

Tilsyneladende kom Jehu til den slutning at uafhængigheden af Juda kun kunne bevares ved fortsat at have en særskilt statsreligion, kalvedyrkelse. Og han søgte at bevare sin position for enhver pris, også hvis det betød at afgudsdyrkelsen fortsatte. Dette var i virkeligheden et vidnesbyrd om manglende tro på Jehova, der havde sat Jehu i stand til at opnå kongeværdigheden i Israel. Så det er måske sådan at de bevæggrunde der drev Jehu til fortsat at tillade kalvedyrkelse, også fik ham til endog at udgyde blod.

Da tiden var inde krævede Jehova ham til regnskab for disse blodsudgydelser. Jehus hus fik en voldsom afslutning under Jehus tipoldebarn Zekarjas regering. Efter at have hersket i seks måneder blev han myrdet, og morderen Sjallum bemægtigede sig tronen. (2 Kong. 15:8–10) Jehus tidligere „gode gerninger“ var ikke nok til at skåne hans hus fra at skulle stå til regnskab for blodsudgydelser.

Følgelig er det ikke nok at udføre nogle enkelte gerninger der er i harmoni med Guds vilje. Gud vil måske belønne én for bestemte tjenester der er udført, men den endelige guddommelige godkendelse og velsignelse gives til dem der fortsætter med at tjene ham af et oprigtigt hjerte.

Jehova Gud har altid handlet med enkeltpersoner ifølge uforanderlige, retfærdige principper. Ikke ydre handlinger i sig selv, men trofasthed drevet af gode motiver har stor værdi i Guds øjne. Som apostelen Paulus udtrykte det under inspiration: „Og havde jeg end profetisk gave og kendte alle hemmeligheder og sad inde med al kundskab, og havde jeg al tro, så jeg kunne flytte bjerge, men ikke havde kærlighed, da var jeg intet. Og uddelte jeg end alt, hvad jeg ejer, til de fattige og gav mit legeme hen til at brændes, men ikke havde kærlighed, da gavnede det mig intet.“ (1 Kor. 13:2, 3) Jesus Kristus gav dette råd: „Vogt jer for at øve jeres retfærdighed for menneskene, for at de skal lægge mærke til jer; ellers får I ingen løn hos jeres Fader, som er i Himlene.“ (Matt. 6:1) Måtte vi derfor blive fundet i færd med at gøre gode gerninger på grund af kærlighed, den dag Jehova Gud ransager hele vort liv.