Jesu bjergprædiken — „I skal derfor bede således“
EFTER formaningen til sine disciple om at de ikke skulle henlede opmærksomheden på sig selv når de bad, fremholdt Jesus den berømte mønsterbøn for dem. Han indledte den med at sige: „I skal derfor bede således.“ — Matt. 6:9a.
Ordet „I“ hentyder til Jesu tilhørere, i modsætning til de hyklere som han tidligere havde omtalt. (Matt. 6:5) Udtrykket „således“ danner indledningen til en kontrast, noget som var usædvanligt for mennesker der havde været vant til at sige „det samme igen og igen“. (Matt. 6:7) Det siger derfor sig selv at Jesus ikke mente at hans tilhørere blot skulle lære at gentage den efterfølgende bøn efter hukommelsen.
Mønsterbønnen indeholder syv anmodninger. De tre første er anmodninger om at Gud vil gøre noget for at hellige sit navn; de fire sidste drejer sig om menneskelige behov. Lad os betragte dem en efter en.
1) „Vor Fader i himlene, lad dit navn blive helliget.“ (Matt. 6:9b) Eftersom Gud er menneskets Skaber og hans bolig er langt fra jorden, er det passende at hans skabninger henvender sig til ham med ordene „vor Fader i himlene“. (Apg. 17:24, 28; 2 Krøn. 6:21; Es. 66:1) I det første århundrede var det især jøderne der kunne kalde Gud „Fader“, eftersom han havde antaget jødefolket som sine børn ved at udfri dem fra trældommen i Ægypten og ved at indgå en pagt med dem. (5 Mos. 32:6, 18; 2 Mos. 4:22; Es. 63:16) Brugen af flertalsformen „vor“ viser at der også er andre end den der beder der har et nært forhold til Gud og hører til hans familie af tilbedere.
Til tider forekommer ordet „navn“ i Bibelen som et synonym for personen selv. For eksempel læser vi i Åbenbaringen 3:4: „Du [har] nogle få navne [personer] i Sardes som ikke har besmittet deres yderklæder.“ (Jævnfør Esajas 30:27; Malakias 3:16.) Udtalelsen „lad dit navn blive helliget“ indeholder en bøn om at Gud vil tage skridt til at hellige sig selv ved at rense sit navn, Jehova — det navn han vil huskes ved — for al den skam der er blevet kastet på det lige siden det første menneskepar gjorde oprør i Edens have. (Sl. 135:13; Hos. 12:6) Som svar på denne bøn vil Gud fjerne ondskaben fra jorden. Om den tid da han vil gøre det, læser vi: „Jeg viser mig stor og hellig og giver mig til kende for de mange folks øjne; og de skal kende, at jeg er [Jehova].“ — Ez. 38:23; se også 36:23.
2) „Lad dit rige komme.“ (Matt. 6:10a) Dette „rige“ er Guds suveræne herredømme, udøvet gennem en messiansk regering som har sæde i himmelen. Styret er lagt i hænderne på Kristus Jesus og „de hellige“, som er sammen med ham. (Es. 9:6, 7; 11:1-5; Dan. 7:13, 14, 18, 22, 27) At man beder om at Guds rige må „komme“, vil sige at man beder om at det vil gå imod alle modstandere af Guds herredømme på jorden. Ifølge Daniels bog vil „[Guds] rige . . . knuse og tilintetgøre alle hine riger, men selv stå i al evighed“. (Dan. 2:44) Derefter vil Guds styre omdanne jorden til et verdensomspændende paradis hvor der råder retfærdighed og fred. — Sl. 72:1-15; 2 Pet. 3:13; Åb. 21:1-5.
3) „Lad din vilje ske, som i himmelen, således også på jorden.“ (Matt. 6:10b) Dette er ikke en bøn om at mennesker må gøre Guds vilje på jorden, ligesom engle gør det i himmelen — selv om det afgjort vil blive sådan. (Sl. 103:19-22; 148:1-14) Det er derimod en bøn om at Gud vil handle i harmoni med sin vilje for jorden. Salmisten kommer med en lignende udtalelse:
„[Jehova] gør alt, hvad han vil, i himlene og på jorden, i have og alle verdensdyb. Han, som slog Ægyptens førstefødte, både mennesker og kvæg, og sendte tegn og undere i din midte, Ægypten, mod Farao og alle hans folk; han, som fældede store folk og vog så mægtige konger.“ — Sl. 135:6, 8-10.
Når man anmoder om at Gud vil lade sin vilje ske på jorden, beder man om at han vil gennemføre sine gode hensigter med vor planet, deriblandt at han vil fjerne sine modstandere én gang for alle, sådan som han gjorde i mindre målestok i fortiden. — Åb. 19:19-21; Sl. 83:10-19.
4) „Giv os i dag vort brød for denne dag.“ (Matt. 6:11) I Lukas’ evangelieberetning lyder denne anmodning sådan: „Giv os vort brød for denne dag efter dagens behov.“ (Luk. 11:3) Når man beder Gud om at tilvejebringe de nødvendige ting „for denne dag“, styrker man troen på hans evne til at kunne dække sine tilbederes behov fra dag til dag. Det er ikke en anmodning om at få i overflod, men om at have til det daglige behov efterhånden som det opstår. Det minder os om Guds påbud om at israelitterne ’hver dag skulle samle så meget som de daglig behøvede’, og ikke mere, af den mirakuløst tilvejebragte manna. — 2 Mos. 16:4.
5) „Og tilgiv os vor skyld, som vi også har tilgivet vore skyldnere.“ (Matt. 6:12) Lukas viser at Jesus med „skyld“ mente „synder“. (Luk. 11:4) Man opnår kun tilgivelse hos Gud hvis man allerede „har tilgivet“ mennesker som har syndet mod en selv. (Se også Markus 11:25.) Jesus uddybede denne tanke da han videre sagde: „For hvis I tilgiver mennesker deres overtrædelser, vil jeres himmelske Fader også tilgive jer; men hvis I ikke tilgiver mennesker deres overtrædelser, så vil jeres Fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser.“ (Matt. 6:14, 15) Gud skænker kun de mennesker tilgivelse som frit tilgiver andre. — Jævnfør Efeserbrevet 4:32; Kolossenserbrevet 3:13.
6) „Før os ikke ind i fristelse.“ (Matt. 6:13a) Dette vil ikke sige at Gud frister mennesker til at handle uret, for Bibelen siger: „Med ondt kan Gud . . . ikke prøves, og selv prøver han Ingen med noget ondt.“ (Jak. 1:13) Den virkelige „Frister“ der søger at forlede mennesker til at synde mod Gud, er Satan Djævelen. (Matt. 4:3; 1 Tess. 3:5) I nogle tilfælde siger bibelskribenter imidlertid at Gud gør eller forårsager visse ting som han i virkeligheden blot tillader. — Rut 1:20, 21; Præd. 7:13; 11:5.
Anmodningen „før os ikke ind i fristelse“ er en bøn til Gud om ikke at tillade at hans trofaste tjenere bukker under eller giver efter når der øves pres på dem for at få dem til at være ulydige mod Gud. Apostelen Paulus skriver angående dette: „Ingen fristelse har grebet jer undtagen hvad der er almindeligt for mennesker. Men Gud er trofast, og han vil ikke lade jer blive fristet ud over hvad I kan tåle, men sammen med fristelsen vil han også skabe en udvej, så I kan udholde den.“ — 1 Kor. 10:13.
7) „Befri os fra den onde.“ (Matt. 6:13b) Dette er en bøn om at Gud ikke vil lade Djævelen overvinde hans trofaste tjenere. (Jævnfør Salme 141:8, 9.) Jesu disciple kan være sikre på at Gud er i stand til at besvare denne anmodning. Apostelen Peter skriver: „Jehova [forstår] at udfri gudhengivne mennesker af prøvelse.“ — 2 Pet. 2:9; jævnfør Åbenbaringen 3:10.