Religionens fremtid i Sovjetunionen
VI BEHØVER ikke være i tvivl om hvad fremtiden har i behold for religionen i Sovjetunionen. Det er allerede blevet afgjort. Af hvem? Af kommunisterne? Af kristenheden og de hedenske religioner?
Nej, ingen af disse vil blive den afgørende faktor. Ingen mennesker kommer til at bestemme religionens fremtid. Hvorfor ikke? På grund af noget som kristenheden og de hedenske religioner, ja også kommunismen, har undladt at tage i betragtning — nemlig Gud og hans hensigt.
Det er Gud der har afgjort fremtiden for religionen i Sovjetunionen. Angående gennemførelsen af Guds hensigt forsikres vi i hans ord, Bibelen: „Mit råd står fast, jeg fuldbyrder al min vilje.“ (Es. 46:10) Uanset hvad den sovjetiske kommunisme foretager sig eller hvad de traditionelle religioner gør, vil Gud altså gennemføre sin hensigt i forbindelse med det landområde der nu udgør Sovjetunionen. — Es. 14:27; 55:8-11.
Hvornår? I den nærmeste fremtid! Guds ord viser klart at han snart ikke længere vil tolerere menneskenes ondskab. Den tid hvori Gud har tilladt den at eksistere er ved at løbe ud. Når denne tid udløber vil der indtræffe uventede forandringer i det menneskelige samfund. Ikke alene i Sovjetunionen, men også alle andre steder.
Og hvad er det da Gud har til hensigt at gøre i vor tid? I alle nationer, også i Sovjetunionen, vil han fjerne hvert eneste menneske og hver eneste organisation der overtræder hans love. Det betyder at hele den onde tingenes ordning som nu behersker jorden, vil blive udslettet. Den vil blive erstattet af en ny orden som Gud vil danne, og jorden vil blive befolket med mennesker som respekterer hans love. Det er sådanne mennesker der vil overleve afslutningen på dette system og fortsætte med at leve på jorden. Guds ord siger: „[Jehova] vogter alle, der elsker ham, men alle de gudløse sletter han ud.“ — Sl. 145:20.
Både i Sovjetunionen og alle andre steder på jorden findes der mennesker som elsker Jehova. De adlyder hans love og praktiserer sand kristendom. Findes der et stort antal af dem i Sovjetunionen? Kunne man forvente det? Nej, for Guds ord viser at disse ville udgøre et mindretal: „Vid er den port og bred den vej, som fører til fortabelsen, og mange er de, der går ind ad den; og snæver er den port og trang den vej, som fører til livet, og få er de, der finder den.“ — Matt. 7:13, 14.
Med henblik på vor tid siger bibelprofetien: „Dette evangelium om Riget skal prædikes over hele jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene; og så skal enden komme.“ (Matt. 24:14) Gud lader sit „evangelium om Riget“ gå ud over jorden, ikke for at omvende alle, men „til et vidnesbyrd“, en advarsel der skal give folk lejlighed til at vælge. Dette budskab vil få et lille mindretal til at reagere gunstigt, nemlig de mennesker der har ægte kærlighed til det Gud anser for at være rigtigt.
Forkyndere af ’den gode nyhed’
Hvem forkynder evangeliet eller ’den gode nyhed’ om at afslutningen på dette onde system er nær og at Gud vil indføre en ny orden? Ikke kristenhedens kirker eller de hedenske religioner. I bogen These Also Believe peger Charles S. Braden på hvem det er: „Jehovas vidner er bogstavelig talt nået ud over hele jorden med deres vidnesbyrd. . . . Det kan i sandhed siges at ingen enkelt religiøs gruppe i verden har lagt større iver og udholdenhed for dagen i et forsøg på at udbrede den gode nyhed om Riget end Jehovas vidner.“
Indrømmer man i Sovjetunionen at Jehovas vidner gør dette? Toronto-bladet Daily Star melder: „Al religion er bandlyst for sovjetlederne. . . . intet gør dem så rasende som Jehovas vidner. . . . Právda melder at Jehovas vidner bliver mere og mere aktive. . . . [Deres tro] breder sig, og ingen af statens mægtige ressourcer synes at kunne ødelægge dem.“
De sovjetiske ledere holder ikke af at høre at Gud vil fjerne dette system og erstatte det med en retfærdig ny orden. Jehovas vidner adlyder alle de love i landet som ikke strider mod Guds lov, men deres tro tillader dem ikke at gå på kompromis og undlade at ’forkynde den gode nyhed’.
Forfatteren Maurice Hindus skriver således i bogen The Kremlin’s Human Dilemma at det at Jehovas vidner nægter at blande sig i politik, sammen med „deres iver for at evangelisere, som ikke er til at holde nede, har gjort dem særlig besværlige for Moskva og bringer dem til stadighed i konflikt med det sovjetiske politi. De virker under jorden, men de jages frem og idømmes hårde fængselsstraffe. Intet kan imidlertid standse dem. Når de undertrykkes ét sted, dukker de op et andet.“ Han bemærker at de ’tilsyneladende er umulige at udslette’.
Hvordan er det gået til at Jehovas vidner har bredt sig sådan i Sovjetunionen? Trods alt anerkendes de jo ikke, de har ikke lov at holde møder, og ingen Jehovas vidner kan komme ind i landet som missionærer. Hvordan er det da gået til?
Vi må ikke glemme at Gud gennemfører sin vilje uanset hvad mennesker finder på. I tilfældet med Sovjetunionen har Gud ladet landets egne ønsker virke således at ’den gode nyhed’ kunne blive forkyndt. Hvordan det?
Budskabet breder sig
Der var nogle få Jehovas vidner i Rusland allerede i 1904, men deres arbejde fik et vældigt skub fremad i 1939 og 1940. I disse år annekterede sovjetregeringen det der tidligere var den østlige del af Polen, samt de baltiske lande, Bessarabien og det nordlige Bukovina. I disse lande boede der mange nidkære Jehovas vidner. Pludselig, fra den ene dag til den anden, fandt de at de boede på sovjetisk territorium; og de kunne nu komme i kontakt med andre indbyggere i Sovjetunionen. Dem forkyndte de for og udbredte således budskabet om Guds rige.
Endnu et fremstød fandt sted under og efter den tyske invasion af Sovjetunionen. Under krigen blev mange Jehovas vidner indespærret i de nazistiske koncentrationslejre. Andre fanger, som var sovjetborgere, kom i kontakt med dem. Nogle af disse blev Jehovas vidner. Da de vendte tilbage til deres hjem i Sovjetunionen efter krigen, bragte de deres nye tro med sig. De gav den videre til deres familier, venner og naboer.
Det der skete i den tyske koncentrationslejr Ravensbrück er typisk. Da den blev åbnet efter krigen, fandt man at omkring 300 unge russiske kvinder var blevet Jehovas vidner gennem kontakt med andre fanger, Jehovas vidner der var i lejren på grund af deres tro.
Så skete det, især i 1950 og 1951, at Sovjetunionen gennemførte massedeportationer af Jehovas vidner til Sibirien. Men det medvirkede kun til at udbrede deres budskab til de fjerneste egne af dette mægtige land. Således er der i dag tusinder af Jehovas vidner i forskellige dele af Sovjetunionen. De henleder folks opmærksomhed på at denne onde verden nærmer sig sin afslutning, at Guds rige snart vil være den eneste regering, og at det vil regere direkte over hele jorden.
Afslutningen for falsk religion og for kommunismen
Bibelen viser at når Gud griber ind over for det nuværende system, vil det der forsvinder først, være den falske religion. I Sovjetunionen som alle andre steder vil det der er tilbage af kristenhedens hykleriske trossamfund og de hedenske religioner blive knust. Bibelens profetier viser at den falske religion, der har været som en skøge i sit forhold til de politiske herskere, vil ’blive gjort ensom og nøgen og opbrændt med ild. Thi stærk er Herren, vor Gud, som har dømt hende’. — Åb. 17:16; 18:8.
Hvorfor vil denne hårde dom ramme disse religioner og dem der holder sig til dem? Guds ord svarer: „De hævder at kende Gud, men i gerning fornægter de ham,“ (Tit. 1:16) De har brudt hans love, de er gået på kompromis med hans sandheder og har båret rådne frugter i flere århundreder. Bibelen indeholder følgende regel: „Ethvert træ, der ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden.“ (Matt. 7:19) Det at de traditionelle kirker og trossamfund er ved at gå i opløsning, både i Sovjetunionen og andre steder, er et bevis på at Gud ikke støtter dem. Han har forladt dem, overladt dem til udslettelse. — Jævnfør Mattæus 21:43; 23:38.
Men hvad med de herskende politiske elementer? Vil det gå dem bedre? Nej, for også de har brudt Guds love og har gennemvædet jorden med uskyldigt blod. Også mod dem vil Gud rette sin opmærksomhed. Åbenbaringen, kapitel 19, viser at Gud vil udslette „jordens konger og deres hære“ og dem der følger dem. Han har sagt i sit ord at han vil „knuse og tilintetgøre alle hine riger“, det vil sige de riger der findes i dag. Alle de styreformer mennesker benytter, også den sovjetiske, vil blive erstattet af noget nyt. Det vil betyde en ny orden her på jorden, styret fra himmelen af Gud. Denne himmelske regering er det rige som Jesus lærte sine disciple at bede om. — Åb. 19:11-21; Dan. 2:44; Matt. 6:9, 10.
Det vil ikke være uretfærdigt at alle de som ikke respekterer Gud og hans love, bliver udslettet. De vil hellere gå deres egen lovløse vej end rette sig efter Guds retfærdige normer. Det er som Bibelen siger: „Selv om der vises den onde gunst, vil han simpelt hen ikke lære retfærdighed.“ (Es. 26:10, New World Translation) De vil derfor blive fjernet.
De kæmper mod Gud
Det er uden for al tvivl at Sovjetunionens kamp mod kristenhedens trossamfund og de hedenske kirker i stor udstrækning er lykkedes. Men dens kamp mod Guds hensigter er ikke lykkedes. Og det vil den heller aldrig. Denne kamp er dømt til at mislykkes.
I denne forbindelse ville Sovjetunionens ledere have haft gavn af at lytte til et råd som en lovlærer fra det første århundrede gav. Denne lærer, hvis navn var Gamaliel, gav følgende råd til sine samtidige, der forfulgte Jehovas kristne vidner på det tidspunkt: „Nu siger jeg jer: hold jer fra disse mennesker og lad dem være, thi hvis dette forehavende eller dette værk er af mennesker, falder det fra hinanden; men er det af Gud, kan I ikke fælde dem. Vogt jer, at det ikke skal vise sig, at I kæmper mod Gud!“ — Ap. G. 5:38, 39.
Snart vil Gud gribe ind over for dem der kæmper imod hans styre og viser det ved at kæmpe imod hans folk. De der kæmper imod Gud vil blive fjernet fra jordens overflade: „Retsindige skal bo i landet, lydefri levnes deri, men gudløse ryddes af landet, troløse rykkes derfra.“ — Ordsp. 2:21, 22.
Ja, det vil komme som en dom fra Gud at både de hykleriske kirker og den ateistiske kommunisme, med alle deres tilhængere, vil blive ’ryddet’ bort fra jorden. Kun de der vælger Gud som Hersker og adlyder hans love, vil blive ’levnet deri’.
Til sidst, i Guds nye orden, vil jorden være ’fuld af [Jehovas] kundskab, som vandene dækker havets bund’. (Es. 11:9) Bibelen viser at det er den fremtid der venter det land som nu kaldes Unionen af socialistiske Sovjetrepublikker, foruden hele resten af jorden.