Sociale reformer eller evangeliet?
Hvilket arbejde ønsker Gud at de kristne skal udføre? Skal du give sig af med det såkaldte „sociale evangelium“, eller med forkyndelsen af evangeliet om Guds rige?
DET KOMMER som et chok for mange. Hvilket? At et menneske kan ofre hele sit liv på et arbejde der beundres og agtes, uden dog at vinde Guds godkendelse. Herren Jesus sagde angående vor tid: „Ikke enhver, der siger til mig: ’Herre, Herre!’ skal komme ind i Himmeriget, men den, der gør min himmelske Faders vilje. Mange skal sige til mig på hin dag: ’Herre, Herre! har vi ikke profeteret ved dit navn, og har vi ikke uddrevet onde ånder ved dit navn, og har vi ikke gjort mange undergerninger ved dit navn?’ Og da vil jeg sige dem rent ud: ’Jeg har aldrig kendt jer; vig bort fra mig, I, som øver uret.’“ — Matt. 7:21-23.
Vi ønsker ikke at være arbejdere „som øver uret“. Den eneste måde hvorpå vi kan undgå det er at gøre Jehova Guds vilje. Det er derfor af alvorlig betydning hvad vi ofrer vort livs bestræbelser på. Det vi beskæftiger os med tager sig måske godt ud i vore egne øjne. Men er det tilstrækkeligt? Guds inspirerede ord siger: „Mangen vej synes manden ret, og så er dens ende dog dødens veje.“ (Ordsp. 14:12) Vi skal altså ikke bestemme hvilket arbejde det er ret for kristne at gøre. Guds vilje må råde, og vi må bringe vort liv i overensstemmelse med Guds vilje.
Men hvordan skal vi så betragte det som populært kaldes det „sociale evangelium“? Er det en reformering af verden de kristne skal arbejde for? Der er ingen tvivl om at der kunne ofres megen tid og anstrengelse på sociale reformer. Nogle kunne for eksempel bruge hele deres liv til at bekæmpe forskellige laster, såsom hasard, prostitution eller alkoholisme. Et forsøg på at rense ud i verdens underholdningsetablissementer, biografer, bøger og blade, kunne sluge al vor energi. Og hvilke kræfter kunne ikke opbruges i kampen mod fattigdom og forbrydelser! Den kristne som ser hvilket syndigt rod der præger verden, tænker ved sig selv: Hvordan kan jeg bedst gøre godt?
Vi kan udrette mest ved at gøre Guds vilje. Det er Guds vilje at de kristne ganske nøje må følge Herren Jesu Kristi eksempel. En af Kristi apostle, Paulus fra byen Tarsus, sagde: „Bliv mine efterfølgere, ligesom jeg igen er Kristi efterfølger!“ (1 Kor. 11:1) Men hvordan kan vi så efterligne Jesus ligesom Paulus?
Forkyndelsen af Guds rige
Jesu tid så mange reformbevægelser. Der var reformer som lagde vægt på afholdenhed, og andre som tilstræbte askese. Der var også forskellige politiske reformer. Jesus sluttede sig ikke til nogen af disse bevægelser; han koncentrerede al sin energi om at udføre det arbejde hans Fader havde overdraget ham — at gøre Faderens navn og rige kendt. Jesus gik op i arbejdet med at forkynde himmelens rige. Vi læser: „Jesus [drog] til Galilæa og prædikede Guds evangelium og sagde: ’Tiden er inde, og Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet!’“ (Mark. 1:14, 15) Det var evangeliet Jesus forkyndte, og hans hensigt med at forkynde Riget var at retsindige mennesker skulle angre deres onde gerninger og vende sig fra alt hvad der var dårligt og i stedet gøre godt.
Også apostlene forkyndte evangeliet. De lod sig ikke trække bort fra arbejdet med at forkynde det kommende rige. Undertiden forfærdes vore dages socialreformatorer over at Paulus ikke gik imod slaveriet. På Paulus’ tid brugtes der både sorte og hvide slaver i stor udstrækning. Men Paulus startede ikke en bevægelse for slaveriets ophævelse; han ofrede ikke sit liv på en social reformbevægelse. Nej, Paulus gav sit liv i forkyndelsen af Riget, for det var Guds vilje. „Ve mig,“ sagde Paulus, „om jeg ikke forkynder det!“ — 1 Kor. 9:16.
Man kunne tænke sig sociale reformatorer på Paulus’ tid angribe apostelen fordi han ikke bekæmpede slaveriet. Kan man ikke forestille sig en af dem sige: ’Paulus, jeg synes nu din religion er ubarmhjertig. Hvor kan du lukke øjnene for de forhold slaverne lever under? Hvorfor taler du ikke imod slaveriet og arbejder på dets ophævelse? Du siger at Gud har fordømt denne verden — hvilken negativ indstilling! Jeg ser at du har skrevet til tessalonikerne at udfrielsen må vente til „Herren Jesus åbenbares fra Himmelen med sine mægtige engle, med flammende ild, og bringer straf over dem, der ikke vil vide af Gud at sige, og over dem, som ikke er lydige mod vor Herres Jesu evangelium; de skal nemlig straffes med evig undergang“. Det er hvad du siger i dit andet brev til tessalonikerne (1:7-9). Men hvem ønsker at vente til den „hvile“ du taler om kommer? Det varer måske flere hundrede år før den kommer. Har du i sinde at lade de stakkels mennesker lide? Lad os i en fart få startet en bevægelse for at ophæve slaveriet og omvende skøgerne, skatteopkræverne og drankerne.’
En sådan indstilling over for Paulus’ arbejde ville røbe en ringe forståelse af hvad sand kristendom er. Men Paulus vidste hvad der var Guds vilje, og han nægtede at indstille sin forkyndelse af evangeliet. Da Paulus traf en bortrømt slave ved navn Onesimus og omvendte denne til kristendommen, erklærede han ham ikke for at være en fri mand. Nej apostelen sendte Onesimus tilbage til Filemon, hans herre, hvor han fortsat skulle trælle, men under en kristen herre. (Filem. 10-16) Hvorfor ville Paulus ikke spilde kostbar tid på det „sociale evangelium“? Fordi han vidste at Jehova Gud ved sit rige, overdraget til Jesus Kristus, ville fjerne økonomisk, industrielt og socialt slaveri i Harmagedonkrigen „når Herren Jesus åbenbares fra Himmelen med sine mægtige engle, med flammende ild“. Paulus vidste at Guds vilje var det eneste der virkelig havde nogen betydning, derfor koncentrerede han sig udelukkende om én ting: Han forkyndte Guds rige. Til de ældste i Efesus kunne apostelen sige: „Og se, jeg ved nu, at I ikke mere skal se mit ansigt, alle I, blandt hvem jeg gik omkring og forkyndte Riget. Derfor vidner jeg for jer på denne dag, at jeg ikke er skyldig i nogens blod; thi jeg har ikke undladt at forkynde jer hele Guds frelsesplan.“ — Ap. G. 20:25-27.
Et arbejde der frelser liv
Det var ikke ved at forkynde det „sociale evangelium“ at Paulus kunne sige sig fri for at være „skyldig i nogens blod“. Ved at forkynde Riget holdt Paulus sig fri for blodskyld. Da Riget er bestemt til at skulle udslette denne onde verden, kan den indviede kristne ikke tie stille med sin viden derom, for det ville bringe blodskyld over hans hoved. Det er altså ved forkyndelsen af Rigets evangelium at liv frelses. Ved forkyndelsen af Riget advares og oplyses mennesker, og de hjælpes til at handle således at de kan overleve denne verdens ødelæggelse ved Guds hånd i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“. — Åb. 16:14.
Da Herren Jesus fortalte om det arbejde sande kristne skulle udføre i „endens tid“ eller i de „sidste dage“, viste han at det ville bestå i en forkyndelse, ikke af det „sociale evangelium“ men af evangeliet eller den gode nyhed om Riget: „Dette evangelium om Riget skal prædikes over hele jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene; og så skal enden komme.“ (Matt. 24:14) Vi oplever nu den betydningsfulde tid da evangeliet om Riget skal forkyndes — inden denne verdens absolutte ende i Harmagedon. Forkyndelsen af Riget vil hjælpe lydige mennesker til at overleve denne verdens ende og komme ind i den retfærdige nye verden. Det er ikke Guds hensigt at reformere denne gamle verden: „De nuværende himle og jorden er . . . forbeholdt ilden på den dag, da de ugudelige mennesker skal dømmes og fortabes.“ I stedet for denne gamle verden skaber Gud „nye himle og en ny jord“. Guds rige gør en retfærdig ny verden mulig. — 2 Pet. 3:7.
Succes hvor sociale reformer slår fejl
Allerede nu har Rigets evangelium en gavnlig indflydelse på mennesker, og det på en højst praktisk måde. Det hjælper mennesker til at føre et rent liv. Forkyndelsen af Riget udvirker i virkeligheden det sociale reformer ikke har formået. I de dage da kristendommen begyndte, for eksempel, kunne reformatorerne intet gøre for at forbedre forholdene. Gordon Clarks og T. V. Smiths Readings in Ethics stiller reformatorernes resultater op i modsætning til de resultater der opnåedes af de kristne som forkyndte Riget. Det hedder heri:
„Det forbløffende er at mens de græske skoler i almindelighed kun henvendte sig til en udvalgt klasse af særlig lærde mennesker og selv hos disse sædvanligvis ikke havde held til at gennemføre en virkelig reform, som det skildres for os i Kingleys Hypatia, og mens stoikernes forholdsvis vidtrækkende opfordring hverken berørte masserne eller standsede fordærvet ved kejserens hof, gav kristendommen i løbet af sine første femogtyve år tusinder og atter tusinder et helt nyt liv. Og det mest bemærkelsesværdige var at dette nye liv viste sig i form af dyd . . . i sandhed noget der lå fjernt fra den almene adfærd.“
Ja, forkyndelsen af Riget medførte de resultater reformatorerne ikke kunne præstere! Hvordan kan det være? Jo, ingen vil opnå evigt liv i eller under Guds rige medmindre de renser sig ved at adlyde Guds bud. Apostelen Paulus skrev: „Eller ved I ikke, at uretfærdige ikke skal arve Guds rige? Far ikke vild! hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller de, der lader sig bruge til unaturlig utugt, eller de, der øver den, eller tyve eller havesyge, ingen drankere, ingen æreskændere, ingen røvere skal arve Guds rige. Og sådan har nogle af jer været; men I lod jer aftvætte.“ — 1 Kor. 8:9-11.
Rigets forkyndelse medfører således at mennesker bliver renset for sådanne vanhellige handlinger som utugt og drukkenskab på en måde som intet socialt reformprogram nogen sinde kunne udvirke. Hvordan sker denne rensning? Jesus sagde: „Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den tager han bort, og hver, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt. I er allerede rene på grund af det ord, som jeg har talt til jer.“ (Joh. 15:2, 3) De kristne bliver altså „rene på grund af det ord“ Jesus har forkyndt, det vil sige Guds ord. Guds ord har en rensende kraft, og det får retsindige mennesker til af hele deres hjerte at bestræbe sig på at frembringe frugt i form af rette kristne egenskaber som „kærlighed, glæde, fred, langmodighed, mildhed, godhed, trofasthed, sagtmodighed, afholdenhed“. — Gal. 5:22, 23.
Det eneste virkelig opbyggende arbejde
Forkyndelsen af evangeliet om Guds rige virker således på en yderst praktisk måde nu, idet den får mennesker til at vende sig til et liv i retfærd og dyd. Sande kristne bliver „Guds dadelfrie børn midt i en vanartet og forvildet slægt“. (Fil. 2:15) Forsøg på at frembringe dette resultat på nogen anden måde vil ikke alene mislykkes men også være i strid med Guds vilje. Gud vil ikke reformere denne verden; han vil ødelægge den. Denne onde verden er ikke en ven af Gud; „den, der gerne vil være verdens ven, gør sig . . . til Guds fjende“. (Jak. 4:4) Dersom man slutter sig til denne verdens reformprogrammer og forkynder det „sociale evangelium“ i stedet for evangeliet om Riget, gør man sig til Guds fjende. At gøre ens religion til det „sociale evangelium“ i stedet for Bibelens rene tilbedelse medfører kun tomhed og ødelæggelse. Snart, nemlig i Harmagedon, kommer det tidspunkt da „de, der lægger jorden øde, selv skal ødelægges“. Det „sociale evangelium“ kan ikke ændre Guds dekret, ej heller frelse liv fra Harmagedon. — Åb. 11:18.
Den nye verdens samfund af Jehovas vidner er således i færd med det mest opbyggende arbejde som foregår på jorden i dag — forkyndelsen af evangeliet om det oprettede rige „over hele jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene“. (Matt. 24:14) Dette arbejde er i harmoni med Guds vilje og det frelser liv. Vagttårnets Bibel- og Traktatselskabs bog „Nye Himle og En Ny Jord“ siger på side 342:
„Den nye verdens samfund er den eneste gruppe mennesker på jorden i dag, der udfører et virkelig konstruktivt arbejde. Alle andre, der som en del af denne verden slutter op om dens planer, programmer og gøremål, samarbejder med dem, der ’lægger jorden øde’. De befatter sig med ting, der er ude af harmoni med Guds oprettede rige, og bringer dermed ødelæggelse og tilintetgørelse over sig selv på Guds vredes dag i Harmagedon.“
En ny verden er nær. Det bliver ikke socialreformatorer der skaber den, men Gud. Lykkelige er de der arbejder i harmoni med Guds erklærede hensigt angående de „nye himle og en ny jord“, hvori „retfærdighed bor“. (2 Pet. 3:13) Guds rige er det guddommelige redskab hvormed det bliver muligt at skabe denne evigvarende nye verden. Følg derfor Jesu og hans apostles eksempel: Vær med til at fremme Guds riges interesser. Erfar den lykke som det er at se mennesker vende sig fra onde handlinger og i stedet gøre hvad der er godt, fordi de elsker Gud og hans rige. Vær lydig mod Guds vilje. Lad dig ikke trække bort fra forkyndelsen af Rigets evangelium. Så vil du ikke være blandt de arbejdere „som øver uret“ — og bliver forkastet på trods af deres mange gerninger. Så vil du blive skånet i Harmagedon og komme ind i den retfærdige nye verden og have udsigt til evigt liv. Al ære til Jehova Gud, den nye verdens Skaber!