klippe vil blive stående under voldsomme storme. „Regnen“ og „floderne“ (som opstår pludseligt i tørre flodlejer under et skybrud) vil ikke skylle dets grundvold væk.a „Vindene“ som slår mod dette hus fra alle sider vil ikke få det til at vakle. Det vil ikke styrte sammen under et uvejr.

I overført betydning vil det at bygge sit hus på klippegrund svare til at man former sine tanker, motiver og deraf følgende handlinger efter alle „disse mine ord“ i Bjergprædikenen. Modgang der kommer pludseligt som et voldsomt uvejr i Palæstina, kan ikke vaske en sådan solid grundvold for en gudfrygtig adfærd bort. Det er i trængselstider at den der gør efter Jesu ord kan sammenlignes med (eller vil vise sig at være som) den kloge mand der byggede på klippen. De karaktertræk og egenskaber som han har opdyrket i overensstemmelse med Guds ord, vil ikke ’styrte sammen’ under prøvende omstændigheder. Han vil ikke ophøre med at tjene Gud.

På den anden side fortsatte Jesus med at sige: „Endvidere kan enhver som hører disse mine ord og ikke handler efter dem, sammenlignes med en tåbelig mand som byggede sit hus på sandet. Og regnen strømmede ned og floderne kom og vindene blæste og ramte dette hus, og det styrtede sammen, og sammenstyrtningen var stor.“ — Matt. 7:26, 27; jævnfør Lukas 6:49.

I det land hvor Jesus udførte sin tjeneste ville det være tåbeligt at bygge et hus på sand. Regn, vandstrømme og voldsomme vinde ville gøre kort proces med en sådan bygning. Sammenstyrtningen ville blive „stor“ — grundig og uoprettelig.

Noget lignende vil i overført betydning ske med den der „hører disse mine ord og ikke handler efter dem“. Et sådant menneske grundlægger ikke sit liv på lydighed mod Kristi lære, men på selvisk ulydighed mod Kristi ord, og dets grundlag bliver, ligesom sand, vasket bort i en regnflod. I rolige tider, når livet stort set er uden bekymringer, kan et sådant menneske måske skjule sin mangel på guddommelige egenskaber. Men så snart der opstår vanskeligheder kan han sammenlignes med — eller vil han vise sig at være som — den tåbelige mand der byggede sit hus på sand. Hvad angår hans påstand om at være en Guds tjener vil stormfulde trængsler få ham til at give efter, og ’sammenstyrtningen vil være stor’. I en redegørelse for at urette tanker og motiver må erstattes med rette, så man kan blive en lykkelig „gerningens gører“, gav bibelskribenten Jakob en vejledning i lighed med den Jesus havde givet. Jakob skrev:

„Bliv ordets gørere og ikke blot dets hørere, hvorved I fører jer selv bag lyset. For hvis nogen er en ordets hører og ikke en ordets gører, så er han som en mand der i et spejl betragter det ansigt han er født med. Han betragter nemlig sig selv, og går så bort og glemmer straks hvilken slags menneske han er. Men den der spejder ind i frihedens fuldkomne lov og bliver ved med det, han skal, fordi han ikke er blevet en glemsom hører men en gerningens gører, være lykkelig når han gør den.“ — Jak. 1:22-25.

Beretningen i Mattæus-evangeliet fortsætter: „Da nu Jesus havde sluttet denne tale, var folkeskarerne helt forbløffede over hans måde at undervise på; for han underviste dem som en der havde myndighed, og ikke som deres skriftlærde.“ — Matt. 7:28, 29.

Jesu „måde at undervise på“, det vil sige hele den belæring han havde givet i Bjergprædikenen, forbløffede hans tilhørere. Det var ikke den form for undervisning de var vant til at få af deres skriftlærde, der var oplært i den jødiske mundtlige tradition. Når de skriftlærde underviste i noget, fremholdt de det i en eller anden tidligere autoritets navn. I denne forbindelse læser vi i The Theological Dictionary of the New Testament:

„Udtrykket misjsjem [„i (nogens) navn“] er vigtigt i jødisk tradition. R[abbi] Meir fortæller en lignelse i rabban Gmaliels navn (misjsjem), . . . Den der hørte noget i lærehuset og lod det gå videre, var forpligtet til at opgive kilden, i hvis navn han videregav traditionen. En af de 48 betingelser for at få Toraen er at ’man fremsiger enhver udtalelse i forfatterens navn . . .,’ Ab[ot], 6, 6; jfr. meg[illa], 15a. Dette viser hvilken eller hvor stor gyldighed udtalelsen har.“

En rabbinsk beretning fortæller at Hillel den Ældre, der levede i det første århundrede, fortalte en bestemt tradition korrekt. „Men skønt han talte om denne sag hele dagen, tog de ikke imod hans lære før han til sidst sagde: Det hørte jeg fra Sjammaj og Abtaljon [autoriteter før Hillel].“

Jesus underviste ikke på denne måde. I stedet for at tale i et andet menneskes navn, sagde Guds søn ofte: „Jeg skal sige jer en sandhed,“ „Men jeg siger jer.“ (Se for eksempel Mattæus 5:18, 20, 22, 26, 28, 32, 34, 39, 44.) Han talte som „en der havde myndighed“, en der repræsenterede Gud direkte, sådan som det også var tilfældet med de inspirerede profeter i førkristen tid. (Jævnfør Mattæus 28:18.) Hvor kan vi være taknemmelige for at Gud har fundet det formålstjenligt at gengive denne storslåede prædiken i sit inspirerede ord!

Faste i troen trods vanskelige tider

MANGE steder på jorden er sande kristne udsat for voldsom forfølgelse, ligesom i det første århundrede. Og ligesom de dengang stod fast i troen, gør de det også i dag. I slutningen af 1978 skrev en af Jehovas Vidners rejsende tilsynsmænd til afdelingskontoret i det land han tjener i, og fortalte om grusom forfølgelse af Jehovas vidner i et bestemt område. Deres standhaftighed står som endnu et lysende eksempel på kristen uangribelighed.

Ifølge den rejsende tilsynsmands brev henvendte plageånderne sig til en lille gruppe Jehovas vidner og sagde: „Vi vil ikke høre jer forkynde mere om Jesus.“ Men de svarede: „Vi ser ikke noget forkert ved det Jesus gjorde. Derfor er der heller ikke noget forkert ved at forkynde om ham.“

Herover blev mændene rasende. Derfor tvang de vidnerne — tre brødre og to søstre — til at bringe alle deres bøger med hen til et sted der lå omkring fem kilometer borte. Dér brændte de bøgerne. Og efter at have ført brødrene et lille stykke væk begyndte de at slå en af søstrene som kun var en stor pige — mens brødrene så på det. Derefter gik de tilbage til brødrene og sagde: „Pigen har sagt at I har tvunget hende til at blive et vidne.“ Men den unge søster hørte det og råbte: „Det passer ikke!“

Så blev en af brødrene bagbundet, og slået indtil han var bevidstløs. Efter at