Den Gud der giver løfter
HVEM er den Gud der stiller sit herredømme op som det eneste håb for menneskeheden? Hvorfor skulle vi tro på hans løfte, og hvordan kan vi sætte vor lid til det?
For at kunne give et sådant løfte, og for at kunne virkeliggøre det, må denne Gud være alle tings Skaber, den almægtige Gud. Bibelen viser at han er det. Der skulle ikke være nogen tvivl om at han ønsker at give menneskeheden liv under sit retfærdige herredømme; det fremgår tydeligt af hans løfte. Men for at vi selv kan blive forvissede om at han vil gøre det, må vi betragte hans gerninger og handlemåde; vi må se hvordan han har opfyldt andre løfter han har givet.
Foruden hans løfte om at lade menneskeheden nyde godt af hans herredømme, er det vigtigste løfte han har givet, løftet om Messias’ første komme. Fandt dette komme virkelig sted som Gud havde lovet?
Beretningen om Messias’ første komme
At det gjorde, kan bevises ved hjælp af den historiske beretning. Fra meget tidlige tider har Bibelen opstillet visse krav som Messias skulle opfylde for at man kunne være sikker på at han virkelig var den lovede Messias. Nogle af disse krav er:
(1) Han skulle fødes i Judas stamme og i kong Davids slægtslinje:
„Ikke viger kongespir [symbolet på den kongelige myndighed] fra Juda, ej herskerstav fra hans fødder, til han, hvem den tilhører, kommer, ham skal folkene lyde.“ (1 Mos. 49:10) „[Jehova] tilsvor David et troværdigt, usvigeligt løfte: ’Af din livsens frugt vil jeg sætte konger på din trone.’“ — Sl. 132:11; Es. 9:7.
Jesus blev født i denne slægtslinje, hvilket fremgår af hans slægtsregister, som historikerne Mattæus og Lukas havde hentet fra de offentlige registre. (Matt. 1:3, 6, 16; Luk. 3:23, 31, 33) Dette slægtsregister, taget som det var fra jødernes egne officielle arkiver, blev ikke draget i tvivl af de jødiske ledere der levede i det første århundrede, skønt de angreb Jesus for alt hvad de kunne finde på.
(2) Han skulle fødes i Betlehem:
„Og du, du Betlehem-Efrata, liden til at være blandt Judas tusinder! Af dig skal udgå mig én til at være hersker i Israel.“ — Mika 5:1.
Mattæus beretter, idet han citerer den ovennævnte tekst: „Jesus var født i Betlehem i Judæa.“ — Matt. 2:1, 5, 6.
(3) Han skulle fremstå niogtres „åruger“ (483 år) efter genopbygningen af Jerusalems mur (i 455 f.v.t.):
„Du bør vide og forstå at fra ordet om at genrejse og genopbygge Jerusalem udgår, indtil Messias, Lederen, skal der være syv uger, og yderligere toogtres uger . . . Og efter de toogtres uger skal Messias bortryddes uden noget til sig selv.“ — Dan. 9:25, 26, NW.
Jesus fremstillede sig til tiden, i år 29 e.v.t. (483 år efter 455 f.v.t.), for at lade sig døbe af Johannes. På det tidspunkt blev han Messias (den Salvede), salvet med Guds ånd. (Luk. 3:21-23) Jøderne kendte denne tidsprofeti og „var i forventning“ på det tidspunkt da Johannes, Jesu forløber, begyndte at forkynde. — Luk. 3:15.
Noget der også opfyldte det profetiske løfte, var at Jesus blev ’bortryddet’ ved at dø som et genløsningsoffer for menneskeheden omkring tre og et halvt år efter sin dåb. Esajas forudsagde også Messias’ død som et offer. — Es. 53:10-12.
Den verdslige historie bekræfter at Jesus Kristus levede på jorden og var en bemærkelsesværdig lærer. Flavius Josefus, en ikke-kristen jødisk historieskriver fra det første århundrede, skrev at Jesus virkede mens Pontius Pilatus var landshøvding, at han var en lærer med stor indflydelse og at han var Kristus, at Pilatus dømte ham til døden og at han igen viste sig levende for sine disciple på den tredje dag. — Jødernes oldtidshistorie, 18. bog, kapitel III, 3. afsnit; Joh. 19:15, 16; 20:1, 19; Matt. 27:63, 64; Ap. G. 10:40.
Nogle tror måske ikke på Kristi egne disciples vidnesbyrd om hans opstandelse, men overvej følgende kendsgerninger: Der var næsten fem hundrede vidner. Disciplene var ikke mænd med magt eller indflydelse så de kunne overmande eller bestikke de soldater der stod vagt ved Jesu grav. Der er kun ringe sandsynlighed for at der skulle være en hemmelig aftale mellem så mange, især angående noget der ikke ville betyde personlig vinding for dem. At de vidnede om opstandelsen kunne ikke skyldes et selvisk motiv, for det udsatte dem for lidelser, ja endog for at blive henrettet. De aflagde deres vidnesbyrd selve det sted hvor Messias’ bitreste fjender befandt sig, dér hvor et bedrageri med sikkerhed ville blive afsløret. Og de ventede ikke, men vidnede straks, endnu mens de jødiske lederes raseri var på sit højeste. — 1 Kor. 15:3-8; Ap. G. 2:32; 3:15; 4:10, 18-20; 7:55-58; 8:1.
At disse disciple ikke kom med en opdigtet historie da de vidnede om Jesu opstandelse, kan vi yderligere se af den kendsgerning at opstandelsen kom som en overraskelse for dem i deres fortvivlelse og modløshed. De havde set frem til at Jesus skulle være en jordisk konge, og det kom som et stort chok for dem da han døde. (Luk. 24:13-43; Joh. 20:24-29) Jesu opstandelse var i virkeligheden det der gav dem mod til at vidne, et mod der ikke kunne slås ned af selv den voldsomste forfølgelse.
På en så enestående måde opfyldte Gud sine profetiske løfter om Messias i enhver detalje, at alle tænkende mennesker der overvejer kendsgerningerne må sige: ’Gud opfylder i sandhed sine løfter.’
Andre fremstående mænds vidnesbyrd
At Gud har opfyldt sit løfte om at sende Messias, er et af de største eksempler på at han er pålidelig. Men der er utallige andre eksempler. Mange mennesker som i fortiden tjente Gud, så og oplevede — ikke blot én gang men hele deres liv — at Gud var pålidelig med hensyn til at holde sine løfter. Blandt dem kan nævnes Josua, David og Salomon.
Josua sagde i sin afskedstale til Israel:
„Så betænk da med hele eders hjerte og hele eders sjæl, at ikke ét af alle de gode ord, [Jehova] eders Gud talede til eder, faldt til jorden; alle sammen er de gået i opfyldelse for eder; ikke ét ord deraf faldt til jorden.“ — Jos. 23:4.
Kong David bekræftede: „[Jehovas] ord er rene ord.“ — Sl. 12:7.
Hans søn, kong Salomon, sagde i bøn i overværelse af hele Israel:
„Lovet være [Jehova], der har givet sit folk Israel hvile, ganske som han talede, uden at et eneste ord er faldet til jorden af alle de herlige forjættelser, han udtalte ved sin tjener Moses.“ „[Jehova], Israels Gud, der er ingen Gud som du i Himmelen og på jorden, du, som holder fast ved din pagt og din miskundhed . . . du, som har holdt, hvad du lovede din tjener, min fader David, og i dag opfyldt med din hånd, hvad du talede med din mund.“ — 1 Kong. 8:56; 2 Krøn. 6:14, 15.
Disse mænd var ikke tåber. De var forstandige og stod i spidsen for en hel nation, og de anerkendte at Guds løfter kun kunne være opfyldt i kraft af Guds ledelse og hans loyalitet mod sit ord. De var heller ikke bedragere. Bibelskribenternes oprigtighed — at de både afslører deres egne, deres herskeres og nationens fejl — bevidner at disse mænd talte sandt.
Lær mere om denne Gud
Hvis vi er oprigtigt interesseret i at blive udfriet fra den nuværende fordærvede ordning og ønsker Guds herredømme over os, vil vi vise Guds løfter den største opmærksomhed. Der er ingen andre der lover en paradisisk jord, en opstandelse af vore kære, og evigt liv. Menneskers egne løfter om en bedre verden er fattige i sammenligning — og selv disse ringe løfter kan de ikke opfylde.
Desuden elsker Gud menneskene, sine hænders værk. Han lover dem livet under sit herredømme ved Kristus, ikke fordi han er forpligtet til det, men af kærlighed. På eget initiativ sendte han sin søn til jorden og skabte dermed grundlag for at menneskeheden kan opnå evigt liv. Apostelen Paulus skrev: „Gud viser sin kærlighed mod os ved, at Kristus døde for os, medens vi endnu var syndere.“ — Rom. 5:8.
Hvorfor da betvivle eller fornægte en så kærlig foranstaltning? Det er langt bedre at søge mere kundskab om Gud og hans løfter. Jehovas vidner vil med glæde hjælpe Dem til at følge det inspirerede råd: „Forvis jer om alt; hold fast ved det gode.“ — 1 Tess. 5:21, NW.