I denne krig, i Bibelen kaldet Harmagedon (Åb. 16:14, 16), vil Gud bruge sin almagt til at tilintetgøre de militære og politiske elementer som har voldt jorden så megen fortræd. Gud indbyder alle fugle til at være med ved denne lejlighed. Hvorfor? Bibelen siger: „Kom hid, og saml jer til Guds store gæstebud for at æde kød af konger og kød af hærførere og kød af helte og kød af heste og deres ryttere, ja, kød af alle, både frie og trælle, små og store.“ — Åb. 19:17, 18.

Gud advarer altså tydeligt alle der ikke ser hen til ham efter sikkerhed. De vil blive tilintetgjort sammen med det onde system som de foretrækker at støtte.

Men hvordan forholder det sig med dem der vender sig til Jehova og som sætter deres lid til ham? Guds ord lover dem: „Søg [Jehova], alle I ydmyge i landet, som holder hans bud, søg retfærd, søg ydmyghed! Måske kan I skjule jer på [Jehovas] vredes dag.“ — Zef. 2:3.

Den eneste virkelige sikkerhed i den trængselstid der nu afgjort nærmer sig, er at finde hos Jehova Gud. Han kan og vil beskytte dem der vender sig til ham efter sikkerhed. Han vil bevare dem så de kan overleve trængselen og komme ind i den retfærdige nye tingenes ordning hvor de vil ’fryde sig ved megen fred’. I denne nye tingenes ordning vil der råde en sådan verdensomfattende fred, for Gud har lovet at „bue, sværd og stridsvåben sønderbryder jeg i landet, og jeg lader dem bo trygt“. — Sl. 37:11; Hos. 2:18.

Spørgsmål fra læserne

● Hvad bør en kristen ifølge Bibelen gøre i situationer hvor det forventes af ham at han rejser sig for en dommer eller hersker, eller at han benytter en ophøjet tiltaleform over for en sådan person? — H. A., Afrika.

Gud opfordrer de kristne til at vise respekt for statsoverhoveder og øvrighedspersoner. Med hensyn til den verdslige øvrighed skrev apostelen Paulus under inspiration: „Giv alle, hvad I er dem skyldige: . . . den, I er frygt skyldige, frygt; den, I er ære skyldige, ære.“ (Rom. 13:1, 7) Paulus skrev også at man kunne gå i forbøn for „konger og alle i høje stillinger“. (1 Tim. 2:1, 2) Den almindelige måde hvorpå man forventes at yde denne ære eller respekt, varierer fra sted til sted. Der kan blive tale om at bøje sig for regenten eller rejse sig for ham når han kommer ind (nogle steder kaster man sig ligefrem til jorden for ham) og at bruge en særlig tiltaleform over for ham. Det som lokal skik og brug i sådanne tilfælde kræver af den kristne, er at han viser respekt for personens officielle stilling, for embedet.

Der er bibelske eksempler på at gudfrygtige mennesker har vist en vis respekt ved at indtage en særlig stilling. Jakob kastede sig til jorden syv gange da han mødte Esau. (1 Mos. 33:3) Patriarken Abraham bøjede sig for de indfødte hedninger i Kana’ans land, hetitterne. (1 Mos. 23:7, 12) Da Jesus levede på jorden tillod han, som den Jehova havde udpeget til at være konge, at folk viste ham ærbødighed. (Matt. 8:2; 9:18) Eftersom disse handlinger ikke omfattede nogen egentlig tilbedelse af et menneske, var det tilladt at foretage dem som udtryk for respekt. — 2 Mos. 34:14; Matt. 4:10.

Der findes også bibelske eksempler på at man mundtligt har vist øvrighedspersoner ære. Paulus brugte titlen „højædle“ om den romerske landshøvding Festus. (Ap. G. 26:25) Både Guds tjenere og hedninger brugte udtryk som: ’Måtte kongen leve evindelig,’ og gav derved udtryk for ønsket om at kongen måtte få et langt liv. — 1 Kong. 1:31; Dan. 3:9.

Der findes imidlertid grænser for hvilken ære man kan vise jordiske øvrigheder. Kristne må huske på at det er Jehova alene som har krav på tilbedelse. (2 Mos. 20:3-5; Sl. 100:3) En lov som Jehova længe har fremhævet er at man ikke må tilbede noget af det skabte, heller ikke mennesker, for det ville være afgudsdyrkelse. Paulus og Barnabas var klar over dette, og da skarerne i Lystra begyndte at betragte dem som guder og ville ofre til dem, råbte de derfor: „Hvad er det dog, I gør? Vi er også mennesker under samme kår som I.“ (Ap. G. 14:11-15) Hvis man med en tilbedende indstilling kaster sig til jorden for et menneske, er det forkert! Derfor ville Peter ikke tillade Kornelius at gøre noget sådant, men sagde: „Stå op! jeg er selv kun et menneske.“ (Ap. G. 10:25, 26) Det ville være forkert at udføre en tilbedende handling, selv over for en engel, hvilket Johannes fik at vide da han, ganske overvældet, var ved at miste sin åndelige ligevægt og kastede sig ned for at tilbede en engel. — Åb. 19:10; 22:8, 9.

Disse eksempler må man have i tanke når man kommer i en situation hvor man må vise