Hvad siger Bibelen om „et liv efter døden“? — 2. del

I FØRSTE DEL af denne artikel, der er i tre dele, fik læseren at vide, at i såvel fortid som nutid har hærførere, statsmænd og religionsledere i både den kristne og den hedenske verden anerkendt og anvendt psykiske kræfter eller medier med okkulte evner. Det kommer som en overraskelse for en del af den almindelige befolkning, når de hører om disse lederes færd i så henseende. Historien, både den verdslige og den bibelske, viser, at selv i ældgammel tid stolede folkenes ledende mænd på usynlige åndemagter og søgte trøst, forhåndsviden og vejledning hos dem. Spiritistiske fænomener forbløffer nutidens videnskabsmænd, der med fintmærkende instrumenter har søgt at trænge til bunds i disse fænomener. Den hastigt omsiggribende moderne religion, spiritismen, fastholder, at de usynlige kræfter i virkeligheden er de udødelige sjæle, der har haft til huse i mænd, kvinder og børn, som har levet på jorden og er afgået ved døden. I skarp modsætning til spiritisternes påstand lærer Bibelen ganske konsekvent, at menneskesjælen dør.

 1. Hvilke skriftsteder siger uden omsvøb, at menneskesjælen dør?

MEN HVOR findes de skriftsteder, der med rene ord siger, at menneskesjælen dør? I 4 Mosebog 23:10 læser vi et udsagn af profeten Bileam, der var inspireret af Jehova Gud: „Min sjæl dø de oprigtiges død, og mit endeligt vorde som deres!“ Andre vers om sjælens død lyder: „At I vil . . . redde os [vore sjæle, Li] fra døden!“ „Vi indestår med vort liv [hebr.: nephʹesh, vor sjæl] for eder.“ (Jos. 2:13, 14) „Zebulon var et folk, der vovede livet [hebr.: nephʹesh, sjælen].“ (Dom. 5:18) „Da . . . blev hans sjæl træt til døden. . . . Lad mig [min sjæl, Ka] dø sammen med filisterne!“ (Dom. 16:16, 30) Profeten Elias „ønskede sig døden, idet han sagde: Nu er det nok, HERRE [Jehova]; tag mit liv [min sjæl, Li], thi jeg er ikke bedre end mine fædre!“ (1 Kong. 19:4) Også: „I ungdommen dør deres sjæl, deres liv får mandsskøgers lod.“ (Job 36:14) „For at fri deres sjæl fra døden og holde dem i live i hungerens tid.“ (Sl. 33:19) „Deres sjæl han spared ej for døden, og deres liv til pest han gav.“ (Sl. 78:50, Li) „Han fried min sjæl fra døden.“ (Sl. 116:8) „Han udtømte sin sjæl til døden.“ (Es. 53:12) „I, som vanhelliger mig for mit folk for nogle håndfulde bygkorn og nogle bidder brød og således dræber sjæle, der ikke skulle dø, og holder sjæle i live, som ikke skulle leve, idet I lyver for mit folk, som gerne hører på løgn!“ (Ez. 13:19) „Den sjæl, der synder, den skal dø.“ — Ez. 18:4, 20.

 2, 3. a) Hvorfor er udtrykket „en død sjæl“ fuldt ud korrekt og bibelsk? b) Lærer de kristne Græske Skrifter (eller det „Nye Testamente“) konsekvent, at menneskesjælen dør? Hvordan?

² Har du nogen sinde hørt om en død sjæl? I følgende skriftsteder bruger Bibelen dette udtryk: „I må ikke gøre indsnit i eders legeme for de dødes [hebr.: en død nephʹesh, sjæl] skyld.“ (3 Mos. 19:28) „Præsten må ikke gøre sig uren ved lig [hebr.: død nephʹesh, en død sjæl].“ (3 Mos. 21:1, 11; 22:4) „Hele den tid han har indviet sig til HERREN [Jehova], må han ikke komme lig [hebr.: død nephʹesh, en død sjæl] nær.“ (4 Mos. 6:6; også 5:2; 6:11; 9:6, 7, 10) „Den, der rører ved en død, ved noget som helst lig [hebr.: død nephʹesh, en død sjæl], skal være uren i syv dage.“ — 4 Mos. 19:11, 13; se også Haggaj 2:13, hvor „død nephʹesh“ („sjæl“) ligeledes er oversat med „lig“.

³ Bibelen modsiger ikke sig selv. Når så mange vers taler om, at sjælen dør, er det intet under, at du ikke kan finde eet, der siger, at menneskesjælen ikke kan dø, eller at den er udødelig. Nu vil en og anden måske sige, at alle de vers er fra de Hebraiske Skrifter, men lærer de kristne Græske Skrifter, at menneskesjælen dør? Sagde ikke Jesus i Mattæus 10:28: „Frygt ikke for dem, som dræber legemet, men ikke kan dræbe sjælen“? Jo, men han sagde også: „Min sjæl er dybt bedrøvet til døden.“ (Matt. 26:38; Mark. 14:34) „De havde ikke deres liv [sjæl, Skat-Rørdam] for kært til at gå i døden.“ (Åb. 12:11) „En tredjedel af de levende skabninger [som havde sjæle, Skat-Rørdam] døde.“ (Åb. 8:9) „Hver levende sjæl, som var i havet, døde.“ (Åb. 16:3, Skat-Rørdam) Jesu discipel Jakob skrev: „Den, der omvender en synder fra den vildfarelse, han er kommen ud i, frelser hans sjæl fra døden.“ (Jak. 5:20) Vi ser altså, at Jesus og hans disciple troede på vor sjæls dødelighed.

 4. Hvorfor undlader kristenhedens gejstlige som regel at citere den sidste halvdel af Mattæus 10:28?

⁴ Den måde, hvorpå præster sædvanligvis søger at forfægte læren om menneskesjælens udødelighed og uforgængelighed, er, at de nøjes med at citere første halvdel af Mattæus 10:28. Hvorfor? Fordi Jesus i sidste halvdel fortsætter med at sige: „Frygt snarere for ham, som kan ødelægge både sjæl og legeme i helvede.“ Det vil sige, vi skal frygte den almægtige Gud, som kan ødelægge både sjælen og legemet i gehenna. Det er det græske ord, der fejlagtigt er oversat med „helvede“, idet det ikke er det samme græske ord som haiʹdes og tarʹta·ros, der i King James-oversættelsen ligeledes gengives med „helvede“.

 5. Hvordan blev Jehovas forudsigelse gennem profeten Esajas (53:9) opfyldt på Jesus, og med hvilken symbolsk betydning?

⁵ Da Jesus døde, gik han ned i hades eller menneskehedens fælles grav, men ikke til gehenna, for hans legeme blev begravet i den rige mand Josef fra Arimatæas gravkammer. Han blev ikke, som en fordømt forbryder, der ikke var værdig til nogen opstandelse, kastet i gehenna eller Hinnoms dal, der lå vest og syd for Jerusalems mure. (Ap. G. 2:27-32) Havde Jesu religiøse fjender fået fat i hans lig først, ville de sandsynligvis have kastet det over Jerusalems mure og ned i gehenna, så det ville være blevet brændt op i den ild, der holdtes ved lige der ved en tilsætning af svovl, eller kommet til at hænge på en klippeafsats, hvor det i varmen fra ilden ville være blevet fortæret af orme eller maddiker, der ikke ville dø, før kun skelettet var tilbage. Disse religiøse fjender ønskede så sandelig ikke, at Jesus skulle oprejses fra hades, og det var grunden til, at de fik statholderen, Pontius Pilatus, til at forsegle graven og stille vagtposter ved den, så Jesu legeme ikke kunne komme ud. Men Jesus blev med rette lagt i en mindegrav som et symbol på, at han fortjente en opstandelse fra de døde, hvorimod de, hvis sjæl og legeme den almægtige Gud ødelægger i gehenna, aldrig vil få en opstandelse fra de døde og derfor ikke kommer til at leve som sjæle igen i Guds retfærdige nye verden. Gud ødelægger deres sjæle på den måde, at han udelukker enhver mulighed for, at de, som befinder sig i gehenna-tilstanden, kan opnå liv igen ved nogen som helst foranstaltning. Gud lader dem ikke få fordel af Jesu offerdøds fortjeneste. — Matt. 27:57-66; 28:1-4, 11-15; Ap. G. 4:1, 2; Es. 53:9; Mark. 9:43-48.

 6. Hvilke udtalelser af Jesus, Peter og Paulus fastslår klart og tydeligt menneskesjælens forgængelighed?

⁶ Jesus lærte, at menneskesjælen er dødelig og altså forgængelig og kan dræbes. Han sagde: „Har man lov at gøre godt på sabbaten eller gøre ondt, at frelse liv [sjæl, Skat-Rørdam] eller slå ihjel?“ (Mark. 3:4 og Luk. 6:9) „Kommer Lots hustru i hu. Hvo, som søger at vinde sin sjæl, skal miste den, og hvo, som mister den, skal holde den i live.“ (Luk. 17:32, 33, Skat-Rørdam) „Hvo, som elsker sin sjæl, mister den, og hvo, som hader sin sjæl i denne verden, skal bevare den til evigt liv.“ (Joh. 12:25, Skat-Rørdam) Apostelen Peter viste, at Moses korn med en forudsigelse om Jesus i 5 Mosebog 18:15-19, og han sagde: „Det skal ske, at hver sjæl, som ikke hører på den profet, skal udryddes af folket.“ (Ap. G. 3:22, 23) Og i Hebræerne 10:39 læser vi: „Men vi hører ikke til dem, som unddrager sig og går fortabt, men til dem, som tror og vinder deres sjæle.“

 7. Hvilke andre typiske skriftsteder i de Hebraiske Skrifter harmonerer nøjagtigt med Jesu, Peters og Paulus’ udtalelser om, at den almægtige Gud kan tilintetgøre menneskesjælen?

⁷ Når Jesus og hans disciple omtalte sjælen på denne måde, var de i samklang med Bibelens Hebraiske Skrifter, hvor vi læser om, hvordan Israels dommer Josua handlede som Jehovas skarpretter over for de hedenske indbyggere i det forjættede land: „Makkeda indtog Josua samme dag . . . han lagde band på den og på hver levende sjæl i den uden at lade nogen undkomme; . . . og HERREN [Jehova] gav også denne by [Libna] og dens konge i Israels hånd, og den og hver levende sjæl i den slog han ned med sværdet uden at lade nogen undkomme.“ (Jos. 10:28, 30, 32, 35, 37, 39; 11:11) Moses sagde også til de israelitiske krigere, efter at de havde udryddet de fjendtlige midjanitter i kampen: „Men selv skal I . . . enhver, som har dræbt nogen [hebr.: nephʹesh, en sjæl], og enhver, som har rørt ved en dræbt, . . . rense eder.“ (4 Mos. 31:19) Vismanden sagde: „Men den, som bedriver hor med en kvinde, er fra sin forstand; hvo, som vil fordærve sin sjæl, lad ham gøre det!“ (Ordsp. 6:32, Li) Der kunne citeres andre skriftsteder, men disse skulle være nok til at bevise, at både Bibelens gamle Hebraiske Skrifter og dens kristne Græske Skrifter stemmer overens om, at menneskesjælen kan tilintetgøres af den almægtige Gud og af hans eksekutionsstyrker.

 8. Hvordan kan vi med Bibelens ord overbevise sådanne, som har mistet deres kære, om, at spiritismen er en falsk trøst?

⁸ Hvilken kendsgerning er hermed blevet fastslået og hævet over enhver modsigelse? Denne: Menneskesjælen lever ikke videre efter døden. Det er grunden til, at apostelen Paulus sagde, at såfremt der ikke var nogen opstandelse af de døde med Jesus Kristus som den første, „så er altså også de, der er hensovet i Kristus, gået fortabt. Har vi [de kristne] alene i dette liv sat vort håb til Kristus, er vi de ynkværdigste af alle mennesker. Men nu er Kristus opstået fra de døde som en førstegrøde af de hensovede. Thi fordi døden er kommet ved et menneske, er også de dødes opstandelse kommet ved et menneske. Thi ligesom alle dør i Adam, således skal også alle levendegøres i Kristus.“ (1 Kor. 15:18-22) Der er forskel på „et liv efter døden“ og en opstandelse. Det er i virkeligheden, fordi der ikke er noget liv efter døden, at der må finde en opstandelse af de døde sted. Når der ikke er noget liv efter døden og ingen sjælens udødelighed, og når den ånd, der er i mennesket, ikke er nogen personlighed, er de døde, der ligger i graven, døde, og skal de opnå liv i Guds nye verden, må de oprejses fra døden. Selve spiritismens grundvold er altså falsk, og følgelig kan der ikke være tale om, at de døde er i stand til at meddele sig til de levende. Det er en falsk og forførende trøst, spiritismen yder dem, som har mistet deres kære. Den hilder dem i et bedrag. Den er farlig, for den benægter menneskets syndefald; den benægter, at døden er en straf for synd; den benægter behovet for Kristi genløsningsoffer som en foranstaltning til at borttage menneskehedens synd og opnå syndsforladelse hos Gud; den benægter nødvendigheden af, at Guds rige skal gøre ende på den nuværende onde verdensordning og oprejse de døde samt hjælpe dem til at vinde det evige liv under Guds rige i hans retfærdige nye verdens jordiske paradis.

Fejlidentificering

 9. Selv om spiritisterne virkelig kan opnå forbindelse med usynlige skabninger, hvorfor er det så alligevel ikke noget bevis på, at menneskesjælen lever videre efter døden?

⁹ Hermed være ikke sagt, at spiritisterne ikke kommer i kontakt med en usynlig åndeverden, og at de ikke kan fremvise autentiske fænomener, som for eksempel budskaber fra det usynlige, forudsigelser, der er gået i opfyldelse, opnåelse af viden ad anden vej end den normale, overnaturlig flytten omkring med genstande, dannelse af menneskeskikkelser ved hjælp af ektoplasma (teleplasma) fra mediers legemer og andre fænomener, hvorpå spiritister bygger deres tro og lære. Det skal med det samme indrømmes, at sådanne oplevelser og observerede fænomener er et bevis på noget. Men på hvad? På eksistensen af en usynlig verden med fornuftbegavede åndeskabninger, men aldeles ikke på „et liv efter døden“ eller på muligheden af, at de døde og levende kan meddele sig til hinanden. I denne henseende gør spiritisterne sig skyldige i en fejlidentificering. Hermed mener vi, at spiritisterne tager fejl af de skabningers identitet, som lever i åndeverdenen, og som de står i forbindelse med ved hjælp af medier eller på anden måde. De tror, det er menneskesjæle, som engang levede her på jorden, men er gået hinsides. Af grunde, de bedst selv kender, røber ånderne ikke deres sande identitet, men giver sig ud for at være noget, de ikke er.

10. Hvem er disse usynlige skabninger, der giver sig ud for at være afdøde menneskers sjæle, og som meddeler sig til spiritister?

¹⁰ Hvem er da disse ånder, som meddeler sig til spiritisterne? Det kan ikke være afdøde menneskers udødelige sjæle eller ånder. Da disse ånder foregiver at være afdøde menneskers usynlige, levende sjæle og således gør sig skyldige i blændværk og bedrag, må det være løgneånder. Det må være dæmoner eller djævle, der er ophav til det, Bibelen kalder „løgnespådomme“, og de viser sig med „løgnens magt og tegn og undere“. — Ez. 13:6, 7, 9; 2 Tess. 2:9.

11-13. Hvilke kendsgerninger om den oprørske kong Sauls besøg hos åndemediet i En-Dor røber den bibelske beretning?

¹¹ Men, indvender spiritisten, Bibelen bringer selv en beretning om, hvordan de døde meddeler sig til de levende, idet den trofaste profet Samuel meddelte sig til Israels konge, Saul, inden slaget mellem israelitterne og deres fjender, filisterne.

¹² For at vi kan undersøge spiritisternes indvending i lyset af alle de forhåndenværende kendsgerninger, skal vi her gengive hele den bibelske beretning om denne hændelse:

„Samuel var død, og hele Israel havde holdt klage over ham, og han var blevet jordet i Rama, hans by. Og Saul havde udryddet dødemanerne [åndemedierne, NW] og besværgerne [de professionelle spåmænd og -kvinder, NW].

Imidlertid samlede filisterne sig og kom og slog lejr i Sjunem, og Saul samlede hele Israel, og de slog lejr på Gilboa. Da Saul så filisternes hær, grebes han af frygt og blev såre forfærdet. Da rådspurgte Saul HERREN [Jehova]; men [Jehova] svarede ham ikke, hverken ved drømme eller ved Urim eller ved profeterne. Saul sagde derfor til sine folk: Opsøg mig en kvinde, som kan mane; så vil jeg gå til hende og rådspørge hende! Hans folk svarede ham: I En-Dor er der en kvinde, som kan mane!

Da gjorde Saul sig ukendelig og tog andre klæder på og gav sig på vej, fulgt af to mænd. Da de om natten kom til kvinden, sagde han: Spå mig ved en genfærdsånd og man mig den, jeg siger dig, frem! Kvinden svarede ham: Du ved jo, hvad Saul har gjort, hvorledes han har udryddet dødemanerne og besværgerne af landet. Hvorfor vil du da lægge snare for mit liv og volde min død? Da tilsvor Saul hende ved [Jehova]: Så sandt [Jehova] lever, skal intet lægges dig til last i denne sag! Så sagde kvinden: Hvem skal jeg da mane dig frem? Han svarede: Man mig Samuel frem! Kvinden så da Samuel og udstødte et højt skrig; og kvinden sagde til Saul: Hvorfor har du ført mig bag lyset? Du er jo Saul! Da sagde kongen til hende: Frygt ikke! Men hvad ser du? Kvinden svarede Saul: Jeg ser en ånd stige op af jorden! Han sagde atter til hende: Hvorledes ser han ud? Hun svarede: En gammel mand stiger op, hyllet i en kappe! Da skønnede Saul, at det var Samuel, og han kastede sig med ansigtet til jorden og bøjede sig.

Men Samuel sagde til Saul: Hvorfor har du forstyrret min ro og kaldt mig frem? Saul svarede: Jeg er i stor vånde; filisterne angriber mig, og Gud har forladt mig og svarer mig ikke mere, hverken ved profeterne eller ved drømme. Derfor lod jeg dig kalde, for at du skal sige mig, hvad jeg skal gribe til.

Da sagde Samuel: Hvorfor spørger du mig, når [Jehova] har forladt dig og er blevet din fjende? [Jehova] har handlet imod dig, som han kundgjorde ved mig, og [Jehova] har revet kongedømmet ud af din hånd og givet din medbejler David det. Eftersom du ikke adlød [Jehova] og ikke lod hans glødende vrede ramme Amalek, så har [Jehova] nu voldet dig dette; [Jehova] vil også give Israel i filisternes hånd sammen med dig! I morgen skal både du og dine sønner falde [være med mig, NW]; også Israels hær vil [Jehova] give i filisternes hånd!

Da faldt Saul bestyrtet til jorden, så lang han var, rædselsslagen over Samuels ord; han var også ganske afkræftet, da han døgnet igennem intet havde spist. Kvinden kom nu hen til Saul, og da hun så, at han var ude af sig selv af skræk, sagde hun til ham: Se, din trælkvinde adlød dig; jeg satte mit liv på spil og adlød de ord, du talte til mig. Så adlyd du nu også din trælkvinde; lad mig sætte et stykke brød frem for dig; spis det, for at du kan være ved kræfter, når du går bort!“ — 1 Sam. 28:3-22.a

¹³ „Der kan I selv se,“ siger spiritisten, „Bibelen fortæller, at det var Samuel, der viste sig efter sin død!“ Men siger nu Bibelen det? Nej! Den viser, at kong Saul overhovedet ikke så noget som helst under denne seance. Det var åndemediet, der så noget i kraft af sine okkulte evner. Saul stillede sig blot rent mentalt til hendes rådighed, for at seancen skulle lykkes. „Men,“ siger spiritisten, „hvad mediet så og beskrev for kong Saul, identificerede han som Samuel.“ Ja, det er rigtigt, men Saul ønskede at tro på, at det var Samuel, og han var villig til at lade sig bedrage af en overfladisk lighed.

14-16. a) Hvilket identitetsproblem indrømmer selv sagkundskaben er stadig uløst? b) Hvordan løser sunde bibelske principper dette problem i kong Sauls tilfælde?

¹⁴ Men lighedspunkter alene fastslår ikke en skabnings identitet. Andre vigtige faktorer må tages med i betragtning. I en artikel, som den velkendte forsker på det psykiske område, Aldous Huxley, har skrevet, og som blev offentliggjort i det amerikanske tidsskrift Life i 1954 under titlen „A Case for ESP, PK and PSI“, havde forfatteren følgende at sige på side 108:

„Et andet problem for fremtidens forskere af psykiske fænomener bliver spørgsmålet om menneskets fortsatte eksistens efter døden. . . . Foruroligende fejlidentificeringer dukker fra tid til anden op i retssager. . . . Pas, identitetskort, ja selv fingeraftryk kan forfalskes. Et eller andet sted i verden har næsten hver mand og kvinde sin dobbeltgænger. (Stalin og Hitler siges at have benyttet sig af over et halvt dusin.) Hvis det allerede her på jorden er så vanskeligt at bevise videnskabeligt, at jeg er den, jeg er, og du er den, du er, hvor langt vanskeligere er det da ikke at bevise, at den person, der taler gennem et mediums mund, er den, han siger, han er, og at det ikke drejer sig om en oplysning, der er indhentet ved hjælp af ESP [opfattet ad anden vej end sansernes] og dramatiseret mer eller mindre overbevisende som følge af en personlighedsspaltning i mediets underbevidsthed.“ Og under billeder af U.S.A.s tidligere præsident, Harry S. Truman, og hans dobbeltgænger på scenen, Irving Fischer, siger artiklen: „HVEM ER HVEM? . . . Eftersom fysisk identitet kan efterlignes, understreger forfatteren Huxley, er det dobbelt så vanskeligt at vurdere påstande om, at bestemte afdøde gennem medier har ladet høre fra sig ved seancer.“

¹⁵ For forfatteren Aldous Huxley og andre psykiske forskere er dette „gamle og stadig uløste problemer“. Dog, såfremt vi accepterer hele Guds ord, Bibelen, er denne hændelse med kong Saul og mediet ikke noget uløst problem. Det var ikke Jehovas profeter, kong Saul på et tidligere tidspunkt havde dræbt, men derimod åndemedierne og de professionelle spåmænd og spåkvinder i Israels land. Ligesom Saul narrede åndemediet til at øve sin ulovlige håndtering, således narrede ånden, der lod mediet se en ånd stige op af jorden, både kvinden og Saul ved at efterligne den afdøde Samuel, således som han havde set ud i levende live. Ved sin død efterlod Samuel den kappe, han plejede at gå med, eller måske blev han begravet med den. Hvordan fik ånden fat på denne kappe? Den efterlignede kappen og Samuels gammelmandsudseende. Denne usynlige ånd, der virkede gennem mediet, vidste, hvordan Samuel plejede at gå klædt, og hvad han havde sagt til den ulydige kong Saul ved tidligere lejligheder, samt hvordan han lige til sin død havde nægtet at se kong Saul, og hvordan han havde set ud ved sin død. (1 Sam. 15:35) Det var en let sag for ånden at gøre alt dette efter, og den gjorde det. Om det var næste dag, „i morgen“, at den israelitiske hær blev givet i filisternes hånd og led nederlag, og Saul og hans sønner med ham døde på slagmarken, ses ikke tydeligt af Bibelens beretning. Åndens udtalelse „du og dine sønner“ betød ikke nødvendigvis alle Sauls sønner, men dem, som var med ham i lejren. En af hans sønner, Isjbosjet, døde ikke i dette slag, men regerede som Sauls efterfølger for en tid. (1 Sam. 31:1-7; 1 Krøn. 9:39; 10:2-6) Ånden vidste, at Jehova var imod Saul, og at Saul havde mishaget Jehova ved endogså at rådspørge et medium og derfor var dødsdømt og følgelig ikke ville blive begunstiget med hjælp fra Jehova i den forestående kamp. Ånden kunne med god grund forudsige Sauls nederlag og hans og hans sønners død.

¹⁶ Hvad enten ånders forudsigelse slog til eller ej, var det dog en „løgneånd“, for forudsigelsen hvilede på et falsk grundlag, på et bedrageri, idet ånden foregav at være Jehovas trofaste Samuel og således holdt liv i den løgn, at de døde ikke er døde, samt at det er muligt for de levende at tale med de døde. Samuel var på det tidspunkt en død sjæl med håb om opstandelse i Guds nye verden. Han havde nægtet at have noget som helst at gøre med Saul, efter at Jehova definitivt havde forkastet denne på grund af hans ulydighed mod befalingen om at udrydde alle amalekitterne og deres kvæg. Samuel havde ligeledes nægtet at have noget som helst med åndemedier at gøre. Det siger derfor sig selv, at et dødsdømt åndemedium ikke kunne tvinge Samuel til efter sin død at gøre noget, som han ikke ville gøre i levende live. Dertil kommer, at det kvindelige medium ikke kunne oprejse nogen fra døden. Det kan kun „Gud, som gør de døde levende og nævner det, der ikke er, som om det var“. (Rom. 4:17) „HERREN [Jehova] døder, gør levende, fører ned i dødsriget [sheol, menneskehedens fælles grav] og fører op.“ (1 Sam. 2:6) Gud ville ikke behage et dødsdømt åndemedium ved at bringe Samuel tilbage på hendes bud.

17, 18. Hvilke andre korrekte slutninger kan vi drage af hændelsen med Saul og spiritisternes forgæves forsøg på at bruge denne hændelse som et bevis på „et liv efter døden“?

¹⁷ Kong Saul ulydighed og opsætsighed mod Jehovas befaling var det samme som at øve trolddomssynd eller spiritisme, for som Samuel sagde til ham: „Genstridighed er trolddomssynd, og egenrådighed er afgudsbrøde. Fordi du har forkastet HERRENS [Jehovas] ord, har han forkastet dig, så du ikke mere skal være konge!“ (1 Sam. 15:22, 23) Ved at rådspørge et åndemedium tyede han direkte til spiritisme og fortjente døden. Gennem mediet kom han i forbindelse med en løgneånd, men ikke med Samuel. Følgelig siger 1 Krøniker 10:13, 14: „Således døde Saul for den utroskabs skyld, han havde vist HERREN [Jehova], fordi han ikke havde givet agt på [Jehovas] ord, også fordi han havde adspurgt en ånd for at få et råd og ikke søgt råd hos [Jehova]. Derfor lod han ham dø, og kongemagten lod han gå over til David, Isajs søn.“

¹⁸ Spiritisternes forsøg på at bruge Sauls oplevelse som et bibelsk bevis for, at der er et liv efter døden, og for, at de afdøde kan meddele sig til de levende ved hjælp af åndemedier, falder fuldstændig til jorden.

19-21. Hvilket vidnesbyrd af velkendte spiritister identificerer kilden til de tvivlsomme og bedrageriske meddelelser, som med urette påstås at komme fra afdøde menneskers sjæle?

¹⁹ Spiritisterne indrømmer selv, at de ånder, de kommer i kontakt med, lyver og bedrager. På side 162 i sin bog siger Rishi under overskriften „Forstyrrende indgriben af uønskede ånder“:

„I vore bestræbelser for at samtale med vore åndevenner støder vi af og til på uønskede væsener, der forstyrrer, mens andre samtaler, ja, som endogså efterligner de talende. Dette er en stor anstødssten for nogle af dem, der eksperimenterer, for de bliver til tider plaget af irriterende forstyrrelser fra den anden verden. Da de mangler en god vejleder i de usynlige regioner, er de handicappet og føler sig helt hjælpeløse i sagen. Det ser ud til, at disse oprigtige personer er ivrige efter at blive af med de uvelkomne gæster, men hverken argumenter eller bønner har mindste virkning på sådanne borgere fra den anden verden, hvis forstyrrelser tager sigte på at plage dem, som de bruger til at meddele deres tanker.“

²⁰ Afdøde Sir Arthur Conan Doyle, en engelsk forsker på det psykiske område, er endnu mere ligefrem i sin omtale af åndernes tilbøjelighed til at lyve. På side 72 i sin bog The New Revelation siger han om ånderne:

„Ulykkeligvis har vi at gøre med hårdkogt løgnagtighed hos ondskabsfulde intelligensvæsener. Jeg tror, at enhver, som har haft med sagen at gøre, har erfaret eksempler på overlagt bedrag, der lejlighedsvis sammenblandes med gode og sandfærdige meddelelser.“

²¹ En ægyptisk spiritist ved navn Aly Abdel Galil Rady, professor i fysik ved Ibrahim-universitetets videnskabelige fakultet i Kairo, udtrykker sin frygt for åndernes sande identitet, idet han siger følgende på siderne 277, 287-289 i sin bog The Invisible World, således som det er oversat fra arabisk:

„De ånder, der viser sig, kan være urostiftere, løgnere og måske dæmoner, som med stor dygtighed formår at spille rollen som afdøde menneskers ånder, tale med deres stemme, vise sig som deres livagtige billede, materialisere sig i deres skikkelse. . . . Det er grunden til, at jeg tør sige, at alle de udsagn, ånderne kommer med, når de giver sig til kende, må betvivles. Ganske vist fremkommer nogle af dem med noget, der er rigtigt, men de fleste med noget, der er urigtigt. . . . Vi burde ikke glemme, at videnskaben kender til mange bedrageriske fænomener, for eksempel luftspejlinger, der får den tørstige til at løbe hen til det, han tror er vand. Hvorfor undersøger vi ikke sandheden vedrørende de ånder, der taler til os? Jeg formoder, det er dæmoner. Hverken jeg eller spiritisterne føler os sikre i denne sag.“

22. Hvilken grundløgn og hvilken grundsandhed skal vi holde os for øje, når vi søger frem til den rette vurdering af spiritismens påstande?

²² Af fremtrædende spiritisters egen mund eller fra deres egen pen kommer disse fældende vidneudsagn. Det er omsonst at søge at forsvare spiritismen med det svage argument, at der er gode ånder og onde ånder, og at spiritismen stræber efter at komme i kontakt med de gode ånder. Spiritismens grundvold er een stor usandhed, løgnen om et liv efter døden og menneskesjælens udødelighed. Følgelig er alle ånder, der er villige til at have forbindelse med spiritister på grundlag af denne løgn, og som søger at få denne løgn til at tage sig ud som sandhed, onde ånder, dæmoner, der stiller Gud i et falsk lys som en løgner og hans ord som løgn. Den kristne apostel Paulus skriver: „Gud må stå som sanddru, om så hvert menneske er en løgner.“ (Rom. 3:4) Denne udtalelse indbefatter ethvert menneske, der er spiritist, og som har kontakt med disse ånder, der bevisligt er løgneånder.

Var forklarelsen en materialisation?

23-25. Hvorfor kan forklarelsen ikke have været en spiritistisk materialisation af Moses og Elias? Hvad var den i virkeligheden?

²³ I et forsøg på at udspille alle sine trumfer vil spiritisten sige: „Jamen skete der ikke det ved Jesu forklarelse på bjerget, at Moses og Elias vendte tilbage fra de døde, og brugte ikke Jesus sine tre apostle, Peter Jakob og Johannes, som medier til i deres matte, døsige tilstand at medvirke ved materialisationen af disse døde profeter?“ For at få svar herpå skal vi vende os til den autentiske beretning, som den fremholdes i Lukas 9:28-36: „Han [Jesus] tog Peter og Johannes og Jakob med sig og gik op på bjerget for at bede. Og det skete, medens han bad, da blev hans ansigts udseende et andet, og hans klædning blev blændende hvid. Og se, to mænd samtalede med ham; det var Moses og Elias. De kom til syne i herlighed og talte om hans bortgang, som han skulle fuldbyrde i Jerusalem. Peter og de, som var med ham, var overvældede af søvn; men da de vågnede op, så de hans herlighed og de to mænd, som stod hops ham. Og det skete, da disse var ved at skilles fra ham, at Peter sagde til Jesus: Mester! det er godt, at vi er her; lad os bygge tre hytter, en til dig og en til Moses og en til Elias; men han vidste ikke, hvad han selv sagde. Mens han sagde dette, kom der en sky og overskyggede dem; og de blev forfærdede, da de kom ind i skyen. Og fra skyen lød der en røst, som sagde: Denne er min søn, den udvalgte, hør ham! Og da røsten lød, var der ingen at se uden Jesus alene. Og de tav stille med det, og intet af det, de havde set, fortalte de den gang til nogen.“

²⁴ Der var ikke her tale om nogen materialisation af de døde profeter Moses og Elias ved hjælp af ektoplasma (teleplasma). Hverken Jesus eller Peter eller Jakob eller Johannes udstødte noget plasma. De var ved bevidsthed og så, hvad der foregik, for de blev vidner til denne forklarelse i den hensigt, at Bibelens profetier skulle stå så meget fastere og ikke de forudsigelser, der lød gennem åndebudskaber. Som Peter selv siger: „Thi da vi kundgjorde jer vor Herres Jesu Kristi kraft og hans komme, var det ikke kløgtigt opdigtede fabler, vi fulgte, men vi havde selv været øjenvidner til hans guddomsherlighed. Thi han fik ære og herlighed af Gud Fader, da denne røst lød til ham fra den majestætiske herlighed: Denne er min søn, den elskede; i ham har jeg velbehag. Denne røst hørte vi lyde fra himmelen, da vi var med ham på det hellige bjerg. Og nu står det profetiske ord så meget fastere for os; det gør I vel i at agte på.“ (2 Pet. 1:16-19) Det kunne ikke være en spiritistisk materialisation af Moses og Elias, for de var begge døde sjæle, og tiden til deres opstandelse fra de døde var endnu ikke kommet. — Hebr. 11:23-29, 32, 38-40.

²⁵ Det var et syn i lighed med det syn, apostelen Johannes så henved tresindstyve år efter, at han havde været øjenvidne til forklarelsen. Johannes’ syn var så livagtigt, at han talte med dem, der viste sig i dette syn. (Åb. 1:1, 2; 5:4, 5; 7:13, 14) Jesus erklærede, at forklarelsen var et profetisk syn, i hvilket Moses og Elias tjente som symboler på de embeder, Jesus skulle beklæde for at udføre visse gerninger. Apostelen Mattæus beviser, at forklarelsen var et syn, dér hvor han skriver: „Mens de nu gik ned ad bjerget, bød Jesus dem og sagde: Tal ikke til nogen om dette syn, før Menneskesønnen er opvakt fra de døde.“ (Matt. 17:9) Dette udelukker autoritativt spiritisterne fra at bruge Jesu forklarelse som støtte for deres lære.

26, 27. Hvorfor finder spiritisterne ikke noget bevis på deres påstande deri, at Jesus og hans trofaste disciple uddrev dæmoner?

²⁶ Umiddelbart efter at Jesus kom ned fra forklarelsens bjerg, helbredte han en dæmonbesat, månesyg dreng. Herom læser vi: „Jesus talte strengt til ham, og den onde ånd fo’r ud af ham, og drengen blev helbredt fra den samme time.“ (Matt. 17:14-18) Dette er et yderligere bevis for, at forklarelsen intet havde at gøre med spiritisme, der udøves af dæmoner.

²⁷ Jesus var ikke et åndemedium. Han gav ikke efter for dæmoners eller urene ånders indflydelse. Hans religiøse fjender beskyldte ham for at være besat af en ond ånd, en dæmon. (Joh. 7:20; 8:48, 49, 52; 10:20, 21) Men Jesus uddrev selv dæmoner, og han gav sine disciple magt til også at uddrive dæmoner. (Matt. 10:1, 8; Luk. 9:1; 10:17-20) Hans fjender sagde, at han uddrev dæmoner i kraft af „de onde ånders fyrste“, Beelzebul. Men Jesus sagde, at i så fald ville det være ensbetydende med, at Satan var i splid med sig selv, og altså kunne hans rige ikke bestå. Vil det sige, at når falsk religions åndemedier og præster uddriver dæmoner, bruger Gud dem til at drive disse dæmoner ud? Nej, det er Satan, der bruger dem. At han gør det, viser, at han ikke er i splid med sig selv, for disse åndemedier og falske præster står på hans side og støtter hans rige ved de undere, de gør, og ydermere støtter de derved hans religiøse løgne. Og selv om sådanne medier og falske præster uddrev dæmoner og endog brugte Jesu navn som et magisk navn, beviser det dog ikke, at de ikke hører til dem, „som øver uret“ mod Gud. (Matt. 7:21-23; Ap. G. 19:11-16) Jesus stod ikke på Satans side. Han var Satans største fjende på jorden, og hvad han lærte og forkyndte, gik stik imod Satans løgne og rige. At Jesus uddrev ånder, var derfor et bevis på, at han gjorde det ved hjælp af Satans fjende, ved „Guds finger“, og til hævdelse af Guds sandhed og rige. (Matt. 12:22-30) Hans trofaste disciple uddrev ligeledes dæmoner ved Guds kraft, ikke ved Djævelens. Denne magt til at uddrive onde ånder, således som det skete i det første århundrede, var en af den hellige ånds mirakuløse „gaver“. Da Kristi tolv apostle døde, ophørte denne gave blandt hans trofaste efterfølgere, og de ejer og udøver den ikke i dag. — 1 Kor. 13:8-11.

28. Hvorfor omtales visse af Jesu handlinger med urette som „spiritistiske levitationer“?

²⁸ Jesus havde intet tilfælles med dæmonerne, og dæmonerne indrømmede det selv. En af dem råbte: „Lad os i fred [Hvad har vi med dig at gøre, NW, Skat-Rørdam], Jesus fra Nazaret! Er du kommen for at ødelægge os? jeg ved, hvem du er: Guds Hellige.“ „Jesus truede ad ham: ti, og for ud af ham!“ Jesus tillod ikke dæmonerne at vidne om ham, for som vi læser: „Han . . . drev et stort antal dæmoner ud af folk — men han ville ikke give djævlene lov at sige noget, for de vidste, hvem han i virkeligheden var.“ (Sch) (Mark. 1:23-25, 34) Dengang Jesus gik på Galilæa sø for at komme ud til disciplenes båd, der kæmpede hårdt med bølgerne, var dette ikke spiritistisk levitation. (Matt. 14:24-32) Efter at Jesus var blevet døbt og fyldt med Guds hellige ånd og havde tilbragt fyrretyve dage i ørkenen, forsøgte Satan Djævelen at få ham til at udføre en levitation for at mystificere jøderne i templet i Jerusalem og vinde dem over på sin side. Dæmonernes fyrste førte Jesus hen på helligdommens tinde og sagde til ham: „Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned herfra; thi der står skrevet: Han skal give sine engle befaling om dig, at de skal vogte dig; og: de, skal bære dig på hænder, for at du ikke skal støde din fod på nogen sten.“ Men Jesus sagde nej og citerede skriftstedet: „Du må ikke friste Herren [Jehova, NW] din Gud.“ (Luk. 4:1, 9-12) Jesu opstigen til himmelen fra Oliebjerget fyrretyve dage efter hans opstandelse fra de døde var ikke en spiritistisk levitation. Det var hans tilbagevenden til himmelen, hvor han trådte frem for sin himmelske Faders åsyn med sit opofrede menneskeliv til bedste for den syndige menneskehed. — Ap. G. 1:9-12.

Skriften anklages med urette

29, 30. Hvorledes fordømte Jehovas påbud og anordninger til fortidens Israel åndemedier og andre, som hengav sig til en eller anden form for spiritisme?

²⁹ Skriften bliver derfor med urette beskyldt for at støtte spiritisternes påstande. Til beskyttelse for menneskeheden og som en pålidelig vejledning til sandheden afslører Bibelen spiritismen som det, den virkelig er, nemlig dæmonisme. Det var grunden til, at Jehova Guds lov til israelitterne forbød dem at have noget som helst at gøre med åndemedier, der gav sig ud for at kunne oprette forbindelse mellem de levende og de døde. Den påbød: „Henvend eder ikke til genfærd [åndemedier, NW] og sandsigerånder [professionelle spåmænd og -kvinder, NW]; søg dem ikke, så I gør eder urene ved dem. Jeg er HERREN [Jehova] eders Gud!“ De israelitter, som tyede til spiritisme under nogen som helst form, skulle dræbes. „Det menneske, som henvender sig til genfærd [åndemedier, NW] eller sandsigerånder [professionelle spåmænd og -kvinder, NW] og boler med dem, mod det menneske vil jeg vende mit åsyn og udrydde ham af hans folk.“ Åndemedier skulle stenes til døde. „Når der i en mand eller kvinde er en genfærdsånd [en mediumistisk ånd, NW] eller en sandsigerånd, skal de lide døden; de skal stenes, der hviler blodskyld på dem.“ — 3 Mos. 19:31; 20:6, 27.

³⁰ „Der må ingen findes hos dig, som lader sin søn eller datter gå igennem ilden, ingen, som driver spådomskunst, tager varsler, er sandsiger eller øver trolddom, ingen, som foretager besværgelse eller gør spørgsmål til genfærd og sandsigerånder og henvender sig til de døde; thi enhver, der øver sligt, er HERREN [Jehova] vederstyggelig, og for disse vederstyggeligheders skyld er det, at [Jehova] din Gud driver dem bort foran dig. Ustraffelig skal du være for [Jehova] din Gud. Thi disse folk, som du skal drive bort, hører på dem, der tager varsler og driver spådomskunst; men sligt har [Jehova] din Gud ikke tilladt dig.“ Skulle de give sig af med sådanne ting, ville det uvægerlig føre dem bort fra den kommende Messias, den større Moses, det er Jesus Kristus. — 5 Mos. 18:10-19.

31. Hvorfor advarede Jehova fortidens israelitter mod at lytte til visse profetier og spådomme?

³¹ Men hvad nu, hvis åndemedier eller spåmænd eller spåkvinder eller astrologer eller sådanne, som bruger et ouija-bord eller en psykograf, kommer med forudsigelser, og disse forudsigelser eller spådomme går i opfyldelse? Det er dog ikke noget bevis for, at spiritisme er sand og således den rette religion. Hvorfor ikke? Fordi spiritisme er en overtrædelse af Jehova Guds bud, og den vender dem, som stoler på sådanne spiritistiske foreteelser, bort fra Guds godkendte kanal til åbenbaring af skjult viden og profetier om fremtiden. Spiritismen fremmer den store løgn vedrørende Jehovas guddomskraft og de døde, og den fører således ud i vildfarelse. Guds lov befaler: „Når en profet eller en, der har drømme, opstår i din midte og forkynder dig et tegn eller et under, og det tegn og under, han talte til dig om, indtræffer, og han samtidig opfordrer eder til at holde eder til andre guder, som I ikke før kendte til, og dyrke dem“, hvad da? „Så må du ikke høre på den profets tale eller på den, der har drømmen; thi HERREN [Jehova] eders Gud sætter eder på prøve for at se, om I elsker [Jehova] eders Gud af hele eders hjerte og hele eders sjæl. . . . Men hin profet eller den, der har drømmen, skal lide døden; thi fra [Jehova] eders Gud, som førte eder ud af Ægypten og udløste dig af trællehuset, har han prædiket frafald for at drage dig bort fra den vej, [Jehova] din Gud bød dig at vandre på; og du skal udrydde det onde af din midte.“ (5 Mos. 13:1-5) En spådom, der går i opfyldelse, men vender dig bort fra Jehova, den eneste levende og sande Gud, er et falskneri, der har til hensigt at overliste dig og føre dig bort fra livets og sandhedens guddommelige kilde. Tanken med en sådan spådom er at få dig i hans magt, som er „løgnens fader“, Satan Djævelen, „de onde ånders fyrste“. — Joh. 8:44.

32. Hvorfor er det logisk og bibelsk at tro på, at der både findes onde og retfærdige usynlige åndeskabninger?

³² Jehova Gud ved, hvem disse dæmoner er. Han kender deres metoder og det fordærv, de volder deres ofre. Det er grunden til, at han i sit skrevne ord advarer sit folk og enhver, som ønsker at opnå frelse, mod disse onde, usynlige skabninger. At tro på, at der er dæmoner til, er ikke overtro. Det er ikke alene kristent, men også fuldt ud videnskabeligt at tro på dæmonernes eksistens og på en åndeverden, thi det er der, den usynlige Skaber, Gud, der er en ånd, har sin bolig, og han er så vist ikke den eneste i denne umådelige åndeverden. I ukendte tidsaldre, før Jehova Gud skabte vort fire og en halv milliard år gamle, synlige univers, frembragte han sit første skaberværk. Det var en åndeskabning, nemlig hans elskede søn, „den enbårne“, „førstefødt forud for al skabningen“. Da tiden var moden, kom denne søn til jorden og blev „mennesket Kristus Jesus“. (Joh. 3:16; Kol. 1:15; 1 Tim. 2:5) Ved ham frembragte Jehova andre fornuftbegavede åndeskabninger, nemlig alle de herlige, fuldkomne og hellige engle, og det var disse „gudssønner“, der „råbte af glæde“, dengang vor jord blev skabt til at være menneskeslægtens evige hjem. (Sl. 104:4; Hebr. 1:7, Li; Sl. 103:20; Job 38:4-7) Åndeverdenen eksisterede således, længe før vort stoflige univers blev til. Det vidunderligt udformede synlige skaberværk er i sig selv et vidnesbyrd om den store Skaberånds, Jehova Guds, eksistens, magt og intelligens. Materialistisk indstillede videnskabsmænd er uden undskyldning for ikke at tro på Gud. „Thi hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses fra verdens skabelse af, idet et forstås af hans gerninger, så de er uden undskyldning.“ — Rom. 1:20.

33, 34. Hvorfor bør vor tro vedrørende en åndeverden og dens beboere holdes fri af spiritismens teori om „et liv efter døden“?

³³ Menneskeheden har ikke været henvist til at vente på spiritismens opståen for at få bevis for, at der eksisterer en åndeverden. Hvad spiritismen i virkeligheden har forsøgt at påtvinge menneskene, er den opfattelse, at åndeverdenen er beboet af afdøde menneskers ånder eller såkaldte „udødelige sjæle“, og at dem findes et liv efter døden for mennesker. En sådan tro stammer måske oprindelig fra Orienten eller Østen, men den har ikke bragt menneskeheden noget lys. Tværtimod har den formørket deres sind, så de ikke ser sandheden. Vesten famler i det samme mørke og har derfor intet lys at sprede. Læren om „et liv efter døden“ er ikke noget lys, og Shaw Desmond tager sørgeligt fejl, når han i sin bog „We De Not Die“ siger: „I åndelig hunger retter Europa ikke længere blikket mod Østen for at øjne lys der, for der skinner intet lys fra Østen mere, nu skinner det i Vesten. Østen er stadig, men vil ikke altid være ligegyldig over for det lys, den engang skænkede en formørket verden, det verdens lys, der, når det uddefineres, kan kaldes „overlevelsens“ lys.“ Spiritismen med dens lære om et liv efter døden er først dukket op efter Vandfloden på Noas tid, der indtraf år 2370 f. Kr.

³⁴ Det første menneske, Adam, vidste besked med åndeverdenen og forstod, at han var en af dens frembringelser, og han belærte sin hustru, Eva, derom i Edens have. Både Adam og Eva vidste, at åndeverdenen var til, for Jehova Gud talte til dem fra det usynlige, når han gjorde dem bekendt med sin vilje. De hørte hans røst, dog ikke gennem noget medium, og de talte selv med ham. De vidste, at de ikke talte med de døde eller „hedengangne“, for der fandtes, ingen døde mennesker. De talte ikke med de døde, men med de levende i åndeverdenen, til de blev drevet ud af Edens paradis. Noa og hans familie, der bestod af syv menneskesjæle, overlevede Vandfloden, og også de havde kendskab til åndeverdenen. Det var fra denne usynlige åndeverden, at Noa fik påbud om at bygge en ark, i hvilken de skulle overleve Vandfloden, og befaling til at gå ind i den lige i det rette øjeblik. Det var fra åndeverdenen, at Gud talte til dem efter Vandfloden og velsignede dem og gav dens sine anvisninger. Spiritismen har ikke opdaget eller forklaret og bevist åndeverdenens eksistens, men har tværtimod fordrejet kendsgerningerne vedrørende den og vildledt menneskene, så de er kommet i dæmonernes klør. — 1 Mos. 5:32–9:17.

Hvem skabte dæmonerne?

35-37. a.) Hvordan og hvornår fremstod der løgneånder eller dæmoner? b) Hvem var den første dæmon, og hvordan trodsede han den almægtige Gud?

³⁵ Her vil der melde sig et spørgsmål for nogle af vore læsere. I 5 Mosebog 32:4 synger Moses om Jehova Gud og siger: „Han er klippen, fuldkomment hans værk, thi alle hans veje er retfærd! En trofast Gud, uden svig, retfærdig og sanddru er han.“ Når det forholder sig således, kan han ikke have skabt dæmonerne. Men hvor kommer de i så fald fra? Det næste vers i Moses’ sang giver os nøglen til forståelse af dette spørgsmål: „De har handlet til skade for sig selv; de er ikke hans børn, fejlen er deres egen. En forvendt og vanartet slægt.“ (5 Mos. 32:5, NW) Det vil sige, at de, som nu er dæmoner, selv har gjort sig til dæmoner, og følgelig er de ikke længere Guds børn. Bibelen kalder dem også „urene ånder“. (Matt. 10:1; 12:43; Mark. 1:23, 26, 27; Luk. 4:33, 36; Ap. G. 5:16; 8:7) Jehova Gud skabte dem som rene ånder, som sine himmelske sønner, medlemmer af sin åndelige familie. De blev ikke skabt udødelige, men dødelige; dog havde de mulighed for at leve evigt, såfremt de vedblev med at være Guds rene, hellige åndesønner. Havde de ejet udødelighed, ville de mange, der blev dæmoner, aldrig kunne udryddes af universet.

³⁶ Den første, der gjorde lig selv til dæmon, blev „de onde ånders fyrste“, for han fik andre til at følge samme færd. (Matt. 12:24 og Mark. 3:22) Fordi han var den første til at modstå Gud, til at bagtale ham og lyve ham noget på, til at ty til bedrag og til at opsluge sine ofre som en drage, blev han brændemærket med fire særlige tilnavne: Satan, Djævelen, Urslangen og Dragen. (Åb. 12:9; 20:2) Det tredje tilnavn viser hans tilknytning til den talende slange i Edens paradis. „Slangen bedrog Eva ved sin træskhed.“ (2 Kor. 11:3) Det var Satan Djævelen, der besatte denne slange og fik den til at tale og til at bedrage Eva, for en almindelig slange kunne ikke tale eller handle bedragerisk i egen kraft. Den var under usynlig kontrol. Den usynlige skabning, der stod bag slangen, fik denne til at sætte sig op imod Gud og bagvaske ham og gjorde sig derved til Satan Djævelen. Denne usynlige ånd var blevet skabt som en åndelig Guds søn, fuldkommen og hellig. Da han var kommet i berøring med Edens paradisiske have og dens beboere, det første menneskepar, øjnede han en chance for selv at blive en gud og få menneskeheden i sin magt. (Ez. 28:13-17) Han gjorde i sit hjerte oprør mod sin egen Skaber og lagde sin slagplan. Han materialiserede sig ikke, men brugte slangen i Edens have. Gennem den talte han, dog ikke til Adam, men til kvinden, Eva, for at ægge hende til oprør mod Gud og bruge hende, så hun kunne gøre sin indflydelse gældende over for Adam og få ham til at gøre det samme.

³⁷ „Slangen . . . sagde til kvinden: Mon Gud virkelig har sagt: I må ikke spise af noget træ i haven? Kvinden svarede [slangen og altså Satan Djævelen]: Vi har lov at spise af frugten på havens træer; kun af frugten på træet midt i haven [træet til kundskab om godt og ondt], sagde Gud, må I ikke spise, ja, I må ikke røre derved, thi så skal I dø! Da sagde slangen til kvinden: I skal ingenlunde dø; men Gud ved, at når I spiser deraf, åbnes eders øjne, så I bliver som Gud til at kende godt og ondt!“ — 1 Mos. 3:1-5.

38, 39. Hvilke følger havde den løgn, slangen fortalte Eva om hendes Skaber, Jehova?

³⁸ Disse Satans ord var løgn. Han kaldte Gud en løgner, en bedrager, ikke almægtig og derfor ude af stand til at gennemføre den fastsatte straf for overtrædelse af sin lov. Satan lovede ikke her Adam og Eva udødelighed efter døden, men sagde, at de ikke skulle dø i kødet, selv om de spiste af det forbudte træ. Det i sig selv ville ikke dræbe dem, og Gud ville ikke eller kunne ikke gennemtvinge dødsstraffen. I stedet ville de uvægerlig blive som Gud, ikke i et liv efter døden, men mens de var levende i kødet. De ville blive Gud lig, ikke i henseende til udødelighed, men i henseende til at kende godt og ondt, idet de med deres forøgede kundskab selv kunne afgøre, hvad der var godt og ondt, uden at skulle følge Guds kendelse eller afgørelse. Det var ikke med tanke på at dø og gå over i en åndeverden og opnå større viden der, end Eva havde haft i Edens jordiske paradis, men det var med tanke på at skulle leve videre i kødet med større kundskab og absolut selvbestemmelsesret, at hun lyttede til Slangen fremfor til den sande Gud. Hun spiste. Derpå brugte hun sin indflydelse til at få sin mand, Adam, til at spise. Jo, de fik deres øjne åbnet, men kun for deres egen nøgne skam. De følte sig ikke som guder med overlegen kundskab, men de frygtede Jehova Gud og søgte at skjule sig for ham. Så langt fra at have udsigt til et evigt liv i kødet under paradisiske forhold på jorden kom de under Guds dødsstraf, ribbet for ethvert håb om at leve videre; de blev fordrevet fra Edens paradis.

³⁹ Det var ikke kun dem, der blev idømt dødsstraf, også den oprørske åndeskabning, Satan Djævelen, Urslangen, blev dømt til døden. Dødsstraffen gik ud på, at Guds udvalgte kvindes sæd skulle knuse hans hoved under sin fod. Dette viser, at de hellige engle, som Satan havde været en af indtil sit oprør, ikke er udødelige eller uforgængelige, men at deres fortsatte eksistens beror på deres fuldkomne lydighed mod Gud. Altså er det, at et menneske har kontakt med åndeverdenen, ikke noget bevis for hverken åndeskabningers eller menneskesjæles udødelighed. — 1 Mos. 3:15.

40. Er nogen af dæmonerne udødelige? Hvorfor ikke?

⁴⁰ Den onde ånd, Satan Djævelen, vedblev med at leve, efter at Adam og Eva var døde. Han er med Guds tilladelse stadig i live og venter på afgørelsen af det store stridsspørgsmål: Hvem regerer universet? Jehova Gud vil vise, at det er ham, der dirigerer universet, dikterer dets love samt fastsætter og forordner, hvad der er godt og ondt. Til de kristne efterfølgere af kvindens sæd har Gud sagt: „Fredens Gud skal snart knuse Satan under jeres fødder.“ (Rom. 16:20) Gud vil bruge Jesus Kristus, sin herliggjorte søn, til at knuse Satan, Urslangen, og hans sæd, for det var denne trofaste søn, Slangen huggede i hælen, dengang han blev kød og blod i lighed med Abrahams børn. Det bibelske bevis herfor lyder: „Da nu børnene har del i kød og blod, fik også han på lignende måde del deri, for at han ved sin død skulle gøre ham magtesløs, der har dødens vælde, nemlig Djævelen, og udfri alle dem, som af frygt for døden hele deres liv havde levet i trældom. Thi det er jo ikke engle, han tager sig af, det er Abrahams slægt, han tager sig af.“ (Hebr. 2:14-16) Gud lægte det hug, der var blevet tilføjet hans kvindes sæd, idet han oprejste Kristus fra døden og atter lod ham træde ind i åndeverdenen, dog gav han ham denne gang uforkrænkelighed og udødelighed som belønning. (1 Tim. 6:15, 16) Den onde åndeskabning Satan er derimod stadig dødelig.

41. a) Hvor omtales dæmonernes fyrste for første gang ved navn i Bibelen? b) Hvorledes advarer Bibelen sådanne, som giver sig af med spiritistiske forehavender?

⁴¹ Satan Djævelen navngives ikke i Skrifterne, der behandler tiden før Vandfloden i Noas dage. Han nævnes første gang i beretningen om Jobs liv og levned, der ser ud til at være skrevet af profeten Moses århundreder efter Vandfloden. Åndemedier og henvendelse til de døde nævnes som fænomener, der først viste sig efter Vandfloden, idet Guds lov ved Moses advarede mod disse de onde ånders redskaber og virkemetoder: „Der må ingen findes hos dig, som . . . gør spørgsmål til genfærd [til et åndemedium, NW] og sandsigerånder og henvender sig til de døde.“ (5 Mos. 18:10, 11; se også 3 Mos. 19:31; 20:6, 27) Disse former for dæmonisme tog deres begyndelse efter Vandfloden, nemlig i byen Babylon, der blev grundlagt af Nimrod, Noas sønnesøns søn. (1 Mos. 10:8-10) Profeten Esajas sagde til Babylon: „Barnløshed og enkestand ramme dig i fuldeste mål, dine mange trylleord, din megen trolddom til trods, . . . Kom med din trolddom og med dine mange trylleord, med hvilke du umaged dig [fra hvornår?] fra din ungdom, om du kan bøde derpå og skræmme det bort. Med rådgiverhoben sled du dig træt, lad dem møde, lad himmelgranskerne frelse dig, stjernekiggerne, som måned for måned kundgør, hvad dig skal ske!“ (Es. 47:9, 12, 13) Bibelens sidste bog forudsiger, hvorfor nutidens Babylon skal falde, ligesom fortidens gjorde det: „Thi dine købmænd var jordens stormænd, og ved din fortryllelse [dine spiritistiske forehavender, NW] blev alle folkeslagene forført.“ — Åb. 18:23.

42-44. Hvornår og hvordan sluttede andre ulydige åndeskabninger sig til dæmonfyrsten?

⁴² Hvornår blev de øvrige dæmoner under Satan, „de onde ånders fyrste“, til? Bibelen melder intet om, at nogen af de hellige engle gjorde oprør sammen med Satan, dengang oprøret i Edens have fandt sted eller kort tid derefter. Men den bibelske beretning viser, hvornår andre åndeskabninger blev ulydige mod Gud og således gjorde sig selv til dæmoner, til efterlignere af Satan eller til Slangens „sæd“. Hvornår var det? I det mindste i de sidste eet hundrede og tyve år forud for Vandfloden på Noas tid. Den inspirerede beretning, Moses skrev, siger: „Da nu menneskene begyndte at blive talrige på jorden og der fødtes dem døtre, fik gudssønnerne øje på menneskedøtrenes skønhed, og de tog så mange af dem, som de lystede, til hustruer. Da sagde HERREN [Jehova]: Min ånd skal ikke for evigt blive i menneskene, eftersom de jo dog er kød; deres dage skal være 120 år. I hine dage, da gudssønnerne gik ind til menneskedøtrene og disse fødte dem børn — men også senere hen i tiden — levede kæmperne på jorden. Det er heltene, hvis ry når tilbage til fortids dage. Men [Jehova] så, at menneskenes ondskab tog til på jorden, og at deres hjerters higen og tragten kun var ond dagen lang.“ — 1 Mos. 6:1-5.

⁴³ „Gudssønnerne“, der giftede sig med „menneskedøtrene“, var åndelige gudssønner, sådanne, der havde jublet og råbt af glæde, dengang Gud lagde grunden til jordens skabelse. (Job 38:4-7) „Thi hvor i skyen er der mage til Jehova? Hvo er blandt gudebørn Jehovas lige?“ (Sl. 89:7, Ka)b Moffatt oversætter 1 Mosebog 6:2, 4 således: „Englene lagde mærke til, at menneskedøtrene var skønne, og de ægtede hvem af dem, de måtte vælge. (Det var i hine dage, at nefilimkæmperne fremstod på jorden, og også senere hen, når som helst engle havde samkvem med menneskedøtrene og der fødtes dem børn; disse var heltene, der vandt sig ry i fordums tider.)“ I det aleksandrinske manuskript af den græske Septuaginta-oversættelse står der også her i 1 Mosebog 6:4 „Guds engle“ i stedet for „gudssønner“.

⁴⁴ Denne forklaring på, hvem disse „gudssønner“ var, har intet at gøre med den slaviske version af den falske Enoks bog.

45, 46. Hvordan opførte disse ulydige åndeskabninger sig blandt jordens beboere, og hvad førte det til?

⁴⁵ For at kunne gifte sig med menneskedøtrene og have kønslig omgang med dem måtte disse „gudssønner“ materialisere sig som mennesker, som mænd. Skulle disse „gudssønner“ eller engle kunne leve sammen med deres hustruer og glæde sig over deres selskab nat og dag samt opdrage deres afkom, måtte de forblive materialiserede, så længe de levede et sådant ægteskabeligt liv. Alt tyder på, at de fortsatte i denne materialiserede tilstand uden afbrydelse, lige til Vandfloden kom. I al den tid forsømte de deres gudgivne pligter i åndeverdenen for at tilfredsstille deres kødelige lyster. Det var ulydighed mod Gud, ikke alene i denne henseende, men også fordi de for at avle børn blandede det, der hørte ånde- eller engleverdenen til, sammen med det, der hørte menneskeverdenen til. Skaberen, Jehova Gud, ville, at menneskeslægten skulle vær een fuldblods menneskerace og ikke en bastardslægt, fremstået ved en uensartet forbindelse af engle og kvinder. Det var grunden til, at han dannede Adams hustru, Eva, af Adams eget ribben. For jordiske skabninger har Gud fastsat, at hver art skal holde sig inden for sin egen slægts grænse. (5 Mos. 22:9-11; 1 Mos. 1:11, 12, 21, 24, 25) De ulydige gudssønner afstedkom unaturlige forvirrende forbindelser og gik imod Guds lov vedrørende menneskeslægten. Jesus Kristus lader os forstå, at i åndeverdenen „tager de ikke til ægte, ej heller bortgiftes de“, følgelig frembringer de heller ikke englebørn. — Matt. 22:30.

⁴⁶ Det eneste logiske resultat af sådanne unaturlige ægteskaber var et bastardafkom, der kaldtes „nefilim“. Israelitterne sammenlignede dem med kæmperne, der levede i Kana’an, ja kaldte endog disse kæmper „nefilim“. (4 Mos. 13:33, NW) De var ulydighedens sønner og følgelig onde. Som bastarder uden evne til at forplante sig vandt de et navn på anden vis, ikke ved at stifte familie, men ved at øve voldshandlinger, og ved deres eksempel fik de menneskeheden i almindelighed til at fylde jorden med vold, så dens beboeres higen og tragten var ond dagen lang. De blev kaldt „helte“ eller gibborim og var af den daværende „verden“, verdslige. — 1 Mos. 6:4.

[Fodnoter]