Vi lever ikke mere for os selv
„Thi Kristi kærlighed tvinger os; . . . han døde i alles sted, for at de, der lever, ikke mere skal leve for sig selv, men for ham, som døde og opstod for dem.“ — 2 Kor. 5:14, 15
1. Hvad er den almindelige reaktion over for begreber som frihed og trældom?
FRIHED skattes højt. Fra alle sider lovprises frihed og lighed. Frihedens og uafhængighedens idé er så fremtrædende at mange gør oprør bare ved tanken om at skulle ledes af en anden, eller, sagt på en anden måde, at skulle leve for en anden. Du har måske hørt nogen sige: ’Jeg vil leve sådan som jeg selv har lyst til.’ Vedkommende vil ikke være træl for nogen. Selve ordet „træl“ får de fleste til at tænke på tidligere tiders galejslaver, eller på forslidte mænd som møjsommeligt huggede sten i stenbrud, eller på slaver som måtte tjene en grusom herre.
2. Er slaveri kun noget som mennesker i tidligere tider var berørt af?
2 De dårlige virkninger af slaveriet — af at mennesker ikke betragtes som andet og mere end andres ejendom — har kunnet spores helt frem til vor tid. I 1972 oplyste en FN-rapport at ’årsagen til de sociale stridigheder i mange lande i dag direkte kan tilskrives forskellige former for slaveri. I flere lande er massenedslagtninger blevet forøvet af mennesker som tidligere var slaver, og deres ofre var dem der engang havde været deres herrer’.
3. Hvordan kan man sige at der er flere der lever i trældom i dag end man i almindelighed tror?
3 ’Hvad vedkommer det mig,’ tænker du måske. ’Jeg er ikke nogens slave eller træl.’ Dog har en kendt skribent som på første hånd betragtede slaveriet i romerriget, vist at hver eneste person i hele imperiet i en vis forstand var træl eller slave. Ifølge det ræsonnement han brugte er hele verdens befolkning i dag også trælle. Den kendte skribent, som er apostelen Paulus, betragtede ikke sig selv som en undtagelse, men han skrev i sit brev til de kristne i Rom: „Jeg er kødelig, solgt som træl under synden. . . . i mine lemmer ser jeg en . . . lov, som ligger i strid med loven i mit sind og tager mig til fange under syndens lov, som er i mine lemmer.“ — Rom. 7:14, 23.
Er vi virkelig frie, uafhængige?
4, 5. Hvilket vidnesbyrd har vi om at vi alle lever i trældom?
4 Apostelen Paulus mente ikke at hans forældre med vilje havde solgt ham som træl under synden; det har vore forældre heller ikke gjort ved os. Men Paulus forstod at vores fælles stamfader, Adam, solgte sig selv og sit fremtidige afkom — hele menneskeheden — som trælle under ufuldkommenhed, synd og død ved med vidende og vilje at vælge synden. (Rom. 5:12) Denne trældom har strakt sig helt frem til vor tid. Den omfatter ubestrideligt os alle, for vi ser rundt om os og i vort eget liv vidnesbyrd om den — vidnesbyrd i form af synd, sygdom og smertelige fejl.
5 Dog findes der dem der frimodigt erklærer at de har frihed. Nogle forkynder at de har seksuel frihed. Men vidner deres levevis om at de er virkelig frie? De lever måske nok for sig selv, for at tilfredsstille deres egne lidenskaber, men dette tjener dog kun til at understrege at de er trælle under ufuldkommenhed og synd. Og hvad med den mand hvis begærlighed driver ham til at tjene penge, skaffe sig formue og ejendom eller vinde prestige? Han bliver også ældre og svagere, bukker under for en eller anden sygdom og dør til sidst. Det gælder også ledere af borgerrettighedsbevægelser, forkæmpere for visse minoritetsgruppers rettigheder og for kvindernes ligeberettigelse. Enden for alle er den samme — døden — et vidnesbyrd om at de er trælle under syndens og dødens herredømme. — Rom. 5:21.
6. Hvilke spørgsmål rejser dette naturligt fra vor side?
6 Vil det sige at menneskets situation er håbløs? Findes der intet håb om frigørelse fra trældom under synd og død? Og hvis der er håb om en sådan frigørelse, kan man så stadig leve sådan som man selv vil, eller er der noget man må gøre hvis man vil opnå denne frigørelse?
7. Hvilken foranstaltning er der blevet truffet til at udfri menneskene fra denne trældom?
7 Det er en fundamental lære i Bibelen at Gud i sin barmhjertighed har sørget for at mennesket kan blive udfriet fra trældom under synd og død. Det middel hvorigennem dette sker, er hans enbårne søn, der blev det fuldkomne menneske Jesus. Sådan som Guds hensigt med ham var, ofrede han sit menneskeliv som „en tilsvarende løsesum for alle“. (1 Tim. 2:5, 6, NW) Selv om løsesummen eller genløsningsbetalingen således er givet for alle, er det dog ikke alle der får fuld gavn af den. Hvad er grunden?
8. Hvorfor er det ikke alle mennesker der får gavn af genløsningsbetalingen?
8 Det er kun dem der opnår et godkendt forhold til Gud der får fuld gavn af genløsningsbetalingen — varig udfrielse fra synd, sygdom, alderdom og død. Selv om alle indbydes til at opnå dette godkendte forhold, er det ikke alle som ønsker at tage imod det, på grund af det ansvar det medfører. Mange ønsker ikke at handle i overensstemmelse med at der er givet en løsesum eller en genløsningsbetaling for dem. De vil ikke anerkende at de er blevet købt og at Jehova Gud og Jesus Kristus er deres retmæssige ejere eller herrer og fortjener fuld lydighed af dem. Alle som forbliver ulydige eller som senere fornægter Jehova Gud og Jesus Kristus som deres ejere, vil gå glip af genløsningsbetalingens goder. — Matt. 10:33; Joh. 3:36; Hebr. 10:26, 27; 2 Pet. 2:1-3.
9. Hvilket valg stilles alle mennesker over for?
9 Det spørgsmål alle må tage stilling til, er derfor: Hvem vil jeg tjene af egen fri vilje — synden med døden i udsigt, eller Gud og Kristus med livet i udsigt? (Rom. 6:16) ’Det kan være det samme,’ vil en og anden måske sige. ’Jeg vil hellere dø end være træl for evigt.’ Men er det fornuftigt at tænke sådan, når der er tale om at tjene Gud og Kristus? Sagde Jesus ikke at „sandheden skal frigøre jer“? (Joh. 8:32) Skulle vi derfor ikke forvente at en tjeneste for Gud og Kristus vil byde på den frihed som ethvert ærligt menneske ønsker sig? Betragt følgende:
Der er forskel på herrer
10. Hvordan er de „herrer“ som de kristne har i himmelen?
10 Der er god grund til at ønske at være en træl af Gud og Kristus. De ligner ikke tidligere tiders grusomme herrer, som udnyttede og tyranniserede deres trælle og ikke var interesseret i deres velfærd og lykke. Dét Jehova Gud og hans søn har gjort for menneskene, er et vidnesbyrd om deres store omsorg for dem og uendelige kærlighed til dem.
11, 12. I hvilke henseender står vi i gæld til Gud?
11 Det er Jehova Gud vi skylder vort liv, og vi står derfor i gæld til ham. ’Han har skabt alle ting, og de blev til og blev skabt fordi det var hans vilje.’ (Åb. 4:11) Han kunne have eksekveret dødsdommen over Adam og Eva før de nogen sinde satte børn i verden. I så fald ville ingen af os være blevet født. Men tilskyndet af barmhjertighed med deres ufødte afkom tillod Jehova dette første menneskepar at blive i live og sætte børn i verden. Og til trods for den utaknemmelighed som de fleste af deres efterkommere har vist, har han ikke nægtet menneskene nogen af sine gavmilde foranstaltninger til opretholdelse af livet. (Matt. 5:45) End ikke „hedningerne“ kunne sige apostelen Paulus imod da han gjorde dem opmærksom på at Gud ’viste dem velgerninger, gav dem regn og frugtbare tider fra himmelen og mættede dem med føde og fyldte deres hjerter med glæde’. — Ap. G. 14:17; Sl. 104:13-15, 24.
12 Men den kærlighed og ufortjente godhed Gud viste menneskene standsede ikke her. For at syndige, uværdige mennesker kunne vælge at komme i et godkendt forhold til ham og blive udfriet fra trældom under synd og død, „sparede“ Gud end ikke sin elskede søn for at lide en skændig død. (Rom. 8:32) For langt de fleste mennesker vil det betyde at de får mulighed for at opnå liv uden at skulle dø, efter at de er blevet oprejst fra de døde. (Ap. G. 24:15) Og tænk engang, det gør Jehova Gud for mennesker som ikke engang har anerkendt ham og underlagt sig hans myndighed mens de levede. Som Paulus skrev til de kristne i Rom: „Gud viser sin kærlighed mod os ved, at Kristus døde for os, medens vi endnu var syndere.“ — Rom. 5:8.
13. Hvorfor står vi i gæld til Jesus Kristus?
13 Det er også et stærkt vidnesbyrd om Jesu egen dybe kærlighed at en syndig menneskehed er blevet købt med hans „dyrebare blod“. (1 Pet. 1:19, 20) Som han selv sagde: „Jeg sætter mit liv til for fårene. . . . Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit liv til, for at tage det igen. Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv.“ (Joh. 10:15-18) „Større kærlighed har ingen end den at sætte livet til for sine venner.“ (Joh. 15:13) Jesus gjorde egentlig mere end dette. Han døde ikke blot for sine venner, men for menneskehedens verden i almindelighed, en verden som ikke anerkendte at den måtte stå til ansvar over for hans Fader. (1 Joh. 2:2) Hvilken anden mand ville have været villig til at gøre dét for nogen som ikke respekterede hans fader? Vi står i sandhed i gæld til Jesus Kristus fordi han har købt os med sit eget liv og derved åbnet os muligheden for at blive frigjort fra synden og døden.
14. Hvordan bør vor reaktion være på det der således er gjort for os?
14 Føler du dig af hjertet tilskyndet til at tjene Gud og Kristus i betragtning af den store kærlighed de har vist? Føler du som nogle trælle i fortiden der frivilligt valgte at fortsætte med at tjene deres venlige og gavmilde hebraiske herre, selv når de fik tilbudt deres frihed? (2 Mos. 21:2-6) De der værdsætter hvad Jehova Gud og Jesus Kristus har gjort for dem, reagerer sådan. Som Paulus sagde: „Kristi kærlighed tvinger os.“ (2 Kor. 5:14) Læg mærke til at han ikke sagde at Gud eller Kristus tvinger mennesker til at tjene dem trofast. Tværtimod, det der tvinger dem er „Kristi kærlighed“, den kærlighed Kristus har. Og eftersom Jehova Gud nærer den samme kærlighed til os som hans søn, er Guds kærlighed en lige så stærk drivkraft.
15. Hvordan er den kristnes forhold til Jehova og Jesus Kristus?
15 Det forhold man kommer til at stå i til Gud og Kristus, er ikke et formelt eller upersonligt forhold, men et nært og varmt forhold. Den sidste aften Jesus som menneske tilbragte sammen med sine disciple gav han dem følgende varme forsikring: „Jeg kalder jer ikke længere trælle, for en træl ved ikke hvad hans herre gør. Men jeg har kaldt jer venner, for alt det jeg har hørt fra min Fader har jeg gjort jer bekendt med.“ (Joh. 15:15, NW) Hermed mente Jesus ikke at de ikke længere var trælle, for de skyldte stadig Gud deres liv, og snart ville Kristus betale „løsesummen“ for dem. Det han mente var at han ikke ville behandle dem som trælle, nogle som blot får anvist hvad de skal gøre men ellers ikke får del i nogen fortrolige oplysninger. Nej, han ville behandle dem som „venner“, som fortrolige han kunne stole på og respektere.
16. Hvorfor er tjenesten for Gud og Kristus ikke byrdefuld?
16 Vi ser altså at der ikke er noget byrdefuldt ved at være Guds og Kristi trælle. De befalinger Gud og Kristus giver, udspringer af kærlighed og tjener til at beskytte lydige mennesker mod fortræd og til at sikre deres evige lykke og velfærd. (1 Joh. 5.3) Intet undertrykkende åg venter dem der tilskyndet af kærlighed vælger at fornægte sig selv for at blive Guds og Kristi trælle. „Kom til mig,“ sagde Jesus Kristus, „alle I som slider og slæber og er tyngede af byrder, og jeg vil give jer ny styrke. Tag mit åg på jer og bliv mine disciple, for jeg har et mildt sind og er ydmyg af hjertet, og I vil finde ny styrke for jeres sjæle. For mit åg er skånsomt og min byrde er let.“ (Matt. 11:28-30, NW) Hvilken mand eller kvinde som har det rette sindelag, ville med så kærlige herrer ønske at følge selvrådighedens og uafhængighedens vej?
Hvis vilje gør en træl først?
17. Hvilken virkning skulle Guds og Kristi kærlighed have på den måde vi lever på?
17 Hvis Guds og Kristi kærlighed tvinger os til at tjene dem, vil dette genspejles i den måde vi lever på. Vi vil ikke leve for os selv. Som apostelen Paulus skrev: „[Kristus] døde i alles sted, for at de, der lever, ikke mere skal leve for sig selv, men for ham, som døde og opstod for dem.“ (2 Kor. 5:15) Hvad indbefatter dette, helt nøjagtigt?
18-20. (a) Hvad kommer først når et menneske ikke mere lever for sig selv, som vist i Jesu lignelse? (b) Mente Jesus at vi slet ikke duer til noget?
18 Tænk på det bogstavelige forhold mellem en træl og hans herre. Vil en trofast og betroet træl opsætte at tjene sin herre eller betragte denne tjeneste som mindre betydningsfuld? Vil han først tage hensyn til sin egen bekvemmelighed eller sine egne interesser? Afgjort ikke! Hvad så med Guds og Kristi trælle?
19 Jesus Kristus brugte et billede som netop besvarer dette spørgsmål. Han benyttede det forhold at trælle som arbejdede i marken måske også måtte tilberede aftensmåltidet til deres herre når de kom hjem. Det var noget herren havde ret til. Jesus sagde: „Vil han [herren] ikke snarere sige til ham [trællen]: ’Tilbered hvad jeg skal have til aftensmad, bind et forklæde om dig og sørg for mig til jeg er færdig med at spise og drikke, og bagefter kan du selv spise og drikke’? Han vil ikke føle taknemmelighed over for trællen fordi han har gjort det han har fået besked på, vel?“ Angående udførelsen af den opgave disciplene havde fået pålagt, rådede Jesus dem derpå til at sige: „Vi er uduelige trælle. Vi har blot gjort hvad vi var skyldige at gøre.“ — Luk. 17:7-10, NW.
20 Jesus anbefalede ikke her at kristne bestandig skulle kritisere sig selv, nedvurdere sig selv og mene at de ikke duede til noget. Nej, det han rådede dem til var at have et klart billede af deres forhold til Gud og hans søn. Når de er kristne, er det ikke deres egne personlige ønsker og bekvemmeligheder der kommer først, for Kristus er død for dem, for at de ikke mere skal „leve for sig selv“.
21. Hvorfor er det til tider svært ’ikke mere at leve for sig selv’?
21 Naturligvis er tjenesten for Gud og Kristus ikke altid let, men det er aldrig tjenesten der er årsag til problemerne. Den er i sig selv en kilde til glæde og ny styrke. Derimod er det mennesker uden tro samt onde åndemagter der kan gøre livet svært for de kristne. (Ef. 6:11, 12; 2 Tess. 3:1-3) Det er en erfaring som Jehovas kristne vidner har gjort i nutiden, især i diktaturlandene. De er ofte blevet forfulgt fordi de har adlydt Jesu befaling om at forkynde og undervise. (Matt. 28:19, 20) I andre tilfælde er de blevet forfulgt fordi de, for at forblive trofaste mod Gud, har nægtet at lade sig indvikle i landets politiske og militære anliggender. (Joh. 6:15; 17:16) Det letteste ville have været at give efter, at leve ’et godt og moralsk rent liv’ mens de rettede sig efter de totalitære regeringers krav. Men de kristne lever ikke for sig selv. De er Guds og Kristi tjenere. Af taknemmelighed over den store kærlighed der er vist dem, er de villige til at lide, ja endog at dø, i trofast tjeneste.
22, 23. (a) Hvilken prøve er unge Jehovas vidner i Tjekkoslovakiet blevet sat på? (b) Hvad satte dem i stand til at forblive trofaste?
22 I bogen Even Under the Sky There Is Hell [Selv under himmelen er der et helvede] (1971, side 117) beskriver en tjekkoslovakisk journalist grusomhederne mod Jehovas vidner i en kommunistisk arbejdslejr i 1951: „Jeg vil altid med beundring og anerkendelse mindes jehovisterne [Jehovas vidner], for det meste ganske unge mænd, som nægtede militærtjeneste og blev dømt for det. Selv her bevarede de deres tro . . . og de nægtede at arbejde i uranminerne. Lejrlederne brugte alle midler for at tvinge dem til det, men alt var forgæves; de fleste af dem ville hellere dø end arbejde på at opbygge den sovjetiske atomtrussel. Lejrchefen Palacek lod dem stå i dagevis foran hovedkvarteret i snedriver i 30 graders kulde mens man hældte vand over dem til de var stivfrosne. Det var et frygteligt syn som vil forfølge mig til min død.“
23 Hvad satte disse unge mænd i stand til at forblive trofaste? De forstod og værdsatte at de var blevet købt med „Kristi dyrebare blod“ og ville ikke fornægte deres ejere, Jehova Gud og Jesus Kristus. De nærede en fast overbevisning om at selv om de blev slået ihjel af mennesker, ville Gud og Kristus ikke glemme dem men ville oprejse dem til liv igen engang. De havde tro på disse forsikringer som gives i Bibelen: „Gud er ikke uretfærdig, så han skulle glemme jeres arbejde og den kærlighed, I har vist mod hans navn.“ (Hebr. 6:10) „Den, som søger at bjærge sit liv, skal miste det; og den, som mister det, skal beholde det.“ — Luk. 17:33.
24. I hvilke lignende situationer kan vi vise at vi ikke mere ’lever for os selv’?
24 Selv om du måske aldrig bliver udsat for en så alvorlig prøve på din trofasthed mod Gud, sætter du ham så alligevel først i livet? Måske prøven på din trofasthed kommer fra dine slægtninges side — måske de håner dig og siger at du ’tager din religion alt for alvorligt’. Eller måske dine skolekammerater eller arbejdskammerater lægger pres på dig for at få dig til at svigte dine kristne principper. Hvad gør du og vil du gøre over for sådanne vanskeligheder? At give efter for forfølgelse eller pres kunne synes at gøre livet lettere, mere udholdeligt, hvorimod det kan betyde fortsatte og måske endog for en tid øgede trængsler at forblive trofast mod Gud. Hvis du stadig husker på at du står i gæld til Gud og Kristus, vil du træffe den rette afgørelse. Du vil blive ved med at ’ære Gud’. — 1 Kor. 6:20.
Brug af „fri“tiden
25. Hvad indbefatter det at man ikke mere lever for sig selv, foruden trofast udholdenhed under forfølgelse?
25 Dét ikke mere at leve for sig selv indbefatter dog mere end trofast udholdenhed under forfølgelse. Opfordringen til de kristne lyder: „Hvad I end har for, gør det af hjertet som for Herren og ikke for mennesker. I ved jo, at I til gengæld af Herren skal få arven; Kristus skal være den Herre, I tjener.“ (Kol. 3:23, 24) Det at vi ikke mere lever for os selv får indflydelse på alle sider af vor tilværelse — vores moral, vores tankegang, handlinger, tale og gerninger, på hustruens villighed til at underordne sig, på ægtemandens varetagelse af ledelsen i familien, og på børnenes lydighed mod forældrene. — Kol. 3:5-22.
26. Hvilke undtagelser kan man undertiden se visse navnkristne gøre i måden de lever på?
26 Men du har måske lagt mærke til at der er mange såkaldte kristne der gør undtagelser. Det er en kendt sag at selv blandt navnkristne der har en vis anstændighedsfølelse, slår man sig ofte løs — med drikkeri, umoralitet og vold mod ejendom — ved højtider der har forbindelse med kirkelige helligdage. I ferierne, om aftenen og i weekenderne er der også en tendens til at flere og flere mener at de er fri til at leve som de vil.
27, 28. (a) Selv om der er tidspunkter for adspredelse, hvad vil sande kristne da alligevel ikke gøre eller tænke? (b) Hvordan bruger de deres fritid på en god måde?
27 Afslapning og adspredelser er naturligvis nyttige når man vil opnå en velafbalanceret tilværelse og personlighed, og en sand kristen bruger med rette noget af sin tid til afslapning og adspredelser. Men han lever ikke udelukkende for sådanne adspredelser. Han sætter ikke en bestemt del af sit liv til side og kalder den „min tid“, en tid hvori han kan glemme at han tjener Gud.
28 At det forholder sig sådan ses af den måde hvorpå kristne tjenere for Jehova bruger deres „fri“tid. Højt på listen over de ting de med glæde gør, står beskæftigelser der har direkte forbindelse med deres gudsdyrkelse. De kan lide at tale om deres Skaber og at gå til kristne møder hver uge. Det gode samvær og den sunde belæring de modtager, gør at de nyder at være til stede. Selv når familien er på rejse, sætter de overværelse af kristne møder på planen. På den måde bliver fornøjelsen endnu større — de får mulighed for at møde nye venner, åndelige brødre og søstre, i en anden by eller et andet land. Når de camperer i skov eller ved strand, langt fra en rigssal, finder de glæde ved at meditere over skaberværket og at samles til bibelske drøftelser i familien. Der er også mange Jehovas vidner der lægger deres ferie sådan at de kan få fuld gavn af et af de store stævner der arrangeres hvert år.
29. Hvad vil det være gavnligt at tænke på når vi lægger planer for hvordan vi skal bruge vores fritid?
29 Når du skal planlægge dine aftener, weekender eller ferier, så tænk på dit forhold til Gud og Kristus. Bestræb dig for at gøre det der vil styrke dig fysisk, mentalt og åndeligt. Hav som mål at vinde kræfter som du kan anvende i den fortsatte tjeneste for Gud når din fritid er forbi. Mens verden siger: ’Søg bort en tid og glem det daglige arbejde,’ så vis du din værdsættelse af hvad Gud og Kristus har gjort for dig. Undgå alt hvad der kan give dig en dårlig samvittighed og få dig til med beklagelse at se tilbage på noget som ellers kunne have været en opbyggende og gavnlig tid.
30. Hvilke spørgsmål rejser sig vedrørende dem der påstår de tror på Gud men lever for de fornøjelser og bekvemmeligheder de kan opnå nu?
30 Ja, en Guds tjener bør altid tænke på at gøre alt til Skaberens ære. (1 Kor. 10:31) Selv om man er ufuldkommen, bør man stræbe efter at beherske sine syndige tilbøjeligheder og ikke ’stille sig til rådighed for synden som syndens træl’. (Rom. 6:16) Men måske har du lagt mærke til at der er nogle som siger at de tror på Skaberen og hans søn men samtidig fører et liv der ikke drejer sig om andet end de fornøjelser og bekvemmeligheder de kan opnå her og nu. Hvad mangler der? Er det muligt at de ikke ser noget håb for fremtiden? Ja, hvilken indflydelse har dit syn på fremtiden på din daglige tilværelse? Dette spørgsmål vil vi se nærmere på i den følgende artikel.