Tal ud af et godt hjerte
„I øgleunger! hvordan kan I tale godt, når I er onde? Thi hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. Et godt menneske tager gode ting frem af sit gode forråd; og et ondt menneske tager onde ting frem af sit onde forråd. Men jeg siger jer, at menneskene skal gøre regnskab på dommens dag for hvert unyttigt ord, de taler. Thi ud fra dine ord skal du frikendes, og ud fra dine ord skal du fordømmes.“ — Matt. 12:34-37.
1. Hvem kan mennesket takke for sin taleevne, og hvordan bør denne evne betragtes?
Forstandig tale er et begreb man har kendt lige så længe som menneskeslægten har været til. Fra den dag mennesket blev skabt havde det evnen til at tale, en gave Jehova skænkede det. Denne evne er i sandhed en værdifuld skat. Hvilken velsignelse er det ikke for menneskene at de så let kan meddele sig til hinanden ved hjælp af deres talegave! Den er så almindelig blandt menneskene, mange tager den for givet, og de standser aldrig op for at takke den store Skaber for den vidunderlige forret de har fået: at kunne tale. Men prøv at forestille dig hvor svært det ville være at udføre vore mange daglige sysler dersom vi ikke kunne tale! Hvis vi for et øjeblik tænker over de vanskeligheder de døvstumme har at kæmpe med, skulle det kunne overbevise enhver om at Jehova gjorde brug af ophøjet visdom og forstand da han dannede den højeststående jordiske skabning, mennesket. Hver eneste dag burde vi takke Jehova for evnen til at tale.
2. (a) Hvordan samarbejder menneskelegemet ved frembringelse af god tale? (b) Hvilken forklaring giver Bibelen på at nogle mennesker taler hvad der er godt, andre hvad der er ondt?
2 Jehova udstyrede mennesket med mund, tunge og strube så det kunne tale gode ting. Disse organer samarbejder indbyrdes, og desuden er deres funktion afhængig af andre organer. Hvis de skal bruges til at tale gode ting med, sådan som det var Jehovas hensigt, må andre af legemets organer medvirke. Taleevnens rette brug afhænger af hvad der bor i sindet og hjertet. Når vi hører et menneske tale gode ting til Skaberens pris, vil vi opdage at dets sind og hjerte er blevet opøvet i harmoni med Guds ord. Det har opsamlet sandheder og gemt dem sikkert i sit indre, ligesom man gemmer værdifulde skatte. Ikke alle mennesker taler gode ting, og Jesus forklarer hvorfor: „Enten er et træ godt, og så er også dets frugt god, eller et træ er dårligt, og så er også dets frugt dårlig; thi træet kendes på frugten. I øgleunger! hvordan kan I tale godt, når I er onde? Thi hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. Et godt menneske tager gode ting frem af sit gode forråd; og et ondt menneske tager onde ting frem af sit onde forråd. Men jeg siger jer, at menneskene skal gøre regnskab på dommens dag for hvert unyttigt ord, de taler. Thi ud fra dine ord skal du frikendes, og ud fra dine ord skal du fordømmes.“ — Matt. 12:33-37.
3. (a) Hvorfor taler nogle mennesker ondt? (b) Hvordan kaster Jesu ord i Mattæus 15:1-11 lys over dette?
3 Hvorfor er menneskene så forskellige at nogle priser Gud og andre vanærer ham? Menneskeslægtens historie giver svaret. Forskellen har eksisteret lige siden oprøret, da Satan Djævelen talte imod Gud i Edens have og Adam og Eva overtrådte Guds bud og dermed også satte sig op imod Guds vilje. Deres sind og hjerter besmittedes med løgn og urette tanker, og en sådan sinds- og hjertetilstand er gået i arv til menneskeslægten. Nogle mennesker prøver at give det udseende af at de taler gode ting, men deres motiver er urette, hvilket ses af frugterne. De fordrejer ord, stræber efter egen fordel og søger menneskers ære. Sådanne mennesker er hyklere ligesom de farisæere og skriftkloge Jesus traf i nærheden af Jerusalem: „Da kommer der fra Jerusalem farisæere og skriftkloge til Jesus og siger: ’Hvorfor overtræder dine disciple de gamles overlevering? De vasker jo ikke deres hænder, når de skal holde måltid.’ Men han svarede og sagde til dem: ’Hvorfor overtræder I selv Guds bud for jeres overleverings skyld? Thi Gud har sagt: „Ær din fader og din moder,“ og: „Den, der forbander fader eller moder, skal lide døden.“ Men I lærer: „Hvis nogen siger til sin fader eller sin moder: ’Det, du skulle have haft som hjælp fra mig, det skal være tempelgave,’ så behøver han slet ikke at ære sin fader eller sin moder.“ Således har I sat Guds lov ud af kraft for jeres overleverings skyld. I hyklere! med rette har Esajas profeteret om jer og sagt: „Dette folk ærer mig med læberne; men deres hjerte er fjernt fra mig. Det er forgæves, de dyrker mig, når de fører lærdomme, som kun er menneskebud.’“ Og han kaldte folkeskaren til sig og sagde til dem: ’Hør og forstå: Ikke det, der går ind i munden, gør mennesket urent, men det, der går ud af munden, det gør mennesket urent!’“ — Matt. 15:1-11.
4. (a) Hvad er det der gør mennesket urent? (b) Hvad skal man, som vist i Romerne 12:1, 2, gøre hvis man vil ophøre med at handle ligesom besmittede, verdslige mennesker?
4 Ifølge Jesus kan et menneske kun tale ret hvis dets hjerte er i harmoni med Gud. I vore dage hører man om mange dogmer og filosofier. Læreanstalter og såkaldt lærde videnskabsmænd fremfører de mærkværdigste teorier, og disse gentages i enhver tænkelig afskygning af vor tids propaganda. Sådanne udtalelser må sigtes fra. Vi hører måske mangt og meget, men på grundlag af den nøjagtige kundskab som findes i Guds ord kan vi afgøre hvad der er godt og antageligt, og hvad der ikke er det. Vi bliver ikke urene af at høre om noget ondt, men hvis vi gentager det onde eller praktiserer det, forsynder vi os. Eftersom vi er født under onde forhold i denne verden må vi være fast besluttet på at undgå at blive påvirket af dem og i stedet bruge vor tale på den rigtige måde. Et ufuldkomment menneske er ikke født med evnen til uden videre kun at tale hvad der er godt. Det må opøve sit sind og hjerte og overgive sig fuldstændigt til Kilden til alt godt, Jehova Gud. Derved får det et grundlag for at tale og gøre det gode. Apostelen Paulus udtrykte det således: „Derfor bønfalder jeg jer, brødre, ved Guds medlidenhed om at fremstille jeres legemer som et levende, helligt, Gud antageligt offer, en hellig tjeneste som jeres fornuft byder jer. Og ophør med at lade jer forme efter denne tingenes ordning, men bliv forvandlet gennem en fornyelse af jeres sind, for at I kan forvisse jer om hvad der er Guds gode, velbehagelige og fuldendte vilje.“ — Rom. 12:1, 2, NW.
5. Hvilke tænkevaner må man ifølge Filipperne 4:6-8 danne sig, og hvad bliver resultatet heraf?
5 Hvordan er det muligt for os at gøre dette? Vi må være besluttet på at gøre en kraftanstrengelse, og vi må have hjælp til at opbygge og styrke vore tanker så vi kan gøre godt med tungen. Vi må søge hjælp hos Skaberen. „Lad i alle ting jeres ønsker komme frem for Gud, idet I beder og bønfalder under taksigelse; så skal Guds fred, som overgår al forstand, bevare jeres hjerter og jeres tanker i Kristus Jesus. I øvrigt, brødre! alt, hvad der er sandt, hvad der er sømmeligt, hvad der er retskaffent, hvad der er rent, hvad der er elskeligt, hvad der har godt lov, al dyd og alt, hvad der er ros værd: det skal I have i tanke!“ (Fil. 4:6-8) Med den rigtige opøvelse kan vi tilegne os sand visdom og opbygge de rette motiver i hjertet, hvilket vil bevirke at vi taler ret. „Den vises hjerte giver munden kløgt, på læberne lægger det øget viden.“ — Ordsp. 16:23.
Vær opmærksom på tungen
6. Hvad fortæller de første vers i Jakob 3 os om hvor svært det er at tøjle tungen?
6 At man er kristen og har fremstillet sit legeme som et levende, helligt, Gud antageligt offer, som fornuften har budt én, betyder ikke at man rent instinktivt kan tøjle sin tunge. Lige siden kristendommens barndom har dette at tøjle tungen været et problem. Disciplen Jakob understreger det i kapitel tre, vers 2: „Vi fejler jo alle i mange ting; hvis en ikke fejler med sine ord, så er han en fuldkommen mand, i stand til også at holde sit legeme i tømme.“ Nu fortsætter Jakob med at vise at mennesket har lært at lede heste med et bidsel eller at styre mægtige skibe med et lille ror, men menneskets egen lille tunge giver anledning til et stort problem. Den er som en lille ild der kan fortære en stor skov. „Thi enhver art af vilde dyr og fugle, krybdyr og havdyr, kan tæmmes og er blevet tæmmet af mennesker; men tungen kan intet menneske tæmme, rastløs og ond som den er, fuld af dødbringende gift. Med den velsigner vi Herren og Faderen, og med den forbander vi menneskene, som er skabt, så de ligner Gud. Af den selv samme mund udgår både velsignelse og forbandelse.“ — Jak. 3:7-10.
7. (a) Hvordan kan vi vide at Jakob ikke ønskede at nogen skulle opgive forsøget på at beherske deres tale? (b) Hvad er betingelsen for at kunne tale ret, ifølge Jakob 3:13-18?
7 Siger Jakob at vi skulle være defaitister, at vi skulle opgive kampen for at opnå herredømmet over tungen? Er det et slag der på forhånd er tabt? Er det omsonst at kæmpe? Hvis det var det havde Jakob næppe fortsat sit ræsonnement med at sige: „Mine brødre! således bør det ikke være. Kan samme kildevæld give både velsmagende og bittert vand? Kan et figentræ, mine brødre! bære oliven, eller et vintræ figener? Ej heller kan en salt kilde give fersk vand.“ (Jak. 3:10-12) Det er afgjort ikke rigtigt af mennesker at misbruge deres taleevne ved at forbande andre eller tale ondt om dem. Der findes kun én vej til overvindelse af vanskeligheden: man må lade sig lede af visdommen ovenfra. Ingen kan tilegne sig en sådan visdom medmindre han er ydmyg og nærer et ønske om at udvise den rette opførsel. Løgn, praleri, banden eller anden misbrug af ens taleevne er af jordisk eller dæmonisk oprindelse. Kun visdommen ovenfra kan overvinde de dårlige tilbøjeligheder det ufuldkomne menneske er født med. Vi må tragte efter den visdom som følger med studiet af Guds ord hvis vi skal få tungen til at tale hvad der er rent, fredelskende og retfærdigt. (Læs Jakob 3:13-18.)
8. Hvilken forbindelse er der mellem at tøjle tungen og at tilbede Gud i renhed?
8 Hvis Jakob havde ment at det var nytteløst at forsøge at tæmme tungen fordi det er umuligt at gøre det, så kunne vi lige så godt lade tungen løbe som den ville, så ville det være ørkesløst at bestræbe sig for at dyrke Gud. Men det var ikke det Jakob sagde. Jakob satte herredømmet over tungen i forbindelse med vor rene tilbedelse: „Hvis nogen mener at dyrke Gud og ikke tøjler sin tunge, men bedrager sit hjerte, hans gudsdyrkelse er intet værd. En ren og ubesmittet gudsdyrkelse for Gud, vor Fader, er dette: at besøge faderløse og enker i deres trængsel og bevare sig selv uplettet af verden.“ — Jak. 1:26, 27.
9. (a) Hvilke motiver kan tilskynde til tale der skaber uenighed, og hvorfor skulle sådan tale undgås? (b) Hvem modtager velsignelsen, at dømme efter hvad der står i 1 Peter 3:8-12?
9 Skal vi bevare vor gudsdyrkelse ubesmittet for Gud må vi altså lære at vise selvbeherskelse og at tale i harmoni med Guds retfærdighed. Ingen må tale i vrede, for det skaber uenighed. „Det ved I, mine elskede brødre. Enhver skal være snar til at høre, sen til at tale, sen til vrede; thi et menneskes vrede virker ikke det, som er ret for Gud.“ (Jak. 1:19, 20) Der var kampe og stridigheder blandt dem Jakob skrev til, de talte ondt om hinanden, var stolte og pralende. De måtte have at vide at det var nødvendigt at beherske tungen og bevare menighedens fred. Kun dårlige motiver i hjertet tilskynder til bagvaskelse. Jakob nævnede misundelse, egennytte, selvros og løgn, og viste at sådanne ting bringer forvirring. Hvis nogen hader sin broder vil det skinne igennem i hans tale. Hvis han er misundelig på en andens forrettigheder og velsignelser, eller han ønsker at vise sig eller at være fremtrædende, går han måske rundt og prøver på at nedbryde respekten for sin næste. Nogle føler måske at de ikke er fremtrædende nok, de ønsker at vise sig, og derfor bagvasker de og sætter splid. De røber at de er umodne, som „niddinger“. „En nidding graver ulykkesgrave, det er, som brændte der ild på hans læber. Rænkefuld mand sætter splid; den, der bagtaler, skiller venner.“ (Ordsp. 16:27, 28) Den der sætter splid opnår således ikke anseelse og andres beundring, nej han mister al respekt i modne kristnes øjne. Jehova velsigner dem der stifter fred. — 1 Pet. 3:8-12.
Bevar freden
10. Hvad ypper strid mellem brødre?
10 Efter at Jakob har skrevet om tungen og vanskeligheden ved at tæmme den, kommer han ind på at drøfte kampe og stridigheder blandt brødre. Der må have rådet en gengældelsens ånd iblandt dem, ellers kunne der ikke være opstået stridigheder. Et menneske kan jo ikke strides alene, der må være nogen at strides med. Hvis der kun havde været én der tænkte ondt i sit hjerte og som ikke lagde bånd på sin tunge, ville det næppe have været nødvendigt for Jakob at skrive som han gjorde. Dette forhold blandt brødrene kunne være undgået hvis man i fredens interesse havde behandlet de omstridte spørgsmål på rette måde.
11, 12. (a) Hvordan er David et godt eksempel på selvbeherskelse? (b) Hvilken fremgangsmåde anviste Jesus i Mattæus 18:15-17 til afgørelse af uoverensstemmelser?
11 Hvordan kan freden bevares når der er en som taler fornærmende? Man må først og fremmest undgå at give igen med samme mønt. Hvis en broder fornærmer dig personligt kan du udvise samme beslutsomme selvbeherskelse som David, der skrev: „Jeg sagde: ’Mine veje vil jeg vogte på, så jeg ikke synder med tungen; min mund vil jeg holde i tømme, så længe den gudløse er mig nær!’“ (Sl. 39:1) Dette er et godt princip at følge, hvad enten vi står over for verdslige, onde mennesker eller brødre der fornærmer os. Vi må beherske vor ånd og ikke miste ligevægten på grund af et øjebliks vrede eller forargelse. Selvbeherskelse er et tegn på åndelig modenhed. I de fleste tilfælde kan man ordne sagen ved straks at gå direkte til den der har forsyndet sig. Det var den fremgangsmåde Jesus anbefalede til løsning af mangt et problem. Den står nedskrevet i Mattæus 18:15-17.
12 Når en oprigtig der har forset sig indser sin fejl, vil han give en undskyldning og bede om tilgivelse hos den han har fornærmet. Som Guds tjenere skulle vi naturligvis være rede og villige til at tilgive. Jakob opmuntrer til at lægge en sådan tilgivelsens ånd for dagen; han viser at alle kan fejle med tungen og at ingen er fuldkommen. Hvis en sag mellem to kan afgøres og bilægges under fire øjne og der kan gives undskyldning og tilgivelse, vil den ikke gå videre og der er ingen grund til at lade nogen i menigheden høre om den og således give anledning til fjendtlige følelser og tagen parti. Kun hvis den skyldige ikke vil høre, kan det som en sidste udvej blive nødvendigt at søge råd hos tjenerne i menigheden og måske lade dem være med i samtalen med vedkommende.
13. Hvordan må kristne tøjle tungen når brødre har begået overtrædelser?
13 I tilfælde af at et medlem af den kristne menighed overtræder Guds lov må vi også tøjle vor tunge af hensyn til menighedens fred og enhed. Hvis vi hører at nogen har fejlet eller endog gjort sig skyldig i umoralitet, skal vi ikke straks begynde at sladre og skabe røre. Sager af den art skal behandles af menighedens tjenere der repræsenterer menigheden, og den der behersker sin tunge vil begrænse sig til at indberette sagen til dem. Ingen skulle prøve at gøre sig interessant ved at betro sin viden til alle og enhver, men snarere i sand ydmyghed tage menighedens interesse som sådan i betragtning. Lad menighedsudvalget afgøre hvad der skal foretages i sagen og hvad der skal oplyses i menigheden desangående. Dersom du hørte noget der i virkeligheden var usandt og du begyndte at bringe det videre, ville du være at regne blandt bagvaskere. „Bagtaleren røber, hvad ham er betroet, den pålidelige skjuler sagen.“ — Ordsp. 11:13.
14. Hvordan vil et kærligt hjerte påvirke ens tale i forbindelse med overtrædere som er blevet tugtet?
14 Når en sag er behandlet, enten de implicerede nu har ordnet den selv, eller menigheden har behandlet en overtrædelse som krævede at et medlem blev sat på prøve eller udstødt, og en broder eller en søster efter nogen tid er blevet genoptaget, vil det kun være til skade om nogen bliver ved med at hentyde til den begåede overtrædelse. Kan man kalde den slags tale broderkærlighed? Når noget er afgjort og der er givet tilgivelse, lad det så være glemt. „Den der dækker over overtrædelse søger kærlighed, og den der bliver ved med at tale om en sag skiller dem som er fortrolige med hinanden.“ — Ordsp. 17:9, NW.
15, 16. (a) Hvad vil det sige at tilgive en der har fejlet, og hvordan viste Jesus nødvendigheden af at vi tilgiver oprigtigt? (b) Hvordan viste Paulus at ydmyghed og en tilgivelsens ånd er nødvendig?
15 Det er måske ikke verdens fremgangsmåde, men det er den fremgangsmåde kærlige kristne benytter. Da Jesus fremsatte mønsterbønnen som står at læse i Mattæus 6:9-13 lærte han os hvad der var væsentligt, og ud fra det han sagde skulle vi kunne forstå hvor vigtigt det er at vi oprigtigt tilgiver den der har begået en fejl, og jager efter fred med alle mennesker. „Thi tilgiver I menneskene deres overtrædelser, vil jeres himmelske Fader også tilgive jer; men tilgiver I ikke menneskene deres overtrædelser, vil jeres Fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser.“ (Matt. 6:14, 15) Tilgiver du dem der fejler, eller tror du bare at du gør det? Et leksikon siger: „At tilgive indebærer at afskrive ikke alene ethvert krav om gengældelse men også enhver krænkelse eller ethvert ønske om hævn.“ Bærer du stadig nag efter at du har været indviklet i en sag og har lovet at tilgive en der har krænket dig, eller kan du hilse på broderen og behandle ham nøjagtig som om han aldrig havde fornærmet dig? Det kan være en hård prøve på din kærlighed, men hvis du nærer den mindste hævnfølelse eller bærer nag, har du i realiteten slet ikke tilgivet din broder. Selv om du måske var meget vred lige i øjeblikket, ville du, dersom du havde haft selvbeherskelsens ånd, have tænkt på at du også kunne komme til at fornærme nogen, og så ville du have tøjlet din tunge.
16 Paulus skrev til galaterne (6:1): „Brødre, om nogen skulle blive overrasket af en synd, da hjælp et sådant menneske til rette, I åndelige, med sagtmodig ånd, og se du selv til, at ikke også du bliver fristet.“ Og til efeserne (4:31, 32) skrev han: „Al bitterhed og hidsighed og vrede og skrig og spot være fjernt fra jer som i det hele al ondskab! Men vær gode mod hverandre og barmhjertige, så I tilgiver hverandre, ligesom Gud har tilgivet jer i Kristus.“ Hvis Jehova og Kristus Jesus, som aldrig begår overtrædelser, kærligt og fuldstændigt kan tilgive andres overtrædelser, skulle vi ufuldkomne mennesker så ikke med sand ydmyghed kunne lære oprigtigt at tilgive hinanden?
Andre synder der begås med tungen
17, 18. (a) Hvorfor er smudsig tale upassende for kristne? (b) Hvordan er de samtaler modne kristne fører? (c) Hvordan kan vi forklare at nogle føler trang til at føre smudsig tale?
17 Hvad der er populært i denne verden er ofte forkasteligt. Efterhånden som forholdene i verden forværres, slappes også folks moral og etiske begreber. Af samme grund er vi blevet formanet til at ophøre med at lade os forme efter denne tingenes ordning og i stedet blive forvandlet gennem en fornyelse af vort sind. Det eksempel der sættes af mange af verdens berømte underholdningskunstnere og populære talere, den retning diskussionsemnerne tager i klubber, ved selskabelige sammenkomster og blandt skolebørn, viser at anseelse og popularitet ofte opnås ved smudsig tale. Børn der iagttager andre forledes måske til at tro at banden og smudsig tale er bevis på at man er voksen og mandig, men i virkeligheden beviser det kun at man er verdslig. I mere end nitten hundrede år har de kristne kunnet lytte til apostelen Paulus’ inspirerede råd: „Utugt og al slags urenhed eller havesyge bør end ikke nævnes iblandt jer, som det sømmer sig for hellige, ej heller skammelig færd eller tåbelig snak eller letfærdig skæmt (den slags er utilbørligt), men hellere taksigelse.“ — Ef. 5:3, 4; Kol. 3:5-8.
18 For nu at vende tilbage til det der stod i Jakob 3:11: kan vor talekilde give både velsmagende og bittert vand? Hvad er forklaringen på at nogle altid gerne vil tale om noget der er smudsigt eller ondt, selv når de er sammen med verdslige mennesker på en verdslig arbejdsplads? Er de kun kristne tjenere når de er til møde i menigheden? Hvad taler du om når du er sammen med andre? Taler du altid om noget verdsligt, eller har du gjort det til en vane at føre samtalen op på et højere plan ved at tale om noget åndeligt og opbyggende? Når du har lejlighed til at være sammen med dine brødre, taler I så om de sidste film eller sportsbegivenheder, de nyeste skandaler eller sladderhistorier? Angående dette vejleder Kristus Jesus os i Mattæus 15:18-20: „Men det, som kommer ud af munden, udgår fra hjertet, og det gør mennesket urent. Thi fra hjertet udgår der onde tanker, mord, ægteskabsbrud, utugt, tyverier, falske vidnesbyrd, bespottelser. Det er den slags ting, som gør mennesket urent.“ Altså kommer det helt an på hvad et menneske har gemt dybt i sit hjerte. Det et menneske virkelig interesserer sig for vil det stadig vende tilbage til og tale om med iver og glæde.
19. (a) Hvordan må vi i lyset af Galaterne 5:16-26 betragte den måde hvorpå vi hver især bruger vor taleevne? (b) Hvorfor er det godt at have hjertet fyldt med gode ting og at tale om dem?
19 Analyserer vi forholdet ser vi altså at måden hvorpå vi bruger vor taleevne bestemmes af om vi søger at gøre kødets gerninger eller beviseligt bærer åndens frugt. Uret tale er et resultat af at hjertet er optændt af utugt, urenhed, fjendskaber, misundelse, drukkenskab, svir, selviskhed, stolthed og personlig vinding. De der ikke kender Guds retfærdige lov og ikke prøver at følge den, bruger et urent sprog og taler bestandig om de kødelige ting; det er det mennesker ude i verden påvirkes af i dag. Men de mennesker hvis sind og hjerte er blevet påvirket af Guds ånd og hvis sind er blevet forvandlet, taler om åndelige ting. De har opnået selvbeherskelse, der er en af åndens frugter, og de tænker før de taler. De får ikke vredesanfald og taler ubesindigt, men de er tålmodige og venlige og taler med mildhed. Det betyder ikke at de ikke fordømmer ondskab, men de gør det på samme værdige måde som Jesus Kristus benyttede da han talte imod ondskab, vildledende traditioner og hykleri. At tøjle tungen og at underkaste sig Guds ånds og ords ledelse er nøje knyttet sammen. Jehova dømmer ikke efter det ydre, men efter hvad der bor i hjertet. Ethvert gudfrygtigt menneske skulle derfor nære ønske om at fylde sit hjerte med åndelige skatte, så det kan tjene til vederkvægelse og gavn for andre, virke som et forfriskende kildevæld der uophørligt strømmer over med velsmagende vand en varm sommerdag. Ret tale fører til frelse. — 1 Sam. 16:7; Åb. 2:23; Matt. 23:1-17; Gal. 5:16-26.