Dåb ved nedsænkning eller bestænkning?

En smule historie kaster et væld af lys over denne vigtige kristne ceremonis oprindelse og betydning.

TUSINDER af turister går lige forbi uden at skænke det en tanke. De spekulerer ikke over forandringen; hvis de gør det får de sjældent svar på deres spørgsmål.

Scenen kunne udspilles ved en hvilken som helst af de rigtig gamle kirker, men lad os for eksempel tage domkirken i Florens i Italien. Tusinder af besøgende går over Piazza del Duomo i byens centrum. De betragter en pragtbygning af grønt og hvidt marmor, 25 meter bred. De ved at det er en dåbskirke men undrer sig knap nok over hvorfor bygningen skulle være så stor.

De tager videre til Pisa, omkring firs kilometer derfra. Der på plazaen finder de både katedralen og det berømte skæve tårn, side om side med et andet dåbskapel der måler 35 meter i diameter. Men de besøgende går videre uden at tænke særligt over den forandring der må have fundet sted i dåbsmetoden efter at disse bygninger blev opført.

Det var ved at se på et lignende dåbskapel i Poitiers, godt 300 kilometer sydvest for Paris, at min nysgerrighed angående denne forandring blev vakt. Dåbsbassinet dér var cirka en meter og firs i diameter. Helt mod syd, i Marseille, var dåbskapellet ved Cathedral de la Major over to meter og fyrre bredt. I det berømte Palazzo Laterano i Rom, i ruinerne af Tipasa, halvfjerds kilometer vest for Algier i Nordafrika, i norditalienske småbyer som Albenga, Grado, Parma, Pistoia, Torcello eller Volterra, alle vegne hvor der findes ældgamle kirker ser man disse dåbskapeller. Nogle af dem har stadig de store dåbsbassiner (som på fransk kaldes piscines — det samme ord som bruges for fiskedamme og svømmebassiner!) der er et levn fra en tid da dåben foregik på en helt anden måde end i dag.

Hvis du har et spørgende sind vil du undre dig over hvorfor man har gjort en forandring.

Dåbens oprindelse

Selv om Bibelen viser at folk blev døbt før Jesus Kristus, var den første kristne dåb naturligvis Kristi egen dåb. Johannes Døber døbte folk i Jordanfloden i år 29 e. Kr. Som en pålidelig historiker beretter, døbte Johannes med „omvendelses-dåb til syndernes forladelse“. Han beredte de angrende til at modtage Messias, hvis offer ville udvirke den egentlige tilgivelse for disse synder. — Mark. 1:4; Hebr. 9:22.

Under hver eneste dåbshandling blev der brugt meget vand. Ingen blev bare bestænket. Jesus blev heller ikke døbt ved overgydning eller bestænkning. Mattæus siger: „Jesus . . . steg . . . op af vandet.“ Markus taler også om at Jesus „steg op af vandet“. Jesus havde været nede i vandet, bogstavelig talt nedsænket i Jordanfloden. — Matt. 3:16; Mark. 1:10.

Der skulle meget vand til for at dåbskandidaterne kunne blive nedsænket eller dykket ned under vandet. Derfor læser du i Den hellige Skrift: „Også Johannes døbte i Ænon nær ved Salem, fordi der var rigeligt med vand dér.“ Da den æthiopiske eunuk var blevet omvendt sagde han: „Se! en mængde vand; hvad forhindrer mig i at blive døbt?“ (NW) Ikke bare et lille bassin men en „mængde“ vand var nødvendigt, for dåben fandt i alle disse tilfælde sted ved nedsænkning. (Joh. 3:22, 23; Ap. G. 8:36) Denne kendsgerning slås ikke alene fast af Bibelen, men også af verdslige og religiøse historikere — selv af de historikere ifølge hvis religion man ikke længere døber ved nedsænkning!

Hvad historikerne siger

Larousse du XX^e Siècle, Frankrigs bedst kendte leksikon, siger: „De første kristne blev døbt ved nedsænkning hvor som helst der fandtes vand.“a Moderleksikonet til den nuværende Larousse, det større Grand Dictionnaire Universel du XIX^e Siècle har i snart hundrede år sagt: „Dåb ved nedsænkning, dåb foretaget ved at dykke katekumenen i vand. I kirkens første århundreder forrettede man DÅB VED NEDSÆNKNING.“b Dictionnaire Encyclopédique Quillet tilføjer: „De ældste døbefonter har et bassin der er stort nok til at voksne kan nedsænkes deri, for i kirkens første tid foregik dåben ved nedsænkning.“c

Le Baptême des Adultes, der med kirkens godkendelse er skrevet af Robert Lesage og tænkt som en rettesnor for nye medlemmer, siger på side 18: „Det var faktisk ved nedsænkning dåben blev forrettet i kirkens første århundreder.“

Den katolske abbed Jules Corblet, æreskannik af Amiens, medlem af det franske akademi og redaktør af Revue de l’Art Chrétien har skrevet to bind om dåb med titlen Histoire Dogmatique, Liturgique et Archéologique du Sacrement de Baptême. Andet bind begynder med denne paragraf:

„Det eksempel vor Herre satte ved at lade sig døbe i Jordanfloden, fik ganske naturligt til følge at man valgte floder som de første dåbssteder, og intet kunne være mere velegnet til nedsænkning af de i skarevis nyomvendte kristne end disse store vandstrømme. Men da der ikke fandtes floder alle vegne var de første århundreders skribenter [Justinus, Clemens, Victor I, Tertullian, o.s.v.] omhyggelige med at bemærke at have, søer, damme og kilder var lige så velegnede til dåbsnedsænkning.“

„Kirkefædrene“ udtager sig

Corblet citerer kirkefædrene som bevis for at man oprindelig døbte ved nedsænkning. Gregor af Nazianz (omkring 331-396) sagde om vandet: „Vi skjuler os i det som Frelseren blev skjult i jorden.“ Kyrillos af Jerusalem (315-386) sagde at man var helt omsluttet af vand. Epifanios bemærkede at vandet ikke blot badede et lem, men omgav og rensede hele legemet. Johannes Chrysostomus (345-407) sagde: „At hovedet nedsænkes i dåbsvandet symboliserer at det gamle menneske sænkes i graven, idet det sænkes i vandet som var det i en grav, for derefter at komme frem deraf med et nyt liv til hvilket det er oprejst.“ Hieronymus (omkring 340-420) talte om tredobbelt nedsænkning af hovedet, og Augustinus (354-430), siger Corblet, talte om en fuldstændig renselse af legemet.

Det engelske konversationsleksikon Encyclopædia Britannica citerer i bind 3, side 83, Kyrillos af Jerusalems beskrivelse af en dåb forrettet omkring år 340 ifølge vor tidsregning. Den der skal døbes går ind i et privat rum, forbereder sig og føres til dåbsbassinet og „nedsænkes for hvert spørgsmål, altså tre gange“.

Selv om den kristne dåb, ifølge Bibelen, hverken er en renselse af legemet eller forladelse af synder, og selv om den kun skal foretages én gang, viser disse udtalelser tydeligt at den dåbsmetode Jesus indførte blev holdt i hævd i flere hundrede år efter hans død, og at det først er på et senere tidspunkt den er blevet forandret.

Abbed Corblet sagde i Des Lieux Consacrés à l’Administration du Baptême, på side 13: „Dåbskapellet var specielt bygget med voksendåb for øje. Da det i det ottende århundrede blev almindeligt at døbe spædbørn, måtte man lidt efter lidt gå bort fra disse særskilte bygninger og erstatte dem med en døbefont inde i selve kirken. De steder hvor man fortsatte med at bruge dåbskapellerne ombyttede man det store bassin med en nedsænkningskumme for børn.“

Denne forandring og det program hvorefter man opførte religiøse bygninger i det niende og til det trettende århundrede, medførte at mange af de nedsænkningsbassiner man tidligere havde brugt til voksendåb blev fjernet. Imidlertid er nogle få blevet bevaret som et tavst og dog talende vidnesbyrd om denne forandring.

Da forandringen fandt sted

Corblet bemærker: „De fleste teologer og liturgikyndige vedgår i almindelighed: For det første, at der fandt en total nedsænkning sted fra den evangeliske tid og indtil omkring det fjortende århundrede; for det andet, at man fra det trettende og til det femtende århundrede brugte delvis nedsænkning af kroppen og overgydning af hovedet; for det tredje, at man fra det femtende århundrede gik over til overgydning alene i stedet for overgydning ledsaget af nedsænkning.“d Denne kirkehistoriker påpeger at et kirkemøde afholdt i Liége i Belgien år 1287 viste at nedsænkning stadig var den eneste form for dåb man anvendte der. „Sankt Thomas [1225-1274] talte om [bestænkning] som en ualmindelig dåbsform og sagde at en præst ville begå en alvorlig synd ved at døbe på nogen anden måde end ved nedsænkning, da han i så fald ikke ville følge den latinske kirkes ceremoniel.“e

I 1526 overlod en kirkeforsamling i Chartres, Frankrig, det til præsterne frit at benytte den ene eller den anden metode. Men over hundrede år senere, i 1655, anbefalede Poitiersritualet stadig præsterne „forsigtigt at dykke barnet tre gange uden at gøre det fortræd“.

De nye strømninger havde længe været absolut imod nedsænkningsmetoden som Jesus havde indført. De havde allerede bortvasket tanken om at dåben, ligesom på Jesu tid, var for mennesker som var gamle nok til at have kundskab og tro, og som offentligt bekendte at de havde indviet sig til Gud. I stedet for den oprindelige tanke med dåben var den blevet fortyndet til ikke at være ret meget andet end en ceremoniel handling efter et barns fødsel.

Louis Réau, medlem af det franske institut og kirkekunsthistoriker, er af den anskuelse at denne forandring fra voksendåb gradvis førte til forandringen fra nedsænkning til bestænkning. Forandringen var nødvendig, siger han, fordi det var farligt at dykke et spædbarn helt ned under vandet. Han understreger imidlertid at forandringen ikke pludselig blev indført overalt men at „der måtte en lang overgangsperiode til i hvilken dåbsceremonien foregik ved delvis nedsænkning og overgydning“.f Beviset herfor ses af at visse gamle dåbsbækkener er for flade til at nedsænkning har kunnet finde sted, og at den tids kunstværker viser kandidaten stående i vand, måske til knæene, mens der gydes mere vand over hans hoved.

Forandringen af ceremonien forandrede dens betydning

Forandringen af ceremonien har udvandet dens vigtighed og betydning. Tanken om en personlig indvielse er blevet fuldstændig druknet. Forandringen er nået det punkt som blev omtalt i det katolske ugeblad Témoignage Chrétien, der udgives i Paris. Det sagde at de fleste mennesker kommer i kirke „ligesom deres fædre og bedstefædre gjorde det“, blot for at blive døbt, konfirmeret, gift og begravet. For dem, siges der, er dåben blot en helligelse af fødselen. „Andre religioner, andre civilisationer ville tolke den med andre handlinger, men betydningen ville ikke afvige.“

Som Réau siger har kirken forandret dåbens betydning. Den er ikke længere for voksne „der gennem en lang tidsperiode har forberedt sig til den og som er sig deres forpligtelse fuldt bevidst“. I stedet er den for spædbørn som hverken har kundskab eller forstand til at påtage sig en personlig forpligtelse.

Ved at døbe spædbørn i stedet for voksne, og ved at bestænke i stedet for at nedsænke, har kirken „gjort det af med den oprindelige dåbs symbolske betydning“ da blandt andet „nedsænkning betød død for det ’gamle menneske’ begravet under vandet og opstigning fra dåbsbadet [betød] fødsel til et nyt liv“.g

Resultatet af at tage dåben alvorligt

Dog findes der i dag mennesker som virkelig holder fast ved den oprindelige dåb Jesus indførte. De betragter ikke en øjeblikkelig dåb som nødvendig for tilgivelse af børns medfødte synd; de anerkender Kristi genløsningsoffer som tilstrækkeligt. De ser ikke på dåben som et bevis for ens medlemskab i en kirke, men de ved at den er et offentligt symbol på deres indvielse til Gud.

De ved at dåben er et kristent krav, men de døber kun sådanne som er gamle nok til selv at træffe afgørelser, som forstår Guds ord, og som har indviet sig til ham. Endvidere døber de kun ved total nedsænkning, således som Jesus blev nedsænket i Jordanfloden. De bevarer dåbens vigtige symbolik — at man frivilligt dør bort fra sin tidligere livsførelse og opstår til et nyt liv i Guds tjeneste.

Fordi de i lighed med Jesus og hans disciple tager disse spørgsmål alvorligt finder de ikke grundlag for at klage, som man gjorde det på forsiden af Témoignage Chrétien, over at kun ét af hver ti døbte sognebørn er kristent. Tværtimod, for deres rækker af nidkære kristne arbejdere, frivillige lærere for andre, vokser med stormskridt over hele jorden. Hundredvis af nyindviede bliver regelmæssigt døbt ved de årlige og halvårlige stævner rundt om i verden. Over syv tusind blev døbt ved et stævne i New York i 1958.

Hvorfor går så mange ind på at bære dette „åg“ som Kristus sagde hans efterfølgere skulle tage på sig? Det er ikke bare fordi det er en kristen befaling, men også fordi disse principper, som de virkelig eksisterede på Jesu tid, er så gribende at man, når man lærer dem at kende, indser at man må tale om dem til andre.

Når Jehovas vidner siger at dåb skal foregå ved nedsænkning og at den må være et symbol på ens indvielse til Gud, følger de det eksempel Jesus, hans disciple og alle de første kristne efterlod. Til dem som ikke vil anerkende denne Jesu forskrift svarer vidnerne blot at intet menneske der påstår at følge i Kristi fodspor har nogen ret til at vrage hans eksempel eller antyde at det var urigtigt.

[Fodnoter]