Lignelsen om sædemanden

 1. Hvorledes indleder Mattæus lignelsen om sædemanden?

LIGNELSEN om sædemanden findes i evangelierne af disciplene Mattæus, Markus og Lukas. Mattæus’ beretning om Jesus Kristus indleder den på denne måde: „Samme dag gik Jesus hjemmefra og satte sig ved søen. Og store folkeskarer samlede sig om ham, så han gik om bord i en båd og satte sig, mens hele folkeskaren stod inde på bredden. Så talte han meget til dem i lignelser og sagde: Se, en sædemand gik ud for at så. Og som han såede, faldt noget ved vejkanten; og fuglene kom og åd det op. Noget faldt på stengrund, hvor det ikke havde megen jord, og det kom straks op, fordi det ikke havde dyb jord; men da solen steg, blev det svedet, og det visnede, fordi det manglede rod. Noget faldt iblandt tidsler, og tidslerne voksede op og kvalte det. Og noget faldt i den rette jord og bar frugt, noget hundrede, noget tresindstyve og noget tredive fold. Den, som har ører, han høre!“ — Matt. 13:1-9, NW.

 2. Hvornår og hvordan blev sæden sået, og hvad er lignelsen om sædemanden et billede på?

² I Jesu hjemland begyndte man såningen i oktober måned. Jesus blev født omkring den første i denne måned i Betlehem og blev døbt tredive år senere i Jordanfloden. I den sidste halvdel af oktober begynder vinterregnen, men da det ikke regner uafbrudt, kan landmanden godt så sæden til næste års høst. Såtiden fortsætter, medens regntiden står på, indtil slutningen af februar. Inden begyndelsen af januar var hveden sået, og efter den første januar blev byggen sået. Men byggen modnedes allerede ved påsketid. Hveden derimod blev høstet efter ugefesten eller pinsen, halvtredsindstyve dage senere. Sædemanden bar dengang i venstre hånd en kurv med sæden, mens han med den højre kastede sæden ud eller „udstrøede“ den langs furerne på den pløjede mark. (Sl. 126:5, 6) Lignelsen om sædemanden fortalte Jesus, ikke for at skildre den almindelige kristne høst ved „endens tid“ for denne verden, men for at skildre sine trofaste efterfølgeres frugtbarhed og andres ufrugtbarhed, som kommer i berøring med budskabet om Riget i den såkaldte „kristne tidsalder“. Den frugtbare skare vinder livet i den nye verden, den ufrugtbare gør det ikke. Hvorfor det er sådan, skal vi nu komme ind på.

 3, 4. Hvem er sædemanden? Hvad er sæden?

³ Opfyldelsen af lignelsen begyndte med Jesus Kristus, der opnåede titlen „Menneskesønnen“. Som han sagde i sin forklaring til en anden lignelse, „den, som sår den rigtige slags sæd, er Menneskesønnen“. (Matt. 13:37, NW) Han er den, hvem den store Dyrker, Jehova Gud, betror den sæd, der skal udsås. Sæden er et budskab: „Det, sædemanden sår, er ordet.“ Det er ikke et budskab, der stammer fra mennesker, men det kommer fra himmelen, og mennesker på jorden blev inspireret til at videregive det. „Sæden er Guds ord.“ (Mark. 9:14, 15 og Luk. 8:11) Det er ganske særlig budskabet om Guds rige ved Kristus. Dette budskab viser hans efterfølgere vejen til at vinde en plads i Riget sammen med ham gennem fuldstændig trofasthed imod Gud. Dette fremgår af Jesu udtalelse, „når nogen hører ordet om Riget“. — Matt. 13:19, NW.

⁴ Det er rigtigt, at Johannes Døber forkyndte: „Omvend jer, thi Himmeriget er kommet nær“, men hermed åbenbarede han ikke den hellige hemmelighed, at Guds salvede konges efterfølgere skulle have lejlighed til at få adgang til Himmeriget for sammen med ham at regere som konger. Jesus, og ikke Johannes Døber, var den, som afslørede denne hemmelighed: „Ingen kan se Guds rige, hvis han ikke bliver født på ny. . . . ingen kan komme ind i Guds rige, hvis han ikke bliver født af vand og ånd.“ (Johannes 3:3, 5, NW) Jesus er først og fremmest sædemanden, og Gud giver ham ordets sæd om Riget at så. Men Jesus tager sine trofaste efterfølgere med ind i dette såarbejde, og gennem ham modtager de ordet om Riget til at strø ud. Det er derfor, apostelen siger til dem: „Og han, som skænker sædemanden sæd til at så og brød til at spise, vil også skænke jer udsæd og forøge den mangefold, og han vil lade jeres retfærdighed bære rige frugter.“ (2 Kor. 9:10, NW) Siden 1914, året, da „nationernes fastsatte tider“ ophørte, har sæden været budskabet om Rigets fødsel eller Guds oprettede rige.

 5. Hvad hentyder det til, at lignelsen taler om fire slags jord?

⁵ Jesu lignelse med de fire forskellige slags jord hentyder til fire forskellige slags mennesker, der modtager ordets sæd, eller som kommer i berøring med budskabet om Riget. Denne sæd sås i deres hjerter eller sind. De, som tager imod den og gør trofast brug af den på den rette måde, kommer under Jehova Guds særlige pleje. Ganske uanset, hvad et menneske eller mennesker har at gøre med såningen af denne sæd eller vandingen af den i deres hjerter, som tager imod den, bliver disse modtagere ikke sekterere eller religiøse lederes efterfølgere. Nej, de tilhører Gud som hans ejendom, thi han gav ordets sæd, og det er hans ord, de tager imod. Til sådanne, hos hvem Rigets ord blev sået, skrev apostelen: „I folk er Guds opdyrkede mark, Guds bygning.“ (1 Kor. 3:9, NW) Gennem arbejdet med at så hører alle slags mennesker, repræsenteret ved de fire forskellige slags jord, vidnesbyrdet om Riget. De kødelige jøder var de første til at høre det gennem Jesus, der levede midt iblandt dem. Tre og et halvt år efter hans død og opstandelse og opstigen til himmelen fik ikke-jødiske nationers folk den forret at høre vidnesbyrdet, ja, folk af alle samfundslag, både høj og lav. Dette stemmer overens med Guds hensigt: „Dette er godt og velbehageligt for Gud, vor frelser, som vil, at alle slags mennesker skal frelses og komme til nøjagtig kundskab om sandhed. Thi der er een Gud, og een mellemmand imellem Gud og mennesker, et menneske Kristus Jesus, der gav sig selv som en tilsvarende løsesum for alle, til et vidnesbyrd i den dertil bestemte tid.“ — 1 Tim. 2:3-6, NW.

Jorden langs vejkanten

 6. Hvorfor bliver ikke de frelst, der er som jorden ved vejkanten?

⁶ Er du landmand og interesseret i forskellig slags jord? Måske ikke, men du er alligevel interesseret i at leve i en ny, fuldkommen verden, og du ønsker at frembringe frugt, der vil give dig adgang til liv i denne verden, hvad enten det er i dens himmelske regering eller på dens paradisiske jord. Du vil ønske at undgå, hvad der måtte hindre dig i at bære frugt i den retning, og du ønsker at være så rig på frugt som muligt. Du vil derfor være interesseret i den lignelse, Jesus fortalte, og som viser, hvorledes man kan gøre dette. Der er tre slags jord, som du ikke vil ønske at høre til. Den første slags forklarede Jesus på denne måde til sine disciple: „Så hør nu, hvad der menes med lignelsen om sædemanden. Når nogen hører ordet om Riget, men ikke fatter meningen deri, så kommer den onde og river det bort, der er sået i hans hjerte; han er sæden, som blev sået ved vejkanten.“ (Matt. 13:18, 19, NW) Jorden ved vejkanten ville sikkert være trampet til af den bestandige færdsel ligesom også selve vejen. Denne hårde overflade ville ikke tillade sæden at trænge ned, men ville lade den ligge ubeskyttet, så at de sultne fugle kunne se den og spise den. Sæden slår ikke rod eller skyder så meget som et blad. For at sæden, sandheden om Riget, kan få rod i os og bære frugt, må den få fæste i vore hjerter eller sind, for det er med hjertet, at et menneske lægger tro for dagen til retfærdighed. Uden tro kan vi ikke blive frelst; derfor sagde Jesus: „De ved vejkanten er dem, som hører det; derefter kommer Djævelen og tager ordet bort af deres hjerte, for at de ikke skal tro og blive frelst.“ (Luk. 8:12, NW) Vi må bære frugt for at kunne blive frelst.

 7. Hvilken profetisk beskrivelse benyttede Jesus om dem ved vejkanten?

⁷ De ved vejkanten, som hører Guds ord, og som mister det, de havde, sammenligner Jesus med beretningen i Esajas 6:9, 10. Jesus sagde til sine disciple: „Jer er det givet at forstå Himmerigets hellige hemmeligheder; men dem er det ikke givet. Thi den, som har, ham skal der gives, og han skal have i overflod; men den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har. Derfor taler jeg til dem i lignelser, fordi de ser og dog ingenting ser, og hører og dog ingenting hører eller ikke fatter meningen deri. På dem går Esajas’ profeti i opfyldelse, når han siger: I skal høre og høre og dog ikke fatte meningen deri, I skal se og se og dog intet øjne. Thi dette folks hjerte er blevet sløvt, og med ørerne hører de vrangvilligt, og deres øjne har de lukket, for at de ikke skal se med øjnene og høre med ørerne og fatte meningen med hjertet og omvende sig, så jeg kan læge dem.“ — Matt. 13:11-17, NW.

 8. Hvem er fuglene i himmelen, og hvorledes handler de?

⁸ Denne slags tilhørere er dem, som lytter uden at forstå eller uden at søge at forstå. De kan således let berøves den livgivende kundskab, der er blevet sået i deres hjerter. Kun en ond skabning ville ønske at fratage dem denne sæd i stedet for at pleje den i deres hjerter. Denne onde skabning er Djævelen, siger Lukas’ beretning. Markus’ beretning siger, det er Satan, hvilket er et andet navn for den samme onde skabning. (Mark. 4:15) Vi kan være forvissede om, at han er på vagt, hvor som helst sæden bliver sået, for at forsøge at stjæle den. Han udsender sine „fugle“, hvad enten det er usynlige dæmoner, der bearbejder sindet, eller mænd og kvinder. Hans fugle hader Guds uforfalskede ord, det være sig en nøjagtig oversættelse af bibelen eller forklaringen af „den tro, som een gang for alle er blevet overgivet de hellige“. (Jud. 3, NW) Som sultne fugle, der ikke er interesseret i at frembringe føde for menneskeheden, søger Satans redskaber efter denne sæd. Hvor mange rapporter har vi ikke modtaget, der fortæller om præster og nonner, som følger efter, hvor Jehovas vidner har spredt litteratur, og forlanger, at de, som har fået den i hænde, skal udlevere den eller brænde den, dersom de ikke overlader den til disse religiøse „fugle“! De vil angribe og modstå det trykte ord i overensstemmelse med den ondes navn, Satan. Eller de fordrejer det og bagvasker og taler ilde om dem, som sår den åndelige sæd, i overensstemmelse med den ondes navn, „Djævelen“. På denne måde tilkendegiver de, at de er hans børn. — Joh. 8:44.

 9. Hvorledes har de ved vejkanten givet efter for disse fugle?

⁹ De, som ikke søger at få forståelse, vil give efter over for modstandere, bagvaskere og sådanne, som ønsker at skræmme. Mange af disse har afgivet deres litteratur til at blive kastet på det offentlige bål, præsterne med skadefryd har antændt. Vi behøver ikke at gå så langt tilbage som til den tid, da eksemplarer af William Tyndales trykte oversættelse af bibelen blev brændt på et bål ved St. Pauls i London. I begyndelsen af sit diktatur brændte den nazistiske fører på ægte hitlerfacon så mange som 50.000 eksemplarer af Jehovas vidners litteratur i Tyskland. Men et forstandigt menneske eller et menneske, der ønsker at forstå og værdsætter det, vil det ikke gå som med sæden, der blev sået ved vejkanten. Han vil holde fast ved den sæd, der blev sået i ham, og nægte at give afkald på den til sine fjender.

10. Hvorledes har mange modtagere af litteraturen været som jorden ved vejkanten?

¹⁰ Alene siden 1918 har Jehovas vidner afsat over en halv milliard bøger og småbøger foruden bibler og hundreder millioner blade, gratis traktater og meddelelser, der er blevet uddelt. Den 6. august 1950, da det offentlige foredrag „Vil De opnå evigt liv i lykke på jorden?“ blev afholdt ved deres internationale stævne i Yankee Stadium, New York, blev en kvart million eksemplarer af foredraget, trykt som brochure, uddelt gratis til de 123.707, der hørte det. Men mange, der har modtaget litteraturen, har endnu ikke studeret den grundigt eller i det hele taget, og mange læsere har ikke forstået den eller søgt at forstå den, og det religiøse præsteskab har ikke hjulpet dem til at forstå. Religiøse personer i kristenheden har frarådet læsningen af denne bibelske litteratur og har søgt at bortlede folkets interesse og opmærksomhed fra denne litteratur.

11. Hvorfor har fuglene kunnet opsnappe så meget af sæden?

¹¹ Megen litteratur og mange bibler har således ligget ubenyttet hen, ligesom sæden, der faldt ved den tiltrådte vejkant. Det er for en stor del et spørgsmål om sindelag og hjertelag, om der findes en længsel efter sandhed og forståelse. Så selv om budskabet om Riget bliver fremholdt mundtligt gennem offentlige foredrag eller gennem den mere direkte personlige kontakt ved dørene eller andetsteds, vil det kun rent overfladisk berøre sind og hjerte og ligge dødt hen som et let bytte for dæmoner og andre, der vil søge at rive det bort, som er blevet sået der. Sædemanden har været hos dem, men de forstod ikke ham eller hans gerning eller hans budskab, der forkyndtes mundtligt eller ved hjælp af det trykte ord. Da de ikke hungrer efter sandhed og retfærdighed, bryder de sig ikke om at forstå. Sæden bliver derfor opsnappet af ordets fjender, inden den får lejlighed til at skyde nogen rod. Resultatet af alt dette er den himmelråbende uvidenhed om bibelen, som findes i dag!

12. Hvad kan vi gøre i denne forbindelse?

¹² Hvad er vi, som har øjnene åbne for begivenhederne og er kendt med fjendens taktik, i stand til at gøre i denne forbindelse? Vi kan gøre os større bestræbelser for at afhjælpe det store ukendskab til bibelens indhold. Vi kan fortsat sprede „ordet om Riget“ og skræmme den ondes fugle bort og hindre dem i at tage Guds ord fra dem, som endnu ikke har forstået det. Vi må endogså komme disse „fugle“ i forkøbet. Hvorledes? Ved ufortøvet at aflægge besøg hos dem, som giver udtryk for ønsket om gerne at ville høre budskabet, eller som afleverer deres navn og adresse ved de offentlige foredrag, og ved at genbesøge dem, som anskaffer sig noget af vor litteratur. Herigennem kan vi modarbejde disse grådige „fugles“ aktivitet og hjælpe modtagerne af ordet til at forstå det og vække i dem en trang til at høre mere. Vi kan gøre vore regelmæssige genbesøg mere gavnlige ved at oprette et bibelstudium og under dette bruge vore bibelhåndbøger til studium af forskellige emner.

13. I hvilken forstand må vi ikke bare være bogsælgere?

¹³ Vi er ikke bare bog- og bibelsælgere, der afsætter en mængde litteratur for økonomisk vindings skyld og skyndsomst forlader distriktet for ikke at komme tilbage til folk, der har fået litteraturen, og tager videre til et andet distrikt for at afhænde bøger der. Det er rigtigt, at det trykte ord kan være lige så godt som en mundtlig prædiken, men apostelen Paulus og Barnabas blev et helt år i Antiokia for at undervise folket. Det var ikke, fordi Paulus og Barnabas ikke havde megen, om overhovedet nogen, håndskreven litteratur at omsætte for at kunne leve deraf, nej, det var fordi, det mundtlige budskab, der sås i hjerter eller sind, lige så hurtigt, om ikke hurtigere, end det trykte budskab, kan blive snappet bort. Derfor var det nødvendigt for Paulus og Barnabas at blive i deres distrikt for at modarbejde „fuglenes“ komme og aktivitet. Jesus drog også fra sted til sted, men inden for sit bestemte område. Han skulle nå gennem hele sit distrikt, og han havde kun tre og et halvt år dertil, så han kom igen til de steder, hvor han allerede havde været. Han fulgte også apostlenes arbejde op. — Ap. G. 11:25, 26; Luk. 8:40; Joh. 11:7; Luk. 10:1.

14. Hvordan må vi være ligesom en landmand, der ønsker en god høst?

¹⁴ Husk, at en landmand, dersom han ønsker at høste, ikke kan overlade sine marker til dem selv uden at luge dem. Han må arbejde i de tilsåede marker og holde skadedyr borte og udvise tålmodighed og vente længe på sin høst. (Jak. 5:7) Vi, som har den forret at så Guds ord, må gøre det samme i åndelig forstand. Eleverne fra Vagttaarnets bibelskole Gilead, der blev sendt som missionærer til provinsen Quebec i Kanada, hvor „fuglene“ er en sand plage, måtte blive i deres vanskelige distrikt og kæmpe mod disse „fugle“. Nu glæder deres øjne og hjerter sig over den høst, sæden har frembragt. Således forholder det sig også i andre dele af verden. Vi må derfor ikke fuldstændig overlade dem, hos hvem ordet er blevet sået, til sig selv, men søge at forbedre jorden og hjælpe den til at bære frugt og værge sig imod Satans „fugles“ angreb.

15. Hvilket ansvar har de, der er som jorden ved vejkanten, og hvilken følge har det for dem?

¹⁵ De, som modtager ordet ved at høre eller ved at læse det, har naturligvis et ansvar, dersom de ikke søger at forstå det, men gør deres sind hårdt og utilgængeligt som den nedtrampede jord. De kommer til at lide under følgerne af deres ligegyldighed og hårdhed, idet „fuglene“ så tager sæden. De bærer derfor ikke frugt, fordi de ikke kommer til tro på sæden, der er sået i dem. De er ikke bedre end selve vejen. Hvad de engang havde, tages fra dem. De bliver som gold jord, fordi Guds velsignelsers regn intet har at arbejde med. De er en skuffelse for sædemanden. Deres troløse ufrugtbarhed vinder dem ikke frelse. Dersom vi elsker evigt liv i lykke, da ønsker vi ikke at blive den slags jord for den store sædemand. I vort eget tilfælde må vi også vogte os for modstanderens „fugle“ og modtageliggøre vore hjerter og sind over for budskabet om Riget. „Underordner jer under Gud. Stå Djævelen imod, så skal han fly fra jer.“ (Jak. 4:7) Lad ikke jeres sind blive Djævelens vejbane, og lad ham ikke gøre jer hårde.

Stengrund

16. Hvormed sammenlignes de, som giver op? Hvad fører det til?

¹⁶ For at bevise os værdige til evigt liv, i særdeleshed liv med Jesus Kristus i det himmelske rige, må vi vælge det rette og så holde fast ved det lige indtil enden. De, som giver op på halvvejen, vil aldrig opnå det evige liv, og det gælder også de retsindige, som har håbet om at overleve verdenskatastrofen i Harmagedon og leve videre på den „nye jord“. Dette slås tydeligt fast af Jesus i hans omtale af dem, hvem stengrunden er et billede på: „Sæden, som blev sået på stengrund, det er ham, der hører ordet og straks tager imod det med glæde. Men han lader det ikke slå rod i sig og holder kun ud til en tid, og når der kommer trængsel eller forfølgelse for ordets skyld, tager han straks anstød.“ (Matt. 13:20, 21, NW) Og Lukas 8:13 siger: „De tror kun til en tid og falder fra i prøvens stund.“ (NW) Deres anstød og frafald fører til undergang!

17. Hvorfor frembringer denne „jord“ ikke frugt til fuldkommen modenhed?

¹⁷ Een ting er sikker: Tager du imod sandheden, så vil du blive forfulgt og komme til at lide derfor. Du kan ikke undgå det i denne verden og slet ikke nu i „endens tid“. Apostelen Paulus skriver: „Sådan skal også alle de, som ønsker at leve et gudfrygtigt liv i fællesskab med Kristus Jesus, blive forfulgt.“ (2 Tim. 3:12, NW) Vil du vise dig som jorden med stengrund under? En sådan jord har ikke megen dybde og kan derfor ikke holde på ret meget af den fugtighed, regnen bringer. Den bevarer heller ikke denne smule fugtighed ret længe, fordi solens varme trænger helt igennem til stengrunden og fremskynder fordampningen. Det tynde lag jord tillader ikke rødderne at gå i dybden efter næring og vand. Hvorledes kan en sådan jord frembringe megen frugt til fuldkommenhed? Det kan den ikke, viser Jesus.

18. Hvorledes tager de, der er som jorden på stengrund, imod sæden, og hvorfor kommer der en „prøvens stund“ for dem?

¹⁸ Det er en glæde at modtage Guds ord, og navnlig budskabet om, at hans rige ved Kristus blev oprettet i himlene i 1914, og at den retfærdige nye verden derfor er nær. De mennesker, der er ligesom jorden på stengrund, „tager mod det med glæde“. (Mark. 4:16, NW) Fordi „ordet om Riget“ er så godt i sig selv, burde enhver tage imod det med glæde, og denne glæde burde være en styrke til at udstå, hvad der end måtte følge bagefter. Men de mennesker, der er som jorden på stengrunden, de lader hurtigt deres glæde fordufte. Først er de overstrømmende glade og lægger stor nidkærhed for dagen, både til at vinde sig kundskab og til at dele den med andre, der ikke kender noget dertil. Men så sker der noget! Dette ord fremholder stridsspørgsmålet om Guds overhøjhed for dem, et stridsspørgsmål, som både engle og mennesker må tage stilling til. For at handle ret må de være for Jehovas retmæssige overhøjhed, der hævdes ved hans rige. At gøre dette ved at have forbindelse med Jehovas vidner og forkynde budskabet om Riget udsætter dem for hån, trængsel og forfølgelse. Det er en prøvens stund for dem. Solen brænder lige ned på dem. Hvad sker der så?

19. Hvorledes og modsat hvem handler de under denne „hede“?

¹⁹ Sandhedens sæd har spiret hos dem, men nu udsættes de for brændende hede, og svage, som de er, visner de bort. Trængslerne, der møder dem i tjenesten for Gud, og forfølgelserne, de må udstå, fordi de forkynder ordet, udtørrer deres muligheder for at bære frugt. De tager anstød af denne ildprøve og af forfølgelsen fremfor at lade sig overbevise om, at det, de erfarer, tværtimod er et bevis for, at de har valgt det rette standpunkt. De kommer ikke som apostlene gennem denne trængsel og forfølgelse „glade over, at de var agtet værdige til at vanæres for navnets skyld“. De troende i Tessalonika, Grækenland, der dengang tog mod ordet gennem Paulus, tog „under stor trængsel . . . imod ordet med hellig ånds glæde, så at [de] blev et forbillede for alle de troende i Makedonien og Akaja“. (Ap. G. 5:41; 1 Tess. 1:6-8, NW) De hverken forargedes over forfølgelsen af Paulus, der såede sæden iblandt dem, eller over forfølgelsen, der nu overgik dem selv. Men sådan er det ikke med dem, der er som jorden på stengrund. De ser ikke tingene, som Paulus gjorde, og tror derfor ikke „jer blev den forret givet for Kristi skyld, ikke blot at tro på ham, men også at lide for hans skyld“. (Fil. 1:29, NW) De ophører med at vokse. De falder fra.

20. Hvilke Jesu ord glemmer de?

²⁰ Hvad er der i vejen med dem? De glemmer, at Jesus forudsagde, at de ville få trængsler og blive forfulgt, når de trofast efterlignede ham og hans apostle. Til sine apostle sagde han: „Dette har jeg talt til jer, for at I ikke skal forarges. Mennesker skal udvise jer af menigheden. Ja, den time kommer, da enhver, som slår jer ihjel, skal forestille sig, at han har gjort Gud en hellig tjeneste. Og det skal de gøre, fordi de hverken er kommet til at kende Faderen eller mig. Men dette har jeg talt til jer, for at I, når den time kommer, skal mindes, at jeg har sagt jer det.“ — Joh. 16:1-4, NW.

21. Hvorledes forarges denne skare, og tager den anstød?

²¹ Men de, der er som jorden på stengrund, de forarges til trods for denne advarsel. Guds ord har ikke fæstet rod nok i dem. Rødderne griber ikke om deres hjerter, således at de offentligt kan bekende det, hjertet er fuldt af, sandheden, og vedblive med at bekende det under trængslernes og forfølgelsernes hede. Guds velsignelser har regnet ned over dem med en forfriskende styrke, der skulle vare ved, men de har ikke opsamlet tilstrækkeligt af denne forfriskende styrke til at modstå en brændende fjendtlig sols store hede. (Luk. 8:6) De beviser, at de er overfladiske og svaghjertede. De har ikke virkelig overbevist sig selv om sandhedens ægthed, der såedes hos dem. De lader kun ordet synke til en vis dybde, hvor de lader en eller anden uigennemtrængelig ting som stengrund hindre rødderne i at gå dybere og suge egenskaber som mod og trofasthed til sig. Under prøven afslører de sig selv som tvesindede, lunkne, der ikke er fortæret af nidkærhed for Guds hus. De synes, omkostningerne er for store: forfølgelserne og trængselen koster mere, end Guds ord og hans velsignelsers regn er værd. „Prøvens stund“ sigter dem fra de loyale.

22. Hvordan kunne de være lykkelige, og hvem ville de da være som?

²² Hvilken lejlighed de går glip af til at stemple Djævelen som en løgner i hans påstand om, at den almægtige Gud ikke kunne sætte et menneske på jorden i sit billede og lighed, et menneske, der ville bevare sin retskaffenhed over for Gud under Djævelens forfølgelser og trængsel! Hvor lykkelige ville de ikke føle sig og blive, dersom de brugte denne lejlighed til at bevare deres retskaffenhed under forfølgelse! De har mange forbilleder i fortiden. „Tag profeterne, der talte i Jehovas navn, til forbillede i at lide ondt og være tålmodige. Se, vi priser dem lykkelige, som har holdt ud. I har hørt om Jobs udholdenhed og set, hvordan Jehova lod det ende, at Jehova er fuld af ømhed og medfølelse.“ (Jak. 5:10, 11, NW) Lad os huske, at de godkendte apostle holdt ud med Jesus i hans prøvelser, og at de for deres trofastheds skyld blev taget ind i pagten om det himmelske rige med ham. Fordi de havde forladt alt og fulgt ham, tog de også forfølgelserne side om side med den hundredfoldige regn af velsignelser. De udholdt den store kamp under lidelser. De veg aldrig tilbage, hverken når de truedes af forfølgelse eller befandt sig midt i den. De vidste, at veg de tilbage, ville det betyde undergang, men at tro betød at bevare sjælen i live. — Luk. 22:28, 29; Mark. 10:30; Hebr. 10:32-39.

23. Hvilken forret tager de ikke imod? Hvad opnår de derfor ikke?

²³ Ligesom i det første århundrede kan trængsel og forfølgelse sprede de trofaste disciple fra hverandre. Den spreder dem til at være forkyndere eller sædemænd af ordet andre steder, således at deres arbejdsmark udvides. Men de, der er som jorden på stengrund, spredes af forfølgelsen som desertører, der søger skjul. De har ikke apostlenes overbevisning om, at ingen prøvelse nu eller i fremtiden kan „skille os fra Guds kærlighed, der er i Kristus Jesus vor Herre“. Fordi de ikke benytter sig af deres store forret at lide med Kristus, går de for evigt glip af at herske med ham i herlighed. (Rom. 8:35-39, NW; 2 Tim. 2:11, 12) Fordi de er ufrugtbare, vinder de ikke liv i den nye verden.

24. Hvad bør vi, i betragtning af den trængsel, der vil komme, fortælle dem, hos hvem vi sår sæden? Hvilken indvirkning har forfølgelserne på antallet af vidnerne?

²⁴ Da vi ved, at trængsel og forfølgelse ufravigeligt vil komme over dem, blandt hvem vi sår Guds ord om Riget, bør vi advare og forberede dem på forhånd. Når de udsættes derfor, i begyndelsen, inden budskabet endnu har fået dybe rødder eller har båret frugt, bør vi stå loyalt ved deres side og hjælpe dem til at udholde det ved at give dem rigeligt med vand af Guds velsignelsers regn, således at de kan tåle „heden“. Vi kan ikke gøre dette ved at overlade dem til sig selv eller ophøre med at genbesøge dem for at drøfte bibelen med dem eller holde regelmæssige bibelstudier med dem eller tage dem med til vore møder eller ud i vidnearbejdet, for at de kan se, hvordan vi selv udholder den trængsel, vi møder på arbejdsmarken. De, der er som jorden på stengrund, giver os først store forhåbninger for siden at blive til stor skuffelse for os. Men vi er glade for, at der under vort sædearbejde med Jehovas ord er mange, som ikke hører til denne gruppe, som vi ser det i lande bag det kommunistiske „jerntæppe“ og i Grækenland, i den Dominikanske Republik, i Argentina, i Quebec og andre steder. I stedet for at visne under forfølgelsens hede suger deres rødder til sig Guds sandhedsvand, hans velsignelser og ånd, og de bærer frugt i lydighed mod hans befalinger. De krydser fjendens onde hensigt med forfølgelsen og får Jehova til at le i sit hjerte ad fjendernes nederlag. Den tro og kloge trælleorganisation holder trolig ud med dem under forfølgelse og sørger for mad til dem. Derfor vokser tallet på hans vidner stadig. „Hvem er så den tro og kloge tjener, som hans herre har sat over sit tyende til at give dem deres mad i rette tid? Salig er den tjener, som hans herre, når han kommer, finder i færd med at gøre sådan. Sandelig siger jeg jer, han vil sætte ham over alt, hvad han ejer.“ — Matt. 24:45-47.

Faren ved at være sået blandt tidsler

25. Hvorledes skildres de, der er som den tjørnebefængte jord?

²⁵ „Sæden, som blev sået iblandt tidsler, det er ham, som hører ordet, men bekymringerne for dette tingenes system og rigdommens bedragende magt kvæler ordet, og han bærer ingen frugt.“ Sådan lød Jesu advarsel ifølge beretningen hos Mattæus 13:18-22 (NW). Men Markus 4:19 siger, at begæringer efter alskens andre ting finder vej ind i hans selviske hjerte. Lukas nævner en anden ting, idet han siger: „Men det, som faldt iblandt tidsler, det er dem, som har hørt det, men så går hen og kvæles fuldstændig under livets bekymringer og rigdom og nydelser og intet bringer til fuldkommen modenhed.“ (Luk. 8:14, NW) Dette tingenes system er ganske vist ved sin afslutning, men det er stadig her. Medens det består, vil dets bekymringer, dets muligheder for at skabe sig rigdomme og skaffe sig dette livs nydelser, også være her. Vi bør derfor alle give agt på den advarsel, Jesus ved hjælp af billedlig tale giver os.

26. Hvorledes lader de tjørnelignende ting kvæle deres ydeevne?

²⁶ Mennesker, der i dag er som den tidselbefængte jord, modtager ordets sæd og kunne bære lige så megen frugt som andre. Men de befrier ikke sig selv for tjørnene og tidslerne. De bekymrer sig for meget om dagen i morgen og dens behov og rykker derfor ikke disse tjørne bort ved helt at stole på Jehovas løfter. De er så indgroet i dette tingenes system, at de gør sig til slaver deraf og søger at holde deres sjæl i live i overensstemmelse med, hvad der nu er den gængse livsførelse. Hvad de mangler, er gudsfrygt med tilfredshed. Hvad de søger, er derfor at blive rige på denne verdens gods, hvorved de volder sig selv mange smerter. Af en eller anden grund kan de ikke slippe dette bedrag. Deres selviskhed tillader dem aldrig at give den nødvendige tid til at blive rig på rette gerninger eller at bære frugt i Guds tjeneste. Deres selviske bekymringer hindrer dem i at lægge vægt på dette. Og når de har tid, bruger de den til „livets nydelser“. Som en modvægt mod bekymring og kedsomhed føler de sig tvunget til at kaste sig ud i disse nydelser. Intet under, at Guds ord, der blev sået i dem, fuldstændig får sin spireevne kvalt!

27, 28. Hvad må de gøre, som er ved at kvæles af tidsler og tjørn? Hvad vil der ellers ske?

²⁷ Føler vi os plaget af sådanne tjørne og tidsler og derfor tilsvarende fattige på rette gerninger? Så bør vi brænde disse tjørne bort, for at hans ords sæd kan vokse i os og bære frugt. Ellers kan vi ikke blive rige på rette gerninger, der vil efterlade et minde, som vil overleve vor død. Vi kan ikke samle os skatte på det rigtige grundlag til opnåelse af sandt liv, evigt liv i den nye verden. (1 Tim. 6:6-10) Se på Jesus. Han besad umådelige himmelske rigdomme og blev dog så fattig, endogså fattig på jordisk gods! Han solgte alt, hvad han havde, og underkastede sig til sidst offerdøden. Nu er han overmåde rig. Medmindre vi efterligner ham, vil hans ord ikke bo i os i rigt mål og få os til at bære megen frugt. — Kol. 3:16.

²⁸ Tjørne- og tidselbefængt jord vrages af landmanden og er en forbandelse, fordi den ikke producerer livgivende føde, efter at regn er faldet på den. Den vil til slut blive tændt i brand. Hvis det er tilfældet, så vil den skare, der er som denne tjørnebefængte jord, lide samme skæbne. (Hebr. 6:7, 8) De øder Guds ufortjente godhed imod dem og lader verdslige ting samvirke til at kvæle ethvert tilløb til at bære frugt. Det vil betyde undergang for dem.

29. Hvad kan vi gøre for at hjælpe dem og også for vor egen skyld?

²⁹ Vi kan måske se nogle i menigheden og blandt dem, hos hvem vi har sået sæden, der har tendens til at lade tjørnelignende hindringer få indpas i deres liv og hjerter og kvæle deres åndelige frembringelse af frugt. Vi kan advare dem. Da den unge mand lod sin kærlighed til bedragende rigdom kvæle hans muligheder for at bære frugt som en kristen, advarede Jesus sine disciple: „Det vil være vanskeligt for en rig at komme ind i Himmeriget.“ Timoteus blev som ung tilsynsmand i en menighed af apostelen Paulus formanet til at advare de rige og dem, som havde tilbøjelighed til at holde af penge. (Matt. 19:23, 24; 1 Tim. 6:17-19) Vi ønsker at hjælpe andre til nu at befri sig for alle disse bånd og verdslige bekymringer og i stedet søge Teokratiets vækst, der nu er begyndt. (Es. 9:6, 7) Vi ønsker ikke at lade denne tjørnebefængte tilstand brede sig i vore hjerter og sind. Ligesom vi gør os bestræbelser herfor i vort eget sind, bør vi også hjælpe andre dertil. Det er nu, vi bør holde os Jesu ord for øje: „Vogt jer, at jeres hjerter ikke nogen sinde tynges af for megen spisen og drikken og af livets bekymringer, så den dag kommer pludselig over jer som en snare. Thi den skal komme over alle dem, der bor på hele jordens flade. Hold jer vågne og bed til enhver tid, at I må blive i stand til at undfly alt dette, som skal ske, og til at holde jeres stilling ind for Menneskesønnen.“ — Luk. 21:34-36, NW.

„Den gode jord“

30. Hvorledes reagerer de, der er som den „gode jord“, over for sæden?

³⁰ Hvem er det, der er som den „gode jord“, hvor sæden faldt og efter at have spiret frembragte mangefold? (Luk. 8:8) Det er dem, som har et ret og et godt hjerte, hvori de tager imod ordets sæd. Når de hører ordet, forstår de betydningen deraf. Får de ikke fat i det lige med det samme, så søger de bagefter at skaffe sig forståelse deraf ved hjælp af Guds ånd og organisation. De holder fast ved ordet og overlader det ikke i hårdhjertethed til Djævelens tyvagtige fugle.

31. Hvorledes skildrede Jesus disse, og hvad de gør?

³¹ I sin beskrivelse af den skare, der er som den „gode jord“, sagde Jesus: „Men sæden, som blev sået i den rigtige slags jord, det er dem, som hører ordet og forstår meningen deri, og som virkelig bærer frugt og frembringer, en hundrede, en tresindstyve og en tredive fold.“ (Matt. 13:23, NW) Jesu ord ifølge Lukas’ beretning viser, hvorfor en sådan hører af Guds ord forstår meningen deri, og hvorfor han frembringer så megen frugt: „Men det i den rigtige jord, det er dem, som hører ordet med et ret og godt hjerte og beholder det og bærer frugt i udholdenhed.“ (Luk. 8:15, NW) Disse har først og fremmest en rigtig og god hjerteindstilling. Har de først taget imod ordet, beholder de det som noget dyrebart, ligesom god jord, der er fri for ukrudt, og som er blevet pløjet og derfor kan lade sæden synke dybt ned og blive dækket, fordi dybden gør, at den kan holde på fugtigheden, og der ingen stengrund er til at hindre røddernes vækst. Deres hjerte ophober sig skatte af gode ting, fordi det tragter efter sådanne ting. Når den nye pagts tjenere kommer med Guds ords sæd, lader de Gud ved sit ord og sin ånd skrive sin lov på hjertets kødtavler, så at de fra da af gør Guds vilje af hjertet ved hans ånds kraft. De vogter deres hjerter med årvågenhed, thi derfra udspringer livets kilder. (2 Kor. 3:3-6; Ordsp. 4:23) Hvilken glæde det er at bringe Guds ords sæd til mennesker med sådanne hjerter!

32. Hvilken frugt er det, disse hjerter bærer?

³² Hvilken frugt er det, disse hjerter bærer? Sæden fra de forskellige kornsorter frembringer ny sæd, hver efter sin art. Sæden, som den store sædemand strør ud, er ordet om Guds rige. Frugten, den bærer, må derfor være vidnesbyrd om Riget, der bæres til andre. Rigets sæd frembringer sin egen sædart i form af forkyndelse om Riget. — 1 Kor. 15:36-38.

33. Hvorfor må den, der er som den „gode jord“, frembringe denne frugt?

³³ Det er med hjertet, at den, der er som den „gode jord“, modtager ordets sæd og tror det til retfærdighed, men det er med munden, at han frygtløst og offentligt forkynder det til frelse. Det er af hjertets overflod, at munden vil tale. Når vi er blevet begunstiget med at modtage budskabet om Riget i rette og gode hjerter, må vi „altid bringe Gud lovprisnings-offer, det er, frugt af læber, som offentligt bekender hans navn“. (Rom. 10:10; Matt. 12:34, 35; Hebr. 13:15, NW) Når vi tager imod sæden, og den får rod hos os, fordi vi beholder den og forstår meningen i Guds ord, påhviler der os det hverv at forkynde, og vi må opfylde det helt, for at andre kan høre budskabet om Riget. Guds ords sæd er ikke død, men en levende kraft. Den har magt til at bringe evner til at forkynde og virke til overfladen og således frembringe en høst af forkyndelse om Riget, den store sædemand vil høste. Gennem det guddommelige ord og ved hans ånd skaber Gud vore læbers frugt. (Es. 57:19) Hjertet, der er som den „gode jord“, bevæges heftigt af sæden, der sås, og driver stemmebånd og tunge og læber til at „forkynde ordet“. Den frugt, der frembringes, er et bevis for, at vedkommende hører til den skare, der er som den gode jord, og at han i sandhed er en Guds ords tjener. At han bærer frugt, vinder ham den store sædemands godkendelse og gør det muligt for sædemanden at udstrø endnu mere sæd til andre, der vil høre. Gennem sine efterfølgere fortsætter han således at så den dyrebare sæd.

Udholdenhed i at bære mere frugt

34, 35. a) Hvilke egenskaber må vi ligesom landmanden lægge for dagen? b) Hvordan må vi hjælpe andre, der er som den „gode jord“?

³⁴ Vi må udvise udholdenhed for at frembringe Rigets frugter til Guds pris, ligesom en landmand må udvise tålmodighed og udholdenhed, når han dyrker jorden og passer den kommende høst. Under sit arbejde må han vente på Gud, der vil lade alt gro. „Med Guds rige er det ligesom med en mand, der har tilsået sin jord og sover og står op, nat og dag, og sæden spirer og bliver høj, han ved ej selv hvorledes. Af sig selv giver jorden frugt, først strå, så aks og så fuld kærne i akset. Men når frugten tillader det, tager han straks seglen frem; thi høsttiden er inde.“ — Mark. 4:26-29, NW.

³⁵ Man må stole på, at Gud vil gøre en til en ordets forkynder, dygtig til at fremholde budskabet hvor som helst og under alle forhold. Ved sin udholdenhed beviser man, at man stoler på Gud. Til gengæld forøger Gud sædudbyttet hos den udholdende, så at denne sæd kan blive strøet ud gennem forkyndelsen af Riget. „Som Guds tjenere anbefaler vi os i enhver henseende ved stor udholdenhed i trængsler, . . . ved langmodighed. . . . ved sandfærdig tale, ved Guds kraft.“ Vi visner ikke eller sygner bort under forfølgelsens og trængslers brændende sol. (2 Kor. 6:4-7, NW) Eftersom vi selv bliver styrket af Guds kraft til at holde ud, bør vi hjælpe andre til at holde ud. Det er en nødvendighed for os personlig at hjælpe andre, at opmuntre dem, bede for dem, at sætte dem det rette eksempel, at tage dem med os eller ledsage dem i arbejdet med forkyndelsen af ordet. Guds synlige organisation bestræber sig for at hjælpe alle, som tager imod sæden, til at bære frugt af hele deres ydeevne. Den fortsætter derfor bestandig med at fremme dyrkningsarbejdet blandt dem, hvis hjerter er den rigtige jordbund.

36. Hvad bestemmer vort udbytte, og hvorfor frembringer nogle tredive fold?

³⁶ Jesus antydede, at der ville være forskel på sædudbyttet hos dem, blandt hvem Guds ord sås, og at nogle ville yde så meget som hundrede fold. Eftersom jordens kvalitet og omfanget af det arbejde, der gøres for at opdyrke den, især er bestemmende for udbyttet, kan vor egen frembringelse af frugt afgøres af lignende ting. Men den, som frembringer tredive fold, yder et godt udbytte. Hans lejligheder til tjeneste kan være begrænset som følge af fængselsophold, forvisning, afsondrethed, nødvendigheden af at arbejde under jorden eller på grund af sygdom, svaghed eller høj alder. Men hans hjerte er ret og godt, og derfor er han oprigtig og nidkær og arbejder uselvisk. Derfor er hans udbytte af forkyndelsen af Riget, hvad enten den er mundtlig eller ved hjælp af det trykte budskab, godt.

37. Hvordan frembringer andre tresindstyve fold?

³⁷ Frembringelsen af tresindstyve fold kendetegner større muligheder og udstrakt brug deraf. De, som tager imod indbydelsen til heltidsarbejde eller pionertjeneste, går ind til større forrettigheder og kan glæde sig over flere lejligheder til tjeneste, end den almindelige kredsforkynder kan. De har et større virkefelt og bedre muligheder. De må vise sig værdige dertil. Lang levetid i sandheden og opnåelse af høj alder, som tilfældet var med apostlene Paulus og Johannes, vil medvirke til frembringelsen af mere frugt. Men vi må gøre mere end at tjene Gud i mange år. Vi må udnytte vor tid med positive bestræbelser og produktivt arbejde for at bære mere end tredive fold.

38. Hvad antyder et udbytte på hundrede fold, og hvad kan vi gøre for at stile derefter?

³⁸ At yde hundrede fold er enestående. Det betyder imidlertid ikke fuldkommenhed i tjeneste for os, der er ufuldkomne tjenere. Men det viser, at vi prøver at leve op til alle de lejligheder, der tilbyder sig, eller vi kan opnå. Vi må stadig være på vagt over for tjørn i form af verdslige bekymringer, kærlighed til penge og nydelser. Blandt Jesu apostle arbejdede Paulus, mens han levede, „mere end alle de andre“. (1 Kor. 15:10, NW) Ikke at vi skal sammenligne os med hverandre, enten for at blive opblæste af stolthed eller for at undskylde et undermål af arbejde. Det ville ikke være klogt. Men vi kan lægge mærke til og glæde os over den vækst, som Gud giver i forskellig grad i den enes og den andens tilfælde, og vi kan gøre os grundene dertil klart og tage ved lære deraf. Vi kan allesammen vokse i ydelser. Der er ingen af os, der kan stå mål med den store sædemand i hans frembringelser af frugt til Gud. Den kristne, som sår sparsomt, vil høste sparsomt. De, som nidkært giver sig selv i tjenesten, vil Gud gøre rige i den retfærdighed at sprede hans livgivende ord. (2 Kor. 9:6-12; Sl. 112:9) At bære frugt hundrede fold er et mål, der er værd at stræbe efter.

39. Hvorfor glæder vi os ganske særlig over den skares ydelser, der er som den „gode jord“, og hvad betyder det for alle disse, der bærer megen frugt?