Den gode nyheds sæd sås i en krigshærget verden
„Dette håb hørte I om før ved forkyndelsen af den gode nyheds sandhed, den gode nyhed som er nærværende hos jer, ligesom den bærer frugt og vokser i hele verden.“ — Kol. 1:5, 6, NW.
1. Hvilke to slags sæd sås i dag overalt i verden, og hvor mange sår henholdsvis den ene og den anden slags?
OVERALT i verden sås der i dag to slags sæd — den ene er: den gode nyheds sæd om varig fred, og den anden er: krigspropagandaens sæd. De fleste sår den sidste slags, de færreste den første.
2. (a) Hvilken lov gælder med hensyn til det der sås, både i bogstavelig og i overført betydning? (b) Hvilken regel som nævnes af Paulus, gælder vedrørende den gode nyheds sæd?
2 De væbnede nationer er optaget af at så krigsforberedelsens sæd. Både når der sås sæd rent bogstaveligt og når der er tale om at gøre det i overført betydning, gælder den ufravigelige regel at resultatet, det der kommer op, svarer til det der blev sået. Den erfaring har man gjort med den bogstavelige sæd lige siden det første menneske begyndte at dyrke jorden. (1 Mos. 3:17-19; 4:1, 2; 1:11, 12; 9:20) Denne lov virker også ubønhørligt i forbindelse med nationernes handlemåde. Følgende profeti har ikke blot fortidens Israel men mange af verdens nationer erfaret opfyldelsen af: „Vind har de sået, og storm skal de høste.“ (Hos. 8:7) I betragtning af at de fleste er optaget af at så krigsforberedelsens sæd, hvordan forholder det sig da med den fredelige gode nyheds sæd? Kan den trives, vokse og bære frugt? Ja, og det på grund af den ufejlbarlige regel at „hvad et menneske sår, det skal han også høste“. (Gal. 6:7) Sådan har menneskets Skaber bestemt at det skulle være.
3. (a) Hvornår begyndte arbejdet med at så den gode nyheds sæd? (b) Hvad må vi alle tage stilling til i dette krigshærgede tyvende århundrede?
3 De der i dag sår denne sæd, den gode nyhed om varig fred, deltager i virkeligheden i et arbejde der begyndte for nitten hundrede år siden. Dette arbejde udføres nu i et sådant omfang at verden ikke kan undgå at lægge mærke til det. De erfaringer som de der såede sæden i det første århundrede høstede, er de samme erfaringer som høstes af dem der nu sår sæden i dette krigshærgede tyvende århundrede. Det er et arbejde der bør interessere alle der er tilhængere af varig fred på jorden, og vi må alle tage stilling til om vi ønsker at være blandt dem der sår krigspropaganda eller dem der sår den fredelige gode nyhed. Vor beslutning bliver afgørende for de konsekvenser det får for os.
4, 5. (a) Hvilken i religiøs henseende chokerende katastrofe stod jøderne over for i tresserne i det første århundrede? (b) Hvilke ord af Jesus kunne bringe trøst til en jødes hjerte, såfremt han tog imod dem?
4 I tresserne i det første århundrede var luften ladet med hadefulde følelser over for romerriget. Dette var især tilfældet i den romerske provins Judæa. Oprøret ulmede fordi dette land var besat og behersket af de romerske hære under en hedensk romersk administrator. Den hellige by Jerusalems tilintetgørelse nærmede sig. Det var endens tid for denne by som et center for jødernes gudsdyrkelse. Den generation af jøder som Jesus Kristus under sin offentlige tjeneste på jorden selv havde talt til, var den samme som den han havde sagt ikke skulle forgå før Jerusalem og dets prægtige tempel var blevet ødelagt. (Matt. 24:34, 1-22) Historien viser at denne forfærdelige ødelæggelse fandt sted i det skæbnesvangre år 70. Var der noget der kunne hindre jøderne i at blive overvældet af sorg over denne i religiøse henseende chokerende ødelæggelse? Ja, der var! Der var én ting der kunne bringe trøst til en jødes hjerte, såfremt dette hjerte ville tage imod det. Hvad var det? Jesus Kristus havde omtalt det dengang han fremholdt sin storslåede profeti om afslutningen på den jødiske tingenes ordning dér i mellemøsten. Han pegede på hvad det var der kunne trøste og opmuntre, efter at han havde fortalt om den forfølgelse hans trofaste disciple ville blive udsat for. Han sagde:
5 „Men det er den der har holdt ud til enden der bliver frelst. Og DENNE GODE NYHED om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ — Matt. 24:13, 14, NW.
6. Hvad kan der siges om den nyhed Jesus forkyndte, og hvilket rige var det han talte om?
6 Den frygtelige ødelæggelse af Jerusalem og dets tempel var et sønderknusende slag for de jøder der boede andre steder på jorden og som stadig så hen til denne jordiske by som deres religiøse center. Det var for dem den værste af alle nyheder. Men det budskab Jesus Kristus forkyndte under hele sin jordiske tjeneste var EN GOD NYHED, et glædesbudskab, et evangelium! Men hvilket rige var det en god nyhed om? Det var ikke et af de riger som Jesus Kristus havde sagt skulle rejse sig mod andre riger, samtidig med at folk skulle rejse sig mod folk og der ville komme hungersnød, pest og jordskælv her og der. Det var det eneste rige som Jesus gjorde sig til talsmand for og forkyndte. Det var det rige han i den samme profeti kaldte „Himmeriget“. (Matt. 24:7; 25:1) Han forudsagde tegnene på at det ville være nær, idet han i den samme profeti sagde: „Således kan I også skønne, når I ser dette ske, at Guds rige er nær.“ — Luk. 21:10, 31.
7. (a) Hvilket arbejde skulle Kristi disciple udføre før Jerusalems ødelæggelse? (b) Hvorfor kom Jerusalems ødelæggelse ikke som et chok for de kristne og berøvede dem ethvert håb?
7 Allerede før det jordiske Jerusalem blev ødelagt i år 70 på grund af dets oprør mod romerriget, skulle denne gode nyhed om Guds rige, Himmeriget, altså forkyndes på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne, både inden for og uden for romerriget. Med hvilken virkning? Med den virkning at når de romerske legioner ødelagde Jerusalem og dets tempel, ville dette ikke komme som et chok for de kristne, der troede på Gud, end ikke for de jøder der var blevet kristne. De forventede i virkeligheden denne ødelæggelse. De kristne jøder i Jerusalem og i hele den øvrige del af provinsen Judæa fulgte det råd Jesus havde givet i sin profeti; de flygtede fra Judæa og Jerusalem så hurtigt de kunne efter at Jerusalem i år 66, året for den jødiske opstand, midlertidigt var blevet omringet af de romerske hære. (Matt. 24:15-22; Luk. 21:20-24; Mark. 13:14-20) De vidste at selv om Judæa og Jerusalem blev lagt øde, betød det ikke at „Himmeriget“, „Guds rige“, blev ødelagt. Ingen jordisk by repræsenterede længere Guds rige for dem. De satte deres håb til Guds himmelske rige der skulle komme og som de skulle få del i.
8. (a) Hvilket rige fik de kristne endnu større tillid til, og hvordan viste de dette helt frem til slutningen af det første århundrede? (b) Hvad angav dette mønsteret for?
8 Jerusalems ødelæggelse gav dem endnu større tillid til det sande messianske gudsrige. Historien viser at de, til trods for hård forfølgelse fra romerrigets side, blev ved med at forkynde den gode nyhed om Guds rige lige til slutningen af det første århundrede. Den kristne apostel Johannes, der døde omkring år 100, modtog kort før sin død den åbenbaring der er beskrevet i den sidste bog i Bibelen. I det første kapitel skriver han: „Jeg, Johannes, jeres broder, som er fælles med jer om trængselen og kongedømmet og udholdenheden i Jesus, jeg var på den ø, som hedder Patmos, for Guds ords og Jesu vidnesbyrds skyld.“ (Åb. 1:9) På dette tidspunkt var ’den gode nyhed om riget’ blevet forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne i et endnu større omfang end før Jerusalems endeligt i år 70. Jesu profeti om den verdensomfattende forkyndelse af den gode nyhed om Guds messianske rige var altså ikke slået fejl. Dette angav mønsteret for en lignende forkyndelse af ’den gode nyhed om riget’ ved afslutningen på den nuværende tingenes ordning, hvor Jesu profeti får sin endelige opfyldelse.
„Vokser i hele verden“
9, 10. (a) Hvem bekræftede at den gode nyhed allerede var blevet forkyndt i hele verden før Jerusalems ødelæggelse, og i hvilken forbindelse gjorde han det? (b) Hvordan knyttede Paulus i brevet til kolossenserne forbindelsen til denne menighed som han ellers ikke kendte?
9 At den forudsagte forkyndelse af den gode nyhed om Riget havde fundet sted før Jerusalems ødelæggelse i år 70 e.v.t., blev bekræftet endog flere år før denne ulykke ramte jøderne. Bekræftet af hvem? Af den kristne apostel Paulus. Omkring år 60 eller 61 befandt han sig som fange i lænker i en privat bolig i Rom. I løbet af de to år eller mere han sad i husarrest i Rom skrev han inspirerede breve til de kristne menigheder i Grækenland og Lilleasien. Et af disse breve var til menigheden i byen Kolossæ i Lilleasien, i nærheden af byerne Laodikea og Hierapolis, hvor der også fandtes kristne menigheder. I vor tid hører disse områder ind under Tyrkiet. Apostelen Paulus sendte sit brev i sit eget og Timoteus’, en missionærfælles, navn. Paulus havde ikke oprettet menigheden i Kolossæ, og hans brev viser at han aldrig havde været der. Men gennem en medkristen ved navn Epafras der besøgte Paulus, hørte han om denne menighed i Kolossæ. Han blev så grebet af den beretning han fik af Epafras, at han følte sig tilskyndet til at skrive dette brev til kristne han ikke kendte. Idet han introducerer sig selv siger han:
10 „Vi takker altid Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, når vi beder for jer, idet vi har hørt om jeres tro i forbindelse med Kristus Jesus og om den kærlighed I har til alle de hellige på grund af det håb som er henlagt til jer i himlene. Dette håb hørte I om før ved forkyndelsen af den gode nyheds sandhed, den gode nyhed som er nærværende hos jer, ligesom den bærer frugt og vokser i hele verden, ganske som den gør også blandt jer, fra den dag I hørte og fik nøjagtig kundskab om Guds ufortjente godhed i sandhed. Sådan har I lært af Epafras, vor elskede medtræl, som er en trofast tjener for Messias til gavn for os, og som også har fortalt os om jeres kærlighed i åndelig henseende.“ — Kol. 1:3-8, NW.
11. (a) Hvordan fremgår det af Kolossenserbrevet 1:23 at Paulus virkelig mente en verdensomfattende forkyndelse? (b) I hvilken forstand var der tale om en verdensomfattende forkyndelse på det tidspunkt?
11 På det tidspunkt da Paulus som en veloplyst, vidt berejst missionær skrev dette brev, bekræftede han med ordene i ovennævnte indledning til dette brev at den gode nyhed var blevet forkyndt i hele verden. Han skriver om „forkyndelsen af den gode nyheds sandhed, den gode nyhed som er nærværende hos jer, ligesom den bærer frugt og vokser i hele verden“. (Kol. 1:5, 6, NW) At Paulus mener en verdensomfattende forkyndelse fremgår af nogle sætninger senere, hvor han taler om at de ikke skal „rykkes bort fra håbet som hører den gode nyhed til som I har hørt og som er blevet forkyndt blandt al skabningen under himmelen. Denne gode nyhed er jeg, Paulus, blevet tjener for“. (Kol. 1:23, NW) Dette betød naturligvis ikke at man personligt havde nået hvert eneste menneske på jorden. Det betød at forkyndelsen af den gode nyhed nu trængte frem til alle egne af den beboede jord under himmelen og at alle mennesker, uanset sprog, hudfarve, race eller nationalitet, fik lejlighed til at høre budskabet om Riget. Der var ikke sat nogen begrænsninger. I sit tidligere brev til menigheden i Rom (omkring år 56) gav Paulus udtryk for at det var hans hensigt at bringe den gode nyhed til Spanien. Nord- og Sydamerika, som lå endnu længere mod vest, kendte han ikke dengang. — Rom. 15:24.
12. Var dette den endelige opfyldelse af profetien om Rigets forkyndelse, eller hvad måtte endnu ske?
12 Denne forkyndelse af den gode nyhed om Riget som den lille skare af Kristi disciple i det første århundrede udførte i Asien, Europa og Afrika, var en opfyldelse af Bibelens profetier. (Matt. 24:14, NW; Mark. 13:10; Ap. G. 1:8) Men det var ikke den endelige opfyldelse af profetien. Der ville komme en endelig og verdensomfattende opfyldelse efter europæernes opdagelse af Nord- og Sydamerika og før tilintetgørelsen af det modbilledlige oprørske Jerusalem, vor tids kristenhed, for hvem det siden 1914 har været endens tid.
13. Hvad var ifølge Paulus’ brev til kolossenserne virkningen af at den gode nyhed var blevet forkyndt?
13 Denne omfattende forkyndelse af Riget i vor tid skulle i åndelig henseende have samme virkning som på Jesu Kristi apostles tid i det første århundrede. Lad os derfor undersøge hvad apostelen Paulus sagde om den virkning budskabet havde på menigheden dér i Kolossæ i Lilleasien. Han siger at kolossenserne havde hørt „forkyndelsen af den gode nyheds sandhed, den gode nyhed som er nærværende hos jer, ligesom den bærer frugt og vokser i hele verden, ganske som den gør også blandt jer“. (Kol. 1:5, 6, NW) „Forkyndelsen“, den mundtlige forkyndelse, „af den gode nyheds sandhed“ bar altså „frugt“ overalt i verden, også i Kolossæ.
14, 15. (a) Hvad sammenligner Paulus altså den gode nyhed med? (b) Hvilken lignelse fortalt af Jesus svarer dette billede til?
14 Apostelen Paulus sammenligner her „den gode nyhed“ som var blevet forkyndt for dem, med sædekorn der var blevet sået i jorden. Når jorden er god og sund slår sæden rod, vokser op og bærer frugt, en frugt efter sin art. Dette billede svarer til den lignelse Jesus Kristus fortalte om fire forskellige slags jords evne til at bære frugt. Han sagde:
15 „Se, en sædemand gik ud for at så. Og som han såede, faldt noget på vejen; og fuglene kom og åd det op. Noget faldt på stengrund, hvor det ikke havde megen jord, og det kom straks op, fordi det ikke havde dyb jord; men da solen steg, blev det svedet, og det visnede, fordi det manglede rod. Noget faldt iblandt tidsler, og tidslerne voksede op og kvalte det. Og noget faldt i god jord og bar frugt, noget hundrede, noget tresindstyve og noget tredive fold.
16. Hvilken forklaring gav Jesus selv på denne lignelse?
16 Så hør nu, hvad der menes med lignelsen om sædemanden. Når nogen hører ordet om Riget [rigets ord, NW] og ikke forstår det, så kommer den Onde og river det bort, der er sået i hans hjerte; han er sæden, som blev sået på vejen. Sæden, som blev sået på stengrund, det er ham, der hører ordet og straks tager imod det med glæde. Men han lader det ikke slå rod i sig og holder kun ud til en tid, og når der kommer trængsel eller forfølgelse for ordets skyld, tager han straks anstød. Sæden, som blev sået iblandt tidsler, det er ham, der hører ordet, men timelig bekymring og rigdommens bedrag kvæler ordet, og det bliver uden frugt. Men sæden, som blev sået i god jord, det er ham, der hører ordet og forstår det, og som så bærer frugt, hundrede, tresindstyve eller tredive fold.“ — Matt. 13:3-8, 18-23.
17. (a) Hvad var kolossensernes hjerter ifølge Jesu lignelse, og hvem havde sået sæden? (b) Hvad er „sæden“, og i hvilken tilstand befinder den sig?
17 Ifølge det apostelen Paulus havde hørt af sin gæst, Epafras, havde medlemmerne af den kristne menighed i Kolossæ hjerter der var som ’den gode jord’ Jesus havde beskrevet. Derfor bar „rigets ord“ der var sået i deres hjerter, frugt, og den gjorde det i forskellige mængder, for eksempel hundrede, tresindstyve eller tredive fold. Apostelen Paulus havde ikke sået Rigets sæd blandt kolossenserne, men det havde denne Epafras fra Kolossæ øjensynlig, for i brevet til kolossenserne omtaler Paulus ham som „Epafras, som er en af jeres egne . . . en Kristi Jesu tjener“. Paulus siger også til dem: „Således har I jo lært af Epafras, vor elskede medtjener, som er jer en tro Kristi tjener; det er også ham, der har fortalt os om jeres kærlighed i Anden [i åndelig henseende, NW].“ (Kol. 4:12; 1:7, 8; Filem. 23) Denne „Kristi tjener“ virkede blot som et redskab for den store sædemand, Jesus Kristus. Jesus sagde: „Sæden er Guds ord.“ (Luk. 8:11) Det er „rigets ord“. Det er ikke sæd der opmagasineres, men sæd der „sås“, det vil sige „Guds ord“, „rigets ord“, der prædikes, forkyndes og læres.
18. (a) Hvordan blev Paulus ved med at så „sæden“ mens han var i husarrest i Rom? (b) Hvad indeholder „sæden“ i sig selv, og hvad må der til for at den kan slå rod i menneskers hjerter?
18 De disciple der forenes under den store sædemand, Jesus Kristus, for at så, prædike, forkynde og lære „rigets ord“, er, som apostelen Paulus siger, hans „medarbejdere for Guds rige“. (Kol. 4:11) Selv mens Paulus sad i husarrest i Rom gjorde han andet end at skrive breve som det han skrev til kolossenserne. „Alle, som kom til ham [som for eksempel Epafras], tog han imod og forkyndte dem Guds rige og lærte dem om Herren Jesus Kristus med al frimodighed, uden at nogen hindrede ham deri.“ (Ap. G. 28:30, 31) Eftersom denne åndelige „sæd“ er „Guds ord“, „rigets ord“, indeholder den i sig selv en god nyhed, et håbets budskab, et budskab om den mest storslåede regering til velsignelse for alle mennesker, Guds messianske rige. Dette budskab der findes i „sæden“ er noget som den der tager imod „sæden“ må forstå og værdsætte. Han må med sit hjerte forstå betydningen af det, fatte meningen med det. På denne måde slår „sæden“ rod i hans hjerte.
Tro og kærlighed i hjertet
19. (a) Hvilken virkning havde den gode nyhed haft på kolossensernes hjerter ifølge Paulus’ brev? (b) Hvorfor måtte der finde en sådan udvikling sted i hjertet med henblik på „sæden“?
19 Hvordan havde den gode nyhed virket på de kristnes hjerter i menigheden i Kolossæ? Den havde virket på en sådan måde at Paulus, da han hørte om den, følte sig tilskyndet til at skrive sit enestående brev til dem. Paulus omtaler denne virkning på deres hjerter således: „jeres tro i forbindelse med Kristus Jesus og . . . den kærlighed I har til alle de hellige“, „jeres kærlighed i åndelig henseende“. (Kol. 1:4, 8, NW) En sådan tro og kærlighed måtte opdyrkes i deres hjerte for at Guds ords „sæd“ kunne slå rod, vokse og komme til udtryk ved at frembringe nye, levende sædekorn, tredive, tresindstyve eller hundrede gange så mange som det oprindelige sædekorn. Der må foregå en sådan udvikling i hjertet før der kan foreligge en ydre tilkendegivelse og mangfoldiggørelse af det der blev sået i hjertet.
20. (a) Hvorfor havde det især krævet tro af hedningerne at tage imod „sæden“? (b) Hvad måtte såvel jøder som hedninger anerkende vedrørende Jesus?
20 For hedninger, ikke-jøder, som menigheden i Kolossæ for en stor del bestod af, havde det krævet tro at tage imod Guds ords „sæd“. De måtte vende de mange græske og romerske guder som de havde været viet til, ryggen og rette deres tro mod den eneste levende og sande Gud, ham der har skabt himmelen og jorden og alt hvad der er i dem, og hvis navn er Jehova. Og uanset om de var uomskårne hedninger eller kødelige jøder, måtte de tro på Jesus Kristus, at denne Jesus, efterkommer af kong David i Jerusalem, var den lovede Messias eller Kristus. De måtte tro at han var „al skabnings førstefødte“. Ligeledes måtte de tro at han var „den førstefødte af de døde“, fordi Jehova Gud havde oprejst ham fra de døde til udødeligt liv i himmelen. Desuden måtte de tro at Jesus Kristus er „hovedet for legemet, menigheden“, som de ønskede at tilhøre, og at „alle visdommens og kundskabens skatte er skjult til stede“ i ham; de kunne derfor ikke længere holde fast ved deres hedenske lære eller deres menneskeskabte religiøse traditioner. — Kol. 1:15-18, NW; 2:3, 8; Ap. G. 14:11-18.
21. (a) Hvad skulle kolossenserne gøre med det „ord“ som nu var i deres mund, og hvorfor? (b) Hvilken egenskab måtte de udvise med hjertet for at kunne forkynde ordet?
21 Dette var nogle af de væsentlige ting i „den gode nyheds sandhed“, og dem måtte de tro på med hjertet. Det var som apostelen Paulus nogle år tidligere havde skrevet til romerne: „’Ordet er dig nær, i din mund og i dit hjerte (nemlig det troens ord, som vi prædiker).’ Thi når du med din mund bekender Jesus som Herre og i dit hjerte tror, at Gud opvakte ham fra de døde, skal du blive frelst. Thi med hjertet tror man til retfærdighed, og med munden bekender man til frelse.“ (Rom. 10:8-10) Fordi kolossensernes hjerter var som „god jord“, troede de med hjertet og tog imod „sæden“, „rigets ord“, „Guds ord“, og de lod det slå rod i deres hjerte og komme til udtryk.
22, 23. (a) Hvilken officiel stilling måtte kolossenserne anerkende at Jesus indtog, og hvilket rige var de således underlagt? (b) Hvilken opgave havde de følgelig — i lighed med Paulus — i forhold til dette rige, og hvilken befaling af Jesus havde de en andel i at udføre?
22 I forbindelse med deres tro på at Jesus var Messias eller Kristus, måtte de tro på at Jehova Gud havde givet ham sæde ved sin højre hånd som konge-præst, i lighed med Melkizedek, der var konge i fortidens Salem og et forbillede på Kristus. Som følge heraf var de blevet underlagt Kristi åndelige rige. Ja, de måtte nødvendigvis tro at Gud ’havde friet dem ud af mørkets magt og ført dem over i sin elskede Søns rige’. (Kol. 1:13) De var ikke alene underlagt det kongedømme som Guds elskede søn på daværende tidspunkt udøvede, men de var også „sendebud på Kristi vegne“ som et led i Guds foranstaltning til ved hjælp af Kristus at ’forlige verden med sig selv’. (2 Kor. 5:19, 20) Mens Paulus befandt sig i det fangenskab hvorfra han skrev sit brev til kolossenserne, talte han om „med frimodighed . . . [at] kundgøre evangeliets hemmelighed [den gode nyheds hellige hemmelighed, NW], for hvis skyld jeg nu er et sendebud i lænker“. (Ef. 6:19, 20) Ligesom apostelen Paulus var de kristne i Kolossæ altså sendebud for „den gode nyheds hellige hemmelighed“. De var forpligtede til at være med til at opfylde Jesu profeti i Mattæus 24:14 (NW):
23 „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne.“
24. (a) Hvilket folk var disse kolossensere nu en del af, og hvilke frugter måtte de derfor bære? (b) Hvilken slags frugt havde den sæd der var sået i deres hjerter altså frembragt?
24 Ved at være optaget af denne forkyndervirksomhed til gavn for Guds messianske rige bar disse kolossensere Rigets frugter. De viste at de var en del af det „folk, der bærer dets frugter“. Det „rige“ der var blevet taget fra det kødelige, omskårne Israels folk, var nu blevet givet til det åndelige Israels folk, som disse kristne i Kolossæ tilhørte. (Matt. 21:43) Den symbolske sæd, „rigets ord“, „Guds ord“, var blevet sået i deres hjerter, og nu da det viste sig at deres hjerter var god jord, frembragte de en afgrøde som svarede til den sæd der var blevet sået i deres hjerter. Det vil sige at de også fremholdt og forkyndte „rigets ord“ for andre, for dem uden for menigheden i Kolossæ. — Matt. 13:19, NW; Luk. 8:11, 15.
25. Hvilket spørgsmål må vi stille i dette krigshærgede tyvende århundrede i betragtning af det eksempel kolossenserne satte, og hvad takker vi Gud for?
25 Dér tilbage i det første århundrede satte den kristne menighed i Kolossæ i Lilleasien et enestående eksempel som det er værd at efterligne. Er der nogen der i vor tid, i dette krigshærgede tyvende århundrede, efterlever dette eksempel? Hvis der er det, har vi, ligesom apostelen Paulus, grund til ’altid at takke Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader’ når vi beder til Ham angående de religiøse forhold i dag.