Det falske tilflugtssted afsløres

 1. I hvilken hensigt fortalte Jesus lignelsen om sennepsfrøet, og hvilken profeti var dette i overensstemmelse med?

HVAD er så hensigten med Jesu lignelse om sennepsfrøet, et frø der er meget lille i sin kimtilstand men udvikler sig til et træ? Hensigten må være at vise noget der stemmer med det negative billede Esajas gav i sin profeti (6:9, 10) og som Jesus hentydede til. (Matt. 13:13-15) I denne tredje af de syv lignelser han fortalte lige efter hinanden sagde Jesus: „Himlenes rige er ligesom et sennepsfrø, som en mand tog og såede i sin mark; det er jo det mindste af alle frø, men når det er vokset til, er det den største af urterne og bliver et træ, så at himmelens fugle kommer og tager bolig i dets grene.“ — Matt. 13:31, 32.

 2. Hvordan fortolkede Zion’s Watch Tower for 15. maj 1900 at himmelens fugle kom og tog bolig i senneps„træets“ grene, idet det sammenlignede træet med navnkirken?

² I Zion’s Watch Tower for 15. maj 1900 stod der på side 153: „Den tredje lignelse om riget i dets daværende kimtilstand skal vise at navnkirken fra en meget ringe begyndelse i denne evangeliealder ville opnå en ganske betydelig størrelse. . . . Dog betyder denne udvikling ikke nødvendigvis en fordel eller noget særlig ønskværdigt. Den bliver tværtimod til skade for det, da himmelens fugle kommer og tager bolig i dets grene og forurener det. ’Fuglene’ i den foregående lignelse om sædemanden var et billede på Satan og hans redskaber, og vi mener at vi er berettigede til at forstå det på samme måde her og fortolke det sådan at den kirke som blev grundlagt af Herren Jesus, hurtigt blomstrede op og bredte sig, og at Satan, på grund af alt hvad den havde opnået, dens styrke, med mere, gennem sine redskaber kom og tog bolig i dens grene. De har boet i kirkens grene i disse mange århundreder, evangeliealderen igennem, og findes der stadig, et forurenende element.“

 3. Hvad sagde The Watch Tower for 15. juni 1910 at det fuldt udviklede „træ“ og fuglene i det var et billede på?

³ Samme synspunkt gav The Watch Tower for 15. juni 1910 udtryk for. Der stod her på side 204: „Den lære vi uddrager af denne lignelse fører altså til den slutning at Kristi kirke på et vist tidspunkt var så ubetydelig i verden at det var en skændsel og vanære at tilhøre den, men at den til sidst ville opnå ære og blive stor og betydningsfuld, og modstanderens tjenere ville finde behag i dens skygge. Denne udvikling, viser Bibelen, er babylonisk; den erklærer at den kristne navnkirke som et hele, med alle dens forskellige forgreninger og trossamfund, er babylonisk. Lyt til Herrens ord: ’Den er blevet tilhold for alskens urene ånder og tilhold for alskens urene og afskyede fugle.’“ — Se også The Watch Tower for 15. juni 1912, side 198, under afsnittet „Som et sennepsfrø“.

 4. (a) Hvad sagde disse to artikler i Watch Tower ikke at det symbolske træ var? (b) Hvad skildrer lignelsen om sennepsfrøet ikke med hensyn til tidspunktet og stedet for dens opfyldelse?

⁴ Vi befinder os nu i 1976, og det store spørgsmål er: Hvad er træet der har udviklet sig fra sennepsfrøet, et billede på? Babylon den Store, siger de ovennævnte to udgaver af Watch Tower. De siger ikke at denne trælignende urt er et billede på rigsskaren på 144.001 medlemmer der sidder på troner i himmelsk magt. Men hvad skal vi sige i dag? Først og fremmest må vi huske på at lignelsen om sennepsfrøet ikke giver et billede af tusindårsriget. Den skal ikke skildre hvordan den fuldtallige rigsskare regerer i himmelsk herlighed mens hele menneskeheden søger tilflugt under dette messianske rige. Den giver ikke et billede af noget som sker i himmelen med hensyn til „himlenes riges“ arvinger. Den giver et billede af en tilstand på jorden i en bestemt tidsperiode.

 5. I hvilken særlig tidsperiode når lignelsen højdepunktet for sin opfyldelse, og hvor finder denne opfyldelse sted?

⁵ Denne særlige tidsperiode er den Jesus har angivet i lignelserne om hveden og ukrudtet og om voddet. I lignelsen om hvedemarken der blev sået til med ukrudt sagde Jesus: „Høsten er en afslutning på en tingenes ordning, og høstfolkene er engle.“ I lignelsen om voddet sagde Jesus: „Det er sådan det vil være ved afslutningen på tingenes ordning: englene vil gå ud og skille de onde fra de retfærdige og kaste dem i ildovnen. Dér vil de græde og skære tænder.“ (Matt. 13:39, 49, 50) „Høsten“ finder sted her på jorden, hvor „ukrudtet“ findes og skilles fra. Ligeledes er det her på jorden, hvor de ’vande’ er hvori der fiskes, at de brugelige „fisk“ skilles fra de ubrugelige. Det symbolske „ukrudt“ og de symbolske ubrugelige „fisk“ er de såkaldte kristne hvis hjerter er blevet uimodtagelige, hvis ører hører modvilligt, og hvis øjne er tillukket så det er umuligt for dem at opnå åndelig lægedom. — Es. 6:9, 10; Matt. 13:14, 15. Jævnfør Apostelgerninger 28:25-28. Se artiklen „Ingen lægedom før husene er uden et menneske“ i Vagttårnet for 15. marts 1967.

 6. Hvad gør denne trælignende urt i dag krav på at være, og hvorfor kan det symbolske træ derfor ikke være det store Babylon?

⁶ Ved „afslutningen på tingenes ordning“ skulle det symbolske træ som har udviklet sig af sennepsfrøet, være fuldt udvokset. Denne tilstand i væksten ville svare til høsten. Eftersom indhøstningen af den åndelige „hvede“ eller „rigets sønner“ har gået for sig siden 1919 e.v.t., kan vi forstå at det symbolske senneps„træ“ nu er fuldt udviklet her på jorden. Dette træ gør krav på at repræsentere „himlenes rige“, for Jesus sagde at „himlenes rige er ligesom“ dette træ. Derfor kan træet ikke være et billede på Babylon den Store, for denne organisation er den falske religions verdensimperium, der begyndte med det gamle Babylon. Det store Babylon som et hele gør ikke krav på at være eller at repræsentere „himlenes rige“, det messianske „gudsrige“. Det gør derimod den største og mest fremtrædende del af det store Babylon. Denne den største og mest indflydelsesrige del af det store Babylon er kristenheden, med dens et tusind eller flere religiøse forgreninger og samfund.

 7. Hvad skyldes det at kristenheden nu har nået sin største udbredelse i historien, og hvornår blev den i realiteten grundlagt og hvordan?

⁷ Kristenheden gør krav på at have sin oprindelse i den lille kristne menighed i Jerusalem i det første århundrede. I dag tæller dens menigheder millioner. Den har nået sin største vækst! Men dens skandaløse verdslighed og mangel på åndelighed vidner om at dens enorme vækst ikke skyldes dens åndelige dyder eller at den har de bibelske sandheders fremadskridende lys. Religionshistorien viser at kristenheden i realiteten først blev grundlagt i det fjerde århundrede efter vor tidsregning af den hedenske romerske kejser Konstantin den Store, der påstod at han var blevet omvendt til kristendommen i 312 e.v.t., men som forblev udøbt indtil kort før sin død den 22. maj 337 e.v.t. Han gjorde den afvegne kristendom på hans tid til romerrigets statsreligion, idet han brugte cirka tre hundrede frafaldne „biskopper“ til at indgå dette kompromis. Som romerrigets pontifex maximus sammenkaldte han til det første kirkemøde i Nikæa i Lilleasien og var med til at bestemme hvilke læresætninger der skulle være kirkens.

 8. Hvad gennemtrænger kristenheden i dag når man ser på lære og praksis, og hvilken lignelse er dette en opfyldelse af?

⁸ Hvad ser vi i dag alle kristenhedens kirker gennemtrængt af? Er dens lære, opbygning, fremgangsmåde, ceremonier og skikke helt i overensstemmelse med Bibelen? Nej! Det den er gennemtrængt af, er den blandingsreligion som Konstantin, der bar den hedenske titel pontifex maximus, virkede til fremme for, en religion hvori babylonisk lære og babyloniske skikke er det grundlæggende, fremfor Guds inspirerede og hellige ords lære. Det var Konstantin der førte forsædet ved kirkemødet i Nikæa og afgjorde striden om Jehova Guds personlighed og egenskaber ved at træffe en afgørelse til gunst for den babyloniske lære om treenigheden. Jesus Kristus forudsagde denne proces hvorved kristen lære og praksis ville blive fordærvet, nemlig da han fortalte lignelsen om surdejen. Han sagde: „Himlenes rige ligner surdej, som en kvinde tog og gemte i tre store mål hvedemel, indtil det hele var syret.“ — Matt. 13:33.

 9. I hvor lang tid har denne fordærvelige proces stået på i kristenheden, og hvad har Djævelens redskaber således haft lejlighed til?

⁹ Denne proces har nu stået på i kristenheden i seksten hundrede år, og hvem vil benægte at kristenheden i dag er gennemsyret af fordærvelig babylonisk lære, af verdslighed og af en Nimrod-lignende trods mod Jehova Guds universelle suverænitet? Denne forurening af kristenhedens uhyre masse, de foregivne „rigets sønner“, har gjort dette falske jordiske „gudsrige“ til et udmærket sted for Satan Djævelens redskaber at søge tilflugt i, ligesom „himmelens fugle“ kom og tog bolig i det udvoksede senneps„træs“ grene. — Matt. 13:31, 32.

10, 11. (a) Hvorfor skildres der ikke noget som er gavnligt for menneskeheden i lignelsen om sennepsfrøet? (b) Hvilket „rige“ er senneps„træet“ derfor et billede på i dag?

¹⁰ Det har ikke været til nogen åndelig gavn for kristenheden at alle disse symbolske „himmelens fugle“ har taget bolig i dens mange forgreninger. Det er gået som med det træ der voksede op fra sennepsfrøet som landmanden såede i sin have eller mark. De fugle der tog bolig i dets grene kunne spise sennepsfrøene, ligesom fuglene i Jesu lignelse om de fire slags jord spiste de sædekorn der faldt langs vejen. (Matt. 13:4) Så langt Jesu lignelse rakte, kom træet ikke til at tjene til nogen gavn. For eksempel fortæller lignelsen ikke at landmanden, da træet havde nået fuld størrelse, kom og jagede fuglene bort og høstede en stor mængde sennepsfrø hvormed man kunne lave en god sovs til at krydre maden med. Men det er sikkert og vist at landmanden ikke har sået sennepsfrøet i sin have blot for at skaffe „himmelens fugle“ et sted at bo.

¹¹ Det er åbenbart at det symbolske senneps„træ“ er noget som giver sig ud for at være et „himlenes rige“ men ikke er det, og alt taget i betragtning passer det på kristenheden med dens præsteskab og lægfolk. Det vil ikke være konsekvent at opfatte det udvoksede senneps„træ“ som et billede på den jordiske rest af de beseglede åndelige israelitter, for disse udgør kun en lille del af det endelige og fulde antal rigsarvinger, 144.000. Ja, i mere end syvogtyve år er antallet af dem der bekender sig til den åndelige rest, blevet mindre og mindre. Ved mindehøjtiden i 1975 var antallet faldet til 10.454.

En sennepsplante som er anderledes end hvad man ville forvente

12. Hvad kunne man måske indvende mod forklaringen om at senneps„træet“ er et billede på kristenheden, når man tager den bibelske regel om at et frø må bære frugt efter sin art, i betragtning?

¹² Det ville være meget tænkeligt om en og anden til den foregående fremstilling ville indvende at manden der såede sennepsfrøet i Jesu lignelse, gjorde det i en god hensigt. Han forventede at der af dette frø ville vokse en sennepsplante op ’efter sin art’. (1 Mos. 1:11, 12) Han forventede ikke noget der lå helt fjernt fra det han havde sået. Han forestillede sig ikke at der skulle komme en efterligning af en sennepsplante op. Hvordan kan vi da sige at det netop var en sådan efterligning manden fik? Og hvordan kan vi sige at det „træ“ der voksede op fra sennepsfrøet, var et billede på kristenheden, en efterligning af „himlenes rige“?a Er det ikke imod Guds lov om at et frø vil bære frugt efter sin art? Vil denne guddommelige lov, når den anvendes åndeligt, ikke udelukke at det kan være kristenheden, som er det modsatte af „himlenes rige“?

13, 14. (a) Hvorfor ville der ikke have været nogen kristenhed, hvis Jesus Kristus ikke havde eksisteret? (b) Hvorfor vil Gud holde kristenheden ansvarlig over for ham, og hvad danner kristenheden et modstykke til?

¹³ Hertil er der at sige at det alt sammen begyndte med Jesus Kristus. Hvis Kristus ikke havde været der, ville der ikke have været nogen kristenhed. Meget enkelt, men ikke desto mindre sandt! I det fjerde århundrede bandt kristenheden sig til den sande Kristus — ikke til en falsk Kristus eller Messias — for at efterligningen skulle blive så troværdig som muligt. Den tog endog hans officielle titel på sig ved at kalde sig kristenheden. Den har tilegnet sig forskellige ting der var forbundet med ham. Den praktiserer vanddåb, nogle kirker endog en dåb ved fuldstændig nedsænkning. Den fejrer Herrens nadver med brød og vin. Den har sine ældste, biskopper og diakoner. (Fil. 1:1, aut. eng. overs.) Og med hensyn til Bibelen, så er de bibler som vi benytter os af — også dem som Jehovas kristne vidner har gjort brug af frem til udgivelsen af New World Translation of the Holy Scriptures begyndte i 1950 — kommet til os gennem de bibelselskaber som kristenhedens kirker driver.

¹⁴ Det er tydeligt at Jesus Kristus er forbundet med kristenhedens dannelse. Selv gør den krav på at være hans sande kirke, og Jehova Gud tager den på ordet og kræver af den at den lever op til sin påstand, og han holder den ansvarlig for ikke at gøre det. Den vil få sin behørige straf derfor. Ved „afslutningen på tingenes ordning“ fælder han den dom over den at den har været utro mod det den i religiøs henseende har bekendt sig til. Den er det nutidige modstykke til fortidens utro Israel.

15, 16. Hvordan viser Jesu lignelse om hveden og ukrudtet at han har forbindelse med at kristenheden er vokset til dens nuværende omfang?

¹⁵ Et yderligere vidnesbyrd fra Bibelen om at Jesus Kristus er forbundet med kristenhedens dannelse og udvikling, er lignelsen om hveden og ukrudtet. Sandt nok var det ikke Jesus Kristus, „Menneskesønnen“, der såede ukrudtet i sin egen mark. Det var hans fjende, Satan Djævelen, der gjorde det. I lignelsen opdagede sædemandens trælle hurtigt at der var ukrudt i hvedemarken, og de ville rykke ukrudtsspirerne op med rode. Men sædemanden, hvedemarkens ejer, ville ikke lade dem gøre det. I sin tålmodighed og langmodighed befalede han trællene at lade både ukrudt og hvede vokse sammen indtil høsten, der ville finde sted omkring pinse. Først da ville han have at ukrudtet, der nu var fuldt udvokset, blev skilt fra hveden.

¹⁶ Som en opfyldelse af denne del af sin lignelse lod Jesus ikke kristenheden ødelægge så snart den viste sig. Han tillod den at vokse og brede sig. I den forstand har han været medvirkende til at kristenheden er vokset til dens nuværende omfang, dens hidtil største. Endnu har Jesus Kristus ikke grebet ind og ødelagt kristenheden. Den optager stadig, med hans tilladelse, plads i sædemandens mark, ’hans mark’, hans religiøse mark der er „under dyrkning“. — Matt. 13:24-27; jævnfør Første Korinterbrev 3:9.

17. Hvem har håndteret det symbolske vod, og hvad symboliserer dette „vod“ ifølge det der blev sagt i 1891 og 1912?

¹⁷ Lignelsen om voddet belyser også Jesu forbindelse med kristenheden. (Matt. 13:47-50) Fiskerne der betjener voddet er et billede på de himmelske engle, som står under ledelse af den herliggjorte Jesus Kristus. Men hvad er voddet selv et billede på? Når der i lignelsen siges at „himlenes rige er også som et vod“, betyder det så at voddet er et billede på de 144.001 medlemmer af den himmelske rigsskare? Nej, det kan ikke være tilfældet når vi tager alle enkeltheder i lignelsen i betragtning. I bogen „Komme dit Rige“ (udgivet på engelsk i 1891) siges der på side 221 (Studier i Skriften, bind III) at voddet fremstiller „Navnkirken“. The Watch Tower for 15. juni 1912 omtalte voddet som „evangelienettet, med hele dets store udvalg af kirker af enhver slags“. — Side 201, i afsnittet „Lignelsen om et fiskenet“.

18. Hvad blev der sagt i Vagttårnet for 15. februar 1968 med hensyn til hvad voddet er et billede på?

¹⁸ Af nyere dato er studieartiklen i Vagttårnet for 15. februar 1968: „Kast jeres garn ud til en dræt!“ På side 78 siges der i paragraf 6: „Voddet symboliserer den jordiske organisation der hævder at den er Guds menighed og som har indgået en ny pagt med Gud gennem mellemmanden Jesus Kristus. Det er den organisation der hævder at være det åndelige Israel, den hellige nation der er salvet med Guds ånd til at regere sammen med Jesus Kristus i det himmelske rige. Den omfatter både dem der lever op til deres påstand og dem der ikke gør det. Altså må den også indbefatte kristenheden med dens tusinder af såkaldte kristne som bekender sig til hundreder af såkaldt kristne sekter.“

19, 20. (a) Hvad kan dét Jesus har erfaret med det symbolske sennepsfrø sammenlignes med, når man for eksempel læser Jeremias 2:21-23? (b) Hvordan skildres Israels fordærvelse i Hoseas 10:1-4?

¹⁹ Jesus Kristus fremstillede således i lignelserne om Riget hvordan han er forbundet med navnkristenhedens dannelse og udbredelse. Hans forbindelse med kristenheden svarer til den forbindelse hans himmelske Fader Jehova havde med det frafaldne Israel i fortiden. Jehovas hensigt var god og rigtig da han grundlagde Israels nation i 1513 f.v.t. Men hvad skete der med dette folk som han havde udvalgt og plantet i Palæstina, det forjættede land? Jehova selv besvarer dette spørgsmål i Jeremias 2:21-23. Han siger dér: „Som en ædelranke planted jeg dig, en fuldgod stikling; hvor kunne du da blive vildskud, en uægte ranke? Om du end tor dig med lud og ødsler med sæbe, jeg ser dog din brødes snavs, så lyder det fra [Jehova]. Hvor kan du sige: ’Ej er jeg uren, til Ba’alerne holdt jeg mig ikke!’ Se på din færd i dalen, kend, hvad du gjorde, en let kamelhoppe, løbende hid og did.’“

²⁰ Ligeledes siger Jehova i Hoseas 10:1-4: „En frodig [degenererende, NW] vinstok var [er, NW] Israel, bar sin frugt; jo flere frugter, des flere altre; som landet gik frem, des skønnere støtter. Deres hjerte var glat [hyklerisk, NW], så lad dem da bøde! . . . Med ord slår de om sig, gør mened og indgår forbund, så ret bliver gifturt, der gror langs markens furer.“ — Se også New English Bible; Lindberg; Kalkar.

21. (a) Hvordan viste den jødiske generation på Jesu tid at den var frafalden? (b) Hvis erfaring har vi som svar på spørgsmålet om hvorvidt Jesus kunne så et symbolsk sennepsfrø og få en anden plante ud af det?

²¹ På Jesu og hans apostles tid var Israels nation lige så frafalden som på Jeremias’ og Hoseas’ tid. Ja, det var den daværende generation af israelitter der udvirkede Jesu Messias’ død og forfulgte hans apostle og disciple i det første århundrede. Det var især sådanne israelitter Jesus og Esajas tænkte på da de talte om at der var nogle hvis øjne var lukkede, hvis ører hørte modvilligt og hvis hjerter var blevet uimodtagelige så det var umuligt for dem at opnå åndelig lægedom. (Es. 6:9, 10; Matt. 13:13-15; Apg. 28:24-28) Som følge heraf kom denne frafaldne generation til at erfare en national katastrofe i 70 e.v.t. Er der nogen der nu spørger om hvordan Jesus som sædemanden i lignelsen kunne så det symbolske sennepsfrø og alligevel lade det blive et andet træ, det degenererede vildskud der kaldes kristenheden? Jehova Guds erfaring med det gamle Israel giver det guddommelige svar på dette spørgsmål!

22. Hvorfor kunne Jesus fortælle lignelsen om sennepsfrøet og samtidig tænke på at det fuldvoksne „træ“ ville være et billede på en organisation der var en efterligning?

²² Jesus Kristus kunne med sin profetiske forudseenhed vide hvad resultatet ville blive af det symbolske sennepsfrø som han såede i det første århundrede. Han kendte Israels historie og alle profetierne. Han kunne derfor fortælle lignelsen om sennepsfrøet og samtidig tænke på kristenheden, en efterligning af „himlenes rige“, som det den udvoksede sennepsplante hvori „himmelens fugle“ kom og tog bolig, skulle skildre. — Se Mattæus 13:25, 38, 39; 24:23-25.

23. (a) Hvad bør vi ikke slutte af den omstændighed at lignelsen ikke viser at senneps„træet“ ødelægges? (b) Hvad viser lignelsen om voddet ikke at der sker med det til sidst?

²³ Jesu lignelse gik ikke så vidt at den fortalte at træet der blev hjemsøgt af fugle, ville blive ødelagt. Dette er dog ikke nogen grund til at mene at en sådan ødelæggelse ikke vil ramme det symbolske træ, kristenheden. (Jævnfør Lukas 13:5-9.) Det samme kan siges om voddet: Jesu lignelse siger intet om at voddet ville ophøre med at eksistere. Men på den anden side viser lignelsen heller ikke at voddet nogen sinde blev brugt igen. Hvis det blev brugt igen, ville det drage den samme blanding af fisk og andre havdyr op fra „søen“ som allerede skildret. Selv om lignelsen altså ikke rækker så vidt, betyder det ikke at det som voddet er et billede på, ikke vil blive bragt til ophør når Guds tid dertil er inde. Under englenes ledelse har der nu i de sidste nitten hundrede år gået et arbejde for sig med dette symbolske vod. Men når først arbejdet med at skille de forskellige slags fisk og havdyr der er blevet halet ind af det symbolske vod, er fuldført, vil fiskearbejdet ikke blive gentaget.

24. Hvorfor vil det symbolske vod blive afskaffet når Guds tid dertil er inde, selv om det ikke skildres i lignelsen?

²⁴ Eftersom voddet er et billede på „Navnkirken“ eller ’organisationen af dem der bekender sig som kristne, både dem der lever op til deres påstand og dem der ikke gør det’, vil det symbolske vod faktisk blive afskaffet. Denne religiøse anordning som indbefatter kristenheden vil blive kastet bort og aldrig brugt igen. Når „afslutningen på tingenes ordning“ er forbi, vil Jehova Gud have fået alle sine gode „fisk“ indsamlet til det sande „himlenes rige“. (Matt. 4:17; 13:47-50) Den omstændighed at lignelsen intet siger om det, beviser altså ikke at hensigten med det billedlige vod ikke vil blive nået og voddet afskaffet, lagt bort og aldrig brugt igen. Og alligevel sagde Jesus at „himlenes rige“ var som dette vod. Det er tydeligt at voddet i sig selv ikke var et billede på rigsskaren med dens 144.001 medlemmer.

Hvad med de syrede brød der blev ofret til Jehova?

25. Selv om den navnkristne menighed er gennemsyret af babylonisk lære og praksis, hvilket spørgsmål kunne man da stadig have om surdejen der blev skjult i melet af kvinden, og hvorfor?

²⁵ Der er ingen tvivl om at den navnkristne organisation, symbolsk skildret ved senneps„træet“ der blev hjemsøgt af fugle, er blevet fordærvet af babylonisk lære og praksis. Vi har tidligere påpeget at denne fordærvelse eller forurening af den organisation der bekender sig som kristen, blev skildret i lignelsen om kvinden der gemte en smule surdej i tre store mål mel for at hele dejen kunne blive syret. (Matt. 13:33) Nogle vil måske stadig have svært ved at godtage denne forklaring. De spørger måske: Er surdejen i denne lignelse virkelig et billede på noget dårligt, noget religiøst fordærvende? Kan det ikke være et billede på den retfærdighedens og hellighedens kraft der gennemtrænger den sande kristne menighed af Rigets arvinger? Se blot på det der blev ofret til Jehova Gud ifølge Moseloven og som indeholdt surdej og blev antaget af ham! Er dette ikke et vidnesbyrd om at Bibelen bruger surdej som et symbol på noget godt og rigtigt? Kan dette ikke også være tilfældet i Jesu lignelse om surdejen der blev gemt i den store dejmasse?

26. Hvordan kunne den spørgende ræsonnere med hensyn til surdejen i de to hvedebrød som ypperstepræsten ofrede på pinsedagen?

²⁶ Et fremtrædende eksempel på at syrede brød blev ofret til Jehova på hans befaling og blev anerkendt af ham, er de to syrede hvedebrød som den jødiske ypperstepræst frembar på ugefestens dag, pinsedagen, der faldt på den sjette dag i forårsmåneden sivan. Dette var den halvtredsindstyvende dag regnet fra den 16. nisan, hvor ypperstepræsten ofrede førstegrøden af byghøsten. (3 Mos. 23:15-17; 5 Mos. 16:9-12; Apg. 20:16; 1 Kor. 16:8) I betragtning af den respekt disse to brød blev behandlet med, kunne man ræsonnere som følger: Jehova tager på pinsedagen imod de to hvedebrød der indeholder surdej. Når Jehova i dette tilfælde tager imod noget der er syret, kan det da ikke betyde at surdejen her anvendes i en gunstig betydning? Viser det ikke at surdej til tider i symbolsk forstand har en god betydning hos Gud? Syret brød var jo det foretrukne brød blandt Jehovas udvalgte folk i fortiden, hvorimod usyret brød blev kaldt „trængselsbrød“. (5 Mos. 16:1-3) Det må da betyde at surdejen også har en gunstig betydning når den bruges som symbol i Bibelen!

27. Hvis vi følger denne tanke, hvilken slutning fører det os da til med hensyn til betydningen af surdejen i det som de to hvedebrød svarer til i modbilledet?

²⁷ Hvis vi følger denne tanke med hensyn til de to syrede hvedebrød der blev frembåret på ugefestens dag, hvilket resultat kommer vi da til? Vi kommer til det resultat at eftersom disse to brød der blev frembåret på pinsedagen, den 6. sivan, var billeder på noget som skulle komme ifølge Guds hensigt, må surdejen deri skildre noget godt, rigtigt og retskaffent i det som frembæringen af brødene svarer til i modbilledet. Vi spørger derfor: Hvad er de to syrede hvedebrød så et billede på? De er et billede på den sande kristne menighed bestående af ufuldkomne troende mennesker, den menighed der blev oprettet på pinsedagen i år 33 e.v.t. (Zion’s Watch Tower for 1. marts 1898, side 68, paragraf 4) Hvis nu surdejen på pinsedagen var et billede på en god egenskab, vil det altså sige at den kristne menighed i sig selv fremstilles som begyndende med en surdej der symboliserede noget godt, et eller andet „gode udvirket af den hellige ånd“. Og dette endnu før den hellige ånd var blevet udgydt!

28. Hvad er surdejen i de forbilledlige hvedebrød imidlertid et billede på, som forklaret i The Watch Tower?

²⁸ Men kan man sige at de jordiske medlemmer af den kristne menighed på pinsedagen i år 33 e.v.t., da den hellige ånd blev udgydt over dem, i sig selv besad en indre fortjeneste? Nej; de besad ingen retfærdighed i sig selv. Den surdej som fandtes i det offer der blev frembåret af førstegrøden af hvedehøsten er derfor længe blevet forklaret sådan at den betød synd, den synd som medlemmerne af den kristne menighed af rigsarvingerne har arvet fra den ulydige Adam. (Rom. 5:12; se The Watch Tower for 15. juni 1912, side 198, andet afsnit under overskriften „Lignelsen om surdejen“.) Men på pinsedagen i år 33 e.v.t. kom det til at gælde for den kristne menigheds ufuldkomne medlemmer at „Jesu, hans søns, blod renser os fra al synd“. — 1 Joh. 1:7; se side 229, 1. afsnit, til og med side 231 i bogen The Temple af Alfred Edersheim, udgivet i 1881.b

29. (a) Hvilken anden dag hvor der blev frembåret et førstegrødeoffer, var pinsedagen tidsmæssigt forbundet med? Forklar nærmere. (b) Var der nogen surdej forbundet med dette tidligere førstegrødeoffer?

²⁹ Denne forklaring på hvad surdejen i de to hvedebrød der blev ofret på pinsedagen betyder, understøttes af endnu en ting. Denne: Pinsen, ugefesten (schavuot), var tidsmæssigt forbundet med den dag førstegrøden af byghøsten ofredes. Dette offer blev bragt den 16. nisan, tredjedagen efter den jødiske påske. (3 Mos. 23:9-17) Når ypperstepræsten den 16. nisan udførte svingningen med „førstegrødeneget“ af Israels byghøst, ofredes der ingen surdej sammen med det. Samtidig ofredes to tiendedele efa fint hvedemel, rørt i olie, og en fjerdedel hin vin, men ingen surdej. (3 Mos. 23:13) Denne ceremoni fandt sted under de usyrede brøds fest, som varede i syv dage, i hvilket tidsrum man ikke måtte spise nogen surdej og der ikke måtte findes surdej i huset. Hvorfor var der nu ingen surdej ved denne ceremoni den 16. nisan, mens der fandtes surdej ved pinsefesten, som tidsmæssigt var forbundet med den?

30. (a) Hvis surdej var et billede på noget godt og rigtigt, hvad ville det da betyde at der ikke brugtes nogen surdej den dag førstegrøden af byghøsten blev ofret? (b) Hvad var førstegrødeneget af byghøsten et billede på?

³⁰ Hvis surdej skal betragtes som symbol på noget godt fordi Gud tog imod det på pinsedagen, hvorfor måtte der da ikke være nogen surdej i de ofre der blev bragt samtidig med at svingningen af førstegrødeneget af byghøsten udførtes? Hvis surdej skal tages som symbol på noget godt, vil det så ikke sige at der manglede noget godt ved ofringen af førstegrødeneget? Ja, ville det ikke betyde at der i opfyldelsen af dette profetiske billede ville mangle et eller andet „gode udvirket af den hellige ånd“? Når vi skal svare herpå, må vi tage i betragtning hvad førstegrødeneget af byghøsten var et billede på. Det var et billede på ingen anden end den opstandne Herre Jesus Kristus selv. — 1 Kor. 15:20.

31. (a) På hvilken dag blev Jesus oprejst, og hvorfor på dette tidspunkt? (b) Hvad skildrede den omstændighed at det i Israel ikke var tilladt at have nogen surdej i huset, med hensyn til Kristi opstandelse?

³¹ I overensstemmelse med forbilledet blev Jesus Kristus oprejst fra de døde søndag den 16. nisan i år 33 e.v.t., midt under den ugelange usyrede brøds fest. Ved sin opstandelse i herlighed stod han visselig ikke tilbage i nogen henseende; han manglede intet „gode udvirket af den hellige ånd“, hvilket ville have været tilfældet hvis surdej — som altså ikke brugtes ved denne fest — skal betragtes som et symbol på noget godt, en såkaldt ’retfærdigheds surdej’. Tværtimod var den omstændighed at der ingen surdej var til stede når svingningen af førstegrødeneget af byghøsten udførtes den 16. nisan, et billede på at Jesus Kristus var blevet oprejst som en fuldkommen, retfærdig og syndfri åndeskabning. Ved sin opstandelse blev han, som der siges i Første Timoteusbrev 3:16, „erklæret retfærdig i ånd“. Der var ingen symbolsk „surdej“ ved ham.

32. (a) Hvad sagde Jesus om det brød han brækkede i stykker da han indstiftede Herrens aftensmåltid? (b) Hvad symboliseredes der altså ved at brødet var usyret?

³² Følgende omstændighed har tilknytning hertil: Den 16. nisan, den dag førstegrøden af byghøsten blev ofret til Jehova Gud, var tredjedagen efter påsken. Efter at Jesus Kristus havde fejret påskemåltidet den 14. nisan i år 33 e.v.t., tog han et usyret brød, brækkede det i stykker og sagde til sine trofaste apostle: „Tag, spis. Dette er ensbetydende med mit legeme.“ (Matt. 26:26) Eftersom der ingen surdej var i det brød han brugte, vil det da sige at Jesu kødelige legeme, hvis vi går ud fra den tanke at surdej er symbol på noget godt, manglede noget væsentligt, manglede retfærdighed, manglede et eller andet „gode udvirket af den hellige ånd“? Absolut ikke! Det usyrede brød, som Jesus sagde forestillede hans legeme, var et billede på at Jesu kødelige legeme var fri for al synd og ufuldkommenhed. — Hebr. 7:26.

33. Hvordan bruger Bibelen altså surdej som et symbol, og hvilke vidner har vi der bekræfter dette?

³³ I overensstemmelse med den foregående redegørelse havde Watch Tower for 15. maj 1900 og for 15. juni 1910 altså ret når det heri hed at surdej som symbol overalt i Bibelen bruges i en ugunstig eller negativ betydning. Fra det allerførste sted Bibelen nævner surdej, nemlig i Anden Mosebog 12:15-20; 13:7, og til det nævnes sidste gang, i Galaterbrevet 5:9, bruger Bibelen surdej som symbol på noget dårligt. Hvis vi vil have vidner herpå, så har vi i det mindste TO vidner der bekræfter at Bibelen konstant bruger surdej som symbol på noget dårligt og uretfærdigt, på vildfarelse og synd. Jesus omtalte farisæernes surdej og Herodes’ surdej. (Matt. 16:6-12; Mark. 8:15; Luk. 12:1) Apostelen Paulus advarer imod den surdej der syrer hele dejen. Han henviser til de usyrede brøds fest som et forbillede og giver klart udtryk for hvad surdej er et symbol på, for han siger: „Også vort påskeoffer, Kristus, er blevet slagtet. Lad os derfor holde højtid, ikke med gammel surdej, heller ikke med sletheds og ondskabs surdej, men med oprigtigheds og sandheds usyrede brød.“ — 1 Kor. 5:6-8; se Femte Mosebog 17:6, 7; 19:15; Første Timoteusbrev 5:19; Hebræerbrevet 10:28.c

34. Hvad skildrer lignelsen om surdejen altså?

³⁴ I betragtning af alt dette må vi sige at Jesus ikke gjorde nogen undtagelse med hensyn til betydningen af surdejen da han fortalte lignelsen om kvinden der kom en smule surdej i tre store mål hvedemel. Konsekvent som han var i sin lære brugte han her surdej som symbol på noget ugunstigt. Lignelsen må derfor illustrere noget ugunstigt som har at gøre med „himlenes rige“. At hele den store brøddej gennemsyres, er et profetisk billede på hvordan den menighed der bekender sig som kristen, fordærves af babylonisk lære og praksis. Det er det samme der skildres ved at den fuldvoksne sennepsplante forurenes og fordærves. Meget passende sætter derfor både Mattæus og Lukas lignelsen om surdejen ved siden af lignelsen om sennepsfrøet, og Lukas bringer lignelserne umiddelbart efter en sviende fordømmelse rettet mod de hykleriske religiøse ledere. — Luk. 13:10-21.

[Fodnoter]

I overensstemmelse hermed læser vi i bogen Biblical Commentary on The Old Testament af Keil og Delitzsch (bind II — The Pentateuch) under afsnittet (side 437) „Sabbatens helligelse og Jehovas højtider. — Kap. XXIII“ i linjerne 16-34 på side 443:

„’. . . Vers 20. Præsten skal udføre svingning med dem (fredsofferets to lam), tillige med brødene af førstegrøden, som et svingningsoffer for Jehova; sammen med de to lam (de to førnævnte) skal de (brødene) være hellige for Jehova og tilfalde præsten.’ . . . Syndofferet skulle vække følelsen af og bevidstheden om synd hos Israels menighed, for at de, når de spiste deres daglige syrede brød, ikke skulle tjene surdejen i deres gamle natur, men søge og anmode Herren deres Gud om tilgivelse og om renselse for synd.“

„Surdej betragtes som symbol på urenhed og fordærv. ’Gæren i dejen’ er en af de ting der ’forhindrer os i at gøre Guds vilje’ (Ber. 17a). Tanken blev stærkt udviklet i kabbalismen. Det nye Testamente taler også om ’sletheds og ondskabs surdej’, der stilles i kontrast til ’oprigtigheds og sandheds usyrede brød’ (1 Kor. 5:8). Ligeledes anvendes ordet om det der blev betragtet som farisæernes og saddukæernes fordærvede lære (Matt. 16:12; Mark. 8:15).

Det blev især anvendt om elementer af uren herkomst som var kommet ind i en familie. (Gæret) ’dej’ blev i denne sammenhæng stillet i kontrast til det ’rene sigtede mel’. . . .“