Tjen med glæde sammen med Jesus Kristus i Jehovas gerning
„Min Fader er blevet ved med at arbejde til nu, og jeg bliver ved med at arbejde.“ — Joh. 5:17.
1. Hvad kan bidrage til at man bliver glad og virksom, og hvad resulterer det i?
ER DU glad og virksom? Har du altid været det, eller har der været tidspunkter hvor du af en eller anden grund har følt dig træt og modløs, tappet for al energi og initiativ? Ja, hvor du har følt at du simpelt hen ikke orkede at røre en finger? Men så skete der noget uventet. Du fik et andet arbejde, et arbejde der var mere berigende og gav dig større tilfredsstillelse fordi du fik udrettet noget. Hvor du før følte at du var faldet i unåde og blev kritiseret af den der satte dig i arbejde, fik du nu et smil og et rosende ord. Hvilken forskel gjorde det ikke! Du følte dig styrket og opmuntret til at fortsætte med begejstring og nidkærhed. Intet kunne holde dig tilbage. Ja, du blev glad og virksom!
2. Hvordan beskriver Esajas 12:1-6 en uventet begivenhed i vor tid, og hvilket lykkeligt udfald har tingene fået?
2 Det er værd at lægge mærke til at Bibelen omtaler de erfaringer som Jehovas folk har gjort i vor tid, på nøjagtig samme måde. Den fortæller om noget der uventet skete i 1919. Vi læser herom i Esajas’ bog, kapitel 12: „På hin dag skal du sige: Jeg takker dig, [Jehova], thi du vrededes på mig, men din vrede svandt, og du trøstede mig. Se, Gud er min frelse, jeg er trøstig og uden frygt; thi [Jehova] er min styrke og min lovsang, og han blev mig til frelse.“ Derpå beskrives vort storslåede arbejde: „I skal øse vand med glæde af frelsens kilder og sige på hin dag: Tak [Jehova], påkald hans navn, gør hans gerninger kendt blandt folkene, kundgør, at hans navn er højt! Lovsyng [Jehova], thi stort har han øvet, lad det blive kendt på den vide jord! Bryd ud i fryderåb, Zions beboere, thi stor i eders midte er Israels Hellige!“ — V. 1-6.
’Så rigeligt, høst rigeligt’
3. (a) Hvordan taler Salme 126 på lignende måde om en forandring der skaber stor glæde? (b) Hvilken slående kontrast omtales i Salme 126:5, 6?
3 Lad os i denne forbindelse også se på Salme 126, der kaldes en „sang til festrejserne“ og som hører til den gruppe salmer israelitterne sandsynligvis sang på vej til Jerusalem når de glade drog op for at overvære de tre årlige højtider der holdtes der. Ligesom Esajas, kapitel 12, handler denne salme om dem der er kommet til Zion, Guds organisation. Læg mærke til ordlyden: „Da [Jehova] hjemførte Zions fanger, var vi som drømmende.“ Det syntes for godt til at være sandt! Og det hedder videre: „Da fyldtes vor mund med latter, vor tunge med frydesang.“ Læg derpå mærke til den opmuntrende forandring hvad beskæftigelse angår, der er omtalt i de sidste to vers i salmen: „De, som sår med gråd, skal høste med frydesang; de går deres gang med gråd, når de udstrør sæden, med frydesang kommer de hjem, bærende deres neg.“ (Sl. 126:1, 2, 5, 6) I begyndelsen har de det svært, fordi de tilsyneladende ikke kan se noget resultat af deres arbejde, men da de flittigt og tålmodigt bliver ved med at så, bliver de til sidst belønnet med en høst der overgår deres dristigste forventninger.
4. Sagde Jesus noget betydningsfuldt om høsttiden, og hvilket spørgsmål afføder det?
4 Ja, vi befinder os i høsttiden. Vi er nu nået til den periode der kaldes afslutningen på tingenes ordning og, som Jesus sagde i en af sine lignelser: „Høsten er en afslutning på en tingenes ordning.“ (Matt. 13:39) Jesus sagde noget interessant om høsten og det arbejde der er forbundet med den, og især om sin egen arbejdsindsats. Lad os i denne forbindelse læse Johannes 5:17, der anslår vort tema. Jøderne forfulgte Jesus fordi han havde gjort godt på sabbaten, og han sagde til dem: „Min Fader er blevet ved med at arbejde til nu, og jeg bliver ved med at arbejde.“ Ved vi hvor længe Jehova har arbejdet?
5. Hvor længe har Jehova været virksom, og hvad siger Bibelen om det han har udvirket? (Sl. 33:4, 5)
5 Der er forbavsende nok et skriftsted som kan hjælpe os til at besvare dette spørgsmål. Det er et sted der åbenbart omtaler Jesus i hans førmenneskelige tilværelse (hvor han ifølge Johannes 1:1 blev kaldt „Ordet“). Idet han taler som den personificerede visdom siger han, som vi læser i Ordsprogene 8:22, 23 (NW): „Jehova selv frembragte mig som sin vejs begyndelse, det tidligste af sine værker fra de ældste tider . . . fra tiderne før jorden.“ Ja, Jehova har altid været virksom, og derfor har han også grund til at være glad. De ting han har udvirket, vidner nemlig om hans fuldkomne egenskaber. Han er „klippen, fuldkomment hans værk, thi alle hans veje er retfærd! . . . retfærdig og sanddru er han“. Jehova er „Gud den Allerhøjeste, himmelens og jordens skaber“. — 5 Mos. 32:4; 1 Mos. 14:19, 22.
6. Hvilken enestående viden giver Bibelen os om Jesus som værkmester?
6 Ordsprogene, kapitel 8, fortæller os også noget om det tidspunkt da Jesus begyndte at arbejde. Fra vers 29 læser vi: „Da han [Jehova] forordnede jordens grundvolde, da var jeg ved hans side som en værkmester . . . [jeg] glædede mig over hans jords frugtbare land.“ Den der blev Kristus Jesus har altså arbejdet lige siden han blev skabt og har med glæde tjent sammen med sin Fader, „idet [han] glædede [sig] for hans ansigt hele tiden“. — Ordsp. 8:29-31, NW.
7. Hvordan kom samarbejdet mellem Faderen og Sønnen til udtryk, og hvad blev resultatet?
7 Det nære samarbejde mellem Faderen og Sønnen kom også til udtryk ved afslutningen af det jordiske skaberværk, da Gud sagde: „Lad os gøre mennesker i vort billede, så de ligner os.“ Både manden og kvinden blev skabt til at føre en glad og virksom tilværelse, for „Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: ’Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden, gør eder til herre over den og hersk over . . . alle vildtlevende dyr, der rører sig på jorden’“. „Og Gud så alt, hvad han havde gjort, og se, det var såre godt.“ Det skulle være virksomt. — 1 Mos. 1:26-31.
Den ånd der hører høsttiden til
8. (a) Hvilken indstilling til arbejde lagde Jesus for dagen under hele sin tjeneste? (b) Hvordan kom hans kærlighed til menneskene til udtryk i denne forbindelse?
8 Da Jesus kom til jorden og begyndte sin tjeneste, lagde han samme indstilling for dagen. Han arbejdede og lærte andre hvordan de skulle arbejde. Det gav han udtryk for da han engang udtalte sig i forbindelse med høsten, sådan som vi læser i Johannes 4:34, 35: „Min mad er at gøre hans vilje som har sendt mig, og at fuldføre hans gerning. Siger I ikke at der endnu er fire måneder til høsten kommer? Se, jeg siger jer: Opløft jeres øjne og betragt markerne: de er hvide til høst.“ For at få at vide hvilken slags høst Jesus havde i tanke, kan vi læse en anden beretning: „Jesus tog nu rundt til alle byerne og landsbyerne, og han underviste . . ., forkyndte den gode nyhed om riget og kurerede enhver form for sygdom . . . Da han så folkeskarerne fik han inderligt ondt af dem, for de var medtagne og omtumlede som får uden hyrde. Så sagde han til sine disciple: ’Ja, høsten er stor, men arbejderne er få. Bed derfor høstens Herre om at sende arbejdere ud til sin høst.’“ (Matt. 9:35-38) Af begge disse beretninger fremgår det tydeligt at det ikke var en kornhøst Jesus talte om. Det var en høst af mennesker som Jesus inderligt ønskede indsamlet.
9. Hvordan er den ånd der hører høsttiden til, og hvilket ønske indgiver den én?
9 Der er en tydelig parallel mellem dengang og nu, og Jesus ønsker at vi der er hans disciple skal være opfyldt af den ånd der hører høsttiden til. Denne ånd er en glædens ånd; den afspejler dyb værdsættelse af arbejdets store betydning, og den indgiver én ønsket om at se det endeligt fuldført. Som der siges i Esajas 9:3: „Du gør fryden mangfoldig, glæden stor, de glædes for dit åsyn, som man glædes i høst, ret som man jubler, når bytte deles.“
10. (a) Hvordan tilvejebringer Jehova flere arbejdere til høsten? (b) Hvad kan vi lære af Ordsprogene 10:4, 5?
10 Det er i den samme ånd vi beder Herren om at sende flere arbejdere ud. Jehova tilvejebringer ikke disse ’flere arbejdere’ på mirakuløs vis. Nej, det sker som et resultat af høstarbejdet; vi skal ikke blot hjælpe folk ind i sandheden men gøre dem til ’høstarbejdere’, som Jesus sagde: „Gå derfor ud og gør disciple . . . idet I lærer dem at holde [at gøre] alt det jeg har befalet jer.“ (Matt. 28:19, 20) Det er den ånd vi må lægge for dagen. Vi ønsker flere høstarbejdere, og det betyder at vi selv må være travlt optaget og holde os lysvågne. Ordsprogene 10:4, 5 omtaler to slags arbejdere: „Doven hånd skaber fattigdom, flittiges hånd gør rig. En klog søn samler om sommeren, en dårlig sover om høsten.“ — Hvor skrækkeligt! Hvilken kontrast! Sådanne dovne og dårlige arbejdere vil ikke opnå nogen glæde.
Uvæsentlige ting sættes til side
11. Hvordan bør man se på høsttiden, og hvorfor?
11 Noget andet der kendetegner høsttiden, er at den er en særlig tid for landmanden. Han kan ikke anlægge det synspunkt (og gør det heller ikke) at det er tilstrækkeligt med den normale arbejdsindsats, og at det man ikke når i dag kan man nå i morgen. Høsten må bringes i hus når afgrøden er moden. Alle landmænd ved at der ingen tid er at spilde. Andre, mindre væsentlige ting må sættes til side. Landmanden er villig til at arbejde i marken fra solen står op til den går ned.
12. Hvordan understregede Jesus høsttidens betydning, og hvordan gælder dette også i dag?
12 Jesus lagde samme indstilling for dagen. Straks efter at han havde sagt til sine disciple at de skulle bede høstens Herre om at sende arbejdere ud til sin høst, kaldte han, ifølge beretningen, „sine tolv disciple til sig . . . Disse tolv sendte Jesus ud idet han gav dem følgende instruktioner: ’Gå . . . hele tiden til de bortkomne får af Israels hus’“. Dette gjorde de med Rigets budskab. Og for at understrege hvor meget det hastede sagde Jesus: „I skal ikke skaffe jer guldpenge eller sølvpenge eller kobberpenge til jeres bælter, eller en madpose til rejsen, eller to underklædninger, eller sandaler eller en stav; for den der arbejder fortjener sin føde.“ (Matt. 10:1-10) Jesus ønskede ikke at de skulle blive involveret i en masse andre ting. Han ønsker heller ikke at hans disciple i dag skal blive ført på afveje på grund af materialisme eller andre ting der kan bortlede deres opmærksomhed. Vi lever i en høsttid!
13. Hvilket bemærkelsesværdigt høstarbejde fandt sted i det første århundrede?
13 Vi kan spørge: Var der en høst i det første århundrede? Ja, ganske afgjort! Tænk på hvad der skete i byen Jerusalem på pinsedagen i år 33. Efter at have lyttet til Peters ’grundige vidnesbyrd’ og formaning blev „omkring tre tusind sjæle“ døbt og føjet til den oprindelige menighed på omtrent 120. (Apg. 1:15; 2:37-42) Og menigheden selv var i virkeligheden kun én dag gammel!
14. Trods hvilken modstand var det tydeligt at Jehova velsignede sine tjenere?
14 Kort tid efter sagde det jødiske præsteskab, som var rasende over at se store skarer lytte til budskabet om Riget, til apostlene: „I har fyldt Jerusalem med jeres lære.“ Men selv om det ’udtrykkeligt blev forbudt dem at fortsætte med at undervise’, blev apostlene ved med at forkynde, og høsten blev ved med at komme i hus. (Apg. 5:28, 29) Der må have været temmelig mange forkyndere i forhold til indbyggertallet i denne by på cirka to og en halv kvadratkilometer, men de lod ikke hænderne synke. De lagde en positiv indstilling for dagen og blev ved med at søge efter mennesker. Som der siges i Apostelgerninger 6:7: „Så havde Guds ord fremgang, og antallet af disciple i Jerusalem øgedes fortsat stærkt; og [selv] en stor skare præster begyndte at adlyde troen.“ Det var sandelig ikke nogen ringe høst!
Der er meget mere at gøre!
15, 16. (a) Kan vi sige i dag at Jehovas gerning er ved at være fuldført? (b) Anfør oplysninger fra årsrapporten for 1977 som viser at vore bestræbelser bliver rigt velsignet og at der er en god vækst.
15 Hvordan ser vi på arbejdet i dag? Er distriktet blevet gennemgået så godt og så ofte at vi kan sige at arbejdet er færdigt? Nej, der er meget, meget mere at gøre! Tænk for eksempel på Jehovas vidner i Zambia. Ifølge Jehovas Vidners årsrapport for 1977 er der én forkynder for hver 103 indbyggere dér i landet. Men Jehovas vidner i Zambia bliver ved med at forkynde, bliver ved med at tale med folk, og de finder stadig flere der vil lytte og som tager imod sandheden. Sidste år blev der døbt 2399.
16 Når vi ser os omkring i verden forstår vi at det er en stor høst der indsamles. De katolske lande i Europa oplever stadig en stor vækst. Alene i de to år siden 1975 er antallet af Rigets forkyndere i Spanien vokset med 25 procent, i Portugal med 26 procent og i Italien med 29 procent, så der nu er mere end 125.000 forkyndere i disse lande, som tidligere var Babylon den Stores højborg. I løbet af de samme to år er sandheden nået ud til mange flere øer; Jehovas tjenere på Tahiti rapporterer en forøgelse på 42 procent i dette område, idet der nu aflægges et grundigt vidnesbyrd på 40 ud af 60 beboede øer. Jehovas gerning udføres i stadig flere områder i østen, hvor Hongkong rapporterer en forøgelse på 52 procent og Japan mere end 8000 nye forkyndere af Riget, i tiden fra 1975 til 1977. I Nord- og Sydamerika og i Europa, ja hvor som helst der gøres en ihærdig indsats i forkyndelsen fra hus til hus, oplever menighederne en lignende glædelig høst.
17. Hvilken advarsel og tilskyndelse giver Bibelen os i denne forbindelse? (Luk. 21:34-36)
17 Bør vi ikke glæde os over at Jehova indtil nu har holdt „den store trængsel“ tilbage, så disse dyrebare „får“ har kunnet indsamles? Jo! Men tag ikke fejl! Den dag da regnskabet skal gøres op med nationerne nærmer sig hastigt! „Thi synet står ved magt, træffer ind til tide, usvigeligt iler det mod målet; tøver det, bi så på det, thi det kommer; det udebliver ikke.“ — Hab. 2:3.
18. Hvilket princip er omtalt i Første Korinterbrev 3:7, og hvordan kan vi anvende dette på os selv i dag?
18 Jehova har tydeligt vist os at arbejdet endnu ikke er fuldført. Vi må fortsætte forkyndelsen, ikke indtil vi synes at den er fuldført, men indtil det behager Jehova at bringe den til en afslutning. Jehova henleder til stadighed vor opmærksomhed på at arbejdet endnu ikke er færdigt, idet han bliver ved med at give os vækst. Lad os aldrig glemme det princip som Paulus så klart gav udtryk for i Første Korinterbrev 3:7: „Hverken den der planter eller den der vander er altså noget, men Gud, som får det til at gro.“ Hele æren for denne gode, rigelige høst går derfor til Jehova, gennem Kristus Jesus.
19. Hvilken storslået opmuntring og tilskyndelse finder vi i Første Korinterbrev 3:5-9?
19 Som Paulus forud nævnte i Første Korinterbrev 3:5, er det en forret at blive brugt som tjenere ved hvem andre bliver troende, ’sådan som Herren giver hver enkelt’. Herren lader os stadig indsamle flere i sit forrådshus. I tjenesteåret 1977 lod over 124.000 nye sig døbe som et udtryk for deres helhjertede indvielse til Gud for at gøre hans vilje. Hvorfor skulle vi ikke stadig kunne forvente at det bliver ved med at gro? Høsten er endnu ikke forbi. Vi må være indstillet på at høste indtil alle er indsamlet. Det er stadig tid at glæde sig over høstarbejdet!
[Illustration på side 11]
Jesu disciple er fyldt med den ånd der kendetegner høstfolk