Verden — Guds arbejdsmark

„Marken er verden.“ — Matt. 13:38.

 1. (a) Hvad er hele den menneskelige familie en del af? (b) Hvis er marken der er under opdyrkning, og hvorfor er det godt at tænke på det nu i tiden?

ER du klar over at du er en del af en mark der er under opdyrkning? Det er du, så vist som du hører til den menneskelige familie. Denne opdyrkning er dog ikke led i et selvisk foretagende hvis formål er at udnytte dig, sådan som verdens imperialistiske magter har udnyttet de folk de har underlagt sig, koloniseret og beriget sig ved. Den opdyrkning vi her taler om sker til vor varige gavn. Det er nemlig Gud der forestår den, og han har, udelukkende ud fra kærlighedens rene motiv, sendt sin søn for at han skulle varetage og fuldføre denne opdyrkning. Som Guds medarbejder beskrev Sønnen dette opdyrkningsarbejde ved hjælp af en lignelse.

 2. (a) Hvilken lignelse er det nu betimeligt at betragte nærmere? (b) Hvorfor var det klogt af bonden ikke straks at lade sine tjenere rykke rajgræsset op?

² I denne lignelse eller illustration sammenlignede Jesus Kristus sig selv med en bonde der såede god sæd i sin mark. Om natten sneg en fjende sig ind og såede marken til med rajgræs. Da kornet nu voksede op, fik man øje på rajgræsset. Bonden ville dog ikke have sine trælle til at fjerne det med det samme, for de kunne da samtidig komme til at rykke kornet op og derved berede bonden et tab. Han ville vente til høsten, hvor man ikke kunne tage fejl af korn og ukrudt. Da høsten kom, sendte han sine trælle ud for at samle rajgræsset fra med hånden, mens de lod kornet stå urørt på marken. Rajgræsset blev samlet i knipper og brændt, og dermed var fjendens plan forpurret. Så lod bonden sine trælle bringe kornet hjem i sin lade uden det giftige rajgræs. — Matt. 13:24-30.

 3, 4. Hvilken forklaring på denne lignelse gav Jesus disciplene?

³ Ikke engang Jesu disciple forstod denne lignelses profetiske betydning, og da de var alene med ham bad de om en forklaring. Vi gengiver her forklaringen efter den autoriserede danske bibeloversættelse:

⁴ „Den, som sår den gode sæd, er Menneskesønnen, marken er verden, og den gode sæd er Rigets børn, men rajgræsset er den Ondes børn, og fjenden, som såede det, er Djævelen; og høsten er verdens ende; og høstfolkene er engle. Ligesom nu rajgræsset samles fra og brændes i ild, således skal det ske ved verdens ende. Menneskesønnen skal sende sine engle ud, og de skal samle og fjerne fra hans rige alle, der frister andre til fald, og dem, som øver lovløshed; og de skal kaste dem i ildovnen; dér skal der være gråd og tænderskæren. Da skal de retfærdige stråle som solen i deres Faders rige.“ — Matt. 13:37-43.

 5. Hvilke vanskeligheder støder man på når man læser lignelsen i den danske autoriserede oversættelse af Bibelen?

⁵ I denne oversættelse siges der altså at „marken er verden“, at „høsten er verdens ende“ og at „således skal det ske ved verdens ende“. Den almindelige læser, som ikke kender den græske grundtekst, kunne ud fra denne oversættelse få den opfattelse at „marken“, som er „verden“, skulle ophøre med at eksistere når høsten kom, og at der til den tid sandsynligvis ville blive gjort ende på den med ild, eftersom ild nævnes som ødelæggelsesmiddel i forbindelse med rajgræsset. Man kunne ud fra denne oversættelse få den forståelse at jorden under vore fødder skulle ødelægges af en verdensomspændende brand og altså skulle brændes op ligesom rajgræsset.

 6, 7. Hvad var det imidlertid der blev tilintetgjort, ifølge Jesu ord, og hvad eksisterede stadig væk?

⁶ I lignelsen sagde Jesus imidlertid ikke at bonden satte ild til sin mark og ruinerede sig selv som landmand, hverken før eller efter at kornet var bragt i lade. Det var kun rajgræsset der blev brændt, og først efter at det var fjernet fra marken.

⁷ Marken, der blev brugt som et billede på „verden“, eksisterede stadig og kunne fortsat dyrkes af bonden. Der var blot sket nogle forandringer på den. Den verden som marken billedligt skildrer, vil altså stadig eksistere, men vil nu være renset for „rajgræsset“. „Høsten“, der foregår når vækstperioden er forbi og kornet er modent, betyder derfor ikke enden på den verden der siges at være marken. Ifølge den bibeloversættelse vi har benyttet ser det således ud til at der er visse modsigelser i Jesu forklaring af lignelsen. Jesus modsagde imidlertid ikke sig selv, hvilket fremgår af den originale græske bibeltekst. Vanskeligheden er forårsaget af oversættelsen.

 8. Hvad hjælper os til at forstå lignelsen?

⁸ Problemet løser sig når vi går til originalsproget og ved hjælp af en bibelkonkordans finder at der ligger to forskellige græske ord gemt bag det ene ord „verden“. I Bibelens originale græske tekst er det ordet kósmos der er brugt for den „verden“ der skildredes billedligt ved „marken“, mens det græske ord for den verden hvis ende indtræffer med høsten er aión. Intetsteds i De kristne græske Skrifter læser vi om kósmos’ ende eller afslutning. I denne forbindelse er det kun ordet aión der bruges. Vi læser kun om aións ende.

 9, 10. Hvordan gengiver forskellige bibeloversættelser Mattæus 13:38, 39?

⁹ Forskellen mellem kósmos og aión kommer frem i nogle af de nyere bibeloversættelser, der tydeligt skelner mellem disse to ord.a For eksempel lyder The New English Bible af 1961: „Marken er verden; . . . Høsten er tidens ende. . . . således vil Menneskesønnen ved tidens ende sende sine engle ud.“ — Matt. 13:38-41.

¹⁰ Den amerikanske Revised Standard Version af 1952 oversætter de samme passager som følger: „Marken er verden, . . . høsten er tidsalderens afslutning, . . . således skal det være ved tidsalderens afslutning. Menneskesønnen vil sende sine engle ud.“ Alexander Campbells oversættelse, der er fra 1835, lyder således: „Marken er verden: . . . Høsten er afslutningen på denne tilstand; . . . således skal det være ved afslutningen på denne tilstand. Menneskesønnen vil sende sine engle ud.“ I overensstemmelse med denne sidste oversættelse lyder New World Translation of the Holy Scriptures af 1961 således: „Marken er verden; . . . Høsten er afslutningen på en tingenes ordning, . . . således skal det ske ved afslutningen på tingenes ordning. Menneskesønnen skal sende sine engle ud.“

11. Hvordan skaber den danske autoriserede oversættelse og også den engelske King James-oversættelse uklarhed ved sin brug af ordet „verden“?

¹¹ Der er ingen modsigelse i Jesu ord ifølge disse nyere oversættelser. Deres nøjagtigere gengivelse giver ikke læseren den opfattelse at de inspirerede kristne bibelskribenter brugte det samme græske ord for ordet „verden“ i vor autoriserede bibeloversættelse. I den engelske King James-oversættelse er der ikke mindre end fem forskellige hebraiske ordb og fire forskellige græske ordc der er gengivet med det ene engelske ord „world“. I vor autoriserede danske bibeloversættelse er der tre hebraiske og tre græske ord der er gengivet med „verden“. Ethvert fornuftigt menneske kan se at dette kun kan forvirre begreberne. Lad os derfor yde Bibelen fuld retfærdighed ved at opklare noget af denne forvirring.

„Tre verdener“

12, 13. Hvilken bibeloversættelse benyttedes ved udarbejdelsen af bogen Three Worlds?

¹² I 1877, altså for syvogfirs år siden, udgav N. H. Barbour og C. T. Russell i forening en 197 siders bog, Three Worlds, på hvis titelblad der stod følgende (oversat til dansk):

TRE VERDENER, og denne verdens høst. — En kort oversigt over Bibelens frelsesplan, der spænder over tre verdener: „Den daværende verden“, „Den nuværende verden“ og „Den kommende verden“, med beviser for at vi nu befinder os i „Høstens tid“ eller i Evangelietidsalderens afslutning.

¹³ Titelbladets ordlyd var baseret på King James-oversættelsens gengivelse af Peters andet brev, kapitel 3, versene 6 og 7, der lyder således (i dansk oversættelse): „Den daværende verden gik til grunde efter at være oversvømmet med vand; men de nuværende himle og jorden er ved det samme ord holdt i forvaring, bevaret til ild på de ugudelige menneskers doms og undergangs dag.“ I vers seks er det det græske ord kósmos der er gengivet med ordet „verden“, og apostelen Peter anvender ikke dette ord mere i de resterende tolv vers af brevet, heller ikke da han taler om „de nuværende himle og jorden“ eller om „nye himle og en ny jord, hvor retfærdighed bor“. — 2 Peter 3:13.

14. Hvordan lyder oversættelsen af det græske ord aión i Galaterne 1:4 og Mattæus 12:32 i King James-oversættelsen?

¹⁴ Imidlertid læser vi i Galaterne 1:4 (AV): „Som [det vil sige Herren Jesus Kristus] gav sig selv for vore synder, for at han kunne udfri os af den nuværende onde verden.“ Her er ordet „verden“ oversat fra det andet græske ord, aión. Endvidere sagde Jesus, som gengivet i Mattæus 12:32 (AV): „Den der taler et ord imod Menneskesønnen, ham vil det blive tilgivet; men den der taler imod Helligånden, ham vil det ikke blive tilgivet, hverken i denne verden eller i den kommende.“ Her er ordet „verden“ igen oversat fra det græske ord aión.

15. Hvad var øjensynlig grunden til at C. T. Russell valgte titlen „The Divine Plan of the Ages“ til den bog han udgav i 1886?

¹⁵ De bibeltekster der hentydes til på titelbladet til bogen Three Worlds taler altså om kósmos én gang og aión to gange, og ikke om kósmos alle tre gange. Det er uden tvivl grunden til at den bog som førnævnte C. T. Russell senere, nemlig i 1886, selv udarbejdede bærer titlen „The Divine Plan of the Ages“ [Guds plan for tidsaldrene] og ikke „The Divine Plan of the Worlds“ [Guds plan for verdenerne] og at bogens fjerde kapitel hedder „De i den guddommelige Plan afmærkede Tidsrum og Husholdninger“, og at dette kapitel taler om „Tre store Tidsrum i Verdens Historie“, „Deres Særkende“ og „Underafdelinger i disse store Tidsrum“. Bogen viste altså Bibelens græske sprog tilbørligt hensyn ved at foretrække betegnelserne „tidsaldre“ og „tidsrum“ med deres specielle husholdninger og kendemærker, fremfor ordet „verdener“. Herved undgik man enhver begrebsforvirring.

16. Definér ordet aión.

¹⁶ I dag vil vi også gerne fjerne enhver uklarhed med hensyn til de bibelske udtryk. De oversættelser af Mattæus 13:38-41 som vi tidligere har gengivet i denne artikel (side 198, paragrafferne 8, 9, 10) viser at oversættere i nyere tid opfatter betydningen af det græske ord aiónd som værende „tid“, „tidsalder“, „tilstand“ og „tingenes ordning“. Ordet betyder ikke slet og ret „tid“ (der findes et andet græsk ord for det), men betyder snarere et tidsrum af en vis varighed eller længde, en kort eller lang, ubrudt tidsperiode. Et udtømmende græsk-engelsk leksikon angiver følgende betydninger til ordet aión: „Et bestemt, tydeligt afmærket tidsrum, epoke, tidsalder.“ Derfra kom det også til at betyde „levetid, liv“ eller „menneskealder, generation“. Nu ved vi at en tidsalder eller epoke kan begynde og ende, ja at den også kan fortsætte, dersom det er Guds vilje. En tidsalder kan for den sags skyld vare evigt, selv om den har en begyndelse.

17. Hvilke to steder anføres som eksempel på den tidsmæssige betydning af ordet aión?

¹⁷ Med ren tidsmæssig betydning finder vi aión anvendt i Markus 3:29, hvor Jesus Kristus siger til sine anklagere: „Den, som taler bespotteligt imod Helligånden, får i al evighed [egentlig: i tidsalderen] ingen tilgivelse, men er skyldig i en evig [æonisk, tidsaldervarig, vedvarende, evig] synd.“ Det ville betyde at vedkommende hverken ville få tilgivelse nu eller i fremtiden som følge af en synd der ikke kan udslettes. Og hvad sagde Jesus til det figentræ der så ud til at bære frugt men ikke bar nogen alligevel? Ifølge Mattæus 21:19 sagde han: „Aldrig i evighed [egentlig: i tidsalderen] skal der mere vokse frugt på dig!“ Da han og hans disciple den næste dag kom forbi figentræet, var det visnet. (Mark. 11:12-14, 20-22) Dette træ stod ikke blot uden frugt et vist stykke tid, men forblev uden frugt for bestandig på grund af Jesu ord. Da frugttræer dengang var beskattet i Det nære Østen, blev figentræet, som jo var visnet, uden tvivl fældet for at der ikke skulle betales skat af det. Det gik således i opfyldelse at det aldrig kom til at bære frugt mere; den tid det skulle stå uden frugt kom til at vare evigt, og en tidsalder kan således være uden ende.

18. Hvordan anvendtes ordet af engelen da den forkyndte Jesu fødsel for Maria?

¹⁸ Som et yderligere eksempel på denne betydning kan nævnes engelen Gabriels ord til den jødiske jomfru Maria: „Du skal undfange og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Han skal blive stor og kaldes den Højestes Søn; og Gud Herren skal give ham Davids, hans faders, trone. Han skal være konge over Jakobs hus til evig tid [egentlig: i tidsaldrene], og der skal ikke være ende på hans kongedømme.“ (Luk. 1:26-33) Den omstændighed at der siges at der ikke skal være ende på hans kongedømme viser at han skulle herske over Jakobs hus eller folk for bestandig, til evig tid.

Tilstand — Tingenes ordning

19, 20. (a) Hvilken anden betydning kan ordet aión indeholde? (b) Forklar herudfra betydningen af Galaterne 1:4 ved hjælp af New World Translation.

¹⁹ En tidsalder, en epoke, et afgrænset tidsrum kan have sine særegne træk; forholdene kan udvikle sig i en bestemt retning, og der kan råde en for denne tidsalder særegen tingenes tilstand eller tingenes ordning. Når denne tingenes tilstand eller ordning ophører, er tidsalderen eller epoken forbi. Det græske ord aión kommer således til mere at indebære forestillingen om en tingenes tilstand eller ordning, og den rent tidsmæssige forestilling træder i baggrunden. For eksempel skriver apostelen Paulus i Galaterne 1:4 ifølge vor autoriserede danske bibeloversættelse: „Som for at udfri os af den nuværende, onde verden gav sig selv hen for vore synder, efter vor Guds og Faders vilje.“ I stedet for „den nuværende, onde verden“ siger den amerikanske reviderede standardoversættelse „den nuværende onde tidsalder“. Imidlertid levede apostelen Paulus og de kristne galatere som han skrev til fortsat i den tidsalder, og vi i dag lever også i den. Det var derfor ikke tidsalderen, det bestemte tidsrum, Jesus Kristus udfriede de kristne fra ved sit offer, men fra den tingenes tilstand eller ordning der herskede i den bestemte tidsperiode.

²⁰ I overensstemmelse med denne nøjagtigere betydning oversætter New World Translation of the Holy Scriptures derfor Galaterne 1:4 således: „Han gav sig selv for vore synder for at han kunne udfri os af den nuværende onde tingenes ordning efter vor Guds og Faders vilje.“ Selv om de sande indviede Jesu Kristi efterfølgere stadig lever i denne tidsalder eller tidsperiode, der begyndte efter Vandfloden i Noas dage, er de ikke en del af den tingenes ordning der hersker i denne tidsperiode, for de er blevet udfriet fra denne ordning ved Jesu Kristi sonoffer. De ligger ikke længere under for den nuværende onde tingenes ordnings magt men er i åndelig henseende frie så de kan gøre Guds vilje.

21. Hvilken regel følger New World Translation derfor, og hvordan fremgår dette af gengivelsen af Lukas 20:34, 35?

²¹ Når tidsforestillingen træder i baggrunden til fordel for de særlige forhold der præger den bestemte tid gengiver New World Translation det græske aión med „tingenes ordning“ [system of things], hvilket er en nøjagtigere oversættelse. Da Jesus for eksempel talte om de muligheder der ville være for dem der opstod fra de døde til liv på jorden under Guds rige brugte han ordet aión, idet han sagde: „Denne tingenes ordnings børn tager til ægte og bortgiftes, men de som er blevet agtet værdige til at få del i den tingenes ordning og i opstandelsen fra de døde tager hverken til ægte eller bortgiftes.“ (Luk. 20:34, 35, NW) I vor tid hersker altså „denne tingenes ordning“, ifølge hvilken mænd og kvinder kan gifte sig, men derefter kommer engang i fremtiden „den tingenes ordning“ da opstandelsen af de døde vil finde sted. Denne tingenes ordning vil altså ophøre, men efter den følger der en ny tingenes ordning.

22. Hvordan gengiver New World Translation ordet aión i Romerne 12:2, 1 Timoteus 6:17 og 2 Timoteus 4:9, 10, og hvorfor har man valgt denne gengivelse?

²² Til de kristne i Rom skrev apostelen Paulus: „Ophør med at lade jer forme efter denne tingenes ordning [snarere end denne tidsalder eller tidsperiode], men bliv forvandlet gennem en fornyelse af jeres sind, for at I kan forvisse jer om hvad der er Guds gode, velbehagelige og fuldkomne vilje.“ (Rom. 12:2, NW) I overensstemmelse med denne opfordring skrev Paulus til den kristne tilsynsmand Timoteus: „Byd dem som er rige i den nuværende tingenes ordning, ikke at være hovmodige, men at sætte deres håb, ikke til den usikre rigdom, men til Gud, som giver os alle ting at nyde i rigt mål.“ En kristen ved navn Demas fulgte ikke dette råd, og i sit sidste inspirerede brev måtte Paulus med sorg skrive til Timoteus: „Gør dit yderste for snart at komme til mig. Demas har forladt mig fordi han elskede den nuværende tingenes ordning [ikke den nuværende tidsalder men dens tingenes ordning], og han er rejst til Tessalonika.“ Han forlod altså Paulus, der da var fange i Rom. — 1 Tim. 6:17, NW; 2 Tim. 4:9, 10, NW.

23, 24. (a) I hvilken betydning anvendes aión i Hebræerne 11:3? (b) Hvad har Jehova derfor gjort til gavn for sine tjenere?

²³ Et andet skriftsted hvor det ikke er selve tidsperioden der tænkes på, men de særlige forhold der råder inden for den, er Hebræerne 11:3. New World Translation oversætter dette vers således: „I tro fatter vi at tingenes ordninger blev anbragt ved Guds ord, så det der ses blev til af det der ikke ses.“ — Jfr. John Parkhurst, A Greek and English Lexicon of the New Testament under Aión, side 17, 2. spalte, afsnit VII. (London-udgaven af 1845)

²⁴ Her er ikke tænkt på at Gud føjede den ene tidsperiode eller tidsalder til den anden, men her tænkes på de specielle forhold der skulle råde inden for hver tidsperiode og som ville eksistere enten med Guds tilladelse eller fordi de var forordnet af ham. Der er altså tænkt på tingenes ordninger. Gud har ikke ladet sine jordiske tjenere i fuldstændig uvidenhed om disse tingenes ordninger og den rækkefølge hvori de skulle komme. Gennem både det talte og det skrevne ord har han givet mennesker nøglen til forståelse af de tingenes ordninger der skulle afløse hinanden og som hver især var tilpasset hans særlige formål. Skal vi se eller fatte disse tingenes ordninger, skal vi ikke blot høre hvad Gud siger eller læse i Bibelen; vi må også tro på dem og i handling vise vor tro ved at indrette vort liv efter dem. Det er netop hvad fortidens trosvidner fra Abel og fremefter gjorde. Det som mennesker uden tro ikke kunne se, fik mennesker der havde tro lov til at se på forhånd, ja nogle fik endog lov til at se det ’blive til’. De blev godkendt af Gud. — Hebr. 11:2, 6.

25-27. (a) Hvem behersker den nuværende onde „tingenes ordning“, og hvilket bevis har vi herfor? (b) Hvem må de kristne derfor kæmpe imod?

²⁵ Den nuværende tingenes ordning er, som apostelen Paulus siger, „ond“. Det er den fordi de der behersker den, både de synlige og de usynlige magter, er onde. Der findes i den selviske mennesker som ofte materialistisk set er „klogere“ end „lysets børn“. (Luk. 16:8, NW; 1 Kor. 3:19) Den har sine skribenter og debattører med deres verdsligvise argumenter, og den har sine herskere der ikke kender Guds visdom som er skjult i hans hellige hemmelighed. (1 Kor. 1:20, NW; 2:6-8, NW) Men bag disse synlige skikkelser står en usynlig, fornuftbegavet skabning, der har lagt et dække over deres øjne og som prøver at friste sande kristne som ikke er af denne tingenes ordning, til fald.

²⁶ Med hensyn til dette dække der er lagt over deres øjne, skrev Paulus: „Dersom nu den gode nyhed vi forkynder i virkeligheden er tilsløret, da er den tilsløret blandt dem som fortabes, blandt hvem denne tingenes ordnings gud har blindet de vantros tanker, for at lysglansen fra den herlige gode nyhed om Kristus, der er Guds afbillede, ikke skulle skinne igennem.“ (2 Kor. 4:3, 4, NW) Jehova Gud, fra hvem den gode nyhed udgår, er Gud for sit folk på jorden i hele denne tidsalder eller tidsperiode, men han er ikke Gud for denne tingenes ordning. Det er Satan Djævelen. Dæmonengle står på hans side i det usynlige, og kristne, som ikke vil lade sig forme efter denne tingenes ordning, må kæmpe mod disse.

²⁷ Paulus skriver: „Thi den kamp, vi skal kæmpe, er ikke mod kød og blod, men mod magterne og myndighederne, mod verdensherskerne [kosmokraterne] i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet.“ For at kunne kæmpe denne kamp må vi iføre os Guds fulde rustning. — Ef. 6:11-13.

28. Hvad skriver apostelen Paulus om de kristnes forhold til den onde „tingenes ordning“, og hvilken fremtid venter dem?

²⁸ Satan Djævelen er den ulydige åndemagt der hersker usynligt over alle menneskelige myndigheder som er ulydige mod Gud. Vi kan ikke leve efter den tingenes ordning der nu eksisterer på jorden, men vi lever for den tingenes ordning der skal komme ved Guds ufortjente godhed. For at uddybe vor forståelse heraf skrev apostelen Paulus: „Det er jer Gud gjorde levende skønt I var døde i jeres overtrædelser og synder, som I engang vandrede i, i overensstemmelse med tingenes ordning [aión] i denne verden [kósmos], i overensstemmelse med herskeren over luftens myndighed, den ånd som nu er virksom i ulydighedens sønner. Men Gud, som er rig på barmhjertighed, har på grund af den store kærlighed hvormed han elskede os, levendegjort os sammen med Kristus, selv dengang vi var døde i overtrædelser — ved ufortjent godhed er I blevet frelst — og han oprejste os sammen med Kristus Jesus, for i de kommende tingenes ordninger at vise sin ufortjente godheds overstrømmende rigdom i sin velvilje imod os i samhørighed med Kristus Jesus.“ — Ef. 2:1, 2, 4-7, NW.

29. (a) Hvad er det vi tænker på når vi bruger udtrykket „den nye verden“? (b) Hvem er det der skaber denne nye tingenes ordning, og ved hvem bliver den skabt?

²⁹ I tro ser vi derfor frem til indførelsen af en ny tingenes ordning; og når vi bruger det gammelkendte udtryk „den nye verden“ og omtaler os selv som „den nye verdens samfund“ tænker vi i virkeligheden på denne kommende nye tingenes ordning eller orden, hvilket er en nøjagtigere gengivelse af det græske udtryk. Denne nye tingenes orden er en af de ordninger som Gud skaber ved hjælp af sin enbårne søn Jesus Kristus, ved hvem han talte til menneskene for nitten hundrede år siden. Med Jesu forkyndelse nåede Guds frelsesbudskab til menneskene sit storslåede højdepunkt, hvilket understreges i Hebræerne 1:1, 2 med følgende ord: „Gud, som for længe siden talte ved mange lejligheder og på mange måder til vore forfædre ved profeterne, har ved disse dages ende talt til os ved en søn, som han indsatte til arving af alle ting, og ved hvem han skabte tingenes ordninger.“ — NW.

30. (a) Hvordan viser Alexander Campbells bibeloversættelse hvad det var disciplene mente da de spurgte Jesus om hans komme og den ødelæggelse der da skulle finde sted? (b) Hvilket udtryk anvender New World Translation?

³⁰ Det spørgsmål som apostlene stillede Jesus efter at han havde fortalt dem om ødelæggelsen af Jerusalems tempel, drejede sig ikke om tilintetgørelsen af vor jordklode. Alexander Campbellse oversættelse af Det nye Testamente (af 1835) forhindrer at læseren får denne urigtige opfattelse, idet den gengiver Mattæus 24:3 således: „Mens han sad på Oliebjerget, henvendte hans disciple sig til ham, da de var alene med ham, og sagde: Sig os, hvornår vil dette ske, og hvad vil være tegnet på dit komme, og på denne tilstands afslutning?“ Og Jesu ord i Mattæus 28:19, 20, der indeholder missionsbefalingen, gengiver Campbell således: „Gå, omvend alle nationerne, idet I døber dem i Faderens, Sønnens og Den hellige Ånds navn, idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer; og se! jeg er med jer altid, lige til denne tilstands afslutning.“ I stedet for „denne tilstands afslutning“ [the conclusion of this state] siger New World Translation „afslutningen på tingenes ordning“ [the conclusion of the system of things]. Vi lever nu i tiden for denne „afslutning“. Det er den høsttid som Jesus talte om i sin lignelse. — Matt. 13:39.

31, 32. Hvilke velsignelser venter dem der tager afstand fra den nuværende tingenes ordning?

³¹ Vi står ikke alene ved afslutningen på det gamle men også ved begyndelsen til det nye. Alt hvad man forlader eller giver afkald på i den nuværende tidsperiode er rigeligt livet i den kommende tingenes ordning værd. Jesus sagde til apostlene, som havde forladt alt for at følge ham: „Sandelig siger jeg eder: der er ingen, som har forladt hjem eller brødre eller søstre eller moder eller fader eller børn eller marker for min og for evangeliets skyld, uden at han skal få det hundredfold igen, nu her i tiden [kairos, i denne tidsperiode, NW] hjem og brødre og søstre og mødre og børn og marker, tillige med forfølgelser, og i den kommende verden [aión, tingenes ordning, NW] evigt liv.“ (Mark. 10:29, 30; Luk. 18:29, 30) Da vil man leve i samhørighed med Jesus Kristus, hvis navn og stilling vil være højt hævet over alle andre skabninger. I den forbindelse siger apostelen Paulus om Jesus:

³² Gud „satte ham ved sin højre hånd i de himmelske egne, højt over enhver regering og myndighed og magt og ethvert herredømme og hvert navn der nævnes kan, ikke blot i denne tingenes ordning, men også i den kommende.“ — Ef. 1:19-21, NW.

33. Hvem må vi give æren for den kommende tingenes ordning?

³³ Denne kommende nye tingenes ordning under Kristus kan vi takke Jehova Gud for, eftersom han har gjort skabelsen af den til sit evige forsæt. Vi kan fuldt og helt tilslutte os apostelen Paulus, der giver denne kærlige, underfulde Gud al ære med ordene: „Men ham, som over al måde formår med sin kraft, der virker i os, at gøre langt ud over det, som vi beder om eller forstår, ham være ære i kirken og i Kristus Jesus gennem alle slægterne i evighedernes evighed [egtl.: tidsaldrenes tidsalder]! Amen.“ — Ef. 3:11, 20, 21.

[Fodnoter]

[Illustration på side 200]

Uden frugt for evigt (aión)

[Illustration på side 201]

Ikke lade sig forme efter denne tingenes ordning (aión)