Bo sammen i ære
„Se! hvor godt og lifligt det er for brødre at bo sammen i enhed!“ — Sl. 133:1, NW.
1. Hvem tilkommer al ære, og hvorfor?
JEHOVA har ret til al ære, pris og herlighed. Det tilkommer ham fordi han er almægtig og fordi han som sådan besidder fuldkommen uangribelighed. Hans principper er retfærdige, som hans love og domme er det, og han vogter dem nidkært idet han aldrig afviger en tøddel fra sin loyalitet mod dem. De er ham så dyrebare at han ikke alene følger dem selv, men også forlanger at andre skal rette sig efter dem, og det gælder både hans hærskarer af engle og hans trofaste tjenere på jorden.
2. Hvilket krav stilledes der til skabningerne i himmelen, og hvad hændte der dem som lod hånt om det?
2 Jehova forlanger at de der bor sammen i ære i hans nærhed i det himmelske skal have et godt omdømme, og han fordrer det samme af sine skabninger på jorden. Der indtraf en afvigelse fra uangribeligheden i himmelen dengang han der blev Satan gjorde oprør mod denne ærefulde atmosfære som alle de himmelske hærskarer boede i. Resultatet var at han blev fjernet da tiden var inde. Han bærer nu et ildeklingende navn. — Åb. 12:9.
3. (a) Hvorfor skal man hæge om et godt navn? (b) Hvilke egenskaber karakteriserer den der har et godt navn?
3 Mennesker bør også hæge om og tilstræbe et godt omdømme, eftersom det er et krav der fremsættes i Guds ord. I Ordsprogene 22:1 står der: „Hellere godt navn end megen rigdom.“ Vi forstår heraf at Jehova har megen agtelse for et godt navn. Et sådant navn erhverves ved en eksemplarisk vandel, for et retskaffent menneske er også ærligt, og det holder fast ved rette principper. Så det er indlysende at et menneske med et godt navn er pålideligt, loyalt, trofast og standhaftigt hvilket viser at det er rosværdigt i Guds øjne.
4. (a) Hvilke retningslinjer vil den velrenommerede stræbe efter at følge? (b) Hvis en kristen krænker Guds normer, hvad bliver så følgen for ham selv og for den kristne menighed?
4 Den kristne følger hæderlige retningslinjer i alle livets forhold, i den kristne menighed, i ægteskabet, i forretninger med ens trosfæller, med andre i den nye verdens samfund; ja for den sags skyld også i forholdet til mennesker ude i verden. Med andre ord: den kristne har et godt omdømme blandt alle han kommer i forbindelse med. Hvis ærlige principper ignoreres eller krænkes vil der hurtigt opstå vanskeligheder; og hvis disse fortsætter, bliver situationen katastrofal. Når der ligefrem er tale om overtrædelser, såsom ægteskabsbrud, perversitet, forretningssvig, løgn eller spot, får det ulykkelige følger. Onde handlinger og foragt for Jehovas lov er en krænkelse af Guds normer. Den der gør sig skyldig i noget sådant vanærer Jehova Gud, den kristne menighed han er tilsluttet, sine venner og sig selv, og til sidst bliver han fjernet fra menigheden. At bo sammen i harmoni, enhed og ære er altså ikke alene et krav der stilles til dem der tjener Jehova i absolut hengivenhed, det er også noget de hæger om.
5. (a) Hvordan bør forholdet være mellem en menigheds medlemmer? (b) Hvordan bevarede Kristus Jesus enheden med sin Fader?
5 Hvor en gruppe trofaste kristne forkyndere er forsamlet i en menighed, er deres indbyrdes forhold det sande billede på samarbejde. Forholdet kan sammenlignes med det menneskelige legeme som er sammensat af mange lemmer. Når lemmerne fungerer sådan som hovedet byder dem, kan der forventes vidunderlige resultater fordi de alle arbejder henimod det samme mål. Menighedens medlemmer kan til stadighed samle deres kræfter om den fælles indsats hvis blot alle fuldt ud respekterer den plads hver enkelt har. Det afgørende er at alle følger hovedets ledelse. Kristus Jesus gav i Johannes-evangeliet 5:30 et udmærket billede af hvad det vil sige at ære hovedet; han udtalte sig om den stilling han indtog i forhold til Jehova Gud, som han altid betragtede og anerkendte som sit hoved: „Jeg kan slet intet gøre af mig selv; således som jeg hører, dømmer jeg, og min dom er retfærdig, thi jeg søger ikke at fremme min egen vilje, men hans, som har sendt mig.“ Og i Johannes-evangeliet 8:29: „Jeg . . . gør [altid], hvad der er ham velbehageligt.“ Der var altså overhovedet intet forbehold i Kristi Jesu fuldstændige enhed med sin Fader; og man kan i sandhed sige at ’de boede sammen i enhed og ære’.
6. (a) Hvilket ærefuldt princip følges i den teokratiske organisation? (b) Hvilken vejledning gav Paulus i denne forbindelse menighedens medlemmer og tilsynsmændene?
6 Samme princip anerkendes i den teokratiske organisation når en myndighed vises den rette respekt og ære. Den kristne menighed er på ingen måde en demokratisk ordning, den er fuldstændig teokratisk, og de forskellige tjenerposter besættes med mænd som er udvalgt af Jehovas ånd gennem hans organisation. Apostelen Paulus gav vejledning om hvordan menighedens medlemmer skulle rette sig efter Guds principper i forbindelse med de indsatte tilsynsmænd. Han bad dem om at „skønne på dem, der gør et slidsomt arbejde iblandt jer og er jeres forstandere i Herren og retleder jer. Agt dem særlig højt i kærlighed for deres gernings skyld“. Det var ikke af hensyn til den der var indsat i embedet, men af hensyn til selve embedet. Sande kristne viser embedet den rette ære og respekt. Paulus gav yderligere følgende vejledning til bedste for tilsynsmændene: „Lyd jeres vejledere og ret jer efter dem; thi de våger over jeres sjæle som de, der engang skal gøre regnskab; sørg for, at de kan gøre det med glæde og ikke sukkende, thi det ville ikke være godt for jer.“ Menighedstjeneren varetager sit tilsynsembede på rette måde ved ikke at give sin egen fremstilling eller sine egne instruktioner, men blot gennemføre dem der står i Jehovas ord, Bibelen, og dem han modtager gennem Guds organisation, under hvis ledelse han står. Som et udtryk for den kærlighed han nærer til sine brødre våger han over hver enkelt, i ære. Det er også et udtryk for uselvisk kærlighed at han gør det med glæde og ikke som om det var ham en byrde. — 1 Tess. 5:12, 13; Hebr. 13:17; 1 Pet. 5:2.
Broderskab
7. Hvilke følelser vil kristne forkyndere i menigheden nære for hinanden?
7 Ikke alene vil de kristne på rette måde tage imod instruktioner fra tilsynsmændene, men de vil også elske, respektere og være hensynsfulde over for deres brødre, som de til stadighed kommer sammen med i menigheden. Salmisten sagde med eftertryk: „Se! hvor godt og lifligt det er for brødre at bo sammen i enhed!“ (Sl. 133:1, NW) Det er i høj grad på sin plads at alle respekterer og tager hensyn til hinanden. Udtrykket „familiaritet avler foragt“ hører ikke hjemme i Jehovas organisation. I virkeligheden skulle fortroligt kendskab til hinanden knytte de kristne nærmere sammen og gøre dem mere tolerante over for hinanden, så de overser svagheder og fejl og bærer over med de mangler som hver enkelt i sin ufuldkommenhed er født med. — Kol. 3:13.
8. (a) Hvordan skal uoverensstemmelser mellem medlemmer i en menighed bringes ud af verden? (b) Hvilken beretning giver os et godt eksempel at følge? Forklar.
8 Hvis der opstår uenighed mellem brødre afgør de implicerede selv sagen i en tolerancens og betænksomhedens ånd. Derved undgår de at den udvikler sig og bliver mere alvorlig. Som et eksempel på med hvilken indstilling vi skal møde sådanne situationer vil vi betragte Abraham og Lot. Da de sammen drog ind i deres nye land opstod der strid mellem hyrderne over Abrahams kvæghjorde og hyrderne over Lots kvæghjorde. Det blev nødvendigt for dem at skilles og hver tage sin del af landet. Læg mærke til den storsindede løsning Abraham foreslog Lot. Han sagde: „Der må ikke være strid mellem os to eller mellem mine og dine hyrder, vi er jo frænder! Ligger ikke hele landet dig åbent? Skil dig hellere fra mig; vil du til venstre, så går jeg til højre, og vil du til højre, så går jeg til venstre!“ „Da så Lot sig omkring, og da han så, at hele Jordanegnen (det var, før [Jehova] ødelagde Sodoma og Gomorra) var vandrig som [Jehovas] have, som Ægyptens land, hen ad Zoar til, valgte han sig hele Jordanegnen. Så brød Lot op og drog østerpå, og de skiltes, idet Abram slog sig ned i Kana’ans land, medens Lot slog sig ned i Jordanegnens byer.“ (1 Mos. 13:8-12) Dette viser at Abraham ikke først så på sit eget men ønskede at ordne sagen i fordragelighed. Ifald uoverensstemmelser eller stridigheder mellem brødre skal bringes ud af verden gør brødrene klogt i at tænke på denne beretning. Af hensyn til menighedens vækst og sundhed er det vigtigt at vi bidrager til at der ikke opstår stridigheder og fjendtlige følelser i menigheden.
9. Hvilket råd gav Paulus da han kom ud for splittelser i Korint? i Rom?
9 Ved en lejlighed besøgte apostelen Paulus Korint og fandt dér det ulykkelige forhold at der var partier i menigheden. Nogle sagde at de var tilhængere af Paulus, andre at de var tilhængere af Apollos, atter andre af Kefas, og nogle af Kristus. Paulus sagde: „Af Kloes folk er det blevet mig fortalt om jer, mine brødre, at der er stridigheder iblandt jer.“ „Men jeg formaner jer, brødre, ved vor Herres Jesu Kristi navn, at I alle skal være enige indbyrdes, og at der ikke må findes splittelser iblandt jer, men at I skal være fuldt ud forenede i samme sind og samme overbevisning.“ (1 Kor. 1:10, 11) Hvor der opstår meningsforskelle bør årsagen findes og fjernes; Paulus gav medlemmerne af menigheden i Rom følgende råd: „Gengæld ikke nogen ondt med ondt; stræb efter det, der er godt i alle menneskers øjne, om det er muligt. Hold fred med alle mennesker, så vidt det står til jer!“ Og til yderligere advarsel udtalte Paulus: „Jeg formaner jer, brødre! til at holde øje med dem, som volder splittelserne og fører mennesker til fald ved at afvige fra den lære, I modtog; hold jer borte fra dem! Thi sådanne tjener ikke vor Herre Kristus, men deres egen bug, og med deres søde tale og fagre ord forfører de troskyldiges hjerter.“ Dette er en god forsigtighedsregel. Vær på vagt over for vanskeligheder og fjern dem så menighedens enhed kan bevares. — Rom. 12:17, 18; 16:17, 18.
Uoverensstemmelser bilægges
10. Hvad skal en kristen forkynder gøre hvis han har en klage at føre mod sin broder?
10 Hvis der er en uoverensstemmelse mellem to brødre, eller hvis en broder har forurettet en anden, eller en broder har grebet sin trosfælle i at synde, eller nogen har en klage at fremføre mod en anden, skal de gå til den implicerede selv og drøfte sagen med ham. Dette er bibelsk korrekt eftersom vi tilrådes: „Hvis din broder forsynder sig, så gå hen og sæt ham i rette under fire øjne. Hører han dig, så har du vundet din broder.“ Hvilken fornuftig og logisk måde at afgøre en sag på! Når nogen har et udestående med en eller anden sker det alt for ofte at de går rundt og taler med mange andre om det. Det er ikke kristent at bære sig således ad. Selv om de går til den skyldige og denne ikke vil høre på dem, er det stadig forkert at gå rundt og drøfte uoverensstemmelsen med dem den ikke vedkommer. Det eneste rette at gøre under sådanne omstændigheder er at ’tage en eller to [modne brødre] med, for at „enhver sag kan blive afgjort efter to eller tre vidners udsagn“’. Skulle denne metode vise sig frugtesløs, indberet da sagen til menigheden. — Matt. 18:15-17.
11. Hvordan skal den forurettede behandle den skyldige efter at denne har bedt om tilgivelse, også selv om han atter forurettes af den samme?
11 En sand kristen vil indse sin fejl og bede den forurettede om tilgivelse. Men hvad skal en broder i menigheden gøre hvis han atter forurettes af den samme? Så må processen gentages, og den skyldige kan igen bede om tilgivelse. Kan han blive ved med at bede om tilgivelse efter at han, muligvis uoverlagt, yderligere har forvoldt skade? Kan en broder få sin medkristnes tilgivelse mere end én gang? Ja, sandelig! Tag i betragtning at også du er en synder som begår mange fejl, og spørg så dig selv om du kunne tænke dig kun at få tilgivelse én gang. På denne baggrund vil den forurettede tage imod overtræderens undskyldning. Det var netop dette apostelen Peter spurgte om: „Herre! hvor ofte skal jeg tilgive min broder, når han forsynder sig imod mig? er syv gange nok?“ „Jesus siger til ham: ’Jeg siger dig: ikke syv gange, men halvfjerdsindstyve gange syv gange.’“ — Matt. 18:21, 22.
12. (a) Hvorfor er det forkert af en forurettet at blive ved med at beklage sig over en broder som har bedt om tilgivelse eller givet den forurettede oprejsning? (b) Hvorfor må man betragte en sådan sag som afsluttet?
12 Tydeligvis har den det er gået ud over pligt til at tage imod overtræderens undskyldning og lade det være slut på sagen. Hvis han ikke gør det, bor han ikke i enhed med sin broder. Hvis han nu fortsætter med at anke over sin broder eller ikke vil tage imod undskyldningen eller anerkende at sagen er bragt i orden, og han bliver ved med at fortælle andre hvordan han er blevet forurettet, da overtræder han selv Guds retfærdige principper. Der siges til os: „Er der intet brænde, går ilden ud, er der ingen bagtaler, stilles trætte.“ (Ordsp. 26:20) Dette er ensbetydende med at når en sag er afgjort på rette måde skulle den være glemt. Bliver ilden ved med at flamme op medfører det flere stridigheder og vanskeligheder, og Guds principper om enhed og om at bo sammen i ære krænkes, for, som ordsproget siger: „Trækul til gløder og brænde til ild og trættekær mand til at optænde kiv.“ (Ordsp. 26:21) Et sådant menneske vil, selv om det oprindelig var det som blev forurettet, blive klassificeret som bagtaler, og Bibelen siger tydeligt: „Bagtalerens ord er som lækkerbiskener, der synker dybt i legemets kamre. Som sølvovertræk på et lerkar er ondsindet hjerte bag glatte læber.“ (Ordsp. 26:22, 23) Eftersom et menneskes ydre ikke altid afslører hvad der bor i dets indre, kan et uskyldigt udseende godt skjule et ondt hjerte. Det er al ære værd at lade en strid dø hen når overtræderen på rette måde har bedt om tilgivelse, når den forurettede har fået oprejsning, og når sagen har fået lov at falde til ro. Derefter er det muligt at leve sammen i ære.
Om at blande sig i andres sager
13. Hvorfor er det en dyd at kunne passe sine egne sager?
13 At kunne passe sine egne sager er en dyd blandt kristne. Vis hinanden respekt og kærlighed og frem enheden i organisationen. „Det er en ære for en mand at holde inde med en trætte; men enhver dåre vil blande sig i andres sager.“ Omkring tusind år efter at disse ord blev udtalt fik de kristne i Tessalonika en lignende vejledning: „Vi hører nemlig, at nogle vandrer uskikkeligt iblandt jer og ikke arbejder, men giver sig af med, hvad der ikke kommer dem ved.“ Det er meget kedeligt hvis nogen snuser i andres sager. I almindelighed nøjes de nemlig ikke med at snuse, og så er det der opstår strid. — Ordsp. 20:3, AV; 2 Tess. 3:11.
14. Hvad kan der ske hvis kristne ikke udnytter deres tid til varetagelse af tjenesten, og hvilket råd gav Paulus og Peter?
14 Dette hænder ofte når folk ikke har nok at gøre eller ikke sørger for at være så optaget af tjenesten at deres tid er fuldt besat med noget gavnligt. Når folk har for megen tid til deres rådighed kan der opstå vanskeligheder. Fordi den samme fare bestod i den første kristne menighed, skrev Paulus: „Ved at løbe omkring i hjemmene lærer de [unge enker] desuden lediggang, og ikke blot det, men også at være sladdervorne og at blande sig i ting, der ikke kommer dem ved, og at føre utilbørlig snak.“ Atter ser vi at uenighed kan snige sig ind i menigheden og strid kan opstå mellem dens medlemmer når nogen taler om ting de ikke skulle drøfte, blander sig i andres sager, er sladdervorne og snakker for meget. I betragtning af dette vil vi alle tage os Peters sunde råd til hjerte: „Lad ingen af jer lide . . . som en der blander sig i andres sager.“ (NW) Et utal af råd viser at vi gør klogt i at være travlt optaget af tjenesten; er vi ikke det kan vi være tilbøjelige til at blive optaget netop af det vi er blevet advaret imod, og på den måde skader vi harmonien og enheden i Jehovas organisation. — 1 Tim. 5:13; 1 Pet. 4:15; 2 Tess. 3:11.
At bo i ære inden for familien
15, 16. (a) Hvilken stilling indtager ægtemanden og faderen i det kristne hjem? (b) Hvilken stilling bør hustruen rettelig indtage i familien?
15 Det patriarkalske styre i fortiden stod under Jehovas ledelse. Under denne ordning var ægtemanden (og faderen) forpligtet til at undervise hele familien efter Guds lov. Så længe alle familiens medlemmer gav agt på de givne instruktioner og villigt adlød dem, var der harmoni og enhed i familien. I denne henseende kan familien sammenlignes med en organisation i mindre format. — Hebr. 7:4, margen; Ap. G. 7:8, NW; 2:29.
16 Hustruen indtager en respekteret stilling inden for familieordningen. Fortidens hellige kvinder viste dette, og vor opmærksomhed henledes herpå i Peters første brev 3:5, 6: „Thi således prydede også fordum de hellige kvinder sig, som håbede på Gud og underordnede sig deres mænd, ligesom også Sara var Abraham lydig og kaldte ham ’herre’; og hendes døtre er I blevet, når I gør det gode.“ I sin egenskab af mandens medhjælper indtager hustruen også en ærefuld stilling, hvilket bekræftes af Ordsprogenes forfatter: „Hendes husbonds hjerte stoler på hende, på vinding skorter det ikke. Hun gør ham godt og intet ondt alle sine levedage. Hun åbner munden med visdom, med mild vejledning på tungen. Hun våger over husets gænge.“ — Ordsp. 31:11, 12, 26, 27.
17. Hvordan kan en familie bo sammen i ære?
17 Når forældremyndigheden udøves på rette måde og børnene lyder den, anerkender den og retter sig efter den, tjener familien Jehovas hensigt. En sådan familie vil også opføre sig respektabelt uden for Jehovas organisation. Alle vil omhyggeligt vogte sig for at sætte en plet på Jehovas ords ophøjede normer og principper. — Ef. 6:1-3.
18. (a) Hvordan bliver det til skade for familien hvis børnene ikke tugtes? (b) I hvor stor udstrækning må forældrene overvåge hvad deres børn tager sig for?
18 Hvis der ikke tages disciplinære forholdsregler over for børnene når det er påkrævet, forsømmer forældrene deres teokratiske pligt, og det ender med at de skader barnets kristne velfærd. „Ris og revselse, det giver visdom, uvorn dreng gør sin moder skam.“ (Ordsp. 29:15) Undlader forældrene at tugte barnet når det er nødvendigt, kan det svække familiens enhed. Forældrene må sørge for at børnene varetager deres forkynderpligter ordentligt, at de overværer møderne for at modtage den rette belæring, har et bibelstudium i hjemmet så familien kan høste åndelig fremgang, og desuden må de være vågne for hvad børnene adspreder sig med. Når børnene er travlt optaget er der mindre sandsynlighed for at de kommer i vanskeligheder. Forældrene må overvåge børnenes fritidsbeskæftigelse lige så nøje som alt andet. De må også passe på hvem børnene omgås. Enhver, ung såvel som gammel, kan påvirkes stærkt af de mennesker han kommer sammen med, og af de ting han beskæftiger sig med. Man har et ordsprog som lyder: ’Sig mig hvem du omgås, og jeg skal sige dig hvem du er.’ Hvis børn kommer sammen med mennesker hvis handel og vandel er uforenelig med den nye verdens samfunds høje normer, vil de snart tillægge sig dårlige vaner og tanker. Lad os give agt på dette manende råd: „Lad jer ikke lede vild! ’Slet omgang fordærver gode sæder.’“ Omvendt kan det også siges at gode sæder fører til frelse for ens familie. Hvis en broder eller søster er blevet svag på grund af slet omgang, bør man straks gribe ind og bringe den vildledte på fode igen, som vist ved disse ord: „Bliv ædru, som ret er, og synd ikke; der er jo nogle, som ganske mangler kendskab til Gud; til skam for jer siger jeg det.“ Eftersom det uvægerlig vil gå sådan hvis slet omgang tolereres, skal forældre fjerne sådanne snublesten fra deres børns livsvej. Handler forældrene ret i denne henseende vil familiens velsignelser øges. — 1 Kor. 15:33, 34.
Moral
19. (a) Hvordan kan en kristens uplettede omdømme blive ødelagt? (b) Hvilke krav stilles der til en ugift, uanset hvor mange timer han yder i tjenesten?
19 En kristen kan have ført en ren og respektabel tilværelse i mange, mange år, have levet fuldstændig efter Jehovas ophøjede principper. Ved en eneste umoralsk handling kan han imidlertid ødelægge sit gode renommé og forskertse sin plads i den nye verdens samfund, ja måske endog sit liv. Lad os ikke forledes til at begå en sådan dumhed. Ved utugt eller ægteskabsbrud bryder en kristen sin uangribelighed og sit indvielsesløfte til Gud. Lad os føre et rent liv, hævet over al kritik, og lad os undgå at blive indviklet i den selvtilfredsstillelse og løsagtige livsførelse der så uhæmmet praktiseres i vort tyvende århundrede. Den ugifte stand prises i Bibelen, og den betragtes som den bedre vej fordi et menneske som lever ugift er udelt i sin tjeneste for Jehova. Dette garanterer imidlertid ikke at den ugifte ikke gør noget der fører til umoralitet. Han må se nøje til hvorledes han vandrer så han ikke forledes til en umoralsk opførsel. „Kan de [ugifte] ikke leve afholdende, så lad dem gifte sig; thi det er bedre at gifte sig end at være optændt af begær.“ Dog er det ikke alle der formår at give rum for den ugiftes gave i deres tilværelse. Sandt nok kan en ugift ofre mere tid og energi i tjenesten, men uanset hvor mange timer han ofrer er de uden værdi hvis han ikke kan afholde sig fra en uren adfærd. En ugift persons utugtssynder kan ikke sanktioneres, ligegyldigt hvilken stilling han indtager og hvor mange timer han yder i tjenesten, som klart vist i Guds ord: „For at undgå utugtssynder skal hver mand have sin egen hustru, og hver kvinde have sin egen mand.“ — 1 Kor. 7:2, 9.
20. Hvilken forskrift må gifte følge?
20 Jehova har indstiftet ægteskabspagten mellem mand og kvinde. Han har givet den forskrift at ægteskabspagten ikke må besmittes. Dette bekræftes i Hebræerbrevet 13:4: „Hold ægteskabet i ære i et og alt. Besmit ikke ægtesengen; thi utugtige og ægteskabsbrydere skal Gud dømme.“ — 1 Tess. 4:3; 1 Kor. 6:15-18,
21. Kan en kristen gifte sig med hvem som helst?
21 At bo sammen i ære indbefatter også at respektere Jehovas bestemmelser angående de krav som indviede kristne må opfylde hvis de ønsker at gifte sig. På det strengeste formanes kristne til at holde sig adskilt fra verden, og samme regel gør sig gældende ved indgåelse af ægteskab; kristne må kun gifte sig „i Herren“. Der stilles altså et krav til et kristent vidne som påtænker at gifte sig. Hvis en mand har i sinde at gifte sig, må det være med en kvinde som er indviet. En indviet kvinde bør forvisse sig om at hendes tilkommende mand opfylder det samme krav. Holder man sig dette efterrettelig nærer man sand respekt for Jehova, ægteskabets indstifter. Skal et ægteskab i enhver henseende være ærefuldt må begge parter være indviede. Men det er ikke nok; der må også udvises den rette opførsel inden for ægteskabet, til ære for indstifteren, Jehova.
Det daglige arbejde
22, 23. Hvordan bør arbejderen forholde sig over for sin arbejdsgiver? Hvordan skal arbejdsgiveren være over for sin arbejder?
22 Et andet forhold der kræver en ærefuld opførsel er det der består mellem en arbejdsgiver og en arbejder, og især når det drejer sig om indviede forkyndere. Dette forhold må være redeligt, begge parter må optræde som det sømmer sig for trofaste kristne. Pålidelighed under udførelsen af ens arbejde er en dyd. Imidlertid kan dette forhold svækkes, og bliver det ofte, når den ene part udnytter den anden, simpelt hen fordi de begge er brødre i troen. En kristen siger måske: „Jeg arbejder for et af Jehovas vidner så jeg kan tage det let. Jeg behøver ikke at arbejde så hårdt, jeg kan bare gå når jeg har lyst.“ Er det rigtigt af en ansat at tænke sådan? Nej, bestemt ikke, for en arbejdsgiver er berettiget til at få udført en hel arbejdsdags arbejde, og ikke mindst hvis han står i pagtsforhold til Jehova. Ja, den indviede arbejder som er ansat hos en indviet arbejdsgiver bør sørge for at yde sin kristne broder den fulde dags arbejde som han får betaling for.
23 Det omvendte gælder også, at arbejdsgiveren ikke skal udnytte sin arbejder fordi denne er et medvidne og tjener Jehova. Paulus omtalte hvordan forholdet skulle være: „I herrer! yd jeres trælle, hvad ret og billigt er; . . . også I har en Herre.“ Dette understreges også i Moseloven, hvor der står: „Du må ikke forurette en nødlidende, fattig daglejer, hvad enten han hører til dine brødre eller de fremmede . . . Dag for dag skal du give ham hans løn.“ Derfor handler sande kristne ærligt og reelt, for sådan bør forholdet mellem arbejdsgiver og arbejder være. — Kol. 4:1; 5 Mos. 24:14, 15.
24, 25. (a) Hvilke principper skal lede en kristen i forretningsanliggender? (b) Hvad må vi gå langt udenom? Begrund.
24 I andre arbejdsanliggender hvor parterne ikke nødvendigvis er en arbejdsgiver og en arbejder, følger kristne altid reelle linjer så de undgår at ødelægge deres ærefulde stilling ind for Gud og mennesker. Det gælder i forretningssager, hvis man sælger forskellige varer, eller hvad man nu har at gøre med. Når man sælger skal man give fuld vægt, sådan som loven befalede israelitterne: „Du må ikke have to slags vægtlodder i din pung, større og mindre. Du må ikke have to slags efaer i dit hus, en større og en mindre. Fuldvægtige lodder og efaer, der holder mål, skal du have, for at du kan få et langt liv i det land, [Jehova] din Gud vil give dig. Thi en vederstyggelighed for [Jehova] din Gud er enhver, der øver sligt, enhver, der begår svig.“ (5 Mos. 25:13-16) De forretningsmetoder en kristen benytter må derfor være reelle og hæderlige, ikke alene over for dem der hører hjemme i den samme dyrebare tro, men over for alle. Det slås fast i Mikas bog 6:10, 11, 13, 16: „Skal jeg . . . tilgive gudløsheds vægt og pungen med falske lodder? Derfor tog jeg til at slå dig, ødelægge dig for dine synder.“ „Jeg må gøre dig til ørk og byens borgere til spot; folkenes hån skal I bære.“
25 Jehova afskyr uhæderlighed; hvis nogen inden for den teokratiske organisation skulle gøre sig skyldig i uhæderlighed, må der tages disciplinære forholdsregler, i håb om at en revselse vil få synderen til at indse sin egensindighed, og at en tugtelse vil frelse den som har gjort sig skyldig i bedrag. Hvis han, på den anden side, ikke viser tegn på anger men fremturer i sin urette handlemåde, må han fjernes fra den nye verdens samfund. Kristne må derfor have ry for at være fuldkommen pålidelige i forretningssager, så der aldrig vil være grund til at betvivle Guds ords loyale tilhængeres uangribelighed.
26. Hvordan tager den nye verdens samfund Jehovas principper i betragtning i forretningsanliggender, og af hvilken grund?
26 I det daglige arbejde og i forretningsanliggender holder den nye verdens samfund af Jehovas vidner sig strengt til Jehovas normer og retningslinjer og vogter dem nidkært for ikke at stille samfundet i et dårligt lys og vanære det. Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab optræder altid mønstergyldigt over for alle, hvilket har vundet det et godt renommé i forretningsverdenen. De enkeltpersoner som udgør den nye verdens samfund af Jehovas vidner bør følge den samme høje standard så der ikke bringes vanære over Jehovas rene organisation og over dem selv. Hvis en kristen krænker denne standard vanærer han sig selv og den nye verdens samfund som et hele.
27. Hvordan omtalte man Ananias i Damaskus, og hvorfor var det så agtværdigt?
27 I Bibelen finder vi glimrende eksempler på kristne der havde det bedste ry og som vi kan tage til forbilleder. Vi hører om en trofast kristen ved navn Ananias, at „han var gudfrygtig efter loven og havde et godt navn hos alle de jøder, som boede dér“. Det var så meget des mere agtværdigt når man betænker at han var kristen og omtalt som sådan af jøderne. — Ap. G. 22:12.
28. Hvilket omdømme havde Kornelius, ikke alene hos indbyggerne i Kæsarea men hos hele folket?
28 Da Kornelius søgte Guds ords sandhed var han også en yderst velanskreven mand i samfundet. „Kornelius, en befalingsmand i hæren [margen, en centurion; tildelt kommandoen over 100 soldater], en retfærdig mand som frygter Gud og som er velanskreven hos hele det jødiske folk.“ Det kan sandelig se ud til at hans omdømme var hævet over enhver kritik siden han, der endda var romersk soldat, blev så rosende omtalt af jøderne selv. — Ap. G. 10:22, NW.
29. Hvorfra ved vi at Daniel var en agtværdig mand?
29 Profeten Daniel udviste også en eksemplarisk adfærd. Om ham blev det sagt at man umuligt kunne anklage ham for nogen forseelse for hvilken man i kraft af en retfærdig lov kunne kaste ham i fængsel. „Vi finder ingen sag mod denne Daniel, medmindre vi kan finde noget i hans gudsdyrkelse.“ For at „få ham“ måtte disse onde mænd øve uret i lovens navn og overtale kong Darius til at undertegne en skrivelse ifølge hvilken Daniels påkaldelse af og bønner til Jehova var overtrædelse af medernes og persernes lov. — Dan. 6:5-9.
30. Hvordan må en kristen, ifølge Peters ord, opføre sig blandt denne verdens mennesker, og hvorfor kan han ikke tillade sig at vige derfra?
30 Kristne vil ligeledes værne om deres gode omdømme, også blandt nationerne, så man ikke kan sætte en finger på dem i den henseende. „Lad jeres færd blandt hedningerne være god, så de — på grund af de gode gerninger, de får at se — på deres besøgelsesdag kan prise Gud netop for det, de nu bagtaler jer for, som om I var forbrydere.“ Hvis det skulle være at vi må lide for retfærdighedens sag og fordi vi gør rette gerninger, vil vi bære denne lidelse og ikke gå på kompromis blot for at vinde menneskers bifald. Det ville nemlig være en lidet ærefuld opførsel, som ville vække Jehovas mishag, og mennesker der så os handle sådan ville miste agtelsen for os. — 1 Pet. 2:12.
Før en hæderlig tilværelse
31. Hvor påpasselige må Jehovas vidner være med deres opførsel i betragtning af at der holdes så skarpt øje med dem?
31 Det er i sandhed al ære værd at et menneske bevarer et godt omdømme inden for Guds menighed. Men der kræves endnu mere, for en kristen skulle også have et godt omdømme hos dem udenfor. Dette vises i Paulus’ ord til Timoteus, i Første Timoteus 3:7, hvor der står at tilsynsmanden også skal have godt lov blandt dem som er udenfor, for at han ikke skal komme i vanry og falde i Djævelens snare. Den kristnes adfærd vil sandelig tydeligt kunne iagttages af mennesker udenfor, eftersom disse ustandselig vogter på Jehovas vidners opførsel. De vil opdage at Jehovas vidner er uangribelige mænd og kvinder som fører et hæderligt liv i overensstemmelse med de guddommelige principper. Paulus vedkendte sig uden betænkning nødvendigheden heraf, som det fremgår af hans ord til hebræerne: „Bed for os; thi vi er os bevidst, at vi har en god samvittighed, da vi i alle forhold gerne vil færdes på rette vis.“ — Hebr. 13:18.
32. Hvilket manende råd gav Paulus angående kristnes opførsel?
32 Ville det derfor ikke være klogt af os alle hver især om vi lod Paulus’ ord i Filipperbrevet 4:8, 9 trænge dybt ind i vore hjerter og sind? Der står: „I øvrigt, brødre! alt hvad der er sandt, hvad der er sømmeligt, hvad der er retskaffent, hvad der er rent, hvad der er elskeligt, hvad der har godt lov, al dyd og alt, hvad der er ros værd: det skal I have i tanke! Det, som I har lært og modtaget og hørt og set hos mig, det skal I gøre! så vil fredens Gud være med jer.“ Måtte hvert eneste medlem af den nye verdens samfund følge denne opfordring, for så vil vi alle bo sammen i ære.