at vandre i kærlighed, ligesom også Kristus elskede jer og gav sig selv hen for jer som en gave og et offer til Gud som en liflig duft.“

7. Hvad har Mattæus 18:15-17 at gøre med denne sag, især med henblik på at gå til menigheden?

⁷ Der er endnu et skriftsted, der har berøring med dette emne, og det er i Mattæus 18:15-17. Der står: „Hvis din broder begår en synd, gå hen og vis ham hans fejl mellem dig og ham alene. Hvis han hører dig, har du vundet din broder. Men hvis han ikke hører, så tag endnu een eller to med dig, for at enhver sag kan blive afgjort efter to eller tre vidners udsagn. Hvis han ikke hører dem, så tal med menigheden. Hvis han end ikke hører menigheden, så lad ham være for dig som en ud af nationerne og som en skatteopkræver.“ (NW) Dette skriftsted har ikke noget at gøre med udstødelse af menigheden. Når der står, at man skal gå til menigheden, så vil det sige, at man skal tale med de ældre eller mere modne i menigheden og med dem drøfte sine private vanskeligheder. Dette skriftsted omtaler kun en personlig udstødelse.

8. Hvorledes kan en sådan vanskelighed opstå, og i hvor stort et omfang gælder udstødelsen?

⁸ Der er måske en, der ikke kommer godt ud af det med en anden i kredsen. Han har måske bygget et hus for ham, og den anden broder mener måske, at han er blevet bedraget i forbindelse med dette byggeri. Han kan have indgået en kontrakt i dette forretningsanliggende, og de to brødre bliver uenige og kommer op at skændes om denne sag. Her siger Jesus, at dersom I har noget at bebrejde hinanden, så søg at få sagen ordnet indbyrdes. Kan I ikke komme til enighed, så bed en eller to andre om at høre på jer og hjælpe og råde jer. Hvis det ikke bringer nogen løsning på sagen, så betyder det blot, at I to undgår hinanden, idet du behandler ham som en skatteopkræver eller en ikke-jøde uden for menigheden. Det, du har med ham at gøre, foretager du blot på et rent forretningsgrundlag. Det har intet med menigheden at gøre, fordi denne krænkelse eller synd eller misforståelse ikke er nogen grund til at udstøde ham af kredsen. Den slags ting bør ikke bringes til afgørelse i menigheden. Vi skal ikke søge at dele menigheden i to lejre og sige: „Jeg ønsker, at I alle skal holde med mig“, mens den anden siger: „Jeg ønsker, at I skal holde med mig“, når det drejer sig om et personligt problem, der intet har at gøre med forkyndelsen af evangeliet eller med at bevare menigheden ren. Dette skriftsted i Mattæus 18:15-17 er ofte blevet brugt i forbindelse med udstødelse af sådanne personer af organisationen, men det taler kun om personlig undgåelse af en anden.

9. Hvad bør vi i betragtning af det foregående bestræbe os for, og hvorfor?

Gode nyheder fra Korea!

Følgende er en rapport fra en af Vagttaarnselskabets missionærer, som opholdt sig i Syd-Korea på det tidspunkt, da denne republik blev invaderet. Han blev senere evakueret til Japan af de Forenede Staters hær. Nu, hvor han er kommet tilbage til Korea, sender han denne opmuntrende rapport om den vækst, der finder sted, og om Jehovas vidners tro og ustraffelighed i dette krigshærgede land.

SIDSTE gang jeg var i Korea, var i juni 1950. Da var der kun en håndfuld Jehovas vidner i hele Korea og kun een kreds, nemlig i byen Seoul. Nu efter halvandet års krig og nød, hvor mange venner har sultet, døjet savn, levet i huler og i træer, blevet uretfærdigt behandlet, og nogle er blevet dræbt, er antallet af Jehovas vidner vokset, så der nu ikke alene er en kredsorganisation i Seoul, men også i Taegu, Chonju, Kunsan, Quejon og Pusan; ligeledes bliver de gode nyheder gjort kendt over hele Syd-Korea og på steder, hvor de aldrig før er blevet forkyndt.

I Pusan mødes der regelmæssigt 25 til 30 venner, og 8 nye blev døbt den første uge efter, at jeg var vendt tilbage til Korea. I Taegu mødes der regelmæssigt 25, og 12 nye er blevet døbt i år. I Kunsan kommer der 20 til møderne, og 13 nye er blevet døbt. I Chonju samles der 20, og 5 blev døbt. I Quejon samles regelmæssigt 7 venner, og der blev døbt 2. Kun nogle få søstre blev tilbage i Seoul, men de fortsatte med at forkynde, og 40 venner overværer regelmæssigt møderne. I sidste uge fik kredstjeneren tilladelse til at vende tiltage til Secul, og da var der 56 til stede ved hans møde.

Den 17. november 1951 begyndte jeg en rejse for at besøge de førnævnte steder. Jeg modtog pr. post specielle adgangstilladelser fra hæren til at besøge Seoul. Vennerne blev overraskede over at se mig. De omfavnede og kyssede mig og følte på mine ben og arme for at se, om jeg var rask. De arrangerede det sådan, at jeg kunne blive hos dem i deres eget hjem. Jeg var glad for det, for det var meget koldt i Seoul. Koreanerne opvarmer deres hjem ved at anbringe en potte med trækul deri eller ved at tænde en træ- eller kulild under husets undul, d.v.s. gulv. Dette opvarmer gulvet og værelset. Koreanerne spiser, sover og sidder på gulvet. Dette er altid vasket meget rent med en våd klud. Det er sædvane at give gæsten pladsen lige over ildstedet. Den fremmede, der ikke er fortrolig med denne skik, synes ofte, at han har fået en temmelig varm siddeplads. De koreanske forkyndere er glade, når missionærerne deler deres levevaner. Om aftenen bliver gulvet vasket rent, og puder og vattæpper bliver bredt ud og gør