Familiemedlemmers pligt til at bevare tilbedelsen af Jehova ren
MED det for øje at bevare tilbedelsen af Jehova ren pålægger Bibelen den kristne menighed at udstøde „det onde menneske af jeres kreds“. (1 Kor. 5:13) Denne udstødelse af Guds synlige organisation eller afskærelse eller udelukkelse fra den, holder den rene tilbedelse i hævd og virker som en beskyttelse for hele menigheden. Endvidere kan den udvirke at overtræderen angrer sine onde handlinger og atter bliver forligt med Gud. — 2 Kor. 7:10.
I Vagttårnet for 15. oktober 1963 blev de bibelske principper vedrørende udstødelse behandlet. Hensigten med udstødelsen, konsekvenserne for den udstødte og den holdning andre medlemmer af den kristne menighed bør indtage blev undersøgt med Guds ord som rettesnor. Principperne blev trukket klart op, og de er lette at forstå når det drejer sig om en udstødt person der ikke er beslægtet med andre i den kristne menighed. Al omgang med ham må ophøre.
Men hvordan bør man forholde sig dersom man er beslægtet med den udstødte? Hvilken indstilling bør man lægge for dagen hvis man er knyttet til den udstødte med blodets bånd eller på anden måde er beslægtet med ham? Når man gennemgår de pligter som familiens medlemmer har til at bevare tilbedelsen af Jehova ren, vil man se at der er to forhold som skal tages i betragtning. For det første: hvor slægtninge der har godt ry i menigheden ikke bor under samme tag som den udstødte; det vil sige slægtninge der ikke hører til den allernærmeste familie. For det andet: hvor slægtninge som har et godt ry i menigheden bor under samme tag som den udstødte person, altså hvor den udstødte er et medlem af den snævre familiekreds.
Slægtninge der ikke hører til den nærmeste familiekreds
Udstødelsen af en slægtning ophæver ikke blodets bånd. Men det vil være klogt nøje at forstå at kontakten med en udstødt som bor uden for hjemmet, kun bør bevares i tilfælde hvor det er absolut nødvendigt for varetagelsen af familiens interesser.
Princippet her er det samme som blev omtalt i Vagttårnet for 15. oktober 1963, s 479, 480, hvor det blev påpeget at kristne som på deres verdslige arbejdsplads arbejder sammen med en udstødt person, bør undgå at tale med vedkommende, undtagen i sådanne tilfælde hvor arbejdet kræver det, og da at begrænse samtalen til rent faglige spørgsmål. I tilfælde hvor den udstødte slægtning ikke bor i samme hjem bør kontakten med ham indskrænkes til det absolut nødvendige. Som på arbejdspladsen begrænses kontakten til det mindst mulige og undgås fuldstændig hvis det lader sig gøre.
Et meget vigtigt punkt at lægge mærke til er at enhver åndelig tilknytning til den udstødte er fuldstændig ophørt selv om slægtsbåndet af og til kan føre til kontakt med ham eller hende. Emner vedrørende gudsdyrkelsen kan man ikke drøfte med slægtninge der er udstødt.
Men hvad nu hvis en udstødt uanmeldt aflægger besøg hos indviede slægtninge? Hvad bør den kristne så gøre? Hvis det er første gang det sker kan den indviede kristne, såfremt hans samvittighed tillader det, vise almindelig høflighed ved den specielle lejlighed. Men hvis hans samvittighed ikke tillader det, er han ikke forpligtet til det. Dog bør den kristne lade den udstødte forstå at der ikke kan være tale om at hans besøg uden videre gentager sig. Bliver disse besøg en jævnlig foreteelse, er det ikke anderledes end hvis man plejede omgang med enhver anden udstødt person, og det ville være et brud på udstødelseskendelsens ånd. Den udstødte slægtning bør forstå at hans besøg ikke længere er ønskede som de var det da han vandrede retskaffent med Jehova. — 2 Joh. 9-11.
Det er af største betydning at indviede kristne i menigheden ved deres handlinger lader den udstødte slægtning klart forstå at familien fordømmer hans opførsel. De må holde urokkeligt fast ved de retfærdige principper. Overtræderen må sande at hans stilling helt er ændret, at hans trofaste kristne slægtninge misbilliger hans onde vej og at de viser deres misbilligelse ved kun at komme sammen med ham ved lejligheder hvor det er helt uundgåeligt.
Vigtigheden af dette er så indlysende i småbyer hvor menigheden måske består af flere beslægtede familier. Hvis familierne bevarede kontakten med den udstødte som hidtil, hvordan kunne man så sige at brødrene sluttede op om udstødelsesprocessen, der tager sigte på at bevare Guds synlige organisation ren? De ville i virkeligheden gøre vold på udstødelsesaktionens ånd. I stedet for at vise den udstødte en venlighed ville de gøre ham en bjørnetjeneste.
Er der forretninger som man er nødt til at tale med en udstødt om, skal man betragte det som noget man kun gør undtagelsesvis. Den bibelske regel lyder: „Jeg formaner jer, brødre! til at holde øje med dem, som volder splittelserne og fører mennesker til fald ved at afvige fra den lære, I modtog; hold jer borte fra dem!“ „Nu skriver jeg til jer, at I ikke skal have samkvem med nogen, som bærer brodernavn, og som dog er utugtig eller havesyg eller afgudsdyrker eller æreskænder eller dranker eller røver, ja, end ikke spise sammen med en sådan.“ „Udstød det onde menneske af jeres kreds.“ — Rom. 16:17; 1 Kor. 5:11, 13.
Grundprincippet i denne sag er at finde i Mattæus 12:47-50. En kom og sagde til Jesus: „Se, din moder og dine brødre står udenfor og søger at få dig i tale.“ Jesus svarede: „Hvem er min moder, og hvem er mine brødre? . . . enhver, der gør min himmelske Faders vilje, han er min broder og søster og moder.“
De bibelske principper giver ikke rum for tanken om regelmæssigt samkvem med en udstødt slægtning der ikke bor under samme tag. Vi bør først og fremmest bevare tilbedelsen af Jehova ren. Vi bør ikke forsøge at omgås slægtninge der er udstødt af Jehovas organisation så meget som vi kan slippe af sted med. Vi skal ikke „have samkvem med“ dem.
Inden for familiekredsen
Yderligere principper kommer ind i billedet når det drejer sig om en udstødt person der bor under samme tag og er medlem af samme kristne familie. Nogle af de bibelske principper der bør tages i betragtning er 1) Første Timoteus 5:8: „Men hvis nogen ikke sørger for sine slægtninge, især da for sine husfæller, har han fornægtet troen, ja, er værre end en vantro.“ 2) Mattæus 22:21: „Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!“ 3) Mattæus 19:5, 6: „Derfor skal en mand forlade sin fader og moder og holde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød . . . Derfor: hvad Gud har sammenføjet, må et menneske ikke adskille.“ 4) Kolossenserne 3:18, 19: „I hustruer skal underordne jer under jeres mænd . . . I mænd! elsk jeres hustruer.“ 5) Efeserne 6:1, 2: „I børn! vær lydige i Herren mod jeres forældre . . . ’Ær din fader og din moder’.“
Det kristne familieoverhoved, faderen, må derfor fortsat have dagligt samkvem med de medlemmer af hans husstand der er udstødt, og sørge for mad, husly og klæder til dem. Hvis den udstødte er en mindreårig søn eller datter, kan forældrene ikke overlade ham eller hende til sig selv. Sønnen eller datteren er stadig en del af husstanden. Guds lov kræver at forældrene opfylder deres pligter over for barnet. Selv kejserens lov kræver at forældrene skal sørge for deres mindreårige børn. Forældrene er altså stadig underlagt Guds befaling om at irettesætte og tugte barnet. Dette skal gøres i overensstemmelse med de bibelske principper. Forældrene bør forlange at barnet overværer familiens studium og lytter til hvad der bliver sagt, men barnet får ikke lov til at deltage i drøftelsen. Forældrene bør på det kraftigste anbefale barnet at det læser Bibelen og litteratur der forklarer Bibelen, som for eksempel Vagttårnet og Vågn op! og bibelhåndbøger. Hvis det udstødte barn har noget at spørge om kan det spørge forældrene under fire øjne, og de vil vise det hvor det kan finde svaret eller give det svaret, men heller ikke mere. Dette vil i forening med at barnet overværer de kristne møder hjælpe det til at bedre sine veje. (Jak. 5:20) Forældrene må forstå alvoren i at barnet har indviet sig og ladet sig døbe og at det som følge heraf bliver tugtet af Jehova når det krænker hans love.
I forholdet mellem mand og hustru gælder de retningslinjer som fremsættes i Mattæus 19:5, 6. Ingen kan skille mand og hustru, end ikke hvis den ene af dem er udstødt. Den eneste undtagelse er hvis der er begået ægteskabsbrud; så kan den uskyldige part forlade den anden. Ved menighedsmøderne i rigssalen skal manden, hustruen og børnene sidde sammen og behøver ikke sidde hver for sig selv om en af parterne er udstødt. Her er der ikke tale om noget åndeligt fællesskab. De sidder blot sammen som en familie, og dette familiebånd skal ikke brydes. Dog vil det være urigtigt af den ægtefælle som har godt ry at påtvinge brødrene i menigheden sin udstødte ægtefælles selskab når han eller hun taler med dem. Selv om familiegruppen holder sammen, kan det udstødte medlem stadig ikke have samkvem med andre medlemmer af menigheden.
Gælder dette princip om at familien skal sidde sammen også et forlovet par hvoraf den ene er blevet udstødt efter forlovelsen? Nej, for de er ikke bundet til hinanden i ægteskab. Den kristne bør bryde forbindelsen med den udstødte. „Drag bort fra dem, og skil jer ud.“ (2 Kor. 6:17) Hvis den kristne ignorerer dette princip og gifter sig med den udstødte, kan han eller hun også blive udstødt.
Selv om det engang knyttede familiebånd ikke brydes når et familiemedlem udstødes og hjemmets daglige funktioner fortsætter som sædvanlig, er der dog noget der ophører, nemlig det åndelige samkvem mellem den udstødte og de øvrige familiemedlemmer. Som nævnt i de tidligere eksempler skal man aldrig drøfte tilbedelsen af Gud med en udstødt.
Hvis det er hustruen der er udstødt, vil ægtemanden fortsat lede familiens bibelstudium med børnene og lede familien i bøn. Hustruen kan overvære studiet og lytte til bønnen og derigennem modtage en værdifuld kundskab, men hun må ikke deltage i drøftelsen.
Hvis det er manden der er udstødt, skal hustruen og børnene stadig underkaste sig overhovedet i familieanliggender. Der er ingen forandring her. Hustruen bliver ikke familiens overhoved i udførelsen af de daglige pligter. Men ønsker manden oprigtigt at gøre det rette, vil han tage de nødvendige skridt så han kan blive forligt med Jehova og hans synlige organisation. Han vil indse at han ikke er kvalificeret til at lede familien i åndelige anliggender. Men hustruen vil studere Bibelen med sine børn til et belejligt tidspunkt hvor manden ikke er nærværende som familiens overhoved.
Det samme princip gælder ved måltiderne. Her finder der heller ikke noget åndeligt samkvem sted. Det udstødte familieoverhoved kan ikke lede sin familie i bøn, og han kan heller ikke opfordre en anden til at repræsentere familien i bøn således at de gør det efter hans direktiv. Enhver som ønsker at bede kan gøre det for sig selv. Men er familieoverhovedet ikke til stede kan de indviede familiemedlemmer bede i fællesskab.
Hvis den udstødte ægtemand insisterer på at bede en bøn ved måltiderne, vil de indviede medlemmer ikke sige „amen“ til hans bøn, og de vil heller ikke holde hinanden i hånden som nogle har for skik, for det ville være en form for åndeligt samkvem. De kan bøje deres hoveder og bede en tavs bøn til Jehova. Hvis ægtemanden insisterer på at udtale sig om religiøse spørgsmål, kan man ikke forhindre ham i at gøre det i sit eget hus, men trofaste kristne medlemmer af husstanden er ikke forpligtet til at deltage i drøftelsen. De viser respekt for den kendelse ifølge hvilken overtræderen er blevet udstødt af Guds organisation. „Man bør adlyde Gud mere end mennesker.“ — Ap. G. 5:29.
For de kristne er det en alvorlig pligt at bevare tilbedelsen af Jehova ren. For at varetage denne pligt vil den kristne følge Jehovas retfærdige krav, selv når det gælder familiens egne medlemmer der udelukkes fra Guds synlige organisation. Kærligheden til Gud kommer i første række. Den kristne tager passende forholdsregler som en tilkendegivelse af at han bifalder Jehovas veje, og herved behager han Jehova og holder den rene tilbedelse i hævd.