Homoseksualitet — er det bibelske syn rimeligt?

HVIS du er homoseksuel har du måske undertiden følt at du udsættes for forskelsbehandling, at du må lide uretfærdigt på grund af noget som i dine øjne er et rent personligt anliggende — nemlig dit valg af sexpartnere. Efter din mening er verden i almindelighed sikkert meget snæversynet i spørgsmålet om homoseksualitet.

Imidlertid bør man passe på at man ikke selv viser den samme fordom som man mener at se hos andre. Har du for eksempel givet dig tid til virkelig at undersøge hvad Bibelen siger om homoseksualitet? Eller har du uden videre forkastet Bibelen som en bog der ikke er din overvejelse værd?

Du er uden tvivl klar over at flere gejstlige end nogen sinde, kirkefolk som man måtte forvente repræsenterede det bibelske syn, udtaler sig til gunst for homoseksualitet. Den katolske præst Henry Fehren siger for eksempel i bladet U.S. Catholic at antihomoseksuelle synspunkter er blevet „baseret på fejlfortolkninger af spredte bibelsteder som er beregnet for en anden tidsalder og en anden kultur“. Samme indstilling har den danske folkekirkepræst Günther Hintze fra Augustenborg der siger: „Bibelens syn på denne sag kan ikke have gyldighed for os i dag.“

Sådanne gejstlige har i virkeligheden vendt sig bort fra Bibelen. Læg mærke til at de siger at Bibelen er „beregnet for en anden tidsalder“ og ikke „for os i dag“. De betragter Bibelen som en forældet bog når det gælder spørgsmålet om homoseksualitet. Men har de ret? Er man interesseret i sandheden og i Guds godkendelse, vil man ønske at finde det rette svar.

Det er sandt at Bibelen er en meget gammel bog. Men det i sig selv gør den ikke uegnet som rettesnor i personlige moralske spørgsmål. Tværtimod. Selve Bibelens alder øger dens værdi som moralsk vejleder. Hvorfor?

Jo, det står fast at mennesker stort set er som de altid har været. Uanset hvilken periode vi går tilbage til, finder vi at menneskene har haft de samme grundlæggende fysiske og følelsesmæssige behov som de har nu. Så hvis Bibelen er Guds ord som mennesker skal indrette deres liv efter, er det kun logisk at den må række langt tilbage i tiden. Bibelens alder taler således til dens fordel og giver dens ord om homoseksualitet vægt.

Hvad homoseksualitet fører til

Bibelen undgår ikke at omtale homoseksuelle handlinger. Den berører emnet gentagne gange. For eksempel læser vi i Romerbrevet 1:26, 27, ifølge The New Testament in Modern English af J. B. Phillips:

„Derfor overgav Gud dem til vanærende lidenskaber. Deres kvinder ombyttede den normale kønslige omgang med noget som er abnormt og unaturligt. Ligeledes blev mændene, idet de vendte sig fra den naturlige omgang med kvinder, grebet af lidenskabeligt begær efter hinanden.“

Derefter — og det er meget vigtigt — præciserer Bibelen hvad homoseksualitet fører til:

„Mænd øvede disse skændige rædsler med mænd, og erfarede naturligvis på deres egen person konsekvenserne af kønslig perversitet.“

Har Bibelen ret i dette? Ja, udtalelser af homoseksuelle, samt homoseksuelles adfærd, bekræfter det. De henviser selv til det ustabile ved homoseksuelle „ægteskaber“, promiskuiteten i forbindelse med deres søgen efter sexpartnere, og den uærlighed de gør sig skyldige i når de søger at gemme sig bag en respektabel facade mens de hemmeligt fortsætter deres homoseksuelle adfærd. Det er ikke deres fjender men de homoseksuelle selv der taler om „frygten for at blive gammel alene“. Det håbløse ved de homoseksuelles fremtid, siger William Carroll, der selv er homoseksuel, fører til „kynisme, fortvivlelse og endda selvmord“. Ja, homoseksuelle indrømmer selv at de ’på deres egen person erfarer konsekvenserne’ af den homoseksuelle livsform.

Bibelen har altså ret når den beskriver følgerne af en homoseksuel adfærd. Men hvorfor kommer homoseksuelle ud for sådanne problemer? Apostelen Paulus siger at det er fordi de giver sig af med noget som er „abnormt og unaturligt“. De der forsvarer homoseksualitet siger ganske vist at det er et rent subjektivt spørgsmål om noget er „naturligt“ eller „unaturligt“, at det er noget den enkelte, selv må afgøre. Men er det virkelig tilfældet? Er det ikke åbenbart for så godt som enhver at manden og kvinden er modstykker i seksuel henseende? Er det ikke tydeligt at deres kønsorganer er formet så de passer sammen?

Virker det på den anden side „naturligt“ at to kvinder plejer kønslig forbindelse med hinanden? Den ene må ofte bruge en eller anden kunstig erstatning, for det mandlige organ for at tilfredsstille den anden. Og hvordan forholder det sig med mandlige homoseksuelle? De gør måske begge krav på at være mænd, men må den ene ikke i en vis forstand spille den kvindelige rolle? Både mandlige og kvindelige homoseksuelle må på en eller anden måde bruge en erstatning for det der er „naturligt“ til stede i et heteroseksuelt forhold. Hvor naturligt er dét? Bibelen har ret når den beskriver homoseksuelle handlinger som noget der er „abnormt og unaturligt“.

Bibelen beskriver altså følgerne af en homoseksuel adfærd korrekt, og den viser hvad grunden er til disse følger. Må den så — for at være konsekvent — ikke også fordømme denne adfærd? Det ville kun være rimeligt.

I Første Korinterbrev 6:9, 10 læser vi da også: „Far ikke vild! hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller de, der lader sig bruge til unaturlig utugt, eller de, der øver den, . . . skal arve Guds rige.“ Eller som det gengives i Peter Schindlers oversættelse fra 1953: „Homosexuelle . . . kommer ikke til at arve Guds Rige.“

Bibelsk set er sagen meget klar, ikke sandt? Bibelen viser rent ud at homoseksualitet er forkert. Bibelen er konsekvent, idet den ikke alene påpeger de dårlige følger, men også med rette fordømmer årsagen til disse følger.

Det er imidlertid kommet på mode blandt homoseksuelle at fremføre det synspunkt at det hovedsagelig var apostelen Paulus, og ikke Jesus Kristus, der talte imod homoseksualitet. Er denne påstand korrekt?

Jesu syn på homoseksualitet

Først og fremmest må vi sige at de der fremfører dette synspunkt overser at Bibelen omtaler Paulus’ ord som en del af Skriften, der er gavnlig „til at belære, . . . til at genoprejse“. (2 Tim. 3:15-17; 2 Pet. 3:15, 16) En ærlig undersøgelse af Jesu ord viser imidlertid at også han talte imod homoseksualitet.

Han sagde, som det gengives i Mattæus 19:9 ifølge Peter Schindlers oversættelse: „Hvis nogen forstøder sin Hustru — undtagen i Tilfælde af, at det drejer sig om Utroskab fra hendes Side — og gifter sig med en anden, begaar han Ægteskabsbrud.“ Det græske ord for „Utroskab“ som Mattæus her benytter i sin gengivelse af Jesu ord, er porneiʹa. Det er beslægtet med udsagnsordet porneuʹo der betyder „at give sig af med ulovlig kønslig omgang“.

Vi forstår bedst hvilken betydning der ligger i disse ord når vi ser hvordan de bruges andre steder i Bibelen. Et tilsvarende ord forekommer i Judas’ brev, vers 7, der beskriver den synd som visse byer i oldtiden havde gjort sig skyldige i: „Ligeledes er Sodoma og Gomorra og de omliggende byer, der på samme måde som de var hengivne til utugt [en forstærket form af porneuʹo] og søgte omgang mod naturen, sat til et advarende eksempel, idet de lider straf i evig ild.“ Hvilken form for „utugt“ eller porneiʹa blev indbyggerne i Sodoma og Gomorra fordømt for? Den bibelske beretning i Første Mosebog 19:4, 5 svarer:

„Endnu før de havde lagt sig, stimlede byens folk, indbyggerne [Mændene, oversættelsen af 1871] i Sodoma, sammen omkring huset, både gamle og unge, alle uden undtagelse, og de råbte til Lot: ’Hvor er de mænd, der kom til dig i nat? Kom herud med dem, for at vi kan stille vor lyst på dem!’“

Mændene i Sodoma og Gomorra var homoseksuelle. Ordet „sodomi“, der oprindelig har betegnet ’unaturlig kønslig omgang med person af samme køn’, er i virkeligheden afledet af navnet på byen Sodoma. På græsk ville Bibelen betegne deres synd med ordet porneiʹa. Jesus sagde at porneiʹa var så forkert at det var et gyldigt grundlag for opløsning af ægteskab.

Husk endvidere at Jesus var jøde og levede under Moseloven. Når han brugte ordet porneiʹa, siger Edward Robinsons Greek and English Lexicon of the New Testament, omfattede det øjensynlig ’al kønslig omgang som forbydes i Moseloven’. Denne lov sagde blandt andet: „Hos en mand må du ikke ligge, som man ligger hos en kvinde; det er en vederstyggelighed.“ (3 Mos. 18:22) Det ord Jesus brugte (porneiʹa), omfattede uden tvivl denne praksis.

Vi bør også lægge mærke til at Gud fordømte homoseksualitet allerede før Moseloven var blevet givet. Det fremgår af førnævnte beretning om Sodoma og Gomorra; disse byer blev ødelagt af Gud over 400 år før Moseloven blev til. Jesus var klar over dette. — Luk. 17:28, 29, 32.

Der er således ingen tvivl om at Jesus også fordømte homoseksualitet. Som vi kunne vente, er Bibelen konsekvent på dette punkt. Paulus’ ord underbygges af Guds søns autoritet.

Men hvad kan homoseksuelle gøre, ifølge Bibelen? Bliver de simpelt hen fordømt? Er de for evigt afskåret fra Guds gunst? Det lyder ikke rimeligt; lad os se hvordan det forholder sig.

[Illustration på side 533]

Gud ødelagde Sodoma og nabobyerne på grund af indbyggernes unaturlige kønslige handlinger. Er det rimeligt at mene at Gud har ændret sit synspunkt?