Skygger fra fortiden

„Thi disse ting er en skygge af de ting, som skal komme, men virkeligheden hører Kristus til.“ — Kol. 2:17, NW.

 1. Hvilke love forud for Lovpagten er i dag af interesse for os, og hvorfor?

FRA en fjern fortid træder mange skygger af det tyvende århundredes virkeligheder frem som et tavst, men utvetydigt vidnesbyrd. Disse bibelske skygger med deres skarpe konturer forudsiger en aktivitet, der nu udfoldes over hele jorden. Mens Lovpagten, der blev formidlet ved Moses tilbage i tiden, indeholdt et væld af profetiske skygger af de goder, som skulle komme, så rummede også århundreder forud for den de patriarkalske love og skikke en mangfoldighed af skygger, som møder deres virkelighed i dag. (Hebr. 10:1, NW) Paulus’ ord: „Thi disse ting er en skygge af de ting, som skal komme, men virkeligheden hører Kristus til,“ kunne også gælde disse skygger fra før Lovpagten. (Kol. 2:17, NW) På grundlag af denne udtalelse kan vi vente, at disse første profetiske skygger i opfyldelsen ligeledes vil samle sig om Kristi Jesu tjenere. Og dette er, som vi skal se, netop hvad kendsgerningerne bekræfter. I den foregående artikel har vi gjort et indledende studium af det patriarkalske samfunds oprindelse og virkemåde, og vi er nu rede til at betragte de nærmere enkeltheder i forbindelse med andre lovmæssige træk, der udgør interessante skygger af nutidige virkeligheder.

Varetægt af personer og ejendom

 2. Hvilken patriarkalsk lov skal her undersøges, og hvorledes tilkendegav man, at man påtog sig et juridisk ansvar?

² Det patriarkalske samfund havde udførlige love og fastsatte skikke, der var bestemmende for varetægt af personer og privat ejendom. Der kunne være tale om varetægt i sådanne tilfælde, hvor en ejer eller en fader betroede sin ejendom eller sine børn i andres hænder. Ejendommen eller personerne blev enten overgivet til en andens omsorg eller lånt vedkommende som en tjeneste. Ved visse lejligheder fik den ældste broder, der var en moden mand, de yngre brødre i sin varetægt. Da de bibelske patriarker hovedsagelig var hyrder, var den ejendom, der blev betroet andre, som regel kvæg eller får. Dog gjaldt de almindelige bestemmelser enhver ejendel eller person, der blev overgivet i andres varetægt. Når en hyrde fik en ejers får betroet, og hyrden sagde, at han ville vogte fårene, så pådrog hyrden sig dermed et juridisk ansvar. Vi kan her bemærke os slægtsoverhovedet Jakobs tilfælde, da han traf aftale med sin svigerfader Laban om at vogte hans får. Da Jakob sagde: „Hvis du går ind på, hvad jeg nu foreslår dig, vedbliver jeg at være hyrde for dine hjorde og vogte dem,“ accepterede han det juridiske ansvar for de får, der blev betroet ham. — 1 Mos. 30:31.

 3, 4. a) Hvor findes der en beretning om lovmæssigt ansvar? b) Hvilke forpligtelser påhvilede der den, som tog dyr i sin varetægt?

³ Hvori bestod blandt andet det lovmæssige ansvar, der påhvilede den, som tog en anden mands dyr i sin varetægt? Noas bestemmelser vedrørende varetægt blev århundreder senere af Gud indlemmet i Lovpagten, som blev givet til Israels nation. I Moseloven har vi derfor en direkte optegnelse over, hvad dette ansvar medførte. „Når en mand giver en anden et æsel, en okse, et får eller et andet stykke kvæg i varetægt, og dyret dør, kommer til skade eller røves, uden at nogen ser det, da skal han sværge ved Jehova på, at han ikke har forgrebet sig på den andens ejendom, og det skal være afgørende imellem dem; dyrets ejer skal tage eden god, og den anden behøver ikke at give erstatning. Stjæles det derimod fra ham, skal han give ejeren erstatning. Hvis det sønderrives, skal han bringe det sønderrevne dyr med som bevis; det sønderrevne skal han ikke erstatte.“ — 2 Mos. 22:10-13.

⁴ Det blev derfor forlangt af hyrden, at han skulle udvise almindelig omsorg til beskyttelse af de dyr, han havde fået betroet. Han skulle sørge for, at dyrene fik tilstrækkeligt foder og ikke blev væk. Såfremt der under hans opsyn blev stjålet dyr, enten af ham selv eller af hans lejede hjælpere, så påhvilede det ham som et ansvar at give ejeren fuld erstatning. For de stjålne dyr skulle han give fir- eller femfoldig erstatning; alt efter om det var får eller okser. (2 Mos. 22:1) På den anden side pålagde den patriarkalske lov ikke hyrden ansvar for handlinger, han som menneske ikke var herre over. Hvis dyret var selvdødt eller led overlast, uden at det skyldtes nogen fejl eller forsømmelighed fra hyrdens side, eller blev røvet af en væbnet bande, så skulle hyrden ikke erstatte tabet. Dette gjaldt også i tilfælde, hvor et vildt dyr tog det som bytte og sønderrev det. Når han kunne fremlægge bevis for, at dyret var blevet dræbt, måtte ejeren bære tabet. Hyrden, der havde dyret i sin varetægt, kunne ikke drages til ansvar derfor.

 5. Hvad skete der i Josefs tilfælde, og hvorfor havde Ruben et særligt ansvar?

⁵ Disse retningslinier giver os en bedre forståelse af forholdet mellem Jakob og hans sønner, dengang Josef forsvandt. Patriarken Jakobs ti sønner var blevet misundelige på deres sytten år gamle broder Josef, der nød sin faders særlige gunst. Jakob pålagde Josef den opgave at tage ud for at se, hvordan det gik hans ti ældre brødre med at vogte Jakobs hjorde et sted langt borte, og rapportere resultatet til faderen. Da disse misundelige brødre på afstand så Josef komme, lagde de råd op om at slå ham ihjel og sige til deres fader, at et vildt dyr havde dræbt ham. Da Josef nåede hen til dem, rev de hans mangefarvede kjortel af ham og kastede ham i en cisterne. Men Ruben, den ældste broder, der juridisk havde pligt til at passe på sin yngre broder, nu da han opholdt sig iblandt dem, protesterede imod denne sammensværgelse og bestemte at give Josef tilbage til faderen og således fri sig for ansvaret som hans særlige vogter. Imidlertid skete det, at de andre brødre solgte Josef som træl til nogle forbidragende handelsmænd, mens Ruben havde forladt cisternen. Da Ruben kom tilbage til cisternen og så, at Josef var forsvundet, sønderrev han sine klæder i fortvivlelse, fordi han vidste, at han ville blive krævet til regnskab for sin yngre broders forsvinden. Han udbrød: „Drengen er borte! Hvad skal jeg dog gøre!“ — 1 Mos. 37:12-30.

 6. Hvad valgte Ruben at gøre, og hvorfor? Hvad gik dommer Jakobs kendelse ud på, og hvorfor gjorde den det?

⁶ Den udvej, som Ruben, tilskyndet af sine andre brødre, tyede til, var ikke noget tilfældigt påfund. Tværtimod var det en snedigt gennemtænkt plan for ikke at blive draget til ansvar, når de fremstillede sig for deres fader for at underrette ham om Josefs forsvinden. De vidste, at de ville komme til at stå ansigt til ansigt med deres fader, der som patriarkalsk dommer ville undersøge og veje alt bevismaterialet med henblik på, hvor ansvaret skulle lægges. De kendte desuden den juridiske klausul om varetægt af personer og ejendom, der sagde, at såfremt der kunne fremlægges bevis for overfald af et vildt dyr, så ville den, i hvis varetægt personen eller ejendelen var overgivet, blive fuldstændig frikendt og betragtet som uden skyld. Læg nøje mærke til den bibelske beretning om det, som hændte, og om, hvordan Jakob blev tvunget til på lovmæssig vis at kende eller undersøge beviset og som dommer juridisk at kende sine sønner uskyldige i Josefs formodede død. „Så tog de Josefs kjortel og dyppede den i blodet af en gedebuk, som de slagtede; og de sendte ærmekjortelen hjem til deres fader med det bud: Den har vi fundet; se efter [kend, AS], om det ikke er din søns kjortel! Da så han efter [kendte han den, AS] og udbrød: Det er min søns kjortel! Et vildt dyr har ædt ham! Josef er visselig revet ihjel!“ (1 Mos. 37:31-34) Den sidste sætning udgjorde, formet i juridiske vendinger, dommer Jakobs retskendelse. De ti sønner kunne ikke idømmes nogen straf. Jakobs hænder var bundet af loven, og han var afskåret fra at forfølge sagen videre.

 7. Er der noget, der tyder på, at Jakob anede uråd? Hvad lagde Jakob for dagen?

⁷ Dommer Jakob var nødt til at afsige den kendelse, at et vildt dyr havde forårsaget Josefs død. Der er dog heller intet, der tyder på, at han inderst inde anede uråd. Mange år senere, da det spørgsmål rejste sig, om han skulle betro sin yngste og elskede søn Benjamin i de ældre brødres varetægt, dengang Ægyptens statsminister (i virkeligheden deres broder Josef, som de ikke genkendte) havde opfordret dem til at bringe Benjamin til Ægypten, nægtede Jakob at lade den unge knøs drage af sted under de almindelige varetægtsgarantier. Først da Juda, Jakobs fjerde søn, aflagde et højtideligt løfte om personligt at borge for Benjamins sikkerhed og således stillede en særdeles stærk garanti, der forpligtede ham endog ud over varetægtsordningen, samtykkede Jakob i at lade Benjamin tage af sted. (1 Mos. 44:32, 33) Ydermere lagde Jakob sin faderlige frygt og bekymring for dagen ved at minde sine sønner om, hvordan han som dommer for år tilbage havde måttet kende sin søn død, sønderrevet af et vildt dyr, og aldrig siden havde set ham. „Den ene gik bort fra mig, og jeg sagde: Han er sikkerlig revet ihjel! Og jeg har ikke set ham siden.“ — 1 Mos. 44:28.

Den sande varetægt

 8. I hvem får skyggen om varetægtsordningen sin virkeliggørelse, og hvem er 1) fårenes ejermand, 2) fårene og 3) hyrden?

⁸ Denne patriarkalske skygge fra en fjern fortid begyndte at få sin virkeliggørelse i den rette hyrde, Kristus Jesus, der havde fået sin Faders „får“ betroet. Jehova Gud er sine „fårs“ store hyrde og ejermand. Hans trofaste kristne tjenere er som får, der var faret vild, men nu er vendt tilbage til Gud, deres sjæles hyrde og tilsynsmand. (Sl. 23:1; 1 Pet. 2:25) Kristus Jesus blev udsendt som den rette hyrde for at vogte disse får. „Jeg er den rette fårehyrde; den rette fårehyrde overgiver sin sjæl til fordel for fårene. Lejesvenden, som ikke er fårehyrde, og hvem fårene ikke tilhører som hans egne, ser ulven komme og forlader fårene og flygter — og ulven røver dem og adspreder dem — fordi han er lejesvend og ikke bryder sig om fårene. Jeg er den rette fårehyrde, og jeg kender mine får, og mine får kender mig, ligesom Faderen kender mig og jeg kender Faderen; og jeg overgiver min sjæl til fordel for fårene. Og jeg har andre får, som ikke er af denne fold; dem må jeg også føre, og de vil lytte til min røst, og de skal blive een hjord, een fårehyrde.“ — Joh. 10:11-16, NW.

 9, 10. a) Hvordan og med hvilket ansvar vogtede Jesus Jehovas får? b) Gik nogen får til grunde, og i så fald hvordan, og hvem var ansvarlig derfor?

⁹ Hvilket bevis på kærlig omsorg og hengivenhed for fårene lagde ikke Jesus Kristus for dagen under sin tre og et halvt år lange tjenestegerning! Han nærede dem flittigt med rig åndelig føde. Når et får for vild, forlod han de ni og halvfems andre får og reddede det vildfarne. (Matt. 18:12-14) Han hjalp de åndeligt fattige og syge til at komme sig. Men i de tilfælde, hvor åndelig sygdom og til sidst åndelig død satte ind til trods for Jesu kærlige omsorg, blev han ikke gjort ansvarlig derfor over for „fårenes“ store ejermand, Jehova Gud. Han døde ikke, fordi han havde mistet noget får, men for at frelse fortabte får. Denne pålidelige hyrde beskyttede også fårene imod dæmonernes voldsomme angreb og imod Satan selv, der gik omkring „som en brølende løve“ og søgte nogen „at fortære“. — 1 Pet. 5:8, NW.

¹⁰ „Simon, Simon, se! Satan har forlangt at få jer for at sigte jer som hvede. Men jeg er gået i forbøn for dig, at din tro ikke må slippe op; og du, når du engang er vendt tilbage, så yd dine brødre støtte.“ (Luk. 22:31, 32, NW) Af de tolv særlige får, som Jesus fik betroet af Jehova, blev kun eet sønderrevet af den fortærende løve, Satan Djævelen. Læg mærke til den beretning vedrørende sin hyrdegerning, Jesus aflagde i sin bøn til Jehova: „Mens jeg var hos dem, plejede jeg at våge over dem af hensyn til dit eget navn, som du har givet mig, og jeg har bevaret dem, og ikke een af dem går til grunde med undtagelse af undergangens søn.“ (Joh. 17:12, NW) Som det blev antydet af den patriarkalske skygge, blev Jesus ikke draget til ansvar for forræderen Judas Iskariots undergang. Da Jesus beviseligt drog omsorg for en hærskare af får ved at føre dem til evigt liv, har vi i den herliggjorte Jesus en leder, en prøvet hyrde, der er pålidelig og troværdig!

11. Til hvilket arbejde oplærte Jesus sine disciple, og hvordan understregede han dette over for Peter?

¹¹ Mens Jesus udførte sin hyrdegerning, oplærte han samtidig sine disciple til at være underhyrder. Jesus gjorde sig bestandig flid for at opbygge deres tro, så de kunne påtage sig ansvaret som vogtere for Jehovas får. Inden Jesus for til himmelen, understregede han over for Peter en ganske bestemt ting i forbindelse med hyrdearbejdet. Tre gange fremhævede Jesus dette: „Simon, Johannes’ søn, elsker du mig mere end disse? Han sagde til ham: Ja, Herre, du ved, at jeg er dig hengiven. Han sagde til ham: Giv mine små lam næring. Atter sagde han til ham, for anden gang: Simon, Johannes’ søn, elsker du mig? Han sagde til ham: Ja, Herre, du ved, jeg er dig hengiven. Han sagde til ham: Vær hyrde for mine små får. Han sagde til ham for tredje gang: Simon, Johannes’ søn, er du mig hengiven? Peter blev bedrøvet, fordi han sagde til ham for tredje gang: Er du mig hengiven? Derfor sagde han til ham: Herre, du kender alle ting; du ved, at jeg er dig hengiven. Jesus sagde til ham: Giv mine små får næring.“ — Joh. 21:15-17, NW.

12, 13. a) Hvilken formaning gav Peter vedrørende vogtergerningen, og gælder den også i vor tid? b) Hvilke pligter må tjenere i menigheden påtage sig i dag?

¹² Samme Peter blev en trofast underhyrde i sin herres, Jesu Kristi, fodspor. Til sin samtids medunderhyrder gav Peter følgende kloge råd, der har samme gyldighed for vor tids sande kristne tjenere: „Vær hyrder for Guds hjord iblandt jer, ikke af tvang, men frivilligt, heller ikke af kærlighed til uærlig vinding, men ivrigt, heller ikke som om I ville spille herrer over dem, der udgør Guds arv, men som forbilleder for hjorden.“ (1 Pet. 5:2, 3, NW) I vor tid, da hundredtusinder af Herrens „andre får“ indsamles til den „ene hjord“, den nye verdens voksende samfunds organisation, opridser den patriarkalske skygge vedrørende hyrders ansvar nu i enkeltheder det hyrdeansvar, der i virkeligheden påhviler personer i Jehovas kristne vidners menigheder. Alle I tjenere i menighederne, i hvor høj grad opfylder I de guddommelige krav?

¹³ Tager du som en moden Guds tjener din tilsynsgerning alvorligt? Påtager du dig villigt dine pligter som en sådan udnævnt tjener, ikke af kærlighed til uærlig vinding, men med iver i kærlighed til Gud og dine medkristne? Giver du Herrens får rigeligt af den rette åndelige føde, som Jehova i så rigt mål sætter frem på sit bord? Gør du dig anstrengelser for at hjælpe de åndeligt syge og de åndeligt fattige, så de kan genvinde deres åndelige helbred og rigdom og blive stærke medlemmer af jeres lokale forkyndergruppe af vidner? Beskytter du dem efter bedste evne imod dæmonernes og Satans angreb, så de ikke bliver røvet fra den sande hjord? Hvis et får farer vild, gør du dig så umage for at føre det tilbage, så der kan blive glæde over et hjemvendende angerfuldt får, der blev bedrøvet på gudfrygtig måde og derfor reddet fra mulig undergang? (2 Kor. 7:8-11) Såfremt vor tids underhyrder kan give et bekræftende svar på alt dette, så opfylder de deres teokratiske forpligtelser i overensstemmelse med det eksempel, hyrderne Jesus og apostlene satte.

14. Hvilket ansvar i forbindelse med fårene påhviler der samtlige Jehovas vidner, og hvor alvorlig er denne sag?

¹⁴ Men i videre forstand har alle Jehovas vidner som forkyndere et hyrdeansvar i deres distrikt, lige meget hvor de forkynder. I jeres lokale distrikter findes der mange vildledte og svagelige personer med mulighed for at blive „andre får“; de bør passes og plejes med kærlig omhu af de bemyndigede hyrdeforkyndere. Hvis disse fårs svagelighed skyldes, at vi forsømmer at vise omsorg for dem, den store ejermand, Jehova Gud, har betroet i vor varetægt, så vil vi blive draget til ansvar for deres liv. „Menneskesøn! Jeg sætter dig til vægter for Israels hus; hører du et ord af min mund, skal du advare dem fra mig. Når jeg siger til den gudløse: Du skal visselig dø! og du ikke advarer ham eller for at bevare hans liv taler til ham om at omvende sig fra sin gudløse vej, så skal samme gudløse dø for sin misgerning, men hans blod vil jeg kræve af din hånd [jeg vil drage dig til ansvar for hans død, Mo].“ (Ez. 3:17, 18) Hvis vi prøver at hjælpe disse vildfarende med Herrens livgivende budskab nu, men Satan, den brølende løve, til trods for vore bestræbelser fortærer dem, så kan vi ikke drages til ansvar for sådanne formodede fårs død. Paulus understregede alvoren i vor hyrdegerning, da han sagde: „Der hviler jo en uundgåelig forpligtelse på mig; ja, ve mig, om jeg ikke forkynder det gode budskab!“ (1 Kor. 9:16, NW) I lighed med Jesus og apostlene vil de underhyrder, der i dag oprigtigt udfører deres forkyndergerning, opnå den tilfredsstillelse at se en vældig skare af Herrens andre får blive bevaret, sådanne får, som de har været med til at finde, hjælpe og beskytte til evigt liv.

Trældom

15. Hvorledes opstod frivillig trældom på patriarkernes tid, og hvad betød den for trælbundne tjenere?

¹⁵ Et andet emne af interesse er trældom, der eksisterede allerede i patriarkernes tid og var en skik, der tilsyneladende stammede fra Noas tid. I tilfælde, hvor en bestemt familieenhed under sit slægtsoverhoved kom i økonomiske vanskeligheder som følge af dårlig administration eller finansiel tilbagegang, og familien kom i gæld, kunne et sådant slægtsoverhoved øjensynlig klare sig fri af denne gæld på lovmæssig vis ved frivilligt at sælge sig selv og sin familie til trældom. Det betød, at han enten solgte sig selv til sin kreditor for en sum, der svarede til gælden, eller til et slægtsoverhoved, der var velstående og i stand til at betale salgsprisen, så den nye træl kunne komme ud af sin gæld. En sådan træl blev kaldt en trælbunden tjener. Som betaling for den trælbundne families fremtidige tjenester påtog den mere velhavende familie sig at huse, klæde og føde de nyantagne, frivillige trælle. Denne ordning betød en midlertidig eksistensmulighed for den trælbundne familieenhed. Det var bedre end at lide fattigdom. Det fremgår således heraf, at trældom i de dage betød at udføre en tjeners arbejde, og til gengæld sikrede en overordnet patriark eller et slægtsoverhoved den tjenende livets fornødenheder. Læg mærke til den omsorg, Josef var genstand for under sin trældom i Ægypten. — 1 Mos. 39:1-6.

16. Hvilken foranstaltning var der truffet, så de trælbundne kunne udfries?

¹⁶ Den almindeligt gældende lov om frivillig trældom eller trælbunden tjeneste i den Nære Orient i gammel tid holdt også en dør åben for genløsning, enten af trællen selv, hvis han senere skulle arve penge, eller af en nær slægtning. Genløsningen eller tilbagekøbet svarede til betalingen af en sum, der blev fastsat ved forhandling med trællens ejer. Til gengæld tilfaldt der trællen og hans familie visse gaver fra deres tidligere herre for de tjenester, de havde ydet.a Den midlertidige, trælbundne tjeneste kunne til tider strække sig over mange generationer, når den nærmeste slægtning, der var genløser, ikke beredvilligt tilvejebragte løsesummen. Vi bliver i denne forbindelse mindet om Jakobs tolv sønner og deres familier, der frivilligt drog til Ægypten for at bosætte sig der og så senere blev holdt i trældom af aggressive faraoner. Israelitterne blev holdt i trældom i flere generationer. — 2 Mos. 2:23.

17. Hvad sagde Moseloven om trælletjeneste?

¹⁷ På Moses’ tid indlemmede Lovpagten, der blev givet ved guddommelig åbenbaring, de fleste af disse foranstaltninger for frivillig trældomstjeneste blandt sine anordninger. „Når din broder i dit nabolag kommer i trang og han må sælge sig selv til dig, må du ikke lade ham arbejde som træl, men han skal være hos dig som daglejer eller indvandret; han skal arbejde hos dig til jubelåret. Da skal han gives fri sammen med sine børn og vende tilbage til sin slægt og sine fædres ejendom. Når en fremmed eller en indvandret hos dig kommer til velstand, og een af dine brødre i hans nabolag kommer i trang, og han må sælge sig til den fremmede eller indvandrede . . . så gælder indløsningsretten for ham efter salget; en af hans brødre må indløse ham.“ (3 Mos. 25:39-41, 47-49) Som modsætning til denne ordning, der ikke var hård, fandtes der en anden skik, der gik ud på at gøre krigsfanger til ufrivillige trælle, som ikke kunne løskøbes. Denne sidste undertrykkende trælleordning må have haft Nimrod og hans sataniske, krigslystne efterfølgere til ophavsmænd.

18. Hvorfor befinder mennesket sig i trældom? Gør rede for hans nød.

¹⁸ Som medlemmer af menneskeslægten befinder mennesker sig i dag i trældom under synd og død. Stamfaderen Adam gik i dårskab og af egen fri vilje ind til trældom under synd og død, og det var den pris, han måtte betale, fordi han i egenrådighed spiste af den forbudte frugt. Han solgte sig selv og al sin fremtidige slægt til dødens tjeneste. Døden begyndte at regere som konge. Denne trælbundethed til døden er gået i arv til alle mennesker. Alle er blevet solgt til trællearbejde og en utryg tilværelse. „Skabningen blev jo underlagt unyttighed.“ (Rom. 8:20, NW) Ikke et eneste medlem af menneskeslægten har kunnet betale den usædvanlig høje løsesum, et fuldkomment menneskeliv, så han kunne købe sig selv fri af denne dødbringende trældom. „Derfor, ligesom synden kom ind i verden ved eet menneske, og døden ved synden, og døden således bredte sig til alle mennesker, fordi de alle havde syndet. — Dog herskede døden som konge fra Adam til Moses, selv over dem, som ikke havde syndet ved en overtrædelse i lighed med Adams, der er et forbillede på ham, som skulle komme.“ (Rom. 5:12, 14, NW) Efter at Satan, denne onde, gamle verdens gud, oprindelig forledte mennesket til at forspilde sin frihed i Guds teokratiske husholdning, så har han yderligere søgt at holde menneskene i trældom under ham selv såvel som under dødens trældom. Satan er blevet den store fangevogter og slavefoged for hele sin organisation af mennesker og dæmoner. Derfor er nu over to milliarder mennesker, der lever på jorden i dag, helt i trældom under deres to undertrykkende herrer, „gud Satan“ og hans forbundsfælle „kong død“. — 2 Kor. 4:4.

Genløsning i realiteten

19. Er der noget håb om udfrielse fra denne trældom? Hvem er menneskets nære slægtning? Forklar dette.

¹⁹ Er der intet håb om udfrielse fra denne trældom? Jo, det er der. Og det takket være den mulighed for genløsning, som forbilledligt blev skildret i den patriarkalske lov vedrørende frikøb af trælle. Husk, at det var en slægtning, der havde retten til at løse eller købe et medlem af sin familie fri af trældom. Løsesummen måtte betales af en nær slægtning. Hvem kunne nu være denne det syndige menneskes nære slægtning, der var i stand til at betale den usædvanlig store løsesum, som hans genløsning krævede? Den nære slægtning og genløser var ingen anden end den fuldkomne Jesus Kristus, der blev kød og blod, så han kunne blive trofaste menneskers slægtning. Bibelen kalder ham den „sidste Adam“. Jesus omtaler sig selv som „Menneskesønnen“. (Joh. 1:14; 1 Kor. 15:45; Matt. 16:13) Der er derfor en mangfoldighed af beviser for, at Jehova Gud i barmhjertighed og kærlighed sendte sin elskede søn til jorden, så han kunne blive menneskers nære slægtning og udfri de trofaste fra undergang. „Thi Gud elskede verden så meget, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som udviser tro på ham, ikke skal gå til grunde, men have evigt liv.“ — Joh. 3:16, NW.

20, 21. a) Hvori bestod løsesummen? b) Hvordan og hvornår betalte Jesus denne sum?

²⁰ Skriften viser også, at trofaste mennesker blev købt med en løsesum, for der står: „I blev jo købt for en købesum.“ (1 Kor. 6:20, NW) Hvad var da denne købesum? Ifølge de guddommelige principper „liv for liv“ og „livet er i blodet“ krævede Guds retfærdighed, at købesummen skulle svare nøjagtigt til det, som Adam forspildte, nemlig et fuldkomment menneskeliv. (2 Mos. 21:23; 3 Mos. 17:11, KJ) Summen skulle med andre ord være et fuldkomment menneskes blod for at svare til den fuldkomne Adams, inden han kom ind under dødens trældom. Det er nøjagtig, hvad Bibelen siger: „Thi der er een Gud og een mellemmand imellem Gud og mennesker: et menneske Kristus Jesus, som gav sig selv som en tilsvarende løsesum for alle — dette er, hvad der skal vidnes om i de egne, særlige tidsrum.“ — 1 Tim. 2:5, 6, NW.

²¹ Jesus selv bevidner, at en af hensigterne med, at han kom til jorden, var, at han skulle udgyde sit fuldkomne livsblod i døden som en genløsningsbetaling til udfrielse af de mange, der befandt sig i trældom. „Ligesom Menneskesønnen kom, ikke for at blive betjent, men for at tjene og give sin sjæl i bytte for mange.“ (Matt. 20:28, NW) Jesus Kristus tilvejebragte denne løsesum i Jerusalem fredag den 14. nisan (1. april) år 33 e. Kr., da hans fjender, det jødiske hierarki og deres romerske forbundsfæller, dræbte ham på marterpælen. Men hans fjenders sejr var af kort varighed, for den 16. nisan (3. april) øvede Jehova Gud sit største mirakel ved at oprejse sin trofaste søn til udødelighed. Fyrretyve dage senere fremstillede han sig i himmelen og erlagde som betaling sit genløsningsoffers fortjeneste, og denne værdi står nu til rådighed for trofaste mennesker, så de kan opnå evigt liv. — Matt. 27:1-50; Hebr. 9:25-28.

22. Hvem bliver udfriet, og hvilken frihed opnår de?

²² Læg som et yderligere bevis for, at Jesus er den store befrier fra trældom, mærke til det følgende skriftsted, hvor de genløste omtales som „små børn“. „Da nu „de små børn“ har del i kød og blod, fik også han på lignende måde del i de samme ting, for at han ved sin død kunne ødelægge den, der har midler til at forårsage død, nemlig Djævelen, og frigøre alle dem, som af frygt for døden var underkastet trældom hele deres liv.“ (Hebr. 2:14, 15, NW) Sand udfrielse fra den trældom, mennesker befinder sig i, samler sig om Kristus Jesus, menneskehedens genløser. Derfor går de, som tror på denne genløsningsforanstaltning, tilvejebragt af Jehova Gud, allerede nu ind til en relativ frihed fra Satans herredømme og for frygten for død. De sætter endvidere deres håb til helt at skulle udfries fra døden, enten gennem opstandelsen eller ved at leve over i den nye verden, når Harmagedon indtræffer.

23. Hvilken kamp må der udkæmpes, for at man kan bevare sin nyvundne frihed?

²³ Har man opnået frihed fra den trældom, der tynger menneskeheden, så begynder en hård kamp for at bevare den relative frihed, som Guds sandhed skænker os. „Til en sådan frihed har Kristus frigjort os. Stå derfor fast, og lad jer ikke på ny spænde i trældoms åg!“ (Gal. 5:1, NW) Det betyder, at man må følge en ny og ren færd og rive sig løs fra den dødbringende trældomsordning, der råder i den gamle verdens samfund. Vi må modstå kødets syndige tilbøjeligheder og vandre ad frihedens nye vej, idet vi griber om retfærdighed og adlyder Guds vilje. „Ved I ikke, at når I bliver ved at fremstille jer som trælle for nogen for at adlyde ham, så er I hans trælle, fordi I adlyder ham, hvad enten det nu er syndens med død for øje eller lydighedens med retfærdighed for øje?“ (Rom. 6:16, NW) Vi har tjent længe nok som trælle hos de hedenske nationer og handlet løsagtigt, og dette har efterladt sine spor. Men nu da friheden er kommet inden for vor rækkevidde, så lad os i resten af vor levetid sætte os et højere mål, nemlig at være velbehagelige tjenere i Guds øjne. Peter formaner sande kristne til at følge denne vej: „For at han må leve resten af sin tid i kødet ikke længere for menneskers begæringer, men for Guds vilje. Thi det er tilstrækkeligt, at I i den tid, der er gået, har efterfulgt folkeslagenes vilje, da I vandrede i løsagtighed, lyster, overdrivelser med vin, frådserier, drikkelag og afgudsdyrkelser uden lovmæssig holden igen.“ — 1 Pet. 4:2, 3, NW.

24. Sammenlign vore handlinger fra dengang, vi var under trældom, med den frugt, vi bærer, efter at vi er blevet udfriet.

²⁴ Den handel og vandel, som kristne førte, dengang de var i trældom under Satans organisation, og som de nu er ophørt med, beskriver og kommenterer Paulus meget klart: „Men kødets gerninger er åbenbare, og de er: utugt, urenhed, løsagtighed, afgudsdyrkelse, udøvelse af spiritisme, fjendskaber, stridbarhed, skinsyge, vredesanfald, skænderier, splittelser, sekteriske dannelser, misundelse, drikkelag, frådserier og lignende ting. Angående disse ting advarer jeg jer forud, på samme måde som jeg allerede har advaret jer, om at de, der øver sådanne ting, ikke skal arve Guds rige.“ Læg som modsætning mærke til, hvad den kristnes nyvundne frihed fra satanisk trældom betyder for ham, og hvilken frugt, den bærer. „På den anden side er åndens frugt kærlighed, glæde, fred, langmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed, selvbeherskelse. Imod sådanne ting er der ikke nogen lov. Endvidere fastnagler de, som hører Kristus til, kødet sammen med dets lidenskaber og begæringer.“ — Gal. 5:19-24, NW.

25, 26. a) Hvilket hverv påhviler der de udfriede, og hvordan bliver det udført? b) Hvad må de, som ønsker at blive genløst, bryde med?

²⁵ Vi befrier ikke alene os selv fra Satans trældomsåg, men vi har også til opgave at udfri andre, så de kan tage mod Kristus Jesus som deres genløser og gribe denne sande frihed. Den kristne tjeners hverv er det samme som Jesu, da han med et citat fra Esajas sagde: „Jehovas ånd er over mig, fordi han salvede mig til at forkynde det gode budskab for de fattige. Han sendte mig ud for at prædike for fangerne, at de skal lades løs.“ (Luk. 4:18, NW; Es. 61:1) Ved at prædike Jesus Kristus som menneskets eneste genløser tilskynder og formaner vi fangerne og trællene til at gå ud og tage imod friheden. „Derfor, kom ud fra dem, og skil jer ud,“ siger Jehova, „og hold op med at røre ved det urene“. — 2 Kor. 6:17, NW.

[Fodnote]