Vent tålmodigt!
„Så vent da tålmodigt, brødre! indtil Herrens komme. Se, bonden bier på jordens dyrebare afgrøde og venter tålmodigt på den, til den har fået tidligregn og sildigregn.“ — Jak. 5:7.
1. Hvem er en tålmodig Gud, og hvordan har han vist at han er det?
JEHOVA er den store Gud der viser tålmodighed. Denne tålmodighed udspringer af hans store kærlighed og barmhjertighed. Han har vist sin ufortjente godhed og sin overbærenhed ved mange lejligheder, for eksempel da han i Noas dage advarede menneskene som fyldte jorden med vold; dengang han gennem Moses advarede Farao inden han sendte de ti plager, hvoraf den sidste bragte død over Ægyptens førstefødte; dengang engle besøgte folkene i Sodoma og Gomorra; da han sendte Israel profeter, og endelig da han sendte sin egen søn til jorden. Jehova har lagt tålmodighed for dagen mange gange i løbet af den korte tidsperiode mennesket har været til. Gang på gang har menneskene vendt sig bort fra retfærdighedens veje, men Jehova har tålmodigt retledt dem og advaret dem. Igennem de forløbne århundreder har Jehova således udstrakt sin godhed, barmhjertighed og kærlighed til menneskene. — 1 Pet. 3:20.
2. På hvilken måde skildrede Jesus Jehovas tålmodighed?
2 Jesus gav en glimrende skildring heraf da han fortalte lignelsen om vingårdsmændene: „Der var en husbond, som plantede en vingård og satte et gærde om den og gravede en perse i den og byggede et vagttårn; så lejede han den ud til vingårdsmænd og drog udenlands. Da frugttiden nærmede sig, sendte han sine tjenere til vingårdsmændene for at få de frugter, der tilkom ham. Men vingårdsmændene greb hans tjenere, og en slog de løs på, en anden dræbte de, og en tredje stenede de. Så sendte han igen nogle tjenere, flere end første gang; men de gjorde det samme ved dem. Til sidst sendte han sin søn til dem, da han tænkte: ’De vil undse sig for min søn.’ Men da vingårdsmændene så sønnen, sagde de til hverandre: ’Det er arvingen; kom, lad os slå ham ihjel, så får vi hans arv!’ Og de greb ham og slæbte ham ud af vingården og slog ham ihjel.“ — Matt. 21:33-39.
3. Hvad skrev Jeremias med hensyn til Jehovas tålmodighed over for Israel?
3 På lignende måde har Jehova, vingårdens ejer, udvist tålmodighed ved mangfoldige lejligheder. „Men,“ som Jeremias udtalte over for Israel, „de hørte ikke og lånte ikke øre; de fulgte deres onde hjertes stivsind og gik tilbage, ikke fremad. Fra den dag Eders fædre drog ud af Ægypten, og til i dag har jeg dag efter dag, årle og silde sendt Eder alle mine tjenere profeterne.“ Alligevel blev Jehova ved med at advare dem: „Når du siger dem alle disse ord, hører de dig ikke, og kalder du på dem, svarer de dig ikke. Sig så til dem: Det er det folk, som ej hørte [Jehova] deres Guds røst, det, som ej tog ved lære.“ Selv på trods heraf viste Jehova dem tålmodighed, idet han sendte dem sin søn, der blev dræbt, akkurat som han selv havde forudsagt det i lignelsen. — Jer. 7:24-28.
En grænse for tålmodigheden med de onde
4. Er der ingen grænser for Guds tålmodighed? Hvordan ved vi det?
4 Jehovas tålmodighed varer imidlertid ikke evigt. Dette fremgår af den førnævnte lignelse som Jesus fortalte, og i hvilken han stillede spørgsmålet: „Når nu vingårdens ejer kommer, hvad vil han så gøre ved de vingårdsmænd?“ Jøderne svarede ham: „Et ondt endeligt vil han give de onde og leje sin vingård ud til andre vingårdsmænd, som vil give ham frugterne, når tid er.“ (Matt. 21:40, 41) Endskønt Jehova har vist den nuværende onde verden en lignende overbærenhed, forklarer hans ord at han om kort tid vil lade verden undgælde fordi den har vraget ham. Ved en tidligere lejlighed veg Gud end ikke tilbage for at straffe engle, nemlig de engle der syndede på Vandflodens tid og som er holdt i forvaring til dom og undergang. Han undlod ikke at straffe hele den onde verden på Noas tid, for han sendte en verdensomspændende vandflod over den. Med en fortærende ild udrensede han desuden de onde byer Sodoma og Gomorra. Han lod Israels folk føre i fangenskab i Babylon og tillod senere romerske soldater at jævne Jerusalem med jorden, da grænsen for hans tålmodighed nu var nået og den fastsatte tid udløbet.
5. Fortjener den nuværende verdensordning at Jehova viser den tålmodighed?
5 Der er god grund til at tro at Jehovas tålmodighed med den nuværende verden er ved at briste, for, som Paulus forudsagde under inspiration, mennesker er blevet „egenkærlige, pengekære, pralende, hovmodige, spottelystne, ulydige mod forældre, utaknemmelige, ufromme, ukærlige, uforsonlige, sladderagtige, umådeholdne, rå, fjender af det gode, forrædere, fremfusende, opblæste, lystens venner snarere end Guds venner; de har gudsfrygts skin, men fornægter dens kraft“. (2 Tim. 3:2-5) Jehova har i sandhed al mulig grund til at være utålmodig med sådanne mennesker og at tage affære over for den nuværende verdensordning, hvor nationerne strides indbyrdes, er splittet i internationale magtblokke og er opfyldt af racestridigheder og religiøs uenighed.
6. Nævn nogle grunde til at Jehova har tålt ondskaben så længe.
6 Jehova har i den grad været tålmodig at mange mennesker slet ikke tror at han er til. Jehova har imidlertid sine grunde til at være tålmodig, hvilket han erklærede over for Farao ved sin repræsentant Moses: „Derfor har jeg ladet dig blive i live for at vise dig min magt, og for at mit navn kan blive forkyndt på hele jorden.“ Han tilstår menneskene denne tid for at de kan lytte til den advarsel han udsender inden den nuværende ordning går til grunde, en tid i hvilken hans navn Jehova skal forkyndes, mennesker der tror skal samles, og den gode nyhed om Riget udbredes. — 2 Mos. 9:16.
7. Hvilken gerning vil Jehova sørge for bliver fuldført selv om nogle spotter?
7 Selv nu er Jehova i færd med at skille menneskene, at sigte dem fra der ligesom avner kun er tjenlige til at ødelægges, og at træffe foranstaltninger til at bevare de mennesker der elsker retfærdighed og sandhed og som trofast følger Guds principper. (Matt. 3:12) Blandt de mennesker som står over for at skulle rammes af undergangen, er de der bestandig betvivler Guds eksistens. De siger: „Hvis Gud er til, hvorfor har han så ikke for længst ændret tilstandene på jorden?“ De ligner de spottere som Peter forudsagde ville komme og som hånligt ville spørge: „Hvad bliver det til med hans komme, som var forjættet? Fra den dag, vore fædre sov hen, er alt jo blevet ved at være, som det var fra skabelsens begyndelse.“ Afslutningen på den bestående ordning vil imidlertid komme bag på sådanne spottere. I et hundrede og tyve år ventede Gud uden at udøse sin vrede over ondskaben der herskede i tiden før Vandfloden skyllede hen over den ugudelige ordning. Gud tabte omsider tålmodigheden med den onde verden. På samme måde, fortsætter Peter, er „de nuværende himle og jorden . . . gemt ved det samme ord og forbeholdt ilden på den dag, da de ugudelige mennesker skal dømmes og fortabes“. — 2 Pet. 3:3-7.
Tålmodighed er påkrævet
8. (a) Hvorfor kan man ikke sige at Jehova er langsommelig? (b) Hvilken indstilling havde Noa væbnet sig med?
8 Mennesker, der har så kort en levetid som halvfjerdsindstyve år, bliver undertiden utålmodige fordi de må vente på at Jehova skal fuldbyrde sine hensigter. De ønsker at der skal ske noget øjeblikkelig. Men set fra den almægtige Guds tidløse synspunkt, er der siden menneskets skabelse ikke engang gået en uge, kun seks korte dage på hver et tusinde år. Peter forklarer: „Men dette ene må I ikke glemme, I elskede, at een dag er for Herren som tusinde år, og tusinde år som een dag. Herren nøler ikke med at opfylde forjættelsen (sådan som nogle anser det for nølen), men han har langmodighed med jer, da han ikke vil, at nogen skal fortabes, men at alle skal nå til omvendelse.“ (2 Pet. 3:8, 9) Det samme forstod også Noa i tiden forud for Vandfloden, dengang ondskaben havde taget overhånd på jorden. Mens han byggede arken må han have været udsat for al slags modstand fra den tids spottere; men Noa stolede på Jehova. Han var ikke den der sagde: „Nå, Herre, nu er der gået et år til, og der er stadig ikke sket noget; hvis du ikke gør en ende på det hele senest A. M. 1641, vil jeg ikke være med mere.“ Nej, han fortsatte tålmodigt i tro indtil Vandfloden kom, mere end ti år senere.
9, 10. Hvad vil man gøre nu hvis man er forstandig?
9 Bibelens beretning godtgør at vi lever i denne tingenes ordnings sidste tid da Jehovas rige vil fuldbyrde Jehovas vidunderlige hensigter og oprette Paradiset på jorden til gavn for de mennesker der tror. Salmisten David skrev under Guds inspiration: „Græm dig ikke over ugerningsmænd, misund ikke dem, der gør uret! Thi hastigt svides de af som græsset, visner som det friske grønne. Stol på [Jehova] og gør det gode, bo i landet [på jorden] og læg vind på troskab, da skal du have din fryd i [Jehova], og han skal give dig, hvad dit hjerte attrår.“ — Sl. 37:1-4.
10 Hvordan skal nulevende mennesker i betragtning heraf bære sig ad med at opnå samme gunst og beskyttelse som Jehova lod Noa, Lot og de overlevende fra Jerusalems ødelæggelse få del i? (2 Pet. 2:5-9) Den forstandige vil efterligne Jehova og selv lægge tålmodighed for dagen, i særdeleshed ved at bruge tid og kræfter til at fatte Guds ords rigdomme, hvilket vil betyde livet for ham. Hvis du hører til dem der har let ved at blive utålmodige eller er opfarende, så stands op og betragt den forunderlige og forbilledlige tålmodighed som den almægtige Gud har vist os mennesker. Hvis du har tilbøjelighed til at sige eller gøre noget overilet, så stræb efter at blive mere tålmodig. Det er en gudlignende egenskab som kristne må være i besiddelse af, især nu i endens tid. Ligesom Jehova har vist os tålmodighed, må vi vise tålmodighed over for andre, i vort privatliv, over for vore venner, på vor arbejdsplads, eller over for mennesker vi ikke kender. — Matt. 18:23-35.
11. Hvorfor er tålmodighed et udslag af visdom?
11 Mange mennesker betragter tålmodighed som udslag af svaghed. I vor travle tidsalder er det ikke sjældent at mennesker bliver utålmodige med hinanden. Men Guds ord giver os følgende råd: „Bedre langmodig end hovmodig. Vær ikke hastig i dit Sind til at fortørnes; thi Fortørnelse hviler i Daarens Barm.“ Fremfor at være hurtig til at blive fortørnet vil den forstandige være hurtig til at tilegne sig kundskab om Jehova og hans hensigter og til dernæst sammen med sin familie at vandre ad den vej der vil føre til Guds gunst og beskyttelse. — Præd. 7:8, 9, Kalkar.
Tålmodighed i forkyndelsen
12. (a) Hvilket stort arbejde skal nu udføres? (b) Hvilke forberedelser må der først gøres?
12 Jehovas tålmodighed må ikke forveksles med langsommelighed. Som han på Noas tid greb ind og rensede jorden, således har han nu til hensigt at ødelægge dem der lægger jorden øde. Inden den bestående ordning imidlertid går til grunde, skal der udføres et stort arbejde. Ganske som Noa i tiden forud for Vandfloden virkede som retfærdighedens forkynder, på samme måde skulle ifølge Jesu forudsigelse den gode nyhed om Jehovas oprettede rige forkyndes på hele den beboede jord til en advarsel for folkene inden afslutningen på denne ordning ville indtræffe. Jehovas vidners energiske og enige indsats i forkyndelsen gør nu mennesker fra alle nationer opmærksomme på denne gode nyhed. Jehovas vidners forkyndelse kan på visse punkter sammenlignes med landmandens arbejde, og denne sammenligning medvirker til at understrege hvor nødvendigt det er at være yderst tålmodig i den forkyndergerning som Gud har betroet sande kristne i nutiden. En mand uden kendskab til landbrug vil ikke drømme om at købe et stykke jord og begynde at dyrke det medmindre han først har lært noget om landbrugsmetoder og set hvordan han skal bære sig ad. På tilsvarende måde må et menneske først studere et stykke tid og modtage vejledning og belæring i menigheden inden det kan begynde at tage del i forkyndelsen. Jesus anerkendte at en sådan oplæring var nødvendig, og derfor sendte han sine disciple ud to og to således at de kunne få gavn af deres samarbejde og udveksle nyttige råd og vink.
13, 14. Hvordan kan man drage en sammenligning mellem forkyndelsen og landmandens arbejde, og hvorfor er tålmodighed så påkrævet?
13 En landmand går ikke ud og sår i en uge og kører høsten hjem i den næste. Nej, han må berede jordbunden ved at gøde, pløje og harve den, og dernæst må han tilså, rense og luge jorden og holde fuglene væk. Så får han måske vanskeligheder med skadedyr og må sprøjte afgrøden. Derefter kan det være at tørke sætter ind og hele afgrøden går til grunde. Vil landmanden nu tabe modet, rejse ind til byen og søge et andet arbejde, vil han finde en anden levevej? En rigtig landmand vil ikke gøre det. Nej, det følgende år vil han begynde forfra. Det kan være han planter et læhegn for at holde på muldlaget. Måske graver han en dyb brønd således at han kan vande jorden. Men han giver ikke op. Han er tålmodig og arbejder ufortrødent indtil han til sidst kan modtage belønningen for sin møje og køre avlen i hus, takket være Jehovas velsignelse.
14 En ægte kristen der vil gå i Jesu fodspor, fortæller andre de sandheder han har lært. Det går op for ham at han først og fremmest må berede jordbunden, hvilket han kan gøre ved at leve et eksemplarisk kristent liv i den bydel eller i den egn hvor han bor. Folk lægger mærke til hvordan man opfører sig og hvordan man taler; er ens opførsel og tale i overensstemmelse med Bibelens grundsætninger, vil folk have større lyst til at lytte til budskabet man kommer med. Men selv efter at man har besøgt dem adskillige gange og talt med dem om Bibelen, er det ikke givet at man vinder meget gehør. Dog skal man ikke blive utålmodig af den grund. Husk at Jerikos mure jo heller ikke væltede i første omgang. Israelitterne måtte trave rundt om muren i seks dage, og den syvende dag skulle de vandre rundt om den syv gange, og så endelig brød murene sammen. Vi må ikke mene at vi vil kunne nedbryde de religiøse læresætningers og traditioners murlignende forhindringer første gang vi taler med et menneske om sandhedens budskab. Men i forståelse af hvor vigtigt vort budskab er, vil vi optræde høfligt, tålmodigt og kærligt. I modsætning til landmanden, der skal få planter til at vokse og gro, har vi med menneskeliv at gøre, og så meget mere påkrævet er det at vi er tålmodige.
15, 16. (a) Hvorfor bør en kristen ikke tabe modet i tjenesten? (b) Hvilket godt råd gav Jakob?
15 Når en forkynder har besøgt retsindige mennesker og har sået sandhedens sæd her og der, har vandet den ved at aflægge vidnesbyrd ved tilfældige lejligheder eller ved genbesøg, og endelig ser at der er vokset en smule interesse op, ligesom når en plante begynder at stikke sin spire op af jorden, søger han at få de interesserede til at vokse og blive åndeligt stærke, hvilket han kan gøre ved at pleje deres nyvakte interesse ved et bibelstudium. Men hvis nu planten begynder at visne, det vil sige hvis interessen er ved at dø, vil han så sige: „Det er mig for meget, jeg kan altså ikke være lærer“? Nej, sådan vil han ikke udtale sig hvis han virkelig har indviet sig til Jehova Gud og ønsker at tjene ham af hele sit hjerte, af hele sit sind, af hele sin sjæl og af hele sin styrke. Verden er marken og høsten er stor. Der er derfor et væld af lejligheder til at prøve igen og vise tålmodighed.
16 Jakob understregede dette med ordene: „Så vent da tålmodigt, brødre! indtil Herrens komme. Se, bonden bier på jordens dyrebare afgrøde og venter tålmodigt på den, til den har fået tidligregn og sildigregn. Vent da også I tålmodigt, styrk jeres hjerter; thi Herrens komme er nær.“ (Jak. 5:7, 8) Jakob anerkendte at når sæden var sået, var det nødvendigt med tidligregn for at få sæden til at spire, og dernæst var sildigregnen nødvendig for at få den til at vokse op og bære frugt. På samme måde forholder det sig med forkyndelsen. Sandhedens vand bevirker at forståelsen af Guds ord spirer og vokser frem i et menneskes hjerte og sind; men kun hvis man fortsat vander og plejer den, vil vedkommende blive ligesom en retfærdighedens plante der er rede til at bære frugt til Skaberens ære og pris.
17. Hvad er det som udmærker vor tid fremfor nogen anden?
17 Jakob bød de første kristne at vente tålmodigt indtil Herrens komme eller nærværelse. I Mattæus-evangeliet 24:3 læser vi at disciplene bad Jesus om et tegn på hans nærværelse eller parousia, og han nævnede en række begivenheder der tilsammen udgjorde et tegn bestående af mindst niogtredive enkeltheder. (Se „Forvis Jer Om Alt“, side 358.) Som en del af dette tegn, der begyndte at indtræffe i året 1914, skulle den gode nyhed om Riget forkyndes på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne. Dette er bogstaveligt blevet opfyldt i vore dage, idet Jehovas vidner, mænd og kvinder, unge og gamle, nu aktivt tager del i forkynder og lærergerningen i 179 lande og ø-områder i hele verden. Den nye verdens samfunds konstante vækst og fremgang er et vidnesbyrd om at Jehovas hensigter fuldbyrdes. Da Kristi anden og usynlige nærværelse begyndte i 1914, fandtes der kun nogle få tusinde aktive forkyndere. I 1938 var antallet vokset til 59.000, og nu er der over 916.000 forkyndere. Jehova har velsignet arbejdet med at plante og vande sæden, og han har givet væksten.
Arbejd tålmodigt videre
18. Hvordan kan kristne nu lægge tålmodighed for dagen?
18 Selv om vi ikke siden året 1914, da tegnet begyndte at indtræffe, har spejdet frem til Herrens nærværelse, er det dog stadig påkrævet at vente tålmodigt indtil forkyndergerningen er fuldført og Jehova i Harmagedon siger at det er nok. Når Jakob siger at vi skal vente tålmodigt, er dette ikke ensbetydende med at vi skal vente med hænderne i skødet; tværtimod skal vi vise vor tro og vort håb ved at dele sandheden som vi har lært, med andre, mens vi samtidig stoler på Jehovas ord og har tillid til at Jehova snart vil fuldbyrde sine hensigter. Som salmisten forudsagde møder Jehovas folk villigt frem på hans vældes dag. (Sl. 110:3) De er lykkelige over at de kan være med i tjenesten for ham, og mange familier har endda solgt hus og hjem og opgivet deres verdslige arbejde, hvorefter de er rejst ud til nye egne hvor deres forkyndelse har mødt megen velvilje hos de retsindige mennesker som de nu virker iblandt.
19. Hvilke bibelske råd bør vi følge, og hvorfor?
19 Disse oprigtige kristne har indset visdommen i det råd Jesus gav: „Ingen, som ser sig tilbage, efter at han har lagt sin hånd på ploven, er brugbar for Guds rige.“ (Luk. 9:62) Fremfor at se tilbage på den gamle verdens ordning og de kortfristede fordele eller indbringende stillinger den kan tilbyde, ser de frem til den nye verdens velsignelser og lader Riget være det mål som deres blik er fæstet ved, idet de gør sig al mulig anstrengelse for at fremme Rigets interesser ved deres forkyndelse. De erindrer sig følgende råd: „Ved jeres udholdenhed skal I vinde jeres sjæle [fremtidige liv].“ (Luk. 21:19) De erkender at livet i den nye verden er en vidunderlig gave som det er værd at arbejde tålmodigt for, og derfor taber de ikke modet. De forstår at selv om det kan være nødvendigt at lede mange bibelstudier førend mennesker fatter sandheden, er det noget som hører med til at skille fårene og bukkene, det arbejde som Jesus forudsagde skulle finde sted, og de føler tilfredshed ved at gøre deres del. De ser med glæde frem til den tid da dette arbejde vil være færdigt og da alle som lever vil kende Jehova. — Jer. 31:34.
20. Hvad er forudsætningerne for at Jehova kan velsigne vor forkyndergerning?
20 Så længe et menneske bliver ved med at forkynde for og undervise mennesker på den måde som Jehova har anvist gennem sin organisation, vil arbejdet ikke være forgæves, eftersom det vil have Jehovas velsignelse. Hent altid vejledning hos Jehova og bed ham om at stå dig bi med sin ånd, for Paulus forklarede jo hvordan en ordets tjeners arbejde er afhængigt af Gud: „Hvad er da Apollos? og hvad er Paulus? Tjenere, ved hvem I kom til troen. Og enhver tjente, som Herren gav ham; jeg plantede, Apollos vandede, men Gud gav væksten. Så kommer det da hverken an på den, der planter, eller på den, der vander, men på Gud, der giver vækst.“ I de følgende ord forklarer Paulus at man vil høste resultater i forhold til den indsats man yder i tjenesten: „Dog skal hver få sin løn i forhold til sin møje.“ Skønner du på den forret som det er at være Guds medarbejder? Gør du det, vil du af al din magt anstrenge dig for at din tjeneste kan vinde Guds bifald. „Thi Guds medarbejdere er vi; Guds ager, Guds bygning er I.“ (1 Kor. 3:5-9) Hvis du vokser i den ager som Gud har under opdyrkning, må du vokse mere og mere og blive åndeligt moden. Gør du det? Vær ikke som et vildskud på en vinranke; det suger ustandselig næring til sig men sætter aldrig frugt. Du bør studere, overvære menighedens møder, gøre en virkelig indsats for at blive dygtig til at lære fra dig, blive urokkelig i sandheden og moden til at bære frugt som Guds medarbejder. Så vil også du omfattes af følgende ord af Paulus: „Derfor, mine elskede brødre! vær faste, urokkelige, altid rige i Herrens gerning; I ved jo, at jeres møje er ikke forgæves i Herren.“ — 1 Kor. 15:58.
21. Hvorfor bør vi ikke længere træde i den gamle verdens spor?
21 Der er al grund til at vi skal være tålmodige og urokkelige i vor tjeneste nu da hedningernes tider er forbi og Kristi anden nærværelse er begyndt. Den kristne vil ikke blive ved med at leve sit liv i udsvævelser og tøjlesløshed, at gå i de spor som nationerne i denne gamle verdensordning træder. Han har noget bedre at tage sig for. (1 Pet. 4:3) Han vil arbejde på at fremme Rigets interesser. Han ejer det vidunderlige håb om Riget og om alle de velsignelser Jehova har lovet, og han ved at Guds ord aldrig vender tomt tilbage. (Es. 55:11) Den kolossale vækst som den nye verdens samfund har erfaret, bør tilskynde hver eneste til at gå frem i takt med den ved at vokse i åndelig modenhed og nå frem til en moden forståelse af Guds ord og til en helhjertet deltagelse i tjenesten.
22. Hvilket råd fik kolossenserne af Paulus?
22 De mennesker som siger at de vil „vente og se“, røber at de mangler tro; de hører til samme kategori som dem der ventede uden for arken i Noas dage for at se hvad der ville ske. De nærede ingen tillid til Guds ord eller hensigter; derfor blev de opslugt af vandmasserne. Den kristnes ægte tro forener kundskab med håb. Der fordres tålmodighed og udholdenhed. I sit brev til kolossenserne lægger apostelen Paulus vægt på at det er nødvendigt at vise tålmodighed i det daglige liv. Han nævner at han ikke vil ophøre med at bede. Han ønskede at se kolossenserne fyldt med nøjagtig kundskab, og han vidste at det ville koste både tid og anstrengelse. Han opmuntrede dem til fortsat at bære frugt og vokse i nøjagtig kundskab, så de kunne fyldes med åndelig styrke og kraft og kunne udholde al slags modstand i langmodighed. Såfremt de gjorde dette, udtrykte han, ville de vandre Jehova værdigt og i alle måder være ham til behag idet de bar frugt i al god gerning. Det samme burde i sandhed være alle sande kristnes mål. (Kol. 1:9-11, NW) Vi har al mulig grund til at være taknemmelige for at Jehova tålmodigt har arbejdet på at fuldbyrde sine hensigter, for det giver os lejlighed til nu at tjene ham og i fremtiden at vinde det evige liv i den retfærdige nye verden. — 2 Pet. 3:15.