Hvilket håb om varig fred i verden?

Den almægtige Gud skabte mennesket til at leve på en fredfyldt, paradisisk jord, men alligevel er vor planet nu een eneste slagmark, hvor krigens røg aldrig når at drive bort. Hvorfor? Svaret findes i nedenstående artikel, som også vil oplyse Dem om det eneste sikre håb om varig fred i verden.

DET er en besynderlig verden, vi lever i! De civiliserede folk kender mere til at dræbe end til at leve, de ved mere om krig end om fred. Dog er mennesket født med en trang til at leve, ikke til at dø, en trang til fred, ikke til krig. Hvordan kan vi forklare disse bagvendte forhold? Ja, og hvordan kan vi forklare den kendsgerning, at de mange veje, mennesker håber fører til fred, alle ender i krig og død? Disse spørgsmål kræver et logisk svar. Men først skal vi høre en opmuntrende nyhed, der ikke lader sig undertrykke: der er et sikkert håb om varig fred i verden. Dette er ikke et luftkastel. Vor generation kan komme til at opleve den varige freds velsignelser.

Hvori består dette sikre håb? I en tredje voldsom krig? Næppe! For historien viser, at en krig aldrig har ført til varig fred. Tag for eksempel beretningen om det tyvende århundredes krige. I bogen A Study of War siger professor Wright, at i de første tredive år af dette århundrede har alene de europæiske magter udkæmpet fire og halvfjerds krige. Disse krige varede gennemsnitlig fire år, en rekord, mennesker ellers ikke har nået siden det tolvte århundrede. Ifølge professorens beregning har denne „oplyste generation“ haft et større krigstab end det, otte århundreders krige tilsammen har forvoldt tidligere generationer; men den gruopvækkende koncentration af krige inden for een generation har dog ikke bragt varig fred.

Det er heller ikke logisk at tro, at opbygningen af en mægtig militærmagt for bestandig vil afskrække nationerne fra at føre krig. Frygt tjener ikke til at fremkalde fredelige tilbøjeligheder hos mennesker. Det er snarere forberedelserne til forsvar og angreb, der får folk til at frygte. „De, der mener, at freden alene skal søges i militærstyrke,“ sagde præsident Eisenhower, „er dømt til at ende deres liv i slagmarkens kvaler.“ — New York Times, 20. november 1953.

Kunne det så ikke tænkes, at det sikre håb om fred ligger i diplomatiet med dets konferencer, fredspagter og sammenslutninger af nationer? Mange mener, at disse metoder byder på det bedste håb om fred. En undersøgelse har for nylig vist, at 73 procent af det amerikanske folk er enig med Dag Hammarskjöld, der har udtalt, at de Forenede Nationer „vedblivende er den vigtigste kilde til håbet om en verden uden frygt“. (New York Times, 18. maj 1954) Da så mange knytter deres håb til diplomaternes arbejde, er følgende udtalelse af den romersk-katolske biskop Fulton J. Sheen, gengivet i New York Times for 20. april 1953, i høj grad tankevækkende: „De, der sætter så stor lid til ord alene, burde huske på, at der blev underskrevet 4500 fredstraktater under Folkeforbundets auspicier mellem første og anden verdenskrig. I de elleve måneder, der gik forud for den anden verdenskrigs udbrud, blev der underskrevet 211 fredstraktater.“ Stadig tilbøjelig til at stole på diplomaterne? En gennemgang af resultaterne af de mest berømte pagter i det tyvende århundrede vil da kunne åbne vore øjne.

(1) Folkeforbundets pagt af 1920: fire og halvtreds nationer lovede „ikke at gribe til krig“. I 1930erne angreb Japan Kina, Italien angreb Abessinien, og Rusland angreb Finland. (2) Den russisk-polske ikke-angrebspagt af 1920. I 1939 overtog Rusland halvdelen af Polen. (3) Locarno-aftalerne af 1925. Tyskland underskrev ikke-angrebspagter med Belgien, Frankrig, Polen og Tjekkoslovakiet. I 1938 besatte Tyskland Tjekkoslovakiet. Senere kom alle disse magter i krig. (4) Den italiensk-abessinske tyveårs-pagt af 1928. I 1935 angreb Italien. (5) Kellogg-Briand-pagten af 1929. To og tres nationer tog afstand fra krig. Inden femten år var de næsten alle i krig. (6) Den russisk-finske pagt af 1932. Rusland angreb Finland i 1939. (7) Ikke-angrebspagten mellem Rusland og de baltiske stater, Letland, Estland og Litauen, i 1939. Mindre end et år efter var alle tre stater indlemmet i Rusland. (8) Stalin-Hitler-pagten af 1939. Den garanterede fred i ti år, men Tyskland angreb Rusland i 1941. (9) Den russisk-kinesiske ikke-angrebspagt af 1945. Den skulle vare i 30 år, men i løbet af fem år erobrede de kinesiske kommunister med Sovjets hjælp Kina. (10) Den russisk-jugoslaviske pagt af 1945. Rusland ignorerede den en måned efter, at den var blevet ratificeret. (11) De Forenede Nationers charter, 1945. Tres nationer vedtog at gøre krig ulovlig. Men omfattende krige udbrød i Palæstina, Grækenland, Malaya, Korea og Indokina. De Forenede Nationers forsøg på at sikre de formelle fredstraktater slog fejl. Præsident Eisenhower havde i sandhed god grund til at sige: „Jeg er overbevist om, at der ikke er nogen fred at finde i aftaler og traktater, ligegyldig under hvor højtidelige former de bliver underskrevet.“ — New York Times, 20. november 1953.

Denne verdens gud identificeres

I betragtning af at mange statsmænd har været ærlige i deres anstrengelser, kunne man undre sig over, hvorfor alle menneskets håb om fred er endt i skuffelse og fiasko. Der er en dobbelt grund hertil: (1) Som følge af Adams synd er mennesket ufuldkomment og syndigt; derfor kan ingen fredspagt garantere, at grådige, selviske herskere ikke kommer til magten; (2) denne verdens overmenneskelige hersker er Satan Djævelen. „Hele verden er i den Ondes vold,“ siger Kristi apostel. Det betyder, at alle jordens nationer står under Satans kontrol. Ingen fredspagter, kanonkugler eller atombomber kan borteliminere Djævelens krigsophidsende bestræbelser, han, der er „denne verdens gud“. — 1 Joh. 5:19; 2 Kor. 4:4.

Lad Dem ikke bedrage. Djævelen er ikke et eller andet abstrakt begreb, for eksempel det onde som egenskab betragtet. Der er intet, han hellere ville, end at De skulle have den opfattelse. Lad os vende os til Guds inspirerede ord for at påvise, at Satan virkelig er en person, og at han har magt over jordens riger; Bibelen fortæller os, at Satan forsøgte at påvirke Guds søn til at gøre oprør mod sin Fader. „Atter tager Djævelen ham [Jesus] med sig op på et meget højt bjerg og viser ham alle verdens riger og deres herlighed, og han siger til ham: Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig. Da siger Jesus til ham: Vig bort, Satan!“ Ville det have været en fristelse for Jesus, hvis Djævelen i virkeligheden ikke havde magten over verdens nationer? Naturligvis ikke! Djævelens herredømme over nationerne er derfor en uhyggelig virkelighed. Det er grunden til, at apostelen Paulus kaldte Djævelen og hans dæmoner „verdensherskerne i dette mørke“. — Matt. 4:1-11; Ef. 6:12.

Jesus afviste tilbudet fra denne verdens hersker. Han vidste, at til sin Faders bestemte tid ville magten i Riget blive ham overdraget, og han ville få befaling til at vogte nationerne med „jernspir“. (Åb. 19:15) Når Kristus svinger „jernspiret“, hvilket meget snart vil ske, betyder det, at alle denne verdens riger vil blive knust og tilintetgjort. Denne udryddelse af nationerne blev forudsagt i Daniel 2:44: „Men i hine kongers dage vil himmelens Gud oprette et rige, som aldrig i evighed skal forgå, og herredømmet skal ikke gå over til noget andet folk; det skal knuse og tilintetgøre alle hine riger, men selv stå i al evighed.“

Det sikre håb identificeres

Nu siger det sig selv, at det sikre håb om fred i verden må bestå i et rige, et rige, der vil regere i al evighed over hele vor planet. Det vil betyde en ny verden for menneskeslægten, en verden, som apostelen Peter betegnede som „nye himle og en ny jord“, hvor retfærdighed skal bo. Den nye verdens konge regerer allerede! I 1914 satte Jehova Kristus på tronen som konge. Salme 110:2 forudsiger denne tronbestigelse med disse ord: „Fra Zion udrækker Jehova din vældes spir; hersk midt iblandt dine fjender!“ Altså hersker Kristus, selv om Djævelens verden, Kristi fjender, stadig er i fuld aktivitet. Men det vil ikke vare længe! For kort efter sin tronbestigelse åbnede den af Jehova bemyndigede konge offensiven og gik i krig mod Djævelens usynlige styrker: „Og der blev kamp i himmelen . . . Så blev den store drage nedstyrtet, den gamle slange, som kaldes Djævelen og Satan, hele verdens forfører; han blev nedstyrtet på jorden, og hans engle blev nedstyrtet sammen med ham. . . . Ve jorden og havet! thi Djævelen er kommen ned til jer; hans harme er stor, fordi han ved, hans tid er kort.“ — 2 Pet. 3:13; Åb. 12:7, 9, 12.

„Hans tid er kort“, siges der; hvad skal der da ske? Harmagedonslaget skal udkæmpes, det, som i Bibelen kaldes „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“. Denne krig vil ikke blive udkæmpet af mennesker, men af overmenneskelige kræfter under Kristi Jesu ledelse. Endnu i denne generations levetid vil Harmagedon komme, for tegnene på de „sidste tider“ ses nu. Blandt disse tegn, som Jesus omtaler i Mattæus 24 og Lukas 21, kan nævnes verdenskrige, omfattende hungersnød, et usædvanlig stort antal jordskælv, vanskeligheder over hele jorden, forvirring blandt nationerne og stor frygt mellem mennesker. „Når I ser alt dette ske,“ sagde Jesus og fortsatte: „Sandelig siger jeg jer: denne slægt [generation, NW] skal ikke forgå, før alt dette er sket“, Harmagedon indbefattet. — Åb. 16:14; Matt. 24:33-35.

Harmagedon vil blive den sidste krig, for den vil gøre ende på alt, hvad der hedder krig. Det vil ikke blive nødvendigt, at denne krig udkæmpes igen: „Han [Jehova] tilintetgør i bund og grund; ej kommer der to gange nød [han vil ikke hævne sig to gange på sine fjender, AT].“ Ingen vil nogen sinde diskutere, om det var på sin plads, at Harmagedon blev udkæmpet, sådan som folk gør med krige, der udkæmpes af mennesker! Det vil blive en retfærdig krig. Om „kongernes konge“, Kristus Jesus, står der skrevet: „Han dømmer og kæmper med retfærdighed. . . . Og af hans mund udgik et skarpt sværd, for at han med det skulle slå folkeslagene.“ — Nah. 1:9; Åb. 17:14; 19:11, 15.

Det er nødvendigt, at nationerne bliver knust, for de ønsker ikke, at den levende Kristus virkelig skal regere over dem. De ønsker heller ikke at afstå deres egen regeringsmagt. At nationerne bliver knust, vil dog ikke være tilstrækkelig til at tilvejebringe varig fred, medmindre „verdensherskerne i dette mørke“, Djævelen og hans dæmoner, også udslettes. Da Kristus er „Fredsfyrsten“, vil han sørge for, at fredens djævelske fjende og hans dæmoner bliver ryddet af vejen i Harmagedon: „Han greb Dragen, den gamle slange, det er Djævelen og Satan, og bandt ham for tusinde år og kastede ham i afgrunden og lukkede den over ham og satte segl for.“ — Es. 9:6; Åb. 20:1-4; Matt. 8:29.

Håbet om den nye verden og dens velsignelser

Harmagedonslaget vil feje jorden ren for al ondskab, al uretfærdighed, al fordærv. Aldrig mere vil nationale skranker adskille jordens beboere. Aldrig mere vil der samtidig være forskellige regeringer på jorden, der hver især hævder at være den rette for folket. Der vil aldrig mere være hære, flåder, krigsflyvere, kanoner, tanks, maskingeværer og atombomber. Og der vil aldrig mere være bombesikre rum, bombekratere, radioaktivt „dødsstøv“, ingenmandsland, skyttegrave, monumenter for kendte og ukendte soldater, statuer af soldater i bajonetfægtning eller militærakademier. For intet, absolut intet, vil ødelægge freden eller skæmme skønheden i Guds nye verden. Det står Jehova inde for: „Kom hid og se på Jehovas værk, han har udført frygtelige ting på jord. Han gør ende på krig til jordens grænser, han splintrer buen, sønderbryder spydene, skjoldene tænder han i brand.“ „Jeg skaber nye himle og en ny jord, det gamle huskes ej mer, rinder ingen i hu.“ — Sl. 46:9, 10; Es. 65:17.

Det er således indlysende, at Jehovas nye verden er menneskets eneste håb om varig fred i verden. I virkeligheden udgør den et håb om meget mere! Selv om mennesker kunne indføre et vist mål af fred, ville det nemlig stadig være nødvendigt med læger, bedemænd, gravere og folk, der laver gravsten. Ja, menneskets liv ville stadig være fuld af tårer, dyb sorg, smerte og svære lidelser og hjertesygdomme. Mennesket behøver derfor mere end fred. Det behøver liv. Det behøver sundhed. Men intet rige i denne onde verden kan overflødiggøre medicin og kirkegårde. Det vil Jehovas nye verden udvirke! „Og jeg så en ny himmel og en ny jord; thi den første himmel og den første jord var forsvundet, og havet var ikke mere. Og han [Gud] skal tørre hver tåre, af deres øjne, og der skal ingen død være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere; thi det, som var før, er nu forsvundet.“ — Åb. 21:1, 4.

Hvad vi skal gøre

Hvad må vi gøre for at få del i de velsignelser, der følger med varig fred i verden, fuldkommen sundhed og evigt liv på en paradisisk jord efter Harmagedon? Bibelen svarer: „Ifør jer Guds fulde rustning.“ Hvorfor? „Så I kan holde stand mod Djævelens snigløb.“ For at kæmpe en sådan åndelig kamp har du også brug for „åndens sværd, som er Guds ord“. Alt dette indebærer, at du må tilegne dig kundskab og forståelse fra Jehovas skrevne ord. Dette er i virkeligheden i sig selv en kamp, for folk er tilbøjelige til at mene, at de har alt for travlt til at give sig af med bibelstudium. Jesus forudsagde, at folk i vor tid ville anlægge dette synspunkt: „Som det gik til i Noas dage, således skal det også gå i Menneskesønnens dage: De spiste, drak, tog til ægte, blev bortgiftet.“ Der er ikke noget forkert ved at spise, drikke eller gifte sig. Hvad var der da galt? Dette: folket fordybede sig i den grad i livets sædvanlige anliggender, idet de mente, at alt ville fortsætte, som det hele tiden havde været, at de var uvillige til at lytte til Noa og give agt på hans advarsel om den daværende verdens ende. Resultatet var, at „Syndfloden kom og ødelagde dem alle.“. — Ef. 6:11, 17; Luk. 17:26, 27.

Tag derfor tid til at undersøge det budskab om den fredfyldte nye verden, som Jehovas vidner forkynder for Dem. En ny verdens samfund af kristne mænd og kvinder, der lever for den nye verden, er nu blevet dannet. Slut Dem til dem. De er sikre på at vinde sejr og vil overleve Harmagedonslaget. Afvis denne djævlebeherskede verdens menneskegjorte planer, der på forhånd er dømt til at mislykkes. Tag positivt standpunkt for den nye verden, dens regering og konge. Husk, at der ikke vil være nogen neutralitet i Harmagedon. Alle, der ikke stiller sig på Guds riges side, er passive modstandere af det. Den nye verdens konge, Kristus selv, fremsatte følgende strenge, uafvigelige regel: „Den, som ikke er med mig, er imod mig.“ (Matt. 12:30) Det er derfor nu forbi med den tid, da man kunne undlade at træffe et valg; altså må man handle nu. For snart vil en verden, der har alt for travlt til at give agt på advarselen om sin egen ende, blive knust og tilintetgjort i Harmagedon. Men De behøver ikke at dø.