Udholdenhed under trosprøver
„I . . . bedrøves i mange slags prøvelser, for at jeres prøvede tro . . . må vise sig at blive til pris.“ — 1 Pet. 1:6, 7.
1. Er prøvelser behagelige? Hvordan kan trofasthed under prøvelser blive til pris?
PRØVELSER er ikke behagelige. De kan være meget svære at udholde. Det var for eksempel ikke behageligt for Jesus Kristus da der blev spyttet på ham og drevet spot med ham, eller da han blev frygteligt mishandlet og naglet til en marterpæl for at dø en pinefuld død. (Matt. 26:66-68; 27:26-30) Disse prøvelser, som satte hans tro på den største prøve, var i sandhed tunge at bære. Alligevel viste Jesu trofaste adfærd under prøve sig at blive til pris. For det første blev den til pris for Guds navn, for Jesu trofasthed beviste at Satan Djævelen ikke kunne vende ham bort fra tilbedelsen af Gud. Desuden blev Jesus selv belønnet med pris og ære for sin trofasthed da Gud oprejste ham fra de døde til himmelsk liv. — Fil. 2:9-11.
2, 3. (a) Hvordan er det muligt at være lykkelig selv når man udsættes for prøvelser? (b) Hvilken gavnlig virkning har prøvelser?
2 Når vi altid tænker på den pris det bringer Guds navn og på den store belønning han giver for trofasthed, kan vi være virkelig lykkelige, selv når vi udsættes for prøvelser. Jesus sagde i sin bjergprædiken: „Salige [lykkelige] er I, når man håner og forfølger jer og lyver jer alt ondt på for min skyld. Glæd jer og fryd jer: jeres løn skal være stor i Himlene.“ (Matt. 5:11, 12) I lighed hermed skrev disciplen Jakob: „Salig [lykkelig, NW] den mand, som holder ud i prøvelse; thi når han har stået sin prøve, skal han få den livets sejrskrans, som Gud har lovet dem, der elsker ham.“ (Jak. 1:12) Ja, det er en kilde til glæde når vi véd at vor trofasthed under prøvelse behager Gud og vil resultere i at han belønner os med evigt liv. Vi kan også være lykkelige for den lejlighed prøvelserne giver os til at bevise vor kærlighed til vor himmelske Fader.
3 Når vi har det rette syn på prøvelserne kan vi i virkeligheden hilse dem velkommen, for de fører til gavnlige resultater. Som eksempel kan anføres den hårde træning som sportsfolk må gennemgå for at opnå den nødvendige udholdenhed. Først efter at de har været igennem en sådan træning, der kan sammenlignes med prøvelser, kan de gøre sig håb om at vinde en krævende konkurrence. På samme måde forholder det sig med de kristne; prøvelserne tjener til at gøre dem stærkere i troen. Det var derfor disciplen Jakob skrev: „Mine brødre! I skal regne det for lutter glæde, når I kommer ind i mange slags prøvelser. I ved jo, at når jeres tro prøves, virker det udholdenhed.“ — Jak. 1:2, 3.
4, 5. (a) Hvorfor kunne apostlene glæde sig efter at de var blevet pisket? (b) På hvilken måde styrkes vi gennem prøvelser?
4 En oplevelse som apostlene havde, viser hvordan trosprøver kan udvirke udholdenhed og virkelig føre til glæde. Ved en lejlighed blev de stillet for sanhedrinets medlemmer som „lod dem piske og forbød dem at tale i Jesu navn“. Hvordan reagerede de? Bibelen siger: „Så gik de da bort fra rådets åsyn, glade over, at de var agtet værdige til at vanæres for navnets skyld.“ (Ap. G. 5:40-42) Apostlene var lykkelige for denne lejlighed til at bevise deres loyalitet mod Kristus og hans himmelske Fader. Det at deres tro var blevet prøvet i denne vanskelige situation og havde vist sig at være ægte, var også en kilde til glæde for apostlene. De kunne glæde sig over at denne prøvende oplevelse havde givet dem udholdenhed.
5 Ja, lad os forstå det ret! De prøvelser Satan sender over os i et forsøg på at nedbryde vor tro, kan i virkeligheden opbygge os. For når vi trofast holder ud under prøvelse, fyldes vort sind med en bevidst erkendelse af at vi behager Gud. Denne bevidsthed om Guds godkendelse styrker og befæster vort håb. Prøvelser og trængsler sætter således en slags „kædereaktion“ i gang, hvorved Satans anslag mod os helt forfejles. Apostelen Paulus udtrykte det således: „Vi priser os også lykkelige over vore trængsler, da vi véd, at trængselen virker udholdenhed, og udholdenheden prøvet fasthed, og den prøvede fasthed håb, og håbet gør ikke til skamme.“ (Rom. 5:3-5) Denne „kædereaktion“, som Jehova Gud har gjort mulig, vil føre til sejr. Ja, lidelser og prøvelser kan kun tjene til at opbygge og styrke os når vi forbliver trofaste.
6. (a) Hvordan ved vi at Djævelen ikke benytter nye metoder i sine forsøg på at vende os bort fra tjenesten for Gud? (b) Hvorfor benytter Djævelen sig af forskellige prøvelser over for forskellige mennesker?
6 Det er vigtigt at forstå at Satan Djævelen ikke har nogen nye metoder, ingen nye måder, hvorpå han forsøger at vende os bort fra tjenesten for Gud. Det er grunden til at apostelen Paulus engang sagde om Satan: „Hvad han har i sinde, det ved vi.“ (2 Kor. 2:11) I Første Korinterbrev 10:13 siges der ligeledes: „Det er kun almindelige, menneskelige fristelser [prøvelser], der hidtil har mødt jer.“ Bibelen omtaler de mange forskellige slags prøvelser der kan friste os til at fornægte Jehova. Når vi undersøger disse bibelske eksempler bliver vi advaret om hvad vi kan forvente, og at være forud advaret er at være forud væbnet. Vi må heller ikke glemme at Satan er meget listig. Han bringer ikke nødvendigvis de samme prøvelser over alle, for dét der måske er en alvorlig prøve for én, er måske en forholdsvis let prøve for en anden. Vi kan derfor være sikre på at Djævelen vil prøve at ramme os på vort mest sårbare sted. Lad os, med dette i tanke, kort betragte nogle af de prøvelser der kan komme over os som en prøve på vor tro.
Prøvet i vor loyalitet mod Gud
7. (a) Hvordan søger Djævelen at få os til at overtræde Guds love? (b) Nævn en af Guds love som Satan ofte har søgt at få mennesker til at overtræde.
7 Det er i forbindelse med vor lydighed mod Guds love at vor tro bliver prøvet. Satan Djævelen søger at skabe omstændigheder der udgør en alvorlig prøve fordi de gør det vanskeligt for os at adlyde Gud. En af Jehova Guds love eller befalinger som Satan ofte søger at få Guds tjenere til at overtræde, lyder: „Du må ikke have nogen andre guder imod mit ansigt. . . . Du må ikke bøje dig for dem eller lade dig forlede til at tjene dem, thi jeg, Jehova din Gud, er en Gud der fordrer absolut hengivenhed.“ (2 Mos. 20:3-5, NW) Jesus udtrykte det således: „Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.“ (Matt. 4:10) Guds tjenere er ofte blevet udsat for store prøvelser der skulle vise om de ville forblive trofaste mod dette krav om at vise Gud absolut hengivenhed.
8. På hvilken måde blev de tre hebræere prøvet i forbindelse med den ovennævnte lov?
8 Det skete for eksempel dengang det gamle Babylon var en verdensmagt og dets hersker Nebukadnezar opstillede en vældig guldbilledstøtte og følgende ordre blev udstedt: „Når I hører horn, fløjter, citre, harper, hakkebrætter, sækkepiber og alle hånde andre instrumenter klinge, skal I falde ned og tilbede guldbilledstøtten, som kong Nebukadnezar har ladet opstille. Og den, som ikke falder ned og tilbeder, skal øjeblikkelig kastes i den gloende ovn.“ (Dan. 3:5, 6) Blandt de tilstedeværende var tre hebræere, Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego, der tjente Jehova Gud. Det var en svær prøve de blev stillet på, en prøve på deres tro! Gud havde befalet: „Du må ikke bøje dig for dem,“ og nu lød den babyloniske konges befaling: „I [skal] falde ned og tilbede guldbilledstøtten“ eller dø i ildovnen. Dette var et bevidst forsøg fra Satan Djævelens side på at få de tre hebræere til at overtræde Guds lov og bøje sig for staten, repræsenteret ved statens symbol.
9. Hvilket billede eller symbol har nationerne i vor tid ofte krævet at folk skulle ære?
9 Djævelens metoder har ikke forandret sig. Han udsætter stadig Guds tjenere for lignende prøver. Ligesom nationerne på det gamle Babylons tid opstiller nationerne i vor tid symboler og befaler deres undersåtter at hilse dem, bøje sig for dem eller udføre andre tilbedelseshandlinger over for dem. Den katolske historiker Carlton Hayes siger om et fremtrædende symbol der benyttes af nationerne i vor tid: „Nationalismens vigtigste symbol på tro og centrale tilbedelsesobjekt er flaget, og man har opfundet mærkværdige liturgiske ceremonier som ’at hilse’ flaget, ’at kippe med’ flaget, ’at sænke’ flaget og ’at hejse’ flaget. Mennesker blotter hovedet når flaget føres forbi dem. Digtere skriver oder og børn synger sange til flagets pris.“a Ligesom det blev pålagt borgerne i fortidens Babylon at bøje sig for statens billede, sådan kræver nationerne i vor tid ofte at mennesker ærer eller hylder et eller andet statssymbol eller en eller anden repræsentant for staten.
10, 11. Hvordan er Guds tjenere i nyere tid blevet prøvet med hensyn til at tilbede et menneske eller erklære et statssymbol troskab?
10 I Nazityskland fik folk befaling til at hylde Hitler med et „heil Hitler!“ og hilse hagekorset med oprakt arm. Fulgte man ikke denne afguderiske skik blev man straffet med en koncentrationslejrs brutalitet og rædsler. Hvilken stor trosprøve for sande kristne! Ville de hylde et menneske og ære og tilbede et statssymbol? Eller ville de adlyde Gud? Hvad ville du have gjort? Tusinder af kristne Jehovas vidner adlød Gud og nægtede at vise Hitler eller et statssymbol hengivenhed. De blev ganske vist sendt i koncentrationslejre og led forfærdeligt, men de fleste af dem kom ud og kunne glæde sig over at denne prøvelse havde resulteret i udholdenhed.
11 For ikke så længe siden fik folk i Den forenede arabiske Republik befaling til at råbe patriotiske slagord som „Længe leve præsident Gamal Abdel Nasser!“ De der loyalt nægtede at tage del i denne afguderiske tilbedelse af et menneske, som siden er død (i 1970), kunne sandelig prise sig lykkelige. Selv om de blev mishandlet var de sig Jehovas hjælp bevidst under denne prøvelse. Om et andet afrikansk land stod der i bladet Washington Post: „Hundreder af vidnernes børn er blevet bortvist fra skolen. De nægtede at synge nationalsangen og hilse flaget.“b Til trods for de bibelske fortilfælde og skønt det var af samvittighedsgrunde at disse børn, som blev udsat for et stort pres, havde nægtet at overtræde Guds lov, afsagde højesteret kendelse om at der var tilstrækkeligt grundlag for at nægte dem en uddannelse.
12. Hvilken prøve udsættes skolebørn ofte for?
12 Vi kan være sikre på at Satan Djævelen vil fortsætte sine bestræbelser og lægge pres på kristne for at få dem til at ære og tilbede mennesker eller statssymboler. Han ønsker ikke at nogen skal forblive loyal mod Gud og vise ham absolut hengivenhed. I mange lande opfordres skolebørn regelmæssigt til at hilse flaget, fremsige en loyalitetserklæring over for det, og nogle steder endog til at knæle for det og kysse det. De der har nægtet det er blevet udsat for spot og i nogle tilfælde for fysisk overlast. Dette kan hurtigt blive skik og brug der hvor du bor, hvis det ikke allerede er det. Hvad vil du gøre? Vil du holde ud under sådanne bevidste forsøg fra Djævelens side på at få dig til at være illoyal mod Gud? Vil du bestå denne prøve på din tro?
Prøvet i spørgsmålet om blodet
13. (a) Hvad er Guds lov angående blodet? (b) Hvordan blev de første kristne prøvet i forbindelse med denne lov, og med hvilket resultat?
13 En anden lov som Guds tjenere ofte er blevet prøvet i forbindelse med, er forbudet angående blodet. Guds befaling til israelitterne lød: „I må ikke nyde blodet af noget som helst kød, thi alt køds sjæl er dets blod; enhver, der nyder det, skal udryddes.“ (3 Mos. 17:14) Befalingen blev gentaget til de kristne: „De skal afholde sig fra . . . kød af kvalte dyr og fra blod.“ (Ap. G. 15:19, 20) Tertullian, der levede i det andet og tredje århundrede, fortæller at romerne kendte de kristnes standpunkt med hensyn til blodet og at de kristne blev prøvet i forbindelse med denne lov. Tertullian skriver: „Når I underkaster de kristne en prøve, giver I dem pølser fulde af blod; I er naturligvis fuldstændig klar over at det er de kristne forbudt at spise blod; men I ønsker at få dem til at begå en overtrædelse.“c De som var trofaste ville dog ikke overtræde Guds lov. De kunne ikke tvinges til at krænke Guds lov, selv om de blev truet med dødsstraf.
14. (a) Hvilken prøve i forbindelse med blodet kan kristne blive stillet på i dag? (b) Hvordan har lydighed mod Guds lov vist sig at være en virkelig beskyttelse?
14 Eftersom det i dag er almindeligt at læger ordinerer blodtransfusion, kommer kristne i vor tid ofte ud for en lignende prøve på deres tro. Nogle læger insisterer på at ville give denne behandling med blod eller slet ingen behandling. Dette kan være en virkelig prøve for en kristen. Hvad vil du gøre hvis der opstår en situation hvor lægerne insisterer på at give dig eller en af dine nærmeste i din familie blod? Vil du trofast holde fast ved Guds tydelige lov som befaler os at afholde os fra blod? Eller vil du blive fristet til at overtræde hans lov på grund af pres som Djævelen står bag? Hvor lykkelige har de der trofast har holdt fast ved Guds lov, ikke været når de har bestået en sådan prøve! De har ikke alene haft bevidstheden om Guds godkendelse, men er også blevet beskyttet mod de mange forfærdelige sygdomme og farer som blodtransfusioner er forbundet med.
Prøvet med hensyn til moralnormer
15. (a) Hvordan er Guds love med hensyn til moral? (b) Hvordan har Satan fristet Guds tjenere i forbindelse med disse love, og gør han det også i dag?
15 Et andet område hvor kristne ofte bliver prøvet er i forbindelse med Guds moralnormer. Guds lov siger: „Du må ikke bedrive hor!“ Og ’afhold jer fra utugt’. (2 Mos. 20:14; 1 Tess. 4:3; Ap. G. 15:20) Djævelen har fundet mange blandt Guds folk som var sårbare på dette punkt. En af hans foretrukne metoder til at få mennesker bort fra Gud består derfor i at forlede dem til at overtræde disse love. Da Jehovas folk Israel stod over for at skulle indtage Kana’ans land, brugte Satan for eksempel tiltrækkende moabitiske kvinder som lokkemad for at forføre Israels mænd til umoralitet, hvilket nedkaldte Guds vrede over dem. (4 Mos. 25:1-9; Åb. 2:14) I vor tid har Satan Djævelen også brugt tiltrækningen mellem kønnene til at friste kristne til umoralitet. Den enorme fremhævelse af kønslivet og den udbredte forherligelse af alle former for kønslige udskejelser, kan udgøre en virkelig prøve for kristne.
16, 17. Hvordan kan vi undgå at blive offer for kønslig umoralitet?
16 Hvordan kan vi overvinde denne prøve? Ved at lade sindet fylde med umoralske tanker? Ved at læse bøger og se fjernsynsprogrammer og film som tolererer prostitution, ægteskabsbrud og andre gudvanærende handlinger? Ved at se på andre i den hensigt at indlede et umoralsk forhold til dem? Naturligvis ikke. For de tanker vi til stadighed fylder sindet med, vil til sidst give sig udslag i handling. Hvor er det derfor farligt at lade sindet dvæle ved urette ønsker! — Matt. 5:28; Jak. 1:13-15.
17 For at bestå denne prøve på vor tro må vi til stadighed beherske vore tanker. Vi må følge Guds ords formaning: „Alt, hvad der er sandt, hvad der er sømmeligt, hvad der er retskaffent, hvad der er rent, hvad der er elskeligt, hvad der har godt lov, al dyd og alt, hvad der er ros værd: det skal I have i tanke!“ (Fil. 4:8) Ja, lad dét være din beslutning, og styrk gang på gang denne beslutning om at du, uanset hvad der sker, vil adlyde og følge Guds moralnormer. Når du bliver fristet, så bed til Jehova. Tænk på hvordan du kan glæde hans hjerte. Styrk også dig selv ved at tænke på et så trofast eksempel som Josef, der ikke lod sig forlede til umoralitet. Hvor godt at være som denne gudfrygtige mand! — 1 Mos. 39:1-13.
Befalingen om at forkynde — en trosprøve
18, 19. (a) Hvad var det Guds vilje at Jesus skulle gøre, og gælder det samme kristne i dag? (b) Hvilke vidnesbyrd har vi om at Djævelen har gjort det vanskeligt at adlyde Guds befaling om at forkynde, men hvilken virkning har det haft på kristne?
18 Det var Guds vilje at Jesus Kristus skulle forkynde „Guds rige“, og det gjorde Jesus trofast til trods for den stadig større modstand som til sidst førte til hans død. (Luk. 4:43; 8:1) Senere befalede Jesus sine disciple: „Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne, . . . idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer.“ (Matt. 28:19, 20, NW) Denne befaling om at forkynde gælder alle kristne i dag. I virkeligheden er det særlig påkrævet at kristne forkynder nu, for Jesus forudsagde at den gode nyhed om Riget skulle forkyndes på hele den beboede jord til et vidnesbyrd før enden kom. (Matt. 24:14, NW) Det er derfor intet under at Satan Djævelen koncentrerer sine bestræbelser om at gøre det vanskeligt for Guds tjenere at adlyde denne befaling. Det betyder at den indtrængende opfordring: „Forkynd ordet, vær ivrigt optaget deraf,“ udgør en virkelig prøve på de kristnes tro. — 2 Tim. 4:2, NW; 1 Kor. 9:16.
19 Det var afgjort også en trosprøve i det første århundrede. Du vil huske at Satan ophidsede sine religiøse repræsentanter imod apostlene og at de „lod dem piske og forbød dem at tale i Jesu navn“. (Ap. G. 5:40) Hvad ville du have gjort? Holdt op med at forkynde for at undgå at blive pisket endnu en gang? Det gjorde apostlene ikke! De holdt ud og bestod denne prøve på deres tro. I vor tid har kristne også stået ansigt til ansigt med sådanne prøver. I nogle lande har myndighederne forbudt forkyndelsen. Men i lighed med Jesus Kristus og de tolv apostle har sande kristne fortsat forkyndelsen. De har i virkeligheden sagt: „Man bør adlyde Gud mere end mennesker.“ (Ap. G. 5:29) Hvilket mod! Hvilken trofasthed mod Gud! Det er det eksempel vi ønsker at efterligne.
20. Hvordan er Djævelen ansvarlig for folks indstilling, og hvilken virkning ønsker han det skal have på kristne forkyndere?
20 I de fleste lande er forkyndelsen imidlertid ikke blevet forbudt. Ikke desto mindre er folk ofte ligegyldige over for Rigets budskab; måske de endog spotter og håner det. Dette er også en prøve. Det er en virkelig prøve på vor tro. Kan du bestå denne prøve? Gør du dig klart at det er Satan der er ansvarlig for folks ligegyldige indstilling? Det er en kendsgerning. Ved hjælp af sin propaganda har han formet deres tankegang. (2 Kor. 4:4) Derved søger han at gøre dig modløs så du ikke engang prøver at forkynde for dem. Men lad ham ikke få held med sig! Erkend at den ligegyldige og somme tider endog fjendtlige indstilling folk har, skyldes Satans bestræbelser for at få dig til at lade hænderne synke og holde op med nidkært og taktfuldt at fremholde Rigets budskab for dem. Lad ikke på nogen måde Djævelen hindre dig i at adlyde vor himmelske Faders befaling om at forkynde.
Hvordan vi består trosprøver
21. Hvordan prøvede Gud Abraham, og hvordan reagerede Abraham?
21 Guds befalinger til os kan vise sig at være en prøve — selv når Satan ikke bringer trængsler over os. Bibelen indeholder et eksempel fra fortiden, idet den beretter: „Gud [satte] Abraham på prøve og sagde til ham: ’Abraham! . . . Tag din søn Isak, din eneste, ham, du elsker, og drag hen til Morija land og bring ham der som brændoffer.’“ Forestil dig hvor vanskeligt det var for Abraham at adlyde denne befaling fra Gud! Men Abraham adlød. Han gik så langt som til at gribe kniven for at dræbe sin elskede søn. Hvilken trofasthed mod Gud! Jehova holdt Abrahams hånd tilbage så han ikke skadede sin søn og sagde derpå til ham: „Nu ved jeg, at du frygter Gud og end ikke sparer din søn, din eneste, for mig!“ — 1 Mos. 22:1-18.
22. (a) Hvilke krav til kristne i vor tid kan være næsten lige så vanskelige for nogle at adlyde som den prøve Abraham blev sat på? (b) Hvordan blev Abraham velsignet for sin lydighed, og hvad viser dette at der vil ske med os hvis vi er lydige?
22 Guds befalinger til kristne i dag kan være en lignende prøve. Nogle finder det for eksempel vanskeligt at forkynde „offentligt og fra hus til hus“. (Ap. G. 20:20, NW) Og nogle finder det svært at forberede sig til denne forkyndelse ved at holde små indlæg på den teokratiske skole eller ved at give kommentarer ved menighedens møder. (1 Tim. 4:13; Hebr. 10:24, 25) Men er disse prøver større end den Gud satte Abraham på? En der er meget frygtsom vil måske næsten synes det. Men husk at Jehova er en kærlig og barmhjertig Gud. Han beder aldrig sine tjenere om at gøre noget der ikke er til deres eget bedste og til velsignelse for dem. Tænk for eksempel på de velsignelser Abraham fik fordi han adlød Gud. Han erfarede den glæde at blive standset af Guds engel og høre Gud udtale sin godkendelse af ham. Han blev stamfader til den lovede sæd. (1 Mos. 22:17, 18; Gal. 3:16) Desuden omtales hans tro i Bibelen som noget alle kristne bør efterligne. (Hebr. 11:17-19) Abraham fik også den forret at tjene som et forbillede på Gud selv der gav sin søn som et offer for menneskene. (Joh. 3:16) Vi kan ligeledes blive velsignet af Gud hvis vi lydigt gør hvad han siger.
23. Hvilken fejl ønsker vi ikke at begå?
23 Det er en stor fejl at søge at undgå eller unddrage sig en prøve ved ikke at gøre det Gud befaler. Bibelen siger at Abraham „tidligt næste morgen“ stod op, tog Isak og straks begav sig på vej til Morija. Han udsatte det ikke. Vi bør heller aldrig udsætte det at adlyde Guds befaling om at forkynde hans riges budskab. Jo længere vi udsætter det vi ved vi bør gøre nu, jo vanskeligere bliver det for os at lægge lydighed for dagen. Denne prøve vil altid stå mellem os og det at opnå Guds godkendelse og velsignelse.
24. Hvilken prøve bestod nogle israelitter ikke, og hvad viser at de kunne have bestået den hvis de havde stolet på Gud?
24 Tænk for eksempel på de israelitter som Gud førte ud af Ægypten til landet der flød med „mælk og honning“. Landet var deres, men de måtte først bestå en prøve. Det var fyldt med dæmondyrkere der gav sig af med afskyelige ting. Nogle af dem var tilmed så store som kæmper. (4 Mos. 13:1-33) Dette gjorde israelitterne så bange at de nægtede at adlyde Guds befaling om at drage ind og tage landet. Det var grunden til at Gud sagde at de ikke skulle drage derind, men at alle der var over tyve år skulle dø i ørkenen. (4 Mos. 14:29-34) Men hvordan forholdt det sig fyrre år senere da den næste generation af israelitter skulle til at indtage landet på Guds befaling? De samme mægtige mænd, eller i hvert fald deres afkom, levede der stadig! Prøven måtte stadig bestås. Men denne gang unddrog israelitterne sig ikke prøven. De satte deres lid til Gud og drog lydigt ind i landet og begyndte at indtage det. (Jos. 11:21-23) Hvor langt bedre ville det dog ikke have været for deres fædre om de havde bestået prøven fyrre år tidligere!
25. Hvad bør vi gøre nu, og hvad kan vi se frem til?
25 Vi befinder os nu på tærskelen til Guds retfærdige nye tingenes ordning. (2 Pet. 3:13) Vi er meget nær afslutningen på den nuværende ordning. Det er derfor ikke tiden til at udsætte eller ignorere det at gøre Guds vilje. Vi må sætte vor lid til Jehova og modigt gøre det han siger. Vi kan nu om ganske kort tid vente at Satan i sit sidste altomfattende angreb mod Guds folk bringer store prøvelser over os. Men ved Guds hjælp vil vi kunne udholde disse prøver på vor tro. Ja, og lad os så tænke på den store belønning i form af evigt liv i den retfærdige nye ordning som Gud vil velsigne os med! — Jak. 1:12; Åb. 21:3, 4.
[Fodnoter]
a What Americans Believe and How They Worship af J. Paul Williams, siderne 359 og 360.
b Washington Post, 21. februar 1969, side F2.
c Tertullians Forsvarsskrift, gengivet efter T. R. Glovers engelske oversættelse, siderne 51-53 (1931).
[Illustration på side 256]
Til trods for frygtelige trusler nægtede de tre hebræere at bøje sig for kongens billedstøtte. Kan du bestå en lignende prøve på din tro?
[Illustration på side 257]
Hvad vil du gøre hvis lægerne insisterer på at give dig blod?
[Illustration på side 258]
Kan TV-udsendelser der ser gennem fingre med umoralitet hjælpe dig til at holde ud under prøvelser?