Spørgsmål fra læserne

● Hvilket ansvar har den kristne menighed med hensyn til eventuel blodskyld i tilfælde af at et af dens medlemmer kører bil og kommer ud for en ulykke der kræver andre menneskers liv? Hvad skal man gøre hvis han har overtrådt „kejserens“ færdselslove eller kørt uforsvarligt? — K. F., Vesttyskland.

I tilfælde af en bilulykke der kræver et eller flere menneskeliv må spørgsmålet om der kan påvises blodskyld, og i givet fald hvor stor denne er, afgjort tages op til behandling af det dømmende udvalg i den menighed som føreren af vognen er tilsluttet. Selv om en verdslig domstol har frikendt føreren for skyld vil det være rigtigst af menighedens dømmende udvalg at afhøre ham og prøve at finde ud af om han nu virkelig er fri for blodskyld. Dette er vigtigt, for menigheden ønsker ikke at komme under samfundsansvar på grund af et færdselsdrab der skyldes en kristens skødesløshed eller manglende respekt for „kejserens“ love.

Hvis føreren af ulykkesvognen er tjener i menigheden og det er godtgjort at han ikke er fri for blodskyld, bør han ikke fortsætte som tjener. Dersom årsagen er uforsigtighed, må føreren af vognen bære sit ansvar derfor. — Gal. 6:5, 7.

At der for eksempel hverken var advarselslys, klokker eller bomme ved en jernbaneoverskæring, tjener ikke til undskyldning; føreren skulle have set sig for før han kørte over. Dersom det var et flyvende insekt der voldte forstyrrelse, burde føreren have standset vognen og fjernet det forstyrrende moment. Var det en passager på bagsædet der havde talt til føreren, skulle han fortsat have vendt sin opmærksomhed mod kørebanen og ikke have prøvet på både at køre og at se på passageren på bagsædet. Havde vejrforholdene været til gene, skulle føreren have været mere agtpågivende. Ifald føreren af vognen havde været træt, skulle han have overladt rattet til en anden, eller have standset vognen og taget et hvil indtil han igen var herre over situationen.

Altså vil det være rigtigt af menighedens dømmende udvalg at undersøge hvor stor en andel føreren har i ansvaret for ulykken. Man bør erindre sig at den uagtsomme manddraber i det gamle Israel som flygtede til tilflugtsbyen, blev stillet for menighedens domstol før han fik tilladelse til at blive i tilflugtsbyen, beskyttet mod blodhævneren. — 4 Mos. 35:6-25.

Hvis ulykken skyldtes omstændigheder som føreren absolut ingen indflydelse havde på, skal han naturligvis undskyldes og hans omdømme som tjener i menigheden bør ikke berøres af sagen. Finder man derimod at han til en vis grad er at dadle for det skete, da vil det være på sin plads i mindst et år at fjerne ham fra den tjenerpost han beklæder. Derved tilkendegives det at udvalget ikke ønsker at der skal hvile et samfundsansvar på menigheden fordi den fortsat lader en fremtrædende tjenerpost beklæde af en broder der til en vis grad bærer skylden for et menneskes død. Hvis den dadelværdige fører ikke er tjener i menigheden, vil han naturligvis ikke blive betragtet som tjeneremne, i hvert fald for en tid efter ulykken. Eftersom vedkommende ikke er et godt eksempel for hjorden, bør udvalget også af forsigtighedsgrunde vente et passende stykke tid før det tildeler ham en opgave hvor han skal belære menigheden.

Dersom føreren af vognen har været uforsigtig, vil det være godt om udvalget også vejleder ham og hjælper ham til at indse hvori hans ansvar består. Udvalget vil skønne om han erkender sit ansvar og er brødebetynget, og det vil spørge om han har bedt Jehova Gud om tilgivelse ved Jesus Kristus.

Hvis broderen efter den tilmålte periode uden betroede hverv, viser sig at have taget ved lære og at have lagt den rette ånd for dagen tillige med sand anger, kan der tildeles ham en ansvarspost hvis en sådan er ledig og der er et behov.

Fortsætter han derimod med at køre uforsigtigt og lade hånt om „kejserens“ fartbegrænsninger, kan han ikke tages i betragtning som emne til en tjenerpost. Den der kører bil bør aldrig overskride de fartbegrænsninger „kejseren“ har fastsat. En indviet kristen der kører for stærkt, undlader ikke alene at give kejseren hvad kejserens er; han øger også faren for ulykker og dermed muligheden for trafikdrab. — Matt. 22:21.

De der indtager en fremtrædende plads i menigheden bør derfor sætte det rette eksempel når de kører bil. Hvilket eksempel ville en tilsynsmand sætte menigheden dersom han skødesløst tilsidesatte „kejserens“ fartbegrænsninger? (1 Pet. 5:3) Hvordan ville det virke på de unge mænd i menigheden hvis menighedstjeneren hørte til dem der lider af fartdille? (Tit. 2:6, 7) I betragtning af det ansvar der påhviler den der sætter sig til rattet, bør kristne forældre der tillader deres børn at køre bil i atten-nittenårsalderen, forvisse sig om at børnene er tilstrækkelig rutinerede og har fået fornøden vejledning. Især må de vejledes om deres ansvar over for „kejseren“ og over for Gud; de må også have at vide at de ikke skal efterligne de ungdommelige, spændingshungrende bilbøller der så ofte indvikles i færdselsulykker, som i de fleste tilfælde skyldes for stærk fart. Dersom en indviet kristen kører vildt og uforsvarligt og derved ødelægger andres ejendom eller forvolder andre mennesker skade, bør menighedens dømmende udvalg træffe passende disciplinære forholdsregler.

Ydermere bør ingen kristen, hvad enten det drejer sig om et menighedsanliggende eller noget andet, forlange af andre at de skal møde på et bestemt sted til en bestemt tid, dersom han på forhånd ved at de umuligt vil kunne nå frem til tiden uden at overskride „kejserens“ færdselslove. Man må give dem så megen tid at de han køre forsvarligt og ikke behøver at overskride fartbegrænsningerne. Hvis nogen forlanger af en sand kristen at han skal køre til et bestemt sted, til et fastsat klokkeslæt, og han ikke vil kunne gøre det uden at overskride „kejserens“ lov, vil han vælge at lyde „kejserens“ lov, og tage følgerne af sin standhaftighed. Men han kunne jo også på forhånd forklare sin verdslige arbejdsgiver at hans kristne samvittighed ikke tillader ham at overtræde færdselslovene.

I de fleste tilfælde er det imidlertid, hvad enten man gør sig det klart eller ej, simpelt hen et spørgsmål om selv at starte tidligt nok og selv at lægge sine ting til rette så man har tilstrækkelig tid til at komme frem. Hvis den kristne gør det vil han ikke føle sig under pres og fristes til at køre hurtigere end han bør. Dersom den der kører bil således retter sig efter de „højere myndigheders“ færdselslove, vil han ikke alene afværge ulykker og den dermed følgende mulighed for at pådrage sig blodskyld, men også bevare en god samvittighed, hvilket er af så stor betydning for den kristne, der stræber efter at opnå evig frelse. — Rom. 13:1, 5; 1 Pet. 3:16.