„På den klippe vil jeg bygge min kirke“

DEN romersk-katolske religionsorganisation påstår, at der er omkring fire hundrede millioner mennesker, der bekender sig til dens tro. En af de mærkværdigheder, som den lærer disse folkemasser, er, at Peter var den første pave. Når man beder nogen af dem om bibelske beviser herfor, henviser de straks til Jesu ord til Peter: „Du er Petrus, og på den klippe vil jeg bygge min kirke.“ (Matt. 16:18) Men vi spørger: Mente Jesus med disse ord, at Peter er den klippe, hvorpå hans kirke er bygget? Var Peter den første pave? Kan det med sikkerhed siges, at Peter i det hele taget nogen sinde har været i Rom? Hvad siger kendsgerningerne?

Lad os først og fremmest bemærke os, at Kristi kirke ikke er en bogstavelig bygning af sten, for, som Paulus fortalte atenerne, Gud bor „ikke i templer, gjorte med hænder“. (Ap. G. 17:24) Det oprindelige græske ord, der i Mattæus 16:18 er oversat med „kirke“, er ecclesia og hentyder ikke til en bygning af sten eller træ, men til en menighed eller forsamling af mennesker. Gud havde en kirke, en forsamling eller en menighed, længe før Kristi tid, for dengang Stefanus omtalte Israels nation i ørkenen, kaldte han den ecclesia eller kirke eller menighed. (Ap. G. 7:38) Dette ord anvendes heller ikke bare om religiøse forsamlinger. Der, hvor Lukas fortæller om den folkehob, der havde samlet sig i Efesus som protest mod Paulus’ forkyndelse, omtaler han den som ecclesia, en forsamling. — Ap. G. 19:29-41.

Læg mærke til, at denne kirke eller menighed af Jesus kaldes „min kirke“. Den er ikke Paulus’, Apollos’ eller Peters menighed eller kirke, for som Paulus anfører, døde ingen af disse for de kristne. (1 Kor. 1:12, 13) Den er Kristi legeme, hans brud, og består af 144.000 medlemmer. Da disse trofast følger i hans fodspor lige til døden, vil de også få del i hans opstandelse og herlighed. — 1 Kor. 12:12-28; Ef. 1:22, 23; Kol. 1:17, 18, 24; 2 Tim. 2:11, 12; Åb. 14:1, 3.

I større forstand er Jesus Kristus imidlertid også en del af den kristne menighed eller kirke, og den er Guds kirke eller forsamling. (1 Kor. 1:1, 2; Gal. 1:13; 1 Tess. 2:14) Det er Gud, der bygger kirken og sætter dens forskellige medlemmer i deres respektive stillinger. (Matt. 20:23; 1 Kor. 3:9; 12:18; Ef. 2:10) Eftersom Kristus Jesus i alle ting samarbejder med sin himmelske Fader, kunne han med rette sige, „vil jeg bygge min kirke“; ligesom vi ikke alene læser, at „Gud [skabte] himmelen og jorden“, men også, at „uden det [Ordet eller Logos] blev intet til af det, som er“. — 1 Mos. 1:1; Joh. 1:3; 5:17.

Kirken består derfor af den kristne menighed, som både tilhører Gud og Kristus, der samarbejder i opbygningen af den. Og hvem eller hvad er den klippe eller grundvold, på hvilken den bygges? Ifølge de romersk-katolske teologers fortolkning af Mattæus 16:18 er denne klippe eller grundvold apostelen Peter. Læg i denne forbindelse mærke til, at Jehova Gud omtales som „Klippen“. (5 Mos. 32:4) Hans rige betegnes også som en sten eller klippe. (Dan. 2:44, 45) Kristus Jesus identificerede sig selv som den klippe eller hovedhjørnesten, bygmestrene havde vraget, og apostelen Paulus aflagde et lignende vidnesbyrd. (Matt. 21:42-46; Rom. 9:32, 33; 1 Kor. 10:4) Apostelen Peter viser også, at kristne er levende sten, bygget, ikke på ham, men på Kristus Jesus. „Kom til ham, den levende sten, der vel er vraget af mennesker, men udvalgt og kostelig i Guds øjne, og lad jer selv som levende stene opbygge til et åndeligt hus . . . Thi det hedder et sted i Skriften: Se, jeg lægger i Zion en hovedhjørnesten, udvalgt og kostelig.“ (1 Pet. 2:4-6) Uden tvivl kan man tillægge skriftsteder som de foregående skylden for, at så mange forveksler „kirken“ med en bogstavelig bygning af træ eller sten.

Når man betragter det behandlede skriftsted, Mattæus 16:18, ud fra sammenhængen, ser vi, at Peter lige havde vidnet om, at Jesus var Kristus, den levende Guds søn, og Jesus sagde, at Gud havde åbenbaret dette for Peter. Videre sagde han: „Så siger også jeg til dig, at du er Petrus, og på den klippe vil jeg bygge min kirke.“ Ved at rådføre sig med det originale græske ord (ved hjælp af Strong’s bibelkonkordans) vil man finde, at Jesus her brugte to beslægtede ord, der imidlertid har helt forskellige betydninger. „Petrus“ (græsk Petros — et egennavn i hankøn) betyder „(et stykke af) en klippe“. Men da Jesus talte om den klippe, hvorpå han ville bygge sin kirke eller menighed, brugte han et andet græsk ord petra (et fællesnavn i hunkøn), som betyder „en klippe(masse)“. New World Translation gengiver derfor denne tekst på rette måde: „Jeg siger også til dig, at du er Peter, og på denne klippemasse vil jeg bygge min menighed.“ For andre tilfælde, hvor det samme ord er brugt, se Matt. 7:24, 25; 27:51; Mark. 15:46; 1 Kor. 10:4, New World Translation. Det er klart, at Jesus her sagde, at han selv, ham, som Peter identificerede som Messias, Guds søn, var den klippemasse eller grundvold, hvorpå han ville bygge sin menighed eller kirke.

Peter ingen forrang

Dersom den mening, som katolske teologer lægger i dette skriftsted, var den rette, så ville vi finde, at apostlene og den første menighed i overensstemmelse hermed gav Peter en særlig forrang og således viste, at han på en særlig måde var den første menigheds grundvold og Jesu Kristi stedfortræder. Men det fremgår tydeligt af alle forhåndenværende beviser, at det, at Jesus udvalgte Peter til at få kundskabens nøgler om Riget, ikke ophøjede ham over hans medapostle. Han var stadigvæk kun en af Lammets tolv apostle, kun en af de tolv grundstene, ikke hovedhjørnestenen: „Kun een er jeres mester, og I er alle [Peter medregnet] brødre.“ — Matt. 23:8; Luk. 11:52; Åb. 21:14.

Kan det være muligt, at Peter var den første pave og ikke selv vidste det? Han omtaler det i hvert fald ikke! Dersom den kristne menighed var bygget på Peter, og Peter var Kristi stedfortræder, så måtte Paulus stå tilbage for Peter. Paulus forsvarede sin stilling som apostel, og vi kan være sikre på, at havde det været Jesu hensigt, at Peter skulle være hovedet, ville Peter have haft lejlighed til at minde de andre om den kendsgerning. Men tværtimod var det nødvendigt for Paulus at irettesætte Peter og vise ham (den formodede pave, Kristi stedfortræder, den ufejlbarlige!) tilbage til den rette lære, idet han frygtagtigt var gået på kompromis i sin handlemåde over for de omvendte af hedningerne. — 1 Kor. 9:2; Gal. 2:11-14.

Dengang de ældste og apostlene samledes i Jerusalem for at drøfte spørgsmålet om omskærelsen, finder vi endvidere, at det ikke var Peter, men disciplen Jakob, der opsummerede emnet. Havde Peter været hovedet og i Kristi sted, ville han sikkert have gjort det. Kan vi tænke os, at Kristus, dersom han havde været til stede, således ville have ladet Jakob opsummere emnet? — Ap. G. 15:13-21.

De første „kirkefædre“ betragtede ikke Peter som klippen

Hverken den første kristne menighed eller de første „kirkefædre“ var af den opfattelse, at Peter var den klippe, hvorpå kirken var bygget. Dette ses klart af de kendsgerninger, som en biskop Strossmayer af Bosnien henledte vor opmærksomhed på, da han holdt en tale for et kollegium af kardinaler i 1870, i den tid, da man diskuterede dogmet om pavens ufejlbarlighed. Denne biskop sagde blandt andet til forsamlingen:

„Jeg kommer nu ind på det store argument — som I fremførte før — for at fastslå biskoppen af Roms overhøjhed ved klippen (petra). Hvis dette var sandt, ville diskussionen være endt; men vore forfædre — som uden tvivl vidste en hel del — tænkte ikke, som vi gør. St. Cyril siger i sin fjerde bog om treenigheden: „Jeg mener, at man med klippen skal forstå apostlenes urokkelige tro.“ St. Hilary, biskop af Poitiers, siger i sin anden bog om treenigheden: „Klippen (petra) er troens velsignede og eneste klippe, som St. Peters mund bekendte;“ og i sin sjette bog om treenigheden siger han: „Det er på denne trosbekendelsens klippe, at kirken er bygget.“ „Gud,“ siger St. Hieronymus i sin sjette bog om St. Mattæus, „har grundlagt sin kirke på denne klippe, og det er fra denne klippe, at apostelen Peter har fået sit navn.“ Efter ham siger St. Chrysostomus i sin tre og halvtredsindstyvende prædiken om St. Mattæus: „På denne klippe vil jeg bygge min kirke — det vil sige på bekendelsens tro.“ Hvad var apostelens bekendelse? Her er den: „Du er Kristus, den levende Guds søn.“ Ambrosius, den hellige ærkebiskop af Milano, (om det andet kapitel i Efeserne), St. Basil af Seleukien og Chalcedonrådets fædre lærer nøjagtig det samme. Af alle de lærde fra den kristne oldtid indtager St. Augustinus en af førstepladserne med hensyn til kundskab og fromhed. Lyt derfor til, hvad han skriver i sin anden afhandling om St. Johannes’s første brev: „Hvad betyder ordene: „Jeg vil bygge min menighed på denne klippe?“ På denne tro, på det som lød: „Du er Kristus, den levende Guds søn“.“ I hans afhandling om St. Johannes finder vi denne betydningsfulde udtalelse: „På denne klippe, som du har bekendt, vil jeg bygge min kirke, eftersom Kristus var klippen.“ Den store biskop troede så lidt på, at kirken var bygget på St. Peter, at han i sin trettende prædiken til folket sagde: „Du er Peter, og på denne klippe (petra), som du har bekendt, på denne klippe, som du har erkendt ved at sige: Du er Kristus, den levende Guds søn, vil jeg bygge min kirke — på mig selv, den levende Guds søn: Jeg vil bygge den på mig og ikke mig på den.“ St. Augustinus’ tanker om dette berømte skriftsted, udtrykte hele kristenhedens opfattelse af det på den tid.“ (Augustinus døde år 430 e. Kr. eller omkring 400 år efter, at Jesus udtalte disse ord til Peter.)

Ikke biskop i Rom

Peter var heller ikke Roms første biskop, lige så lidt som han var „klippen“ eller den første pave. Der er mange skriftsteder, som viser, at Paulus var i Rom. Hvorfor skulle Paulus finde det nødvendigt at give de romerske kristne så mange råd, hvis Peter var der og stod over Paulus? I sit brev til romerne nævner Paulus 35 kristne ved navn og sender hilsener til 26 af dem, men han hverken nævner eller sender hilsener til Peter. Dersom Peter havde været i Rom og været pave eller biskop, kunne vi så tænke os, at Paulus fuldstændig ville ignorere ham? Paulus skrev også en del af sine breve fra Rom, og i disse omtalte han andre kristne i Rom, der var med ham, eller som også sendte hilsener, men aldrig et ord om Peter! Hvorfor en sådan tavshed, hvis Peter virkelig var der på det tidspunkt? Og dersom Peter havde slået sig ned i Rom som biskop, kunne han så stadig kaldes apostel for de omskårne? At påstå, at Peters henvisning til Babylon i sit første brev (1Pe 5:13) hentyder til Rom; viser blot, hvor lidt der taler for, at Peter har været i Rom.

Ifølge biskop Strossmayer tøvede en vis Scaliger (omtales af Encyclopedia Americana som „grundlæggeren af videnskaben om kronologi“ og derfor ingen middelmådig autoritet) ikke med at sige, at „St. Peters bispedømme og ophold i Rom burde stilles i samme klasse som latterlige legender“.