Venter du på „kaldet“?

„Råb af fryd for [Jehova], al jorden, tjener [Jehova] med glæde, . . . Kend, at [Jehova] er Gud!“ — Sl. 100:1-3.

 1, 2. (a) Hvilken vanskelighed møder mange i livet? (b) Hvilke spørgsmål kunne man stille?

MANGE finder det meget vanskeligt at leve deres liv sådan som de gerne ville. De er blevet indfanget af livet, der fører dem af sted som en rivende strøm. De er blevet opslugt af de daglige problemer, der som klipper og skær i strømmen lægger beslag på deres opmærksomhed og får dem til at tabe deres personlige mål og ønsker af syne. De mål som de unge sætter sig og de ønsker de har, bærer ofte præg af en livlig fantasi og er mange gange affødt af et eller andet som har vakt deres interesse eller indgydt dem respekt. Men senere opdager de ofte at disse ønsker ikke lader sig opfylde men at det er en kamp blot at tjene til det daglige, og derfor når de ikke de mål de oprindelig havde sat sig.

² Hvorfor er så mange skuffede over det de udretter i livet? Mangler der noget, eller stræber de efter at nå et forkert mål? Savner de ’et kald’?

 3. Hvad viser at det var Guds hensigt at menneskene skulle glæde sig over mange forskellige former for beskæftigelse?

³ Det er ikke fordi der er mangel på bureauer eller rådgivere som beskæftiger sig med at hjælpe unge mennesker til at bruge deres evner på bedste måde. Man lader folk gennemgå alle mulige prøver for at finde ud af hvilket arbejde eller erhverv de egner sig bedst til. Bibelen viser også tydeligt at Skaberen har givet mennesket mulighed for at glæde sig over uendelig mange former for arbejde. Det fjerde kapitel i Første Mosebog omtaler at man byggede byer, opdrættede kvæg, spillede på musikinstrumenter og smedede kobber og jern. Hvad er det da der mangler? Hvorfor føler mange sig utilfredse, selv om de har opnået succes inden for det arbejdsområde de har valgt sig?

 4. Hvorfor er mange som har haft succes efter en verdslig målestok, ikke virkelig lykkelige?

⁴ Det moderne samfund er præget af materialisme. Mange steder synes man ikke at en mand har haft succes medmindre han har et smukt hjem, moderne bekvemmeligheder og en bil af sidste nye model. Man sætter lighedstegn mellem velstand og succes i livet. Ikke desto mindre sagde Andrew Carnegie: „Jeg ville med glæde sælge alt hvad jeg ejer, hvis jeg kunne få lov at leve livet om.“ Andre mindes udtrykket: „Du kan ikke tage det med dig,“ og gribes af håbløshed over at deres succes og glæder i livet varer så kort. Man kan afgjort ikke måle lykke efter rigdom eller efter det trin på den sociale rangstige man har nået.

 5. (a) Hvilken god vejledning gives der i Første Johannesbrev 2:15-17? (b) Hvilke spørgsmål gør vi klogt i at stille os selv?

⁵ De mål mennesker har sat sig, har langtfra bragt dem varig lykke, og det skyldes at de kommer længere og længere bort fra at anvende Guds ord i deres liv. (Jer. 10:23) Det var derfor med god grund at den aldrende apostel Johannes skrev: „Elsk ikke verden, ej heller det, der er i verden! Hvis nogen elsker verden, så er Faderens kærlighed ikke i ham. Thi alt det, der er i verden, kødets lyst og øjnenes lyst og pral med jordisk gods, er ikke af Faderen, men af verden. Og verden forgår og dens lyst; men den, der gør Guds vilje, bliver til evig tid.“ (1 Joh. 2:15-17) Det er derfor godt at spørge sig selv: Hvor meget påvirker disse ting — kødets lyst, øjnenes lyst og pral med jordisk gods — mit liv? Betyder et elegant hjem, en ny bil, fjernsynsapparatet og jaget efter adspredelser meget for mig? Er hele mit liv udelukkende optaget af alt dette? Eller er jeg mere optaget af at gøre Guds vilje?

Et mål som har en mening

 6. Hvad sagde den vise kong Salomon om menneskets stræben?

⁶ Når vi gør Guds vilje bliver livet skønnere og rigere. Så behøver vi ikke, når livet nærmer sig sin afslutning, at føle at det „alt sammen [var] tomhed og jag efter vind“. Selv om mange har følt at de bedst kunne tjene Gud ved at udvikle deres evner og anlæg, for eksempel inden for kunstens verden, ved at studere lægevidenskab eller ved at uddanne sig på anden måde, finder vi intet i Bibelen der tyder på at dette kan føre til evigt liv. Og selv om hårdt arbejde kaldes „en Guds gave“ og kan være en glæde for den der udfører det, føler man alligevel som Salomon at det er svært at udholde tanken om at man ved døden skal efterlade det alt sammen til en anden. Hvor langt bedre er det derfor ikke at vi først og fremmest lægger vore kræfter i et arbejde der har en fremtid for sig, et arbejde der fører til evigt liv! Det er ikke tomhed. Både den der handler ret og den der handler uret kan komme ud for vanskeligheder, men den retfærdige har et mål i livet og kan glæde sig over Jehovas ledelse og velsignelse. — Præd. 2:10, 11, 18; 3:13; 8:14.

 7. (a) Hvilken ubibelsk opfattelse har kristenhedens præster givet folk med hensyn til at tjene Gud? (b) Hvad siger Bibelen om „kaldet opad“?

⁷ Kristenhedens præster har givet folk den opfattelse at det ikke er alle der kan tjene Gud og at man må have fået et særligt kald for at kunne gøre det. Bibelen taler ganske vist om „et kald“, men hermed menes ikke indbydelsen til at tjene Gud, for ingen udelukkes fra at tilbede og lovprise deres Skaber — noget de første kristne udmærket forstod. Det „kald“ Bibelen taler om, er en kaldelse til at blive medlem af ’den lille hjord’ som Jesus sagde skulle være konger og præster sammen med ham i hans himmelske rige, det vil sige blive en del af den udvalgte skare af trofaste, åndssalvede der udgør de 144.000 som er „løskøbt fra jorden“. (Luk. 12:32; Åb. 14:1-3) I Filipperbrevet 3:14 (NW) omtaler Paulus dette som „sejrsprisen, kaldet opad fra Gud gennem Kristus Jesus“. Romerbrevet 8:30 viser at disse bliver retfærdiggjort af Gud og herliggøres. Peter skrev til dem der havde fået dette kald: „Derfor, brødre, skal I så meget mere stræbe efter at gøre jeres kaldelse og udvælgelse urokkelig . . . for så skal der i rigt mål gives jer adgang til vor Herres og frelsers Jesu Kristi evige rige.“ — 2 Pet. 1:10, 11.

 8. Hvad er nogle af grundene til at så få er interesserede i at tjene Gud?

⁸ Men der kræves ikke noget specielt guddommeligt kald for at man kan tjene Gud. Gud hvisker ikke til nogle: „Dette gælder dig,“ og ignorerer andre. Han forholder heller ikke nogle et kald fordi deres midler gør en teologisk uddannelse umulig. Kristenhedens kirker er bekymrede over at mange af deres medlemmer er uvillige til at tage præstegerningen op, selv om de opfordres dertil af den kirke de tilhører. Man mener at den lave løn kan være en af grundene. En anden grund er måske at folk er imod at præster skal leve i cølibat, eller de er forvirrede over de forandringer de ser i kirken: „Helgener“ slettes af den religiøse kalender, der holdes jazzgudstjenester og messer på nutidssprog, præster og prædikanter går strejkevagt, man diskuterer fødselskontrol, kirken blander sig i sociale og politiske spørgsmål, ja, man gør endog forsøg på at udskifte Bibelens principper med ’en tidssvarende moral’. Disse og andre spørgsmål har fået nogle til at vende kirkerne ryggen idet de føler at disse ikke længere har noget at sige dem. De føler intet kald fra Gud. Nogle mener ligefrem at Gud er død.

 9. Hvordan er tendensen blandt studerende og blandt præster?

⁹ William Cannon, der er dekan ved Emory universitetet i De forenede Stater, har udtalt: „Færre og færre elever ved vore læreanstalter viser interesse for præstegerningen.“ I U.S. News & World Report hed det: „Præster i tusindvis forlader kirken . . . En statistik som i september blev offentliggjort af National Association for Pastoral Renewal [Landsforeningen til præstelig fornyelse] viser at antallet af præster som har forladt den aktive præstegerning i den del af året der er gået, ligger 31 procent højere end i 1967 . . . tusinder af nonner — i 1966 cirka 3600 — forlader også deres ordener.“ Det hedder videre i rapporten at United Methodist Church har søgt at indsamle midler til at uddanne nye præster, idet kirken kun har 33.000 præster til dens 42.000 menigheder. Med en sådan udvikling inden for kirkerne er det ikke overraskende at New York Times den 8. marts 1969 omtalte en landsorganisation med 14 kontorer i større byer i U.S.A. hvis opgave det er at hjælpe præster og nonner som forlader deres religiøse virksomhed, med at finde verdsligt arbejde.

10. Kan adskillelsen mellem præsteskab og lægfolk føres tilbage til de første kristne?

¹⁰ En anden grund til at mange føler at der ikke er nogen plads til dem i tjenesten for Gud, er den adskillelse mellem præsteskab og lægfolk som kirken støtter. Der fandtes imidlertid ikke en sådan adskillelse mellem præsteskab og lægfolk blandt de første kristne, og det findes der heller ikke i den sande kristne menighed i dag. Uanset om man har et himmelsk håb eller man har håb om evigt liv på en paradisisk jord når Guds vilje fuldt ud sker her, påhviler der stadig den enkelte det ansvar at være en ordets tjener, sådan som Bibelen viser det. Oprettelsen af et særligt præsteskab kan føres tilbage til babylonisk, hedensk gudsdyrkelse. Det finder ikke sit sidestykke i den tjeneste som Jesus eller hans disciple udførte. I M’Clintock and Strongs Cyclopædia hedder det: „Den store befaling i Matt. xxviii, 19, 20 gjaldt ikke blot de elleve apostle men hele discipelskaren . . . Det ser således ud til at hele skaren af troende i Jerusalem på Pinsedagen blev indgivet kraft til at forkynde.“ Selv om dette værk taler om „en teknisk adskillelse mellem præsteskab og lægfolk“, hedder det videre at denne „næsten ignoreres i Det nye Testamente, og vi ser at kirkens medlemmer, både mænd og kvinder, officielt eller privat, gjorde brug af deres frihed til at forkynde Jesus overalt“.

En åben dør til tjenesten

11. Talte Jesus og de første kristne til gunst for en adskillelse mellem præsteskab og lægfolk?

¹¹ I denne forbindelse er det bemærkelsesværdigt at en kirkehistoriker der har beskæftiget sig med den ældste kirkehistorie udtaler at „Celsius, den første der skrev mod kristendommen, gjorde nar af at arbejdere, skomagere og landmænd, de mest uoplyste og ukultiverede mennesker, var ivrige forkyndere af evangeliet“. Det der betød noget var ikke deres uddannelse (var de første disciple måske ikke almindelige fiskere?) men deres tro og villighed til at tjene Gud. Jesus viste ikke at der skulle være „en teknisk adskillelse mellem præsteskab og lægfolk“; han fordømte tværtimod at farisæerne og de skriftkloge satte et sådant skel. (Matt. 23:1-33) Han omtalte deres hykleri, deres gerninger som de gjorde for at folk skulle lægge mærke til dem, deres overdrevent pyntede religiøse klædedragt, den fremtrædende plads de indtog i lokale anliggender og de titler de kaldte sig med. Han understregede over for sine disciple at „I er alle brødre“, ja brødre i troen og brødre i tjenesten, som indbefattede forkyndelsen af Guds ord. Det at nogle tjente som hyrder og lærere og assisterende tjenere ophøjede dem ikke over hjorden, men gav dem et ekstra ansvar at røgte samtidig med at de måtte adlyde befalingen til alle kristne om at ’gøre disciple af folk af alle nationerne’. — Matt. 23:8; 28:19, NW; Fil. 2:3, 4.

12. Hvilket ansvar har Jehovas vidner, ulig de fleste i kristenheden, været lykkelige for at påtage sig?

¹² Jehovas vidner, unge og gamle, mænd og kvinder, har været lykkelige over at påtage sig dette hverv og at tage del i den kristne forkyndelse. De siger ikke som folk i kristenheden: „Det er noget min præst må tage sig af; han har studeret og er uddannet til det.“ Nej, de ved at det er Jehova der ved sin ånd gør én egnet til at tage forkyndelsen op. De er derfor ikke enige med den gejstlige forfatter der skrev: „Selv om forkyndelsen af evangeliet under en eller anden form og som et særligt arbejde påhviler alle de troende som en pligt, er det kun dem der ved ubestridelige indre og ydre kendetegn er guddommeligt kaldet og af kirken godkendt til dette embede, der har fået det pålagt som deres eneste og fornemste pligt.“ Jehovas vidner erkender at det i virkeligheden er denne lære der til en vis grad er skyld i at oprigtige mennesker har vendt sig bort fra at tjene Gud. Hvor mange inden for kristenhedens kirker føler at det er deres pligt at tage forkyndelsen af evangeliet op som et særligt arbejde? Hvor mange er virkelig optaget af at forkynde den gode nyhed? Siger mange ikke i stedet at de helst ikke vil tale om religion? Overlader de fleste kirkemedlemmer ikke alt hvad der vedrører forkyndelsen til deres præster?

13. Hvorfor er det vigtigt at ’påkalde Jehovas navn’? Hvordan kan man gøre det?

¹³ En sådan indstilling er imidlertid fuldstændig i modstrid med Guds ånd, der på Pinsedagen blev udgydt „over alt kød“. Peter viste at denne profeti, der står i Joels bog, ville blive opfyldt „i de sidste dage“ når „jeres sønner og jeres døtre skal profetere, og jeres unge skal se syner, og jeres gamle skal drømme drømme. . . . Og det skal ske, at enhver, som påkalder Herrens [Jehovas, NW] navn, skal frelses.“ (Ap. G. 2:17-21) Som en opfyldelse af denne profeti ser vi nu at Jehovas folk overalt i verden deler det profetiske ord med andre, påkalder Jehovas navn i bøn og i deres offentlige forkyndelse, og gør Guds navn kendt ligesom Jesus gjorde. De er lykkelige over at kunne være med til at forkynde „offentligt til frelse“ og til at forkynde „godt nyt om gode ting“, hvilket Paulus opmuntrede alle de troende til at gøre. (Rom. 10:8-15, NW) Guds ånd tilskynder dem ikke alene til at studere hans ord men også til at anvende det i deres liv og til ’offentligt at forkynde det „ord i deres mund“ at Jesus er Herre’. I 1970 var der 1.483.430 der forkyndte den gode nyhed.

14. Hvilket kald står åbent for alle? Begrund dit svar.

¹⁴ Ja, Jehovas vidner forstår nødvendigheden af at bruge det de har lært fra Guds ord. I lignelsen om talenterne roste Jesus dem der på en forstandig måde havde brugt den kundskab om Riget som de havde fået betroet, men han fordømte den der havde skjult sin talent i jorden som en dårlig og doven tjener. (Matt. 25:14-27) I Åbenbaringens bog fortæller apostelen Johannes at han så „en engel flyve midt oppe under himmelen“ med en evigvarende god nyhed der skulle forkyndes for „alle folkeslag og stammer og tungemål og folk“. Denne engel råbte med høj røst: „Frygt Gud og giv ham ære; thi nu er hans doms time kommet. Ja, tilbed ham, som har skabt himmelen og jorden og havet og kildevældene.“ (Åb. 14:6, 7) Reaktionen er bemærkelsesværdig: „en stor skare . . . af alle folkeslag og stammer og folk og tungemål“ tager imod opfordringen. De tilbeder ikke Jehova på et eller andet afsondret sted hvor offentligheden ikke kan se dem, men de gør det åbenlyst, for alles øjne. Som det siges i Åbenbaringen 7:10: „De råbte med høj røst og sagde: ’Frelsen tilhører vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet’.“ Hører du med til denne ’store skare’ og forkynder du offentligt din tro?

Hvordan vi bliver egnede

15. Hvordan blev de første kristne egnede til at forkynde den gode nyhed?.

¹⁵ Hvordan bliver vi egnede til denne tjeneste? Hvordan blev Jesu apostle, der tidligere havde været fiskere, egnede til den? Eller Lukas, der var læge og ikke en ordets forkynder da han lærte sandheden fra Guds ord at kende? Hvordan kunne Paulus skrive til Timoteus: „For dette blev jeg sat til forkynder og apostel (jeg taler sandhed, jeg lyver ikke), til at være lærer for hedninger i tro og sandhed“? (1 Tim. 2:7) Hvem andre end Gud havde bemyndiget ham til denne opgave? Det var i hvert fald ikke Peter der udnævnte Paulus til hans tjeneste, sådan som nogle måske tror. Paulus forklarer selv: „At vi er tilstrækkelig egnede skyldes Gud.“ (2 Kor. 3:5, NW) De der ligesom Jakob og Johannes havde været fiskere, må have forstået at det var Gud der gjorde dem tilstrækkelig egnede til tjenesten. Alligevel havde de visse forudsætninger for at kunne udføre denne tjeneste. Som jøder var de af deres forældre blevet oplært i Loven og Profeterne. De følte at Guds ord var ’en lygte for deres fod og et lys på deres sti’. De må have bedt: „Lær mig, [Jehova], dine vedtægters vej.“ (Sl. 119:105, 33) Og nu fik de den forret at være sammen med ham der på en enestående måde kunne undervise dem i sandheden. (Joh. 13:13) Da de forstod at Skrifterne opfyldtes på Jesus, var de rede til at dele det de vidste med andre. (Matt. 4:18-22) Det var disse apostles og disciples klare forståelse af Skrifterne og det at de blev ledet af Jehovas ånd i deres tjeneste, der gjorde det muligt for dem at tale med en sådan myndighed at selv de ledende lagde mærke til det og huskede at „de havde været sammen med Jesus“. (Ap. G. 4:13) Jehova havde sørget for at de var blevet tilstrækkelig egnede til tjenesten.

16. Hvilke foranstaltninger har Jehova truffet for at de der i dag tilbeder ham kan være egnede til tjenesten?

¹⁶ På lignende måde holder Jehova i dag en dør til den kristne tjeneste åben for folk fra alle samfundslag, folk der ligesom de første kristne har forskellige erhverv og har fået forskellig uddannelse, og som er ivrige efter at tjene Herren. (2 Kong. 10:15; Joh. 4:34) De erkender nødvendigheden af at tilegne sig nøjagtig kundskab fra Guds ord. De er ikke bebyrdede med mange års frugtesløs undervisning i filosofi og højere bibelkritik, men den undervisning og vejledning de får for at kunne udføre tjenesten hjælper dem til at opbygge deres tro og gør dem tilstrækkelig egnede til at dele sandheden med andre. De anerkender visdommen i Paulus’ ord: „Du altså, som lærer andre, du lærer ikke dig selv!“ (Rom. 2:21) Foruden at de personligt studerer Bibelen hjemme, samles de regelmæssigt til de fem møder, deriblandt den teokratiske skole, som hver uge holdes i Jehovas vidners 26.524 menigheder overalt på jorden, hvor de lærer at svinge „Åndens sværd“. — Kol. 2:8; 2 Tim. 2:15.

17. (a) Søgte Jakob at afskrække andre fra at blive lærere i sandheden, og hvad taler imod dette? (b) Hvad mente han da med at „ikke mange . . . må søge at blive lærere“?

¹⁷ Når nu det er den kristnes mål at leve op til Jesu påbud om ’at gøre disciple af folk af alle nationerne . . . og lære dem at holde alt det’ han har befalet dem, hvorfor siges der så i Jakob 3:1: „Ikke mange af jer må søge at blive lærere. I skal vide, at vi får en desto strengere dom“? Er det ikke i modstrid med Jesu egen befaling? Det Jakob her slog til lyd for, var afgjort ikke at forældre ikke skulle undervise deres børn eller at arbejdet med at gøre disciple ikke skulle fortsætte. Han tilskyndede ikke nogle til at holde sig tilbage fra at bruge de Rigets talenter de havde fået betroet for helt og fuldt at tjene deres Skaber når vejen til at tjene stod åben for dem. Som tilsynsmand og lærer i den kristne menighed ville han naturligvis ikke gøre dette. Desuden havde han også lige forklaret at en tro uden gerninger er død. Men i forbindelse med dette skriftsted talte han om at bruge tungen på en forstandig måde og om nødvendigheden af at de der har fået betroet et særligt ansvar som lærere inden for den kristne menighed forvisser sig om at den kundskab de meddeler andre, er nøjagtig. Han anerkender det der siges i Efeserbrevet 4:11 om at Gud gav „nogle som apostle, andre som profeter, andre som evangelister, andre som hyrder og lærere“. Der ville således være forskellige tjenesteposter at varetage inden for den kristne menighed. Der ville kun være Lammets tolv apostle, men andre kunne tjene som profeter eller evangelister. I de første kristne menigheder var der nogle der ledede undervisningen som lærere og hyrder for hjorden, ligesom på Israels tid da der fandtes profetskoler. Jesu tjeneste havde også indbefattet en oplæring og uddannelse af hans apostle så de kunne fortsætte arbejdet efter hans død. Apostlene efterlignede Jesus ved at undervise dem der var nye i sandheden. (2 Tim. 2:2) I dag findes der i Jehovas folks menigheder tjenere der fører an i undervisningen af menigheden. Andre tjener som lærere ved Gileadskolen, der uddanner missionærer, eller ved Rigets tjenesteskole, hvor tjenerne får undervisning i menighedens virksomhed. Nogle brødre har fået det ansvar at forberede det materiale der bruges af menighederne i deres undervisningsprogram. Men formålet med alt dette er som der siges i Efeserbrevet 4:12: „at gøre de hellige fuldt beredte til deres tjenestegerning“. Selv om nogle således tjener som lærere på mere specielle områder, udelukker det ikke nogen fra at kunne tjene som forkyndere eller lærere af den gode nyhed blandt nationerne, således som Jesus befalede. — Hebr. 5:12.

„Søg først Guds rige“

18. (a) Hvad anbefalede Jesus som et mål i livet? (b) Hvorfor er det klogt at stile efter dette?

¹⁸ Ingen mand eller kvinde kan bruge sit liv til noget bedre end at tjene Gud. Det er en vidunderlig forret at tjene Jehova og at gøre det al sin tid. Det er et arbejde der har Jehovas godkendelse og et arbejde hvormed man hjælper andre ind på vejen til det evige liv, foruden at det også giver en selv stor tilfredsstillelse. Man opnår ikke nogen økonomisk vinding ved det, men man samler sig skatte i himmelen. De der virkelig forkynder evangeliet vil ligesom Paulus ’regne alt for tab i sammenligning med det langt højere at kende Kristus Jesus’. Deres sind er ikke optaget af jordiske ting; de ’søger først Guds rige og hans retfærdighed’. — Matt. 6:33; Fil. 3:8, 19.

19. Nævn nogle af de krav der stilles til dem som tager tjenesten op.

¹⁹ Kan du gøre det samme? De krav der stilles er ikke vanskelige at opfylde for dem der elsker Jehova og som forstår at hans veje er rette. Man må have en villig ånd. (Sl. 110:3) Ligesom Jesus må man lade sig døbe som et symbol på sin beslutning om at gøre Jehovas vilje som denne fremholdes i Bibelen. Man må også leve i overensstemmelse med Jehovas retfærdige krav. Den der vil tjene Jehova må gøre det al sin tid og leve i overensstemmelse med hans ord hver eneste dag. Det er ikke blot ved at tage del i forkyndelsen at man tjener Gud, men forkyndelsen er afgjort en vigtig del af denne tjeneste. De der „forstår“ Guds ord, holder det ikke for sig selv; de bærer Rigets gode frugter, tredive, tresindstyve eller hundrede fold, således som Jesus tilskyndede dem til. (Matt. 13:23) Bærer du denne frugt? Kan du bære endnu mere? Kaldet efter flere arbejdere til at forkynde Riget lyder nu. Arbejdet er presserende. Hvis du helhjertet giver agt på det, vil Jehova velsigne dig rigt, for hvad enten du bruger mange eller få timer til at forkynde for andre, vil du dermed vise at du er en heltidstjener for den sande Gud. — 1 Kor. 15:58.