„Guds Israel“ og afslutningen på hedningernes tider
1, 2. (a) Hvilket forhold i Jerusalems gamle bydel i dag viser at Jehova ikke udøver sit verdensherredømme fra denne by? (b) Hvilken anden by med samme navn må man nu tage i betragtning?
I DECEMBER måned i krigsåret 1917 blev det jordiske Jerusalem erobret fra de muslimske styrker af britiske tropper under general Allenby. I hele verden blev dette hilst med jubel af kødelige jøder. Men indtil nu har tilstedeværelsen af en muslimsk moské på Morija bjerg i Jerusalems gamle bydel forhindret jøderne i at bygge en helligdom på dette sted, hvor kong Salomons tempel stod i gammel tid. Den Gud til hvis ære Davids søn byggede dette tempel udøver heller ikke sit messianske riges herredømme gennem det jordiske Jerusalem, nu hvor „hedningernes tider“ er endt. Men hvordan forholder det sig da med det andet Jerusalem? Hvilket Jerusalem? Det der omtales i det inspirerede brev til Jesu disciple i den romerske provins Galatien, skrevet nogle år efter at Jesus havde forudsagt ødelæggelsen af den genopbyggede by Jerusalem, en ødelæggelse der fandt sted i år 70. I Galaterbrevet, kapitel 4, vers 25 og 26, læser vi:
2„Denne Hagar [den hebraiske patriark Abrahams trælkvinde] er altså ensbetydende med Sinaj, et bjerg i Arabien, og hun svarer til det nuværende Jerusalem, for det er i trældom med sine børn [indbyggere eller undersåtter]. Men det Jerusalem som er oventil er frit [ligesom Abrahams hustru Sara], og det er vor moder.“
3, 4. (a) Hvem anerkendte Paulus, ligesom de kristne i Galatien, som sin åndelige „moder“? (b) På hvilken måde havde Israels folk været en del af Guds universelle organisation?
3 Det var Saulus fra Tarsus der skrev disse ord. Han var blevet en udvalgt apostel for Messias Jesus. „Det nuværende Jerusalem“ som han skrev om, blev bortvist fra Guds organisation, ligesom Hagar blev bortvist fra Abrahams husstand, og det blev ødelagt i år 70. Paulus regnede ikke længere det jordiske Jerusalem for at være sin åndelige „moder“. Derimod anerkendte han „det Jerusalem som er oventil“ som sin åndelige moder. Paulus var, ligesom de kristne i Galatien, et af hendes „børn“.
4 Da Gud ved Sinaj bjerg førte Israels folk ind i et pagtsforhold til ham gennem Lovpagten, som Moses var mellemmand for, blev Israels folk til den synlige del af Jehovas universelle organisation. Det tilhørte denne organisation, ligesom trælkvinden Hagar tilhørte Sara, Abrahams oprindelige hustru. Sara skildrede det fri Jerusalem, det som er „oventil“. Det er det der frembringer det lovede afkom.
5. (a) På hvilket sted vil Jehova da genoptage sin udøvelse af verdensherredømmet ved udløbet af hedningernes tider? (b) Hvilket spørgsmål ville tiden være inde til at han besvarede, og hvordan ville han gøre det?
5 I betragtning heraf må det være i forhold til dette „Jerusalem som er oventil“ at Jehova Gud ville genoptage udøvelsen af sit verdensherredømme ved udløbet af hedningernes tider i krigsåret 1914. Da var tiden inde til at han greb til handling, som svar på det spørgsmål den inspirerede skribent kong David skrev i Salme 2:1-6:
„Hvorfor er nationerne i oprør, og hvorfor mumler folkestammerne om noget der er nytteløst? Jordens konger tager opstilling, og magthaverne har samlet sig som én imod Jehova og imod hans salvede: ’Lad os sønderrive deres bånd og kaste deres reb af os!’ Han som sidder i himmelen ler, Jehova gør nar af dem. Da taler han til dem i sin vrede, og i sin harmglød forfærder han dem: ’Jeg er den som har indsat min konge på Zion, mit hellige bjerg.’“ — NW; se også Apostelgerninger 4:24-26.
6. (a) Hvorfor skete indsættelsen af den messianske konge usynligt for herskerne på jorden? (b) Hvad fortsatte verdens herskere med at forberede sig på?
6 Ja, ved afslutningen af hedningernes tider i 1914 var det passende at Jehova opfyldte disse profetiske ord skrevet af kong David i Salme 110:1, 2: „[Jehova] sagde til min herre: ’Sæt dig ved min højre hånd, til jeg lægger dine fjender som skammel for dine fødder!’ Fra Zion udrækker [Jehova] din vældes spir; hersk midt iblandt dine fjender!“ Det var på det himmelske Zions bjerg den messianske konge blev indsat, og derfor skete det usynligt for konger og andre stormænd på jorden. Skønt det i flere årtier havde stået i Vagttårnsselskabets publikationer at hedningernes tider skulle udløbe i 1914, var disse jordiske herskere besluttede på at modsætte sig at den himmelske Messias overtog verdensherredømmet. De fortsatte deres ihærdige forberedelser på en storkrig. Udadtil begyndte 1914 meget fredeligt. Men den 28. juli kastede nationerne sig ud i krig.
7. Hvad blev Messias’ indsættelse som konge i 1914 begyndelsen til for hans vedkommende?
7 Da Messias i dette år blev indsat som konge ved Jehovas højre hånd, markerede det begyndelsen til hans usynlige nærværelse i forhold til vor jord. Som nyindsat konge var det på sin plads at han vendte sin opmærksomhed mod den jordiske del af sit domæne, den del der var besat af hans fjender, som aspirerede til verdensherredømmet. Hans „vældes spir“ blev udrakt fra „det Jerusalem som er oventil“, mod jorden. På Jehovas bud begyndte han at ’herske midt iblandt sine fjender’ på jorden. Det var også ned til jorden han fra himmelen kastede Djævelen og hans dæmoner. — Åbenbaringen 12:7-17.
8. Hvad var det for et ’tegn’ apostlene stillede spørgsmål om, og hvilken tilstand ville nationerne ifølge Salme 2:1 befinde sig i?
8 Det ’tegn’ som Messias Jesus havde givet for at beskrive den tid hvor han var nær, begyndte at kunne ses da hedningernes tider var udløbet i 1914. Kort før Jesus skulle lide døden som martyr, havde hans apostle spurgt ham: „Sig os: Hvornår vil disse ting ske, og hvad vil være tegnet på din nærværelse og afslutningen på tingenes ordning?“ (Mattæus 24:3; se også Rotherham, The Emphatic Diaglott og Young.) Ifølge Salme 2:1 skulle nationerne netop være i oprør på det tidspunkt hvor Gud ville indsætte Messias Jesus som konge i „det Jerusalem som er oventil“ eller Zion.
9. (a) Indtraf der i det første århundrede en trængsel hvis lige aldrig siden har været set? (b) Hvad var det da apostlene personligt blev vidne til med hensyn til ordene i Mattæus 24:7-15?
9 Vi ved ikke om Jesus havde ordene i Salme 2:1 og Salme 110:1-4 i tanke da han gav sit svar. Men i hvert fald er hans svar i samklang med disse profetier af kong David, og opfyldelsen har været langt tydeligere siden 1914 end i løbet af de 37 år der gik fra apostlene stillede spørgsmålet og indtil de romerske hære ødelagde Jerusalem i år 70. Denne ødelæggelse var ganske vist en frygtelig katastrofe, men den er trods alt blevet overgået siden. Den var for eksempel ikke værre end massakren på de 6.000.000 jøder der fandt sted under Hitler-styret. Jerusalems ødelæggelse var således ikke „så stor en trængsel som der ikke har været fra verdens begyndelse til nu, og som heller ikke vil indtræffe igen“. (Mattæus 24:21) Det som apostlene blev vidne til frem til slutningen af det første århundrede, var en mindre opfyldelse af Jesu profeti, en opfyldelse der omfattede hungersnød, jordskælv, sygdomsepidemier, krige og forfølgelse, foruden ødelæggelsen af „det nuværende Jerusalem“ (altså det daværende Jerusalem). De behøvede ikke at sørge over dette, for „det Jerusalem som er oventil“ fandtes stadig.
10. Hvilken konklusion ledes vi til angående den større opfyldelse af Jesu profeti?
10 Det der skete i det første århundrede udgjorde ikke noget sammensat ’tegn’ på Jesu „nærværelse“ og „afslutningen på tingenes ordning“. Hvis Jesu ord stadig skulle stå til troende, måtte der senere komme en større opfyldelse af hans profeti, mens de sidste medlemmer af hans „lille hjord“ af rigsarvinger levede. (Lukas 12:32) Dette er sket fra afslutningen af hedningernes tider og frem til nutiden. Når vi betragter historiens forløb siden 1914 i bibelprofetiens lys, kan vi ikke komme til anden overbevisning end at vi lever ved „afslutningen på tingenes ordning“. (Mattæus 24:3; Markus 13:4) Denne overbevisning støttes af opfyldelsen af Åbenbaringen 6:3-17, en profeti der blev nedskrevet over et kvart århundrede efter Jerusalems ødelæggelse, profetien om de fire apokalyptiske ryttere, som de kaldes.
11. Hvad husker de overlevende medlemmer af „menigheden af førstefødte“ angående tiden omkring den første verdenskrig, og hvor omfattende var Jesu profetis opfyldelse i det første århundrede i sammenligning med denne senere opfyldelse?
11 Der lever endnu i dag medlemmer af resten af „menigheden af førstefødte som er blevet indskrevet i himlene“, og de husker den spanske syge. (Hebræerne 12:23) Denne frygtelige epidemi fejede hen over jorden fra slutningen af den første verdenskrig som en af de forudsagte pestsygdomme, og den krævede flere menneskeliv end den første verdenskrig gjorde på sine fire år. Medlemmer af ’resten’ husker også stadig forfølgelsen af kristne bibelstudenter som ønskede at bevare sig fri for denne verdens blodskyld. De husker hvordan denne forfølgelse kulminerede i fængslingen af Vagttårnsselskabets præsident (48 år gammel), sekretær og kasserer (54 år gammel) og seks andre medarbejdere fra dette selskabs hovedkontor. Anklagerne mod dem blev tilbagevist ved en retssag i 1919. Men i mellemtiden var nogle af Vagttårnsselskabets publikationer blevet forbudt i Canada og USA og blev først frigivet efter den første verdenskrig. Alt taget i betragtning var de begivenheder der på apostlenes egen tid opfyldte Jesu profeti, meget beskedne i sammenligning med de tilsvarende begivenheder der i verdensomspændende målestok fandt sted i 1914-18.
„Guds Israel“ skrider lydigt til handling
12. (a) Hvem skulle ifølge Jesu ord om „tegnet“ på hans nærværelse, blive forfulgt, og hvilken race tilhørte de første af disse? (b) Hvad er trådt i stedet for „det som er Israel efter kødet“?
12 Da Jesus besvarede spørgsmålet angående tegnet på hans usynlige „nærværelse“, nævnte han intet om at „det som er Israel efter kødet“ skulle blive forfulgt. (1 Korinter 10:18) Han forudsagde at hans disciple skulle blive forfulgt, og de første af disse var naturligvis kødelige, omskårne jøder og proselytter. Men da profetien i Joel 3:1, 2 blev opfyldt fra og med pinsedagen i år 33, blev hans disciple til et nyt Israel, et åndeligt Israel. (Apostelgerninger 1:6 til 2:42) Omkring midten af det første århundrede skrev apostelen Paulus, en jøde der var gået over til kristendommen, til de kristne i Galatien: „Det Jerusalem som er oventil er frit, og det er vor moder.“ (Galaterne 4:26) Og ved slutningen af sit brev bemærkede han: „For hverken omskærelse eller ikke-omskærelse betyder noget, men at være en ny skabning. Og alle som vil vandre regelret efter denne rettesnor, over dem være fred og barmhjertighed, ja over Guds Israel.“ — Galaterne 6:15, 16.
13. Hvilken særlig del af tegnet på „afslutningen på tingenes ordning“ søger ’resten’ og dens medarbejdere at tage personlig del i, og hvad har resultatet været?
13 Da ’resten’ af dette „Guds Israel“ nu ser tegnet på „afslutningen på tingenes ordning“, hvad bør de da gøre? De bør lydigt følge den handlemåde hvorved de vil få del i opfyldelsen af denne særlige del af „tegnet“ som Jesus forudsagde: „Men det er den der har holdt ud [under forfølgelse] til enden [græsk: telos] der bliver frelst. Og denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne [gojim]; og så vil enden [telos] komme.“ (Mattæus 24:13, 14; Markus 13:9, 10) Året efter at den første verdenskrig var slut begyndte den overlevende rest af „Guds Israel“ lydigt at udføre denne profetiske befaling. Resultatet er blevet at „denne gode nyhed om riget“ i dag forkyndes i 205 lande og på omkring 190 sprog af denne ’rest’ af åndelige israelitter og deres medarbejdere som vidner for Jehova. Alt dette er sket på trods af forfølgelse og på trods af den anden verdenskrig.
14. (a) Hvad aflægger de hermed vidnesbyrd om? (b) Hvordan er Åbenbaringen 11:1, 2 blevet opfyldt?
14 Ved dette vidnesbyrd om det oprettede rige, et vidnesbyrd som ikke har kunnet undertrykkes, er hedningerne, „nationerne“ (gojim), blevet underrettet om at de „syv tider“ hvor de har kunnet nedtræde Jerusalem, udløb i efteråret 1914. (Lukas 21:24) Det drejer sig ikke her om det jordiske Jerusalem i Mellemøsten, men om et himmelsk Jerusalem, for det var i himmelen Jehova Gud indsatte sin Messias, sin salvede søn Jesus, på tronen da hedningernes tider udløb i 1914. „Den hellige by“ der ifølge Åbenbaringen 11:1, 2 skulle nedtrædes af nationerne i „toogfyrre måneder“, var altså ikke ’det himmelske Jerusalem’, hvori Messias Jesus har hersket som konge siden 1914. (Hebræerne 12:22) Nej, det var ’resten’ af „Guds Israel“ der blev nedtrådt i 42 månemåneder, eller tre og et halvt måneår, nemlig i kraft af forfølgelsen under den første verdenskrig. Men da bibelstudenterne holdt deres andet stævne i byen Cedar Point i Ohio, USA, i sommeren 1922, var de åndeligt talt fuldt på fode igen. Forfølgelsen af ’resten’ under den første verdenskrig var således en del af det tegn der skulle markere at Jesus var nærværende i sit rige fra og med 1914 i Jerusalem oventil, hævet over på nogen måde at blive nedtrådt. — Mattæus 24:3, 9-13.
15. Hvad begyndte ’resten’ og dens medarbejdere at gøre som aldrig før, og har de på nogen måde ladet sig ’nedtræde’ i denne henseende?
15 Da var det at ’resten’ af „Guds Israel“ begyndte som aldrig før at ’forkynde Kongen og Riget’. Åndeligt talt har de ikke siden da været nedtrådt af nationerne. — Åbenbaringen 11:7-15.
16. Hvilken konge er siden 1914 redet sejrende frem blandt sine fjender, og hvad vil der snart ske med hedningenationerne?
16 I 1914, da hedningernes tider udløb, skete der en vending i situationen; kongen Jesus Kristus begyndte at herske på det himmelske Zions bjerg, og han går sejrende frem midt blandt sine jordiske fjender. Snart, når vidnesbyrdet om Riget er blevet aflagt for alle nationer, vil „afslutningen på tingenes ordning“ komme. De fjendtlige ’nationer’ vil blive tilintetgjort som en tung vinranke der skæres ned. Kongen vil da kaste dem ned i „Guds harmes store vinperse“. I denne perse vil de blive „trådt“, så de mister livet. (Åbenbaringen 14:18-20) „Han vil vogte [nationerne] med en jernstav. Han træder også Guds, den Almægtiges, vredes harmes vinperse.“ — Åbenbaringen 19:15.
17. Hvorom handler den sidste lignelse i Jesu profeti om „tegnet“, og hvordan gøres der godt mod kongens åndelige „brødre“?
17 Opfyldelsen af Jesu lignelse om fårene og bukkene skulle udgøre en del af det tegn der viste at han var usynligt nærværende og at „afslutningen på tingenes ordning“ var nær. (Mattæus 24:3; 25:31-46) I overensstemmelse med forudsigelsen har millioner nu taget imod det vidnesbyrd om Riget som ’resten’ af „Guds Israel“ har aflagt. De har reageret positivt og taknemmeligt. „Fårene“ fra lignelsen gør godt mod selv den mindste af den regerende konge Jesu Kristi åndelige „brødre“. I samarbejde med hans „brødre“ udfører „fårene“ den overvejende del af arbejdet med at forkynde „denne gode nyhed om riget“ på hele jorden til et afsluttende vidnesbyrd.
18. Hvilket rige ønsker de symbolske „får“ at arve, og under hvilke omstændigheder vil de få opfordringen til at modtage arven?
18 Fårene ønsker at ’arve det rige som har været dem beredt fra verdens grundlæggelse’. (Mattæus 25:34) Indbydelsen til at modtage denne arv vil de få fra den regerende ’Menneskesøn’ når de går ind i ’den store trængsel’ med håb om at overleve den under guddommelig beskyttelse. Dette vil ske som en opfyldelse af Jesu sidste ord i denne lignelse: „Og disse [de symbolske bukke der ikke gør godt mod Kristi „brødre“] skal gå bort til evig afskærelse [i døden], men de retfærdige [de symbolske får] til evigt liv.“ (Mattæus 25:46) De vil være det „kød“ der bliver frelst under ’den store trængsel hvis lige ikke har været fra verdens begyndelse til nu, og som heller ikke vil indtræffe igen’. På grund af Guds „udvalgte“ (’resten’ af „Guds Israel“) vil denne trængsel, den største der har ramt jorden, blive afkortet. — Mattæus 24:21, 22.
19. Hvad vil ’den store skare’ komme ud af, og hvad vil de gøre med det rigsdomæne de kommer ind i?
19 Således vil ’den store skare’ af symbolske ’får’ komme ud af den store trængsel og få lov at leve på den rensede jord som undersåtter af kongen Jesus Kristus. (Åbenbaringen 7:9-14) Lige fra begyndelsen af den nye tingenes ordning vil de have andel i at omdanne dette rigsdomæne til et verdensomspændende jordisk paradis, sådan som Skaberen ønskede det da han gav denne opgave til hele menneskehedens første forældre, Adam og Eva. — 1 Mosebog 1:27-31; 2:5-9.
20. Hvad gør disse „får“ i mellemtiden sammen med ’resten’, og hvilken tro med hensyn til „tegnet“ holder de fast ved lige til afslutningen?
20 Men indtil disse retfærdige symbolske ’får’ hører den regerende ’Menneskesøn’ give dem denne indbydelse fra sin himmelske herlighed: „Kom, min Faders velsignede, arv det rige som har været jer beredt fra verdens grundlæggelse“ — ja, indtil da vil de fortsat arbejde skulder ved skulder med ’resten’ af „Guds Israel“. (Mattæus 25:34) Ligesom disse åndelige israelitter mister de ikke troen på det som afslutningen af hedningernes tider i 1914 indebærer. De lukker ikke øjnene for tegnet på at Messias Jesus er nærværende som konge, et tegn der bliver klarere og klarere. De ærer deres tjeneste som hans jordiske undersåtter og går glade fremad i kampen, idet de forkynder „denne gode nyhed om riget“ på hele jorden nu mens enden hastigt nærmer sig. — Mattæus 24:14.
Kan du svare på dette?
■ Hvad beviser opfyldelsen af alle de forskellige dele af „tegnet“?
■ Hvilket arbejde er „Guds Israel“ og dets medarbejdere optaget af?
■ Hvad er „den hellige by“ der blev nedtrådt i 42 måneder, og hvilket „Jerusalem“ blev derimod ikke nedtrådt?
■ Hvad vil der ske med henholdsvis de symbolske får og de symbolske bukke når adskillelsen af disse skarer er fuldført?
[Illustration på side 20]
Hvilke kendetegn forudsagde Jesus at hans disciple ville kunne se når hedningernes tider var udløbet?