at nydelsen af det er begrænset til dem som har det håb at opnå himmelsk herlighed sammen med Jesus Kristus, et antal der ifølge Skriften nøje er begrænset til 144.000. Kendsgerningerne viser at der i dag kun er en rest tilbage af dette antal, der begyndte at blive udvalgt på pinsedagen år 33 e. Kr. Alle retsindige mennesker er dog velkomne til og burde overvære mindehøjtiden, for at også de kan mindes og vise deres værdsættelse af hvad Jehova Gud og Jesus Kristus har gjort.

Hvor og hvor ofte bør Herrens aftensmåltid fejres? Uden hensyn til hvor ofte andre måtte fejre det, berettiger Bibelen os ikke til at gøre det mere end én gang om året, i lighed med påsken, mindet om udfrielsen af Ægypten, der kun blev fejret én gang om året på selve udfrielsesaftenen, den 14. nisan. Eftersom Jesus indstiftede sit aftensmåltid den 14. nisan, er det kun passende at vi fortsat fejrer det på den samme dato. Nisan er den første måned i det jødiske månekalenderår og begynder med den første synlige nymåne nærmest forårsjævndøgn. I år falder den 14. nisan på den 10. april. Jehovas vidner udover hele jorden vil adlyde Jesu befaling om at „gøre dette til ihukommelse af mig“ ved at komme sammen den aften efter klokken atten og fejre Herrens aftensmåltid i deres rigssale. Vær med og modtag sammen med dem de velsignelser tilstedeværelsen der vil bringe!

Sådan døde Jesus

DE sidste dage af Jesu tjenestegerning på jorden var fyldt med smertelige prøvelser. Da Jesus forstod at tidspunktet for hans død nærmede sig „tog han de tolv til side, så de var ene, og undervejs sagde han til dem: ’Se, vi drager nu op til Jerusalem, og Menneskesønnen skal overgives til ypperstepræsterne og de skriftkloge; og de skal dømme ham til døden og overgive ham til hedningerne til at spottes og piskes og korsfæstes [pælfæstes, NW]; men på den tredje dag skal han opstå.’“ — Matt. 20:17-19.

Den 14. nisan, den dag jøderne fejrede deres påske, tog Jesus sine disciple med sig ud til oliebjerget efter at han havde indstiftet nadveren til minde om sin død. „Så siger Jesus til dem: ’I skal alle forarges på mig; thi der står skrevet: „Jeg vil slå hyrden, og fårehjorden skal spredes.“’“ (Mark. 14:27) Jesus vidste at denne profeti, der så lang tid forud var blevet nedskrevet i Zakarias 13:7, nu skulle opfyldes, og han beredte sine disciple til den store prøvelse de ville komme ud for.

Da de nåede til en have der hed Getsemane tog han Peter, Jakob og Johannes med sig, „og han blev grebet af forfærdelse og gru. Og han siger til dem: ’Min sjæl er dybt bedrøvet til døden.’“ Eller, sagt med ordene i An American Translation: „Mit hjerte er næsten ved at briste.“ „Og han gik et lille stykke videre, faldt ned med ansigtet mod jorden, bad og sagde: ’Min Fader! er det muligt, så lad denne kalk gå mig forbi; dog ikke, som jeg vil, men som du vil.’ Han gik atter bort og bad for anden gang og sagde: ’Min Fader! hvis denne kalk ikke kan gå mig forbi, men jeg skal drikke den, så ske din vilje!’“ (Mark. 14:32-34; Matt. 26:37-39, 42) Der var noget der bekymrede Jesus meget. Det han først og fremmest tænkte på var ophøjelsen af sin Faders navn. Menneskehedens frelse, såvel som hans eget liv, afhang af hvordan han nu ville handle.

Da Jesus i begyndelsen af sin jordiske