Kapitel 20

En tredjedel levnes i et renset land

 1. Har kristenheden kunnet frembringe et land som det oprigtige mennesker ønsker? Hvis løfte om at frembringe det ønskede paradis må vi i dag sætte vor lid til?

DET som hæderlige, oprigtige og retskafne mennesker i dag ønsker, er et land hvor indbyggerne fører et rent liv og hvor der ikke findes noget religiøst hykleri eller bedrag. Selv om kristenheden nu har prøvet i praksis med hundreder af forskellige trossamfund der kalder sig kristne, har den ikke kunnet frembringe et sådant land. Og der er ikke noget håb tilbage om at den nogen sinde vil kunne gøre det. Den kan ikke fremvise et eneste land som eksempel på at den virkelig kan rense ondskab og religiøs urenhed ud. Ingen steder har den frembragt et åndeligt paradis blandt sine hundreder af millioner af kirkemedlemmer. Hvis himmelens og jordens Skaber var henvist til at lade kristenheden frembringe en renset jord med en ren og ubesmittet religion, ville det aldrig blive gennemført. Den almægtige Gud vil imidlertid gennemføre det, på sin egen måde og ved hjælp af sin egen teokratiske organisation. Hans løfte om at gøre det står stadig ved magt, og alle retsindige mennesker kan i dag sætte deres lid til det.

 2. Efter at have fortalt om sorgen over den gennemstungne, hvad siger Jehova da vil „blive åbnet“ imod synd og urenhed?

² Det er yderst interessant at lægge mærke til hvordan Gud skildrer denne sin bemærkelsesværdige hensigt. I sit „udsagn“ har han lige omtalt den sorg og bitre klage der skulle høres i hans land fordi Messias, som landets indbyggere havde sat deres håb til, var blevet gennemstunget. (Zakarias 12:1, 10-14) Umiddelbart efter dette siger han så: „På hin dag skal en kilde vælde frem [vil en brønd blive åbnet, NW] for Davids hus og Jerusalems indbyggere mod synd og urenhed.“ — Zakarias 13:1.

 3. Hvoraf fremgår det om kristenheden har benyttet sig af denne „brønd“ der skulle åbnes imod synd og urenhed?

³ Finder vi „synd og urenhed“ over hele jorden i dag selv i kristenheden? I så fald er det indlysende at kristenheden ikke har benyttet sig af denne „brønd“ der skulle åbnes „på hin dag“. Lever vi mon ikke på den „dag“ nu? Ordet „dag“ betegner ikke her en periode på fireogtyve timer. Hvordan kan vi afgøre om vi lever på denne begunstigede „dag“? Det kan vi gøre, ved at tage alle de nævnte omstændigheder i betragtning.

 4. (a) Hvem åbner denne „brønd“, og hvad skal vandet bruges til? (b) Nævn nogle af de urene ting som ifølge Bibelen ikke hører hjemme i Guds tempel.

⁴ Noget som i fremtrædende grad skulle kendetegne „hin dag“, var en „brønd“. Denne brønd åbnes af Jehova, for det er ham selv der graver den ved hjælp af sine kærlige foranstaltninger. Han sørger for at den fyldes med rent vand. Hvad skal dette vand bruges til, ifølge hans egne ord? Ikke til at slukke tørsten med, men til renselse. Brønden åbnes „mod synd og urenhed“. En af de ting der er urene i Guds øjne, beskrives i Tredje Mosebog 20:21: „Om nogen tager sin broders hustru til ægte, da er det en uren gerning; han har blottet sin broders blusel; de skal blive barnløse.“ Noget urent hører ikke hjemme i Guds tempel. (2 Krønikebog 29:3-5) Hvis noget er urent skal det kastes bort, om det så er sølv og guld. (Ezekiel 7:19) Ved at handle skændigt over for Gud kan man gøre sig selv uren, „til afsky“. (Klagesangene 1:8) Hvis en israelit besmittede sig selv ved at røre ved en død, blev han betragtet som uren, og man måtte ikke røre ved ham før han havde renset sig med vand som var blandet med asken af en rød kvie der var bragt som offer. — 4 Mosebog 19:2-22.

 5. Hvilken tilstand havde indbyggerne bragt landet i før israelitterne tog det i besiddelse, og hvorfor åbnede Jehova en brønd „mod synd og urenhed“ for den rest der var blevet ført tilbage til landet?

⁵ Før israelitterne tog Kana’ans land i besiddelse var landet blevet urent, ækelt og afskyeligt „på grund af hedningernes urenhed, på grund af de vederstyggeligheder, de i deres urenhed [havde] fyldt det med fra ende til anden“. (Ezra 9:11) Men da israelitterne selv havde boet i landet i nogen tid, gjorde de også landet urent, ækelt og afskyeligt, sådan at Jehova kunne sige: „Da Israels slægt boede i deres land, gjorde de det urent ved deres færd og gerninger; som en kvindes urenhed var deres færd for mit åsyn.“ (Ezekiel 36:16, 17; 3 Mosebog 15:19-33) Da den jødiske rest var vendt tilbage fra fangenskabet, ønskede Jehova derfor ikke at landet igen skulle blive urent eller fortsætte med at være det. Det var grunden til at han åbnede denne „brønd“ for at rense synd eller urenhed bort.

 6. (a) Hvorfor havde „Davids hus og Jerusalems indbyggere“ behov for en sådan brønd med rensende vand efter deres hjemkomst fra Babylon? (b) Hvor mange var denne „brønd“ i virkeligheden beregnet til, og hvordan kunne de benytte sig af den?

⁶ ’Brønden’ blev derfor åbnet „for Davids hus og Jerusalems indbyggere“. Men lad os ikke glemme at disse indbyggere tilhørte den israelitiske rest som var blevet udfriet fra Babylon og var vendt tilbage til Judas land for at genopbygge deres Guds tempel i Jerusalem. Selv om de havde „Davids hus“ iblandt sig, havde de derfor ikke en konge af Davids slægt siddende på en trone dér i Jerusalem. Zerubbabel, som var kommet fra Babylon, tilhørte „Davids hus“, men han var blot blevet udnævnt til statholder over Juda af perserkongen Kyros. (Zakarias 4:6-10; Mattæus 1:6-13) Messias måtte komme før de kunne få en konge af „Davids hus“. Derfor havde de der her omtales som „Davids hus“ og „Jerusalems indbyggere“, naturligvis behov for at blive renset for „synd og urenhed“. De havde brug for at ’brønden’ blev åbnet. I virkeligheden repræsenterede „Davids hus“ og „Jerusalems indbyggere“ hele nationen. Alle nationens medlemmer havde brug for denne „brønd“ med det rensende vand, og de kunne benytte sig af denne guddommelige foranstaltning når de drog op til Jerusalem til deres årlige højtider.

 7. Hvornår blev denne „brønd“ åbnet for „Davids hus“ og „Jerusalems indbyggere“, og hvad var de første resultater heraf?

⁷ Hvornår blev denne „brønd“ åbnet for „Davids hus“ og „Jerusalems indbyggere“ og for den nation de repræsenterede? Det skete efter at den de havde gennemstunget eller slået ihjel på marterpælen uden for Jerusalems mure påskedag år 33, var blevet oprejst fra de døde. Da han var oprejst kunne han stige op til himmelen og træde frem for Jehova Gud og frembære den sonende værdi af sit udgydte blod for ham. På pinsedagen (den 6. sivan) år 33 lod Jehova Gud derpå denne Messias, Jesus Kristus, der havde bragt soning for synder, udgyde den hellige ånd over sine trofaste disciple i Jerusalem, der i begyndelsen talte omkring 120. Senere samme dag bekendte omkring tre tusind jøder deres medskyld i drabet på Messias Jesus, og de lod sig døbe i vand for at blive hans disciple, og de blev ligeledes døbt med den hellige ånd. — Apostlenes Gerninger 1:2-5, 15; 2:1-36.

 8, 9. (a) Hvad betød Peters råd til de tusinder af skyldbetyngede jøder på Pinsedagen med hensyn til ’brønden’? (b) Hvordan forsikrede Peter senere jøderne i templet om dette?

⁸ Hvad betød det da den kristne apostel Peter ved denne lejlighed sagde til disse tusinder af skyldbetyngede jøder „Omvend jer og lad jer døbe hver især i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave“? (Apostlenes Gerninger 2:37, 38) Det betød at det nu var den „dag“ som var forudsagt i Zakarias 13:1. Det betød at ’brønden’ var blevet åbnet „for Davids hus for Jerusalems indbyggere mod synd og urenhed“. Kunne der være nogen større „synd og urenhed“ end dét at foranledige eller være meddelagtig i Jesu Kristi voldelige død? Uden tvivl havde en del af disse tusinder af jøder set på Jesu Kristi pælfæstede legeme da den romerske soldat gennemborede det med sit spyd. (Johannes 19:37) Men selv en sådan „urenhed“ kunne vandet fra den åbnede „brønd“ rense bort. Det forsikrede Peter om da han senere sagde til jøderne i Jerusalems tempel:

⁹ „Nu ved jeg vel, mine brødre, at I har handlet i uvidenhed, både I og jeres rådsherrer. Men på den måde har Gud ladet det gå i opfyldelse, som han forud havde forkyndt gennem alle profeternes mund [også i Zakarias 12:10], at hans Salvede skulle lide. Fat derfor et andet sind og vend om, så jeres synder må blive udslettede, for at husvalelsestiderne må komme fra Herrens åsyn, og han må sende den Kristus, som var bestemt for jer, nemlig Jesus.“ — Apostlenes Gerninger 3:17-20.

10. Hvor mange kødelige jøder benyttede sig ifølge Paulus af denne „brønd“, og hvor længe fandtes ’brønden’ tilsyneladende i det bogstavelige Jerusalem med „Davids hus“?

¹⁰ Dette var i år 33, men selv så sent som i år 56 kunne apostelen Paulus under inspiration pege på at kun en rest af de kødelige, omskårne jøder i tro så hen til Jesus, den gennemstungne Messias, og havde benyttet sig af ’brønden’ med det rensende vand: „Således er der da også i den nuværende tid blevet en rest tilbage i kraft af en nådesudvælgelse.“ (Romerne 11:5; 9:27, 28) I år 70 blev det jødiske Jerusalem ødelagt af de romerske legioner, og Zakarias 13:1 kunne ikke længere opfyldes på den bogstavelige by. Og eftersom slægtsregistrene gik tabt, var det heller ikke længere muligt at fastslå hvem der hørte til „Davids hus“.

11. Hvornår viste der sig tilsvarende en rest af åndelige israelitter på skuepladsen, og hvad erkendte de med hensyn til Guds vrede imod dem (Esajas 12:1, 2)?

¹¹ Zakarias 13:1 får imidlertid en tilsvarende opfyldelse på resten af de åndelige israelitter, som er knyttet til „det himmelske Jerusalem“, „den levende Guds stad“. Under den første verdenskrig fra 1914 til 1918 kom resten af de åndelige israelitter i trældom under det store Babylon, og de kom i åndelig forstand til kort og gjorde sig skyldige åndelig urenhed. I 1919 blev de udfriet fra Babylon den Stores organisation og dens politiske og militære elskere. Da begyndte de at se og forstå opfyldelsen af ordene i Esajas 12:1, 2: „På hin dag skal du sige: Jeg takker dig [Jehova], thi du vrededes på mig, men din vrede svandt og du trøstede mig. Se, Gud er min frelse, jeg er trøstig og uden frygt; thi [Jehova] er min styrke og min lovsang, og han blev mig til frelse.“a Ligesom på Zakarias’ tid fandtes der altså nu en genrejst rest, som var blevet udfriet fra Babylon den Store og havde helliget sig opbygningen af den rene tilbedelse af Jehova ved hans åndelige tempel.

12. (a) Hvornår blev der åbnet en „brønd“ med rensende vand for dem, og hvorfor? (b) Hvordan blev profetien i Ezekiel 36:24, 25 dermed opfyldt?

¹² Denne genrejste salvede rest af de åndelige israelitter måtte renses for enhver „synd og urenhed“ som de havde pådraget sig mens de var i trældom under Babylon den Store og dens verdslige elskere. Med direkte henblik på deres aktuelle åndelige behov dér i frihedsåret 1919, åbnede Jehova da barmhjertigt ’brønden’ med rensende vand for dem. De begyndte straks at benytte sig af det rensende vand fra denne „brønd“. Der foregik således en åndelig opfyldelse af det guddommelige løfte i Ezekiel 36:24, 25: „Jeg vil hente eder fra folkene, samle eder fra alle lande og bringe eder til eders land. Da stænker jeg rent vand på eder, så I bliver rene; jeg renser eder for al eders urenhed og alle eders afgudsbilleder.“ Under deres åndelige trældom i det store Babylon havde „restens“ medlemmer rørt ved de døde ting der fandtes i den krigsgale verden, og nu var det som om Jehova gennem Kristus stænkede „renselsesvand“, vand blandet med asken af en slagtet rød kvie, på den angrende rest. — 4 Mosebog 19:1-13.

13. Hvem af de genrejste åndelige israelitter havde behov for at blive renset, svarende til „Davids hus“ og „Jerusalems indbyggere“, og hvad var grunden til dette?

¹³ Dette var nødvendigt for alle de angrende og genrejste medlemmer af det åndelige Israels rest. Ingen af dem havde så stor betydning eller så omfattende et ansvar (svarende til „Davids hus“), og ingen var så jævne og almindelige og så talrige (svarende til „Jerusalems indbyggere“), at de kunne undvære denne renselse ved hjælp af vandet fra Jehovas „brønd“, hans foranstaltninger. Det styrende råd for det åndelige Israels rest, og også de indsatte ældste der tjente som tilsynsmænd i disse åndelige israelitters lokale menigheder, måtte renses nøjagtig ligesom de øvrige indviede og døbte medlemmer af menighederne. (Apostlenes Gerninger 20:17-28; 14:23; Filipperne 1:1; 1 Timoteus 3:1-7; 4:14; Titus 1:5-9) Der fandtes urenhed iblandt dem som samfund betragtet. De skulle være rene i deres genvundne åndelige domæne, både i forkyndelse, undervisning og livsførelse. I tråd med at de bevarede sig uplettede af denne verden, blev de ledet frem til at bevare en urokkelig kristen neutralitet i forhold til nationernes voldelige konflikter, der dyngede lig på lig. — Jakob 1:27; Johannes 15:18, 19; 17:14.

LOYALITETEN MOD GUD STÆRKERE END FAMILIEBÅND

14, 15. (a) Hvad skulle også prøves den dag ’brønden’ blev åbnet? (b) Hvordan skildrede Jehova dette med et eksempel i Zakarias 13:2, 3?

¹⁴ Den dag hvor ’brønden’ blev åbnet „mod synd og urenhed“, ville også være en dag hvor graden af ens loyalitet mod Gud skulle prøves. Det blev den rest der var vendt hjem fra Babylon i 537 f.v.t., advaret om. Den suveræne Herre og Gud beskrev hvor loyale hans tilbedere skulle og ville være over for ham, da han fortsatte med at sige til sin profet Zakarias:

¹⁵ „Og på hin dag, lyder det fra Hærskarers [Jehova], udrydder jeg afgudernes navne af landet, så de ikke mer skal ihukommes; også profeterne og urenhedens ånd driver jeg ud af landet. Når nogen da atter profeterer, skal hans egne forældre, hans fader og moder, sige til ham: ’Du har forbrudt dit liv, thi du har talt løgn i [Jehovas] navn.’ Og hans egne forældre, hans fader og moder, skal gennembore ham, når han profeterer.“ — Zakarias 13:2, 3.

16. Hvad er det for et ’land’ Jehova har udryddet „afgudernes navne“ af, og hvad har dette medført blandt de åndelige israelitter i dag?

¹⁶ Med hensyn til tiden siden 1919, taler hærskarers Jehova her om det åndelige domæne som hans genrejste rest af åndelige israelitter befinder sig i. Eftersom han fordrer absolut hengivenhed af dem og har drevet „afgudernes navne“ ud af deres ’land’ eller bort fra deres forhold til ham, nægter de nu at tilbede det „dyr“ der er steget op af havet, og dette dyrs „billede“. Eller — sagt mere direkte, uden at benytte disse bibelske symboler for politiske institutioner — de åndelige israelitter nægter i hele verden at tilbede den politiske stat og Folkeforbundet og dets efterfølger, De forenede Nationer. På denne måde undgår de Guds straf over dem der bærer ’dyrets mærke’. (Åbenbaringen 13:1-18; 14:9, 10) Eftersom de er „kommet til Zions bjerg og til den levende Guds stad, til det himmelske Jerusalem“, og de er „indskrevne i Himlene“, tilhører de et „borgersamfund“ som er „i Himlene“. (Hebræerne 12:22, 23; Filipperne 3:20) Derfor giver de ikke efter for nationalismens galskab. De foretager ingen tilbedende handlinger over for nationalistiske afguder. Afgudernes navne husker de ikke. Derimod priser de loyale åndelige israelitter navnet Jehova, som navnet på den sande Gud, i fuld og inderlig troskab mod ham.

17. I betragtning af hvilke advarsler som Jesus Kristus og apostelen Johannes fremsatte, var det godt at Jehova drev falske profeter ud af „landet“?

¹⁷ Jehova har også drevet de falske profeter og „urenhedens ånd“ ud af det åndelige domæne hvor hans genrejste rest befinder sig. Jesus Kristus sagde advarende om „verdens ende“ eller „afslutningen på tingenes ordning“ (NW) som vi nu oplever, at „falske Messias’er og falske profeter skal fremstå og gøre store tegn og undere for, om det er muligt, at føre endog de udvalgte vild“. (Mattæus 24:3, 4, 24, 25) Apostelen Johannes advarede: „I elskede, tro ikke enhver ånd, men prøv ånderne, om de er af Gud; thi mange falske profeter er draget ud i verden.“ (1 Johannes 4:1) Den genrejste rest af de åndelige israelitter måtte altså vogte sig for falske profeter som ville opstå i eller trænge ind i deres åndelige domæne på jorden.

18, 19. (a) Hvad måtte den genindsatte rest af det åndelige Israel gøre når Jehova lod de falske profeter drive ud af landet? (b) Hvilken vejledning som apostelen Peter gav angående profetier, lagde de sig på sinde?

¹⁸ Hvordan bevarede Jehova da deres ’land’ eller åndelige domæne rent hvad tilbedelse angår ved at opfylde sit løfte: „Også profeterne og urenhedens ånd driver jeg ud af landet“? (Zakarias 13:2) Det gjorde han ved at sørge for at enhver urigtig forståelse som „resten“ havde haft af Bibelens profetier før den blev ført tilbage til sit ’land’ i 1919, blev rettet. „Endens tid“ eller „afslutningen på tingenes ordning“, som begyndte i 1914 da hedningetiderne udløb, var Guds fastsatte tid hvor mange profetier skulle opfyldes. Disse profetier kunne ikke forstås før de var lige ved at gå i opfyldelse eller allerede var opfyldt. I lyset af alt det der var sket siden 1914, begyndte den genindsatte rest derfor endnu en gang at undersøge de profetier Gud havde bestemt skulle opfyldes i „endens tid“. (Daniel 12:4; Åbenbaringen 10:6, 7) Det omfattede et fornyet studium af Ezekiels bog og Åbenbaringen, som man havde forsøgt at forklare i bogen Den fuldbyrdede Hemmelighed, der var blevet udsendt på engelsk i juli 1917. Den genrejste rest lagde sig således disse ord på sinde:

¹⁹ „Nu står det profetiske ord så meget fastere for os; det gør I vel i at agte på som på et lys, der skinner på et mørkt sted, indtil dagen gryr og morgenstjernen oprinder i jeres hjerter. Og dette skal I først og fremmest vide, at ingen profeti i skriften lader sig tyde egenmægtigt. Thi aldrig er nogen profeti fremgået af et menneskes vilje, men drevne af Helligånden udtalte mennesker, hvad de fik fra Gud.“ — 2 Peter 1:19-21.

20. Hvordan gennemborede forældre billedlig talt deres egen søn fordi denne profeterede falsk?

²⁰ Enhver tidligere fortolkning som viste sig at være ukorrekt i lyset af de historiske begivenheder og den klarere forståelse man fik af Bibelen, blev rettet, uanset hvem der havde fremsat den pågældende fortolkning. Det det drejede sig om, var loyalitet mod Gud og mod hans inspirerede ord. For at illustrere hvilken loyalitet der krævedes, kunne man sige at hvis én fremsatte en forkert fortolkning af en guddommelig profeti og holdt fast ved den, som en falsk profet, så ville selv hans egne kødelige forældre, loyale mod Gud, ikke længere have noget med ham at gøre i religiøs henseende. Kristne forældre kunne ikke gøre som man gjorde under den mosaiske lovpagt, hvor man lod en sådan søn henrette, men de kunne erklære at han var åndeligt død for dem til trods for at de rent bogstaveligt var hans forældre. På denne måde skulle de, billedlig talt, „gennembore ham, når han profeterer“. (Zakarias 13:3; jævnfør Femte Mosebog 13:1-5.) Med deres fulde billigelse ville en sådan falsk profet blive udstødt af den kristne menighed. I kraft af en sådan loyalitet hos alle medlemmer af den genrejste rest, ville enhver ’løgneprofet’ blive drevet ud af deres ’land’.

21. Hvordan blev også „urenhedens ånd“ drevet ud af deres åndelige ’land’?

²¹ På denne måde ville også „urenhedens ånd“ blive drevet ud af deres åndelige ’land’. En sådan ånd i form af en uren inspireret udtalelse, fremsat af en der gav sig ud for at være profet, eller i form af en tendens, en hang eller en tilbøjelighed til urenhed, ville blive mødt med uvilje og modstand af de loyale. Dette ville bevirke at enhver urenhed i religiøs lære eller i moralsk adfærd blev drevet ud, tvunget af Guds hellige ånds kraft. Det gudgivne åndelige domæne skulle bevares som et ’land’ hvor man kun finder den rene, bibelske livsførelse. Personer som er åndeligt eller moralsk urene udstødes derfra. — 2 Korinter 6:14 til 7:1; jævnfør Femte Mosebog 13:6-18.

RELIGIØST HYKLERI AFSLØRES

22, 23. (a) Hvordan gør Jehova de falske profeter til skamme? (b) Hvordan beskriver Jehova de falske profeters forsøg på at skjule årsagen til at de skammer sig?

²² Jehova, de sande profeters Gud, vil gøre alle falske profeter til skamme, enten ved ikke at opfylde disse selvbestaltede profeters falske forudsigelser eller ved at opfylde sine egne profetier på en måde der går imod de falske profeters ord. De falske profeter vil forsøge at skjule årsagen til at de skammer sig ved at benægte hvem de virkelig er. De vil forsøge at undgå at blive dræbt eller erklæret åndeligt døde af Jehovas loyale tilbedere. Jehova forudsagde dette da han lod sin sande profet Zakarias sige videre:

²³ „På hin dag skal hver en profet skamme sig over sine syner, når han profeterer, og han skal ikke klæde sig i lådden kappe for at føre folk bag lyset, men sige: ’Jeg er ingen profet; jeg er bonde og har dyrket jord fra min ungdom.’ Og spørger man ham: ’Hvad er det for sår på dit bryst?’ skal han sige: ’Dem fik jeg i mine boleres hus [i huset hos dem der inderligt elsker mig, NW].’“ — Zakarias 13:4-6; jævnfør Amos 7:14-17.

24. Hvem indrømmede den bedrageriske profet at hans sår stammede fra, og hvad viser det angående loyaliteten mod Gud i sammenligning med kærligheden til kødelige slægtninge og nære venner?

²⁴ Med disse ord forudsagde Jehova at hans folk, i det ’land’ de var kommet tilbage til, ville være så godt oplært i hans ord og så loyale mod ham og hans sande profetier at de ikke ville elske eller pleje venskab med nogen falsk profet. Hvis de ikke dræbte en sådan falsk profet, ville de i hvert fald tugte ham og slå ham så hårdt i deres harme at de tilføjede ham synlige sår og ar. Sådanne mærker på hans legeme, ja på hans bryst som ville være delvis blottet, ville forråde hans identitet, på trods af at han havde afført sig den officielle klædning som han ellers havde dristet sig til at bære som en sand profet for Jehova Gud. Hvem havde tilføjet ham disse sår der efterlod ar? Det havde de der inderligt elskede ham, hvad enten det var hans egne kødelige forældre eller hans nære venner. Deres dybe og ægte loyalitet mod Jehova som den sande profetis Gud, ville vise sig at være stærkere end deres hidtidige inderlige kærlighed til en bedragerisk profet. De ville sætte kærligheden til Gud og hans inspirerede ord højere end personligt venskab med kødelige slægtninge eller omgangsfæller. En sådan handlemåde ville bevirke at „profeterne og urenhedens ånd“ blev drevet ud af Jehovas genrejste folks ’land’.

25. Hvem har fulgt en sådan loyal handlemåde over for Jehova, siden hvornår, og hvordan har dette berørt deres åndelige ’land’?

²⁵ Den salvede rest har fulgt denne strengt loyale handlemåde over for den suveræne Herre Jehova siden 1919. Det har bevirket at religiøse frafaldne eller oprørere er blevet udelukket eller udstødt af den teokratiske organisation som Jehova den himmelske Teokrat, har oprettet blandt medlemmerne af sin lydige rest. Den loyale rest har erkendt at det ikke er en „lådden kappe“, en særlig uniform eller klædedragt, der gør et menneske til en sand profet for den eneste levende og sande Gud. Derfor har de forladt Babylon den Store, kristenheden indbefattet, med dens specielt klædte præster, prædikanter, munke og nonner. Det der i dag gør et menneske til en sand profet for Jehova er vedkommendes sande kristne personlighed, som man kender ham på, og hans loyale troskab mod Jehovas ord og dets profetier. Det er derfor ikke så mærkeligt at Jehovas vidner går i deres lands almindelige klædedragt når de forkynder Guds ord. Medlemmerne af den loyale rest er altså villige til at skubbe kærligheden til nære medarbejdere til side og at tilføje dem åndelige „sår“ som et udtryk for at de misbilliger og forkaster dem der falder fra. Dette har bevaret deres teokratiske ’land’ som et åndeligt domæne hvor der kun findes ren og gudfrygtig livsførelse.

HYRDEN BLIVER SLÅET SÅ HJORDEN SPREDES

26. (a) Af hvilken grund blev profeten Jesus Kristus slået og tilføjet sår? (b) Hvordan profeterede Jehova om dette gennem profeten Zakarias?

²⁶ Jehovas største profet på jorden blev slået og såret til døden, men det skete for at han kunne bevise at han var en sand profet for den højeste Gud lige til enden. (5 Mosebog 18:15-22; Apostlenes Gerninger 3:13-23) Hans voldsomme død bevirkede at hans loyale disciple en kort tid blev spredt. Den sande profet Zakarias blev benyttet til at forudsige dette, for Gud sagde videre til ham: „Frem, sværd, imod min hyrde, mod manden, som står mig nær, så lyder det fra Hærskarers [Jehova]. Hyrden vil jeg slå,b så fårehjorden spredes; mod drengene løfter jeg hånden.“ — Zakarias 13:7.

27, 28. For at undgå den fejl som nogle nutidige bibeloversættere gør, hvis anvendelse af Zakarias 13:7 vil vi da acceptere, og i hvilken beretning finder vi den?

²⁷ Visse nutidige bibeloversættere lader disse ord gælde ’den dåragtige hyrde’, idet de flytter teksten i Zakarias 13:7-9 og lader den følge efter Zakarias 11:17. (Se Moffatts Oversættelse, An American Translation, The New English Bible.) Vi undgår imidlertid fejltagelser hvis vi anvender ordene i Zakarias 13:7 på samme måde som Jehovas største profet på jorden, Jesus Kristus, anvendte dem. Det var i Jerusalem den jødiske påskenat, den 14. nisan år 33. Jesus havde lige spist påskemåltidet og havde derefter indstiftet Herrens nadver (Herrens aftensmåltid), og han var nu sammen med sine elleve trofaste apostle på vej ud til Getsemane have ved foden af Oliebjerget. Vi læser:

²⁸ „Da siger Jesus til dem: ’I denne nat skal I alle forarges på mig; thi der står skrevet: „Jeg vil slå hyrden, og fårehjorden skal spredes.“ Men efter at jeg er opstanden, vil jeg gå forud for jer til Galilæa.’“ — Mattæus 26:31, 32; Markus 14:27, 28.

29. (a) Hvordan kan man sige at sværdet blev rettet imod „manden, som står [Jehova] nær“, da det blev rettet imod hans hyrde Jesus Kristus? (b) Hvorfor kunne Jehova have tillid til Jesus Kristus da han kaldte sværdet frem imod ham?

²⁹ Benyttede den store profet Jesus ordene fra Zakarias 13:7 rigtigt? Lidt senere den samme påskenat blev krigens „sværd“ virkelig rettet imod Jehovas sande hyrde, ja imod den mand der stod Ham nær som hans første og nærmeste medarbejder, hans søn Jesus Kristus. Jesus var hans enbårne søn, „al Skabnings førstefødte“, „Guds Skabnings Begyndelse“. (Johannes 3:16; Kolossenserne 1:15, Gd; Åbenbaringen 3:14, Gd) Før han blev født som menneske havde han levet som en ånd hos Jehova Gud i himmelen og havde været sammen med sin himmelske Fader da denne skabte alt andet, med sin enbårne søn som redskab. (Johannes 1:1-3; Kolossenserne 1:16-18) Derfor havde Jehova den største tillid til sin søn, også mens han var en fuldkommen mand på jorden. Han var overbevist om at hans søn ville bevare sin integritet under fjendens krig imod ham. Fuldt forvisset om dette, kaldte han fjendernes „sværd“, krigens „sværd“, frem imod sin søn.

30. Hvorfor citerede Jesus profetien som om Jehova selv ville slå hyrden, og hvorfor prøvede Jesus ikke at afværge slaget?

³⁰ Eftersom det var Jehova der profetisk gav befaling til at „slå hyrden“ (NW), var det som om det var ham selv der slog hyrden. Derfor kunne Jesus citere de profetiske ord fra Zakarias 13:7 som om hans himmelske Fader sagde: „Jeg vil slå hyrden“. Den pøbelskare der kom imod Jesus denne påskenat, anført af forræderen Judas Iskariot, var bevæbnet med bogstavelige sværd og knipler. Jesus prøvede ikke på at afværge profetiens opfyldelse. Når hans himmelske Fader havde befalet at fjenderne skulle slå ham ville han bøje sig for det.

31. Hvilket spørgsmål stillede Jesus efter at han havde bedt Peter om at stikke sit sværd i skeden igen, og hvilke ord fra Zakarias 13:7 gik nu i opfyldelse?

³¹ Da apostelen Peter forsøgte at forsvare Jesus med sit sværd, sagde Jesus derfor at han skulle stikke sværdet i skeden igen, og tilføjede: „Mener du, at jeg ikke kan bede min Fader, så han med det samme sender mig mere end tolv legioner engle? Men hvordan skulle så de skriftord gå i opfyldelse, der siger, at således skal det ske?“ Jesus spurgte så skaren hvorfor den var draget ud imod ham — en fredelig offentlig forkynder — ’med sværd og knipler, som mod en røver’; og han sagde derpå: „Men det er alt sammen sket, for at profeternes skrifter skulle gå i opfyldelse.“ Endnu var hele skriftstedet fra Zakarias’ bog ikke blevet opfyldt. Det næste i verset indtraf straks efter, for beretningen siger: „Da forlod alle disciplene ham og flygtede.“ På denne måde blev ’fårehjorden spredt’. — Mattæus 26:51-56; Markus 14:47-50; Johannes 18:1-9.

32. Hvem var de „ubetydelige“, og hvordan førte Jehova sin hånd tilbage over dem, som der siges i Zakarias 13:7?

³² Jesus havde anvendt profetien korrekt. Den nat han blev slået med ’sværdet’ som den gode hyrde, blev hans får virkelig spredt, og blev således bragt til snublen og fald i anledning af ham. Men hvordan blev den sidste del af Zakarias 13:7 opfyldt, dér hvor der siges: „Mod drengene løfter jeg hånden,“ eller, ifølge New World Translation: „Og jeg vil visselig føre min hånd tilbage over dem der er ubetydelige“? Dette viste sig at være en barmhjertig og gunstig handling fra Jehovas side, ligesom den der omtales i Esajas 1:25, 26. Med sin „hånd“ eller sin virkekraft beskyttede hærskarers Jehova de spredte får. Disse frygtsomme apostle var „ubetydelige“ i sammenligning med deres gode hyrde, Jesus Kristus. Også datidens jødiske verden anså dem for at være „ubetydelige“, af så ringe betydning at man ikke tog dem i forvaring den nat Jesus blev arresteret. Men Jehova regnede dem ikke for „ubetydelige“, og han rettede medfølende sin opmærksomhed mod dem og beskyttede og bevarede dem. På tredjedagen derefter, den 16. nisan, førte han dem sammen igen så den opstandne Jesus kunne vise sig for dem og atter vogte dem som en hyrde. — Lukas 24:33-43; Johannes 20:1-29.

33. Hvordan slog fjenderne efter Jehovas Hyrde med deres „sværd“ under den første verdenskrig, hvad var deres hensigt, og hvordan førte Jehova sin hånd tilbage over de „ubetydelige“?

³³ Da den første verdenskrig nåede sit højdepunkt i 1918 skete der en tilsvarende adsplittelse af de får der tilhørte hyrdekongen Jesus Kristus, som Jehova havde indsat på den himmelske trone for at han skulle ’herske midt iblandt sine fjender’. (Salme 110:1, 2) Disse jordiske fjender havde i virkeligheden erklæret krig mod den himmelske hyrde som Jehova havde udnævnt til at vogte menneskehedens verden. Da de ikke var i stand til at benytte krigens „sværd“ direkte imod Jehovas regerende hyrde, slog de ud efter „fårehjorden“ på jorden ved at benytte deres krigsbeføjelser og krigsforanstaltninger til at sprede disse „får“, i det håb at de kunne splitte dem for stedse så de ikke kunne reorganiseres. Men ligesom i det første århundrede, førte hærskarers Jehova sin hånd tilbage over disse „ubetydelige“ af det åndelige Israels rest. På forunderlig måde beskyttede og bevarede han dem, og i 1919, det første år efter krigen, førte han dem atter sammen så de udgjorde et organiseret samfund. Det at de således blev genoplivet og ophøjet i hans tjeneste, bevirkede at deres tilsyneladende sejrrige fjender blev slået af forbløffelse og begyndte at frygte. — Åbenbaringen 11:7-13.

„TO TREDJEDELE“ AFSKÆRES

34. Hvad afskæres en overvældende del af jordens indbyggere fra, og hvorfor?

³⁴ Det slag der blev rettet mod Jehovas Hyrde og nære medarbejder kom til at berøre hele menneskeheden, helt op til vor tid. Parallellen til dette her i det tyvende århundrede har ganske tydeligt berørt den generation der lever nu i „endens tid“ eller „afslutningen på tingenes ordning“. Langt de fleste af jordens indbyggere er ved at blive ’afskåret’ fra enhver andel i det gudgivne åndelige domæne, det ’land’ hvor Guds gunst og velsignelse råder. De er så optaget af den nuværende tingenes ordnings materielle, politiske og sociale spørgsmål, at de er ligeglade med eller uvidende om den langtrækkende profeti i Zakarias 13:8, 9, der nu opfyldes på dem. Læg mærke til hvordan den lyder:

35. Hvor mange „tredjedele“ vil blive ’afskåret’, ifølge Zakarias 13:8, 9?

³⁵ „Og i hele landet, lyder det fra [Jehova], skal to tredjedele udryddes [afskæres, NW] og udånde, men én tredjedel skal levnes. Og denne tredjedel fører jeg i ild og renser den, som man renser sølv, prøver den, som man prøver guld. Den skal påkalde mit navn, og jeg svarer.“c

36. Betød det at medlemmerne af den åndelige rest blev udfriet og ført tilbage til deres ’land’ i 1919 at Jehova var færdig med at rense og prøve dem? Hvilket forbillede fremgår dette af?

³⁶ Lad os huske at disse ord blev udtalt gennem profeten Zakarias til Israels hjemvendte rest i Judas land. Denne israelitiske rest i fortiden skildrede eller var et profetisk billede på den salvede rest af de åndelige israelitter her i „endens tid“, „afslutningen på tingenes ordning“, der begyndte da hedningernes tider udløb i 1914. Efter de svære prøvelser og trældommen i løbet af den første verdenskrig, blev den overlevende rest af de åndelige israelitter, udfriet og ført tilbage til deres gudgivne åndelige domæne eller ’land’ i 1919, i foråret dette betydningsfulde år. Men selv om disse medlemmer af den overlevende rest nu var kommet igennem forfølgelserne og trængslerne under denne den første verdenskonflikt, betød det ikke at de var færdige med at blive prøvet og lutret af deres himmelske Gud, Jehova. Sådan gik det heller ikke for medlemmerne af den israelitiske rest (Zakarias indbefattet) der blev udfriet fra det faldne Babylon i 537 f.v.t. Det tog dem et godt stykke tid at blive færdige med Jehovas andet tempel i Jerusalem, ja det varede helt frem til år 515 f.v.t. Noget tilsvarende kom resten af det åndelige Israel til at opleve fra 1919.

37. Hvad profeterede Malakias omkring tres år senere om den renselse Jehova ville foretage, og om genoprettelsen af den rene tilbedelse ved hans tempel?

³⁷ Profeten Malakias, der profeterede i Judas land omkring tres år efter at Zakarias levede, forudsagde at Jehova, ledsaget af „pagtens engel“, ville komme til sit tempel. Der ville han sidde og ’smelte og rense sølv’, og han ville ’rense Levis sønner’. Hvorfor? For at få genoprettet den rene tilbedelse ved sit tempel. Som Malakias forudsagde: „Så de kan frembære offergave for [Jehova] i retfærdighed, at Judas og Jerusalems offergave må være [Jehova] liflig som i fordums dage, i henrundne år.“ — Malakias 3:1-4; skrevet omkring år 443 f.v.t.

38. Hvad skulle der ske ud over renselsen af Levis sønner, for at landet kunne blive renset?

³⁸ For at Jehovas genrejste folks ’land’ kunne blive et land med en ren og gudfrygtig livsførelse, måtte der ske mere end denne renselse af Levis sønner, som gjorde tjeneste ved templet. Jehova sagde også: „Jeg nærmer mig eder til dom og vidner i hast mod troldmændene, ægteskabsbryderne, menederne og dem, som undertrykker daglejere, enker og faderløse, gør fremmede uret og ikke frygter mig, siger Hærskarers [Jehova]. Thi jeg, [Jehova], er ikke blevet en anden, men I har ikke ophørt at være Jakobsønner. . . . Vend om til mig, så vil jeg vende om til eder, siger Hærskarers [Jehova].“ — Malakias 3:5-7.

39. Blev Malakias’ profeti opfyldt i det første århundrede, og hvad peger på om profetien også blev opfyldt efter 1914?

³⁹ Malakias’ profeti fik en opfyldelse i det første århundrede, dengang Messias Jesus var nærværende i kødet blandt Israels folk. (Mattæus 11:7-10; Markus 1:1, 2; Lukas 7:24-27) Der skulle desuden ske en yderligere opfyldelse af Malakias’ profeti efter at Jesus Kristus var blevet indsat på tronen i himmelen i 1914 og således var blevet nærværende i sit rige. Til sin fastsatte tid efter denne begivenhed må Jehova Gud, ledsaget af Jesus som „pagtens engel“, da være kommet til sit åndelige tempel for at dømme alle sine tilbedere dér, også dem der blot hævdede at de tilbad ham. Jehova må ganske givet have befundet sig i sit åndelige tempel som den øverste Dommer da han i 1919 udfriede de åndelige israelitter fra det store Babylon og førte dem tilbage til deres ’land’ eller deres gudgivne åndelige domæne på jorden.

40. Hvordan handlede Jehova som en der rensede kostbart metal, og hvem skulle „afskæres“ fra og med 1919?

⁴⁰ I harmoni med det profetiske billede ville Jehova altså rense det folk der gjorde krav på at tilbede ham. Dem der var som slagger ville han fjerne. Dem der var som kostbart metal, som lutret sølv og guld, ville han værdsætte og bevare. Fra og med 1919 ville nogle derfor blive afskåret eller fjernet fra det ’land’ der skulle være beboet af hans genrejste folk. De der således blev afskåret, skulle åndelig talt „udånde“ hvad angår det livsvigtige forhold til Jehova.

41. Hvad sagde Jesus i sin lignelse om hveden og rajgræsset om at nogle skulle afskæres?

⁴¹ Hvem er så de „to tredjedele“ der skal afskæres og udånde? (Zakarias 13:8) Det er noget den regerende konge Jesus Kristus, „pagtens engel“, må give os svar på. Det har at gøre med „verdens ende“, „afslutningen på tingenes ordning“, den „endens tid“ vi har befundet os i siden 1914. (Daniel 12:4; Mattæus 24:3-14; 28:20) Hvad sagde Jesus om denne afgørende periode? Da han forklarede lignelsen om hveden og rajgræsset sagde han:

„Den, som sår den gode sæd, er Menneskesønnen, marken er verden, og den gode sæd er Rigets børn, men rajgræsset er den Ondes børn, og fjenden, som såede det, er Djævelen; og høsten er verdens ende; og høstfolkene er engle. Ligesom nu rajgræsset samles fra og brændes i ild, således skal det ske ved verdens ende. Menneskesønnen skal sende sine engle ud, og de skal samle og fjerne fra hans rige alle, der frister andre til fald, og dem, som øver lovløshed; og de skal kaste dem i ildovnen; dér skal der være gråd og tænderskæren. Da skal de retfærdige stråle som solen i deres Faders rige.“ — Mattæus 13:37-43.

42. Hvem er „rajgræsset“ et symbol på, hvad afskæres de fra, og hvem afskærer dem?

⁴² Denne lignelse forudsagde at en stor del ville blive afskåret i afslutningen på tingenes ordning, som vi nu har befundet os i siden 1914. Den del der afskæres i denne periode er det symbolske rajgræs, som er et billede på „den Ondes børn“, og den Onde er Satan Djævelen, „fjenden“ der såede dette rajgræs. De der var som rajgræs blev længe forvekslet med symbolsk hvede; de blev fejlagtigt taget for at være „Rigets børn“, det vil sige salvede kristne som er kaldet til det himmelske rige. De gav sig ud for at være kristne, og derfor troede man fejlagtigt at de virkelig var salvede kristne, arvinger til Riget. Men da de her i „høstens tid“ havde nået deres fulde udvikling, kunne man tydeligt se at de var „rajgræs“, uægte kristne, der, ligesom Djævelen der havde sået dem, er fjender af Riget. Med rette „afskæres“ de fra samfundet med ’hvedeskaren’. „Høstfolkene“ der benyttes til at afskære dem, er himmelske engle. De kaster „rajgræsset“ ind i ’ilden’, og det vil ikke kunne klare denne „ild“. Disse menneskers falske identitet ødelægges, og til sidst udslettes de selv med.

43. Hvordan beskrev Jesus indhøstningen af de udvalgte i sin profeti om tegnet på afslutningen på tingenes ordning, og hvem forudsagde han derefter ville blive afskåret?

⁴³ Men der er en anden „tredjedel“ eller skare der også „afskæres“ her i „afslutningen på tingenes ordning“. Jesus Kristus omtalte denne skare i sin storslåede profeti om „tegnet“ på sin nærværelse og afslutningen på tingenes ordning. (Mattæus 24:3) I denne profeti fortalte han om „høsten“, som ifølge de historiske vidnesbyrd begyndte i 1919, og sagde: „Han skal sende sine engle ud med mægtig basunklang, og de skal samle hans udvalgte sammen fra de fire verdenshjørner og fra himlenes yderste grænser.“ (Mattæus 24:31) Henimod midten af profetien sagde han derpå:

„Derfor vær også I rede; thi Menneskesønnen kommer i den time, I ikke tænker jer.

Hvem er så den tro og kloge tjener, som hans herre har sat over sit tyende til at give dem deres mad i rette tid? Salig er den tjener, som hans herre, når han kommer, finder i færd med at gøre sådan. Sandelig siger jeg eder: han vil sætte ham over alt, hvad han ejer.

Men hvis det er en dårlig tjener, der tænker ved sig selv: ’Min herre lader vente på sig,’ og så giver sig til at slå sine medtjenere og spiser og drikker med svirebrødre, da skal den tjeners herre komme på en dag, han ikke venter, og i en time, han ikke kender, og sønderhugge ham [straffe ham med største strenghed, NW] og give ham plads blandt hyklerne; dér skal der være gråd og tænderskæren.“ — Mattæus 24:44-51; jævnfør den tilsvarende lignelse i Lukas 12:42-46.

44. Hvilken skare er „den onde træl“ således et billede på, hvorfor afskæres denne skare, og hvad afskæres den fra?

⁴⁴ Her er det ’den dårlige tjener’ eller „den onde træl“ (NW) der „afskæres“, idet han ikke får plads sammen med sin herres øvrige tjenere, men sammen med hyklerne, de troløse, efter at han er blevet straffet med største strenghed. Ligesom „den tro og kloge tjener“ skildrer en skare, salvede kristne der i virkeligheden tjener i Herren Jesu Kristi hus som hans „tyende“, sådan skildrer „den onde træl“ også en skare. Denne skare kristne var i modsætning til „rajgræsset“ salvet med Guds ånd og var en del af Herrens husstand, idet den gjorde tjeneste der. Den blev imidlertid troløs, begyndte at søge sine egne interesser, gav sine begæringer frit løb, misbrugte sin magt og myndighed til at behandle sine medtjenere dårligt, og blev efterladende og ligeglad med at den skulle stå sin Herre til regnskab når han kom. Derfor ’afskærer’ Herren denne onde trælleskare i tiden for sin anden og usynlige nærværelse som konge, nemlig her i „afslutningen på tingenes ordning“. Han støder skarens medlemmer ud til de religiøse hyklere og de troløse. Der udånder de.

45. Hvor mange „tredjedele“ er således blevet ’afskåret’? Hvem er blevet ført igennem ’ilden’, og hvorfor har disse påkaldt Guds navn?

⁴⁵ På denne måde bliver „to tredjedele“ eller flertallet af dem der på dette tidspunkt gør krav på at være kristne, afskåret fra det ’land’ eller gudgivne åndelige domæne der tilhører Jehovas genrejste rest. Men den suveræne Herre og Gud har ført „én tredjedel“, et mindretal af dem der gør krav på at være arvinger til Guds himmelske rige, igennem den „ild“ der har prøvet deres tro, deres personlighed og deres gerninger. Selv om det har været strengt og pinefuldt, har de ydmygt underkastet sig den lutringsproces Jehova har udsat dem for. For at udholde den billedlige hede har de måttet påkalde Jehovas navn, og han har svaret dem som følge af deres hjertes oprigtighed.

46. Hvad har Jehova sagt til denne „tredjedel“, hvordan har han gjort det og hvad har denne „tredjedel“ svaret?

⁴⁶ I overensstemmelse med profetien i Zakarias 13:9 har den himmelske Tilsynsførende over „landet“ ikke afskåret denne „tredjedel“ fra sin genrejste rests gudgivne åndelige domæne. Ved at vise „restens“ medlemmer sin tydelige gunst og ved på storslået måde at tage sig af dem som sine vidner, har han sagt: „Den er mit folk.“ Og den trofaste salvede rest har til gengæld sagt: „[Jehova] er min Gud.“ Det har især været tilfældet siden den 26. juli 1931 da de der tilhørte den salvede rest antog navnet „Jehovas vidner“. De er forblevet aktive i deres åndelige ’land’ til den dag i dag, idet de stadig lovpriser deres Gud.

47. Hvem fra alle folk slutter sig til denne „tredjedel“ for at tilbede sammen med den ved Jehovas tempel?

⁴⁷ Det er denne „tredjedel“, som er blevet levnet i „landet“, de „ti mænd af alle folks tungemål“ slutter sig til idet de griber fat i disse trofaste åndelige jøders eller israelitters kappeflig. Til disse siger den internationale ’store skare’ som de ti mænd er et billede på: „Vi vil gå med eder thi vi har hørt, at Gud er med eder.“ (Zakarias 8:20-23) I voksende tal, ja i titusindvis hvert eneste år, slutter de sig til den salvede rest i dens ’land’, og tilbeder Jehova ved hans tempel. — Åbenbaringen 7:9-15.

[Fodnoter]