Kapitel 18

Følgerne af at vrage Guds Hyrde og Hersker

 1. Hvorfor er det ikke mærkeligt at Jehova sammenligner regenter som er ringere end han selv, med hyrder?

DEN største af alle herskere har gentagne gange sammenlignet sig selv med en hyrde. Tag for eksempel denne smukke sammenligning som han brugte da han forudsagde hvor nænsomt han ville føre sit landflygtige folk tilbage til dets hjemland: „Se, den Herre [Jehova] kommer med vælde, han hersker med sin arm. Se, hans løn er med ham, hans vinding foran ham, han vogter sin hjord som en hyrde, samler den med armen, bærer lammene i favn og leder de diende får.“ (Esajas 40:10, 11) Det er derfor ikke så mærkeligt at han sammenligner ringere herskere på jorden med hyrder.

 2. Hvad sammenligner Jehova også fremtrædende verdslige herskere med, og hvad sammenligner han på tilsvarende måde den rest med som blev udfriet fra Babylon?

² Han har også sammenlignet fremtrædende herskere med træer, høje af vækst. Kong Farao i fortidens Ægypten sammenlignes således med et stateligt træ. (Ezekiel 31:1-18) Også medlemmerne af den landflygtige rest som Jehova bruger sin Messias eller Salvede til at udfri og føre ud af det symbolske Babylon og tilbage til deres gudgivne fødeland, sammenligner han med træer. Det gør han idet han omtaler den opgave han har givet sin Messias at udføre, nemlig: „At trøste alle, som sørger, give dem, som sørger i Zion, højtidspragt for sørgedragt, for sørgeklædning glædens olie, lovsang for modløst sind. Man kalder dem retfærds ege, [Jehovas] plantning til hans ære.“ — Esajas 61:1-3.

 3, 4. (a) Hvordan fremhæver Zakarias en modsætning mellem Jehovas „retfærds ege“ og de verdslige „træer“? (b) Hvorfor skal der høres klage og brølen, ifølge Zakarias 11:1-3?

³ Disse symbolske „retfærds ege, [Jehovas] plantning“, er omtalt i det foregående kapitel i Zakarias’ profeti, nemlig det tiende kapitel, versene 3-12. Nu fremhæves den store modsætning mellem dem og de symbolske træer på denne undertrykkende verdens højder. På Zakarias’ tid var Libanons majestætiske bjerge klædt med skove af de verdensberømte „Libanons cedre“ og andre duftende nåletræer. Tænk hvor sørgeligt om disse skove blev raseret af en kæmpebrand som ikke var til at slukke! Det kunne få en til at bryde ud i klageråb. En dag vil verden få grund til en sådan klage, for næsten som en fortsættelse af det tiende kapitel i Zakarias’ profeti begynder det ellevte kapitel med en befaling fra Gud om at bryde ud i klage. Vi læser:

⁴ „Luk dine døre op, Libanon, så ild kan fortære blandt dine cedre. Hyl, cypres, for cederen er faldet; for de majestætiske er selv blevet lagt øde! Hyl, I Basans massive træer, for den uigennemtrængelige skov er fældet! Hør! Hyrderne hyler, for deres majestæt er blevet lagt øde. Hør! De unge løver med manke brøler, for de stolte tykninger langs Jordan er blevet lagt øde.“ — Zakarias 11:1-3, NW.

 5. Hvornår skal sådanne symbolske skove nedbrændes, og hvem vil da klage sig?

⁵ Libanon har ingen brandsikre døre. Når Jehovas tid er inde til at hans fortærende ild skal feje gennem det majestætiske land, må det symbolske Libanons døre åbne sig på hans befaling så ilden kan komme til at hærge. Selv de vældige cedre skal falde for flammerne som Gud har tændt, og derfor må cypressen ved siden af klage sig. At et træ er massivt gør det ikke ildbestandigt. Derfor skal der også lyde klage fra de uigennemtrængelige skove af massive træer i Basans højland øst for Jordanfloden og Galilæas sø. Også de skal nedbrændes i verdensbranden under den kommende „store trængsel“, trængselen over alle trængsler i menneskenes historie. Da vil de herskende hyrder hyle og klage sig.

 6. Hvorfor vil de hyrdelignende herskere klage sig når de symbolske „træer“ fortæres af ilden, og hvorfor vil de brøle som løverne fra Jordans tykning?

⁶ Hvis vi lytter i tro til Bibelens klare profetiske budskab, kan vi næsten høre hvordan disse verdslige hyrder eller herskere klager sig. I „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ på Harmagedons slagmark vil de blive frataget deres herlige fremtræden og deres majestætiske embede. (Åbenbaringen 16:14-16) Det er dem selv der skildres ved de majestætiske træer på Libanon, og de massive træer i Basan. Det er også dem der symbolsk omtales som „unge løver med manke“. Ligesom de unge løver brøler fordi den stolte tykning langs Jordanfloden hvor de plejede at gemme sig og ligge på lur, er brændt ned, sådan vil disse løveagtige hyrder eller herskere brøle bestyrtet når de opdager at de ikke længere har de skjulesteder hvorfra de plejede at slå ned på deres uforsigtige ofre, det vil sige folket, offentligheden.

 7. Hvordan omtaler Malakias 4:1 den samme dag med fortærende ild, og hvad vil denne dag betyde for de hyrdelignende herskere?

⁷ Den fortærende brand der vil berøve disse verdslige hyrder deres imponerende værdighed, deres betydning og deres mægtige stilling, er også forudsagt af profeten Malakias, der trådte frem på skuepladsen nogle årtier efter Zakarias. Malakias sammenligner de formastelige og gudløse med planter idet han siger: „Se, dagen kommer, luende som en ovn; og alle de frække og alle, som øver gudløshed, skal blive som strå, og dagen, som kommer, skal lade dem gå op i luer, siger Hærskarers [Jehova], så der ikke levnes rod eller gren af dem.“ (Malakias 4:1) Disse politiske hyrder har hævdet at de hersker i kraft af at de ved et demokratisk valg har fået „et mandat fra folket“, i kraft af at de er født i en eller anden kongeslægt, eller i kraft af at kristenhedens præsteskab har tildelt dem „kongernes guddommelige ret“. Dette gør dem dog ikke til teokratiske hyrder, til herskere som er udnævnt af den store Teokrat gennem hans Messias. Derfor vil ilden på den dag Guds dom eksekveres, komme og fortære alle deres falske krav og påstande. Hverken rod eller gren af dem vil blive tilbage.

GUDS UDNÆVNTE HYRDE

 8. Hvordan har de hyrdelignende herskere solgt „fårene“ til slagtning, og hvem kan oprejse en uselvisk hyrde?

⁸ Da herskerne sammenlignes med hyrder, sammenlignes deres undersåtter, folket, med en fårehjord. De hyrdelignende herskere har behandlet fårene som om de ejede dem, og de har været villige til at sælge fårene eller folket til selviske personer som kunne drive rovdrift på dem og mishandle dem. De har i virkeligheden overgivet dem til at dræbes, til at slagtes for ærgerrige menneskers skyld som har været villige til at betale prisen for at udnytte eller få magt over folket. Ydermere har de regerende hyrder ført folket ind på en kurs der til sidst vil medføre at det bliver hugget ned i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ i den verdenssituation der kaldes Harmagedon. (Åbenbaringen 16:14-16; 19:11-21) Men findes der da ikke en virkelig hyrde, en som virkelig har alle menneskers interesser på sinde og som er villig til at ofre sig selv i stedet for at udnytte fårene? Hvem kan oprejse en sådan hyrde, så hvert enkelt får kan søge ind under hans omsorg og ledelse og blive skånet under den frygtelige nedhugning? Jehova kan.

 9. Hvilken hjord får Zakarias besked på at røgte mens han opfører et profetisk drama?

⁹ For at skildre dette skulle profeten Zakarias foretage en billedhandling eller opføre et profetisk drama. Han fortæller selv om det med disse ord: „Således sagde [Jehova] min Gud: Røgt slagtefårene, hvis køber slagter dem uden at føle skyld [hvis købere giver sig til at slagte dem skønt de ikke anses for skyldige, NW], og hvis sælger siger: ’[Jehova] være lovet, jeg blev rig.’ Og deres hyrder sparer dem ikke [viser dem ingen medlidenhed, NW].“ — Zakarias 11:4, 5.

10. Hvem er den symbolske hjord, hvem tilhører den, og hvorfor blev Zakarias indsat som hyrde over „slagtefårene“?

¹⁰ Hvilken ynkværdig tilstand disse ’slagtefår’ befandt sig i! Dengang var „slagtefårene“ Israels nation. Salmisten henvendte sig til hjordens virkelige ejer da han sagde: „Lyt til, du Israels hyrde, der ledede Josef som en hjord.“ I erkendelse af at Jehova var hjordens ejer, sagde salmisten: „Han er vor Gud, og vi er det folk, han vogter, den hjord, han leder.“ (Salme 80:2; 95:7) I betragtning af sin stilling som ejer havde han ret til at indsætte en trofast hyrde over dem. Og det gjorde han, idet han udnævnte profeten Zakarias. Denne nyindsatte jordiske hyrde fik ikke „et mandat fra folket“ på demokratisk vis. Han blev udnævnt teokratisk af den guddommelige Hersker, Jehova. Denne himmelske Ejer havde i sinde at redde nogle af fårene i den hjord der var bestemt til slagtning. Som han allerede havde sagt: „[Jehova] deres Gud skal på denne dag frelse dem som sit folks hjord; thi de er kronesten, der funkler over hans land.“ (Zakarias 9:16) For at fremme denne hensigt indsatte den store Teokrat profeten Zakarias til at røgte hjorden.

11. På hvilken måde viste ’hyrderne’ der solgte fårene ingen medlidenhed med dem, og hvordan var de medskyldige i at de blev slagtet?

¹¹ Zakarias havde intet tilfælles med de hyrdelignende herskere der følte sig i deres gode ret til at sælge Jehovas får for personlig vindings skyld. Når disse hyrder opnåede rigdom derved, følte de at det var Gud der gjorde dem rige. Efter at de forræderisk og hjerteløst havde solgt fårene, sagde de hyklerisk: „[Jehova] være lovet, jeg blev rig.“ Hyrderne sparede således ikke de mennesker eller „får“ der havde givet sig selv i deres varetægt; de viste dem ingen medlidenhed. De var udmærket klar over at køberne ville slagte „fårene“ for at nå deres egne selviske, ærgerrige mål. Men endnu værre var det at disse købere ikke ville blive ’anset for skyldige’ for det de gjorde — i det mindste ikke af de hyrder der havde solgt „fårene“ til dem. På denne måde blev hyrderne deres medskyldige. For dem var fårene blot ’slagtefår’.

12. Hvem hævder folkene i kristenheden at de tilhører som får? Er deres jordiske religiøse hyrder udnævnt på teokratisk vis?

¹² Alt dette minder om en lignende situation i kristenheden her i det tyvende århundrede. Det jævne folk, som gør krav på at være kristne, hævder at de er Guds får. De anvender Salme 95:7 (som er citeret ovenfor) på sig selv, og i kirkerne fremsiger de Salme 23:1: „HERREN er min hyrde, mig skal intet fattes.“ Men de samme kirkegængere sætter også deres lid til jordiske „hyrder“. Især i religiøs forstand gør kristenhedens gejstlige krav på at være hyrder for disse får, og hver eneste af de hundreder af religiøse sekter har sin egen hjord. Disse hyrder er imidlertid ikke udnævnt teokratisk ligesom Zakarias, for de er hver især blevet ordineret af det styrende organ i deres egen sekt eller deres eget trossamfund, af en biskop eller en anden højtstående gejstlig, eller af en menighed. Efterligner disse kirkemænd de hyrder der fandtes på Zakarias’ tid?

13. Hvordan har sådanne kirkemænd efterlignet hyrderne på Zakarias’ tid ved at sælge „fårene“ til slagtning?

¹³ Det er modigt blevet påpeget at kristenhedens gejstlige med deres åndelige herredømme over hundreder af millioner af kirkemedlemmer, kunne have forhindret den verdenskrig der udbrød i 1914. Men de gjorde det ikke.a Uden at protestere sendte de deres hjorde ud i den mest brutale krig som menneskene endnu havde oplevet, en krig der varede over fire år. De solgte i realiteten deres hjorde for at undgå den forfølgelse det ville medføre hvis de krævede streng efterlevelse af kristendommen, og for at indynde sig hos de militære og de herskende hyrder. Nøjagtig det samme var tilfældet under den anden verdenskrig, der, ligesom den første, udbrød lige midt i kristenheden. Nedslagtningen under den anden verdenskrig var endnu frygteligere end under den første. Desuden har de gejstlige søgt at imødekomme politikerne og de kommercielle profitmagere. De har blandet sig i politik og har solgt deres hjorde til personer som har rakt efter embeder og ikke har næret nogen betænkeligheder ved at udnytte folket.

14. Hvem hævder ’hyrderne’ at de har fået deres rigdom fra, og hvorfor nærer køberne ingen betænkeligheder ved at drive rovdrift på fårene eller føre dem til slagtebænken?

¹⁴ Når de på denne måde bliver rige, både materielt og hvad angår popularitet hos de styrende, føler de at det er Gud der har velsignet dem, og fromt siger de derfor: „HERREN være lovet, jeg blev rig.“ (Zakarias 11:5) Og de der „køber“ de stakkels får nyder kirkens velsignelse, så føler ingen skyld når de udnytter fårene, ja ikke engang når de forårsager en voldelig massenedslagtning af dem. De regnes ikke for skyldige af kristenhedens gejstlige, men bevarer deres stilling som respekterede kirkemedlemmer. Det er således ganske klart at ’hyrderne’, de religiøse såvel som de herskende, ikke har nogen medlidenhed med kristenhedens „får“.

15. Hvordan ved vi at folket selv har ønsket at blive udnyttet af forræderiske hyrder?

¹⁵ Til trods for alt dette har det været nøjagtig som Gud sagde i Jeremias 5:31: „Profeterne profeterer løgn, præsterne skraber til sig, og mit folk vil have det så. Men hvad vil I gøre, når enden kommer?“ Hvordan ved vi at de der foregiver at være Guds folk, „vil have det så“? Fordi vi kan se at de der gør krav på at være Guds folk, ikke har fulgt den trofaste hyrde som Gud har oprejst, billedligt skildret ved profeten Zakarias. De fortsætter med at lade fårehandlerne, køberne og sælgerne, føre dem til slagtebænken. Fortjener de så nogen medlidenhed når de erfarer følgerne af deres egen handlemåde?

16. Angående spørgsmålet om medlidenhed, hvordan lyder så det guddommelige svar i Zakarias 11:6?

¹⁶ Det guddommelige svar lyder til profeten Zakarias, den teokratiske hyrde: „Thi jeg vil ikke længer spare landets indbyggere [vise landets indbyggere medlidenhed, NW], lyder det fra [Jehova]; men se, jeg lader hvert menneske falde i sin hyrdes [den ene i den andens, Gd] og sin konges hånd; og de skal ødelægge landet, og jeg vil ingen redde af deres hånd.“ — Zakarias 11:6.

17. Hvilken selvisk og ukærlig tilstand vil Jehova lade „slagtefårene“ komme i, og hvorfor vil deres råben være forgæves?

¹⁷ Det samme gælder nutidens kristenhed. Der kommer en tid hvor Jehova ikke længere vil have medlidenhed med „slagtefårene“. Han vil lade de ukærlige får plyndre og udnytte hinanden. Han vil lade fårene falde i de religiøse og de herskende hyrders hånd, i kongens eller den kongelige hyrdes hånd, og i hænderne på hinanden. Der vil råde anarki. Hvad kan dette medføre, andet end et almindeligt sammenbrud for hele det organiserede menneskesamfund? Den bestående tingenes ordning vil gå i opløsning, idet dens funktioner ikke længere udføres planmæssigt i overensstemmelse med verdslig visdom. I symbolsk forstand vil de der anarkistisk og i kaos driver rovdrift på hinanden, uundgåeligt „ødelægge landet“, det vil sige deres organiserede jordiske domæne. Da kan de råbe så højt og så længe de vil, men Jehova „vil ingen redde af deres hånd“. Hvorfor skulle han? De har gang på gang nægtet at følge hans udnævnte hyrde.

HYRDENS LØN — TREDIVE SEKEL SØLV

18. Hvordan var Zakarias blevet udnævnt til hyrde for Israels hjord, og hvilket spørgsmål opstår med hensyn til hans tjeneste?

¹⁸ Hvor højt værdsætter de der blot hævder at være Guds folk, den åndelige „hyrde“ som Gud har oprejst og sendt til dem? Det skildres profetisk for os i det som profeten Zakarias kom ud for. Ikke i kraft af et mandat fra folket, men i kraft af en teokratisk udnævnelse blev han sat til at ’røgte’ Israels hjord. Hvor meget blev han påskønnet? Hvor højt blev hans tjeneste værdsat? Han siger rent ud:

19. Hvor mange hyrdestave tog Zakarias, hvor mange hyrder fjernede han i én måned, og hvordan viste han at han brød sin overenskomst med folket?

¹⁹ „Så røgtede jeg slagtefårene for fåreprangerne [til gavn for jer, I hjemsøgte af hjorden, NW] og tog mig to stave; den ene kaldte jeg ’Liflighed’, den anden ’Bånd’; og jeg røgtede fårene. (Og jeg ryddede de tre hyrder af vejen i én måned). Så tabte jeg tålmodigheden med dem, og de blev også kede af mig. Og jeg sagde: ’Jeg vil ikke røgte eder; lad dø, hvad dø skal, lad bortkomme, hvad bortkomme skal, og lad de andre æde hverandres kød!’ Så tog jeg staven, som hed ’Liflighed’, og sønderbrød den for at bryde den overenskomst, jeg havde sluttet (med alle folkeslag; og den blev brudt samme dag, og fåreprangerne [de hjemsøgte af hjorden, NW], som holdt øje med mig, kendte, at det var [Jehovas] ord).“ — Zakarias 11:7-11.

20. Hvad skulle stavene bruges til, hvad kaldte Zakarias de to stave, og hvorfor?

²⁰ Som en del af sin hyrdeudrustning tog Zakarias to stave, den ene til at lede fårene med og den anden til at beskytte dem med. Den tidligere hyrdedreng David omtalte sådanne stave i Salme 23:1-4, hvor han sagde: „[Jehova] er min hyrde . . . Skal jeg end vandre i dødsskyggens dal, jeg frygter ej ondt; thi du er med mig, din kæp og din stav er min trøst.“ Den ene stav, øjensynlig den til at lede fårene med, kaldte Zakarias „Liflighed“, hvilket sigtede til den gunst der blev vist fårene. Den anden, øjensynlig den til at afværge angreb på fårene med, kaldte han „Bånd“ (til at bevare enhed med). Det var en gunst for fårene — en gunst fra Zakarias’ Gud, hærskarers Jehova — at Zakarias blev sat til at røgte dem. Derfor blev den ene stav kaldt „Liflighed“.

21. Hvilken slags får blev Zakarias gjort til hyrde for? Hvilke lande kom de fra, og hvem repræsenterede Zakarias som hyrde?

²¹ Jehovas profet blev imidlertid ikke gjort til hyrde over bogstavelige får. Der var tale om symbolske får, nemlig Israels hus, som da bestod af en rest fra Juda rige og en rest af dem der havde tilhørt Israels ti-stammerige i nord, hvis førende stamme var Efraim. Zakarias blev altså teokratisk udnævnt til, i lighed med en hersker eller en statholder, at føre åndeligt tilsyn med resten af hele Israels hus. I denne stilling repræsenterede han i realiteten Jehova den himmelske Hyrde.

22. Skulle Zakarias udføre sin hyrdegerning for intet? Hvorfor var israelitterne forpligtet til at have ham som hyrde, og hvoraf fremgår det om der var oprettet en overenskomst eller kontrakt?

²² Profeten Zakarias skulle ikke udføre sin hyrdegerning for intet. For det arbejde han gjorde, havde han ret til en løn. Når hans tjeneste var forbi, kunne han med rette gøre krav på sin betaling. Eftersom han var udnævnt til hyrde af den store Teokrat, Jehova, var Israels rest forpligtet til at acceptere hans hyrdegerning og vise deres påskønnelse af den ved at ansætte den til en løn. Blev der oprettet en bestemt kontrakt eller overenskomst med Israels hus om denne hyrdegerning? At der var en sådan kontrakt eller pagt, fremgår af det Zakarias fortæller idet han forklarer hvordan han nedlagde hvervet som hyrde: „Så tog jeg staven, som hed ’Liflighed’, og sønderbrød den for at bryde den overenskomst, jeg havde sluttet (med alle folkeslag).“ (Zakarias 11:10) „Alle folkeslag“ vil sige alle folk i Israel.

23. Hvis overenskomst med Israel var der tale om? Begrund svaret.

²³ Men hvis „overenskomst“ eller pagt var det? Tilsyneladende var det Zakarias’ egen personlige overenskomst. Men lad os huske at det var Jehova der sagde til ham: „Røgt slagtefårene.“ (Zakarias 11:4) Jehova gjorde det fordi de fungerende hyrder solgte fårene til slagtning skønt hjorden i virkeligheden tilhørte Jehova Gud. Det betød at der var tale om Jehovas pagt; da Jehova udnævnte en profet til at være Israels hyrde, skete det i opfyldelse af hans pagt med nationen. I harmoni med denne grundlæggende kendsgerning oplyser fodnoterne i Biblia Hebraica af Rudolf Kittel, Stuttgart, Vesttyskland, at der i stedet for „min pagt som jeg havde sluttet“ (NW), sandsynligvis skal læses: „Jehovas pagt som Jehova havde sluttet.“ Grunden til dette er at de pronominalendelser i den hebraiske tekst der almindeligvis oversættes med „min“ og „jeg“, her i virkeligheden er forkortelser for det guddommelige navn Jehova. — Se fodnoterne i 1971-udgaven af New World Translation of the Holy Scriptures.

24. (a) Hvor længe vogtede Zakarias hjorden, og hvordan ved vi det? (b) For hvis skyld vogtede han hjorden?

²⁴ Der var andre hyrder samtidig med Zakarias. Det ser ud til at de tog det ilde op at Jehovas profet trængte ind på deres virkefelt. Zakarias arbejdede som hyrde i mindst en måned, for han siger: „Til sidst gjorde jeg det af med tre hyrder i én månemåned, idet min sjæl lidt efter lidt blev utålmodig med dem, og deres sjæl også følte lede ved mig.“ (Zakarias 11:8, NW) Vi får ikke at vide hvem disse tre hyrder var, men fordi Zakarias var blevet udnævnt af den højeste Gud, havde han større myndighed end de, og kunne afskedige dem alle tre. Hvor længe han fortsatte sin hyrdegerning efter at have gjort det af med de tre hyrder, ved vi ikke. Grunden til at han i det hele taget vogtede hjorden, som Jehova havde befalet ham, var som han forklarede: „Jeg gik i gang med at vogte hjorden der var bestemt til slagtning, til gavn for jer, I hjemsøgte af hjorden.“ (Zakarias 11:7, NW; AV; Yg) Det var mere barmhjertigt af Zakarias at gøre dette end at røgte fårene „for fåreprangerne“. (Den autoriserede danske oversættelse af 1931; Je; RS; AT; Ro) Fårene var i virkeligheden blevet overladt til fåreprangerne. (Mo) Hvor hjerteløst!

25. (a) Hvilken følelse opstod der mellem Zakarias og de tre hyrder, og hvorfor? (b) På hvis foranledning blev pagten eller overenskomsten med hjorden brudt, og hvordan ved vi det?

²⁵ Zakarias blev ikke utålmodig med de hjemsøgte får. Hans „sjæl“, hele hans væsen, blev utålmodig med de tre forsømmelige hyrder. Fordi han var trofast og barmhjertig som hjordens hyrde, følte de lede ved ham. Han var ikke meddelagtig i deres forehavender. Først da han havde gjort det af med dem som hyrder, og til Jehovas bestemte tid, opgav han sin bestilling. På denne måde blev den overenskomst der var sluttet med „alle folkeslag“ i Israel, brudt. Zakarias viser at det ikke skete på hans egen foranledning, men i overensstemmelse med den store Hyrdes ledelse og beslutning. Efter at have sønderbrudt staven „Liflighed“ for at vise at overenskomsten var brudt, siger han nemlig videre: „Og den blev brudt samme dag, og fåreprangerne [de hjemsøgte af hjorden, NW], som holdt øje med mig, kendte, at det var [Jehovas] ord.“ — Zakarias 11:10, 11.

26. Hvad betød det for Israels hjords velfærd og enhed at pagten blev brudt?

²⁶ Hvad betød det for hjorden af Israels folkeslag at overenskomsten eller pagten således blev brudt? Præcis hvad Zakarias sagde da han afsluttede sin hyrdegerning: „Jeg vil ikke røgte eder; lad dø, hvad dø skal, lad bortkomme, hvad bortkomme skal, og lad de andre æde hverandres kød!“ (Zakarias 11:9) Da Jehovas udnævnte hyrde fik befaling til at trække sig tilbage, hvem skulle da tage sig af hjorden? De der søgte at leve højt på hjorden ville lade de døende får dø, lade dem der var ved at komme bort fra hjorden, gå uden at gøre noget for at bringe dem tilbage, og lade resten kæmpe indbyrdes og fortære hinanden ved selvisk og ukærligt at drage fordel af hinanden.

27. Hvem var det der ikke længere havde medlidenhed, siden pagten blev brudt? Hvad ville det medføre når denne beslutning om ikke længere at vise medlidenhed trådte i kraft?

²⁷ Blev pagten brudt fordi Zakarias var ubarmhjertig? Nej, men fordi den tid hvori Jehova viste medlidenhed, var udløbet. Til Zakarias havde han tidligere sagt: „Jeg vil ikke længer spare landets indbyggere, lyder det fra [Jehova]; men se, jeg lader hvert menneske falde i sin hyrdes [den ene i den andens, Gd] og sin konges hånd; og de skal ødelægge landet, og jeg vil ingen redde af deres hånd.“ (Zakarias 11:6) Fordi folkene ikke havde givet agt på den udnævnte hyrde som Gud barmhjertigt havde sendt dem, skulle der komme anarki i allerhøjeste grad. Hvilket sammenstød af selviske interesser! Hvilken undertrykkelse! Hvilken usikkerhed! Hvilken undergang den bestående tingenes ordning ville erfare under de lovløses og oprørskes tilintetgørende virksomhed! En frygtelig oplevelse ventede den hjord der gjorde krav på at tilhøre Jehova, når denne guddommelige beslutning trådte i kraft!

LØNNEN OG DEN PRIS HYRDEN BLEV VURDERET TIL

28. Hvem var Zakarias her et billede på, hvordan blev denne udnævnt, og hvilket tegn blev der givet på dette?

²⁸ Det var en profetisk billedhandling Zakarias foretog. Han skildrede en større hyrde i profetiens opfyldelse. Denne hyrde var Jehovas Messias, Jesus, kong Davids efterkommer og evige arving. (Mattæus 1:1-6) Efter at Jesus havde arbejdet som tømrer i Nazaret i Galilæa indtil han var tredive år gammel, blev han sendt ud som åndelig hyrde for Israels nation. Det var ikke landets politiske og religiøse ledere der bad ham om at blive åndelig hyrde. Han blev ikke hyrde i kraft af „et mandat fra folket“, men ved en teokratisk udnævnelse, og det stillede ham højere end alle menneskeskabte „hyrder“. I sin hjemby Nazaret sagde han at han var blevet salvet med Jehovas ånd til at være Messias, og følgelig til at virke som hyrde for Guds folks hjord. Profeten Johannes Døber så Jesus blive salvet med den hellige ånd ved en synlig manifestation. Det skete lige efter at Johannes havde døbt ham i Jordanfloden i overensstemmelse med Jehovas vilje. — Johannes 1:19-36.

29. Hvordan viste Jesus i en billedtale at en symbolsk ’dørvogter’ havde overgivet fårene til ham?

²⁹ I sin egenskab af forløber for Messias Jesus, handlede Johannes Døber som en ’dørvogter’ for Israels fårefold. Jesus Kristus henviste til dette da han i en billedtale sagde: „Sandelig, sandelig siger jeg eder: den, der ikke går ind i fårefolden gennem døren, men stiger over andetsteds, han er tyv og røver. Men den, der går ind gennem døren, han er fårenes hyrde. For ham lukker dørvogteren op, og fårene hører hans røst; og han kalder sine får ved navn og fører dem ud. Og når han har lukket alle sine får ud, går han foran dem; og fårene følger ham, fordi de kender hans røst. En fremmed derimod vil de ikke følge, men vil flygte fra ham, fordi de ikke kender de fremmedes røst. . . . Tyven kommer kun for at stjæle og slagte og ødelægge; jeg er kommen, for at de skal have liv og have overflod. Jeg er den gode hyrde; den gode hyrde sætter sit liv til for fårene.“ — Johannes 10:1-11.

30. (a) Hvem begrænsede Jesus sin hyrdegerning til at omfatte, og hvordan gav han udtryk for dette? (b) Hvornår og hvordan forudsagde Moses at denne profet ville fremstå?

³⁰ Jesus begrænsede sin egen gerning til kun at omfatte Israels hjord, så da han sendte sine tolv apostle ud sagde han til dem: „Gå ikke ud på hedningers veje og ikke ind i samaritaneres byer! Gå hellere til de fortabte får af Israels hus! På jeres vandring skal I prædike og sige: ’Himmeriget er kommet nær!’“ (Mattæus 10:5-7) Før han opfyldte en fønikisk kvindes bøn om at helbrede hendes datter som var slemt plaget af en ond ånd, sagde han til hende: „Jeg er ikke udsendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.“ (Mattæus 15:22-24) Dette var i harmoni med den lovpagt Jehova Gud havde sluttet med Israels hus gennem sin mellemmand Moses på Sinaj bjerg i år 1513 f.v.t. Da Moses kort før sin død påmindede israelitterne om at være lydige mod denne pagt ved at sky enhver form for dæmonisme, sagde han til dem: „[Jehova] din Gud vil lade en profet som mig fremstå af din midte, af dine brødre; ham skal I høre på.“ (5 Mosebog 18:15) Denne lovede profet som var større end Moses, var Messias Jesus. — 5 Mosebog 18:16-19; Apostlenes Gerninger 3:22, 23.

31. Hvordan fremgår det tydeligt af beretningen at Jesus havde medlidenhed med fårene, og hvad må vi sige om de andre hyrder?

³¹ At Jesus havde ægte medlidenhed med Israels hjord, sådan som han skulle som den sande messianske hyrde, fremgår af følgende beretning: „Så vandrede Jesus omkring i alle byer og landsbyer, lærte i deres synagoger og prædikede evangeliet om Riget og helbredte al slags sygdom og svaghed. Og da han så folkeskarerne, ynkedes han inderligt over dem, thi de var vanrøgtede og forkomne ’som får, der ingen hyrde har’.“ (Mattæus 9:35, 36) Vi kan kun drage den slutning at de andre der skulle have været hyrder, havde svigtet deres pligt.

32. Hvem var på Jesu tid de „tre hyrder“ som Zakarias afsatte i forbilledet?

³² Hvem var da — for at det profetiske billede kunne gå i opfyldelse — de „tre hyrder“ som Jesus Kristus skulle gøre det af med, rydde af vejen, afsætte fra de stillinger de havde tiltaget sig? Beretningen om Jesu liv omtaler ikke tre enkeltpersoner som opfylder det profetiske billede. De tre hyrder som profeten Zakarias afsatte, skildrede øjensynlig tre skarer af mennesker på Jesu tid. I beretningen forekommer der tre sådanne skarer, som både havde verdslig magt og religiøs magt i Israel. Der var (1) farisæerne og (2) saddukæerne, som begge var repræsenteret i det jødiske sanhedrin i Jerusalem. Denne domstol havde visse forvaltningsmæssige opgaver under den romerske statholder, foruden religiøse opgaver. Nikodemus, en farisæer som var medlem af sanhedrinet, var således „en af jødernes rådsherrer“. (Johannes 3:1, 2; 7:50-52) Josef, en rig mand fra Arimatæa, var også medlem af sanhedrinet. (Mattæus 27:57-60; Lukas 23:50-53) Sanhedrinet stod temmelig splittet mellem farisæerne og saddukæerne. (Apostlenes Gerninger 23:1-9) Foruden disse jødiske sekterere var der (3) herodianerne, „tilhængerne af Herodes’ parti“. — Markus 12:13, NW.

33. Hvordan blev Jesus „utålmodig“ med de „tre hyrder“, som skildret i Zakarias’ billedhandling?

³³ Svarende til den følelse de „tre hyrder“ nærede over for Zakarias som hyrde, begyndte disse tre grupper hurtigt at ’føle lede’ ved Jesus Kristus som messiansk hyrde. De sammensvor sig imod ham for at bringe ham i miskredit hos Israels hjord. (Mattæus 22:15-22; Markus 3:6) Jesus fjernede eller afsatte ikke disse tre fjendtligsindede grupper rent bogstaveligt „i én måned“. Den bogstavelige måned i Zakarias’ tilfælde måtte i Jesu tilfælde skildre en kort tidsperiode. (Zakarias 11:8) Lige fra begyndelsen af sin tjeneste nægtede Jesus at have noget med disse selviske grupper at gøre, det vil sige han nægtede at gøre fælles sag med dem. Og til sidst, ved afslutningen af hans tjeneste, blev hans sjæl virkelig „utålmodig med dem“. Ved flere lejligheder bragte han offentligt alle tre grupper til tavshed i spørgsmål om lærepunkter og forholdet til staten. (Mattæus 22:15-45) Resultatet var som der står i Mattæus 22:46: „Og ingen kunne svare ham et ord, og fra den dag [tirsdag den 11. nisan år 33] vovede ingen mere at rette spørgsmål til ham.“

34. (a) Hvad sagde Jesus som dannede højdepunkt på hans fordømmelse af de skriftkloge og farisæerne? (b) Hvad sagde han til Jerusalem, som om han sønderbrød staven „Liflighed“?

³⁴ Jesus Kristus havde lige sagt til dem: „Guds rige skal tages fra jer og givet til et folk, der bærer dets frugter.“ (Mattæus 21:23-43; Markus 12:1-12; Lukas 20:9-44) Kort efter denne erklæring fordømte han åbent de skriftkloge og farisæerne som undertrykkende hyrder og religiøse hyklere. Hans fordømmelse nåede højdepunktet med disse ord: „Altså giver I jer selv det vidnesbyrd, at I er børn af profeternes mordere. Og I — gør kun jeres fædres mål fuldt! I slanger, I øgleunger! hvordan kan I undgå at dømmes til Helvede [Gehennas dom, NW]?“ (Mattæus 23:1-33; Markus 12:38-40; Lukas 20:45-47) Og som om han sønderbrød hyrdestaven „Liflighed“, tilføjede han: „Jerusalem, Jerusalem! du, som ihjelslår profeterne og stener dem, der er sendt til dig! hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, som hønen samler kyllingerne under sine vinger! og I ville ikke. Se, jeres hus bliver forladt og overladt til jer selv!“ — Mattæus 23:37, 38.

35. Hvad bekendtgjorde Jesus således for jøderne angående Guds lovpagt med dem, og hvad erkendte de hjemsøgte der holdt øje med Jesus?

³⁵ Da Jehova Gud forlod det jødiske tempel hvor han blev tilbedt i Jerusalem, betød det at han brød den lovpagt han havde indgået med Israels nation gennem Moses. Som den hyrde der forud var skildret ved Zakarias, bekendtgjorde Jesus altså med disse ord at den pagt Jehova havde sluttet med Israels folk snart skulle brydes. De hjemsøgte af Israels hjord som holdt øje med Jesus og hørte hans ord, „kendte, at det var [Jehovas] ord“. — Zakarias 11:11.

36. Hvad betød dette med hensyn til Guds liflighed over for Israel, og hvilke frygtelige følger måtte de til sidst erfare fordi de havde vraget Jehovas Hyrde og Hersker?

³⁶ Det betød at Jehova ikke længere ville vise liflighed over for sit ulydige, udvalgte folk. Han ville ikke længere vise medlidenhed med indbyggerne i „Judas land“. Landet skulle lide alle de rædsler der fulgte med da Judæa blev invaderet og dets byer og fæstninger, heriblandt også Jerusalem og dens tempel, blev ødelagt i de grusomme år fra 70 til 73. Jesus Kristus forudsagde denne tragedie samme dag, den 11. nisan år 33, i sin profeti om „verdens ende“ eller „afslutningen på tingenes ordning“ (NW). (Mattæus 24:1-22; Markus 13:1-20; Lukas 21:5-24) Denne nationale ulykke var under alle omstændigheder et smerteligt tegn på at den mosaiske lovpagt mellem Gud og Israel var blevet brudt. Hvilke frygtelige følger af at vrage Guds Hyrde og Hersker!

37. Hvordan blev Zakarias’ hyrdegerning vurderet? Hvad pålagde Jehova ham derpå at gøre, og hvad sønderbrød han derefter?

³⁷ Hvor højt blev Jehovas udnævnte hyrde vurderet af folkene i Israel? Profeten Zakarias viser det i sit eget tilfælde, og forudskildrer derved noget som har større betydning. Han fortæller: „Og jeg sagde til dem: ’Om I synes, så giv mig min løn; hvis ikke, så lad være!’ Så afvejede de min løn, tredive sekel sølv. Men [Jehova] sagde til mig: ’Kast den til skatkammeret, den dejlige pris, de har vurderet mig til!’ Og jeg tog de tredive sekel sølv og kastede dem til skatkammeret i [Jehovas] hus. Så sønderbrød jeg den anden hyrdestav ’Bånd’ for at bryde broderskabet imellem Juda og Jerusalem [Israel, Gd].“ — Zakarias 11:12-14, fodnoten.

38. Hvor meget var den betaling værd som Zakarias fik, og hvordan omtalte Jehova den?

³⁸ „Tredive sekel sølv“ — det var prisen for en træl ifølge den mosaiske lovpagt. (2 Mosebog 21:32) Var profeten Zakarias eller hans hyrdetjeneste ikke mere værd end en træl? Eftersom Zakarias var blevet udnævnt af og repræsenterede den himmelske Hyrde, Jehova, var den pris de satte ham til, som en pris de havde sat Jehova til som hyrde. Jehova kunne derfor omtale den som ’den pris, de har vurderet mig til’. (Medmindre det skal forstås sådan at Zakarias her foretog en parentetisk henvisning til sig selv!) Ganske vist omtalte Jehova den som en ’dejlig’ pris i stedet for som en træls pris, men det var tydeligt at han ikke benyttede dette udtryk fordi han var tilfreds, men sagde det sarkastisk, ironisk. Han følte deres mangel på værdsættelse.

39. Hvad antydede det med hensyn til Israels tolv-stammerige at Zakarias sønderbrød den stav der hed „Bånd“?

³⁹ Da den hyrde der repræsenterede Jehova blev vurderet så lavt, blev grundlaget for enhed i hjorden af Guds påståede folk fjernet. Der skulle ikke blive én hyrde, én hjord. Hjorden ville også miste den beskyttelse som enhed udgør mod angreb udefra. Det var således meget passende at Zakarias nu sønderbrød den stav der hed „Bånd“. Han gjorde det for at skildre at grundlaget for ’broderskab’ mellem folk fra Juda rige og folk fra Israels ti-stammerige blev fjernet. Det var spørgsmålet om at have én messiansk konge, en konge af Davids slægt, der havde splittet tolv-stammeriget i to riger, Juda og Israel, efter kong Salomons død i år 997 f.v.t. At den mosaiske lovpagt blev brudt, betegnede derfor ikke alene at det var forbi med Jehovas „liflighed“ eller gunst mod det folk han engang havde udvalgt, men også at han ikke længere havde omsorg for nationen og beskyttede den for at holde den sammen som et harmonisk hele. De åndelige bånd der tjente til at skabe broderskab var fjernet, og kødets bånd alene ville ikke være stærke nok til at holde dem sammen som brødre.

40. (a) Hvorfor var denne ringe værdsættelse af Jehovas hyrde alvorligere i tilfældet med den som Zakarias var et billede på? (b) Hvilken løn bør en hyrdelignende hersker få af sine undersåtter?

⁴⁰ Hvis man vurderer Guds foranstaltninger for lavt og vrager dem, bringer det altid sørgelige følger. Hvor lavt Jehova end blev vurderet som den store Hyrde i tilfældet med profeten Zakarias, blev han vurderet endnu lavere i tilfældet med den messianske Hyrde som Zakarias var et billede på. Denne hyrde var ingen anden end Guds søn, som Gud sendte fra himmelen som den gode hyrde der skulle sætte sin sjæl eller sit fuldkomne menneskeliv til for alle mennesker med fårets sindelag. (Johannes 10:14-18) Eftersom Messias Jesus tjente som hyrde på sin himmelske Faders vegne, kunne han have gjort brug af sin ret til at kræve en løn på sin Faders vegne. Hvilken løn eller betaling er det en regerende hyrde anmoder sine undersåtter om? Han anmoder sine undersåtter om at støtte ham og hans regering, hvad enten det nu er materielt eller i form af loyal tjeneste. De der er udnævnt til at tjene under den regerende hyrde, bør sørge for at hyrden får en sådan løn eller betaling af alle sine undersåtter. Som Salomon, en teokratisk udnævnt konge, skrev: „Frygt [Jehova] og kongen, min søn, indlad dig ikke med folk, som gør oprør.“ — Ordsprogene 24:21.

41. (a) Tvang Zakarias folket til at betale ham hans løn som hyrde? (b) Hvornår kunne jødefolkets repræsentanter have betalt Jesus for hans hyrdegerning, og hvornår blev de nødsaget til at vurdere ham til en pris?

⁴¹ I næsten tre og et halvt år tjente Jesus trofast som åndelig hyrde over „de fortabte får af Israels hus“. Henimod slutningen af sin hyrdetjeneste, i den sidste uge han levede som menneske på jorden, gik han ikke direkte til Israels hyrdelignende repræsentanter, sådan som profeten Zakarias gjorde, for at bede om sin løn eller betaling. Zakarias sagde til dem på sin tid at de ikke behøvede at betale ham noget hvis de ikke ville: „Om I synes, så giv mig min løn; hvis ikke, så lad være!“ (Zakarias 11:12) Da Jesus i triumf red ind i Jerusalem på en asenindes føl, kunne Israels hyrdelignende repræsentanter have betalt ham en løn ved at tage imod ham som den sande Messias der var udsendt og salvet af Jehova. Men de lod være. Blot tre dage senere (den 12. nisan år 33) blev de imidlertid nødsaget til at afgøre hvor meget han var værd i penge som åndelig hyrde. Hvordan? Lad os læse:

42. Hvilken pris blev aftalt med Judas Iskariot, og hvornår?

⁴² „Da gik en af de tolv, han, som hed Judas Iskariot, hen til ypperstepræsterne og sagde: ’Hvad vil I give mig for at forråde ham til jer?’ De udbetalte ham så tredive sølvpenge. Og fra den stund [den 12. nisan] søgte han en lejlighed til at forråde ham. På den første af de usyrede brøds dage [den 14. nisan] kom disciplene til Jesus og sagde: ’Hvor vil du, at vi skal tilberede påskemåltidet for dig?’“ — Mattæus 26:14-17.

43. Hvordan stillede Jesus sig til at forræderen solgte ham, og hvornår blev handelen fuldbyrdet?

⁴³ De religiøse hyrder gav Judas Iskariot de tredive sekel sølv. (Markus 14:10, 11; Lukas 22:3-6) Jesus vidste på forhånd at han ville blive forrådt og at det var Judas Iskariot der ville forråde ham. (Mattæus 17:22, 23; 20:17-19; 26:1, 2, 24, 25) Han gjorde intet for at undgå at blive solgt ved forræderi. (Mattæus 26:45-57) Han fremskyndede derimod forræderiet så det kunne finde sted til Guds fastsatte tid; ved påskemåltidet udpegede han nemlig Judas Iskariot og sendte ham bort med ordene: „Hvad du gør, gør det snart!“ Forræderen gik straks ud for at afslutte sin handel med de religiøse hyrder. (Johannes 13:21-30) Nogle timer senere, den påskenat fandt forræderiet sted, og Judas Iskariot havde tjent sine penge. (Johannes 18:1-14) Jesus, den messianske Hyrde, var blevet vurderet. Prisen var tredive sekel sølv, prisen for en træl ifølge den mosaiske lovpagt! En dejlig pris!

44, 45. (a) Hvad blev der af de penge som Zakarias blev vurderet til? (b) Hvad blev der af de penge Judas Iskariot fik for at forråde Jesus?

⁴⁴ Judas Iskariot accepterede denne pris. Han havde stået for de tolv apostles regnskab, men han lagde ikke pengene i deres pengepung. Han beholdt dem selv — et stykke tid! (Johannes 12:4-6) I billedhandlingen beholdt profeten Zakarias ikke de tredive sekel sølv han fik udbetalt som løn. Lønnen tilhørte i virkeligheden hans Herre, Jehova, og derfor sagde Jehova til ham: „Kast den til skatkammeret.“ Det gjorde Zakarias. (Zakarias 11:12, 13, fodnoten) Hans handling var et forvarsel om noget. Zakarias var ganske vist ikke et billede på Judas Iskariot, men Judas gjorde alligevel som Zakarias — han beholdt ikke sine tredive sekel sølv. Hvad han gjorde med dem — eller rettere, hvad hans anvendelse af forræderlønnen til sidst førte til — berettes med disse ord:

⁴⁵ „Da det var blevet morgen, traf alle ypperstepræsterne og folkets ældste beslutning om at få Jesus dømt til døden. Og de bandt ham og førte ham bort og overgav ham til landshøvdingen Pilatus. Da nu Judas, som havde forrådt ham, så, at han var blevet domfældt, fortrød han det og bragte de tredive sølvpenge tilbage til ypperstepræsterne og de ældste og sagde: ’Jeg har syndet og forrådt uskyldigt blod.’ Men de svarede: ’Hvad kommer det os ved? Det bliver din sag.’ Så kastede han sølvpengene ind i templet, gik bort derfra og gik hen og hængte sig. Men ypperstepræsterne tog sølvpengene og sagde: ’Det går ikke an at lægge dem i tempelkisten, for det er blodpenge.’ Så tog de den beslutning at købe Pottemagermarken for dem til gravplads for de fremmede. Derfor kaldes den mark den dag i dag ’Blodmarken’. Da gik det i opfyldelse, som er talt ved profeten Jeremias, der siger: ’Og de tog de tredive sølvpenge af Israels børn — det var den pris, man vurderede den højt vurderede til — og de gav dem for Pottemagermarken, således som Herren pålagde mig.’“ — Mattæus 27:1-10.

46. (a) Hvad sagde apostelen Peter senere om Judas Iskariot og det de tredive sekel var blevet brugt til? (b) Hvordan handlede præsterne inkonsekvent i forbindelse med det blod som de tredive sekel repræsenterede?

⁴⁶ Eftersom det var Judas Iskariot der havde skaffet de penge til veje som præsterne købte Pottemagermarken for, omtaler apostelen Peter Judas som den der købte marken til gravplads for jøder som døde mens de var på besøg i Jerusalem, eller for proselytter. Peter sagde om Judas til den kristne menighed: „Han købte sig nemlig en mark for den løn, han havde fået for sin ugerning, og han styrtede hovedkulds ned [efter at have hængt sig] og brast itu, så alle hans indvolde væltede ud. Dette blev også kendt af alle Jerusalems indbyggere, så den mark kaldes på deres eget sprog Hakeldama, det vil sige Blodager.“ (Apostlenes Gerninger 1:18, 19) Præsterne handlede blot på Judas’ vegne da de samlede pengene op der hvor Judas havde kastet dem fra sig i tempelhelligdommen, og gav dem til Pottemagermarkens sælger. De indså at det ikke var passende at lægge ’blodpengene’ i tempelkisten, men samtidig følte de at det var helt i orden at de selv tjente i dette tempel, skønt det var dem der havde været årsag til at dette blod var blevet udgydt.

47. (a) Hvordan kunne apostelen Mattæus sige Jeremias og dog mene Zakarias? (b) Hvordan fjerner den aramæiske eller syriske oversættelse problemet?

⁴⁷ Vi lægger mærke til at apostelen Mattæus i Mattæusevangeliet 27:9, 10 siger at det var profeten Jeremias’ ord der blev opfyldt. Hvis Mattæus her sigtede til det afsnit i De hebraiske Skrifter der kaldtes Profeterne, og dette afsnit på hans tid begyndte med Jeremias’ profeti, ville navnet Jeremias omfatte alle de andre profetiske bøger, også Zakarias’ bog. I så fald mente Mattæus i virkeligheden Zakarias, skønt han brugte navnet Jeremias.b The Holy Bible from Ancient Eastern Manuscripts (Peshitta) udelader navnet og gengiver teksten på denne måde: „Da blev dét som blev udtalt af profeten opfyldt, nemlig: Jeg tog de tredive sølvstykker, den dyre pris som blev opnået hos Israels børn, og jeg gav dem for pottemagerens mark, som Herren befalede mig.“ (George M. Lamsa, 1957) Det syriske Nye Testamente, oversat til engelsk fra Peshitta af James Murdock (copyrighted 1893), har samme læsemåde, idet profetens navn udelades.c

48. (a) Hvordan viser Mattæus’ frie oversættelse af Zakarias’ profetiske ord hvad de tredive sekel blev brugt til? (b) Hvem var Zakarias altså et billede på her, ifølge profetiens opfyldelse?

⁴⁸ Eftersom Mattæus 27:9, 10 svarer til Zakarias 11:13 og ikke stemmer med noget i Jeremias’ bog, må Mattæus’ citat være en fri oversættelse af Zakarias 11:13. Den måde Mattæus har oversat Zakarias 11:13 på, skal øjensynlig vise hvordan verset blev opfyldt, nemlig at „de“ — de præster der repræsenterede Israel — samlede de tredive sølvpenge op i templet, og at „de [præsterne, på Judas Iskariots vegne] gav dem for Pottemagermarken“. Zakarias 11:13 fortæller ikke hvad de tredive sekel sølv som Zakarias kastede ind i skatkammeret i Jehovas tempel, blev brugt til bagefter. Af hensyn til de ændrede omstændigheder oplyser Mattæus imidlertid hvor pengene blev af i profetiens opfyldelse. Denne opfyldelse bekræfter at hyrden Zakarias her var et billede på den messianske Hyrde, Jesus, der blev forrådt og solgt for så ringe en pris.

49. Hvornår gik dét i opfyldelse som Zakarias skildrede da han sønderbrød den stav der hed „Bånd“, og hvilke følger fik det for jøderne?

⁴⁹ Ligesom Zakarias derefter brød den anden stav, den der hed „Bånd“, sådan bevirkede dét at Jesus blev forrådt for tredive sekel sølv at Jehova ophævede den mosaiske lovpagt som var indgået med Israel. Da den opstandne Jesus steg op til himmelen og trådte frem i Guds nærhed og frembar værdien af sit fuldkomne opofrede menneskeliv for ham, blev den mosaiske lovpagt taget bort, og den lovede nye pagt blev indgået med det åndelige Israel, det kristne Israel. (Efeserne 2:13-16; Kolossenserne 2:14-17; Hebræerne 9:24-28) Da blev de kødelige, omskårne jøder der afviste den nye pagt med Jesus Kristus som mellemmand, overladt til de falske jødiske krister. De kom til at stå uden et sandt teokratisk enhedsbånd, og deres opdeling i flere religiøse sekter blev til stor ulykke for dem da Jerusalem blev belejret og ødelagt af romerne i år 70.

50. Hvordan har kristenheden vurderet den messianske Hyrde Jesus Kristus lavt? Hvordan har den gjort sig skyldig i pagtsbrud, og hvordan vil det berøre den at den ikke har Guds liflighed?

⁵⁰ Ligesom fortidens Israel, sådan har kristenheden med dens hundreder af sekter vraget omsorgen fra den messianske Hyrde, den himmelske Jesus Kristus. Hvordan? Ikke i sine fromme bekendelser, naturligvis, men ved sine handlinger. Den har forrådt ham ved at forråde hans sande disciple, som den har forfulgt, i mange tilfælde endog til døden. Den har nægtet at tage imod de åndelige hyrders tjeneste som den himmelske messianske Hyrde har sendt til den. Hvad den har gjort over for dem, har den i realiteten gjort over for ham. (Mattæus 25:40, 45; Markus 9:37; Johannes 15:20, 21) Den har således vurderet hans hyrdetjeneste lavt, ja forkastet den. Det røber at den ikke er i harmoni med den nye pagt, som den hævder at være med i; og skal man tage den på ordet, har den således brudt den nye pagt. Derfor nyder den ikke Jehova Guds liflighed eller gunst, og han beskytter den ikke ved at bevare dens enhed. Også den er overladt til alle de falske krister. Dens uenighed og splittelse vil fortsætte lige til den kommende ’store trængsel’, der billedligt blev skildret ved Jerusalems ødelæggelse i år 70. — Mattæus 24:21, 22.

„EN DÅRE AF EN HYRDE“

51. (a) Hvis førerskab overlades folket til fordi kristenheden har vraget den messianske Hyrde? (b) Hvilken organisation har kristenheden valgt i stedet for at tage imod den messianske Hyrde som Jehova har bragt til veje?

⁵¹ Når de der foregiver at tilbede Bibelens Gud, vrager Jehovas gode hyrde, Jesus Kristus, og hans sande underhyrder, kan de kun komme under ledelse af selviske, verdsligsindede hyrder. (1 Peter 5:1-4) Jehova forkastede de selviske styrende hyrder og opmuntrede sit folks hjord med disse betryggende ord: „Jeg sætter én hyrde over dem, min tjener David, og han skal vogte dem; han skal vogte dem, og han skal være deres hyrde. Og jeg, [Jehova], vil være deres Gud, og min tjener David skal være fyrste iblandt dem, så sandt jeg, [Jehova], har talet.“ (Ezekiel 34:23, 24) Denne lovede Hyrde er Jesus Kristus, en søn af fortidens kong David. I 1919 vurderede kristenheden hans hyrdeomsorg lavt og forkastede ham og hans rige. I stedet valgte den en menneskeskabt international organisation for verdensfred og sikkerhed, nemlig Folkeforbundet, hvis efterfølger, De forenede Nationer, nu har 132 medlemsnationer. Den har mærket følgerne af dette.

52. Hvilke følger har kristenheden måttet tage fordi den har vraget den messianske Hyrde og hans ledelse?

⁵² Hvilke følger? En slægt af ærgerrige, selvforherligende regeringshyrder, sammen med religiøse forbundsfæller. Gennem profeten Zakarias skildrede Jehova Gud disse følger: verdslige hyrder der fremstilles som „en dåre af en hyrde“, en dåragtig, uduelig, værdiløs skare af ledere. Efter alle de år hvori disse ledere nu har været i virksomhed siden 1919, kan vi tydeligt se hvordan de svarer til den hyrde som Jehova Gud profetisk beskrev gennem Zakarias:

53. Hvordan fik Zakarias besked på at udstyre sig? Hvordan ville denne hyrde optræde, og hvad ville der ske med ham?

⁵³ „Siden sagde [Jehova] til mig: Udstyr dig atter som en hyrde, en dåre af en hyrde! (Thi se, jeg lader en hyrde fremstå i landet). Han tager sig ikke af det bortkomne, leder ikke efter det vildfarne, læger ikke det brudte og har ikke omhu for det sunde, men spiser kødet af de fede dyr og river klovene af dem. Ve, min dåre af en hyrde, som svigter fårene! Et sværd imod hans arm og hans højre øje! Hans arm skal vorde vissen, hans højre øje blindes.“ — Zakarias 11:15-17.

54. Hvilken slags „hyrder“ har folket i dag, som det fremgår af de tilstande der råder inden for nationerne? Hvorfor har sådanne ledere fået lov at fremstå?

⁵⁴ Kan folkene i dag, selv de der bor i kristenheden, for slet ikke at tale om dem der lever i den hedenske verden, ikke sammenlignes med bortkomne får, får som er kommet til skade og ikke helbredes, som er sultne eller truet af verdensomfattende hungersnød, og som udnyttes af korrupte, bestikkelige, snyltende, værdiløse hyrder der fortærer dem lige til „klovene“, eller som leder dem ad veje der er så ujævne at „klovene“ bliver revet af dem? De tilstande der råder inden for nationerne, både de såkaldt kristne nationer og de hedenske, er svar nok. Hvor længe endnu kan fårene klare sig? Dét er imidlertid følgerne af at vrage Jehovas messianske hyrde. Eftersom de selv har valgt det, har han ladet en uduelig, værdiløs og ødelæggende hyrdeskare fremstå, selv i kristenhedens område.

55. Hvorfor kom Zakarias ikke til at lide det ve som Jehova udtalte imod den værdiløse hyrde, skønt han udstyrede sig som en dåragtig hyrde?

⁵⁵ Profeten Zakarias skulle skildre at der ville fremstå en sådan dåragtig hyrdeskare i vor tid, samt i det første århundrede mens Jesus Kristus og hans apostle levede. Zakarias blev ikke selv en sådan uduelig, dåragtig hyrde. Han fik blot besked på at udstyre sig med en hyrdes udrustning og skildre en sådan hyrdes tilstedeværelse og mangelfulde tjeneste. Derfor blev Zakarias ikke udsat for det ve Jehova udtalte over en sådan forsømmelig, værdiløs og hjerteløs hyrde.

56. Hvordan er der „et sværd“ imod denne værdiløse og dåragtige hyrdeskares „arm“ og „højre øje“?

⁵⁶ Menneskehedens verden kan ikke vente nogen lindring og udfrielse fra disse regeringshyrder, der er valgt og indsat af mennesker. Jehovas myndigheds- og henrettelsessværd er rettet mod disse hyrdelignende herskere, der selv længe har båret „sværdet“, magten til at eksekvere domme. (Romerne 13:4; Apostlenes Gerninger 12:1, 2) Eftersom de ikke har Jehovas velsignelse her i „endens tid“ for dem, er deres „arm“, det vil sige deres magt og deres evne til at udrette noget, allerede blevet vissen; deres „højre øje“, det øje hvormed de bedst kan finde midler til afhjælpning af problemerne og bedst kan føre tilsyn som herskere, bliver svagere og svagere. I den kommende „store trængsel“ over verden, vil Jehova tilintetgøre både øje og arm, og hele resten af den dåragtige og uduelige hyrdeskare med.

[Fodnoter]

’Man har sat en krigsdjævel på tronen i stedet for Gud,’ sagde han. ’Kirkerne tager ikke sig selv alvorligt. De er tilfredse med blot at være et tilbehør i samfundet og at forsvare deres lande og regenter — uanset om disse er retfærdige eller uretfærdige. Kirken er blevet tvunget til at tie og samtykke. Den er som en gammel stum og tandløs hund der ikke kan bide mere.

Mange af os havde ventet at socialisterne ville have afværget en krig som denne, og vi var bitterligt skuffede over socialisterne i Europa da de ikke gjorde det. Det faldt os aldrig ind at kirkerne, moskeerne eller synagogerne kunne forhindre en krig. Ingen af os forventede noget sådant af dem. Vi ved hvad der vil ske hvis et ledende medlem af den engelske statskirke vovede at hæve sin røst og protestere mod sit lands deltagelse i den nuværende strid.

Hver påske vasker Franz Josef ceremonielt en halv snes pilgrimmes fødder, og kirken er tilfreds med ham. Zaren er kirkens overhoved om søndagen og hærens overhoved alle de andre dage.

Da nationerne forberedte sig til denne krig, rådførte de sig ikke på noget tidspunkt med kirkerne, for de vidste at de kunne stole på kirkernes støtte lige så vel som de kunne stole på deres ambulance- og forplejningskorps.

Det var bedre om missionærerne lærte folk derhjemme kristendom først.’

Rabbineren sluttede:

’Det skærer os i hjertet når vi læser om de ødelagte domkirker i Reims og andre steder, dog er disse kirker for længe siden blevet ødelagt, og det er kun de ydre mure der nu er styrtet sammen.

Krigsguder, pengeguder og magtguder har gjort deres til at nedbryde disse bygninger århundrede efter århundrede.’“ — New York-bladet American, 12. oktober 1914, side 4.