Fred med andre er en betingelse for lykke

INSPIRERET af Gud skrev en salmedigter i oldtiden: „Se, hvor godt og hvor lifligt er det, når brødre bor tilsammen [bor sammen i enhed, NW]: . . . som Hermons dug, der falder på Zions bjerge. Thi der skikker [Jehova] velsignelse ned, liv til evig tid.“ — Sl. 133:1-3.

Det er afgjort en betingelse for vor lykke at vi har et fredeligt forhold til andre. Fred er endvidere noget som Gud sætter meget højt. For at kunne opnå at have fred med vor næste må vi behandle ham ærligt og reelt. Fremfor alle andre skulle de der kalder sig kristne, søge fred med deres medmennesker ved at handle retskaffent og i kærlighed.

Mens Jesus Kristus var på jorden talte han engang til en skare jøder om de vanskeligheder der kunne opstå mellem mennesker, og sagde blandt andet: „Derfor, hvis du er i færd med at bringe en offergave til alteret, og du dér kommer i tanker om at din broder har noget imod dig, så lad din gave blive liggende dér foran alteret, og gå; slut først fred med din broder, og derefter, når du er kommet tilbage, kan du bringe din offergave.“ — Matt. 5:23, 24.

Harmonerer med tidligere forskrifter

Ved denne lejlighed har Jesus uden tvivl haft i tanke hvad Guds lov siger i Tredje Mosebog 5:21-26:

„Når nogen forsynder sig og gør sig skyldig i svig mod [Jehova], idet han frakender sin næste retten til noget, der var ham betroet, et håndpant eller noget, han har røvet, eller han aftvinger sin næste noget, eller han finder noget, som er tabt, og nægter det, eller han aflægger falsk ed angående en af alle de ting, som mennesket forsynder sig ved at gøre, så skal han, når han har forsyndet sig og føler sig skyldig, tilbagegive det, han har røvet, eller det, han har aftvunget, eller det, som var ham betroet, eller det tabte, som han har fundet, eller alt det, hvorom han har aflagt falsk ed; han skal erstatte det med dets fulde værdi med tillæg af en femtedel. Han skal give den retmæssige ejer det, den dag han gør bod. Og til bod skal han af småkvæget bringe [Jehova] en lydefri vædder, der er taget god; som skyldoffer skal han bringe den til præsten. Da skal præsten skaffe ham soning for [Jehovas] åsyn, så han finder tilgivelse for enhver ting, hvorved man pådrager sig skyld.“

Loven beskæftiger sig her med nogle tilfælde hvor en israelit havde bedraget sin næste på en eller anden måde, i en ret alvorlig grad. Han ville vide at hans næste havde noget imod ham, ikke blot på grund af noget indbildt men fordi han virkelig havde skadet ham. Hvis nu overtræderen gik til templet for at bringe et offer som udtryk for at han tilbad og tjente Jehova, hvilken værdi ville hans tilbedelse så have når han trådte frem for Jehova som en tyv, en løgner eller en udbytter? Gud ville ikke se med velbehag på hans offergave og skænke ham sin velsignelse; som han senere sagde til kong Saul gennem profeten Samuel: „Mon [Jehova] har lige så meget behag i brændofre og slagtofre som i lydighed mod [Jehovas] røst? Nej, at adlyde er mere værd end slagtoffer, og at være lydhør er mere værd end vædderfedt.“ — 1 Sam. 15:22.

Jesus sagde rent ud til de skriftlærde og farisæerne at de forsyndede sig mod det samme princip: „Ve jer, skriftlærde og farisæere, hyklere! for I giver tiende af jeres mynte og dild og kommen, men har undladt det der er vigtigere i Loven, nemlig retfærdigheden, barmhjertigheden og trofastheden.“ — Matt. 23:23.

Loven om bedrageri og udbytning var netop et udtryk for barmhjertighed fra Guds side. Ikke alene den der blev bedraget havde gavn af denne lov, men også den bedrager der, tvunget af sin samvittighed, bekendte sin skyld for domstolen og tog skridt til at gøre uretten god igen. Når han gjorde det kunne han få Guds tilgivelse. — 2 Mos. 22:1, 4, 7; 3 Mos. 5:21-26.

At det var en oprigtig og helhjertet anger der krævedes af overtræderen understreges af den forskrift i Loven som sagde at hvis den der var blevet udbyttet var død i mellemtiden, skulle erstatningen betales til hans „løser“, det vil sige hans nærmeste slægtning. — 4 Mos. 5:7, 8; jævnfør NW.

Fred mellem kristne

For en kristen i dag der ved at hans kristne broder har noget at udsætte på ham — på grund af en virkelig, ikke en indbildt, uret — gælder ovennævnte princip også; han kan ikke forvente at Gud vil acceptere hans tilbedelse før han har bragt forholdet til broderen i orden (det gælder også selv om den broder der har lidt tab, ikke selv er klar over det). I Israel skulle et tab forvoldt ved bedrageri eller udbytning erstattes med et beløb svarende til den fulde værdi plus 20 procent. Begrundelsen for dette tillæg til erstatningssummen var blandt andet at den forurettede part i den forløbne tid havde været berøvet muligheden for at arbejde med det der var hans og forøge sine værdier. Samtidig ville bøden være med til at afholde bedrageren fra nye overtrædelser. At han dernæst skulle ofre en vædder, repræsenterende en betydelig værdi, må have tjent som en yderligere understregning af at forbrydelsen ikke kunne betale sig.

Når en kristen i dag skal ordne et sådant mellemværende, vil det derfor være rigtigt at han gør det, ikke modstræbende eller uvilligt, men helhjertet og rundhåndet, idet han ydmygt indrømmer hele sin skyld. Og står det i hans magt vil han sørge for at opveje ethvert tab modparten måtte have lidt i den tid han har været berøvet penge eller andre værdier. Overtræderen vil være lykkelig over at Guds barmhjertighed giver ham lejlighed til at bringe sagen ud af verden, og han vil med hele sin sjæl ønske at genoprette et godt forhold både til Gud og til sin næste, men først og fremmest til Gud, for som Loven påpegede var det i første række „mod [Jehova]“ lovbryderen havde handlet svigefuldt. — 3 Mos. 5:21.

Et sådant uforbeholdent ønske om at bringe sagen i orden vil vidne om ægte anger over den urette handling og et fornyet ønske om at gøre det rette.

Når en kristen indrømmer at han har handlet uret mod sin broder og tager skridt til at opveje det tab han har påført ham, er det et vidnesbyrd over for både Gud og den kristne menighed om at han oprigtigt angrer sin handlemåde, og følgelig vil der blive vist ham barmhjertighed. Derimod vil det være sådan — og det er i Lovens ånd — at en tyv eller udbytter som prøver at dække over sin skyld, men afsløres, bringer sig selv i fare for at blive udstødt af menigheden hvis han ikke bekender eller indrømmer sin urette handlemåde og ikke er villig til at give erstatning. — Sl. 32:5; Job 31:33.

Først når uretten er gjort god igen, så vidt som det er muligt, er den kristnes bøn og tjeneste atter en antagelig „offergave“ til Jehova. Det der har betydning i Jehovas øjne er retfærdighed, barmhjertighed og trofasthed, ikke blot skin af retfærdighed eller tomme ord. Hvordan kan et menneske have fred med Gud hvis han behandler en af Guds tjenere dårligt? Hvordan kan han nærme sig Gud med fred i sindet og en god samvittighed? Lad ham gøre alt hvad han kan for at bringe sagen ud af verden og genoprette et fredeligt forhold til sin broder. Så vil Gud elske ham og lytte til hans bøn. Også over menighedens enhed vil Jehova ’skikke velsignelse ned’, og han vil skænke den åndelige velstand og udsigt til „liv til evig tid“. — Sl. 133:3.