„Hav salt i jer selv“
1. Hvad skal vor tale være krydret med, og hvorfor?
ORGANISKE, vegetabilske salte har stor betydning for vort fysiske helbred. En anden form for salt er af stor betydning for den kristne menigheds åndelige helbred. Det fremgår af et råd som blev givet af en af dem der i første række værnede om den kristne menigheds åndelige helbred i det første århundrede, nemlig apostelen Paulus. Til en menighed som han endnu ikke havde lært personligt at kende, skrev han: „Lad altid jeres tale være med ynde, krydret med salt, så I ved hvordan I bør svare enhver især.“ — Kol. 4:6.
2. Hvilket spørgsmål opstår i forbindelse med apostlene, da de søgte at hindre en mand i at uddrive dæmoner ved at bruge Jesu navn?
2 Disse ord får os til at spekulere på hvor godt apostlenes tale var krydret med denne slags „salt“ ved en lejlighed som apostelen Johannes omtalte over for sin Lærer, Jesus Kristus. Vi læser herom: „Johannes sagde til ham: ’Lærer, vi så en som uddrev dæmoner ved at bruge dit navn, og vi søgte at hindre ham, da han jo ikke fulgtes med os.’“ — Mark. 9:38.
3, 4. (a) Hvad forventede Johannes sandsynligvis, og hvorfor? (b) Hvordan røbede Johannes’ forklaring en vis selviskhed, og hvad åbenbarer dette angående hans syn på tingene?
3 Det lyder næsten som om Johannes forventede et rosende ord, et anerkendende skulderklap, af Læreren som underviste dem i den kristne vej. Johannes har måske tænkt på hvordan Jesus selv havde helbredt et særlig vanskeligt tilfælde af dæmonbesættelse oppe mod nord i nærheden af Kæsarea Filippi. Han har måske følt at han værnede om Jesu eneret til at bemyndige andre til at uddrive urene ånder, dæmoner, af deres hjælpeløse ofre. For Johannes at se, havde en som ikke var bemyndiget dertil af Jesus selv, ingen ret til at uddrive onde dæmoniske ånder ved at bruge Jesu magtfulde navn. Men i sin begrundelse for at de havde søgt at hindre den unavngivne mand i at uddrive dæmoner, røbede Johannes en vis selviskhed. Han sagde at de havde gjort det „da han jo ikke fulgtes med os“.
4 Stedordet „os“ afslører at Johannes ikke blot havde Jesus i tanke, men også de tolv apostle. Ved en tidligere lejlighed havde Jesus udsendt disse tolv apostle for at de skulle forkynde den gode nyhed om Riget og foretage helbredelser, herunder også udfri dem der var ofre for dæmonbesættelse. (Matt. 10:1-8; Mark. 6:7-13) Johannes betragtede altså apostlene som en gruppe der havde eneret på at helbrede.
5. Hvad sagde Jesus om den unavngivne mand for at korrigere sine harmfulde og nidkære apostle?
5 Ja, tænkte Johannes og hans medapostle, hvilken ret havde denne mand til at bruge deres Lærers navn når han uddrev dæmoner? Derved krænkede han jo tydeligvis Jesu og hans apostles rettigheder! Men betragtede Jesus sagen på denne måde? Nej. Den bibelske beretning viser at han ikke havde noget rosende ord til sine harmfulde og nidkære apostle. Markus 9:39-41 fortsætter: „Men Jesus sagde: ’Søg ikke at hindre ham, for der er ingen som vil gøre en kraftig gerning på grundlag af mit navn og som snart efter vil kunne håne mig; for den der ikke er imod os, er for os. For enhver som giver jer et bæger vand at drikke af den grund at I tilhører Kristus — jeg siger jer sandheden: han skal afgjort ikke gå glip af sin belønning.’“
6. Hvad gjorde denne mand ved Jesu navn da han uddrev dæmoner ved hjælp af det?
6 Hvorfor skulle denne mand hindres i at uddrive dæmoner ved at bruge Jesu navn? Havde han søgt at håne Jesu navn ved at gøre det? Havde han kastet snavs på Messias’ navn, bragt skændsel over det, knyttet det til noget som var ondt og slet? Han brugte ikke Jesu navn på samme måde som de syv sønner af den jødiske overordnede præst Skeva senere gjorde, nemlig som en besværgelse, en magisk formel. (Apg. 19:13-16) Dæmonen sagde ikke til denne mand: ’Jeg kender Jesus, men hvem er du?’ hvorefter den nægtede at forlade den dæmonbesatte. Nej, manden havde tro på Jesu navn og kunne derfor virkelig uddrive dæmoner. Derved ærede og ophøjede han i realiteten Jesu navn, idet han tydeligt lod dets kraft komme til udtryk.
7. Hvorfor var denne mand for Jesus og hans apostle, selv om han ikke fulgtes med dem?
7 Denne mand der ikke fulgtes med Jesus og hans apostle, var således ikke imod dem og afledte ikke opmærksomheden fra deres vidnegerning. Eftersom han ikke var imod dem, må han logisk nok have været for dem, selv om han ikke fulgtes med dem. Man kunne næppe vente at han det ene øjeblik ville gøre mirakler som ophøjede Jesu navn og stillede det i et gunstigt lys, og at han så det næste øjeblik ville tale ondt om Jesus. Det ville være urimeligt og inkonsekvent at mene at manden først ved et magtfuldt mirakel ville bringe ære over navnet og skabe respekt om det, for derefter privat at tale ondt om navnet og modarbejde dets bærer og hans apostle. Derfor skulle apostlene ikke lægge ham nogen hindringer i vejen.
8. På grundlag af hvilket princip ville denne mand ikke gå glip af sin belønning?
8 Den unavngivne mand skulle ikke gå glip af sin belønning for det han gjorde. Åbenbart var han på vej til at blive en Jesu Kristi discipel. Han gjorde noget der udmærket kunne sammenlignes med den handling som Jesus sagde var en belønning værd, nemlig dét at give en der tørstede et bæger vand af den grund at han var en discipel der tilhørte Kristus. Dette syntes måske at være det mindste man kunne gøre for at hjælpe en anden, men det var dog en handling der vidnede om noget som betød meget for Jesus Kristus. At man gav en discipel et bæger vand, vidnede om at man var gunstigt stemt over for Jesus som Messias og at man gav efter evne for at støtte Kristi sag. Her gælder den regel Jesus senere fremsatte: „I det omfang I har gjort det mod en af mine mindste brødre dér, har I gjort det mod mig.“ (Matt. 25:40) Kongen Kristus ville afgjort belønne en sådan handling.
Med overlæg at bringe andre til snublen og fald
9. Hvad interesserer os i forbindelse med denne mand som Jesu apostle søgte at hindre? Hvorfor?
9 Da apostlene søgte at hindre den unavngivne mand i at uddrive flere dæmoner ved hjælp af Jesu navn, talte de da til ham med ynde? Var deres tale „krydret med salt“? Vi har grund til at tvivle på dette. Spørgsmålet er hvordan manden reagerede på det apostlene sagde og gjorde. Blev han bragt til snublen og fald på grund af den måde hvorpå de søgte at hindre ham i at udføre en udmærket gerning som deres Lærer ikke misbilligede? Det ville afgjort have været en alvorlig sag, for Jesus fortsatte med at sige: „Men enhver som bringer en af disse små som tror, til snublen og fald, for ham ville det være bedre om en af de møllesten der drejes af et æsel, var lagt om halsen på ham og han var kastet i havet.“ — Mark. 9:42.
10. Hvad ville det være ensbetydende med hvis man med overlæg bragte „en af disse små“ til snublen og fald, og hvorfor?
10 Selv om det måske blot var ’en af de små’ der blev bragt til snublen og fald, ville sagen ikke af den grund være mindre alvorlig for den skyldige part. Hvorfor ikke? Fordi der var tale om „en af disse små som tror“, det vil sige på Jesus som Guds messianske søn. I kraft af sin tro ville vedkommende være på vej mod evigt liv. Hvis nogen derfor med vilje og hensigt blev årsag til at „en af disse små“ som var på vej mod evigt liv, tog anstød i den grad at han snublede og faldt på livets vej, ville det være ensbetydende med mord. Det ville vidne om mangel på kærlighed til den pågældende.
11. Hvilken forskel er der på om man utilsigtet bringer en anden til snublen og fald, eller om man gør det med overlæg?
11 I Første Johannesbrev 3:15 står der: „Enhver der hader sin broder er en manddraber, og I ved at ingen manddraber har evigt liv blivende i sig.“ Vi kan utilsigtet og uafvidende komme til at støde andre (hvilket er alvorligt nok), og skulle dette ske, håber vi naturligvis at dette ikke vil medføre et direkte frafald fra den kristne tro. Hvis vi erfarer at vi utilsigtet har været til anstød for nogen, vil vi tage sagen op og søge at gøre fejlen god igen. Hvis én derimod påstår at han har lov til at følge sin samvittighed og at han ubegrænset kan gøre brug af sine rettigheder, uden at vise noget hensyn til en trosfælles åndelige velfærd, er det en anden sag. Han røber en ligegyldig, selvisk og ukærlig mangel på interesse for den pågældendes evige liv og for hans gudsforhold. Han sætter ikke tilstrækkelig pris på sin trosfælle, en som Kristus døde for. — Rom. 14:15.
12. Hvordan gav Jesus udtryk for sit syn på den der med overlæg bringer en anden til snublen og fald?
12 Hvad nu hvis en som gør krav på at være kristen, er ligeglad med om han bringer „en af disse små som tror“ til snublen og fald, og således afslører hvor lavt han sætter dennes evige liv? Da vil Jesus Kristus heller ikke sætte hans liv særlig højt. Jesus gav udtryk for stor utilfredshed med den der med overlæg bringer en anden til snublen og fald. Han sagde at det ville være bedre for andre hvis en der viste en sådan grov forsømmelighed, blev sænket ned i det dybe hav med en stor møllesten om halsen så han aldrig igen kom op til overfladen.
13. Hvad bør vi især være på vagt over for i denne henseende?
13 Vi gør derfor klogt i ikke at bringe andre, selv ikke den mest ubetydelige, til fald. Vi gør også vel i ikke selv at snuble og falde på grund af nogle som vi forventede mere af som følge af deres kristne bekendelser. Men sætter vi også vore udsigter til evigt liv så højt at vi er på vagt mod at bringe os selv til snublen og fald? Bringe os selv til snublen og fald? Ja. Hvordan kunne vi gøre det?
14. Hvordan kunne vi bringe os selv til snublen og fald, ifølge de ord Jesus advarende føjede til?
14 Efter at Jesus havde talt om at bringe „en af disse små som tror“ til snublen og fald, tilføjede han advarende: „Og hvis din hånd nogen sinde bringer dig til snublen og fald, så hug den af; det er bedre for dig at gå invalid ind til livet end at have de to hænder og gå til Gehenna, til ilden der ikke kan slukkes. Og hvis din fod bringer dig til snublen og fald, så hug den af; det er bedre for dig at gå halt ind til livet end at have de to fødder og blive kastet i Gehenna. Og hvis dit øje bringer dig til snublen og fald, så kast det bort; det er bedre for dig at gå enøjet ind i Guds rige end at have to øjne og blive kastet i Gehenna, hvor deres orm ikke dør og ilden ikke slukkes. For enhver skal saltes med ild.“ — Mark. 9:43, 45, 47-49.
15. Hvad var det Gehenna Jesus talte om, og hvad benyttede han det som et symbol på?
15 I de tilfælde Jesus nævner her, taler han om tilintetgørelse ved hjælp af ild. Gehenna, som han omtaler, var Hinnoms dal, der lå syd og sydvest for Jerusalem. Hans ord bekræfter at denne dal blev benyttet som en losseplads hvor byens affald blev brændt, og at ligene af forbrydere der blev anset for uværdige til en ærefuld begravelse med håb om en opstandelse, blev kastet derned. Hvis et sådant lig ikke landede direkte i ilden men på en skrænt eller afsats der blev opvarmet af ilden, ville det gå i opløsning og blive fortæret af ormene som ynglede der. Ilden blev holdt ved lige dag og nat, så den fuldstændig kunne fortære det der blev kastet ned på byens losseplads. Derved blev Gehenna et symbol på evig tilintetgørelse, som da Jesus sagde til de jødiske skriftlærde og farisæere: „Slanger, giftslangeyngel, hvordan skal I kunne flygte fra Gehennas dom?“ — Matt. 23:33.
16. Hvad vil det sige at de der kastes i Gehenna hverken går ind til livet eller får adgang til Guds rige?
16 De der dømmes til Gehenna får ikke adgang til Guds rige, hverken til det himmelske herredømme sammen med Kristus eller til Rigets jordiske domæne under Kristi tusindårige styre. De der af Gud dømmes til Gehenna får slet ikke adgang til livet, uanset om de måske har alle deres legemsdele i behold. Gehenna er følgelig et billede på ikke-eksistens, det vil sige udslettelse, tilintetgørelse som følge af Guds ugunstige dom. Ligesom de hykleriske farisæere og skriftlærde på Jesu tid selvforskyldt kom i Gehenna, sådan kan en indviet og døbt kristen i dag bringe sig selv til snublen og fald så Gud vil dømme ham til Gehenna, evig udslettelse. Lad os ikke glemme Judas Iskariot.
17. Hvordan bragte Judas Iskariot sig selv til snublen, så han forfaldt til at stjæle?
17 Denne Judas fra Kariot blev kasserer for Jesus og hans tolv apostle. Med tiden begyndte han at begære det der blev lagt i pengekassen. Derfor rakte han hånden ud efter det hans griske øje så, og stak det til sig. Han lod sit øje og sin hånd bringe ham til snublen så han forfaldt til tyveri, endog at stjæle fra Jehovas Messias. Fem dage før Jesu død, under et gæstebud der blev holdt til Jesu ære i Betania (tæt ved Jerusalem), fremkom Judas hyklerisk med en udtalelse til gunst for offentlig velgørenhed. Vi læser herom: „Dette sagde han imidlertid ikke fordi han bekymrede sig om de fattige, men fordi han var en tyv og havde pengekassen og plejede at tage det der blev lagt i den.“ — Joh. 12:6.
18. Hvad lod Judas sig til sidst forlede til af sine lemmer? Forklar nærmere.
18 I sin søgen efter økonomisk vinding lod Judas til sidst sine fødder styre ham til et møde med de øverste præster og tempeløversterne, hvor han gik ind på at forråde sin Herre, Jesus, for tredive sølvstykker. (Luk. 22:1-6) For at få forræderlønnen i hænde lod Judas i den jødiske påskenat sine fødder lede de bevæbnede mænd til Getsemane have så de kunne arrestere Jesus. (Luk. 22:47, 48; Mark. 14:10, 11, 43-46; Matt. 26:14-16, 47-50; 27:3-5) Efter sin forræderiske handling kunne Judas for en tid nyde den tilfredsstillelse at stå med de tredive sølvstykker i hånden og lade sine begærlige øjne hvile på dem. Nu havde han ingen mulighed for at ændre denne situation, som hans øjne, hænder og fødder havde samarbejdet om at udvirke. Han havde tilladt at disse legemsdele bragte ham til snublen og fald, så han begik en utilgivelig synd. (Matt. 27:4) I sin fortvivlelse begik han selvmord. Selv om hans legeme, der styrtede ned så alle hans indvolde væltede ud, muligvis ikke blev kastet i det bogstavelige Gehenna uden for Jerusalem, blev hans „sjæl“ ødelagt i det som Gehenna var et symbol på. (Apg. 1:16-19; Matt. 10:28) Med god grund havde Jesus omtalt ham som „undergangens søn“. — Joh. 17:12.
19. Hvad mente Jesus da han sagde at ’enhver skulle saltes med ild’?
19 Jesus afsluttede sin udtalelse om at en discipel kunne snuble og falde i Gehenna på grund af sin hånd, sin fod eller sit øje, med at sige: „For enhver skal saltes med ild.“ (Mark. 9:49) Dette gjaldt enhver som tillod at hans legemsdele bragte ham til snublen og fald, et fald hvorfra han ikke kunne rejse sig igen. Den ild han skulle saltes med, var den symbolske ild Jesus lige havde omtalt, Gehennas ild. Hvad ville det betyde for den pågældende at blive saltet på denne måde? Ikke det samme som at blive saltet med salt. Det ville være ensbetydende med hans evige tilintetgørelse. Da fortidsbyerne Sodoma og Gomorra ved Det døde Hav (eller Salthavet) blev ’saltet’ med ild fra himmelen, blev de tilintetgjort. (Luk. 17:28, 29) Jehova Gud følger altid denne handleregel over for dem der selvforskyldt snubler og falder, ligesom han altid holder fast ved en ukrænkelig „saltpagt“. — 3 Mos. 2:13; 4 Mos. 18:19; 2 Krøn. 13:5.
20. Hvordan skaffer vi os af med en hånd, en fod eller et øje som kunne bringe os i fare, for ikke at blive ’saltet med ild’?
20 Hvordan skal vi så, for at undgå at blive ’saltet med ild’, hugge vor hånd eller fod af eller kaste vort øje bort, hvis disse legemsdele kan bringe os i fare? At gøre dette rent bogstaveligt ville ikke ændre eller fjerne de urette tilskyndelser eller tilbøjeligheder som hånden, foden eller øjet blot følger. Processen må udføres i billedlig forstand. Apostelen Paulus viste hvordan vi skal følge Jesu råd da han sagde: „I skal derfor gøre jeres lemmer som er på jorden, døde med hensyn til utugt, urenhed, seksuel lidenskab, skadeligt begær, og havesygen, som er afgudsdyrkelse. På grund af disse ting kommer Guds vrede.“ — Kol. 3:5, 6.
21. Hvordan gør vi ’vore lemmer døde’, som Paulus sagde?
21 For at gøre dette må vi virkelig udøve selvkontrol over vore bogstavelige lemmer som er på jorden. Vi må for eksempel hindre øjnene i at læse pornografisk litteratur eller se smudsige film eller fjernsynsudsendelser, vi må undlade at bruge hænderne til at stjæle med eller til umoralske handlinger, og vi må ikke give efter for føddernes trang til at danse lidenskabsvækkende danse eller til at følges med en ’ven af denne verden’ til områder hvor fristelserne lurer. Vi må åndelig talt dræbe vor kærlighed til „det der er i verden“, det vil sige „kødets begær og øjnenes begær og praleriet med de midler man har at leve af“. — 1 Joh. 2:15-17; Ordsp. 6:16-19.
Det „salt“ vi skal have i os selv
22, 23. (a) Hvad sagde Jesus til sidst angående salt? (b) Hvilken form for salt sagde Jesus at hans apostle skulle have i sig selv, og hvorfor sagde han det til dem?
22 Jesus sluttede ikke sin udtalelse med at omtale salt på en ugunstig måde. (Mark. 9:33-49) Han sagde videre: „Salt er udmærket; men hvis saltet nogen sinde mister sin kraft, hvormed vil I da krydre det? Hav salt i jer selv, og hold fred med hinanden.“ — Mark. 9:50.
23 Som et krydderi er bogstaveligt salt i almindelighed udmærket. „Spiser man ferskt uden salt,“ spørger Job, „smager mon æggehvide godt?“ (Job 6:6) Salt kan gøre maden mere velsmagende. Men hvis det salt man brugte på Jesu tid mistede sin kraft eller sin salte smag, kunne man ikke rense det for det fremmede element det var blevet blandet med, og det blev derfor uegnet til brug i madlavning og på bordet. Det kunne ikke krydres igen så man ville bryde sig om at spise det. Jesus benyttede meget passende salt som et billede. Han sagde til sine tolv apostle: „Hav salt i jer selv.“ Men hvorfor sagde han det til dem? Fordi de i deres indbyrdes diskussion på vejen tilbage til Kapernaum havde røbet at de manglede dette udmærkede symbolske salt i sig.
24. Hvad er det symbolske salt et udtryk for?
24 I denne positive betydning er salt et udtryk for den egenskab i et menneskes personlighed der bevirker at vedkommende behandler andre på en tiltalende, vindende måde. Dette „salt“ gør at andre har lettere ved at acceptere og godtage det man siger. Man bliver behageligere at omgås, nemmere at have med at gøre. — Ordsp. 16:21, 23.
25. Hvad var det et udtryk for når man spiste bogstaveligt salt sammen?
25 Når nogle, for eksempel en vært og hans gæst, spiste salt sammen, var det med til at skabe et godt forhold imellem dem. Salt blev endog benyttet som betalingsmiddel til en arbejder for en tjeneste der blev ydet. (Ezra 4:14) At det er godt og værdifuldt at have dette symbolske salt, dette tiltalende træk i sin personlighed, understreges af apostelen Paulus, der skrev: „Bliv ved med at vandre i visdom over for dem som er udenfor, idet I køber jer den belejlige tid. Lad altid jeres tale være med ynde, krydret med salt, så I ved hvordan I bør svare enhver især.“ (Kol. 4:5, 6) Se også Ordsprogene 15:1.
26. Hvilken formaning hjælpes vi til at følge når vi har det symbolske salt i os selv, og hvad vil dette medføre for os som Jesu disciple?
26 Hvis vi har salt i os selv og krydrer vor tale med det, vil det hjælpe os til at gøre som Jesus sagde da han afsluttede samtalen med sine tolv apostle: „Hold fred med hinanden.“ (Mark. 9:50) Når vi er taktfulde, hensynsfulde, opbyggende og afvæbnende i vor tale og adfærd, vil vi fremme et fredeligt forhold til hinanden som Kristi disciple. Det vil vise at Guds ånd virker i os, for „åndens frugt [er] kærlighed, glæde, fred“. (Gal. 5:22) Og „visdommen ovenfra er først og fremmest ren, derefter fredsstiftende“. (Jak. 3:17) Vi afspejler derfor stor visdom når vi adlyder Jesu formaning om at bevare freden. Det viser at vi er sande kristne disciple midt i en splittet, forvirret og stridslysten verden. Det knytter os sammen som Guds forenede folk under Kristus.
[Illustration på side 522]
At vi har ’salt i os selv’ vil sige at vi har den egenskab der får os til at optræde på en tiltalende og vindende måde over for andre