Loyalitet er prøven

 1, 2. Hvad er loyalitet, hvordan er Kristus Jesus et eksempel derpå, og hvem betror Jehova Rigets interesser?

ORDET „loyalitet“ forekommer ikke i King James eller American Standard Version. Dog er der mange ord i Bibelen, der har nøjagtig samme betydning. Det bruges i 5 Mosebog 13:4, Moffatts oversættelse, hvor det er gengivet fra det hebraiske ord dabáq, der betyder „at klynge sig til eller holde fast ved“. Det er et fransk ord, der er taget fra det latinske legalis, der betyder „lovlig“. Den gamle franske form er loial med loi (lov) som grundstamme, og herfra stammer ordet „loyal“, som vi bruger det på dansk. Ordet bliver brugt i betydningen: trofast i kærlighed, pligttro, ordholden eller om en, som er pålidelig, ikke forsømmelig, pligtopfyldende og af hjertet i harmoni med Guds foranstaltninger. Kristus Jesus er et eksempel herpå. Der står skrevet om ham: „Du gav mig åbne ører. Da svarede jeg: Her kommer jeg for at lyde dine befalinger i Bogen; at behage og tjene dig er min glæde, din lov ligger dybt i mit hjerte.“ (Sl. 40:7-9, Mo) Han holdt urokkelig fast ved Guds lov til hver en tid, som var han loven, og veg aldrig fra den. „Jesus Kristus er den samme i går og i dag, ja, til evig tid.“ (Hebr. 13:8) Gud er altid konsekvent, han svigter aldrig sine egne love og principper. „Hos ham er der ikke den skiftende skygges forandring.“ — Jak. 1:17, NW.

² Jehova oplærer stadig sine trofaste til deres nuværende og fremtidige tjeneste, og ingen er i stand til at udøve myndighed, før han har lært at adlyde og at være loyal over for myndighed. Nogle af Guds tjenere har ikke været mennesker med store „naturlige evner“, således som denne verden forstår dette udtryk, men de har besiddet de rette evner i Herrens øjne og har været fuldt ud pålidelige og loyale mod Jehova og hans vilje. De, som Gud i dag betror sit riges interesser, er sådanne, som har vist deres loyalitet under prøve og har lagt samme strenge iagttagelse af Guds lov for dagen, som Kristus gjorde. Det må være et resultat af ens egen personlige overbevisning.

 3. Hvem holder fast ved Guds lov, og mod hvilke myndigheder er de loyale?

³ Loyalitet vil ganske vist gøre indtryk på andre og måske have indflydelse på dem, dog lægges den ikke for dagen i den hensigt, men på grund af ens troskab. Et menneskes loyalitet bør heller ikke være den afgørende faktor, der tvinger andre til at drage samme slutning. Er imidlertid en gruppe mennesker alle af samme mening og udrustet med samme beslutsomhed i kraft af personlig overbevisning og knyttet sammen i et frivilligt fællesskab, så udgør de en loyal skare. I dag er Jehovas vidner den eneste skare mennesker, der holder fast ved Guds lov, hans handleregel. De er loyale mod de højeste myndigheder i universet, Jehova og Kristus Jesus, og holder sig trofast til den teokratiske regering, idet de viser den og dens konge ubrydelig troskab. Disse vidner anerkender også den foranstaltning, Jehova har truffet ved at skabe „den tro og kloge træl“, der nu har fuldt ansvar for alle Mesterens ejendele, alt hans gods, her på jorden. De anerkender beredvilligt Vagttaarnets Bibel- og Traktatselskab som den „tro og kloge træls“ lovmæssige tjener og er loyale imod det, imod sandheden og imod deres brødre i troen. Loyalitet kan kun påvises, når den bliver lagt for dagen, og den bliver netop åbenbaret, når der indtræffer vanskeligheder, modgang og fristelser. Er den først blevet lagt for dagen, resulterer den i tillid til den loyale.

 4. Hvad er grundlaget for loyalitet, og hvordan opelskes den?

⁴ Tjeneste og loyalitet er uadskillelige. Der må foreligge urokkelig standhaftighed i Jehovas tjeneste, og det er grundlaget for opelskelse af loyalitet. Hvis vi vil være loyale, er det nødvendigt, at vi glad og villigt tjener Rigets interesser og benytter os af de mindste som af de største lejligheder dertil. De, som ønsker at være loyale, må studere Jehovas ord og lære hans veje at kende, må forstå de principper, ud fra hvilke han handler, og hans motiver og samtidig lære, hvordan man kan undgå de ondes veje. „Salig den mand, som ikke går efter gudløses råd, . . . men har lyst til Jehovas lov, og som grunder på hans lov både dag og nat.“ — Sl. 1:1, 2.

 5. Hvordan har Jehovas navn noget at gøre med vor loyalitet?

⁵ Vidnerne er loyale mod Jehovas navn, skønt det i dag bliver hånet og spottet. De står fast og tror på ham og ænser ikke den hån og skændsel, som denne verden overøser dem med. Det profetiske ord taler om dette forhold og siger: „Thi for din skyld bærer jeg spot, mit åsyn dækkes af skændsel; . . . Thi nidkærhed for dit hus har fortæret mig, spotten mod dig er faldet på mig; jeg spæged min sjæl med faste, og det blev mig til spot; i sæk har jeg klædt mig, jeg blev dem et mundheld. De, der sidder i porten, taler om mig [mennesker gør nar af mig offentligt, Mo], ved drikkelagene synger de om mig.“ (Sl. 69:8-13) Skal vi forblive loyale, må vi udholde den slags ting. Apostelen Paulus sagde: „Thi Kristus gjorde heller ikke, hvad der var ham selv til behag; men som der står skrevet: Spotten fra dem, der spotter dig, er faldet på mig.“ (Rom. 15:3) Vi er et folk med et navn, Jehovas navn, og vi må derfor leve op til dette navn, vi må vide, hvad dette navn betyder, hvad det står for, hvorfor vi er hans folk, og vide, hvordan vi kan prise og ophøje det. Ja, vi må komme til at elske det så højt, at det bedrøver os at høre det ilde omtalt, at vi vil forsvare det, som vi ville forsvare os selv. Jehova har vist os den ære at åbenbare sit navn for os, og han har stedfæstet det midt iblandt os, derfor må vi lære at adlyde alle de befalinger, der gives i det navn af den store konge i Zion, Herren Jesus Kristus. Han er den udvalgte, topstenen, Guds store profet, og ham bør vi høre og nøje adlyde.

 6. Gør rede for, på hvilke måder man kan lægge loyalitet for dagen.

⁶ I Herrens organisation er der mange måder, hvorpå vi kan lægge både loyalitet og illoyalitet for dagen. En vil måske synes, at hans tildelte opgave er ringere end en andens, og da han mener at have bedre uddannelse og større evner end denne anden, føler han sig den anden overlegen, som Herren imidlertid har givet en overordnet stilling. Ved at nære sådanne tanker, sænker han troens skjold og lader sit sind gennembore af giftige pile, og snart svækkes hans loyalitet. En loyal broder vil derimod huske, hvem han er, hvordan sandheden har oplyst hans sind, og at alt, hvad han ved om Jehova, Kongen og Riget, har han lært gennem den „tro og kloge træl“. Han ved, at ligesom Jehova skænkede ham kundskaben om sandheden, således kan han tage den bort. Med disse ting i tanke ophøjer han sig ikke over sin broder, men betragter det som en forret at tjene sammen med ham. Han lægger herigennem loyalitet mod den bibelske handleregel for dagen. Eller en persons loyalitet kan blive prøvet ved tilsyneladende uretfærdig behandling. Den anden viser måske intet tegn på, at han er ked af det, og den, der er blevet uretfærdigt behandlet, føler virkelig græmmelse, men hans loyalitet bliver lagt for dagen gennem hans glade og tålmodige udholdenhed under denne prøve, fordi han ved, at „Gud lader alt sit værk samarbejde til gode for dem, som elsker Gud“. (Rom. 8:28, NW) En anden broder bliver måske svigtet af sin egen familie eller af nogle, som han troede, var hans venner. Hvad vil han gøre? Loyalt holde fast ved Guds handleregel? — Luk. 14:26.

 7, 8. Anfør eksempler på loyalitet og illoyalitet for tredive år siden, og på, hvad det medførte.

⁷ I de vanskelige år fra 1918 til 1922 blev Guds folk sat på meget hårde prøver. Herren var kommet til templet for at holde dom. Spørgsmålet var da: Hvem ville stille sig loyalt på Jehovas side og blive stående der, faste og urokkelige? „Men hvo kan udholde den dag, han kommer, og hvo kan stå, når han kommer til syne? Han er jo som metalsmelterens ild og tvætternes lud.“ (Mal. 3:2) Jehova prøvede gennem sin dommer i templet sit folks hjerter, og tusinder blev forkastet, fordi de var selviske og illoyale. Efter at de i tredive år havde modtaget mad fra og var blevet vejledt af den trofaste, lovmæssige styrende enhed, Vagttaarnets Bibel- og Traktatselskab, sagde mange: „Jehova handler også gennem andre kanaler.“ Det gav dem lejlighed til at fremme deres egne selviske interesser. De loyale stillede sig på Herrens organisations side. De var beviser på hans vejledning og modstod dem, som var illoyale. De førte en kamp for Jehovas veje, og skønt kampen varede i mange år, vandt de loyale, og de illoyale blev fjernet. Det resulterede i, at der i dag findes hundredtusinder lykkelige mennesker, der har kundskab om sandheden.

⁸ Ja, de illoyale ville have hindret sandheden i at nå ud til folk i almindelighed, for de sagde: „Høsten er forbi, og Herrens arbejde er fuldført. Nu må vi blot afvente, at Herren samler os til sig i himmelen.“ De loyale sagde: „Jehova åbenbarer mere sandhed. Arbejdet er ikke forbi, og vi vil fortsætte med dette arbejde uden at ænse jeres forsømmelighed og jeres beskyldninger om, at Herren ikke handler gennem Vagttaarnsselskabet.“ I den tro, at sandheden tilhørte dem, trak de illoyale sig tilbage og søgte at skabe mere lys, men den gnist, de havde, gik ud, som enhver gnist gør, der fjernes fra bålet. Den forsvinder fuldstændig, og det gjorde de illoyale også. Selv i disse sidste dage af denne tingenes onde ordning er der nogle få, som afslører en urigtig hjertetilstand gennem illoyal opførsel. Lad det ikke volde jer bekymringer, at disse illoyale tilsyneladende har en gnist af lys, men betænk snarere, hvor de har den fra, og hvad den vil føre til. Vil den føre dem til nærmere samfund og enhed med Guds folk eller fjerne dem fra hans folk? Vil den knytte de trofaste sammen, eller er det ikke et bedrag at følge andre menneskers ideer?

 9. Hvad vil det sige at trække sin skulder bort?

⁹ Sådanne handlinger sår i virkeligheden uenighed, for den ene går een vej, og de andre en anden vej, og så opstår stridsspørgsmålet: Hvem har ret? Der er opstået splittelse og ikke enighed. De, som elsker Jehovas vej, vil forblive loyale og sande og ikke lade sig rokke under prøven. Det er Jehovas ære og ophøjelse, vi søger, og ikke noget menneskes. Hvis de ikke vil samarbejde skulder ved skulder og fremme Herrens arbejde, så lad dem gå deres egne veje. „Tænk ikke i jeres hjerter ondt mod hverandre! Men de ville ikke høre; de var stivnakkede og gjorde deres ører døve [trak deres skulder bort, AS].“ (Zak. 7:10, 11) „Men de var overmodige og ville ikke høre på dine bud, og de syndede mod dine lovbud, som dog holder det menneske i live, der gør efter dem; de vendte i genstridighed ryggen til [vendte en oprørsk skulder til, Ro] og var halsstarrige og ville ikke lyde.“ (Neh. 9:29) Ulykke vil ramme dem, som kender Jehovas vej, og som har spist ved Herrens bord, men som så vender en oprørsk skulder til. De bærer et stort ansvar, for de er illoyale mod Guds organisation og leder andre til illoyalitet.

10. Er loyalitet stadig prøven? Gør nærmere rede herfor.

¹⁰ Alle Jehovas vidner bliver sat på en loyalitetsprøve enten på den ene eller på den anden måde. Ofte er det i de små ting, de prøves. Ikke alene indtraf der i årene 1918 til 1922 en prøvens tid, men den har fortsat lige siden. I 1933 satte stor forfølgelse ind over for menigheden i Tyskland gennem den nu i skam og skændsel afgåede nazistiske organisation. Fra 1939 og til afslutningen på den anden verdenskrig blev Guds folk udsat for den største prøve, de nogen sinde har oplevet, og det så godt som alle steder på jorden, men de trofaste forblev loyale mod Guds vilje. Den store kamp mellem nationerne gav de falske religionsdyrkere anledning til at udspy deres had over Guds eget udvalgte folk, og der blev voldt dem megen fortræd, men de lydige forblev loyale mod Jehovas handleregel. De nægtede at indgå noget kompromis, at bryde med eller vige fra sandheden. De var loyale.

Bibelske eksempler på loyalitet

11. Fortæl om Davids loyalitet, dengang Guds ark blev ført til Jerusalem.

¹¹ Det er en kilde til glæde at tænke på den renhed, der prægede Davids tjeneste, og han er et eksempel for alle sande retfærdselskere. Han havde sine menneskelige svagheder, som han altid tryglede om tilgivelse for af et angrende hjerte, men han var aldrig hyklerisk eller anmassende. Han forblev trofast mod Jehova og ophøjede ham til hver en tid. Da for eksempel arken blev ført fra gatitten Obed-Edoms hus, dansede David „af alle kræfter for Jehovas åsyn, iført en linned efod. Således bragte David og hele Israel Jehovas ark op under festjubel og hornblæsning“. Senere „da David vendte hjem for at velsigne sit hus, gik Sauls datter Mikal ham i møde og sagde: Hvor ærbart Israels konge opførte sig i dag, da han blottede sig for sine undersåtters trælkvinders øjne, som letfærdige mennesker plejer at gøre! David svarede Mikal: For Jehovas åsyn vil jeg lege, så sandt Jehova lever, som udvalgte mig fremfor din fader og hele hans hus, så han satte mig til fyrste over Jehovas folk Israel.“ „Når jeg leger for den Eviges åsyn, regner jeg mig selv for alt for ringe til den ære! — jeg ærer ikke mig selv!“ (Mo) (2 Sam. 6:14, 15, 20-22) David stod loyalt op for Jehovas ære, og selv da han blev hånet og hadet derfor af sin egen hustru, veg han ikke tilbage. Der var også de to lejligheder, ved hvilke han kunne have dræbt kong Saul. Hvorfor skånede han ham? Ikke fordi han elskede ham, heller ikke fordi han havde ægtet hans datter, men af loyalitet mod Jehova og hans ord om den salvede konge. „Rør ikke mine salvede, gør ikke mine profeter ondt!“ (1 Krøn. 16:22) Denne regel blev slået fast århundreder forud for Abrahams tid. Jehovas salvede er hans øjesten. — 1 Mos. 26:11; 5 Mos. 32:10; Zak. 2:12.

12. Hvorledes lagde Josef loyalitet for dagen i Potifars hus, og hvad kan vi lære heraf?

¹² Josefs erfaring i Potifars hus giver også et billede på loyalitet. Han var så pålidelig, at alt i hans herres hus var overgivet i hans hånd, ja, han havde faktisk samme myndighed som sin herre. På den tid var lastefuldhed blandt kvinder meget almindelig, og Potifars hustru udgjorde ingen undtagelse. Tiltrukket af Josefs skønhed, magt, styrke og mandighed har hun sikkert med stor påtrængenhed og uden mindste skamfølelse opfordret ham til utugt. I en sådan situation ville de fleste mænd være faldet for fristelsen, men Josef holdt fast ved sin retskaffenhed, ikke alene mod sin tillidsfulde arbejdsgiver, men også mod sin Gud, Jehova. Som svar på kvindens lokkende tale sagde han: „Hvor skulle jeg da kunne øve denne store misgerning og synde mod Gud!“ Han hadede synden og ville end ikke blive for at protestere, at han ikke skulle falde for fristelsen. Han undgik det selskab, der ville føre ham ud deri. Potifars hustrus vanhellige lidenskab vendte sig til bittert had, så hun brugte den uskyldige Josefs kappe som en falsk anklage imod ham. Den rasende ægtemand lod Josef kaste i fængsel. Dog glemte Jehova ham ikke, for hele fængselsopsynet blev lagt i hans hænder. Han må have været i fængsel i lang tid, for der hengik en periode på tretten år fra det tidspunkt, beretningen om ham begyndte, til den dag han stod for Farao efter at være blevet løsladt. — 1 Mos. 39:9, 22; 37:2; 41:46.

13. Under hvilken omstændighed udviste Moses ikke loyalitet? Hvad medførte det?

¹³ Jehovas misbilligelse af, at hans tjenere handler illoyalt, fremgår af de erfaringer, der overgik Aron, Mirjam og i eet tilfælde selv Moses. For Moses’ vedkommende skete det ved Meriba i det sidste år af ørkenvandringen, da israelitterne gav sig til at knurre imod ham, fordi han havde ført dem til dette sted, hvor der ikke var vand. Jehova befalede Moses: „Tag staven og kald så tilligemed din broder Aron menigheden sammen og tal til klippen i deres påsyn, så giver den vand; lad vand strømme frem af klippen til dem.“ Moses kaldte folket sammen og sagde: „Hør nu, I genstridige! Mon vi formår at få vand til at strømme frem til jer af denne klippe? Og Moses løftede sin hånd og slog to gange på klippen med sin stav, og der strømmede vand frem i mængde.“ Så sagde Jehova til Moses: „Fordi I ikke troede på mig og helligede mig for israelitternes øjne, skal I ikke komme til at føre denne forsamling ind i det land, jeg vil give dem!“ (4 Mos. 20:5-12) Selv om Moses vil få en opstandelse og modtage en belønning i den nye verden, så viste Gud ham dog sit mishag ved Meriba, for hos Gud er der ingen personsanseelse. Aron kunne have standset Moses’ ubeherskede ord og handling, men han gjorde det ikke, hvorfor han også stod som skyldig, og han blev straffet ved, at dyrebare forrettigheder blev berøvet ham. — 4 Mos. 20:24-28.

14, 15. Forklar, hvorledes Mirjam og Aron viste sig illoyale. Hvad belærer det os om, og hvordan følger nogle nu deres eksempel?

¹⁴ Mirjam var illoyal, fordi hun ikke anerkendte sin broder Moses som Jehovas eneste udvalgte tjener. Aron var medskyldig i denne illoyale handling. De sagde: „Har Jehova kun talt til Moses? Mon han ikke også har talt til os?“ Jehova kendte deres tanker og sammenkaldte dem derfor alle tre foran åbenbaringsteltet og gav der sin tjener Moses medhold, men slog i sit mishag Mirjam med spedalskhed, der dog senere blev helbredt, da Moses gik i forbøn for hende. (4 Mos. 12:1-16) Mirjam døde derefter i Kadesj. Jehova tålte ikke illoyalitet mod sin udvalgte tjener.

¹⁵ Således forholder det sig også i dag, skønt vi nu er kommet den nye verden meget nærmere. Til trods for, at Jehova så tydeligt har tilkendegivet sin godkendelse af den „tro og kloge træl“, bruger nogle i dag næsten de samme ord: „Er det kun med den „tro og kloge træl“, at Jehova har talt? Har han ikke også talt gennem os?“ Sådanne personer har dristet sig til at tænke høje tanker om sig selv og ladet stolthed og selviskhed vinde indpas i deres hjerter, og de er af den mening, at de, fordi de før i tiden er blevet brugt, også nu skal være med til at styre det åndelige Israel. Burde de ikke også blive hørt? De tager sig selv for højtideligt, er anmassende og illoyale. Måske vil de ikke betvivle den ære, der tilkommer den „tro og kloge træl“, men de vil vide, hvorfor de ikke også bør høres. Nøjagtig det samme, som nagede Mirjam og Aron! Det er værd at lægge mærke til, at hverken Moses, Mirjam eller Aron kom ind i det forjættede land, for de døde alle i det fyrretyvende år, efter at ørkenvandringen var begyndt. — 4 Mos. 33:38; 20:1; 5 Mos. 34:1, 5.

Loyalitet mod den ene helligdom

16. Hvorfor havde Jehova kun een helligdom blandt det kødelige Israel? Og hvorfor er der kun een i dag? Giv en redegørelse herfor.

¹⁶ Alteret er tilbedelsesstedet, og det er det sted, der er udpeget til ofringer. Et tilbedelsessted må først udvælges af Jehova, og efter Loven er det kun det sted, der er blevet indviet dertil, som må bruges. (2 Mos. 20:24; 5 Mos. 12:5, 11) Der kan kun være een helligdom, hvis Guds folk skal kunne blive bevaret i teokratisk enhed. (1 Kong. 12:27) På Israels tid fandtes der mange steder, hvor afgudsdyrkelsen blomstrede. Tabernaklet var Israels samlingspunkt, og den rette tilbedelse betød enhed for Israel på det sted, Gud udvalgte, og hvor det behagede ham at bo. Efter kong Salomos død rejstes der et oprør blandt Guds folk, og de delte sig i to lejre. Israels konge sagde: „Når folket her drager op for at ofre i Jehovas hus i Jerusalem, vil dets hu atter vende sig til dets herre, kong Rehabeam af Juda! . . . Og da kongen havde overvejet sagen, lod han lave to guldkalve og sagde til folket: Det er for meget for jer med de rejser til Jerusalem! Se, Israel, der er dine guder, som førte dig ud af Ægypten! Den ene lod han opstille i Betel, den anden i Dan. Det blev Israel til synd.“ (1 Kong. 12:27-30) Jeroboam holdt ikke fast ved Guds handleregel. Jehovas lov blev svigtet, og kongen var illoyal mod Jehova og hans udvalgte helligdom. I disse sidste tider er der nogle, som ignorerer det udvalgte mødested, hvor Gud taler til sit folk, der samles om den „tro og kloge træl“, idet Gud til enhver tid bruger Vagttaarnets Bibel- og Traktatselskab. Det er det udvalgte sted, og det har det vist sig at være i næsten halvfjerdsindstyve år. De, som vælger deres eget sted til tilbedelse og tjeneste og til at lære andre, løber den risiko at blive fuldstændig afskåret fra menigheden, som det skete med det forbilledlige folk. (3 Mos. 17:4) De er illoyale mod Jehova og hans udvalgte organisation.

17. Hvad tilkendegav Moses’ loyale modstand mod falsk tilbedelse? Hvorfor bør vi ikke blive trætte af at vente?

¹⁷ Da Aron gav efter for folkets ønske og opstillede guldkalven, forblev Moses loyal mod Jehova og gik imod denne falske tilbedelse. Han stillede sig op ved indgangen til lejren og sagde: „Hvem der er for Jehova, han komme hid til mig! Da samlede alle levitterne sig om ham.“ (2 Mos. 32:26) Der måtte træffes et valg, for Jehova var blevet hånet og hans foranstaltninger ignoreret. På samme måde er der nu nogle, som bliver trætte af at vente, og som mener, at der må være noget galt med den „tro og kloge træl“, fordi begivenhederne ikke har udviklet sig, som de synes, de burde. Bliver man træt af at vente, bliver man let ført i fristelse. Venter vi tålmodigt, skal vi ikke have udført vort arbejde forgæves, men det vil de, som selvstændigt begynder at sætte tingene i gang, og ydermere ignorerer og ringeagter de Herren og hans anerkendte tjener.

18. Hvad viser de tre hebræeres loyalitet, og hvordan er deres loyale standpunkt en hjælp for os i dag?

¹⁸ Sand loyalitet blev lagt for dagen af de tre unge hebræere, og deres erfaringer belærer os om, at skønt der er stor forskel på en konge og hans undersåtter, så forsvinder denne forskel, når der opstår et modsætningsforhold mellem ens loyalitet og pligt mod Jehova og ens lydighed mod menneskers love. Disse tre mænd var lovlydige, og loven om lydighed og loyalitet mod den kom først. De havde ikke på nogen måde trodset kongen, men kun nægtet (og ikke på nogen provokerende måde) at rette sig efter en befaling, der gik deres samvittighed imod. At de af samvittighedsgrunde afholdt sig fra en bestemt handling, kunne ikke skade andre. De søgte ikke at overtale andre til at gøre det samme, selv om andre israelitter blev styrket gennem deres loyale fastholden ved Guds lov. Deres sind var fast under prøven, og svaret kom uden tøven: „Så må du vide, o konge.“ Disse mænd gav kejseren, hvad kejserens var, og så til, at Jehova fik, hvad der var hans. Når kejseren med urette kræver, hvad der tilkommer Jehova, bør hans myndighed stås imod. Gud ønsker ikke, hvad der er kejserens. For disse tre mænd betød det at svigte Gud eller at blive kastet i ildovnen, men sand loyalitet og hengivenhed mod Jehova gør en koldblodig i en faretruende situation, og med mønsterværdig sindsro gav de deres svar. I fredeligere tider havde de svoret, at de ville være trofaste og loyale mod Guds vilje, og nu blev de sat på prøve. De trodsede al modstand, selv kongens trusel og straffen i den gloende ildovn. Nu i dag bør vi ikke spilde den kostbare tid og håbe, at det nok skal gå under prøven. Hav kundskab nu og personlig overbevisning, så at du i en hvilken som helst faresituation vil vide, hvordan du skal handle. Så vil du kunne give det rette svar og behøver ikke at skamme dig eller frygte for at bekende din tro. Fast overbevisning om sandheden vil fri dig fra at fornægte Jehova.

En saltpagt

19. Hvad er saltpagten? Hvorfor blev den sluttet med David?

¹⁹ Atten år efter oprøret i Israel førte Jeroboam, Israels konge, krig imod Abija, Judas konge, og inden kampen råbte Abija til oprørerkongen: „Burde I ikke vide, at Jehova, Israels Gud, har givet David og hans efterkommere kongemagten over Israel til evig tid ved en saltpagt?“ (2 Krøn. 13:5, 6) Hvad er „saltpagten“? Jehova befalede: „Og du skal komme salt i enhver afgrødeoffergave, du frembærer, du må ikke undlade at komme din Guds pagts salt i dit afgrødeoffer, men du skal frembære salt med enhver af dine offergaver.“ (3 Mos. 2:13; se også 4 Mos. 18:19) Salt bevarer imod forrådnelse og kendetegner derfor renhed og bestandighed. Dets natur er holdbar og uforanderlig. I gamle dage betragtede man det at spise salt sammen med en anden som et tegn på gæstfrihed og trofasthed, et evigt venskabsbånd eller løfte om troskab. Det var et højtideligt løfte om loyalitet. (Ezra 4:14) Jehovas saltpagt med David ville derfor stå ubrudt til evig tid, og Abija mindede den forræderiske og illoyale konge om pagten, men forgæves. Han angreb Abija med en hær, der var dobbelt så stor som hans, men led nederlag.

20, 21. Hvad mente Jesus med udtalelsen i Markus 9:49, 50?

²⁰ Herren Jesus sagde: „Thi enhver skal saltes med ild. Salt er godt; men hvis det mister sin kraft, hvad vil I så blande det med? I skal have salt i jer selv og holde fred med hverandre.“ (Mark. 9:49, 50, NW) Forfølgelsens hede vil sikkert ikke skade dem, som er loyale, og de prøver, der skyldes den store dommers nærværelse, vil være til lutring og renselse for Guds folk. (Mal. 3:2-4) Findes der ikke åndeligt salt, sætter fordærv og forrådnelse ind. Dersom det offer, vi frembærer for Jehova Gud, ikke er forbundet med troskab, pålidelighed og loyalitet, så duer vi intet til. Det er meget nødvendigt, at vi har tillid til, at vore brødre vil vise sig pålidelige i varetagelsen af deres tjenester. Vi må have indbyrdes fred, og det er en umulighed, medmindre vi selv er loyale, pålidelige og retskafne. Vi må have salt i os selv. Det holder os friske i tjenesten, så vi kan være stærke, hurtige, arbejdsdygtige, grundige og fyldt med broderkærlighed.

²¹ De, som frivilligt melder sig til Jehovas tjeneste, må vente at kunne blive et offer for forfølgelsens ild. Ligesom ethvert offer først tilberedes med salt, inden det fortæres af ild, således må vi have rene hjerter, loyale, så vi med sikkerhed kan vide, at det er et offer, der er Herren værdigt. Ja, vi må rive os løs fra alt, der kunne hindre os i at opfylde vor del af pagten. „Trofast er han, som gav forjættelsen.“ (Hebr. 10:23) At have part i „saltpagten“ vil sige, at der ikke må være bedrag, uærlighed eller hykleri i vor aftale med Jehova, at vi aldrig ville gøre noget, der kunne vanære eller forråde ham. Nydelsen af salt er et tegn på loyalitet. Hvor afskyelig og forfærdelig var derfor ikke Judas Iskariots handling, han, der sad og spiste ved Herrens bord! „Han, som nu dypper sin hånd med mig i skålen, er den, som vil forråde mig.“ „Men se, han, som forråder mig, rækker hånden over bordet sammen med mig.“ At spise ved samme bord og samtidig udtænke forræderi! — Matt. 26:23, NW; Luk. 22:21.

22. Hvor vigtigt er det at forblive loyal mod Jehovas tjener? I hvilken forstand er Jehovas folk nu jordens salt?

²² Hvilken frygtelig ulykke rammer der ikke dem, som ved Herrens bord i dag har nydt det åndelige brød og spist af det salt, den „tro og kloge træl“ har sat frem, og som så har trukket sig tilbage og opstillet deres eget bord i håbet om at trække Herren med sig. Ikke alene har de brudt deres venskab og lagt illoyalitet for dagen, men de har opmuntret andre dertil. Lad os forstå situationen ret. Der hersker ikke tvivl om, at Jehovas vidner er jordens salt, nøjagtig som Noa var det, dengang en verden gik under. Ligesom salt hindrer fordærv, således blev Noa og hans familie en rest, der blev frelst. De var begyndelsen til verdens befolkning, til de millioner, der har levet siden da. Ingen af Adams afkom ville i dag have været i live, hvis ikke denne mand var forblevet trofast mod Jehova. Det er det samme nu. „Og dersom de dage ikke blev afkortet, da blev intet menneske frelst; men for de udvalgtes skyld skal disse dage afkortes.“ — Matt. 24:22.

Jehovas lov

23. Hvilke er de to største bud, og hvad vil lydighed imod dem medføre? Hvad skal vi gøre for at opnå Guds godkendelse?