Glæden ved at være uselvisk

„DIG SELV FØRST!“ Disse korte ord fyldte hele forsiden. Det var den filosofi som nogle muhamedanere i deres publikation tilbød forbipasserende på gaderne i Brooklyn i september 1972.

Hvor er denne nutidige Muhameds budskab forskelligt fra det budskab som Jesus Kristus bragte! Han lærte at man skulle sætte andre før sig selv. Han lærte og praktiserede selvopofrelse. Han forkyndte et princip som må have lydt mærkeligt for hans tilhørere: „Saligere er det at give end at modtage.“ — Ap. G. 20:35.

Der findes folk som er eksempler i uselviskhed. Det kan man for eksempel sige om forældre som så uselvisk helliger sig deres familie at de næsten skal tvinges til at gøre noget for sig selv, såsom at købe nyt tøj eller tillade sig en eller anden form for adspredelse. Der var en mor til fem som måtte klare husholdningen med en meget streng økonomi fordi hendes mand kun tænkte på sig selv. Det tog så meget af hendes tid og energi at hun ikke havde noget tilbage til fornøjelser. Hvad var hendes løn? Hun havde fred i sindet, og hun havde sine børns kærlighed og taknemmelighed. Det gav hende tilfredsstillelse at gå op i at sørge for sin familie, og i stedet for at kede sig følte hun glæden ved at give.

Hvorfor er der glæde og lykke ved at være uselvisk? Fordi Skaberen, Jehova Gud, har skabt os i sit billede, og han er mere uselvisk end nogen anden. Han har ikke blot udstyret os med en moralsk sans der giver os evnen til at vælge mellem hvad der er rigtigt og hvad der er forkert, men også skabt os sådan at vi får belønning i form af tilfredshed og lykke ved at øve retfærdighed, ved at gøre hvad der er rigtigt. Derfor sagde den berømte engelske jurist Blackstone engang at Gud „har så nøje forbundet, så uadskilleligt sammenknyttet den evige retfærdigheds love med det enkelte menneskes lykke, at dette sidste [lykke] ikke kan opnås uden at man overholder det første [retfærdighed]; og hvis det første følges omhyggeligt, kan det ikke andet end medføre det sidste.“ Hvis dette gælder retfærdighed, og det gør det, så gælder det også uselviskhed.

Hvis vi vil opleve glæden ved at være uselviske, må vi arbejde på at være uselviske, for det er ikke noget der kommer af sig selv. På grund af nedarvet synd og omgivelsernes påvirkning er vi tilbøjelige til at gøre hvad der er ondt og selvisk. (1 Mos. 8:21; Sl. 51:7) Især inden for familiekredsen, hvor medlemmerne er i så nær kontakt med hinanden, må man tænke på dette. Hvis en er selvisk, kommer de andre til at lide under det, og de reagerer måske selvisk; men uselviskhed resulterer i fælles glæde og tilfredshed. Intet under at Gladstone (britisk premierminister fra det nittende århundrede) kom til den slutning at „selviskhed er menneskehedens største forbandelse“. Det var selviskhed der var årsagen til vanskeligheder for vore første forældre — og derved også for alle os andre. Selviskhed ligger til grund for alle konflikter mellem nationer, mellem arbejdsgivere og ansatte, og mellem forældre og børn.

Hver lille uselvisk gerning bringer glæde. En hjælp til at være årvågen for sådanne lejligheder er selvfølgelig at man har empati, evnen til at sætte sig i andres sted. Men det kan også bare være et spørgsmål om ikke altid at have travlt. For eksempel må ofre for biluheld ofte råbe højt og længe før nogen tager notits af dem og stopper for at spørge hvad de kan hjælpe med. Ganske anderledes var det med en bilist fra Brooklyn som var på vej hjem, men ikke havde for travlt. Ved et kryds opdagede han at føreren af vognen foran ham var i knibe. Han stod ud og spurgte hvad der var i vejen. Den anden bilist ledte efter en bestemt gade. Efter at have fået at vide hvilken gade det drejede sig om, viste han vejen ved at køre foran i sin egen bil, da det var nemmere end at forklare. De strålende smil og den taknemmelighed den hjælpsomme fik, var mere end løn nok for hans ulejlighed; det gav ham glæde og tilfredsstillelse at være i stand til at hjælpe andre.

Den jødiske forfatter og zionistleder Israel Zangwill kom engang med en træffende bemærkning angående dette. Han sagde: „Selviskhed er den eneste virkelige ateisme; stræben og uselviskhed den eneste virkelige religion.“ Og dette er sandt, hvis vi anerkender at virkelig religion er at ’elske Gud med hele sit hjerte, hele sin sjæl, hele sit sind og hele sin styrke og at elske sin næste som sig selv’. Dette indebærer også at sørge for „de faderløse og enkerne“. Derfor vejledte apostelen Paulus: „Ingen må søge sit eget, men hvad der gavner næsten.“ — 1 Kor. 10:24; Mark. 12:29-31; Jak. 1:27.

Jehovas kristne vidner er et lykkeligt folk fordi de oprigtigt og uselvisk er interesseret i at fortælle om de gode ting de har lært, og dette anerkendes også af andre. Ved et af Jehovas vidners stævner i Wien i 1972 blev en dame som var kommet på grund af nysgerrighed, interesseret i Jehovas vidner fordi, som hun selv sagde, hun så „de glade ansigter hos disse mennesker, der åbenbart vidste hvad de ville“. Og hun er ikke den eneste. Andre er blevet så imponeret over den glæde vidnerne viser, at de er begyndt at interessere sig for det budskab de bringer.

Det er klart for enhver at der er noget galt i verden. Den ønsker at få glæde og lykke, men den søger det med selviske midler. Men disse to ting kan lige så lidt forenes som olie og vand. Glæde og lykke er et resultat af uselviskhed, af at gøre godt, både over for medlemmer af ens egen familie, over for medarbejdere og over for fremmede, som for eksempel på landevejene. Og selvfølgelig får man størst glæde ved at give andre noget af det mest værdifulde man ejer, nemlig forståelse af Guds ord og hensigter. Følg Jesu befaling: „I har fået det for intet, giv det for intet.“ Dette er vejen til glæde. — Matt. 10:8.