Når vort hjerte tilskynder os til at gøre alt hvad vi kan
DET er den 12. nisan i år 33 e.v.t. Jesus Kristus nyder et måltid sammen med nogle andre i Simon den Spedalskes hus i Betania i nærheden af Jerusalem. En trofast kvindelig discipel ved navn Maria er også til stede. Hun bryder hul på en alabastkrukke og gyder kostbar, vellugtende olie ud over Jesu hoved.
’Hvorfor denne ødslen?’ protesterer nogle. ’Denne olie kunne jo have været solgt og pengene givet til de fattige!’ Men Jesus svarer: ’Lad hende være. De fattige har I jo altid hos jer og kan gøre godt mod dem, men mig har I ikke altid. Hun har gjort alt hvad hun kunne da hun kom vellugtende olie på mit legeme med henblik på begravelsen.’ — Mattæus 26:6-13; Markus 14:3-9; Johannes 12:1-8.
Maria fra Betania kunne ikke gøre noget for at lindre Jesu lidelser da han to dage senere blev pælfæstet — den 14. nisan år 33 e.v.t. Men lige nu kunne hun salve ham med kostbar olie. Jesus kunne derfor sige: „Hun har gjort alt hvad hun kunne.“ (Markus 14:8, Williams) Ja, Marias hjerte tilskyndede hende til at gøre alt hvad hun kunne.
Vi tilskyndes til at gøre hvad vi kan
Hvis vi er Jehovas vidner eller er ved at lære sandheden om Gud at kende, er vi sikkert ivrige efter at udbrede den gode nyhed om Riget i disse „sidste dage“. (Mattæus 24:14; 2 Timoteus 3:1-5) Måske har vi endda en god andel i den gerning.
Det kan imidlertid være at familieansvar, problemer med helbredet og andre faktorer ikke tillader os at tjene som missionærer i et eller andet fjernt land. Det er måske ikke muligt for os at være medlemmer af betelfamilien, at tjene som rejsende tilsynsmænd eller lignende. Men måske er vi ikke forhindret i at bruge vore midler på en måde der vil fremme Rigets interesser. (Mattæus 6:33) Måske er vi i stand til at ’ære Jehova med vor velstand’. Det vil føre til velsignelse for os, for vore lader vil fyldes med korn, vore perser svømme over af most’. — Ordsprogene 3:9, 10.
De gjorde hvad de kunne
Ja, vi kan vise samme ånd som den Maria fra Betania og andre gudfrygtige mennesker i fortiden lagde for dagen. For eksempel fik israelitterne på Moses’ tid det privilegium at ære Jehova da tabernaklet til tilbedelsen af ham skulle bygges. Ikke alle kunne yde det samme, men deres hjerter tilskyndede dem til at gøre hvad de kunne. Nogle kvinder spandt for eksempel de gedehår der skulle bruges. Visse mænd gjorde tjeneste som håndværkere og udførte forskellige former for arbejde. Og folk i almindelighed? De ærede Jehova ved at give guld, sølv, kobber, uldgarn, linned og andet, så tabernaklet kunne blive fuldført. De der i deres hjerte følte sig tilskyndet dertil, bragte med glæde denne ’offerydelse til Jehova’, og betragtede det som „en frivillig gave“. (2 Mosebog 35:4-35) Hvor meget gav de? „Det, der var ydet, var dem nok til at udføre hele arbejdet, ja, mere end nok“! (2 Mosebog 36:4-7) Ja, de gjorde hvad de kunne.
Mange år senere gav kong David meget store bidrag til det tempel hans søn Salomon skulle bygge. David gav endda sin ’særlige ejendom’ af guld og sølv til det formål. Så spurgte han Israels folk: „Hvem fylder nu sin hånd med frivillige gaver til Jehova i dag?“ Fyrsterne reagerede ved at give bidrag, og „var der nogen hos hvem der fandtes sten, gav de dem til Jehovas hus’ skatkammer“. De gjorde det ikke modstræbende, for vi læser: „Så frydede folket sig over at de gav frivillige gaver, for det var med et helt hjerte de gav frivillige gaver til Jehova; og også kong David følte stor fryd.“ (1 Krønikebog 29:3-9, NW) De gjorde alle hvad de kunne.
Som enkeltpersoner var mange af de første kristne med til at fremme forkyndelsen af Riget. Den gamle apostel Johannes påpegede for eksempel at medlemmerne af den kristne menighed havde pligt til at hjælpe de rejsende tilsynsmænd der blev sendt ud, „så vi kan blive medarbejdere for sandheden“. Johannes roste også Gajus for den gæstfrihed han viste over for „fremmede“, det vil sige nogle Gajus ikke kendte i forvejen, men som han tog varmt og kærligt imod på grund af den tjeneste de ydede menighederne. (3 Johannes 5-8) De fleste vidner for Jehova i et bestemt område havde ikke mulighed for at rejse store afstande for den gode nyheds skyld, men de gjorde hvad de kunne.
Hele menigheder anvendte også deres materielle midler til fremme af Rigets arbejde. For eksempel kunne apostelen Paulus sige til de troende i Filippi: „Endog i Tessalonika sendte I både én og to gange til mig hvad jeg trængte til. Ikke at jeg ivrigt søger gaven, men jeg søger ivrigt den frugt som tæller på jeres regnskab.“ (Filipperne 4:15-17) Ikke alle menighedens medlemmer kunne rejse sammen med apostelen, men de gjorde hvad de kunne.
Hvad nogle har følt
Jesus Kristus sagde: „Der er mere lykke ved at give end ved at modtage.“ Det er derfor ikke overraskende at Guds folk frydede sig meget over at give „frivillige gaver“ til Jehova på kong Davids tid. (1 Krønikebog 29:9; Apostelgerninger 20:35) Mange i vor tid har en lignende indstilling.
Et Jehovas vidne skrev til Vagttårnsselskabet: „Jeg er 81 år gammel og kan ikke længere komme særlig meget ud i tjenesten [forkyndelsen fra hus til hus] fordi jeg har ledegigt, men jeg vil gerne gøre noget til at tjenesten kan fortsættes. Jeg vil sende jer et bidrag hver måned så længe jeg kan, og jeg vil især gerne hjælpe de missionærer [fra Vagttårnets bibelskole Gilead] der rejser til fremmede lande.“ Denne ældre kvinde kunne ikke selv rejse ud som missionær, men hendes hjerte tilskyndede hende til at gøre hvad hun kunne.
Hele familier har samarbejdet om at være med til at dække Selskabets udgifter i forbindelse med trykning og udvidelsesprojekter. En familie skrev: „Vi føler os tilskyndet til som familie at have andel i dette. . . . vi blev meget glade da vores to halvvoksne sønner kom hen til os og sagde at de også gerne ville være med til at give et bidrag til Selskabet. De sender nogle af de penge de har sparet op fra forskellige deltidsjobs. Vi har været meget glade for de mange smukke publikationer og den rigelige åndelige føde som vi hele tiden modtager fra Jehovas bord.“
Hvordan det kan lade sig gøre
De færreste Jehovas vidner er rige, og mange må slås med økonomiske problemer i dag. Men selv om de kun giver et beskedent beløb til fremme af Rigets interesser, bør de aldrig føle at deres bidrag er uden betydning. Da Jesus så en fattig enke lægge to småmønter i templets bidragsbøsse, så han ikke ned på hende. Han sagde tværtimod: „Jeg skal sige jer som sandt er: Denne enke har, skønt hun er fattig, lagt mere i end alle de andre. For alle disse lagde gaver i af deres overflod, men denne kvinde lagde i af sin armod alle de midler hun havde at leve af.“ (Lukas 21:1-4) Rent bogstaveligt havde hendes gave ikke særlig stor værdi, men hun gjorde hvad hun kunne.
For at have noget at bidrage med, er det som regel nødvendigt at planlægge, enten som enkeltperson, som familie eller som menighed. Da der opstod nød blandt de kristne i Judæa, gav apostelen Paulus derfor de kristne i Korint der gerne ville hjælpe dem, et nyttigt forslag. Han skrev: „Angående indsamlingen til de hellige, gør da I også sådan som jeg har givet besked om til menighederne i Galatien. Lad enhver af jer hver første dag i ugen lægge noget til side derhjemme, alt efter hvad han har råd til, for at der ikke først skal finde indsamlinger sted når jeg kommer.“ — 1 Korinter 16:1, 2.
Mange lægger noget til side til uforudsete situationer, og på samme måde kan Jehovas vidner som enkeltpersoner, familier eller menigheder regelmæssigt lægge noget til side til bidrag til fremme af den sande tilbedelse. Det sker jævnligt at menigheder sender et bidrag til fremme af Rigets arbejde. De udarbejder en resolution om at sende et bidrag til Selskabet og vedtager den i menigheden. Det er også muligt at være med til at støtte det kristne forkyndelsesarbejde over hele jorden ved at give bidrag dertil. Ved at give med et ret motiv bliver man lykkeligere, og man får den tilfredshed at vide at man gør hvad man kan.
De bidrag der modtages af Vagttårnsselskabet anerkendes med et brev. Enkeltpersoner, familier eller menigheder der ønsker at give bidrag, kan sende dem til Vagttårnet, Stenhusvej 28, 4300 Holbæk. Man kan også benytte giro 6 40 34 68.
Ethvert bidrag der modtages af Selskabet værdsættes meget og bruges til fremme af arbejdet med at udbrede den gode nyhed om Guds rige. Sådanne midler benyttes for eksempel til opretholdelse af missionærhjem i mange lande. Også Selskabets trykkerier, der er nødvendige for at bibelsk litteratur kan spredes, holdes i gang ved hjælp af frivillige bidrag, og udvides hvor det er nødvendigt. Takket være disse bidrag kan rejsende kreds- og områdetilsynsmænd besøge kristne menigheder over hele jorden og yde deres medtroende åndelig hjælp. (Romerne 1:11, 12) På samme måde hjælpes andre heltidstjenere.
Forkæmpere for den sande tilbedelse i fortiden blev velsignet fordi de ærede Jehova med deres velstand. De var lykkelige! Når vi i dag på samme måde støtter Rigets interesser bliver vi også rigt velsignet. Måtte vi derfor reagere positivt når vore hjerter tilskynder os til at gøre alt hvad vi kan.