Højtider til Jehovas pris

„[Jehovas] festtider, . . . skal [I] udråbe som højtidsstævner.“ — 3 Mos. 23:2.

 1. Hvornår er højtider glædestider? Nævn nogle af de jødiske højtider.

HØJTIDER er glædestider, som vi læser i Femte Mosebog 16:14: „Og du skal være glad på din højtid.“ Dette gælder især hvis højtiden fejres til Jehovas, den almægtige Guds, pris. Da Jehova organiserede sit folk som en nation i året 1513 f.v.t. gav han det mange højtider. De er opført i Tredje Mosebog, kapitel 23. Hver syvende dag var en sabbat, en fuldkommen hviledag, et „højtidsstævne“. Påsken blev fejret den 14. nisan og blev efterfulgt af de usyrede brøds højtid, der varede i syv dage. Halvtreds dage efter den 16. nisan, da førstegrøden af byghøsten blev bragt som offer, skulle ugefesten, også kaldet pinsen, fejres. Den første dag i den syvende måned var hornblæsningsdag, og på den tiende dag fejrede folket den store forsoningsdag. Denne række af tilbagevendende fester afsluttedes med den glædeligste af dem alle, løvhyttefesten, som blev fejret fra den 15. til den 21. i den samme syvende måned og blev afsluttet med et højtidsstævne den 22. I tidens løb føjedes flere højtider til, som for eksempel den månedlige nymånedag, purimsfesten og tempelvielsesfesten, og dermed øgedes antallet af dage som skulle helligholdes på en speciel måde i tilbedelsen af Jehova. — 4 Mos. 10:10.

 2. (a) Hvad lærte Jehova sit folk ved hjælp af højtiderne? (b) Hvorfor studerer kristne i dag disse højtider?

² Disse højtider var ikke blot tidspunkter hvor man glædede sig og opnåede en legemlig hvile, men de var først og fremmest beregnet på at skulle være til religiøs og åndelig opbyggelse. Det var Jehovas festtider, og de fejredes til hans ære og pris. Ved hjælp af disse fester lærte Jehova, den store Konge og Lovgiver, den som havde organiseret nationen, sit folk hvad hans guddommelige vilje og hensigt var, samt mange grundlæggende principper, og gav folket mulighed for at udtrykke sin værdsættelse og taknemmelighed over for Jehova for hans godhed og barmhjertighed og for alle de velsignelser han havde skænket i årets løb. Desuden — og det er af stor betydning for os — lærer Jehova ikke blot de kristne de samme principper i dag, men han har også ved hjælp af disse jødiske højtider givet mange profetier som får deres opfyldelse nu. Med andre ord har Jehova med en hel nations befolkning som skuespillere, og Palæstina, specielt byen Jerusalem, som scenen, opført skuespil som er „en skygge af de kommende goder“. (Hebr. 10:1) Når vi ser israelitterne fejre disse højtider, modtager vi der lever i dag altså belæring om vigtige ting der opfyldes i vor tid, og samtidig får vi meget at vide om Guds vilje, hensigter og principper. Lad os derfor nu sætte os til rette og iagttage skuespillerne mens de opfører scenerne i hver af de jødiske højtider.

Sabbaten

 3, 4. (a) Beskriv en sabbatsdag. (b) Hvorfor følte jøderne sig både fysisk og åndeligt vederkvæget ved at overholde sabbaten?

³ „I seks dage skal der arbejdes, men den syvende dag skal være en fuldkommen hviledag med højtidsstævne; I må intet arbejde gøre, det er sabbat for [Jehova], overalt hvor I bor.“ (3 Mos. 23:3) Israelitterne fik en forordning vedrørende sabbaten kort efter at de var blevet udfriet fra trældommen i Ægypten og var på vej mod Sinaj bjerg. Den blev udtrykt i sin helhed i det fjerde af de ti bud. (2 Mos. 20:8-11) Sabbatsdagen begyndte ved solnedgang den sjette dag og varede til solnedgang den syvende dag. På Jesu tid blev dens begyndelse forkyndt ved seks høje trompetstød på den sjette dag, tre omkring ved den niende time (kl. 15) og tre ved solnedgang. Sabbaten var en dag med fuldkommen hvile, også for trællene og dyrene. Det var Jehovas dag, en dag han havde velsignet og sat til side til helligholdelse. Hvis man overholdt den og lydigt opfyldte formålet med sabbaten, ville det medføre sand glæde. (Es. 58:13, 14) Men brød man sabbaten med vilje, medførte det dødsstraf.

⁴ Israelitterne kunne forstå værdien af en sådan humanitær lov efter at have været trælle under det grusomme ægyptiske styre. Ved at holde inde med det verdslige arbejde kunne de koncentrere sig om bøn, tilbedelse og meditation over Guds ord. Sabbaten var en dag med stor religiøs virksomhed. Præsterne havde mere travlt end på nogen anden dag i ugen. Der var to lam der skulle ofres foruden de to der blev ofret hver dag som et stadigt brændoffer (4 Mos. 28:9, 10), og de tolv skuebrød skulle udskiftes i tabernaklet. (3 Mos. 24:5-8) Der blev holdt højtidsstævne, hvorunder man samledes for i fællesskab at tilbede Gud og modtage belæring. Folket blev undervist i Guds lov. På Jesu apostles tid blev Moses oplæst i synagogerne hver sabbat, sådan som det fortælles i Apostlenes Gerninger 15:21. I sandhed en storslået foranstaltning for et helt folk: at have en dag fri hver uge til at tilbede dets Gud, til at samles og modtage belæring om Guds love, og at være fritaget for det daglige slid med alle dets bekymringer! Det fik dem til at værdsætte deres Gud Jehovas godhed og mindede dem om den mirakuløse udfrielse fra trældommen i Ægypten. Hver sabbat var en vederkvægelse for legemet, og hver og én følte sig åndeligt opbygget.

 5. (a) Hvornår får ugesabbaten sin opfyldelse? (b) Hvilket formål skal den større sabbat tjene?

⁵ Det er godt at vide at jødernes ugentlige sabbat kun er „en skygge af de kommende goder“. Bibelen antyder at Jehova skabte himmelen og jorden på seks dage som hver var på 7000 år. På den syvende dag hvilede Jehova efter sit skaberværk og gik ind til sin sabbat. Men menneskeheden holdt ikke en fredfyldt hvile eller sabbat sammen med Jehova, men kom ved ulydighed i trældom under synd, ufuldkommenhed og død. Nu er der gået næsten seks tusind år af den syvende dag, og der er kun lidt mere end ét tusind år tilbage. Om den ugentlige sabbatsdag sagde Jesus: „Sabbaten er blevet til for menneskets skyld, og ikke mennesket for sabbatens skyld.“ De sidste tusind år er af Jehova sat til side til et specielt formål som jødernes ugentlige sabbat forud skildrede, nemlig til Kristi Jesu regering, for Jesus fortsatte: „Så er da Menneskesønnen også herre over sabbaten.“ (Mark. 2:27, 28) Det er en tusindårig sabbat inden for Jehovas store 7000-års sabbat. Ligesom ugesabbaten vil den store tusindårige sabbat være helliget tilbedelsen af Jehova og undervisningen af alle som lever, deriblandt dem som er opstået fra mindegravene. De vil blive undervist i Jehovas retfærdige krav. — Hebr. 10:1; 1 Mos. 2:1-3; Joh. 5:28, 29.

 6. Hvorfor gjorde Jesus mange helbredelsesmirakler på sabbaten?

⁶ I årene 29 til 33 gjorde Jesus mange kraftige gerninger, især på sabbaten. Blinde kom til at se og døve til at høre, halte og lamme kom til at gå, og syge blev raske, og han oprejste endog nogle fra døden. På denne måde skildrede han forud de vidunderlige gerninger han ville udføre til udfrielse og frelse på sin regerings tusindårige sabbatsdag. Ingen vil få lov til at forstyrre freden og hvilen på denne dag, billedligt skildret ved at alle sabbatsbrydere blev straffet med døden. (4 Mos. 15:32-36) På denne tusindårige sabbat vil menneskene modtage sand vederkvægelse for legeme og ånd. De vil gradvis opnå fuldkommenhed og vil i fuldt mål kunne glæde sig ved alle de goder som Jehova tilvejebringer gennem sin konge, Kristus Jesus, mens de helhjertet tilbeder og adlyder Ham. Det er vidunderligt at tænke på at troende mennesker nu efter seks tusind års slidsom trældom under ufuldkommenhed og død under Satans grusomme styre, står på tærskelen til deres største udfrielse, til en langt større sabbat, som Guds søn er herre over. Hvilken frydefuld dag!

Nymåne og hornblæsningsdag

 7. Hvordan markeredes nymånedagen?

⁷ To steder i Moseloven gives der anvisninger vedrørende overholdelse af nymånedagen, som markerede begyndelsen til hver måned. Der skulle blæses i trompeter og ofres særlige ofre, ligesom på de andre særlige glædes- og festdage. (4 Mos. 10:10; 28:11-15) I tidens løb udviklede helligholdelsen af nymånedagen sig til en betydelig fest, på linje med sabbaterne og de øvrige højtider. (Es. 1:13; Ez. 46:1; Hos. 2:11) Loven sagde ikke udtrykkeligt at al slags arbejde skulle ophøre på nymånedagen i en almindelig måned. Men i det niende århundrede f.v.t. finder vi at profeten Amos irettesætter købmændene som ivrigt ventede på at nymånedagen skulle nå til ende, så de kunne genoptage deres lyssky transaktioner, hvilket viser at det var skik ikke at drive handel eller at udføre verdsligt arbejde på nymånedagen, men at anvende dagen til sammenkomster og selskabeligt samvær. — Amos 8:5; 1 Sam. 20:5, 24.

 8. (a) Hvorfor var det en god lejlighed til at give religionsundervisning? (b) Hvad kan kristne lære heraf?

⁸ Ligesom sabbatsdagen var nymånedagen helliget tilbedelsen af Gud og frembød en gunstig lejlighed til at give offentlig undervisning i templet. Det var en travl dag for profeterne og andre af Guds tjenere, for det var skik at folk som havde problemer kom til disse Guds tjenere på denne dag for at få privat vejledning og hjælp. (Ez. 46:1; 2 Kong. 4:22, 23) Loven indeholdt særlige bestemmelser vedrørende nymånedagen i den syvende måned, kaldet etanim eller tisjri, og den dag skulle der være højtidsstævne. Det var udtrykkeligt påbudt at der ikke måtte udføres anstrengende arbejde af nogen som helst art på denne dag. Foruden de tooghalvtreds ugesabbater havde jøderne altså yderligere tolv dage om året til lovprisning og tilbedelse af Jehova og til at modtage belæring fra hans ord. Den omstændighed at Jehova gav forskrifter for så megen religiøs undervisning og virksomhed bør for kristne i dag understrege betydningen af at sætte tid til side til at tilbede Jehova og studere hans ord, både privat og sammen med menigheden.

Forsoningsdagen

 9. (a) Hvornår faldt forsoningsdagen, og hvad krævedes der i den forbindelse af hele folket? (b) Fortæl i korte træk hvad der gik for sig på forsoningsdagen:

⁹ I etanim måned, ni dage efter den festlige hornblæsningsdag, var en ny højtid berammet. Det var Israels mest betydningsfulde dag, forsoningsdagen, som skulle helligholdes på den tiende dag i den syvende måned. Der blev holdt højtidsstævne og intet arbejde måtte udføres. Israelitterne fik påbud om at ydmyge deres sjæle, højst sandsynligt ved at faste. (3 Mos. 16:29, NW; Kalkar, 1871-overs.) I Tredje Mosebog, kapitel 16, er alt hvad der skulle ske på denne dag beskrevet i de mindste detaljer. Vi vil gerne opfordre alle til at læse hele dette kapitel for at få mest muligt ud af denne drøftelse. Vi lægger mærke til at ypperstepræsten frembar en ung tyr for Arons og hans husstands og Levis stammes synder, samt to bukke. Den ene, bukken „for [Jehova]“, skulle slagtes som syndoffer for resten af folket, og den anden, „for Azazel“, skulle bevares i live. Efter først at have båret røgelse ind i tabernaklets allerhelligste skulle ypperstepræsten tage noget af blodet fra de to syndofre, først af tyren, derefter af bukken, og bære det ind i det allerhelligste og stænke det foran sonedækket på arken. Senere blev dyrekroppene båret udenfor lejren og brændt. Efter at ypperstepræsten havde bekendt alle folkets synder over den levende buk, blev den ført ud i ørkenen og skulle aldrig vende tilbage. Bagefter badede ypperstepræsten sig og skiftede klæder. Så blev to væddere bragt som brændofre, den ene for Aron og hans hus, og den anden for resten af folket.

10. Hvilket større formål tjente forsoningsdagen?

¹⁰ Samtidig med at forsoningsdagen i Israel tjente til åndelig opbyggelse og opmuntring var den en skygge af noget langt større. Den viste jøderne hen til Messias, den kommende befrier, for deres dyreofre kunne aldrig virkelig borttage synder. Oprigtige hebræere som overholdt Loven efter bedste evne kunne se at „den aldrig ved de samme ofre, som de bestandig år for år [frembar], [kunne] føre de ofrende til fuldendelse. Ville man ellers ikke have holdt op med at frembære dem . . .? Men ofrene bringer netop år efter år ihukommelse af synder“. (Hebr. 10:1-3) Ved at følge forsoningsdagens ofre lededes de trofaste jøder til at se hen til den større ypperstepræst med det bedre offer, det virkelige offer, der kunne borttage synder. I Salmernes bog siges det at genløsningsprisen var så høj at den var uden for menneskers rækkevidde. (Sl. 49:8, 9) Apostelen Paulus, en trofast hebræer, sagde: „Loven er blevet os en tugtemester til Kristus, for at vi skulle blive retfærdiggjorte af tro.“ — Gal. 3:24.

11. Hvad kunne ofrene ikke gøre for jøderne, men hvilken tilfredsstillelse gav de?

¹¹ I sit brev til hebræerne bruger apostelen derfor ret megen plads til at vise hvad alt dette betyder. Han beskriver tabernaklet og dets indretning, hvordan ypperstepræsten kun træder ind i det allerhelligste én dag om året med dyreofrenes blod, ikke blot for folkets men også for sine egne synder. Paulus siger: „Derved giver Helligånden til kende, at vejen til helligdommen endnu ikke er blevet fri, så længe det forreste rum [det første telt, NW; Kalkar; New English Bible] endnu er der. Heri har vi jo et sindbillede på den nuværende tid.“ Derefter påpeger han at de ofre de frembar „ikke er i stand til, efter samvittighedens krav at føre den ofrende til fuldendelse“. Når Israels ypperstepræst udførte sin tjeneste opnåede israelitterne imidlertid et vist mål af tilfredsstillelse. De gjorde det der var Guds vilje på deres tid, for det var „kødelige bud, pålagte indtil den tid, da den rette ordning indføres“. — Hebr. 9:1-10.

12. Hvilket formål tjente teltet i ørkenen?

¹² Nu fortsætter apostelen med at forklare at Lovens forordninger, deriblandt forsoningsdagen, var billeder på noget langt større. Han siger: „Men Kristus kom som ypperstepræst for de goder, der nu er blevet virkelighed; og gennem det større og fuldkomnere telt, som ikke er gjort med hænder, det vil sige, som ikke hører denne skabte verden til, gik han, ikke med blod af bukke eller kalve, men med sit eget blod én gang for alle ind i helligdommen og vandt en evig forløsning.“ (Hebr. 9:11, 12) Teltet eller tabernaklet i ørkenen var en foranstaltning Gud havde truffet hvorved israelitterne kunne nærme sig Gud gennem deres ypperstepræst og opnå en forbilledlig tilgivelse for deres synder. Det ville bevare dem i Guds gunst indtil hans tid var inde til at tilvejebringe det virkelige offer, og gav dem mulighed for som de første at drage nytte af dette offer. I dette tidsrum var de rene i kødelig forstand, for Paulus siger at de blev helligede og opnåede kødelig renhed. — Hebr. 9:13.

Det større telt

13. (a) Hvad er „det større og fuldkomnere telt, som ikke er gjort med hænder“? (b) Hvad sker der for de tilbedere der nærmer sig dette telt?

¹³ Men hvad er nu „det større og fuldkomnere telt, som ikke er gjort med hænder“? Det er ikke nogen bogstavelig bygning, men Guds foranstaltning til soning for menneskeslægten. Gud har også tilvejebragt den store ypperstepræst, Jesus, den fuldkomne ypperstepræst, som ikke har nødig at bringe noget offer for sig selv; hans offer kunne dække andres synder. Ved Jehovas foranstaltning blev han oprejst i ånden og trådte ind i den virkelige helligdom, himmelen selv, hvor Gud i overensstemmelse med sin lov havde truffet foranstaltning til at Jesus kunne frembære værdien af sit offer. (Hebr. 9:24) Herom siger Paulus: „Hvor meget mere vil da ikke Kristi blod, fordi han i kraft af en evig Ånd frembar sig selv som et lydefrit offer for Gud, rense vor samvittighed fra døde gerninger, så vi kan tjene den levende Gud.“ (Hebr. 9:14) De der kommer til ham vil derfor opnå mere end kødelig renhed. De vil blive befriet for en pinefuld bevidsthed om synd og kunne glæde sig over den gode samvittighed som de har bedt Gud om gennem Kristus. — 1 Pet. 3:21, fodnoten.

Den modbilledlige forsoningsdag

14. (a) Hvornår og hvormed begyndte den modbilledlige forsoningsdag? (b) Hvordan tjente Jesus som bukken „for Azazel“? (c) Hvordan opfyldte han billedet med at tyrens og bukkens blod blev bragt ind i det allerhelligste?

¹⁴ Israels forsoningsdag optog de lyse dagtimer på den tiende dag i den syvende måned. Hvilken tidsperiode strækker den store modbilledlige forsoningsdag sig over? Den tog sin begyndelse ved Jesu dåb i efteråret 29, da han fremstillede sig for at gøre Guds vilje med hensyn til at bringe sig selv som et offer, ligesom tyren og de to bukke blev bragt til alteret i tabernaklets forgård. Dagen fortsatte ind i år 33, og i hele dette tidsrum tjente han som bukken „for Azazel“, idet han bevarede fuldkommen integritet under prøve og grusom forfølgelse, der endte med døden for Satans hånd, og bar folkets synder ud i „ørkenen“, til evig glemsel. (Es. 53:3-7) Hans bønner, hengivenhed og integritet behagede Jehova ligesom røgelsen der blev båret ind i det allerhelligste, og opfyldte det primære formål med hans komme til jorden som den der skulle rense og ophøje Guds navn. Den modbilledlige forsoningsdag strakte sig helt frem til det tidspunkt da han steg til himmelen, hvilket svarer til at ypperstepræsten gik ind i det allerhelligste, først med tyrens og derefter med bukkens blod. Jesus kom ren og ubesmittet gennem sin offergerning og var nu iklædt herlighedens og udødelighedens „klæder“ som ypperstepræst for bestandig på Melkisedeks vis. (Hebr. 6:20) Den modbilledlige forsoningsdag var nu til ende efter at han havde bragt værdien af sit livsblod ind i det allerhelligste.a

15. Hvordan viser Paulus at frembærelsen af Kristi offers fortjeneste i himmelen er noget andet end anvendelsen af den modbilledlige forsoningsdags goder? (b) I hvilken forstand må de der ønsker at få gavn af genløsningsofferet ikke gøre noget „arbejde“ men i stedet ydmyge sig?

¹⁵ Apostelen Paulus viser at anvendelsen af den store forsoningsdags goder er noget andet, for han fortsætter: „Og så vist som det er menneskenes lod én gang at dø [som følge af Adams synd] og derefter dømmes, således skal også Kristus, efter én gang at være blevet ofret for at bære manges synder [arvet fra Adam], anden gang komme til syne, ikke for at bære synden, men til frelse for dem, som bier på ham.“ (Hebr. 9:27, 28) Alle mennesker er under syndens fordømmelse som følge af at de stammer fra Adam. Men gennem Kristus bliver det muligt for dem at blive dømt uden hensyn til den adamitiske synd og derved blive befriet for den svaghed og skrøbelighed som de uforskyldt er blevet underlagt. De får mulighed for hver især selv at stå prøve. (Rom. 8:20) Alle som vil høste gavn af genløsningen må benytte sig af den for at opnå lægedom ved den. De kan ikke opnå frelse ved blot at have kendskab til at løsesummen er blevet frembåret i himmelen. De må angre og opnå hvile ved tro på og lydighed mod Kristi offer og hans tjeneste som ypperstepræst. De kan ikke selv gøre noget „arbejde“ og ved egne gerninger søge at opnå retfærdiggørelse. Ypperstepræsten har altså stadig arbejde at udføre i forbindelse med at anvende sit sonoffers goder. — Hebr. 4:3, 10.

16. Vis hvor de 144.000 til fulde kommer til at høste gavn af Kristi genløsningsoffer og at der også er andre der kommer til at høste gavn af genløsningen.

¹⁶ Kristi offer bliver til gavn for to grupper, svarende til at der var to syndofre på Israels forsoningsdag. Efter at have overrakt sin Fader værdien af sit menneskeliv og dermed løskøbt menneskeslægten, må Kristus nu anvende de goder der er opnået ved dette genløsningsoffer. Han må anvende dem til gavn for menneskeheden. Vi husker at Aron stænkede tyrens blod foran pagtens ark til gavn for præstestammen, Levis stamme. Fra år 33 og indtil nu har Kristus fra himmelen velsignet sine 144.000 salvede åndelige brødre ved at anvende sit offers goder direkte til gavn for dem. De bliver ført ind i den nye pagt for at være konger og præster sammen med ham under hans tusindårige sabbatsregering. (Luk. 22:20; Åb. 20:6) Men de er ikke de eneste der kommer til at nyde godt af Kristi offer. Blodet af bukken for Jehova blev efter tyrens blod stænket foran arken til gavn for folket. Kristus har bragt sit offer for alle mennesker, og det må uden personsanseelse anvendes til gavn for alle som udøver tro. Hvornår sker det?

17. Hvornår kommer genløsningsofferets goder til at virke til gavn for mennesker på jorden, og hvornår er arbejdet med at anvende den store forsoningsdags goder fuldført?

¹⁷ Det vil tage de tusind år under Kristi regering at anvende hans genløsningsoffers goder til gavn for alle som i tro tager imod det, deriblandt dem der oprejses fra Sheol eller Hades. (Åb. 20:13) Når de tusind år er til ende, vil Abrahams sæd have velsignet alle jordens slægter. (1 Mos. 12:3; 22:18) Alle som vil benytte sig af denne velsignelse vil være ført frem til fuldkommenhed. Da vil arbejdet med at anvende den store forsoningsdags goder være fuldført. Den gavnlige virkning af Kristi genløsningsoffer vil være udnyttet fuldt ud og uden personsanseelse, og Jehovas store forsoningsdag vil have vist sig ikke at være forgæves.

En bolig for fuldkomne mennesker

18. Hvilken garanti har vi for at menneskene kan se frem til en paradisisk jord?

¹⁸ Jesu genløsningsoffer dækker altså købet af hele menneskeslægten og virker til dens fuldkommengørelse. Men hvad med jorden, det hjem hvori menneskene skal leve? Når vi betragter Guds oprindelige hensigt med Edens have, ser vi at haven var en helligdom, et sted hvor Gud boede ved sin ånd. Det var et sted hvor der herskede fuldkommenhed og skønhed, de rette omgivelser for mennesker der vil tjene deres Gud i fuldkommen hellighed. Eftersom Jehova atter vil bo hos menneskene og de igen vil blive som hans børn, følger det heraf at en paradisisk jord er uløseligt forbundet med menneskehedens fuldkommengørelse. Det betyder at hele jorden vil blive gjort til et paradis efter det mønster som den store Arkitekt, Jehova, selv har anvist, og som han oprindelig fastlagde. Hvor er det opløftende og opmuntrende at forstå den forbilledlige forsoningsdags profetiske betydning og de goder som er en følge af den! — Rom. 8:20, 21.

Purimsfesten

19. Hvilke historiske begivenheder ligger bag ved purimsfesten?

¹⁹ Omkring år 474 f.v.t. blev endnu en fest føjet til rækken af jødiske fester. De historiske begivenheder der førte til at Mordokaj indstiftede denne to-dages fest, kaldet purimsfesten, er af en så stor profetisk betydning og til så stor opmuntring for kristne i dag at vi her gerne vil drøfte dem nærmere. Jøderne var underlagt det persiske styre og spredt over rigets 127 provinser. En mand ved navn Haman, en amalekit og jødehader, var den øverste af perserrigets fyrster. Han havde i sit hjerte besluttet at udrydde alle jøder i hele riget. Religiøs og overtroisk som han var, spurgte han sine guder om på hvilken dag han skulle forlange at få jøderne udryddet, og han gjorde det ved at kaste pur eller lod. Loddet faldt på den trettende dag i den tolvte måned, adar måned. Det gav ham omkring et år til at forberede myrderierne i, eftersom loddet blev kastet i den første måned. Men det gav også jøderne tid til at vende sig til deres Gud og bede om udfrielse og at forberede sig til det der skulle ske. — Est. 9:20-22; 3:1-7.

20. Hvad blev jøderne falskeligt anklaget for? Hvad var resultatet?

²⁰ Efter overtroisk at have fastsat dagen ved lodkastning fremførte Haman sin anmodning for kongen. Han fremstillede jøderne som et oprørsk og farligt folk som ikke adlød kongens love men havde deres egne skikke som var anderledes end andre folks. Haman sagde at de penge der var nødvendige til dækning af omkostningerne ved jødernes udryddelse ville blive skaffet til veje — det skulle ikke koste kronen noget — ti tusind sølvtalenter (omkring 60 millioner kroner) ville blive bragt til kongens skatkammer. Kongen efterkom anmodningen. Der blev udstedt en lov om at alle jøder i perserriget skulle dræbes på den trettende dag i adar måned. Det så ud som om Haman skulle få sin vilje gennemført. Men begivenhederne ændrede sig hurtigt. — Est. 3:9-15.

21. (a) Hvordan modvirkede jøderne angrebet, og hvad var resultatet? (b) Hvilke dage blev sat til side til denne fest, og hvorfor?

²¹ Dronning Ester, som selv var jødinde, fik ved sin frygtløse handlemåde en ny lov udstedt som gav jøderne lov til at „værge deres liv og i hvert folk og hvert land at udrydde, ihjelslå og tilintetgøre alle . . . som angreb dem, . . . på den trettende dag i den tolvte måned, det er adar måned“. Under den trofaste Mordokajs dygtige førerskab forberedte jøderne sig på at forsvare sig. Og da dagen oprandt blev de ikke blot hjulpet af det persiske folk, men, ifølge den historiske beretning, af „alle landenes fyrster og satraperne og statholderne og de kongelige embedsmænd . . . thi frygt for Mordokaj var faldet på dem. . . . og [de] tog hævn over deres fjender og dræbte blandt deres avindsmænd 75.000“. I borgen Susan fortsatte kampen den følgende dag, og i alt blev 810 af jødernes fjender dræbt, Hamans ti sønner medregnet. Jøderne i provinserne og i Susan festede henholdsvis på den fjortende og femtende dag. Som følge heraf gjorde Mordokaj det til en pligt for dem at fejre den fjortende og femtende dag i adar måned hvert eneste år „som gæstebuds- og glædesdage, på hvilke de skulle sende hverandre af deres mad og de fattige gaver“. Jøderne blev derved hvert år mindet om deres udfrielse, og år efter år ærede og priste de Jehova, befrielsens Gud. — Est. 8:9 til 9:22.

Opfyldelsen i vor tid

22. (a) Hvem var jøderne et billede på? Haman? (b) Hvilke falske anklager er blevet rejst?

²² Ligesom jøderne på Mordokajs tid, er det lille antal af Kristi åndelige brødre på jorden, „resten“ af det åndelige Israel, blevet anklaget for at være oprørere og en fare for sikkerheden. Vor tids Haman-skare, kristenhedens religiøse ledere, besluttede at udrydde dem som vidner for den Højeste, Jehova. Jesus Kristus, der har hersket som konge over hele jorden siden 1914 ligesom Ahasverus herskede som konge over perserriget, har for at prøve resten tilladt at den er blevet udsat for ondsindede angreb, som er blevet rettet imod den på grundlag af alle slags falske anklager. Men ligesom perserkongen tillod jøderne at kæmpe for deres liv, sådan har Kristus Jesus også tilladt restens medlemmer at værge deres liv som Jehovas vidner mod deres fjender.

23. Hvordan har restens medlemmer kæmpet for deres liv?

²³ Ville kristenhedens præsteskab med den politiske stats hjælp være i stand til at dræbe resten som Jehovas vidner, tilintetgøre deres arbejde med at forkynde Jehovas rige? Aldrig! Som jøderne på Ahasverus’ tid har Herrens folk nidkært kæmpet for deres liv og for deres rettigheder som forkyndere og vidner, ikke med kødelige ødelæggelsesvåben, men ved at benytte sig af alle til rådighed stående retslige midler foruden „Åndens sværd, som er Guds ord“. (Ef. 6:13-17) De har vedholdende forkyndt den gode nyhed om det oprettede rige. Med deres åndelige våben og ved at gøre brug af alle tilgængelige retslige midler har de ikke alene bevaret deres åndelige liv som vidner for Jehova og retten til at forkynde hans navn i hele verden, men har også symbolsk „dræbt“ mange angribere ved at tilintetgøre deres fjenders magt og indflydelse: Disse fjender har ikke formået at standse deres forkyndelsesarbejde.

24. (a) Hvad skildredes billedligt ved at jødernes fjender blev dræbt? (b) Hvem har ligesom i forbilledet stillet sig på restens side og hjulpet den?

²⁴ Restens arbejde har tilintetgjort den falske religions indflydelse i en sådan grad at tusinder af oprigtige mennesker har forladt dens rækker og stillet sig på restens side, nøjagtig som det skete på Mordokajs tid: „Mange af hedningerne gik over til jødedommen.“ (Est. 8:17) Dengang så de ikke-jødiske folk at kongen havde vendt sin gunst fra Haman til jøderne og endog havde truffet foranstaltning til deres beskyttelse. På samme måde har mange mennesker siden 1931, og i stigende grad siden 1935, lagt mærke til de vidnesbyrd der har vist at Guds gunst hviler over den lille rest af åndelige jøder. De har lagt mærke til den kamp de har måttet kæmpe mod hele verden for at redde deres liv som Jehovas kristne vidner. De har fattet en levende interesse for restens standhaftige kamp for sand tilbedelse og rene moralske principper. Selv mænd i høje verdslige stillinger har, ligesom fyrsterne og statholderne på Mordokajs tid, bistået resten i dens kamp med den indflydelse og viden de har haft i kraft af deres stilling. For resten og for den „store skare“ som har sluttet sig til den i forkyndelsen af den gode nyhed om Riget, er de religiøse ledere i modbilledet allerede uden magt og indflydelse, de er som døde, og der er kun en kort tid til at Jesus Kristus, som sidder inde med kongemagten, endeligt vil udslette alle sine fjender på jorden i Harmagedonslaget. Indtil da vil mange flere stille sig på restens side, som skildret i dramaet. Den gamle israelitiske purimsfest har således en modbilledlig betydning som giver kristne i dag et sikkert håb om at Gud vil sejre over alle sine fjender.

Tempelvielsesfesten

25. Hvorfor var en genindvielse af templet nødvendig?

²⁵ De begivenheder der førte til indstiftelsen af tempelvielsesfesten er meget interessante. I år 198 f.v.t. kom Palæstina under den syriske konge Antíochos III’s styre. Hans søn, Antíochos IV Epífanes, var en religiøs fanatiker. Han gjorde sig store anstrengelser for at omvende jøderne til grækernes religion. Han plyndrede templet i Jerusalem og indsatte en ypperstepræst der var tilhænger af hellenismen. Han vanærede Jehova ved at genindvi templet til den olympiske gud Zeus eller Jupiter. Han rejste et nyt, hedensk alter oven på Jehovas store alter i templets forgård, hvorpå de daglige brændofre til Jehova var blevet ofret, og den 25. kislev i år 168 f.v.t. blev det første offer bragt på dette hedenske alter til ære for Zeus, hvis bolig var Olympen i Grækenland. Bogruller med Moseloven blev brændt, og at være i besiddelse af en sådan bogrulle blev straffet med døden. Der var ligeledes dødsstraf for omskærelse, og jøderne blev endog tvunget til at spise svinekød.

26. Hvorfor blev tempelvielsesfesten føjet til de øvrige fester? Hvilken dag blev den fejret?

²⁶ Denne vanhelligelse af Jehovas helligdom og forsøget på at hellenisere jøderne ved tvang førte til opstanden under makkabæernes førerskab i år 167 f.v.t. I tre år førte syrerne en bitter kamp mod jøderne og led til sidst nederlag, trods deres militære overmagt. Jerusalem blev generobret af jøderne i 165 f.v.t., og den 25. kislev, nøjagtig tre år efter at syrerne havde vanhelliget templet, blev templet renset og genindviet til Jehova. Dette var en mindeværdig dag, og den huskes af jøder helt op til vor tid. År efter år har jøderne den 25. kislev (november-december) fejret tempelvielsesfesten. Festen varede i otte dage, og man samledes i templet eller i de lokale synagoger. Ifølge jødisk tradition var det en stor glædes- og jubelfest. Således føjedes endnu en fest til dem der nævnes i Moseloven.

27. Hvilken vigtig sandhed kan sande tilbedere lære i forbindelse med højtiderne?

²⁷ Der var god grund til hvert år ved en glædesfest at mindes at Jehovas tempel var blevet renset for hedensk afgudsdyrkelse. Jehova bevarede templet indtil Messias’ komme. Jesus Kristus var selv til stede i templet under en sådan tempelvielsesfest. (Joh. 10:22, 23) Men jøderne var for længst gået bort fra at handle i overensstemmelse med denne fest og havde selv besmittet templet på en sådan måde at Jesus sagde til dem at de gjorde dette „bedehus“ til en „røverkule“. Deres frafald førte endog til at de forkastede deres Messias, hvilket igen fik Jesus til at sige: „Se, jeres hus bliver forladt og overladt til jer selv.“ Vi ser derfor at højtiderne kun tjener til Jehovas ære og pris hvis de der fejrer dem handler i overensstemmelse med festens, indhold. (Matt. 21:13; 23:38) I den følgende artikel vil vi behandle endnu en interessant foranstaltning i forbindelse med Jehovas „festtider“, og vi vil få at se hvordan Jehova sørger for en opfyldelse af dem på en måde der er til ære for hans navn.

[Fodnote]