Kapitel 12
Kristenheden og jødedommen går nu ødelæggelsen i møde
1. Hvad er 1975 ifølge den romersk-katolske kirkes religiøse kalender, og hvor ofte fejres sådanne år?
1975 blev efter den romersk-katolske kirkes religiøse kalender fejret som et helligt år, der egentlig begyndte juleaften den 24. december 1974. Her i det tyvende århundrede er der tidligere blevet fejret tre sådanne hellige år, nemlig 1925, 1933 (til minde om 1900-årsdagen for Jesu Kristi død i år 33) og 1950. Om dette emne oplyser New Catholic Encyclopedia, bind 7, siderne 108 og 109, i uddrag:
Et år hvori der på visse betingelser gives de troende højtidelig og fuldstændig aflad og hvori skriftefædre får en særlig fuldmagt. Hellige år er ordinære når de indtræffer med regelmæssige mellemrum (i nyere tid hvert 25. år) og ekstraordinære når de forkyndes af en ganske særlig grund, f. eks. 1933, hvor man fejrede årsdagen for Genløsningen. Mellem 1300 og 1950 har man fejret 25 almindelige hellige år. . . .
Det første hellige år, år 1300, begyndte om aftenen den 24./25. december . . . pave Bonifacius VIII udstedte den bulle . . . som bestemte at der hvert 100. år skulle fejres et universelt jubelår. . . . I 1342 bestemte Clemens VI at et jubelår skulle holdes hvert 50. år; . . . I 1389 nedsatte Urban VI tiden til 33 år . . . og forkyndte at det tredje hellige år skulle holdes i 1390. . . . Det fjerde jubelår var år 1400, og det femte blev holdt i 1425 . . . Endelig reducerede Paul II i 1470 tiden til 25 år, sådan at det følgende hellige år blev holdt i 1475, og denne skik har varet ved til vor tid. . . .
2. Hvor stor er kristenheden ifølge en nugældende statistik?
2 Den romersk-katolske kirke trådte ind i det hellige år 1975 med et anslået medlemstal på 551.949.000, og er dermed den største religiøse organisation på jorden i dag. Den næststørste religiøse organisation udgøres af hinduerne, som tæller 515.580.500. Hvis vi til den romersk-katolske befolkning lægger de ortodokse kirkers 91.580.700 medlemmer og de protestantiske retningers 324.263.750 medlemmer giver det et samlet medlemstal i kristenheden på mindst 967.793.450 — en formidabel religiøs organisation. (Se The World Almanac, 1975, side 322.) Det skulle næsten synes umuligt at en så vældig organisation kunne omstyrtes eller udryddes fra jorden.
3, 4. I hvilken billedtale forudsagde Jesus kristenhedens talmæssige vækst?
3 I betragtning af kristenhedens størrelse da den blev grundlagt i det fjerde århundrede, vidner dens anslåede medlemstal i dag i sandhed om en kolossal vækst. Det kunne give det indtryk at den som kristenheden har taget navn efter, har velsignet kristenheden. De statistiske oplysninger om at kristenheden nu er nået op på næsten en milliard medlemmer, kunne give det indtryk at kristenheden har nydt gavn af et overmåde frugtbart åndeligt paradis. Nogle vil måske mene at kristenheden er på vej til at realisere sit gamle mål, at omvende hele verden. Dens vækst til sit nuværende omfang bør dog ikke overraske os, for den blev forudsagt af Jesus Kristus selv. Midt i en række profetiske billedtaler eller lignelser benyttede Jesus nogle illustrationer fra hverdagslivet for at forudsige kristenhedens vækst. For eksempel sagde han:
4 „Himlenes rige er ligesom et sennepsfrø, som en mand tog og såede i sin mark; det er jo det mindste af alle frø, men når det er vokset til, er det den største af urterne og bliver et træ, så at himmelens fugle kommer og tager bolig i dets grene.“ — Mattæus 13:31, 32; Markus 4:30-32.
5. (a) Hvad havde Jesus i tanke da han her benyttede udtrykket „himlenes rige“? (b) Hvorfor skulle dette ikke synes mærkeligt, i betragtning af den foregående lignelse?
5 Når Jesus Kristus i denne lignelse talte om „himlens rige“, var det en efterligning af dette rige han havde i tanke. Denne konklusion stemmer med at han i den foregående lignelse havde påpeget hvordan der ville blive frembragt uægte kristne i stort tal. Ligesom manden der såede god hvede i sin mark, såede han selv den billedlige „gode sæd“, „rigets sønner“. Men ligesom der i lignelsen kom en fjende mens folkene sov om natten, og oversåede den samme mark med ukrudt eller giftigt rajgræs, sådan ville Satan Djævelen senere, når de der var døbt som kristne og bekendte sig som kristne ikke holdt sig vågne og var på vagt over for vildfarelse og hyklere som trængte ind, så uægte kristne blandt de sande „rigets sønner“. Det betød at de sande måtte adskilles fra de falske når Guds tid var inde, nemlig i den periode der betegnes som „afslutningen på tingenes ordning“, som vi nu lever i. — Mattæus 13:24-30, 36-43; se også versene 47-50.
6. I stedet for at forudsige en verdensomvendelse, hvad forudsagde Jesus da med hensyn til tallet på „rigets sønner“?
6 Herren Jesus Kristus forventede ikke og forudsagde ikke at hele verden ville blive omvendt til den sande kristendom. Han forudsagde ikke at hele menneskehedens verden en dag ville blive „rigets sønner“. Til dem der ville blive „rigets sønner“ sagde han: „Jeres Fader ved at I behøver disse ting. Men bliv ved med at søge hans rige, og disse ting vil blive givet jer i tilgift. Vær ikke bange, du lille hjord, for jeres Fader har besluttet at give jer riget.“ (Lukas 12:30-32) Omkring femogtres år efter at Jesus havde fortalt lignelsen om sennepsfrøet gav han, efter sin opstandelse og herliggørelse, en åbenbaring til apostelen Johannes og erklærede da rent ud at „rigets sønner“, de åndelige israelitter, ville udgøre tolv gange tolv tusind. Vi kan sammenligne dette med det nuværende antal medlemmer i kristenheden; 144.000 i forhold til 967.793.450. — Åbenbaringen 7:4-8.
7. Hvordan hjælper sammenhængen i Bibelen os til at se hvad det er for „fugle“ der tager bolig i sennepstræet i Jesu billedtale?
7 Jesus Kristus vidste altså udmærket at det sande kristne samfund eller „himlenes rige“ ikke ville blive et symbolsk „træ“ i hvis grene og skygge fuglene kunne tage bolig. I den tidligere lignelse om de fire slags jord hvor den gode sæd eller „rigets ord“ bliver sået, førte Jesus også fugle ind i billedet. Hvem forklarede han at disse fugle svarede til? „Den onde“, „Djævelen“ — det vil sige den onde djævels jordiske redskaber. (Mattæus 13:1-8, 18-23; Luk 8:4-8, 11-15) Markus 4:15 kalder ham Satan. Når fugle nu omtales igen i den samme sammenhæng, i den samme række lignelser, må de skildre noget tilsvarende. De fugle der tager bolig i sennepstræet må altså være et billede den på Ondes, Satan Djævelens, redskaber. De må svare til „ukrudtet“, den uægte hvede, i lignelsen om hveden og ukrudtet. De er „den ondes sønner“.
8. Hvem er den mand der såede sennepsfrøet? Hvem benyttede Djævelen på fremtrædende måde som sit redskab i det fjerde århundrede?
8 Det er det falske „himlenes rige“, efterligningen, nemlig kristenheden, der er fyldt med disse symbolske fugle, „den ondes sønner“. I dag er kristenheden stor nok til at rumme dem alle. Manden som i lignelsen såede sennepsfrøet er et billede på Menneskesønnen, Jesus Kristus. Men for at fordærve det som det var et symbol på, infiltrerede Satan Djævelen lidt efter lidt dette med elementer som var fremmede for sand kristendom, nemlig uægte kristne. I det fjerde århundrede tog Satan Djævelen et afgørende skridt ved hjælp af romerrigets politiske leder, Konstantin den Store. I år 312 foregav denne blodbesudlede hærfører at omvende sig til kristendommen, men det var til den tids frafaldne kristendom, som soldater i hæren bekendte sig til. Denne ærgerrige mand overvandt sine politiske rivaler og opnåede stillingen som romerrigets kejser. I denne egenskab handlede han som pontifex maximus eller ypperstepræst for den hedenske romerske religion, Han holdt fast ved denne hedenske religiøse titel og stilling og myndighed til trods for at han gjorde krav på at være kristen.
9. (a) Hvilken slags Gud tilbeder alle ’fuglene’ i dette symbolske træ? (b) Hvor regner de alle med at komme hen, så de i lignelsen passende kan forbindes med „himlenes rige“?
9 Som pontifex maximus optrådte kejser Konstantin som om han var den kristne kirkes synlige overhoved og indkaldte de såkaldte biskopper, forstanderne for de navnkristne menigheder, til et møde i Nikæa i Lilleasien i år 325. Ved dette kirkemøde afgjorde pontifex maximus Konstantin biskoppernes skænderi om hvem og hvad Gud var, ved at stille sig på treenighedstilhængernes side og erklære at Gud er en treenig Gud, en Gud bestående af tre uadskillelige personer, nemlig Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd. Til den dag i dag er denne ubibelske lære om treenigheden den grundlæggende lære i kristenhedens sekteriske kirkesamfund. Mange verdsligsindede „fugle“ flokkes til dette fordærvede sennepstræ for at sidde på dets grene. De regner alle med at komme i himmelen ligesom „rigets sønner“ og at få denne mystiske, uforklarlige treenige Gud at se. Ja, det er kristenheden, det forlorne „Guds rige“, lignelsen om sennepsfrøet opfyldes på.
RELIGIØST FORDÆRV
10. Hvilket billede gav Jesus dernæst i Mattæus 13:33 af „himlenes rige“?
10 Ifølge Mattæus 13:33 gav Jesus Kristus umiddelbart efter lignelsen om sennepsfrøet et andet billede for at skildre et yderligere træk ved det uægte „himlenes rige“. Vi læser: „Han gav dem endnu et billede: ’Himlenes rige ligner surdej, som en kvinde tog og gemte i tre store mål hvedemel, indtil det hele var syret.’“ (Se også Lukas 13:18-21.) Hvordan er dette billede blevet opfyldt?
11. (a) Hvad var surdej, og hvilken virkning havde det? (b) Hvordan benyttes surdej billedligt i Bibelen? Giv et eksempel.
11 Surdej, som man brugte på Bibelens tid, var en smule syret dej som man lagde til side og æltede med i en ny portion dej. Surdejen ville da gære eller udvikle luft så den nye dej hævede og blev lettere i det. En gæring er i virkeligheden en nedbrydningsproces som ofte fører til at dejen fordærves. Af denne grund benyttes surdej almindeligvis i Bibelen til at skildre noget dårligt. For eksempel stod farisæerne og saddukæerne som leverandører af åndelig surdej, og Jesus sagde herom til sine disciple: „Vær på vagt over for farisæernes og saddukæernes surdej.“ Disciplene forstod at han mente „farisæernes og saddukæernes lære“. (Mattæus 16:6-12) Ifølge Lukas 12:1 sagde Jesus til sine disciple: „Vær på vagt over for farisæernes surdej, som er hykleri.“ Denne surdej som havde at gøre med falsk lære og falske ritualer, kunne også have et politisk anstrøg, for eksempel når den stammede fra de jøder som var tilhængere af kong Herodes’ parti. Jesus sagde: „Hold øjnene åbne, tag jer i agt for farisæernes surdej og Herodes’ surdej.“ — Markus 8:15.
12. Hvad blev surdej benyttet som et udtryk for i Første Korinterbrev 5:6-8, og i modsætning til hvad?
12 I fuld lydighed mod denne advarsel fejrede de første kristne i deres daglige liv modbilledet til den gamle jødiske højtid som blev fejret i syv dage efter den årlige påskehøjtid, nemlig de usyrede brøds højtid. Meget passende kunne apostelen Paulus derfor advare de kristne mod den symbolske surdej ved at sige: „Jeres grund til pralen er ikke pæn. Ved I ikke at lidt surdej syrer hele dejen? Rens den gamle surdej ud, så I kan være en ny dej, sådan som I jo er fri for surdej. For også vort påskeoffer, Kristus, er blevet slagtet. Lad os derfor holde højtid, ikke med gammel surdej, heller ikke med sletheds og ondskabs surdej, men med oprigtigheds og sandheds usyrede brød.“ (1 Korinter 5:6-8) Med denne udtalelse stillede apostelen den symbolske surdej, det vil sige slethed og ondskab, falsk sekterisk lære og religiøst hykleri, i modsætning til oprigtighed, ægthed og sandhed.
13. Hvorfor benyttede Jesus en kvinde i dette billede, og hvor stor var mængden af surdej i forhold til melets mængde?
13 Ligesom marken dengang var mandens domæne, var køkkenet kvindens domæne. (2 Samuel 13:6-8; 1 Kongebog 17:11-13; Jeremias 7:18; Lukas 17:35) I sit billede benyttede Jesus derfor passende en kvinde som den der anbragte den lille smule surdej i en stor portion dej for at syre den. Den nye dej indeholdt „tre store mål hvedemel“. The New English Bible viser hvor meget dette var ved at gengive Mattæus 13:33 på denne måde: „Himmelens rige er ligesom surdej, som en kvinde tog og blandede med femogtyve kilo mel indtil det hele var gennemsyret.“ Seidelins bibeloversættelse beskriver processen: „Det er med Gudsriget som med en klump surdej: En kone tager den og ælter den ind i tre mål mel, og så får surdejen det hele til at hæve.“ Byingtons oversættelse lægger også vægt på hvor meget der blev syret: „Himmelens herredømme er som en smule surdej som en kvinde tog og gemte i fyrre liter mel indtil det hele blev syret.“ Dette viser hvordan symbolsk surdej virker.
14, 15. (a) Hvordan virker billedlig surdej på en religiøs organisation? (b) Med hvilke ord advarede apostelen Peter mod en sådan indflydelse i menigheden?
14 Ligesom bogstavelig surdej kan syre en hel dej, kan billedlig surdej syre en religiøs organisation. Det er et middel som medfører religiøst fordærv. Denne surdej fremstilles af Satan Djævelen, og ved hjælp af sine jordiske redskaber indfører han den i en ren religiøs organisation med det mål at fordærve denne organisation og gøre den uegnet som Guds redskab og gøre den til en skændsel eller vanære for Gud. Omkring enogtredive år efter at den sande kristne menighed var blevet grundlagt på pinsedagen i år 33, skrev apostelen Peter et brev hvori han advarede mod en sådan indføring af religiøs surdej i menigheden. Han sagde:
15 „Derfor har vi det profetiske ord mere stadfæstet; det gør I vel i at give agt på — som på en lampe der skinner på et mørkt sted, indtil dagen bryder frem og en dagstjerne står op — i jeres hjerter. For I ved først og fremmest dette at ingen profeti i Skriften udspringer af nogen privat fortolkning. For aldrig er en profeti blevet fremført ved et menneskes vilje, men mennesker udtalte ord fra Gud idet de blev ført af hellig ånd. Der optrådte imidlertid også falske profeter blandt folket, ligesom der også vil være falske lærere blandt jer. De vil liste ødelæggende sekter ind og vil endog fornægte den herre som har købt dem, og vil derved bringe hurtig ødelæggelse over sig selv. Og mange vil følge deres skamløse gerninger, og på grund af dem vil sandhedens vej blive spottet. Og i havesyge vil de udnytte jer med falske ord. For dem er dommen fra gammel tid ikke uvirksom, og deres ødelæggelse slumrer ikke.“ — 2 Peter 1:19 til 2:3.
16. Hvad advarede apostelen Paulus på tilsvarende måde menigheden i Efesus om?
16 Apostelen Paulus advarede mundtligt de ældste i menigheden i Efesus i Lilleasien om det samme da han sagde: „Jeg har ikke holdt mig tilbage fra at meddele jer hele Guds råd. Giv agt på jer selv og på hele den hjord i hvilken den hellige ånd har sat jer som tilsynsmænd til at vogte Guds menighed, som han købte med blodet af sin egen søn. Jeg ved at der efter min bortgang vil komme undertrykkende ulve ind iblandt jer, og de vil ikke behandle hjorden skånsomt, og fra jer selv skal der fremstå mænd som vil fremføre fordrejede ting for at trække disciplene bort efter sig.“ — Apostelgerninger 20:27-30.
17, 18. (a) Hvad blev disse falske lærere og profeter efterhånden? (b) Hvorfor blev de med rette betegnet som „undergangens søn“?
17 Disse falske lærere og profeter, ulveagtige mænd i fåreklæder, ville fremstå og lidt efter lidt komme til at udgøre et kollektivt „lovløshedens menneske“. Dette menneskelige redskab for Satan Djævelen ville fremkalde et oprør, et frafald, i den religiøse organisation der bekendte sig til kristendommen. Af den grund ville denne gejstlige gruppe religiøse ledere gå undergangen i møde, og dette kollektive „menneske“ kunne derfor med rette betegnes som „undergangens søn“. Den religiøse organisation som dette „lovløshedens menneske“ tilrev sig myndigheden over, ville naturligvis ikke opnå Guds gunst men gå til grunde når hans tid var inde. Hvorfor?
18 „Fordi de ikke tog imod kærligheden til sandheden, så de kunne blive frelst. Det er derfor Gud lader en vildfarelse komme til dem og virke på dem, så de tror løgnen, for at de alle kan blive dømt fordi de ikke troede sandheden men fandt behag i uretfærdigheden.“ — 2 Tessaloniker 2:3-12.
19. Hvordan trådte „lovløshedens menneske“ tydeligt frem i det fjerde århundrede?
19 Skønt „denne lovløsheds hemmelighed“ allerede var i virksomhed på apostlenes tid, trådte det kollektive „lovløshedens menneske“ ikke frem i tydeligt genkendelig skikkelse før kejser Konstantin den Stores regeringstid i første fjerdedel af det fjerde århundrede. Denne hedenske pontifex maximus prøvede at skabe en blandingsreligion. Sand kristendom kan aldrig blandes med eller indgå forbindelse med nogen af denne verdens falske religioner. (2 Korinter 6:14 til 7:1) Imidlertid blev de såkaldte biskopper der forhandlede med romerrigets religiøse og politiske overhoved, tvunget til at gå på kompromis. Den forfalskede kristendom som disse biskopper repræsenterede blev således forenet med den hedenske romerske religion, og der blev skabt en blandingsreligion som ville virke mindre frastødende og mere tiltalende på dem der stadig var hedninger i hjertet og som ønskede at holde fast ved visse hedenske forestillinger og skikke. Ligesom de var vant til i deres tidligere hedenske religion, tillod de biskopperne at udgøre en gejstlighed de selv var underlagt som et lægfolk. Denne blandingsreligion blev romerrigets statsreligion.
20, 21. (a) Hvad har nu udviklet sig som følge af den religiøse surdej der fra begyndelsen blev æltet ind i kristenheden? (b) Hvad vidner de mange „kødets gerninger“ blandt kristenhedens kirkemedlemmer om, selv om de tror at de kommer i himmelen når de dør?
20 På denne måde blev kristenheden grundlagt, og i de følgende århundreder voksede den til det den er i dag. Den udgør nu en vældig religiøs masse, og dog er den, på grund af en lille smule religiøs surdej der fra begyndelsen blev æltet ind i dens organisation, blevet grundigt gennemsyret med hedenskab, verdslighed, slethed, ondskab, menneskers traditioner, hykleri og dæmoners lærdomme. Kristenheden har gjort sig selv til en del af Babylon den Store, den falske religions verdensimperium, og er vokset til at blive den dominerende faktor i dette religiøse imperium. (Åbenbaringen 17:3-6) Navnet „kristenheden“ giver måske anledning til den opfattelse at dens religiøse medlemmer vil komme ind i det himmelske rige når de dør. Men i dag er kristenheden mere end nogen sinde fyldt med „kødets gerninger“; hvad disse gerninger er og om de giver én adgang til det himmelske rige forklarer apostelen Paulus:
21 „Lidt surdej syrer hele dejen. Men kødets gerninger er tydelige; det er utugt, urenhed, skamløshed, afgudsdyrkelse, udøvelse af spiritisme, fjendskaber, strid, skinsyge, vredesudbrud, tilfælde af stridbarhed, splittelser, sekter, tilfælde af misundelse, drikketure, sviregilder, og ting som disse. Om dette siger jeg jer forud, sådan som jeg før har sagt, at de der øver sådanne ting ikke skal arve Guds rige.“ — Galaterne 5:9, 19-21.
22. Nyder kristenheden i dag godt af et åndeligt paradis, og har den udsigt til at komme ind i noget andet paradis fra Gud? ’
22 I betragtning af kendsgerningerne, kan nogen da ærligt sige at kristenheden i dag, med sine mange medlemmer, befinder sig i et åndeligt paradis som det der beskrives i Bibelen? Kan dens medlemmer ved døden se frem til at komme i himmelen og spise af „livets træ, som er i Gud paradis“? (Åbenbaringen 2:7) Eller vil kristenheden på grund af sit religiøse navn og det den i religiøs henseende bekender sig til eller påstår at være, blive skånet af Jehova Gud og komme igennem de nuværende trængsler i verden og få del i det bogstavelige jordiske paradis under Gud søns, Jesu Kristi, kommende herredømme i tusind år? (Lukas 23:43) Der er intet bibelsk grundlag for at svare ja på disse spørgsmål. Det der venter kristenheden blev forudskildret ved noget som overgik landet Edom som en opfyldelse af profetien i Esajas’ bog, kapitel 34.
ET NUTIDIGT MODSTYKKE TIL EDOM
23. Hvem i dag betragter Jehova som deres dommer, lovgiver og konge, som forudsagt af Esajas, og hvilke sygdomme er de derfor beskyttet imod?
23 I de tre vers lige forud for profetien i Esajas, kapitel 34, erklæres et religiøst standpunkt som hverken kristenheden eller jødedommen har taget. Versene lyder: „[Jehova] er vor dommer, [Jehova] er vor hersker [Lovgiver, NW], [Jehova] er vor konge, han bringer os frelse. Slapt hænger dit tovværk [på den angribende fjendes sejlflåde], det holder ej råen og spænder ej sejlet. Da uddeles røvet bytte i overflod, halte [blandt Jehovas udfriede folk] tager del i rovet. Ingen indbygger siger: ’Jeg er syg [åndeligt syg]!’ Folket der har sin synd forladt.“ (Esajas 33:22-24) I modsætning til kristenheden og det jødiske samfund har Jehovas kristne vidner, som bor i det åndelige paradis hvor de nyder Guds gunst og beskyttelse, taget det standpunkt at Jehova er deres konge, deres lovgiver, deres dommer, deres frelser. Derfor er de beskyttet mod de åndelige sygdomme og plager der hjemsøger kristenheden og jødedommen. — Salme 91:1-10.
24, 25. (a) Hvad underretter Jehova i Esajas, kapitel 34, nationerne om at de er impliceret i? (b) Hvordan vil sagens udfald blive, ifølge det de får at vide?
24 Umiddelbart efter denne profeti følger så profetien i Esajas 34, som skildrer gruopvækkende udsigter for verdens nationer. Disse udsigter fremhæver i endnu højere grad det strålende åndelige paradis der bagefter beskrives i kapitel 35. Fordi der venter nationerne så gruopvækkende ting og fordi de vil komme fra Guds hånd, advarer Jehova i forvejen disse nationer og folkeslag. Vor tids nationer mener måske ikke at Gud spiller nogen rolle for dem og at de har noget med ham at gøre. De tror måske at de som materialistiske mennesker kan styre deres egne anliggender uden at skulle stå en højere, en skaber, til ansvar. Men gennem Esajas opfordrer Jehova nationerne til at vise opmærksomhed og minder dem om at de i virkeligheden er impliceret i en retssag der behandles for universets domstol og at dommen over dem vil blive eksekveret.
25 Kapitel 34 indledes med at Guds talerør siger: „Kom hid, I folk [nationer, NW], og hør, lån øre, I folkefærd! Jorden og dens fylde høre, jorderig og al dets grøde! Thi [Jehova] er vred på alle folkene, harmfuld på al deres hær; han slår dem med band [han skal vie dem til undergang, NW] og giver dem hen til at slagtes; henslængt ligger de dræbte, stank stiger op fra ligene, bjergene flyder af blodet [bjergene skal smelte på grund af deres blod, NW]; al himlens hær opløses; som en bog rulles himlen sammen, og al dens hær visner hen som vinstokkens visnende blad, som figentræets visnende frugt.“ — Esajas 34:1-4.
26. Hvad kræver Gud nationerne til regnskab for, og hvilke nationer drejer det sig især om?
26 Vor opmærksomhed henledes her på nationernes blodskyld. Disse nationer, og især nationerne i kristenheden, har gennemvædet jorden med blod — ikke alene med blodet af vilde dyr som de hensynsløst har dræbt, men i særdeleshed med menneskers blod. Hvem kan med rette kræve det blod tilbage som nationerne har udgydt, kræve nationerne til regnskab fordi blodet står for gudgivent liv? Ingen anden end Skaberen selv, Livgiveren, den som har udrustet mennesket med et livsopretholdende blodkredsløb. Alle nationerne har i dag deres stående hære, med flere soldater end nogen sinde, alle sammen udrustede og oplærte og parate til at udgyde mere menneskeblod i internationale konflikter.
27. (a) Hvor alvorlig er Guds lov om at der kræves sjæl for sjæl? (b) Hvad ligger der i udtalelsen om at „bjergene skal smelte på grund af deres blod“?
27 Det var ikke med tomme ord Jehova Gud erklærede sin retfærdige lov, at der kræves liv for liv, sjæl for sjæl. (1 Mosebog 9:4-6; 2 Mosebog 21:23-25) Trofast mod denne uigenkaldelige lov vil han udgyde nationernes blod, kræve deres liv. Deres voksende blodskyld er så stor at det blod Livgiveren kræver tilbage til gengæld, vil være tilstrækkeligt til så at sige at opløse bjergene, bringe dem til at smelte. Når nationernes militærstyrker udslettes fuldstændigt vil deres regeringer naturligvis falde, og regeringer skildres undertiden i Bibelens profetier som bjerge.
28. Hvad sigter udtrykket „al himlens hær“ til i denne profeti, og hvad sker der med denne „hær“?
28 Med udtrykket „al himlens hær“ tænker profeten ikke på stjernerne og planeterne på himmelhvælvingen, som for eksempel solen, månen og Mælkevejen og de langt fjernere stjernesystemer. Det er snarere de jordiske regeringer, i deres egenskab af højere myndigheder, der sammenlignes med en himmel over det jordiske menneskesamfund. (Romerne 13:1-4) „Himlens hær“ må derfor være disse jordiske regeringers samlede hære. Denne „hær“, som åbenbart er den stærkeste del af de himmelhøje regeringer, vil „opløses“, smuldre bort som noget der er forgængeligt. Den bogstavelige himmel over os synes at være hvælvet, buet, som en af fortidens bogruller, hvis skrift almindeligvis stod på den konkave side, indersiden. Solen, månen og stjernerne ses på den udstrakte himmelhvælving ligesom teksten på indersiden af en bogrulle.
29. Hvordan går det den symbolske himmel som en bog eller bogrulle som „figentræets visnende frugt“?
29 Når det der stod skrevet på bogrullens inderside var gledet forbi læserens øje, blev bogrullen rullet sammen og lagt til side. På samme måde „rulles himlen sammen“, idet de himmellignende regeringer, hvis „hær“ har spillet en tydelig rolle på historiens blade, hører op, afslutter det sidste kapitel i deres historie, og følgelig må fjernes, skaffes af vejen og ikke længere have Guds tilladelse til at eksistere. Medlemmerne af deres imponerende „hær“ mister livets friskhed og forsvinder for deres øjne som har læst deres historie, ligesom visnende blade der falder af vinstokken og visnende figner der falder af figentræet. Deres tid er forbi. — Jævnfør billedet i Åbenbaringen 6:12-14.
KRISTENHEDEN, EDOMS NUTIDIGE MODSTYKKE
30, 31. Hvordan viser de efterfølgende vers i Esajas’ profeti at den omtalte himmel ikke er den usynlige, åndelige himmel hvor Guds bolig er?
30 At „himlen“, hvis „hær“ opløses eller visner hen, ikke skal opfattes som den usynlige, åndelige himmel hvor Guds bolig er, fremgår af den næste del af Esajas’ profeti. Her udtaler Jehova sig på denne måde:
31 „’For i himlene vil mit sværd, visselig blive vædet. Se! På Edom [Idumæa, LXX] vil det slå ned, og på det folk der af mig er viet til undergang i retfærdighed. Jehova har et sværd; det skal fyldes med blod; det skal smøres til med fedtet, med blodet af unge væddere og bukke, med fedtet fra vædderes nyrer. For Jehova har et slagtoffer i Bozra [hovedstaden i Edom eller Idumæa] og en stor slagtning i Edoms land. Og vildtyrene skal segne med dem, og tyrekalve med de stærke; og deres land skal blive gennemvædet af blod, og deres støv blive tilsmurt med fedtet.’ For Jehova har en hævnens dag, et gengældelsens år for retssagen vedrørende Zion.“ — Esajas 34:5-8, NW.
32. Hvem var edomitterne, og hvordan var deres land?
32 Edomitternes område, der strakte sig tværs over Araba mellem Det døde Hav og Akababugten, blev kaldt „Esaus bjerge“. (Obadias 8, 9, 19, 21) Esau var det oprindelige navn på den mand der blev kaldt Edom. Han fik tilnavnet Edom, der betyder „rød“, fordi han solgte sin abrahamitiske førstefødselsret til sin yngre broder, sin tvillingebroder Jakob (Israel), for en ret røde linser. (1 Mosebog 25:29-34; Hebræerne 12:16, 17) Fordi Jakob overtog den dyrebare førstefødselsret blev Esau (eller Edom) opfyldt af et morderisk had til sin åndeligsindede tvillingebroder. (1 Mosebog 27:30-45) Eftersom Esau tog bolig i bjerglandet boede han højt, som i himmelen. Jehova betragtede det under den synsvinkel da han gennem profeten Obadias’ mund sagde til Esaus efterkommere, edomitterne:
„Dit hjertes hovmod bedrog dig, du, som bor i klippekløft, som troner i det høje og siger i hjertet: ’Hvo kan styrte mig til jorden?’ Bygger du end højt som ørnen, er end din rede blandt stjerner, jeg styrter dig ned derfra, så lyder det fra [Jehova].“ — Obadias 3, 4.
33. (a) Hvad menes der med udtalelsen i Esajas 34:5 (NW) om at Guds sværd ville blive vædet „i himlene“? (b) Med hvilke udtryk hentydes der til de større og de mindre i Edom?
33 Da Jehova talte om at han ville udslette Edoms nation med krigens „sværd“, kunne han derfor i billedlig forstand sige at hans sværd ville blive vædet, fyldt med blod, „i himlene“. Han havde viet edomitterne til undergang i retfærdighed, og denne undergang ville nå helt op til den øverste del af den edomitiske nation, billedlig skildret ved dens hovedstad Bozra. Jehova omtaler nedhugningen af denne fjendtlige nation som et offer, for den sker som en fuldbyrdelse af hans dom og til ophøjelse af ham som universets Suveræn. De større omtaler han symbolsk som ’vildtyre’ og „tyrekalve“, og de mindre som „unge væddere“ og „bukke“. Dette mordlystne, blodskyldige folks land skulle vædes med indbyggernes eget blod når Jehovas „sværd“ huggede dem ned.
34-36. Hvad havde edomitterne gjort siden de fortjente denne drastiske behandling fra Guds side?
34 Edoms land fortjente denne drastiske behandling; ellers kunne den ikke have været et udtryk for Guds retfærdighed. „For Jehova har en hævnens dag, et gengældelsens år for retssagen vedrørende Zion.“ (Esajas 34:8, NW) Sagen drejede sig ikke om den såkaldte zionisme. Den drejede sig derimod om fortidens Zion, hvor de salvede konger over Jehovas udvalgte folk havde siddet på ’Jehovas trone’. I 607 f.v.t. ødelagde Babylons hære den hellige by Jerusalem og omstyrtede Judas rige og deporterede de overlevende jøder til det hedenske Babylon. Ved denne lejlighed kom edomitternes indstilling til Jehovas tugtede folk umiskendeligt til udtryk. Hvordan?
35 Jehova henledte deres opmærksomhed på det gennem sin profet Obadias, som sagde:
„Du så til, da fremmede [babylonierne] raned hans [Israels] gods og udlændinge kom i hans porte; da de lodded Jerusalem bort, var og du som en af dem.
At nyde din broders dag, hans vanhelds dag, og glæde dig over judæerne på undergangens dag! At opspærre munden på trængselens dag, komme i mit folks port på ulykkens dag, være med til at nyde dets kval på ulykkens dag, gribe efter dets gods på ulykkens dag! At stå ved dalenes munding og dræbe de undslupne, prisgive dem, som slap bort, på trængselens dag! Thi nær er [Jehovas] dag over alle folkene; som du har gjort, skal der gøres med dig, gengæld kommer over dit hoved. Thi som I drak på mit hellige bjerg, skal alle folkene drikke uden ophør; de skal drikke og rave og blive, som om de aldrig havde været til.“ — Obadias 11-16.
36 Den inspirerede salmist mindedes den samme ondsindede adfærd fra et broderfolks side da han bad til Jehova og sagde: „[Jehova], ihukom Edoms sønner for Jerusalems dag, at de råbte: ’Nedbryd, nedbryd lige til grunden!’ Du Babels datter, du ødelægger! Salig den, der gengælder dig, hvad du gjorde imod os!“ — Salme 137:7, 8.
37. (a) Hvorfor betragtede Jehova „retssagen vedrørende Zion“ med Edom som sin egen sag? (b) Hvornår begyndte Jehova at udøse sin hævn over edomitterne?
37 Hvad edomitterne havde gjort mod hans udvalgte folk på dets undergangs dag i 607 f.v.t., regnede Jehova for gjort imod ham selv. Af denne grund havde han en ’retssag vedrørende Zion’. Det år måtte komme da han ville gøre gengæld for „retssagen vedrørende Zion“ og tage hævn over de strafskyldige edomitter. (Esajas 34:8, NW) Ikke længe efter Jerusalems ødelæggelse begyndte Jehova da også at udøse sin retfærdige hævn over edomitterne ved hjælp af babylonierkongen Nebukadnezar. — Jeremias 25:17-21.
DE EDOMITISKE HERODER
38. Hvordan optrådte edomitiske herskere som Herodes den Store, Herodes Antipas og Herodes Agrippa I over for Jehovas folk?
38 Edoms eller Esaus efterkommere (af grækerne kaldet idumæerne) forbrød sig fortsat mod Jehovas udvalgte folk. Kong Herodes den Store og hans familie var idumæere eller edomitter. Til skam for ham viser Bibelens beretning at denne konge som byggede det prægtige tempel i Jerusalem, frygtede for at hans rige skulle glide hans slægt af hænde og at han derfor søgte at myrde barnet Jesus i Betlehem i Juda. (Mattæus 2:1-22) Omkring tredive år senere lod ’ræven’ Herodes Antipas, der var landsdelshersker og søn af Herodes den Store, under sin fødselsdagsfest Jesu forløber, Johannes Døber, halshugge. (Mattæus 14:1-11; Lukas 13:31, 32) I år 33 sendte landshøvdingen Pilatus den anklagede Jesus til Herodes Antipas, som havde myndigheden i Galilæa, men denne hersker blev skuffet over Jesus og viste ham foragt som Messias og sendte ham tilbage til Pilatus og til døden. (Lukas 23:6-12) Nogle år senere søgte kong Herodes Agrippa I at behage jøderne idet han henrettede Jakob, Johannes’ broder, en af Jesu Kristi tolv apostle, med sværdet og derefter satte apostelen Peter i fængsel i den hensigt at lade ham henrette efter den jødiske påske. (Apostelgerninger 12:1-6) Og hvad er der så til slut at sige om kong Herodes Agrippa II?
39. Hvem fortsatte kong Herodes Agrippa II med at være et redskab for, skønt han fik lejlighed til at blive kristen?
39 Foranlediget af landshøvdingen Festus blev der i Kæsarea arrangeret et særligt møde hvor apostelen Paulus blev ført frem for ham. Ved slutningen af sit forsvar sagde Paulus til kongen: „Tror du, kong Agrippa, profeterne? Jeg ved du tror.“ Hvad svarede denne idumæer Paulus? „På kort tid vil du overtale mig til at blive en kristen!“ (Apostelgerninger 26:27, 28) Skønt kong Agrippa da var en omskåren jødisk proselyt, blev han aldrig en åndelig israelit, en kristen. Han forblev politiker, et redskab for det hedenske romerrige.
40. (a) Hvilken sammensværgelse mod Jesus deltog tilhængerne af Herodes’ parti i? (b) Efter hvilken begivenhed forsvandt edomitterne ud af historien, som en opfyldelse af Bibelens profetier?
40 På Jesu tid søgte tilhængere af Herodes’ parti sammen med farisæerne at fange Jesus i ord ved at spørge ham om jøderne ifølge Skrifterne havde lov at betale kejseren skat. De prøvede derved at bringe ham i et dilemma så han enten fik vanskeligheder med romerne eller problemer med jødernes nationalistiske fløj. (Mattæus 22:15-22) Herodianerne indtog altså fra begyndelsen en negativ holdning over for kristendommen. Det samme gjorde ifølge Bibelens beretning edomitterne eller idumæerne, med herodernes kongelige familie i spidsen. De holdt fast ved jødedommen. Under romernes belejring af Jerusalem i år 70 efterkom idumæerne en opfordring om hjælp fra det jødiske parti der holdt tempelområdet imod det modsatte jødiske parti. Men idumæernes (edomitternes) hjælp viste sig at være forgæves, og Jerusalem faldt for romerne og blev jævnet med jorden sammen med Herodes’ tempel. Efter denne katastrofe forsvandt idumæerne eller edomitterne fra den historiske skueplads. Bibelens profetier om dem slog ikke fejl.
FORTIDENS EDOM OG DET NUTIDIGE MODBILLEDE
41. Hvad er det nutidige modstykke til „Edoms land“?
41 Jehovas profeti vil heller ikke slå fejl i forbindelse med det nutidige modstykke, modbilledet til „Edoms land“. Hvad er dette modbillede? Det er kristenheden. Ligesom Jehova Gud benyttede fortidens jødiske nation og Jerusalem som et billede der skulle skildre visse forhold i forbindelse med kristenheden, sådan benyttede han også broderfolket Edom som et billede. (1 Korinter 10:6, 11; Kolossenserne 2:16, 17) Edomitterne var kødelige efterkommere af Esau, der fik tilnavnet Edom („rød“) Deres stamfader var tvillingebroder til Jakob, som fik tilnavnet Israel. Eftersom Esau var Isaks og Rebekkas førstefødte, følte han at han naturligt kunne gøre krav på førstefødselsretten fra sin farfader Abraham.
42. Hvilke begivenheder i forbindelse med førstefødselsretten bevirkede at Esau kom til at hade Jakob?
42 Jehova Gud tilsidesatte imidlertid den førstefødtes naturlige ret, idet han allerede før tvillingernes fødsel udtalte sig til gunst for den yngste, Jakob („en der fortrænger [en anden]“). Skønt det nu forholdt sig sådan, må man alligevel sige at Esau behandlede førstefødselsretten på en vanhellig måde, uden værdsættelse af det åndelige. En dag han var træt og sulten var han villig til at sælge denne ret til sin åndeligsindede broder Jakob for blot et enkelt måltid mad. Da tiden senere var inde til at deres fader Isak ville videregive den abrahamitiske velsignelse, ignorerede Esau den ed han havde svoret for at gyldiggøre salget af sin førstefødselsret, og han traf forberedelser til at modtage den førstefødtes velsignelse som ikke længere tilkom ham. Det var kun rimeligt at han blev overlistet og at velsignelsen gik til den som den rettelig tilhørte ifølge Guds vilje, nemlig Jakob. Men Esau følte at han uretfærdigt var blevet fortrængt, bedraget. I sit had besluttede han derfor at dræbe Jakob ved første lejlighed. — 1 Mosebog 25:29 til 27:45; Hebræerne 12:16, 17.
43. (a) Hvem blev Jakob i denne henseende et billede på? (b) Og Esau?
43 Med hensyn til dette blev Jakob et billede på Abrahamsløftets arvinger, de der blev Abrahams åndelige „sæd“, nemlig de salvede disciple af Jesus Kristus, han som i første række er Abrahams „sæd“. (Galaterne 3:16-29) Hvad den materialistiske Esau angår, så blev han et billede på det bogstavelige Israels folk, hvis medlemmer var kødelige efterkommere af Abraham og mente at den abrahamitiske velsignelse naturligt tilhørte dem.
44. Hvordan viste de kødelige, omskårne israelitter at de som helhed var ligesom Esau?
44 Disse kødelige, omskårne israelitter opfyldte imidlertid ikke kravene for at blive Abrahams åndelige sæd. De vragede den der i første række var Abrahams lovede „sæd“, nemlig Jesus Kristus, og lod ham dræbe, og derefter forfulgte de dem der trofast gik i hans fodspor. Det var kun en lille rest af de kødelige jøder der opfyldte betingelserne og blev en del af Abrahams åndelige sæd. De resterende medlemmer af Abrahams åndelige sæd måtte derfor udvælges blandt ikke-jøder som levede op til kravene. (Romerne 2:28, 29; 11:1-29) Hovedparten af jøderne indtog altså samme holdning som deres fjerne farbroder, Esau eller Edom.
45. Hvordan gik det til at Esaus eller Edoms efterkommere udviste fjendskab mod deres broderfolk, israelitterne?
45 På grund af sin vanhellighed eller mangel på åndelig værdsættelse var Esau ikke i stand til at videregive førstefødselsretten fra Abraham til det folk der nedstammede fra ham, esauitterne eller edomitterne. (Hebræerne 12:15-17) Det var med hedenske, ikke-troende hustruer Esau blev stamfader til edomitterne. (1 Mosebog 26:34, 35; 27:46; 28:6-9) De ville naturligvis have grund til at mene at det var som følge af deres farbroder Jakobs eller Israels handling at de var blevet berøvet stillingen som Abrahams kødelige sæd med ret til den lovede velsignelse. Derfor lærte de hurtigt at huse det samme had som deres stamfader Esau havde næret til Jakob, og dette had gav sig udslag i fjendskab mod deres broderfolk, israelitterne. I løbet af de efterfølgende århundreder fik edomitterne eller idumæerne Jehova Guds mishag at føle. — Ezekiel 35:1-9; Malakias 1:2-4.
46. Hvordan blev edomitterne i makkabæertiden absorberet i den jødiske nation?
46 I den periode hvor makkabæerne herskede over de hjemvendte jøder i Judas land blev de tilbageværende edomitter tvunget til at gå over til jødedommen. Omkring år 130-120 f.v.t. sejrede makkabæeren Johannes Hyrkanus over edomitterne og tvang dem til at lade sig omskære som jødiske proselytter. Dette forklarer hvorfor jøderne tolererede et styre udøvet af en edomitisk (idumæisk) konge, Herodes den Store, og af medlemmer af hans kongelige familie. (Se Jødernes oldtidshistorie af Flavius josefus, 13. bog, kapitel IX, 1. afsnit; 15. bog, kapitel VII, 9. afsnit.) På denne måde blev edomitterne (idumæerne) absorberet i den jødiske nation, der i det første århundrede efter vor tidsregning blev benyttet som et bibelsk forbillede på kristenheden.
47. På hvilke måder har kristenheden vist sig at svare til Esau eller Edom?
47 Ligesom Esau eller Edom har kristenheden gjort krav på Abrahamsløftet, og den regner sig selv for at være Abrahams åndelige sæd, arving til det himmelske rige sammen med Jesus Kristus. Ifølge deres religiøse påstande har kristenhedens medlemmer gjort sig selv til tvillingebrødre til dem der er de ægte kristne arvinger til Guds messianske rige, nemlig Jesu Messias’ sande disciple. Alligevel elsker kristenheden ikke disse trofaste, salvede Kristi disciple. Den nærer et morderisk had til dem. (1 Johannes 3:12-15) Lige fra sin grundlæggelse i det fjerde århundrede har kristenheden forfulgt de ægte kristne. Disse følger Jesu ord og eksempel og er ikke en del af denne verden, hvorimod kristenheden har gjort sig selv til denne verdens ven ved at blive en del af den. Hvad verden hader, hader den også. (1 Johannes 2:15-17; Johannes 15:19; 17:14, 16; Jakob 4:4) Ved at forfølge de sande kristne forestiller kristenheden sig at den yder Gud en hellig tjeneste. — Johannes 16:2.
48. Hvordan optrådte kristenheden over for de åndelige israelitter under den første verdenskrig ligesom edomitterne optrådte da Jerusalem blev ødelagt i 607 f.v.t.?
48 Det tyvende århundredes historie bevidner dette. Under den første verdenskrig blev den trofaste rest af åndelige israelitter hadet af alle nationerne, sådan som Jesus Kristus havde forudsagt det ville gå dem der virkelig fulgte i hans fodspor. (Mattæus 24:9; 10:7-22) Årsagen til verdens had var at den salvede rest forkyndte Guds messianske rige som det retmæssige styre over hele jorden, som menneskehedens eneste håb. (Markus 13:10-13) Under al den forfølgelse og alle de lidelser som medlemmerne af den trofaste rest blev udsat for, gav kristenheden ikke udtryk for den mindste medfølelse med dem. I virkeligheden kan det dokumenteres at det var kristenhedens gejstlighed der anstiftede denne forfølgelse af dem der forkyndte „den gode nyhed“ om Guds messianske rige. Kristenheden glædede sig sammen med sine krigsførende nationer over at disse rigsforkyndere blev undertrykt og deres offentlige vidnegerning dræbt, ligesom edomitterne glædede sig sammen med babylonierne over at Jerusalem blev ødelagt i 607 f.v.t. — Åbenbaringen 11:7-10.
49, 50. (a) Hvordan viste kristenheden også under den anden verdenskrig at den havde samme ånd som fortidens Edom? (b) Hvad venter der nu de modbilledlige edomitter, folkene i kristenheden, såvel som jødedommen, som en opfyldelse af Guds ord ved Esajas?
49 I sit had til resten af de åndelige israelitter der trådte frem som sande kristne i modsætning til kirkemedlemmerne der deltog i den voldelige krigsførelses blodsudgydelse, glædede kristenheden sig ikke da de undertvungne rigsforkyndere blev genoplivet af Guds ånd i 1919. Den glædede sig ikke over det åndelige paradis som disse genrejste åndelige israelitter blev ført ind i. (Esajas 35:10) Under den anden verdenskrig fra 1939 til 1945, som udbrød inden for dens egne grænser, anstiftede kristenheden igen en religiøs forfølgelse og søgte heftigt at udslette det åndelige paradis som tilhører resten af de åndelige israelitter og dem der tilbeder Jehova Gud sammen med dem. Men det var alt sammen forgæves! Jehovas kristne vidner overlevede og kom ud af den anden verdenskonflikt mere talstærke end nogen sinde. I betragtning af dette voldsomme had som kristenheden nærer til de kristne vidner, har Jehova Gud da en ’retssag vedrørende Zion’ som nu skal afgøres? Er hans „gengældelsens år“ kommet for de nutidige edomitter, hans „hævnens dag“? — Esajas 34:8, NW.
50 Svaret er ja! Derfor går kristenheden nu ødelæggelsen i møde. Det samme gør jødedommen.