8. Hvilke fælles bånd vil vi holde fast ved, og hvordan vil vi leve?

⁸ AT vi som en ny verdens samfund holder fast ved de ubrydelige bånd, der binder os sammen. Vi er eet folk og lader ikke race, farve, sprog, stamme eller folkeslag være noget skel. Vi har een Gud, den eneste levende og sande Gud. Vi har een fælles monark under Gud, hans søn og vor genløser, Jesus Kristus. Vi har een fælles lov, der er gyldig for os alle, hvor vi end lever, Jehovas teokratiske lov, som den findes i Bibelen. Vi er blevet taget ud af folkeslagene og adskilt fra denne dødsdømte verden. Vi har eet land, vi drager henimod, den nye verden, som Gud skaber. Vi er et brodersamfund under Guds frelsesforanstaltning ved Jesus Kristus. I overensstemmelse med disse kendsgerninger vil vi leve i fred og fordragelighed med hverandre og i fred med alle mennesker, til den nye verden er en virkelighed.

 9. Hvilket ansvar vil vi blive ved med at røgte, og hvordan?

⁹ Sluttelig,

AT vi fortsat vil leve op til det ansvar, dette Guds udsagn pålægger os: „I er mine vidner, lyder det fra Jehova. Jeg er fra evighed Gud.“ (Esajas 43:12) Vi regner det for en ære og gunst at være blevet gjort til Jehovas vidner, og vi ønsker ikke, at vi i sidste ende skal vise os uværdige. Derfor vil vi, til trods for det had, den vanære og den forfølgelse, mennesker gør os til genstand for, rykke fremad i pligtopfyldelse mod vort gudgivne hverv og aflægge vidnesbyrd om Jehovas universelle overhøjhed og hellige navn, idet vi ud over hele den beboede jord forkynder det gode budskab om oprettelsen af hans salvede søns, Jesu Kristi, rige og trøster alle, som sørger. Vi vil gøre det ved at undervise folk i Bibelen, både offentligt og fra hus til hus, ved hjælp af alle til rådighed stående midler, så at alle, der vil, kan stille sig på Rigets side og sammen med os udgøre en del af den nye verdens samfund under Kristus og have samme håb om evigt liv i Jehovas retfærdige nye verden.

10. Hvad skete der i forbindelse med den foreslåede resolution?

¹⁰ Vedtagelsen af resolutionen blev støttet af Percy Chapman, ordstyreren ved Jehovas vidners stævne for den nye verdens samfund. Da forsamlingen var blevet spurgt, blev resolutionen vedtaget under langvarigt bifald af stævnedeltagerne. Det næste nummer af stævnets nyhedsavis, Jehovas vidners stævnerapport for 1953, indeholdt resolutionen i fuld gengivelse, og den blev uddelt af stævnedeltagerne i byen New York og dens omegn.

„Dine synder er dig forladt“

„STÅ OP, tag din båre og gå hjem.“ Hvor disse enkle og jævne ord elektriserede skarerne, der var samlet i Kapernaum for at høre Jesus forkynde! De havde bestemt aldrig set noget lignende før. Mens alles øjne var rettet mod den lamme mand, som Jesus havde henvendt disse ord til, stod han straks op „og tog det, han lå på, og gik hjem, idet han priste Gud. Og forfærdelse greb alle, og de priste Gud; og de blev fyldt af frygt og sagde: Vi har i dag set utrolige ting“. — Luk. 5:24-26.

Men ikke alle i denne skare havde fået et så godt indtryk af det skete. De skriftkloge og farisæere, der var til stede, protesterede ved sig selv og tænkte i deres hjerter, at Jesus gjorde sig skyldig i gudsbespottelse. Hvorfor kunne nogen være imod en sådan barmhjertighedshandling? Det er indlysende, at deres synspunkt var helt forkert.

Vor fortæller, Lukas, påpeger, at de, der havde bragt den lamme til Jesus, havde gjort det under store vanskeligheder. „Og da [Jesus] så deres tro, sagde han: Menneske! dine synder er dig forladt.“ Å, det var det, der havde rejst indvendingerne hos disse selvbevidste ledere, der ønskede at beherske hele gudsdyrkelsen. „Da begyndte de skriftkloge og farisæerne at tænke ved sig selv: Hvem er den mand, som taler gudsbespotteligt? Hvem andre end Gud alene kan forlade synder? Men da Jesus gennemskuede deres tanker, svarede han og sagde til dem: Hvad tænker I på i jeres hjerter? Hvad er lettest at sige: Dine synder er dig forladt, eller at sige: Stå op og gå? Men for at I skal vide, at Menneskesønnen har magt på jorden til at forlade synder så sagde han til den lamme: Jeg siger dig: Stå op, tag din båre og gå hjem!“ — Luk. 5:20-24.

Nogle af disse religionsledere, der betvivlede Jesu retmæssige bemyndigelse, har måske haft Jehova Guds egne ord i tanke, som de gengives i 3 Mosebog 17:11: „Thi kødets sjæl [liv, AS] er i blodet, og jeg har givet jer det til brug på alteret til at skaffe jeres sjæle soning; thi det er blodet, som skaffer soning, fordi det er sjælen.“ De har måske tænkt på alle de små detailler i forbindelse med forsoningsdagens ofre, som skulle gentages hvert år, for at de kunne få tilgivelse for deres synder, og som kun kunne ofres af ypperstepræsten. Jesus ofrede ikke sådanne dyreofre, og han havde endnu ikke udgydt sit eget blod som en forsoning. Hvordan kunne han da tilgive synder?

Forsoningsdagen

Svaret kan vi finde i selve Moselovens omtale af den årlige overholdelse af denne forsoningsdag, der faldt på den tiende dag i jødernes syvende måned, den 10. tischri. Det var en dag, hvor der skulle skaffes tilgivelse og soning for deres synder. (3 Mos. 23:27, 28) På denne dag blev jøderne mere end på nogen anden mindet om deres fejltrin og deres behov for en genløsning, for der blev ikke alene taget hensyn til hver enkelts synder, men også hele nationens skyld blev erkendt, og der blev skaffet soning for den.

På Jesu tid flyttede ypperstepræsten til sin midlertidige bopæl i nogle værelser i Herodes’ tempel syv dage i forvejen. Her skulle han bo, indtil festen var forbi, mens de andre præster tjente i templet efter deres skifter. I denne uge tog han regelmæssig del i ofringerne ved at påstryge blodet, brænde indvoldene, tænde lampen og lignende, for at han ved denne øvelse kunne undgå at begå en eneste fejl ved ofringen af forsoningsdagens ofre, da noget sådant ville have gjort dem uantagelige. Hele natten (som var begyndelsen til den 10. tischri) vågede han og læste i Bibelen, og ved midnat begyndte forberedelserne til dagens gerning. På det tidspunkt havde alle de præster, der ventede at skulle deltage, badet sig i et vel tilberedt bad, og nu ventede de på, at den øverste præst pludselig skulle