Kristenheden har svigtet Gud! Hvad sker der efter dens fald?
1. Hvordan vil de mange hedenske religioner samt kommunisterne uden tvivl reagere når de hører at kristenheden nærmer sig sin undergang fordi den har svigtet Gud?
DE et hundrede og halvtreds millioner buddhister der findes i verden er sikkert ikke særlig bekymrede over at kristenheden vil gå til grunde fordi den har svigtet Gud. Sammen med de tre hundrede millioner konfucianere, halvtreds millioner taoister og tre hundrede og niogtyve millioner hinduer glæder de sig måske oven i købet over at kristenheden med dens missionærer nærmer sig sin undergang. Verdens fire hundrede og niogtyve millioner muslimer vil måske synes at det er en god nyhed at den muhamedanske verdens store rival, kristenheden, går sit endeligt i møde, og dens blodige korstog sammen med den. Hvad angår de millioner der følger kommunismens røde religion, udtryktes deres mening ganske godt af en fremtrædende protestantisk præst i New York. I sin prædiken søndag den 1. oktober 1961 sagde han om kristenhedens kirker: „Kirkerne burde være de organisationer som kommunismen skulle føle sig tvungen til at likvidere først.“ — New York Times, den 2. oktober 1961, i et referat af dr. Robert J. McCrackens prædiken.
2, 3. (a) Hvorfor vil mange sikkert blive chokerede over at høre at vi taler om kristenhedens fald? Hvilken ændring i kristenhedens position i verden har de imidlertid ikke været opmærksomme på? (b) Hvem ser det ud til at kristenheden må finde sig i at eksistere side om side med, og hvor længe vil det gå?
2 Religiøse mennesker der mener at kristenheden og kristendommen er et og det samme forfærdes måske over at vi taler om kristenhedens undergang. For dem betyder det også kristendommens undergang og at de trossamfund de tilhører og som gør krav på at være kristne vil gå til grunde. Det er svært for dem at forstå den vending sagen har taget med kristenhedens position i verden, og det vil måske chokere dem at høre følgende udtalelse af ovennævnte protestantiske præst i den samme prædiken: „Det er en kendsgerning at kristendommen ikke længere befinder sig i centrum. Det er videnskaben og dens beherskelse af den materielle verden der har den største betydning.“ Med hensyn til kristenhedens forhåbninger om at omvende verden og gøre hele verden til en del af kristenheden har den kendte historiker Arnold J. Toynbee fremsat en betydningsfuld udtalelse. Det var i artiklen „Hvis vi skal være fremtidens bølge“. Det hed her i det niende og tiende afsnit:
Tag for eksempel de store missionerende religioner: buddhismen, kristendommen og islam. Hver af disse trosretningers tilhængere har sat sig som mål at omvende hele menneskeheden, og for kristendommens vedkommende i hvert fald går en officiel trosartikel ud på at hele menneskeslægten vil være omvendt før historien når sin afslutning.
Kristendommens, islams og buddhismens bølger har hver især skyllet hen over jorden i århundreder og har bredt sig over store kontinenter. Dog har de hver især erfaret perioder med såvel tilbagegang som fremgang. I dag ser det ikke ud til at nogen af dem nogen sinde vil erobre hele verden. De synes alle at være kommet for at blive, hvilket vil sige at de må finde sig i at eksistere side om side.
— New York Times Magazine, den 13. november 1960, side 122.
3 Til denne udtalelse af Toynbee må føjes den at kristenheden også må finde sig i at eksistere side om side med den internationale kommunisme, så længe dette er muligt.
4, 5. (a) Hvilke spørgsmål rejser sig i forbindelse med kristenhedens kommende undergang? (b) Hvilke spørgsmål stiller de som anser kristenhedens undergang for at være noget frygteligt?
4 Hvad betyder da kristenhedens undergang? Betyder det en verden hvor kristendommen ikke eksisterer mere, hvor kun en hedensk verden er tilbage? Betyder det at verdensherredømmet vil være gået over til den gudløse kommunisme? Eller betyder det at en ubeboet, radioaktiv jordklode, der er ødelagt efter en tredje verdenskrig med kernevåben og kemisk, biologisk og radiologisk krigsførelse, vil være alt hvad der er tilbage?
5 For mennesker der ikke kender noget til Skaberens åbenbarede hensigter vil tanken om kristenhedens undergang stå som noget frygteligt eller ganske utænkeligt. „Hvorfor,“ spørger de, „skulle Gud ønske at kristenheden går til grunde?“ Hvorfor skulle Jesus Kristus, kristendommens grundlægger, tillade at kristenheden går til grunde? Svarer man: Fordi kristenheden har svigtet Gud, affødes naturligt spørgsmålet: På hvilken måde har kristenheden da svigtet Gud?
6. Hvad menes der her med benævnelsen „kristenheden“, og hvilken definition vil sande kristne protestere imod?
6 Først og fremmest må vi forstå hvad der her menes med benævnelsen „kristenheden“. I en ordbog (Webster’s New International Dictionary) defineres kristenheden som „den del af verden hvori kristendommen er den fremherskende religion eller som styres af kristne institutioner, til forskel fra hedenske og muhamedanske lande“. Denne definition holder imidlertid ikke stik længere. Sande kristne i dag forveksler ikke kristenheden med kristendommen, og sætter ikke lighedstegn imellem dem. De vil protestere imod at kristenheden skulle betyde alle dem der hævder at være kristne, for sande kristne ønsker ikke at blive slået i hartkorn med kristenheden. Benævnelsen kristenheden betegner de lande der hævder at være kristne eller som juridisk kaldes kristne, som for eksempel England, Amerikas forenede Stater og Spanien. Ordet kristenheden bruges især som en sammenfattende benævnelse for de hundreder af religiøse samfund der hævder at være kristne i sådanne lande. I alt gør otte hundrede millioner mennesker krav på at høre til denne kristenhed.
Hvordan har kristenheden svigtet?
7. Hvorfor skulle den ikke-kristne del af verden være interesseret i svaret på hvordan kristenheden har svigtet, og hvad betyder udtrykket „at svigte“?
7 Hvad er grundlaget for den anklage at kristenheden har svigtet Gud? Selv den såkaldte ikke-kristne verden skulle være interesseret i svaret på dette spørgsmål eftersom kristenhedens undergang i høj grad vil berøre den. Er anklagen berettiget? På hvilken måde har kristenheden svigtet Gud? Udtrykket „at svigte“ betyder blandt andet „at komme til kort med hensyn til at udrette noget eller med hensyn til at opnå et resultat; at skuffe de forventninger der stilles til en, ikke fuldføre det man forsøger at gøre, det der ventes og ønskes af en og som vinder anerkendelse; at undlade at opfylde sine forpligtelser; ikke at være til hjælp eller nytte“.
8. Hvorfor er det ikke for tidligt at fælde en dom over kristenheden, i overensstemmelse med hvilken bog må dommen afsiges, og hvorfor denne bog?
8 Kristendommen blev grundlagt for nitten hundrede år siden, og kristenheden har derfor haft rigelig tid til at vise hvad den kunne gøre eller udrette med kristendommen. I betragtning af al den tid der er gået og i betragtning af de udsigter der tegner sig for verden i øjeblikket er det ikke for tidligt at foretage en bedømmelse og fælde en dom over kristenheden. Har den skuffet de forventninger Gud har stillet til den og ikke fuldført det Gud ønsker og anerkender? Eller har den opfyldt sine forpligtelser og vist sig at være til hjælp og nytte for ham? For at kunne afsige en dom må vi bedømme sagen på grundlag af kristendommens bog, Bibelen. Her finder vi Guds egen dom.
9, 10. (a) Hvilket navn er ordet „kristendom“ dannet af, og hvornår blev kristendommen grundlagt? (b) Hvilke ord ville Jesus Kristus udtale ifølge Guds profet Esajas?
9 Ordet kristendom er dannet af navnet Kristus, en titel som Jesus fra Betlehem i Juda blev benævnt med. At praktisere kristendom betyder følgelig at efterligne Jesus Kristus, følge hans lære og adlyde hans befalinger. Kristus betyder den Salvede; og det samme gør det jødiske ord „Messias“. Gud har i sin bog Bibelen forudsagt at kristendommen ville blive indført på et bestemt tidspunkt, og dette skete for nitten hundrede år siden. Mere end syv hundrede år tidligere inspirerede Gud sin profet Esajas til at nedskrive de ord som Jesus Kristus, Jesus den Salvede, ville udtale! De findes i Esajas’ bog, kapitel 61, vers 1 og 2. De lyder:
10 „Den Herre [Jehovas] Ånd er over mig, fordi han salvede mig; han sendte mig med glædesbud til ydmyge, med lægedom for sønderbrudte hjerter, for at udråbe frihed for fanger og udgang for dem, som er bundet, udråbe et nådeår fra [Jehova], en hævnens dag fra vor Gud, for at trøste alle, som sørger.“
11. Svigtede Jesus Kristus Gud i så henseende? Hvad må sande kristne gøre i lighed med Kristus?
11 Var det ikke et vidunderligt budskab at få lov til at forkynde? Det var det budskab Jesus Kristus blev salvet til at prædike og forkynde. I den jødiske synagoge i byen Nazaret hvor Jesus var vokset op, citerede han netop disse ord fra Esajas’ profeti for at vise at de gjaldt ham, at han var Kristus, den Salvede. (Luk. 4:16-21) Beretningen om hans jordiske liv viser at han fulgte disse ord. Han svigtede ikke sin Gud Jehova og skuffede ikke de forventninger som den der havde salvet ham med hellig ånd havde stillet til ham. Jesu efterfølgere, hans disciple, det vil sige de kristne, må altså prædike og forkynde det samme gode og trøsterige budskab.
12, 13. (a) Hvilket håb bragte kristendommen alle lydige mennesker, og hvordan forkyndtes dette ved Jesu fødsel? (b) Hvorfor vil englenes budskab ikke slå fejl?
12 Med kristendommens komme skulle håbet om evigt liv i fuldkommen lykke i en ny verden, der var skabt af Jehova Gud, fremholdes for alle lydige mennesker. Da Jesus blev født i Betlehem i året 2 f. Kr. viste en af Guds himmelske engle sig for en gruppe hyrder der lå på en mark i nærheden, og den sagde: „Frygt ikke; thi se, jeg forkynder Eder en stor glæde, som skal være for hele folket. Thi Eder er i dag en frelser født i Davids by [Betlehem]; han er Kristus, Herren!“ Og en hærskare af engle sang: „Ære være Gud i det højeste! og på jorden fred i mennesker, der har hans velbehag!“ — Luk. 2:8-14.
13 Budskabet om Jesu fødsel var en god nyhed for alle mennesker, hvor de end fandtes; og kristendommen, som Jesus Kristus grundlagde, skulle bringe glæde til alle mennesker, uanset race, hudfarve, nationalitet, sprog og social stilling. Kristendommen skulle resultere i lovprisning af Gud i det høje og fred blandt mennesker på jorden som ville behage Gud og søge hans velbehag eller gode vilje. Det som Guds engle fra himmelen sagde til de jødiske hyrder var ikke tomme ord, menneskers ord. Det var Guds eget ord om hvad Kristi komme og indførelsen af sand kristendom ville betyde både for Gud og mennesker. Englenes budskab fra Gud vil ikke slå fejl. Det vil blive opfyldt.
14, 15. (a) Hvornår ændrede Jesus sin jordiske beskæftigelse, og hvorfor gjorde han det? (b) Hvilken symbolsk handling foretog Jesus for at vise at han havde ændret beskæftigelse, og hvad gav Gud da til kende vedrørende Jesus?
14 Indtil Jesus blev tredive år gammel boede han i Nazaret, hvor han var tømrer og svang hammeren. Men så fik han en ny beskæftigelse. Hvorfor? For at opfylde Esajas’ profeti om den der skulle komme og forkynde glædesbud og udråbe frihed for fanger. Jesus hørte at hans fætter Johannes, med tilnavnet Døber, forkyndte et budskab der ville ryste verden: „Himmeriget er kommet nær.“ (Matt. 3:1, 2) Fremfor noget andet var Jesus interesseret i Guds rige, Himmeriget. Derfor forlod han sit tømrerværksted og drog til Johannes ved Jordanfloden, hvor han blev døbt af ham i flodens vande. Den handling Jesus her foretog var et billede eller symbol på at han havde opgivet sin tidligere beskæftigelse og var kommet for at gøre Guds vilje i forbindelse med Guds rige.
15 Da den døbte Jesus steg op af vandet udgød Gud sin ånd over ham, idet han således salvede ham og gjorde ham til den lovede Kristus. Samtidig hørtes fra de usynlige himle Guds røst, der erklærede at denne salvede Jesus var Guds søn, som havde Guds velbehag. Beretningen lyder i Mattæus 3:17: „Og se, der lød en røst fra Himlene, som sagde: ’Denne er min Søn, den elskede; i ham har jeg velbehag.’“ Dette var en bekræftelse af at Gud havde sendt sin elskede søn fra de åndelige himle til jorden for at han kunne fødes som et fuldkomment menneske og gøre Guds vilje som en trofast søn. Som Jesus Kristus senere sagde til en jødisk rådsherre: „Således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.“ — Joh. 3:16.
Hvordan det jødiske folk har svigtet Gud
16, 17. (a) Hvad forkyndte Jesus som en opfyldelse af Esajas’ profeti? (b) Hvordan viste Jesus at han ikke var politiker, til trods for det budskab han forkyndte?
16 Efter at Jesus var blevet døbt og salvet med Guds ånd gik han ud for at forkynde for sit eget folk, jøderne, Israels nation, for at opfylde Esajas’ profeti. Hvad var det nu for et glædesbud kristendommens grundlægger forkyndte; med hvilket budskab udråbte han frihed for fanger? Vi behøver blot at læse én sætning i Bibelen for at finde svaret: „Han vandrede om fra by til by og fra landsby til landsby og prædikede og forkyndte evangeliet om Guds rige.“ Og hans tolv apostle var med ham. — Luk. 8:1.
17 Jesus Kristus forkyndte Guds rige. Men han var ikke politiker. Han blandede sig hverken i den jødiske eller den romerske politik dengang. Han opkastede sig ikke til jordisk konge, og tillod ikke nogen at gøre ham til konge. Ved en lejlighed skete det, efter at Jesus mirakuløst havde bespist en skare på mere end fem tusind, at nogle som ikke hørte til hans apostle ønskede at afkaste det romerske åg og gøre ham til deres konge. En af Jesu apostle, som var vidne til dette, skriver: „Da nu folkene så det tegn, han havde gjort, sagde de: ’Han er i sandhed den profet, der kommer til verden.’ Da Jesus nu mærkede, at de ville komme og føre ham bort med magt for at gøre ham til konge, trak han sig atter tilbage op i bjergene, ganske alene.“ — Joh. 6:14, 15.
18, 19. (a) Hvad burde ingen der ønsker at følge Jesu eksempel gøre? (b) Hvad sagde Jesus til den romerske statholder om sit rige, og hvad ville Jesus derfor ikke give nogen af sine disciple lov til?
18 Jesus tillod ikke folket, som han havde forkyndt Guds rige for, at gøre ham til deres jordiske konge. Hvordan kan da nogen sand kristen, en Jesu Kristi efterfølger, blive politiker og lade mennesker gøre ham til deres konge på jorden? Det ville ikke være rigtigt. Da Jesus imidlertid blev falskeligt anklaget for at ville opkaste sig til konge, undlod han at trække sig tilbage, men overgav sig til sine fjender for at blive henrettet. (Luk. 23:15) Han gjorde det fordi det rige han forkyndte ikke var skabt af folket, ikke var skabt af verden og ikke var en del af denne verden.
19 Den romerske statholder Pontius Pilatus tog Jesus i forhør i Jerusalem og spurgte ham: „Er du jødernes konge? . . . dit folk og ypperstepræsterne har overgivet dig til mig; hvad har du gjort?“ Jesus svarede: „Mit rige er ikke af denne verden. Havde mit rige været af denne verden, så havde mine tjenere kæmpet for, at jeg ikke skulle overgives til jøderne; men nu er mit rige ikke af denne verden.“ (Joh. 18:33-36) Hvis ingen af Jesu tjenere var bemyndiget til at kæmpe for at gøre ham til konge i denne verden, hvilken ret har da Jesu disciple til at blande sig i politik og gøre et andet menneske til konge? Eftersom Jesu Kristi rige er et himmelsk rige og ikke en del af denne verden, vil han ikke give nogen af sine apostle eller disciple lov til at blive konge eller hersker i en regering der er en del af denne verden.
20. (a) Hvem gør Jesus Kristus til konge, og hvilken slags konge er han? (b) Hvordan ved vi at det var jøderne der svigtede Gud?
20 Jesu rige overdrages ham af Gud. Det var Gud der salvede Jesus med hellig ånd, og det er Gud der gør Jesus til konge, ikke en af denne verdens politiske konger, men en himmelsk konge der er højt hævet over denne verdens politik. Jehova Gud sendte sin søn til jøderne og tilbød dem ham som den lovede Kristus, så de kunne blive Kristi efterfølgere og være med til at forkynde Guds rige. Hvad skal vi da sige om det jødiske folk, eftersom præsterne og de religiøse ledere overgav Jesus til den romerske statholder, anklagede ham for oprør mod kejseren og lod ham henrette som en politisk forbryder ved at hænge ham op på en pæl uden for Jerusalems mure, så han kunne dø der? Dengang råbte de til den romerske statholder som gerne ville løslade Jesus: „Vi har ingen anden konge end kejseren.“ (Joh. 19:1-16) Var det jødedommen der svigtede Gud, eller var det Jesus? Gud oprejste Jesus fra de døde på den tredje dag og ophøjede ham til sin himmelske trone, hvilket giver os svaret på hvem der havde svigtet Gud. Det var ikke Jesus, men det jødiske folk.
21. Hvordan bekræftede apostelen Peter dette på Pinsedagen?
21 Derfor sagde apostelen Peter også til jøderne på Pinsedagen efter at Jesus var død og var blevet oprejst og ophøjet til himmelen: „Israelitiske mænd! hør disse ord: Jesus fra Nazaret, en mand, som over for jer er udpeget af Gud ved kraftige gerninger og undere og tegn, som Gud gjorde ved ham midt iblandt jer, sådan som I jo selv ved, han blev efter Guds egen fastsatte plan og forudviden givet i jeres vold, og ved hedningers hjælp naglede I ham til korset og tog hans liv. Men Gud gjorde ende på dødens veer og lod ham opstå . . . Så skal da hele Israels hus vide for vist, at den Jesus, som I korsfæstede, ham har Gud gjort både til Herre og Kristus.“ — Ap. G. 2:22-36.
22. Hvordan bekræftede Stefanus det, og hvad blev følgen for ham?
22 Derefter begyndte jøderne at forfølge Jesu Kristi apostle og disciple. En jøde ved navn Stefanus, som var blevet omvendt til kristendommen, var den første der blev dræbt fordi han var en af Kristi disciple. Først sagde han dog til det højeste jødiske råd i Jerusalem: „I stivnakkede og uomskårne på hjerter og øren! Altid sætter I jer op imod Helligånden — som jeres fædre, således I. Hvem af profeterne har jeres fædre ikke forfulgt? de dræbte dem, som forud forkyndte, at den Retfærdige [Jesus Kristus] skulle komme, og hans forrædere og mordere er I blevet.“ Fordi Stefanus fortalte disse dommere at jøderne havde svigtet Gud, blev han stenet til døde. (Ap. G. 7:51-60) Og dermed havde jødefolket svigtet Gud endnu en gang!
23. Hvordan bekræftede en tidligere forfølger af de kristne at jøderne havde svigtet Gud?
23 En jøde der var til stede da Stefanus blev stenet føjer sit eget vidnesbyrd til om hvordan jødefolket har svigtet Gud. Denne jøde, Saulus fra Tarsus, blev senere selv kristen og måtte udholde forfølgelse fra jødernes side. Til sine kristne brødre, som blev forfulgt af jøderne i Makedonien, skrev han således: „Thi I, brødre! er blevet efterfølgere af de Guds menigheder i Kristus Jesus, der er i Judæa, fordi I har lidt det samme af jeres landsmænd, som de af jøderne — dem, der både slog Herren Jesus og profeterne ihjel og forfulgte os af al magt. Gud tækkes de ikke, og mod alle mennesker er de fjendske [modarbejder alle menneskers interesser, NW], idet de hindrer os i at tale til hedningerne, så de kan blive frelst. Således fylder de altid deres synders mål. Men vredesdommen er kommet over dem fuldt ud.“ — 1 Tess. 2:14-16; Ap. G. 17:1-13.
24, 25. (a) Hvordan fik jøderne dengang Guds vredesdom at føle, og hvilken profeti af Jesus opfyldtes da? (b) Hvad kan ingen benægte i lyset af disse vidnesbyrd?
24 Jødefolket fik Guds vredesdom at føle da deres hellige by Jerusalem og det strålende tempel blev ødelagt af romerne i året 70. Jesus havde selv rettet følgende ord til byen: „Jerusalem, Jerusalem! du, som ihjelslår profeterne og stener dem, der er sendt til dig! hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, som hønen samler kyllingerne under sine vinger! og I ville ikke. Se, jeres hus bliver forladt og overladt til jer selv!“ Om templet sagde Jesus til apostlene: „Her skal ikke lades sten på sten tilbage, alt skal brydes ned.“ — Matt. 23:37 til 24:2.
25 Vil nogen i lyset af disse vidnesbyrd, deriblandt Jesu egne ord, benægte at det jødiske folk svigtede Gud da det havde sin største chance i historien?
Et profetisk billede på kristenheden
26. Hvem har begået de samme fejl som jøderne, og hvilken advarsel har man ikke givet agt på?
26 Historien viser at kristenheden har begået de samme fejl som jøderne. Kristenheden er det moderne modstykke til fortidens jødefolk og det gamle Jerusalem, og jødernes fejlgreb skulle derfor blive profetiske billeder på kristenhedens fejlgreb. Den jødisk-kristne apostel Paulus henviste til de mange tilfælde hvor jøderne var kommet til kort og sagde da til sine kristne brødre: „Dette skete med dem [jøderne], så de kan være advarende eksempler, og det blev skrevet til påmindelse for os, til hvem de sidste tider er kommet. Derfor skal den, der mener at stå, tage sig i agt, at han ikke falder!“ (1 Kor. 10:11, 12) Kristenheden har ikke villet tage imod den advarsel der tydeligt står skrevet i jødernes historie.
27. (a) Hvilke synder har kristenheden gjort sig skyldig i, og hvilket navn har den gjort til skamme? (b) Hvordan har kristenheden ikke efterlignet Jesus med hensyn til det ypperste navn?
27 Som eksempler på de områder hvor jødernes forfædre kom til kort kan nævnes begæret efter det der er ondt, afgudsdyrkelse, utugt (umoralitet), at friste Gud og at knurre mod Gud og hans profeter. Har kristenheden begået de samme fejl? Undersøg hvad historien siger, og døm selv. Som følge af at kristenheden har gjort sig skyldig i de selv samme synder har den ikke været til ære for den hvis navn den har taget på sig, Kristus. Den hævder at følge Kristus, men dens gerninger gør dens påstand til skamme. Den bærer heller ikke Guds navn på samme måde som Jesus Kristus gjorde. Selve det navn hvormed Guds søn blev kaldt her på jorden, Jesus, betyder nemlig „Jehova er Frelse“. (The American College Dictionary, 1959 udgaven, side 656) Jehovas engel sagde i sin tid til Jesu fosterfader Josef: „Ham skal du give navnet Jesus; thi han skal frelse sit folk fra dets synder.“ (Matt. 1:20, 21) På denne måde kom Guds søn til at bære sin himmelske Faders navn her på jorden, idet navnet Jehova indgår i Jesu navn. Kristenheden har imidlertid ikke villet bære Jehovas navn og har ikke givet det den plads der tilkommer det.
28. (a) Hvordan gik jøderne glip af den forret at bære Guds navn, som forudsagt af Jesus? (b) Hvem udstraktes indbydelsen derefter til?
28 Kristenheden har ladet den forret at bære Guds navn ved at blive Jehova Guds folk slippe sig af hænde. For at vise at jødefolket havde ladet den chance gå fra sig sagde Jesus Kristus til jødernes ypperstepræster og ældste: „Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, der bærer dets frugter.“ (Matt. 21:23-43) I overensstemmelse hermed gik budskabet om Guds rige med indbydelsen til at blive kristne ud til ikke-jødiske folk, til hedningerne, allerede fireogtredive år før jødernes hovedstad Jerusalem blev ødelagt af romerne. Det var den jødisk-kristne apostel Simeon Peter der som den første udstrakte denne indbydelse til dem.
29. Hvad udtalte disciplen Jakob over for en kristen undersøgelseskomité om den indbydelse Gud havde udstrakt til hedningerne?
29 Hvad forpligtede det nu de troende hedninger til? Den jødisk-kristne discipel Jakob gjorde opmærksom på det da han henvendte følgende ord til en kristen undersøgelseskomité der var trådt sammen i Jerusalem: „Brødre, hør mig. Simeon har indgående berettet hvorledes Gud for første gang vendte sin opmærksomhed mod nationerne for ud af dem at tage et folk for sit navn. Og hermed stemmer profeternes ord, som der står skrevet: ’Herefter vil jeg vende tilbage og genopbygge Davids faldne hytte; og jeg vil genopbygge dens ruiner og rejse den igen, for at de der er tilbage af menneskene alvorligt må søge Jehova sammen med folk fra alle nationerne, folk som kaldes med mit navn, siger Jehova.“ — Ap. G. 15:13-18, NW.
30. Hvad er kristne ifølge disse ord forpligtede til?
30 Sande kristne har derfor pligt til at bære Guds navn eller kalde sig med Guds navn, det vil sige at kalde sig Jehovas folk, Guds folk. Hvordan forholder det sig med kristenheden i så henseende?,
31, 32. (a) Hvordan har kristenheden handlet med Guds navn? (b) Hvordan ses dette for eksempel i den amerikanske reviderede oversættelse af 1952?
31 Kristenheden har omhyggeligt undgået dette navn. Den har handlet lige stik imod den bøn Jesus lærte sine disciple at bede: „Vor Fader, du som er i Himlene! Helliget vorde dit navn; komme dit rige; ske din vilje på jorden, som den sker i Himmelen.“ (Matt. 6:9, 10) Kristenheden har ikke helliget vor himmelske Faders, Jehovas, navn. Dens bestræbelser går i retning af helt at slette det hellige navn af Bibelen.
32 I forordet til den amerikanske reviderede standardoversættelse af 1952 siges således om navnet Jehova eller Jahveh, som denne udgave udelader til forskel fra den tidligere amerikanske standardoversættelse af 1901:
Den nye reviderede oversættelse vender tilbage til King James-oversættelsens fremgangsmåde og følger de gamle græske og latinske oversætteres eksempel og den ældgamle skik der holdtes i hævd under oplæsningen af De hebraiske Skrifter i synagogen. . . . Brugen af ethvert egennavn for den eneste Gud, som var der andre guder han måtte skelnes fra, ophørte i jødedommen, før den kristne tidsalder, og er aldeles upassende for den kristne kirkes almindelige tro. — Siderne vi, vii.
33, 34. Hvordan samstemmer de oprindelige bibelske skrifter og Jesu handlemåde ikke med den senere uvilje imod at udtale Guds navn?
33 Og dog nævnede de oprindelige hebraiske skrifter Guds navn mere end 6823 gange netop for at adskille Jehova Gud fra alle denne verdens falske guder. Selve navnet Jesus indeholder Guds navn. Der er heller ingen beviser for at Jesus fulgte den ubibelske jødiske praksis dengang og undgik at udtale sin egen himmelske Faders navn. Hvis den jødiske ypperstepræst havde ret til at udtale Guds navn Jehova i templet, så havde Jesus Kristus, som er den større ypperstepræst, visselig også ret til at udtale det hellige navn offentligt.
34 Ydermere anvender den sidste bog i De kristne Skrifter det hebraiske udtryk Halleluja!, der betyder „.Pris Jehova“. — The American College Dictionary. Se Åbenbaringen 19:1, 3, 4, 6.
35. Hvordan har kristenheden efterlignet hedningerne og således givet dem et forkert indtryk af Gud?
35 Kristenheden efterligner de hedenske folk i Asien når den lærer at Gud udgør en treenighed, tre guder i én person. Men hvem kan forklare den såkaldte treenighedslære og få den til at stemme med kristendommens bog Bibelen? Når folk som ikke kan forstå treenighedslæren beder om en forklaring, griber præsterne til den udvej at sige at denne lære er et mysterium. Folk er derfor stadig i vildrede med hvad de skal tro. De kan ikke forstå Bibelen og dens budskab og er ikke i stand til at påkalde Jehovas navn til frelse gennem Jesus Kristus. (Joel 3:1-5; Ap. G. 2:16-21.) Kristenhedens præsteskab giver ligeledes hedningerne et forkert indtryk af Gud, idet disse i den treenige Gud blot ser en gud der ligner deres egne falske guder.
36. Hvilket pagtsforhold hævder kristenheden at stå i til Gud, og hvordan har den svigtet Gud i denne henseende?
36 Fortidens jøder stod i pagtsforhold til Gud ved den lov der blev givet gennem profeten Moses. Kristenheden hævder at stå i pagtsforhold til Gud ved den nye pagt, hvis mellemmand er Jesus Kristus. „Thi der er kun een Gud, og kun een mellemmand imellem Gud og mennesker: mennesket Kristus Jesus, der gav sig selv som løsesum for alle.“ (1 Tim. 2:5, 6) Med hensyn til at kende og forstå denne ene sande Gud siges der om den kristne nye pagt: „Se, dage skal komme, lyder det fra [Jehova], da jeg slutter en ny pagt med Israels hus og Judas hus, . . . Ven skal ikke mere lære sin ven eller broder sin broder og sige: ’Kend [Jehova]!’ Thi de skal alle kende mig fra den mindste til den største, lyder det fra [Jehova].“ (Jer. 31:31-34; Luk. 22:19, 20) Har kristenheden svigtet Gud ved ikke at opfylde denne profeti om den nye pagt? Den mangel på kundskab der hersker i kristenheden i dag giver Gud grund til at være skuffet over den.
Dens fjendskab med Gud
37. Hvilken profeti om de „sidste dage“ kan sige os om kristenheden er Guds ven?
37 At betvivle at kristenheden er Guds ven vil nok chokere mange religiøse mennesker. Naturligvis er den Guds ven! siger de. Men lad os huske hvad den kristne profet, apostelen Paulus, sagde: „Det skal du vide, at i de sidste dage skal der komme strenge tider. Thi menneskene vil blive egenkærlige, pengekære, . . . lystens venner snarere end Guds venner; de har gudsfrygts skin, men fornægter dens kraft.“ (2 Tim. 3:1-5) Kristenheden har gudsfrygts skin men elsker dog penge og fornøjelser. Den har gudsfrygts skin, men fornægter dog i sit indre og ved sin handlemåde gudsfrygtens kraft.
38. Hvordan åbenbarer gudsfrygten sig i sande kristne ifølge Første Tessalonikerbrev 1:9, 10, og hvis komme ville de se frem til?
38 Til mennesker som havde vendt sig fra den hedenske græske tro til sand kristendom skrev apostelen Paulus: „Thi man fortæller selv om os, hvilken indgang vi fandt hos jer, og hvordan I vendte om til Gud fra afguderne for at tjene den levende og sande Gud og fra Himlene vente hans Søn, som han opvakte fra de døde, Jesus, der frier os fra den kommende vrede.“ (1 Tess. 1:9, 10) Ved trofast at afvente Guds søns komme kunne hans sande disciple vise deres gudsfrygt og gudhengivenhed. Gudsfrygtens kraft ville give sig til kende i at de ændrede deres liv og tydeligt adskilte sig fra denne afguderiske, forlystelsessyge, selviske og afskyelige gamle verden, som har Guds vredesdom hvilende på sig. Sande kristne ville da befinde sig i en tilstand hvori de kunne modtage Guds søn, og han ville kunne antage dem som sin brud.
39. Hvilken tilstand måtte kristenheden bevare sig selv i mens den ventede på Kristi komme?
39 Den sande kristne menighed sammenlignes i Bibelen med en jomfru som er trolovet med Jesus Kristus, og brylluppet vil finde sted når Jesus kommer i sit rige. Apostelen Paulus sagde til den menighed som han havde bragt kundskaben om Jesus Kristus: „Jeg har jo trolovet jer med een mand for at føre jer som en ren jomfru frem for Kristus.“ (2 Kor. 11:2) Den sidste bog i Bibelen kalder ligeledes hele den kristne menighed for „bruden, Lammets hustru“. (Åb. 21:2, 9, 10) Den skulle vedblive med at være jomfru og ikke indgå forbindelse med nogen anden. Den skulle bevare sig selv „uplettet af verden“ og holde fast ved „en ren og ubesmittet gudsdyrkelse for Gud, vor Fader“. (Jak. 1:27) Har kristenheden bevaret sin jomfruelighed i religiøs henseende ind for Kristus?
40, 41. (a) Hvilken ånd har kristenheden antaget, og hvilke gerninger har den derfor gjort? (b) Hvordan har kristenheden gjort sig selv uegnet til at blive forenet med Kristus når han kommer i sit rige?
40 Kirkehistorien, siger nej! Fra kejser Konstantins dage har kristenheden efterlignet verden og fulgt dens veje. Den har iført sig denne verdens ånd og gjort „kødets gerninger“. Disse er ifølge Paulus „utugt, urenhed, løsagtighed, afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskaber, kiv, nid, hidsighed, egennytte, splittelser, partier, misundelse, drukkenskab, svir og deslige“. Og han tilføjer: „De, der øver sådanne ting, skal ikke arve Guds rige.“ — Gal. 5:19-21.
41 Der er en overflod af „kødets gerninger“ i kristenheden, og den er derfor ikke i stand til at arve Guds rige som Guds søns jomfruelige brud. Kristenheden har gjort sig selv til en del af verden. Den har gjort sig til „verdens ven“ og har indgået ægteskab med den. Kristi genkomst betyder kun lidt, for ikke at sige slet intet for den. Den har indsat og salvet konger. Den har forenet kirke og stat. I åndelig forstand har den gjort sig til en ægteskabsbryderske, fordi den har indgået forbindelse med denne verden samtidig med at den hævder at være trolovet med Kristus og at være hans åndelige brud. Disciplen Jakobs ord stempler den som en utro kvinde, en ægteskabsbryderske, for han siger: „I utro [I ægteskabsbrydersker, NW], ved I ikke, at venskab med verden er fjendskab med Gud? Den, der gerne vil være verdens ven, gør sig altså til Guds fjende.“ (Jak. 4:4) Jesus Kristus vil hverken eje eller have en fjende af Gud som sin brud. Han vil aldrig ægte kristenheden.
Ingen spore til enhed og fred
42, 43. (a) Hvilket spørgsmål kan man med rette stille kristenheden? (b) Hvad bad Jesus om måtte herske blandt hans disciple, og hvordan har kristenheden svigtet Gud i denne henseende?
42 Disciplen Jakob spurgte de åndelige ægteskabsbrydersker om hvorfor der var kampe, stridigheder, mord, misundelse og begær iblandt dem. (Jak. 4:1-3) Det samme spørgsmål kunne man med rette stille kristenheden. På intet tidspunkt i historien har den været en spore til enhed og fred, og en af de ting brudgommen forventer af sin åndelige brud, den sande kristne menighed, er enhed.
43 I den sidste bøn Jesus bad sammen med sine trofaste apostle bad han netop om at der måtte herske enhed i menigheden helt frem til det tidspunkt da han kom for at hente den som sin brud. I sin bøn bad han om at „de alle må være eet, ligesom du, Fader! i mig, og jeg i dig, at også de må være eet i os, så verden må tro, at du har sendt mig. Og . . . at de skal være eet, ligesom vi er eet, jeg i dem og du i mig, for at de må være fuldkommen eet“. (Joh. 17:20-23) Dog har kristenheden gennem århundreder været splittet i religiøse sekter. Især nu i betragtning af den trussel som den internationale gudløse kommunisme frembyder, er der et tvingende behov for religiøs enhed, for en enig front mod fjenden; men kristenheden ejer ikke den enhed som Jesus Kristus bad om. Med dens langvarige indre splittelse kan den ikke være Kristi brud, den sande kristne menighed. Kristi bøn om enhed opfyldes ikke på kristenheden. I denne henseende har den også svigtet Gud.
44. Hvad har kristenheden ikke formået at skabe i verden til trods for det den synger om julen?
44 Hvordan kan man forvente at kristenheden skulle kunne skabe fred og enhed i verden når den selv er splittet? Ved juletid synger den engelens ord: „Ære være Gud i det højeste! og på jorden fred i mennesker, der har hans velbehag!“ Den har imidlertid aldrig vist at den hører til dem Gud har velbehag i. Historiebøgernes sider er plettet af blodet fra de krige den har ført — politiske krige, religionskrige, korstog! Den har aldrig søgt at forhindre blodsudgydelse. Dens præster har støttet begge de krigsførende magter og har bedt til den samme treenige Gud om sejr over deres trosfæller på den anden side af fronten.
45. (a) Hvilke regenter førte an i den første verdenskrig, og hvordan var deres religiøse forbindelser? (b) Hvem må skylden for krigen lægges på ifølge rabbiner S. S. Wise’s offentliggjorte udtalelse?
45 Hvor har de to verdenskrige der er blevet udkæmpet i dette århundrede haft deres udspring? Lige midt i kristenheden, og de blev indledt af såkaldt kristne nationer. I den første verdenskrig stillede Østrig-Ungarns romersk-katolske kejser Frans Josef sig på den tyske kejser Wilhelm II’s side mod den russiske zar Nikolaj II, den russisk-ortodokse kirkes patron, og den engelske konge, Georg V, den engelske statskirkes overhoved. Hvorfor slap kristenheden en sådan ulykke løs over hele verden? Hvilket element i kristenheden kan man rette en anklagende finger imod? Som svar herpå citerer vi fra en artikel i New York American for mandag den 12. oktober 1914, side 4. Artiklen bar overskriften: „RABBINER WISE LÆGGER SKYLDEN FOR KRIGEN PÅ KIRKEN.“ Denne rabbiner er grundlæggeren af den frie synagoge, det jødiske institut for religion samt andre betydelige jødiske institutter i Amerika. Han døde i 1949. Vi citerer:
„Årsagen til krigen,“ sagde rabbiner Stephen S. Wise i den frie synagoge i Carnegie Hall i går, „er kirkernes og synagogernes svigtende evne til at bevare førerskabet over folket.“
Wise karakteriserede kirkernes nuværende holdning som „svag, vaklende, usikker og frygtsom“. Han sagde at staten havde sejret over kirken, og at sidstnævnte var begyndt at rette sig efter den offentlige mening i stedet for at være med til at forme den.
„Man har sat en krigsdjævel på tronen i stedet for Gud,“ sagde han. Kirkerne tager ikke sig selv alvorligt. De er tilfredse med blot at være et tilbehør i samfundet og at forsvare deres lande og regenter — uanset om disse er retfærdige eller uretfærdige. Kirken er blevet tvunget til at tie og samtykke. Den er som en gammel stum og tandløs hund der ikke kan bide mere.
Skuffet over socialisterne
Mange af os havde ventet at socialisterne ville have afværget en krig som denne, og vi var bitterligt skuffede over socialisterne i Europa, da de ikke gjorde det. Det faldt os aldrig ind at kirkerne, moskeerne eller synagogerne kunne forhindre en krig. Ingen af os forventede noget sådant af dem. Vi ved hvad der vil ske hvis et ledende medlem af den engelske statskirke vovede at hæve sin røst og protestere mod sit lands deltagelse i den nuværende strid.
Hver påske vasker Frans Josef ceremonielt en halv snes pilgrimmes fødder, og kirken er tilfreds med ham. Zaren er kirkens overhoved om søndagen og hærens overhoved alle de andre dage.
Da nationerne forberedte sig til denne krig, rådførte de sig ikke på noget tidspunkt med kirkerne, for de vidste at de kunne stole på kirkernes støtte lige så vel som de kunne stole på deres ambulance og forplejningskorps.
Behov for missionærer i hjemlandet
„Det var bedre om missionærerne lærte folk derhjemme kristendom først.“
Rabbineren fortsatte: „Det skærer os i hjertet når vi læser om de ødelagte domkirker i Reims og andre steder, dog er disse kirker for længe siden blevet ødelagt, og det er kun de ydre mure der nu er styrtet sammen.
Krigsguder, pengeguder og magtguder har gjort deres til at nedbryde disse bygninger århundrede efter århundrede.“
46, 47. (a) Hvor må skylden for den anden verdenskrig ligeledes lægges, i betragtning af at paven nægtede at ekskommunicere Hitler? (b) Hvordan bærer alle kristenhedens kirker deres del af blodskylden?
46 Hvis dette kan siges om den første verdenskrig, kan det også siges om den anden verdenskrig. Før nazidiktatoren Adolf Hitler den 1. september 1939 lod sine tropper marchere ind i Polen og dermed startede den anden verdenskrig, sendte delegerede fra otteogfyrre polske, jødiske, slovakiske og litauiske samfund, der var trådt sammen til møde i Chicago, Illinois, en anmodning til paven i Vatikanet om at ekskommunicere Adolf Hitler, men pave Pius XII nægtede at ekskommunicere denne krigsgale „kirkens søn“. — Buffalo, N. Y., Evening Express, den 29. august 1939; The Catholic Telegraph-Register, Cincinnati, Ohio, sektion 2, den 1. september 1939.
47 Kristenhedens kirker støttede hver især de politiske regeringer i deres land under denne anden store verdenskonflikt, der vedvarede indtil den stærkeste nation i kristenheden i 1945 sendte to atombomber ned over en hedensk nation for at fremskynde krigens afslutning. Kirkerne bærer visselig deres del af de politiske nationers blodskyld ind for Gud, hvilket yderligere understreger at kirkerne er kommet sørgeligt til kort og at de har svigtet Gud.
48. Hvad trues verden nu af, og hvordan viser kristenheden at den har svigtet Gud?
48 Nu trues verden af en tredje verdenskrig der vil blive ført med våben som kun nationer i den såkaldt kristne del af verden indtil nu er i besiddelse af. Atter indtager kristenhedens kirker en holdning der er nøjagtig som den den indtog i 1914, under den første verdenskrig, som beskrevet af føromtalte rabbiner. Har Gud ikke grund til at skuffes? Hvilket middel til forhindring af en atomkrig anbefaler kristenheden nu? Guds rige, som kristenhedens grundlægger forkyndte? Nej, en nytteløs erstatning for Guds rige, skabt af mennesker — De forenede Nationer, arvtageren efter det Folkenes Forbund der blev stiftet i 1920 og som skulle forhindre en anden verdenskrig. Kristi Kirkers Fællesråd i Amerika kaldte dette forbund for „det politiske udtryk for Guds rige på jorden“. Har Guds rige på jorden da svigtet, eftersom det ikke lykkedes Folkeforbundet at forhindre den anden verdenskrig? Nej! Sandheden er at det er kristenheden der svigtede den Gud som den foregav at tilbede og tjene.
Hvem bærer Rigets frugter?
49, 50. Hvornår var tiden inde til at kristenheden skulle bære Guds riges frugter, og hvorfor da? (b) Hvorfor har Gud forgæves søgt efter Rigets frugter i kristenheden?
49 I 1914 var tiden kommet til at kristenheden skulle bære Rigets frugter. I det år begyndte den første verdenskrig, og i dens kølvand fulgte hungersnød, pest, jordskælv, kristenforfølgelse, tiltagende lovløshed, ængstelse og rådvildhed blandt mennesker i hele verden. Dette havde Jesus Kristus forudsagt i sin profeti om denne verdens ende. (Mattæus, kapitel 24; Markus, kapitel 13; Lukas, kapitel 21) Hvad forventedes det at Jesu sande efterfølgere eller disciple gjorde under disse forhold? Jesus Kristus påpegede i Markus 13:10 hvad deres arbejde bestod i. Han sagde: „Evangeliet skal først prædikes for alle folkeslagene.“ Og ifølge Mattæus 24:14 sagde han: „Dette evangelium om Riget skal prædikes over hele jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene; og så skal enden komme.“
50 At bære Rigets frugter ville sige at forkynde evangeliet eller den gode nyhed om Guds rige i hele verden. Viser historien nu at kristenheden har båret denne frugt siden 1914? Har dens kirker forkyndt Guds rige som menneskehedens eneste håb? Har de opfordret mennesker til først at søge Guds rige og hans retfærdighed? Nej. Vor tids historie viser at præster og politikere fra prædike- og talerstole først har forkyndt Folkeforbundet og siden De forenede Nationer. Gud har således forgæves søgt efter Rigets frugter i kristenheden.
51, 52. (a) Hvordan er Mattæus 24:14 alligevel blevet opfyldt i overensstemmelse med Mattæus 21:43? (b) Hvem udgør den nation der bærer Rigets frugter?
51 Selv om kristenheden har svigtet Gud på dette punkt, kan man dog finde Rigets frugter i overmål. Jesu Kristi profeti i Mattæus 24:14 skulle ikke forblive uopfyldt. Den ville ikke slå fejl! Det princip som Jesus fremsatte i Mattæus 21:43 er blevet fulgt og Riget er blevet givet til den „nation“ eller det folk der bærer Rigets frugter. Hvem er det? Et folk der er blevet en nation under Guds rige, en nation der ikke har undslået sig for at blive kaldt med Guds navn, ja, en nation der forkynder hans navn og påkalder det til frelse gennem Jesus Kristus.
52 Millioner af mennesker jorden over har hørt denne nation forkynde den gode nyhed om Guds rige offentligt og fra hus til hus og har modtaget milliarder af bibelske blade og bøger gennem den. Denne nation, der bærer Rigets frugter, udgøres af Jehovas vidner. De har ikke svigtet Gud. Ifølge rapporter fra deres menigheder forkynder de nu evangeliet på mere end 150 sprog og spreder bibelsk litteratur i 185 lande og øområder. Har kristenheden hjulpet Jehovas vidner med således at opfylde Mattæus 24:14? Med skam at melde har kristenheden forfulgt dem og prøvet på at standse deres virksomhed, på samme måde som jøderne i sin tid prøvede at gøre det af med Jehovas profeter. (Matt. 24:9; 5:10-12) Kristenheden har virkelig svigtet Gud!
53. Hvad vil derfor ramme kristenheden, og hvornår og hvor vil det ske?
53 Kristenhedens undergang er derfor vis. Den samme undergang som ramte det gamle jødefolk og Jerusalem fordi det svigtede Gud, vil også ramme kristenheden. (Matt. 21:33-45) Når forkyndelsen af Riget er tilendebragt af Jehovas vidner vil kristenheden, som ikke ønskede at have nogen andel i forkyndelsen, også have nået sit endeligt, sammen med hele denne verdensordning. Den har tilskyndet folk til at stille sig på denne verdens nationers side mod Guds rige. Selv marcherer den sammen med nationerne til „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“, og sammen med nationerne samles den af dæmonerne til Harmagedons slagmark, hvor de alle vil gå til grunde for Guds skarpretteres hånd, kongen Kristus og hans hellige engle, der står under hans kommando. (Åb. 16:13-16; 19:11-21) Uanset om der kommer en atomkrig eller ej, vil kristenheden ikke kunne forhindre Guds universelle Harmagedonkrig og beskytte denne verdens nationer mod at gå til grunde i den.
Hvad sker der efter dens fald?
54. Hvad sker der med kristendommen efter kristenhedens fald, og hvad er grunden?
54 Hvad sker der efter kristenhedens fald? Vil jorden blive oversvømmet af den internationale kommunisme eller af en anden falsk religion? Nej, en retfærdig ny verden vil fremstå, en verden hvor man vil erfare opfyldelsen af englenes sang: „Ære være Gud i højderne heroventil, og på jorden fred blandt mennesker med god vilje.“ (NW) I denne verden vil der kun findes sand kristendom. Kristenhedens endeligt er ikke ensbetydende med kristendommens ophør, for kristenhed og kristendom er to forskellige ting. Den sande kristendom har ikke svigtet Gud. Kristendommens grundlægger, Jesus Kristus, svigtede ikke Jehova Gud. Det gjorde „Lammets tolv apostle“ heller ikke. (Åb. 21:14) Fra Jesu og hans tolv apostles tid har der desuden været sande, indviede og døbte kristne der ikke har svigtet Gud. Bibelens profetier viser at disse kun ville udgøre en forholdsvis lille „rest“ af hele kristenheden. (Rom. 9:27-29; 11:5-7) I virkeligheden vil Kristi brud, der vil blive forenet med brudgommen i himmelen, kun tælle 144.000, der har vist sig trofaste til døden og ikke har svigtet Gud. — Åb. 14:1, 3; 7:4-8.
55. Hvilket rige vil herske efter kristenhedens fald og fortsat bevare kristendommen? Hvordan vil det gå med dem der overlever Harmagedon under dette rige?
55 Kristendommen går ikke til grunde sammen med kristenheden i Harmagedon. Hvorfor ikke? Fordi kristendommens grundlægger, Jesus Kristus, derefter vil herske i sit rige i et tusind år, til velsignelse for lydige mennesker. Harmagedonslagets højdepunkt vil være nået når kongen Kristus binder Satan Djævelen, som er „denne verdens gud“ og som står bag kristenheden med dens hykleriske form for kristendom. Den sande kristendom vil derefter kunne brede sig uhindret over hele jordkloden. Jehovas vidner som overlever Harmagedon vil ikke længere blive forfulgt fordi de bærer Guds navn eller forkynder „dette evangelium om Riget“ over hele jorden „til et vidnesbyrd“. — Åb. 20:1-3; Matt. 24:14.
56. Hvad vil da råde blandt mennesker på jorden, og hvad er det frugten af?
56 Der vil da ikke være nogen forskelsbehandling af mennesker på grund af race, hudfarve, sprog eller social stilling. Det vil høre en svunden tid til. En af kristendommens grundsætninger er nemlig at „her er ikke forskel på græker og jøde, omskåren og uomskåren, barbar og skyte, træl og fri, men Kristus er alt og i alle“. „Thi alle er I een i Kristus Jesus.“ (Kol. 3:11; Gal. 3:28) Sand enhed vil omsider være en realitet blandt alle mennesker. Sammen med enhed og den frugt af Guds ånd som er kærlighed vil der også herske fred, en anden af Guds ånds frugter. Denne verdens ånd og „kødets gerninger“, som den har givet sig udslag i, vil være borte for evigt! — Gal. 5:22; 1 Kor. 2:12.
57. Hvilken gudsdyrkelse vil forene mennesker, og hvad vil derfor træde i stedet for kristenhedens nuværende fjendskab med Gud?
57 Dette betyder at der vil være enhed i religiøs henseende; der vil ikke være mange forskellige trossamfund. Alle vil være forenede i „en ren og ubesmittet gudsdyrkelse for Gud, vor Fader“. (Jak. 1:27) Jordens beboere vil kunne glæde sig over at have fred med Gud fordi de praktiserer sand kristendom, den religion som vor himmelske Fader godkender. Han vil være deres ven, og de vil have hans velbehag. (Luk. 2:14) Venskab med Gud vil være trådt i stedet for kristenhedens nuværende fjendskab med Gud.
58. Hvad vil bevirke at enheden fremmes og bevares, og hvad vil der derfor ikke være nogen ende på?
58 Denne enhed blandt alle mennesker vil fremmes og bevares ved at der kun vil være én regering over jorden, nemlig Guds rige ved Kristus. Alle politiske regeringer, som har været nært forbundet med kristenhedens kirker, vil være gået ned i Harmagedon. Politik og korruption vil ikke eksistere mere. Og i stedet for den voksende kommunistiske trussel vil noget andet vokse og brede sig til velsignelse for menneskeheden. Som der siges i Esajas 9:6, 7 om Jesu fødsel: „Thi et barn er født os, en søn er os givet, på hans skulder skal herredømmet hvile; og hans navn skal være: Underfuld-Rådgiver, Vældig-Gud, Evigheds-Fader, Fredsfyrste. Stort bliver herredømmet, endeløs freden over Davids trone og over hans rige, at det må grundes og fæstnes ved ret og retfærd fra nu og til evig tid. Hærskarers [Jehovas] nidkærhed gør det.“
59. Hvilke beskyttelsesforanstaltninger vil der da ikke være brug for, og hvorfor ikke?
59 Verdensherredømmet vil være underlagt Jehovas rige med hans Fredsfyrste på tronen. Menneskeheden vil være befriet for frygten for atom- og brintbomber og radioaktivt nedfald. Der vil ikke mere være brug for underjordiske beskyttelsesrum mod bomber og atomstråling. Atmosfæren og vandet vil ikke være forgiftet ved sprængning af umenneskelige krigsopfindelser. De der i dag ødelægger jorden og udpiner den for kommerciel vindings skyld vil selv være gået til grunde i Harmagedon.
60. Hvad vil opfyldelsen af Esajas 2:4 resultere i, og hvem vil takken gå til for alt dette?
60 Skatter til opretholdelse af et kostbart krigsberedskab vil ikke være nødvendige mere. Alle våben- og ammunitionsfabrikker vil være borte og alt krigsmateriel vil blive smedet om til nyttige redskaber som kan bruges til dyrkning af jorden, for den skal omdannes til et glædens paradis, en Edens have som den vore første forældre levede i da de endnu var fuldkomne og lydige mod Jehova Gud. Kristenhedens „eneste håb om fred“, De forenede Nationer, vil ikke høste æren for at have opfyldt ordene i Esajas 2:4, som står indgraveret på F.N.’s bygning i New York: „Deres sværd skal de smede til plovjern, deres spyd til vingårdsknive; folk skal ej løfte sværd mod folk, ej øve sig i våbenfærd mer.“ For en sådan verden uden krig vil menneskehedens tak gå til det virkelige Guds rige. Allerede nu får Esajas’ profeti sin opfyldelse på den nye verdens samfund af Jehovas vidner.
61. Hvem vil foruden dem der overlever Harmagedonslaget, komme til at erfare de jordiske velsignelser, og hvad vil de overlevende gøre dem bekendt med?
61 Men alle disse velsignelser — evigt liv, fred og en paradisisk jord — er ikke kun for de kristne der ikke har svigtet Gud og som overlever Harmagedonslaget og får liv i Guds nye verden. Om Fredsfyrsten som døde for hele menneskeslægten står der: „Thi han bør være konge, ’indtil han får lagt alle fjender under sine fødder.’ Den sidste fjende, der tilintetgøres, er døden.“ (1 Kor. 15:25, 26) At døden tilintetgøres vil ikke alene sige at dødens forbandelse fjernes fra dem der overlever Harmagedon, men også at de døde oprejses. De som Gud ikke allerede har dømt til evig tilintetgørelse vil vende tilbage fra dødstilstanden og få mulighed for evigt liv i Paradiset på jorden under Guds rige ved Kristus. (2 Tim. 4:1; Ap. G. 10:42, 43; 24:15) De der overlever Harmagedon vil gøre alle dem der vender tilbage fra mindegravene bekendt med kristendommens lære.
62. Hvilken helbredelse vil finde sted, og hvad vil de der til det sidste ikke svigter Gud på jorden blive begunstiget med?
62 Opstandelsens mirakel vil blive efterfulgt af andre mirakler, idet mennesker vil blive helbredt både fysisk og åndeligt og opnå fuldkommenhed som jordiske sønner af Gud gennem kongen Kristus. Alle de som ikke svigter Gud til den tid, men som bøj er knæ for Gud og åbent bekender „til Gud Faders ære“ at „Jesus Kristus er Herre“ vil blive begunstiget med evigt liv i det jordiske paradis. — Fil. 2:9-11; Åb. 21:1-4; Joh. 3:16.
63. Hvad bør vi gøre nu i betragtning af at vi ikke frygter for det der følger efter kristenhedens fald?
63 Skal vi da frygte for hvad der følger efter kristenhedens fald? Nej! I betragtning af det der følger efter bør vi skille os ud fra kristenheden og antage den sande kristendom. Derefter bør vi leve som sande kristne i glad forventning om de storslåede velsignelser vi vil komme til at opleve under Guds rige efter den falske religions fald.