Hvorfor ingen pengeindsamlinger?
HVORFOR foretages der ingen pengeindsamlinger? Det er et spørgsmål man ofte hører fra dem der for første gang besøger en af Jehovas vidners rigssale. Typisk er følgende hændelse der fandt sted i en by i Nigeria i Vestafrika. Efter et møde hos Jehovas vidner kom en ung mand, der var vant til at se kollektbøssen gå rundt i kirken efter gudstjenesten, hen til menighedstjeneren og rakte ham en mønt. Da menighedstjeneren afslog at modtage mønten sagde den unge mand: „Det har jeg aldrig set før — pastoren vil ingen penge have!“
Det var noget højst usædvanligt. Det stod i en skærende kontrast til den praksis man har i mange kirker, hvor den økonomiske side af sagen betones meget stærkt. I bladet Time for 4. september 1964 kunne man således læse en artikel om hvordan kirkerne i U.S.A. prøver at skaffe sig økonomiske midler. Det hed i indledningen til artiklen: „Mens man før blot behøvede at sende en tallerken rundt blandt kirkegængerne om søndagen, må kirkerne nu skaffe sig midler ved metoder der spænder fra lotteri til gældsbreve. Metoderne til at skaffe sig penge rejser spørgsmål vedrørende smag, skønsomhed, klogskab og giverpsykologi, der har givet anledning til heftige diskussioner i alle stater.“ De her nævnte metoder til fremskaffelse af de økonomiske midler anvendes samtidig med at der optages kollekt i kirken. Denne sidste metode giver altså ikke længere nok til at dække udgifterne.
Men ifølge artiklen i Time har sagen åbenbart ikke rejst spørgsmål om hvilke retningslinjer Bibelen giver, og det måtte jo dog ellers være kernen i sagen for alle der hævder de er kristne. Her har vi imidlertid forklaringen på hvorfor den unge nigerianer blev så overrasket, for som i alle andre forhold følger Jehovas vidner også i dette Bibelens principper for at give og modtage.
En af grundene til at de ikke lader en tallerken eller kollektbøsse gå rundt er at der ikke findes nogen forskrifter i Bibelen for en sådan praksis. Når man i det gamle Israel ved særlige lejligheder havde brug for midler, for eksempel til opførelsen af tabernaklet og senere templet, blev det blot bekendtgjort og folket efterkom opfordringen og lagde en sådan gavmildhed for dagen at der til tider endog var „mer end nok“. Det er rigtigt at levitterne, som varetog den organiserede tilbedelse af Jehova Gud for hele folket, modtog tiende, men det var kun fordi de ikke fik en arvelod i landet. — 2 Mos. 35:5; 36:4-7; 1 Krøn. 29:9.
Vi læser heller intet om at Kristus og apostlene på noget tidspunkt optog kollekt eller foretog pengeindsamlinger. Tværtimod sagde Kristus til apostlene da han sendte dem ud: „I har fået det for intet, giv det for intet!“ Det er så meget mere bemærkelsesværdigt som Jesus gav dem evnen til ’at helbrede syge, opvække døde, rense spedalske og uddrive onde ånder’. Hvor let kunne de ikke have foretaget en pengeindsamling efter at have udført sådanne mirakler! Men det gjorde de ikke. Vi læser heller intet om at de første kristne gav tiende. Der kom tilstrækkeligt ind i frivillige bidrag. — Matt. 10:8; Luk. 8:3.
Der er himmelvid forskel mellem dette og den metode man fandt omtalt i et skotsk blad, Scottish Daily Express, den 30. november 1960. En kirke med 1400 medlemmer havde vist 235 medlemmer vintervejen fordi de ikke havde givet bidrag, og havde sendt advarsler til 239 andre om at de ville blive slettet af medlemslisterne hvis ikke de øgede deres bidrag i fremtiden.
Ikke nødvendige
At man må presse medlemmer af en menighed til at give bidrag, om så det sker aldrig så blidt, og at man må ty til metoder der ikke har støtte i Bibelen, som for eksempel at lade en kollektbøsse gå rundt eller afholde lotteri, basarer, auktioner og kirkemiddage eller indhente faste løfter om bidrag, røber at der er noget galt, at der mangler noget. Hvilket? Der mangler værdsættelse. Hvor der findes sand værdsættelse er det ikke nødvendigt at presse eller lokke kirkemedlemmer til at give. Mon der skulle være en forbindelse mellem denne mangel på værdsættelse og den åndelige føde man tilbyder folk i disse kirker?
Hvis folk får den rette åndelige føde, det vil sige en føde der er grundlagt på Guds ord Bibelen, kommer de til at værdsætte det Jehova Gud har gjort for dem og vil til gengæld med glæde yde både tid, arbejde og penge. Når de lærer Guds godhed at kende tilskynder det dem til at efterligne ham. Som Jesus sagde: „Så I må vorde jeres himmelske Faders børn; thi han lader sin sol stå op både over onde og gode og lader det regne både over retfærdige og uretfærdige. Så vær da I fuldkomne, som jeres himmelske Fader er fuldkommen.“ — Matt. 5:45, 48.
Dertil kommer at når mennesker der af hjertet ønsker at leve efter Bibelen, får hjælp til at gøre dette, når de erfarer glæden ved at komme sammen med andre mænd og kvinder der ligesom de ønsker at tjene Gud, og når deres tro på Gud og hans ord vokser og deres håb til Guds rige og den kommende nye retfærdsorden styrkes, føler de sig tilskyndet til at give et synligt, materielt, bevis på deres værdsættelse, sådan som de første kristne gjorde lige efter pinsen. — Ap. G. 4:32-35.
Man må heller ikke overse det eksempel som trofaste mennesker i fortiden har sat. Uden tvivl øvede Moses, David, Jesus Kristus og hans apostle en god indflydelse på dem de var sat over, dem de tjente. I den første kristne menighed fandtes der intet lønnet præsteskab, der var ingen adskillelse i et præsteskab og et lægfolk; alle forkyndte som de havde lejlighed og evner til. Så langt fra at være dem der blev betjent og betalt, var det dem der førte an der bar de største byrder, sådan som Jesus havde vist det burde være: „Den, som vil være stor iblandt jer, han skal være jeres tjener [diákonos]; og den, som vil være den første iblandt jer, han skal være jeres træl.“ Da de kristne i Korint på grund af deres umodenhed ikke værdsatte det privilegium frivilligt at yde bidrag til afholdelse af Paulus’ udgifter, foranstaltede han ikke en pengeindsamling men sørgede for sig selv ved at sy telte! — Matt. 20:25-27; Ap. G. 18:3; 1 Kor. 4:11, 12; 9:11, 12.
De bibelske principper man bør følge
Ligeledes vil forståelse af de bibelske principper der gælder på dette område overflødiggøre pengeindsamlinger. Et af disse principper går ud på at gaven må skænkes med et uselvisk motiv hvis den skal have Guds velbehag. Jesus fordømte dem der stillede deres gavmildhed til skue da han sagde: „Når du giver almisse, så lad ikke din venstre hånd vide, hvad din højre gør, for at din almisse kan være i det skjulte. Så skal din Fader, som ser i det skjulte, betale dig.“ Paulus understregede det samme da han sagde at hvis hans gaver ikke udsprang af kærlighed da ’gavnede det ham intet’. Kun den gave der er givet i uselviskhed lægger Gud mærke til. Hvis man har en uselvisk indstilling spørger man ikke: Hvor meget skal jeg give? men: Hvor meget kan jeg give? — Matt. 6:2-4; 1 Kor. 13:3.
Et andet bibelsk princip der gælder gaver er det at Gud ikke bedømmer gaven efter dens størrelse men efter hvad giveren har. Ja, „når den gode vilje er til stede, er den gudvelbehagelig, efter hvad den evner, ikke efter hvad den ikke evner“. Hvor retfærdigt, rimeligt og hensynsfuldt! Jesus fremhævede dette princip da han henledte disciplenes opmærksomhed på enken der lagde to småmønter af meget ringe værdi i tempelblokken. Han sagde at hun havde givet mere end nogen af de andre, for de gav af deres overflod, men hun gav „af sin fattigdom alt, hvad hun havde i eje“. Dette princip tjener til opmuntring for alle som kun kan give lidt, eftersom det i Guds øjne er meget, og samtidig tilskynder det dem der har meget, til gavmildhed, således at deres gave står i forhold til det de har. — 2 Kor. 8:12; Luk. 21:1-4.
Endnu et princip der gælder her er at „Gud elsker en glad giver“, et princip, må vi tilføje, som ikke kun er begrænset til pengegaver men som gælder alle former for gaver, heri indbefattet det at tilgive dem der gør os uret: „Den, som øver barmhjertighed, skal gøre det med glæde.“ At give med glæde betyder at give gavmildt! — 2 Kor. 9:7; Rom. 12:8.
Som følge af at Jehovas vidner også lader sig lede af Bibelens principper når det gælder bidrag til deres religiøse organisation, er det muligt for deres selskab, Watch Tower Society, at opretholde et verdensomspændende forkyndelses- og missionærarbejde, et arbejde der hvert år koster millioner af dollars. De der er interesseret i at den gode nyhed om Guds rige forkyndes i hele verden som en opfyldelse af Mattæus 24:14, giver ikke alene bidrag til den lokale menighed i rigssalen, hvor en bidragsbøsse er stillet frem til det samme formål, men også til Selskabets afdelingskontor i det pågældende land. For at Selskabet kan planlægge sit arbejde opfordrer det alle der har til hensigt at give regelmæssige bidrag, til at skrive ind en gang om året og meddele det de håber de vil kunne bidrage med i løbet af det kommende år. En sådan meddelelse opfattes på ingen måde som et løfte men blot som et udtryk for en „forhåbning“, og ingen bliver nogen sinde mindet om det beløb de har angivet, og det kontrolleres heller ikke om de nu også yder dette bidrag. Man behøver altså blot at sende et brev eller et kort der oplyser hvad man er i stand til at bidrage i årets løb. De der bor her i Danmark kan sende denne meddelelse til Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab, Kongevejen 207, Virum.
Dette skal ikke opfattes som en anmodning om bidrag, og denne ordning lægger ingen forpligtelse på dem der er villige til at give. Den tjener blot det formål at give Selskabet mulighed for bedre at planlægge sit arbejde, samtidig med at den minder dem der ønsker at yde økonomisk støtte, om at de bør overveje hvor meget de mener de kan give, og derefter bestræbe sig for at overholde dette, mens de holder sig apostelens formaning for øje: „Enhver gøre akkurat som han har besluttet i sit hjerte, ikke tvært eller tvungent,“ men som kærligheden til Gud og næsten byder og som forholdene tillader. Denne praktiske ordning har også et bibelsk grundlag, for de første kristne fik følgende gode råd: „Hver første dag i ugen skal enhver af jer lægge noget til side hjemme og samle, hvad han får lykke til, for at der ikke først skal finde indsamlinger sted, når jeg kommer.“ Apostelen Paulus var altså heller ingen ynder af pengeindsamlingen — 2 Kor. 9:7, NW; 1 Kor. 16:2.