Hvilken rolle spiller barmhjertighed i dit liv?
ANSER du dig selv for at være barmhjertig? Kristus Jesus sagde: „Vær barmhjertige, ligesom jeres Fader er barmhjertig.“ (Luk. 6:36) Er du barmhjertig? Hvordan kan man afgøre om man er det?
Ordet barmhjertighed leder måske tanken hen på det at vise mere venlighed end streng retfærdighed kræver, eller det at være overbærende over for en der har forset sig. Mange siger ligesom Shakespeare at det er godt „når der i retten blandes barmhjertighed“.
Det er rigtigt at de nævnte ting er udtryk for barmhjertighed, for ordet henviser ofte til det at være skånsom i afstraffelsen af en overtræder eller at dømme med mildhed. Men barmhjertighed omfatter meget, meget mere end det. Ja, hvis vi kun forstår ordet barmhjertighed på denne måde, har vi en alt for snæver opfattelse af det, og vi går glip af barmhjertighedens virkelige betydning. Vi vil næppe kunne blive som vor Skaber hvis vor forståelse af barmhjertighed ikke strækker sig til mere end det.
Ifølge en ordbog kan barmhjertighed også betyde: „En velgerning betragtet som udtryk for medfølelse“ og „medfølende behandling af de ulykkelige“. Nudansk Ordbog angiver at „barmhjertig“ egentlig betyder ’med hjerte for ulykkelige’. Disse definitioner ligger tættere på den oprindelige betydning af barmhjertighed, sådan som denne egenskab udtrykkes på de gamle sprog Bibelen er skrevet på.
Den bibelske betydning undersøges
I en beskrivelse af Guds personlige egenskaber står der i Salme 145:8, 9: „Nådig og barmhjertig er [Jehova], . . . god er [Jehova] mod alle, hans barmhjertighed er over alle hans værker.“ Den hebraiske skribent har her benyttet ordet rahhamʹ for at beskrive Guds storslåede barmhjertighed. Vi ved naturligvis at Jehova viser barmhjertighed når han tilgiver angrende overtrædere og at han viser overbærenhed over for modstandere. (Jævnfør Salme 51:3, 4; 103:3, 4; Daniel 9:9.) Men er dette den egentlige betydning af det ord salmisten benyttede? Det vil vi undersøge.
Visse hebraiskkyndige mener at ordet rahhamʹ kommer af et ord der egentlig betyder „at være mild og blid“. De forbinder det med det ord der betyder „moderskød“ (rehhemʹ). Der er således et leksikon der definerer rahhamʹ som „at gløde, at være varm af ømme følelser; . . . at være medfølende“. Hvor er det storslået at tænke på at vor Gud ejer denne egenskab i særlig grad! Han er barmhjertig. Da barmhjertighed kan siges at være medlidenhed eller medfølelse udtrykt i handling, oversættes det samme hebraiske ord undertiden med „ynkes over“.
I Esajas 49:15 siger Gud for eksempel: „Kan vel en Kvinde glemme sit diende Barn, at hun ikke forbarmer sig over [ynkes over, NW; rahhamʹ] sit Livs Søn?“ (Dansk oversættelse af 1871) Tænk på hvilke stærke følelser en moder normalt nærer for sit eget barn! Men hvad er det der fremkalder den egenskab der beskrives med det hebraiske ord rahhamʹ? Skyldes det at hendes spædbarn, har gjort noget forkert, sådan at moderen nu må bestemme sig til om hun skal vise mildhed eller ej? Nej, det er ikke sandsynligt. Denne følelse af barmhjertighed skyldes snarere et behov hos det lille barn måske sult, sygdom eller en anden form for smerte eller lidelse. Hun viser derfor inderlig medfølelse over for barnet. Med lignende udtryk for medfølelse viser Gud barmhjertighed.
Lad os tage et andet eksempel, nemlig eksemplet med Josef i Ægypten. Da Josefs ti halvbrødre for anden gang drog til Ægypten for at hente mad, tog de Benjamin med sig, den eneste der havde samme moder som Josef (og altså var af samme moderskød [rehhemʹ] som Josef). Ved gensynet med Benjamin efter så mange års forløb ’blussede kærligheden [flertalsformen af rahhamʹ] til broderen op i’ Josef, og han forlod værelset og gav tårerne frit løb. Var Josefs følelser et udtryk for „medfølende behandling af en overtræder eller modstander“ — som er en af de betydninger ordet barmhjertighed kan have? Nej, for ganske vist havde Josefs halvbrødre gjort sig skyldige i en ugerning over for ham, men det havde Benjamin ikke. Josefs reaktion skyldtes derimod inderlig kærlighed til og barmhjertig omsorg for den yngre broder. Dette eksempel giver en langt dybere forståelse af det hebraiske ord, der også beskriver Guds barmhjertighed. — 1 Mos. 43:29; 37:12-28; jævnfør Første Kongebog 3:25-27.
Nu er spørgsmålet om du også er barmhjertig i Bibelens forstand. Vi har set at barmhjertighed ikke udtrykkes ved bare at afholde sig fra et eller andet — for eksempel at afstå fra at tildele strengt retfærdig straf for en forseelse, eller at vise overbærenhed over for en modstander. Nej, ordet dækker først og fremmest det at nære og udtrykke medfølelse over for dem der er i vanskeligheder, i nød, eller er blevet offer for ugunstige omstændigheder.
De barmhjertige skal der vises barmhjertighed
I Bjergprædikenen sagde Jesus: „Salige er de barmhjertige, thi dem skal der vises barmhjertighed.“ (Matt. 5:7) Vi ønsker naturligvis at Gud skal vise os barmhjertighed. Derfor har vi brug for at vide hvor meget det omfatter at være barmhjertig. Det vil sige at vi må finde frem til ordets betydning, sådan som det benyttes i dette vers fra De kristne græske Skrifter.
For ordene barmhjertige og barmhjertighed har evangelieskribenten her benyttet former af det græske ord eʹleos. Hvor nøje det svarer til det hebraiske ord, som vi netop har beskæftiget os med, fremgår af følgende definition fra Expository Dictionary of New Testament Words af W. E. Vine: „ELEOS (ἔλεος) ’er den ydre tilkendegivelse af medlidenhed; den forudsætter et behov hos modtageren, samt at den der viser den har tilstrækkelige ressourcer til at opfylde behovet’.“ Der findes andre græske ord (som for eksempel oiktirmosʹ og splagʹkhnon) der dækker den stærke følelse af medlidenhed eller oprigtig venlighed, som eʹleos („barmhjertighed“) er det aktive udtryk for.
Men lad os hellere give eksempler i stedet for flere definitioner. Hvad viser Jesu eget eksempel angående den rolle barmhjertighed bør spille i vort liv?
Jesus et eksempel i barmhjertighed
Blandt dem der fik Jesus til at vise barmhjertighed var der især mange forældre med syge børn, mange blinde, dæmonbesatte og spedalske. (Matt. 9:27-29; Luk. 17:12-14) Når de sagde „forbarm dig over os“, kom Jesus dem til undsætning ved at udføre mirakler. Og han gjorde det hverken rutinemæssigt, ligegyldigt eller nedladende; der står at ’Jesus ynkedes inderligt’. — Matt. 20:33, 34.
Vi får en bedre forståelse af hvor stærkt Jesus ynkedes, når vi bemærker at der i denne sidstnævnte sætning er benyttet et udsagnsord (en form af splagʹkhnon) som bogstaveligt betyder „at føle indvoldene længes“. Ja, Guds søn følte sig dybt berørt i sit indre når han så andre lide nød.
Det samme ord benyttes til at beskrive hvad Jesus følte da han så skarerne der var stimlet sammen for at høre ham, for de var vanrøgtede og forkomne „som får, der ingen hyrde har“. (Matt. 9:36; 14:14; Mark. 6:34) Det var den samme følelse af medynk eller barmhjertighed der fik Jesus til at give skarerne mad for at de ikke skulle „vansmægte undervejs“ når de skulle hjem. (Matt. 15:32) Med denne dybe medfølelse med dem der var i nød — en medfølelse som resulterede i barmhjertighedsgerninger — genspejlede Jesus blot sin Faders storslåede egenskaber. — Jævnfør Jeremias 31:20.
Det er ikke nok at nære medfølelse; hvis vi skal være barmhjertige må vi også udtrykke den. I Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner fandt samaritaneren en rejsende der lå ved vejsiden, udplyndret og forslået. Ikke alene „ynkedes han inderligt“ over den tilskadekomne, men han „øvede barmhjertighed imod ham“, idet han forbandt hans sår og i øvrigt drog omsorg for ham. Igen bemærker vi at der ikke er tale om tilgivelse af nogen overtrædelse og at der ikke var nogen juridiske procedurer indbefattet. Det drejede sig simpelt hen om at nære „medfølelse på grund af en andens elendighed, og især medfølelse udtrykt i handling“ — sådan som en af definitionerne på verbalformen af ordet eʹleos lyder. — Luk. 10:33-37.
Disse få eksempler hjælper os til at indse hvor meget det egentlig omfatter at være barmhjertig. Skal vi vente med at vise barmhjertighed indtil en eller anden forser sig mod os personligt eller indtil en eller anden overtræder en regel eller en lov? Nej, bestemt ikke! Vi kan vise barmhjertighed over for enhver der har brug for hjælp, både over for fremmede og over for venner og andre vi holder af. Barmhjertighed er i sandhed medfølelse vist i handling.
Hvordan vi kan vise barmhjertighed i hverdagen
I dag oplever vi en tid hvor, som Jesus sagde, „lovløsheden tager overhånd“ og ’kærligheden er blevet kold hos de fleste’. (Matt. 24:12) Efterhånden som kærligheden til den sande Gud kølnes, bliver også næstekærligheden svagere. Selviskhed, hårdhjertethed, ligegyldighed over for andres problemer og lidelser, ja selv grusomhed, er blevet fremherskende, og det ser ud til især at gælde i byer og tætbefolkede områder. I det moderne industrisamfund, hvor man lægger vægt på masseproduktion og profit, er der opstået en type som på engelsk kaldes „the organizational man“ — en person der kun har tanke for sit firma, hvis horisont ikke strækker sig længere ud end til dette firma, og som derfor har mistet ethvert personlighedspræg og er blevet helt og holdent „firmaets mand“. Alt for ofte bliver mennesker kun betragtet som hjul i en maskine.
Eftersom tiden er sådan, hvor velgørende er da ikke egenskaben barmhjertighed! Og hvor vigtigt er det ikke at vi gør os klart hvor mange måder den kan udtrykkes på og indser hvor nødvendigt det er at vi viser denne egenskab hver dag! Men hvordan kan vi rent praktisk gøre det?
Det som folk har størst behov for i dag er åndelig hjælp. De fleste er åndeligt forsultne og blinde. De famler omkring under de forvirrende forhold der råder, og har ikke noget reelt håb for fremtiden. De er „som får, der ingen hyrde har“. Desuden viser Guds ord at der snart vil udbryde „en stor trængsel“ over hele jorden, og at de der vil undslippe, nu må skaffe sig oplysning om hans foranstaltninger. (Matt. 24:3-8, 21, 22, 36-42) Hvad gør vi for at vise barmhjertighed over for sådanne mennesker? Jesus og hans disciple var i særdeleshed optaget af barmhjertigt at uddele åndelige gaver, der havde langt større værdi end materielle ting. (Joh. 6:35; Ap. G. 3:1-8) De forkyndte og underviste andre i Guds sandhedsord. Gør vi også det?
Men når vi således forkynder og underviser, opfylder vi da fuldt ud kravet om at vise barmhjertighed? Jesus sagde: „Giv det, der er indeni, som almisse [barmhjertighedsgaver, NW].“ (Luk. 11:41) Du er måske med til at udbringe livets ord til andre, måske endda ved at gå ud og besøge dem. Men hvis du gør det, hvorfor gør du det så? Føler du at du, ved at bruge så og så mange timer om måneden til husbesøg, har bevist din retfærdighed over for Gud? Eller er din indsats virkelig en barmhjertighedsgave der kommer indefra, et udtryk for barmhjertighed som kommer fra et hjerte der er fyldt med kærlighed? Og samtidig med at du besøger folk der er fremmede for dig, er du da også opmærksom på at vise barmhjertighed over for dem du kender, din egen familie, dem der er dine brødre i troen?
Vi må huske at farisæerne på Jesu tid mente at de havde Guds gunst fordi de med pinlig nøjagtighed betalte tiende, bragte de foreskrevne ofre og afholdt sig fra verdsligt arbejde når det var sabbat. De kritiserede enhver som ikke adlød Loven på den måde som de mente den skulle adlydes. Men Jesus sagde til dem: „Hvis I havde forstået, hvad det ord betyder: ’Barmhjertighed vil jeg, ej slagtoffer,’ havde I ikke fordømt de skyldfri.“ Eftersom de var underlagt Moseloven skulle de ganske vist overholde den, men samtidig måtte de ikke forsømme „det i loven, der har større vægt“ — for eksempel barmhjertighed. — Matt. 9:1-13; 12:1-7; 23:23.
Hvordan er det med os? Det kan være at vi prøver at tjene Gud regelmæssigt, systematisk, ja måske endda pr. rutine; måske sætter vi bestemte tidsrum til side til tjeneste og gudsdyrkelse og giver pengebidrag til fremme at den rene tilbedelse af Gud. Det er alt sammen glimrende. Men hvad er motivet? Er vi måske så optaget af selv at vinde Guds godkendelse at vi glemmer at lægge mærke til hvilke behov andre har?
Hvordan er det for eksempel med dem vi kommer sammen med til studium af Guds ord? Kommer vor barmhjertighed ind i billedet her? Mange mennesker i kristenheden er kirkegængere, men som vi ved røber en del af dem at deres motiv ikke bunder ret dybt. De kommer i kirken nærmest af pligt, af hensyn til deres position, for at få nogle at tale med, eller for at nyde en vis ophøjet stemning der giver dem en indre fred. De er interesseret i sig selv, ikke i andre. Hvis vi er barmhjertige, vil vi imidlertid være interesseret i andre — ikke i hvad de gør for os, men snarere i hvad vi kan gøre for dem.
Har vi lagt mærke til nogle der har et dårligt helbred, og viser vi dem omsorg? Opbygger vi dem ved at rose dem for deres stærke tro, der får dem til at komme til møderne? Hvad med dem der ser ud til at være forsagte, ensomme, bekymrede eller nedtrykte? Føler vi for dem på en måde der får os til at vise dem vor interesse og prøve at gøre dem mere glade? En sådan barmhjertighed opbygger i sandhed en ypperlig ånd i en hvilken som helst gruppe af Guds tjenere!
Materielle „barmhjertighedsgaver“
Selv om det er vigtigst at give åndelige gaver kan dette dog ikke på nogen måde fjerne behovet for rent materielt at give udtryk for barmhjertighed. Da Jesus i sin bjergprædiken talte om at give „barmhjertighedsgaver“, var det ganske tydeligt at han tænkte på gaver til dem der led nød, til de fattige, dem der havde modgang, de syge eller dem der af andre grunde var uheldigt stillet. Det er rigtigt at Jesus fordømte de hyklere der benyttede sådanne gaver til at fremhæve sig selv. Men han forklejnede eller nedvurderede ikke selve det at give sådanne gaver. Han sagde tværtimod til sine disciple: „Men når du giver almisse [barmhjertighedsgaver, NW], så lad ikke din venstre hånd vide, hvad din højre gør, for at din almisse kan være i det skjulte. Så skal din Fader, som ser i det skjulte, betale dig.“ — Matt. 6:1-4.
Tabita, kaldet „Hinden“, var en kristen kvinde som „var rig på gode gerninger og gav mange almisser“ eller barmhjertighedsgaver. Hvori bestod disse gaver? Da Peter var ankommet efter Tabitas død stod de sørgende enker „grædende omkring ham og viste ham alle de kjortler og kapper, som ’Hinden’ havde syet, medens hun endnu var hos dem“. (Ap. G. 9:36-41) Hun var en barmhjertig kvinde. Beretningen fortæller ikke om hun personligt betalte hvad det kostede at sy tøj til disse enker, eller om hun blot bidrog med tid, kræfter og evner. Mange af os der lever i dag har ikke ret meget rent materielt, men vi kan i hvert fald bidrage med tid, kræfter og evner til at gøre barmhjertighedsgerninger for andre.
Og så vidt vore midler tillader det kan vi barmhjertigt give de trængende økonomisk hjælp. Lovpagten tilskyndede udtrykkeligt til denne form for barmhjertighed; den sagde at man ikke måtte være ’hårdhjertet og lukke sin hånd for sin fattige broder’. (5 Mos. 15:7-10; jævnfør Ordsprogene 19:17.) I det første århundrede førte de kristne menigheder lister over enker der fik materiel hjælp. Kvinderne kunne kun komme på denne liste hvis de selv var kendt for at gøre barmhjertighedsgerninger, såsom at være gæstfri over for fremmede, hjælpe de nødlidende, og andre gode gerninger. (1 Tim. 5:9, 10) Har vi grund til at frygte fremtiden og være tilbageholdende med at bruge vore penge til at hjælpe de nødlidende, idet vi måske tænker at vi selv kan komme i pengetrang? Apostelen Paulus forsikrede sine brødre i Korint om at Gud ville velsigne dem når de gav med glæde, og at Han ville forsyne dem med det de selv måtte få brug for. — 2 Kor. 9:6-14.
Hvor er livet dog indholdsrigt, tilfredsstillende og værdifuldt for de barmhjertige! Lykkelig er du hvis du er blandt dem, for da vil Gud vise dig barmhjertighed, både nu og i fremtiden.